Gamle Venskaber Dør Sidst

[Aleszia Chaelóriz]

Shaiin McGivens - Aleszia Chaelóriz

Solen var lige gået ned. Gadelamperne var ved at blive tændt af vægteren, mens soldater lavt snakkende patruljerede rundt i gaderne. Folk var på vej hjem fra arbejdet i fabrikkerne eller butikkerne, hvor deres længeventet aftensmåltid og familie tålmodigt befandt sig.
En vogn med en enkelt hest spændt fast, raslede afsted gennem de mørke veje, indtil den stoppede op foran palæet, som tilhørte Shaiin McGivens. Kusken sprang ned fra sit sæde, og åbnede galant vogndøren, så passageren kunne træde ud på brostenene.

Aleszia Imahara trak kappen mere sammen omkring sig, mens hun lagde nakken tilbage, for at se op af den høje bygning. Det var mange år siden, hun sidst havde været her. Krigen havde standset besøgene, og selvom der havde været brevudveksling igennem krigstiden, mærkede hun en smule nervøsitet ved at være her. Forhåbentligt var hun stadigvæk velkommen…
Med rank ryg gik hun mod hoveddøren. En adelsdatter fra fødderne til fingertipperne. Hovedet stolt hævet på trods af vanærelsen, som fulgte hendes fodspor. Kappen blafrede bag hende, og afslørede den sorte kjole, der krammede sig om hendes slanke lidt spinkle skikkelse. Ærmerne var lange, men udsnittet skar sig lang ned på hendes skuldre, og dykkede ned i ryggen til lænden.
Ved døren bankede hun tre gange, før hun trådte et par skridt tilbage. Ventede på modtagelse. Åh hvor hun håbede, at han var hjemme, og ikke afsted i… ærinder. De ravrøde øjne med den mandelformet pupil flakkede ned til dokumenterne, hun havde knuget sammen i sin ene hånd. På hele turen herhen havde hun ikke sluppet dem. Gennemlæst dem gang på gang på gang. Vreden buldrede stadigvæk i hende, lige så voldsomt som en smedjes ild.
Hun tvang sig selv, til at trække vejret dybt. Rettede på sine kulsorte lokker, der var samlet i en fornem frisure, før hun igen bankede utålmodigt på døren.
"Kom nu Shaiin," hvislede hun dæmpet, og kastede et blik omkring, som frygtede hun at se mørke skikkelse, holde øje med hende fra hus hjørnerne. Ikke fordi hun som sådan gjorde noget galt men... Hårdt bed hun sig i underlæben. 

[Shaiin McGivens]

Et smil blev vekslet, som hans drenge sad grinende ved bordet. Maden var blevet serveret tidligt, hvad den ofte gjorde i dette hus. Enten for tidligt eller for sent, da Shaiins arbejdstider af gode grunde kunne varierer. Hans blik gled fra den ene skikkelse til den næste. Xander, hvis virkelige navn var Alexander, der lignede ham på en prik, dog stadig kun en forvokset teenager. Daron, der måtte slægte sin mor mere på og af sind var til en konstant skuffelse hos Shaiin. Connor, han lille adopterede dreng. En veninde havde været i problemet og hvem var han end at hjælpe? Og Elyas, hans storebror dreng. Siden hvornår var han blev udnævnt til børnepasseren i hans sindssyge familie? For sindssygdom løb i årerne på dem. Hans mor havde været knækket dengang...
Han tvang tankerne tilbage og skubbede glasset med en tynd vin fra sig. Modsat de andre havde han slet ikke rørt maden, da han foretrak at spise i stilhed. Den ene fod var trukket ind under hans stol, mens den anden strakte sig fremefter. Han hvilede sig mod det ene armlæn. Dog gik der kun et øjeblik før han rejste sig og meddelte han trak sig tilbage.
Han var hjemme efter en lang arbejdsdag, derfor gik han stadig klædt i noget arbejdstøj. De sorte bukser og den hvide skjorte. Han havde haft en sort jakke på også, men den hang nu i entreen, sammen med hans støvler. De bare fødder kendte vejene i huset så godt, at han kunne finde vej uden at tænke over det.

Vejen til trappen, der ville føre ham op til de private værelser. Han stoppede op og så hen mod døren.
Hans butler havde hørt en banken og havde netop åbnet døren.
"McGivens residens. Hvordan kan jeg hjælpe?" havde butleren startet, som han plejede, velvidende Shaiin sjældent tog imod gæster. Men mere nåede han heller ikke gøre, før Shaiin svagt genkendte skikkelsen ude foran. Hans hjerte slog et slag over og han var ovre ved døren overraskende hurtigt. En hånd lagde sig bestemt på den ældre butlers skulder.
"Tak. Jeg tager selv imod"
Hvilket der ingen indvendinger var til. Tværtimod trådte butleren til side, bukkede let for dem og gik. Hans husholdning havde hurtigt lært at Shaiin ikke var den typiske adel og de havde også hurtigt lært at være loyale til fingerspidserne.
Da Shaiin så ud på skikkelse kunne han se at han havde haft ret. Han havde næsten ikke kunne se hende for sin butler, men han havde haft ret alligevel. Han trådte til side, så hun kunne træde ind.
"Zia" hilste han, ikke uden overraskelse i sin stemme. Hun virkede nervøs. Hans blik gled automatisk ud i mørket, der omgav hans hjem. Var der en grund til det? Kunne han forvente andre gæster?

