Taking Care of Business

[Aron Zipora]

Aron Zipora ~ Aleszia Chaelóriz

---

Imahara-familiens gamle palæ var en skygge af sit tidligere, storslåede jeg. Hvis hvad Aron havde hørt passede, havde familien været yderst velstående før borgerkrigens udbrud, og især før Marcellus' nederlag som havde efterladt familien ruineret og vanæret. Palæet var måske blevet genopbygget, men sammenlignet med andre pandemonske adelsfamilier var det nærmest en ophøjet bolig.
Ikke desto mindre: vanæret eller ej, var der officielle affærer at tage sig af.

Vognen var stille og roligt kørt op til palæets hoveddør. Vognen kastede lange skygger over gårdspladsen i lyset af den synkende sol, og Arons egen skygge sluttede sig til den da han skubbede døren op og trådte ud. De mosegrønne øjne klemte sig en smule i, for at skærme ham for solens skær efter at have siddet i den mørke vogn på vejen fra slottet. I det mindste havde turen ikke været lang.
Han var ankommet alene. Hverken han eller Eriz havde anset det som nødvendigt at sende et følge med ham, når det kun var noget så simpelt som at skaffe lady Imaharas underskrifter på nogle dokumenter. Det ville være spild af Eriz' ressourcer, som kunne anvendes meget bedre andre steder. Han rankede sig op, før han bevægede sig mod hoveddøren. Han havde iklædt sig sine officielle klæder, bestående af nogle lange bukser og en mørk skjorte. En sort kappe lå på hans skuldre, og Pandemoniums symbol prydede brystet af hans skjorte, broderet med tråde røde som blod. Mørke ringe hvilede under hans øjne, men hvor de før stammede fra de lange nætter hvor hans længsel efter Macaria havde holdt ham oppe og søvnløs, var det det endeløse arbejde, han og Eriz havde foran sig, som holdt ham oppe. Så mange adelige som skulle kontaktes, signaturer som skulle underskrives, og allierede som skulle belønnes og ivaretages. Borgerkrigen var ovre, men det føltes som om hans arbejde som Højre Hånd kun lige var gået i gang. Han håbede bare at budbringeren de havde sendt afsted til palæet dagen i forvejen havde sørget for at husets lady var forberedt på besøget.

[Aleszia Chaelóriz]

Der var ingen vagter til at tage imod Pandemoniums Højre Hånd. Ingen tjenestefolk. Gårdspladsen var overbegroet med visne, brune planter, som afgav en kvalmende, sød lugt af forrådnelse. Vinduerne i palæet var sorte og tomme, uden tegn på nogen overhovedet boet i den forfaldent, røde bygning. Den udsmykket dobbeltdør stod ulåst.
Indenfor virkede stedet endnu mere forladt. Engang havde det sikkert været både storslået, varmt og pænt, men nu vævede edderkopper spind i hjørnerne. Der var næsten ingen møbler, og dem der var, havde stof kastet over sig. Støv lå som aske. Intet lys var tændt i den tomme indgangshal, men solen stod stadigvæk højt nok, til at kunne skinne ind gennem vinduerne i svage, gyldne striber, der skar luften op. Man kunne se støvet danse i strålerne.
En bred trappe førte op til etagen ovenpå, der så lige så trøstesløs ud som nedenunder.
Hele palæet var henlagt i stilhed. Gravagtig ville nogen måske beskrive den som. Hvis man troede på spøgelser og den slags, ville man sagtens kunne forestille sig, de vandrede hvileløst og sørgmodige rundt her i palæet, og drømte om den rigdom de engang havde haft.
”Lord Zipora, går jeg ud fra?” Kvindestemmen tilhørte ikke et spøgelse, men den var lige så melodisk og sagtmodig. Hun kom langsomt gående ned af den brede trappe. Skridt for skridt. Yndefuld om dog vagtsom. Kjolen hun bar var kulsort, og klemte sig omring hendes slanke, lidt spinkle skikkelse. Enkel, langærmet men med åben ryg og snittet lavt på hendes nøgne skuldre. Håret var lige så sort som døden. Sat stramt op i kæder, blev det holdt væk fra hendes slanke ansigt. Fingerspidserne vandrede ned af gallænderet, før de stoppede op med hende midt på trappen. Ravrøde øjne med en mandelformet pupil hvilede på alkymisten, inden de slog sig ned. ”Mit navn er Lady Aleszia Imahara. Tilgiv os, men min moder kan ikke selv tage imod Dem, da hun stadigvæk sørge over min fader. Jeg er bange for De må nøjes med mig.”
Hun bøjede let hovedet.