[Aleszia Chaelóriz]

Lettet faldt Aleszias skuldre, da hun opdagede Shaiin bagved butleren, og hun pustede sine bekymringer ud. I et par sekunder havde hun frygtet, han ikke var hjemme.
”Shaiin,” hilste hun tilbage med et smil, der afslørede hendes glæde ved at se ham, mens hun trådte ind i hans hjem. Med den ene hånd løsnede hun spændet på sin kappe. De gyldne øjne vandrede rundt i entréen, men alting så ud til at være det samme – hvilket i denne periode var ualmindeligt. Efter borgerkrigen havde folk enten mere eller mindre. Hun havde hørt om hele gader, der var blevet sprunget i luften i krigen udenfor murerne, eller folk, som hende selv, der havde været flygtet, og var kommet tilbage til et tomt hjem efter røverier.
Kappen blev lagt over den ene arm, mens hun vendte sig om mod sin gamle barndomsven. Det var år siden hun sidst havde set ham.
”Det er dejligt at se dig både uskadt og vel. Tilgiv mig for det sene aftenbesøg uden først at have sendt ord, men jeg vidste ikke, hvem jeg ellers skulle gå til,” undskyldte hun, og bøjede høfligt hovedet for ham. Febrilsk glattede hun dokumenterne mellem sine fingre. ”Jeg ved ikke om du har hørt det, eller selvfølgelig har du det - men... fader er blevet henrettet. For en uges tid siden. Og...” Hun rømmede sig med en knyttet hånd op for munden, før hun igen hævede blikket op mod ham. Et suk undslap hendes læber. ”Og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stilde op længere.”
Det var ubehageligt at indrømme, men det var sandheden. Hun plejede altid, at være så stålfast. Stærk og passioneret. Nu stod hun her, og anede ikke sine levende råd. Vældede sine problemer ud på Shaiin, på trods af hver deres side i borgerkrigen, og de mange års adskilligelse. Hvor var hendes manere dog blevet af?
Opgivende gjorde hun en gestus med hånden.
”Jeg har brug for råd.”

[Shaiin McGivens]

Søskendeparret. Den ene havde han velvilligt delt seng med, til uenigheder om krigen og Salems vandrende øjne til sammen havde gjort det forbi. Zia var blevet fanget midt i det hele og Shaiin havde ikke taget kontakt til nogle af dem siden...Alt for længe siden. Og nu havde han mødt dem begge inden for relativt kort tid. Han kunne ikke finde ud af om han var trist over det eller glad for de i det mindste var i live. Zia havde været en af hans tætteste venskaber. Hans skjulested, da han var yngre og havde haft det svært. Hun havde villigt åbnet sit vindue for ham, så hvorfor skulle han smække døren i hovedet på hende nu? I virkeligheden savnede han det nok.
Han lukkede døren bag hende, efter et sidste blik udenfor og vendte sig om mod hende med venlige øjne og et svagt, skævt smil. Som hun fik fremstammet sine ord placerede han en varm hånd på hendes ene skulder. Hans blik var gledet ned på dokumenterne et øjeblik, men først og fremmest stod han med en gammel veninde som havde det svært. Dokumenterne kom i anden række.
"Zia. Min dør er altid åben for dig" bemærkede han roligt og prøvede at få hende til at tage den med ro.
"Inden for disse vægge er du sikker. Så kom indenfor. Tørstig? Sulten? Jeg kan sørge for det hele. Men jeg må insisterer på vi går op på mit private arbejdsværelse. Der kan vi være i fred for nysgerrige øjne og ører. Der kan du begynde helt fra starten. Jeg ønsker at vide det hele" Han gav hendes skulder et klem og slog let ud med den ene hånd, som tegn til at hun skulle gå først op af trappen - hun kendte måske stadig vejen? - hvis hun var klar.
Han havde hørt om mandens død og han havde overvejet hvordan de klarede det. Han behøvede ingen spioner for at vide de var fattige nu. At de havde mistet en hel del både under og efter krigen. Han havde gået og overvejet om han burde tage kontakt, om ikke andet så til Zia. Nu så det ud til at hun besvarede hans spørgsmål ved at dukke op og for det var han taknemmelig.

[Aleszia Chaelóriz]

Hånden på hendes skulder var både varm og tryg som en havn i et stormfuldt hav. Taknemmeligt lagde hun sin egen hånd ovenpå den, og knugede den mellem sine lange fingre.
”En kop sort te vil være dejligt,” bad hun stilfærdigt. ”Tak Shaiin.”
På hans invitation førte hun an op af trappen til hans kontor. Hun kendte vejen, som var det hendes eget barndomspalæ hun vandrede rundt i. Hvor mange timer havde hun ikke tilbragt sammen med Shaiin? Både som hans dække, når han skulle ud på ”arbejde”, eller blot for fornøjelse skyld. Hun havde stået ved hans side og klappet med et stolt smil på læberne, da han åbnede sin første fabrik. Tålmodigt havde hun flere gange stået model til hans nyeste fashion, og en enkelt gang havde hun gjort ham selskab til Vavilon for mange, mange år siden, for at overvære en stor koncert af hendes ynglings musiker.

Kappen lagde hun over armlænet på en stol, da de trådte ind i kontoret. Rastløst gik hun lidt rundt om sig selv, mens hun eftertænksomt smækkede de sammenfoldet dokumenter ned i hendes håndflade.
”Jeg vidste ikke, om du stadigvæk ville se mig,” indrømmede hun lavmælt, som hun kiggede sig omkring i kontoret, for at se om noget havde ændret sig. Trods alt var han på den vindende side – som altid. ”Der er gået mange år, siden vi sidst har snakket sammen – ikke med min gode vilje vel at mærke, men fader forbød mig, efter rygterne gik om din alliance med dronningen. Jeg burde nok, have forudset det. Du har altid holdt af et kønt ansigt, samt kvinder med sans for forretninger.” Hun sendte ham et lille, stramt smil, for at vise hun ikke holdte det imod ham.

[Shaiin McGivens]

Han lod hende gå først til de nåede kontoret. Her trak han i en lille snor ved siden af døren. Snoren ville gå en klokke til at ringe nede i køkkenet og de ville vide han ønskede sig drikkelse og måske en bid mad. Det var den eneste grund til at Shaiin brugte snoren til hverdag.
Kontoret var et mindre rum. Langs væggene stod reoler med alverdens bøger og ruller. Kort, viden, rapporter og meget andet. Ikke ting der direkte kunne skade ham, dem gemte han andre steder. Shaiin havde interesse for de teoretiske ting og derfor indeholdt hans bøger viden på mange emner. Historie. Filosofi. Handel. Magi. Alkymi. Ligefrem en om urter! Der var også nogle om mode, farver, ligefrem en enkelt bog om krigsføring. Bøgerne var alt fra nogle af de nyeste til nogle sjældne og glemte. Shaiin samlede på bøger, gerne de sjældne eller dem med forbudt viden.
Midt i rummet stod et stort skrivebord. På den ene side stod en stol til Shaiin og bag stolen var rummets eneste, store vindue ud til gaden. Lige nu var der trukket nogle tunge gardiner for, hvad der faktisk altid var. På den anden side af bordet stod to mindre stole, i tilfælde af gæster. Som altid var bordet gemt væk under bunken af dokumenter. Kort der var slået op, breve der var åbnet eller endnu manglede at blive læst. Det lignede et stort kaos, men i virkeligheden vidste Shaiin præcis hvor alt lå og han ville altid bemærke hvis noget manglede eller var blevet flyttet rundt på. Hans tjenere, butler og selv hans familie var blevet forbudt i rummet, medmindre Shaiin selv var der.
Han tog hurtigt et par papirer der lå øverst og gemte dem i en skuffe med en afslappet bevægelse, der om ikke andet sagde at netop disse papirer måske indeholdt følsomme informationer. Han tvivlede på det portusianske militær ønskede alle vidste hvordan de var fordelt.

Han gjorde let tegn til at Zia skulle sætte sig, før han selv placerede sig i sin stol. Den ene fod gled ind under stolen og den anden strakte sig fremefter, da det var sådan han sad mest behageligt. Hans blik hvilede på hende et øjeblik. Så sendte han hende et forsikrende smil.
"Vi har været uenige, ja. Men jeg tror der skal mere til at annullerer et gammelt venskab" bemærkede han afslappet, som var der ingen problemer i verdenen. Han kunne dog ikke lade være med at smile lidt mere, før han viftede affærdigende med den ene hånd.
"Hm. Dronningen er på ingen måde en kvinde der spreder sig ben for alle og enhver" bemærkede han sigende.
"Hun er farlig, men intelligent. Hun sikrede mig handel og det fik jeg" Shaiin kunne jo ikke forudse hvem der vandt, han kunne lige så vel have taget fejl. Men han var heldigvis og havde stået på den rigtige side. Han gjorde en let gestus mod dokumenterne i hendes hænder.
"Fortæl mig hvad jeg kan hjælpe med" bad han.