[Aron Zipora]

Mosegrønne øjne faldt omgående på kilden til stemmen der tog ham imod. Aron havde næsten været fristet til at tro at det gamle palæ var fuldstændig forladt, da han havde skubbet døren op og fundet støv og edderkopper som det eneste selskab. Kun visheden om at Eriz næppe ville have taget fejl om hvor Imahara-familien opholdte sig gjorde ham sikker på at det var det rigtige sted.
Døren var gledet i bag ham, og kun lyset fra den synkende sol gennem vinduerne oplyste palæets entré og kvinden som gik ham i møde ned af trapperne. Han besvarede hendes bøjede nakke med et eget kort buk med hovedet.
”De vil kunne udføre Deres moders pligt i denne sag, lady Aleszia.” svarede han med en ro i stemmen. Der var ganske vist en ældre bror i familien, men han hørte at han vistnok havde givet afkald på sin arveret. Hvis moderen i familien var utilgængelig ville Aleszia være den næste i rækken. ”Jeg giver Dem mine dybeste kondolencer for Deres fader. Det var en sørgelig affære.” tilføjede han, ikke helt uden et strejf af faktisk sympati for deres tab. Men Eriz havde ikke haft noget andet valg, end at forlange hans henrettelse. Ligesom alle de andre kendte Marcellus-sympatisører. Det betød alligevel ikke at Aron kunne gøre sig selv fuldstændig kold for det.
”De ved hvorfor jeg er her, lady Aleszia, og jeg formoder De er lige så interesseret i at komme til sagen som vi er. Har De et kontor?” spurgte han med et vandrende blik over det store indgangsparti. Det lignede en ruin på kanten til forfald. Det burde vel gøre beslutningen så meget nemmere for dem, om ikke andet så for at vinde en smule værdi tilbage til deres familienavn.

[Aleszia Chaelóriz]

De lange fingernegle trommede overvejende mod gallænderet, inden at den unge kvinde gjorde et svagt nik med hovedet, som tegn til han skulle følge med hende op af trappen igen. Hvordan hun kunne bevæge sig i den kjole var et mysterium. Den sad så stramt om hendes ben, at hun kun kunne tage små, flydende skridt frem. Men så igen… en ordentlig adelsdatter burde vel ikke behøve andet.
”Jeg er blot taknemmelig for, min fader og hans venner fik udvist nok respekt til, at det ikke blev en offentlig henrettelse. Det ville have knust min moders hjerte yderligere. Man siger døden er en grufuld og ærekrænkende sag, hvor en mand mister kontrol over sin egen krop. Jeg kan godt lide at tro, min fader mødte døden med åbne øjne, og vilje i sit hjerte til at holde fast i sine principper,” talte hun, mens de gik afsted ned af en gang. På væggene hang guldindrammet malerier af både sælsomme landskaber, vridende drager og portrætter af familiens slægtninge.
Hun åbnede op til sin fars gamle kontor, så Aron kunne træde ind først. Med blot et blik på den gamle kamin, fik hun flammerne til rejse sig brølende og pludseligt, og sprede et varmt lys ud i rummet med flakkende skygger strækkende over væggene. Tydeligvis var det her, husets sidste værdigenstande blev holdt gemt. Statuer, nipsting og en åben kiste med sølvtøj stod langs væggene. Som de trådte ind kastede Aleszia nonchalant et lagen over tingene, hvilket fik støvet til at hvirvle op. Med en håndryg presset mod munden, der halvkvalt udstødte et par host, vendte hun sig rundt mod Aron, og gjorde tegn til, han kunne tage plads i én af de to stole foran skrivebordet.
”Jeg kan desværre kun byde på cognac på nuværende tidspunkt. Det er blot et par dage siden, jeg var nødt til, at sælge familiens vinkælder,” kommenterede hun, og ventede ikke på hans svar, før hun gik over til barskabet. To glas blev fundet frem, samt en støvet, grøn flaske, som hun tog med sig over til skrivebordet. Hun virkede så malplaceret og sørgelig i disse omgivelser. Stolthed klædte hende stadigvæk, på trods af hun omgav sig i forfald, nederlag og nedværdigelse. Med fingerspidserne skubbede hun et glas med gyldent cognac over bordet hen til Aron. Væsken var samme farve som hendes stålfaste øjne, der respekterede ham, ved ikke at fæstne sig på ham igen.
”Så… det var noget med nogle dokumenter, jeg skulle underskrive,” fastslog hun med et suk, og fandt en blækpen frem fra én af skufferne.