[Aleszia Chaelóriz]

Shaiins ord om dronningen fik kort en rynke af afsky, til at trække sig over Zias næse, men hun undlod at kommentere på, at hun skam havde hørt nogle helt andre rygter med hensyn til dronningens villighed, til at sprede benene for magt. Der var ingen grund til a blive uvenner. Trods alt vidste hun, Shaiin havde været blevet inviteret med til festen på slottet. Den slags gjorde man kun, hvis man var tæt allieret.
Mon han havde fået mødt dronningen i virkeligheden? I så fald havde hun ondt af ham.

Hun smed dokumenterne på bordet mellem dem, mens hun satte sig i stolen, han havde udpeget til hende. Kjolen strammede sig til om hendes ben, og gjorde det umuligt for hende, at slynge det ene lår over det andet, som ellers var hendes fotrukne sidestilling. I stedet måtte hun holde dem tæt samlet, skubbet lidt til den ene side, mens hun lænede sig tilbage mod stolens ryglæn. Hænderne hvilede i skødet. Hun gjorde et nik mod dokumenterne.
”Lord Zipora, Den Højre Hånd, gav mig dem her til aften. Det er en troskabs-kontrakt. Hvis jeg skriver under på min families vegne, vil vi sværge loyalt til dronningen, forkaste Kong Marcellus som forædder, og indrømme vi stod på den forkerte side af krigen. Vi vil blive ophøjet som adelige igen, få hjælp til at opbygge vores ressourcer, og blive skænket vores ære igen,” forklarede hun mørkt, hvilket tydeligt fortalte hendes mening om den sag. En snerren dirrede ved hendes ene næsebor og mundvig. Stolt hævede hun hagen en smule. ”De vil have vi lyver, og forråde det vi stod for. Forråder vores løfte om troskab til kongen, som vi gav ham i sin tid – ligesom mange andre. Som belønningn får vi alt det, de har taget fra os, men de kan ikke give mig min fader tilbage, kan de? Nej. Og nu træder de på os, for at få os helt ned i mudret. Tåber.”
I et stykke tid var hun tavs. Det lignede hun var ved at kløjes i ordene, før hun med et opgivende suk, så ud til siden med nedslået blik. To fingre pressede sig mod hendes læber.
”...men er det bare min stædighed der taler? Er det bedste for familien, at jeg skriver under på de dokumenter? Jeg kan ikke se klart. Vi har næsten ikke mere tilbage, min forlovelse blev brudt, og fader er død. Hvad andet kan vi gøre, end at skrive under, med mindre vi tror på, vi kan kæmpe os op uden hjælp fra kronen?” tilføjede hun ud mellem sine fingre med en snert af desperation i stemmen. Langsomt rystede hun på hovedet. De lange, sorte øjenvipper sitrede, før blikket igen rettede sig sidelæns mod Shaiin.
"...hvis du var i mit sted, kære ven. Hvad ville du så gøre?"

[Shaiin McGivens]

Hans hænder gled ud og tog de krøllede dokumenter mellem sig. Han trak dem til sig og lod blikket glide over dem. Side på side, til han havde et overblik over papirerne. Han kunne ikke læse dem lige nu, så han måtte støtte sig af den udlægning Zia kom med. Han lod dokumenter være dokumenter på sit bord, efter at have konstateret at det rigtig nok var Ziporas signatur. Han trak vejret dybt.
Selv om han havde arbejdet sammen med Eriz, havde han aldrig rigtig mødt den mand. Alkymist, fra Vavilon og efter sigende tidligere kongelig alkymist hos Forsyth. Af en eller anden grund var han nu her og var bedste venner med dronningen. Det var i sandheden en spændende historie! Men han tvivlede ikke på at Zipora var en af Erizs dukker, præcis som mange andre var. Personligt havde han sagt stop og trukket sig, mens han kunne.
Han lænede sig tungt tilbage i stolen og følte sig pludselig træt. Hans albue hvilede på armlænet og han var tæt på at lægge hovedet i sin hånd, men stoppede sig selv. Lige nu søgte Zia hans støtte og han måtte fremstå stærk og sikker på hendes vegne. Men hvordan kunne han svare hende?

Han kunne få hvad som helst til at ske, næsten. Hvis de ønskede at forsvinde kunne han hjælpe dem ud af landet uden spor. Få dem til at forsvinde. Og hvis de ønskede at blive? Så var det begrænset hvor meget han kunne gøre. Nu havde hun gjort problemet til hans. Hvis Eriz lærte om de havde været her, haft kontakt med ham, og han havde hjulpet dem ud af hendes kløer, kunne det hele give bagslag.
Og hvis det havde været ham selv?
Han havde en familie og forretning at tænke på. Hans egne principper og værdier i livet var få og foranderlige. Faktisk gik hans arbejde jo netop ud på at opfylde andres principper end hans egne og man kunne måske gå så langt som til at sige han ingen havde. Så hvis han havde stået på den tabende side, hvad ville han så gøre? Han ville flytte. Det var hans første tanke. Han ville flytte, tage sine forretninger et andet sted hen.
Han lænede sig ind mod bordet og samlede sine hænder foran sig, velvidende stilheden mellem dem havde varet et stykke tid nu. Men han havde jo brug for at tænke!
Stilheden blev brudt af en banken på døren, da en tjener kom ind med en bakke. På bakken stod en kande varm the, to kopper - butleren havde sikkert informeret dem om hans gæst - og et lille fad med små stykker brød og lidt frugt. Bakken blev stillet på bordet mellem dem, men Shaiin vinkede ham ud inden han kunne hælde op. I stedet rejste han sig selv og skænkede op.
Han gik om på hendes side af bordet og rakte hende en kop, før han lænede sig op af skrivebordet med benene over kors og uden at tage sin egen, dampende kop.
"Jeg er bange for svaret ikke er så enkelt. Spørgsmålet er hvor meget dine principper betyder for dig. Selv om du accepterer at få alt tilbage, kan du stadig være trodsig inderst inde. Sandheden er andre vil se jer som tabere og I vil aldrig nå samme sted i det sociale lag. Folk står oven på hinanden for at kysse Erizs fodsåler, trods alt og de vil gøre alt for at skubbe jer ned i mudderet. Omvendt...Vil I intet få tilbage, men I får muligheden for at starte forfra et nyt sted" Hans blik gled over til hende, før han endelig tog sin egen kop og kiggede ned i den mørke, dampende væske. Uhm, sådan en liflig duft!
Han holdt blikket på theen i alt for lang tid. Hans tanker var på vej til farlige steder. Måder at redde sin veninde ud af skam og fald. En måde, der kunne sikre dem begge to, her i Pandemonium. Han kendte en måde...Men forslaget var vildt. Og han ville helst undgå det, hvis han kunne.

[Aleszia Chaelóriz]

Den ene fod vippede utålmodigt op og ned, mens hun afventede tyve kongens svar på hendes problem. Fingrene trommede mod hendes runde læber. Eftertænksomt betragtede hun ham, men forholdte sig ligeledes tavs i tanker. Ligesom ham prøvede hun, endnu engang at finde den bedste mulighed ved at dreje problemet rundt i sit hoved. Stilheden sænkede sig imellem dem.
Te blev båret ind, og Zia rankede sig lidt mere op, mens hun åndede tungt ud. Opgaven syntes besværlig og uoverskuelig. Duften fra teen kærtegnede hendes næsebor, og fik hende til at slappe mere af i skuldrene, samtidigt med Shaiin skænkede op til dem. Med et svagt smil som tak, tog hun imod koppen, der blev rakt hende. Hun holdte den mellem begge hænder, og lod varmen sprede sig ud fra porcelænet helt op af hendes arme. Dampen puffede blidt til hendes ansigt, som hun hævede teen op til sine læber, for at puste forsigtigt ned i den.
Afbrudt af hans svar sænkede hun dog koppen ned igen. Opmærksomt lyttede hun til hans råd, men kunne konstatere, han ligesom hende ikke rigtigt kunne finde et konkret, godt svar. Alle valg var håbløse.
Tommelfingeren strøg koppens buttet rundning.
”Du ved godt, vi ikke bare kan flytte. Hverken mig eller min familie,” sukkede hun med en ærgerlig grimasse, da hun godt vidste, det ville være den bedste løsning. ”Vi har altid boet her, og det er vores hjem. Desuden vil det stille mig overfor et smertefuldt valg, enten at efterlade Salem her i byen, eller bede ham tage med mig. Nej… jeg kan ikke flytte. Min moder eller onkel vil også nægte. Agares er Imahalas hjem.”
Dæmonen var faldet ind i sine tanker igen, og hun lod ham få freden. Uden at tage sig af den kogende temperatur, nippede hun til sin te. Som ild-draconian fortrak hun faktisk teen så varm som muligt. Hun skoldede sig ikke engang.
Læberne spidsede sig rundt om koppens kant, for at sippe lydløst, som en ordentlig adelskvinde skulle. Blikket var sænket. Kun lyden af sprutten fra lyset herinde, brød stilheden mellem dæmonen og draconian.

[Shaiin McGivens]