[Aron Zipora]

På hendes signal fulgte Aron roligt efter hende op af trappen til palæets overetage. Lugten af støv kildede hans næsebor og fik ham til at rynke en smule på næsen. Ikke som sådan fordi han havde noget imod lugten. Som alkymist tilbragte han mere end nok tid med elementer, væsker og andre genstande som afgav en langt mere mærkbar lugt end støv. Selv nu var han sikker på at kemikalierne stadig hvilede i huden på ham og luften omkring ham som en aura.
”Vores dronning var ude efter retfærdighed og ikke hævn, lady Aleszia.” forsikrede han hende om. ”Deres fader og hans venner var åben omkring sin støtte for den forræderiske Marcellus, og det var for risikabelt. Men jeg forsikrer dem om at han fik en hurtig død. Han led ikke.” Om det passede, kunne måske diskuteres. Men hvad grund havde han til at ødelægge Aleszias forhåbninger omkring sin far? Så hellere bekræfte det. Hun ville få det bedre, og det ville måske endda farve hendes billede af Eriz som sin nye hersker.
Som flammerne i kaminen blev vækket til live med et enkelt blik måtte Aron notere sig selv at han, trods alt, havde med draconians at gøre. Flammerne adlød dem, men forhåbentligvis havde Aleszia mere forstand end at have planer om at bruge dem mod ham. Han havde placeret sig på én af stolene foran bordet, og tog imod det ene glas hun sendte ham over bordet. Han løftede glasset til munden. Lugten var indbydende, selvom at han vidste at det ikke var lige som ildwhiskeyens bid.
”Måske vil De få muligheden for at købe Deres vinkælder tilbage inden længe, lady Aleszia.” fortalte han med et smalt træk på smilebåndet, som han betragtede hende over kanten af glasset. Den første slurk af cognacen brændte i hans svælg, men den gik ned uden problemer, og han satte glasset fra sig igen, før han fandt en lille stabel dokumenter op fra sin kappes dybe lommer, og placerede dem på bordet foran hende. Fire dokumenter i alt, hver og én med Eriz’ kongelige segl i bunden sammen med hendes underskrift, med pladsen til Aleszias underskrift ved siden af. ”Det er meget simpelt. Ved at skrive under på disse dokumenter, bekræfter De at De og Deres familie accepterer dronningen og hendes arvtagere som Pandemoniums retmæssige herskere. De tilbyder hende og hendes arvinger al støtte i fremtiden, om det så er i form af mænd til at forsvare Pandemonium hvis det skulle blive nødvendigt, eller i form af andre tjenester.” Han skubbede dokumenterne tættere på hende så hun kunne læse dem igennem. ”Til gengæld bliver Imahara-familien ophøjet fra støvet. I bliver en del af lavadelen. En del af landets skatteindtægter vil gå til jer, så I kan genopbygge jeres palæ og ansætte tjenestefolk igen.” uddybede han, da han atter tog glasset med cognac til sig.

[Aleszia Chaelóriz]

To fingre snappede dokumenterne, så hun kunne læse dem igennem tættere på. Hun havde ikke rørt sit glas. Læberne gned sig eftertænksomt mod hinanden, som øjnene kørte ned over hvert dokument med en læsers ekspertise. Først nu greb hun glasset med den stærke væske, tog det til læberne, og indtog et par mundfulde, før hun med en grimasse slugte indholdet. Tydeligvis var hun ikke vant til alkohol. Hvert fald ikke noget så stærkt. En let rømmen lød fra hende.
”…og hvad sker det, hvis vi takker nej?” spurgte hun dæmpet, som havde hun ikke rigtigt lyst, til at høre svaret. Stemmen hæs fra alkoholen. Tøvende hævede hun blikket mod Aron.
Flammerne oplyste siden af hendes ansigt, mens skyggerne lagde sig tunge og mørke i øjenhulerne, under næsen og ved de ædle kindben. Langsomt sænkede hun dokumenterne ned til bordet igen. Tungespidsen strøg over hendes brændende læber, hvor resterne af den hivende cognac stadigvæk smagte.
”Hvad hvis vi ikke vil sværge troskab til dronningen? Ingen kan ændre farven på sit hjerte – selv ikke ved et nederlag. Folk, der tror det er løgnere og tåber. Vores ord vil være løgne, Lord Zipora, og det ved De såvel som Deres elsket dronning. Vil De virkelig tvinge os så meget i knæ, at vi sluger vores stolthed, lyver, og ødelægger det løfte vi alle gav til vores konge, da han blev kronet i sin tid?” spurgte hun høfligt med de slanke øjenbryn let hævet. ”De er heldig. De nåede aldrig at give Deres ord til kongen. Deres ære er intakt, mens vores bliver kaldt ødelagt, forbi vi blot nægtede, at gå imod vores troskab, som vi først gav til kongen. Kan De da ikke forstå, hvorfor jeg aldrig ville kunne skrive under på dette dokument? Det vil bevise vi er æreløse – og vi har allerede mistet så meget.”
Hun sank en klump, men hendes opdragelse krævede, at hun viste sig stærkt. Så hun tog endnu en slurk af cognacen, for at styrke sig, og smed så dokumenterne skøjtende tilbage over bordet.
”I kan slå os ihjel. Men I kan ikke knække os.”