Selvfølgelig. Han havde et eller andet sted forventet det svar. Han vidste theen var for varm til ham, selv om Zia kunne drikke den uden problemer. Til sidst satte han bare koppen fra sig igen, uden så meget som et lille nip til den. Han havde for meget at tænke på. Overraskende nok var det Flint der fyldte mest. Den lille djinn...Hvad ville det hele betyde for Zia? Hun ville blive en svaghed, men de havde kendt hinanden så længe, så hun ville næppe svigte ham. Ikke medmindre han gav hende en grund. Og Eriz? Hun ville vel acceptere det, ville hun ikke? Hvis hun overhoved havde en interesse i det og ikke bare var ligeglad. Shaiin kunne jo sige det som det var: Han reddede en gammel veninde fra faldet.
Og Flint? Flint var så jaloux anlagt. Kunne han nogensinde forklare ham der ikke var mere i det?
Han stod ved en skillevej. Men i virkeligheden havde han allerede besluttet sig.
Han rettede sig op og gik tilbage til sin side af bordet...Alligevel satte han sig ikke ned. Han var for rastløs.
"I så fald..." Sagde han endelig. Han havde vel trukket pinen langt nok nu. Hans blik gled over til Zia igen. Sådan måtte det blive. Han rankede sig en anelse.
"Hvis du ønsker at blive i landet og redde din familie...Så gift dig med mig" foreslog han og fjernede alle ting i den sætning, der ellers kunne have været ganske romantisk. Dette var ikke af kærlighed, men af fornuft og han ønskede ikke at Zia misforstod det. Hun havde det svært nok og hans forslag var måske allerede over grænsen. De havde jo ikke engang set hinanden i flere år!
"Tillad mig at forklare. Min familie står stærkt. Vi står ikke bare på den vindende side, men har modtaget personlig tak fra Dronningen. Ved at gifte dig med mig kan min titel beskytte dig og din familie"
Faktisk ville han tage det hele på sine skuldre. Stå ansvarlig, fordi han gav hende et pas ind i den pandemniumske adel igen. Han ville blive hendes bevis for de ikke længere var en trussel. Men hvis Zia brød det, kunne Shaiin blive den næste der blev henrettet. Han håbede hun ville indse det og tage det ansvar med sig, hvis hun takkede ja. Han lagde en hånd på dokumenterne hun havde medbragt.
"Selvfølgelig vil disse papirer blive irrelevante" tilføjede han sigende.

[Aleszia Chaelóriz]

Te blev spyttet ud over skrivebordet. Noget røg endda ned i luftvejen, så hun måtte tage sig til halsen, mens hun hostende og hakkende rejste sig fra stolen. Koppen satte hun hurtigt fra sig. Med tårer i øjnene fordi hun havde kløjes i teen, stirrede hun på Shaiin, som han i et imponerende roligt tonefald, forklarede hende det praktiske i sit forslag. Støttende med en hånd på stolens ryglæn, prøvede hun at følge med i hans tankegang, men det var svært, når chokket stadigvæk lammede hendes sind.
Langsomt sænkede hun hånden fra sin hals. Blikket flakkede over hans ansigt, som troede hun, det her var én af hans spøge, men der var kun alvor at finde. Ved flammerne… han mente det alvorligt.
”Shaiin…” kvækkede hun, inden at hun fik rømmet sig. ”Shaiin, det kan jeg ikke bede dig om. Jeg ved hvor meget du sætter pris på din frihed, og jeg vil aldrig kunne være den, som smeder dine lænker.”
Begge hænder fandt stolens ryglæn, så hun kunne knuge det hårdt, mens hun stod lidt foroverbøjet. Et par af de sorte lokker, havde revet sig løs, og indrammede hendes ansigt. Igen havde hun fundet fatningen. En fokuseret rynke var kommet til syne mellem hendes øjenbryn.
”Dine omkostninger vil være store. Ikke nok med du gifter dig med en vanæret adelsdatter, så har min familie intet at kunne give dig i medgift. Derudover vil det også ødelægge dit rygte og omdømme,” remsede hun op, inden hun pressede læberne sammen, og bøjede nakken med en hovedrysten. ”Jeg kan ikke ødelægge alt det du har bygget op. Du har kæmpet så hårdt for det.”
På de forreste pladser havde hun set, alt det han havde gjort, for at komme dertil, hvor han var nu. Både i spillet blandt adlen og dansen i skyggerne. Men hun havde aldrig rakt længere frem i hans liv end det. Hun havde haft hans ryg, men ikke trådt frem ved hans side. Jo, måske en enkelt gang hvor både hende, Salem og Shaiin var fulde og høje på livet, havde de presset deres læber sammen, men det havde blot været en leg.
Åh hvad ville Salem ikke sige?
Vent? Overvejede hun faktisk følgerende af et ja?

[Shaiin McGivens]

Tålmodigt fandt han et tørklæde frem fra en af sine lommer og dyppede over papirerne på hans bord, inden hendes spruttende the ville sætte uoprettelige klatter i blækket. Det var så modtagelig for vand. Hvor et ord forsvandt, et tal blev til et andet...Det kunne ødelægge mange ting. Man han blev ikke sur. Han var kommet med et vildt forslag, det vidste han godt. Måske endda grænseoverskridende.
Ja, var han ikke typen der tog valg, der sikrede ham den bedste plads i alle situationer? Begrænset sine elskere og venskaber, så han ikke fik for mange eller fik nogle, der kunne skade ham for meget? Han begrænsede den slags ting, velvidende de ville påvirke hans liv og forhindre ham i at tage fornuftige beslutninger. Zia var en af de få der havde stået gennem alle årene og for at være ærlig, var han næppe nået så langt, uden en så stærk støtte bag sig. Ikke økonomisk, men personligt. Ingen klarede sig igennem livet uden en støtte, en ven.
Og netop det personlige gik ham mest på. Flint. FlintFlintFlint. Navnet ville ikke give slip og han måtte koncentrere sig for at navnet ikke forhindrede ham i at tackle resten af situationen. Hvornår lærte han det? Han havde været bange for at lave en ny fejltagelse, som da han havde trukket sig fra Salem og nu stod han i en ny situation, der igen kunne skade en han holdt af. Hvorfor endte det altid sådan her for ham?
"Den eneste der smeder lænker her er Salem" bemærkede han i et svagt forsøg på at drille. Rent bogstaveligt var det Salem, men han var udmærket klar over hvad hun mente. Det ville påvirke hans forretning på flere måder end Zia sikkert var klar over. Ikke kun til det dårlige. Hvor mange forretninger havde han ikke ordnet ved brug af charme og flirts? Hvis han havde en kone, ville nogen tage afstand.
Han sukkede svagt og foldede lommetørklædet sammen og lagde det på bakken, hvorpå de havde fået deres the. Han så over på hende.
"Jeg har nok rigdomme og med den nye handel - på begge fronter - vil jeg næppe komme til at mangle. Desuden er livet fuld af forhindringer. Jeg er sikker på det ikke vil ødelægge så meget, som du tror. Og alt kan genopbygges" bemærkede han med samme ro og selvsikkerhed. Han trådte over til hende og tog hendes ene hånd mellem sine, som han sænkede sig ned på det ene knæ. Hans mørke øjne søgte hendes. Disse smukke øjne, der var så kendetegnende for en draconian.
"Zia. Du er den eneste ven jeg har beholdt så længe. Du kender mig. Ville jeg foreslå noget jeg ikke mente? Jeg indrømmer. Du må ikke forvente jeg vil dele seng med dig eller dele kærlighedens tåger med dig. Du er min ven og det vil du blive ved med at være, selv gennem et ægteskab. Men for at være ærlig, tror jeg du er mere end en passende kvinde, taget mine aktiviteter i betragtning. Så vil du gifte dig med mig?" foreslog han og gjorde det hele lidt mere personligt, end det havde været før.
Sandt var det han altid havde undgået ægteskaber. Disse kontrakter, der kunne snuppe titler og økonomien fra en. Styrke eller smæde en til. Det havde altid gjort ham mystisk og genstand for sladder blandt de andre adelige. Hvad med alle hans sønner? Hvor var moderen eller mødre til disse? Så dette kunne vel endelig sætte en stopper for de rygter. Zia kendte til hans aktiviteter, så han behøvede ikke at skulle leve et skjult dobbeltliv i sit eget hjem. Hvis det skulle være, skulle det være Zia.

[Aleszia Chaelóriz]

Med tilbageholdt åndedræt vendte Zia sig rundt mod Shaiin, som han tog hendes hånd, og gled ned på knæ. Det hele var så surrealistisk, at hun et øjeblik overvejede, om hun mon drømte. Hans hænder der omgav hendes ene, føltes lunken i forhold til hendes, der var brændende varm. Lungerne begyndte at skrige efter vejret. Tungt pustede hun ud gennem munden, hvilket også fik skuldrene til at falde igen.
Om ikke andet var dette jo et endnu sværere valg end det hun oprindelig kom med! Ingen tvivl om at Shaiin var et fantastisk ægteskabelig match, men… men det var Shaiin! Måske hvis familien ikke stod så svag som de gjorde nu, havde hun haft nemmere ved at sige ja, i stedet for det her… medlidenheds ægteskab. Ikke desto mindre… det var løsningen på det hele.
Selv da han satte betingelserne, så hun ikke bort fra ham. Mange ægtepar delte ikke seng eller følelser. Hun havde aldrig haft naive indbildninger om, hendes ægteskab ville være andet end pligt. Selvfølgelig ville hun som enhver god hustru ligge krop til sin ægtemands lyster, men hvis hun sagde ja til Shaiin, kunne hun undgå det. Åhhh alt ville være så meget nemmere!! Men hvorfor tøvede hun så?!

Efter mange minutters tavshed endte det med, hun langsomt nikkede sit svar. Hånden han holdte lukkede sine fingre om hans nederste.
”Hvis du er sikker…” uddybede hun sin nikken, og en tone, der dog stadigvæk bar på en smule tvivl. ”Så lad os blive gift. Jeg vil stå ved dig i medgang og modgang, samt være en god hustru – lige meget hvad det indebære. Om det så er i det lyssky selskab eller i de adelige lag. Jeg vil være det, som kræves.”
Først nu gik det op for hende, at hvis Shaiins kriminelle aktiviteter nogensinde blev bevist og afsløret, ville hun nok følge med ham i galgen. Det var ikke kun hans hals, der ville være i fare ved dette arrangement. Heldigvis var han både intelligent og snedig. Han havde klaret sig så lang tid…
Hun gav hans hånd et klem. Ansigtet var mildnet en smule op, som hun vendte sig til tanken, hvor absurd den stadigvæk virkede. I det mindste var ét problem ude af verden. Nu skulle hun bare, fortælle det her til Salem samt sin familie.
"Hvordan skal jeg nogensinde takke dig..." sukkede hun med et lille smil.

[Shaiin McGivens]

Han tillod stilheden og fjernede sig ikke. Hendes hånd var så varmt og fin, det var som om han så den på en anden måde end han havde gjort før. Jamen dog! Flere års adskillelse og en gensynsglæde der blev til et ægteskab. Hvad blev det næste?
Men han havde brug for at tænke. Brug for at overveje og tage stilling til de problematikker der kunne opstå, så de ikke kom bag ham. Og nu var der også et bryllup der skulle planlægges. Jo før, jo bedre, ikke? For Zias skyld.
Han klemte blidt om hendes hånd og smilte svagt ved hendes ja, før han slap hende og rejste sig op igen.
"Mere kan jeg ikke forlange" svarede han og gik om til sin stol. Han nærmest faldt ned i den, før han rakte ind efter sin the. Den var endelig ved at være kølig nok til at han kunne drikke den i små slurke.
"Så lad os få planlagt en dato med det samme. Jeg vil give dig tid til at klare det med familien som du har brug for. Det siger sig selv dette ikke automatisk giver dig den økonomiske styrke du havde før, men jeg kan stadig sætte nogle midler til rådighed, for at sikre de har et passende sted at være?" foreslog han og så over på hende. Han vidste faktisk ikke rigtig hvor eller hvordan hendes familie boede nu. Og Salem? Det skulle nok blive sjovt. Han fornemmede fremtidig familie-drama.
Han rettede sig lidt.
"Og...En ting mere. Du skal vide jeg har et forhold til...Til en fyr på slottet. Hans navn er Flint. Det kommer selvfølgelig ikke ud i offentligheden, men hvis det skulle ske, er du nu forberedt. Ærlig talt..." Han slog let ud med den ene arm.
"...Ved jeg ikke engang om han vil tilgive mig for dette" De måtte forberede sig på fremtiden sammen. En ting han selv skulle til at vænne sig til. Heldigvis var hans sønner store og kendte Zia på den ene eller anden måde. Bortset fra Connor, der endnu kun var et stort barn. Måske blev det godt med en kvinde blandt alle de drenge? Han smilte svagt ved tanken. I det mindste fik de intet ud af at være efter Zia. Det var han overbevist om.

[Aleszia Chaelóriz]

Ligesom ham satte Aleszia sig ned i sin stol igen. Nu hvor løsningen var fundet, skulle alt det praktiske klares. Hun trak lidt ned i sin tætsiddende kjole, der var krøbet op, før hun satte sig med hænderne foldet i skødet. Opmærksomt lyttede hun efter Shaiin, og nikkede til hans forslag om hendes familie.
”Det vil jeg sætte pris på. Et byhus i et pænt distrikt, vil gå an,” sagde hun tænkende på, hun nu skulle bo her blandt Shaiin og hans drenge, hun jo allerede kendte. Det ville nu ikke føltes så underligt – blot som alle de gange, hun havde været på besøg herover. Ud over det var et meget langt besøg. Og at hun nu skulle styre det hele som husets frue. Ved flammerne…

Øjenbrynene skød i vejret, da Shaiin nævnte et forhold. Ikke fordi det var med en mand – hun havde trods alt set ham og Salem sammen – men fordi han rent faktisk kaldte det et forhold. Det var da noget nyt. Shaiin McGivens i et seriøst forhold.
”Hvis det bliver opdaget, leger jeg bare chokeret hustru, tager over til min familie et passende stykke tid, før jeg flytter her tilbage igen, og siger vi nu har redt problemerne ud,” svarede hun henkastet med en viftende håndbevægelse. Det var en simpel løsning. Hun kunne dog ikke lade være med at smile lidt til ham med et glimt i øjet. ”Men prøv nu at hold det skjult. Jeg har mistet nok værdighed i offentlighedens øjne. Hvis du har brug for det, kan jeg dog sagtens lade dig få huset for dig selv nogle dage. Måske endda tage drengene med på tur i Medea eller noget i den stil, så du kan være alene med din… mh… kæreste.”
Smilet blev en smule bredere. Hun hvilede albuerne mod armlænene, stadigvæk med fingrene flettet sammen, og lænede sig tilbage mod ryglænet. I det mindste smilte hendes gamle ven – hvor svagt det end var.
”Så… Flint, hm? Og jeg som troede, du ville finde én lidt mere interessant end en tjener. Sådan som du taler om ham, må det være seriøst. Uhhh Shaiin… du ved den slags er ligesom at lege med ilden. Hvis du ikke passer på, brænder du dig,” advarede hun godmodigt med en undertone af dril i stemmen. ”Specielt når du har så mange hemmeligheder.”