[Aron Zipora]

Selvfølgelig kunne det ikke være så nemt. Hvornår havde noget nogensinde gået nemt for dem? Selv når han tilbød Aleszia en ophøjet status kæmpede hun imod på grundlag af sin ære. Han rystede smilende på hovedet.
”Folk begår fejl, lady Aleszia.” svarede han med en ro i stemmen. ”Vi ved alle hvor nemt Marcellus kunne vinde folk over på sin side. Han var en charmerende, karismatisk mand, men bag masken skjulte der sig en forræder. Ikke engang Eriz var klar over det, før han næsten slog hende ihjel.” Han tømte det sidste indhold af sit glas, før han placerede albuerne på bordet så han kunne læne sig en smule ind over det. Blikket forblev fæstet på Aleszias ansigt. ”Vi kan ikke tvinge Dem til at skrive under på dokumenterne, men det er i Deres bedste interesse at gøre det. Deres ære vil stadig være i behold. Deres familie var blot endnu et offer for Marcellus’ forræderi, og dronning Eriz vil være villig til at se mellem fingrene på den støtte Deres familie gav ham.”
Med to fingre skubbede han dokumenterne tilbage over bordet til hende. ”De ved hvad der sker, hvis De ikke skriver under på dokumenterne, lady Aleszia. Deres familie vil for al eftertid blive mærket som sympatisører for Marcellus, og De vil blive skændet for resten af Deres liv. Det vil påvirke hele Deres families fremtid. Ved at sværge troskab til dronningen, vil De kunne genvinde Deres families ære, og De vil få tronens hjælp til at genopstå som en slægt med anerkendelse.” Han satte sig tilbage i stolen igen med hænderne foldet ind i hinanden på bordet. ”Imahara-familien vil blive glemt, hvis De ikke giver Deres fulde støtte til dronningen og hendes arvinger. Deres palæ, hvad der er tilbage af Deres ejendele, Deres navn – alt vil forsvinde som støv i vinden, hvis De holder fast i det løfte De gav til den falske konge. Med dronningens hjælp kan Deres familie med tiden blive ophøjet til højadelen. Det vil give Dem muligheden for at ægte andre, højtstående adelige som vil føre Deres slægt videre. Det er vel hvad De ønsker, er det ikke?” spurgte han sigende.

[Aleszia Chaelóriz]

Hvor ville hun dog have ønsket enten hendes bror eller fader, havde været her i hendes sted. På intet tidspunkt var hun støbt til at tage disse beslutninger for familiens fremtid. Dokumenterne blev skubbet tilbage til hende. Lokkende og fyldt med løfter. Hun trak vejret tungt ind gennem næsen, mens hun stirrede på dokumenterne.
”…sjovt som De taler om kongen på den måde. Jeg havde ellers troet, det var dronningen, der var slangen,” hvislede hun næppe hørligt, inden øjnene igen gled op og mødte vagtsomt Arons, som forventede hun, at han lige om lidt ville angribe hende for hendes ord. Ikke at det bremsede hendes ord, der blev mere og mere faste og stædige. ”Nåede De overhovedet at møde kongen, Lord Zipora? I forhold til dronningen var han en mand af folket, der interesserede sig for den almen person. Han havde prøvet, at leve uden noget som helst, og vidste hvordan det liv kunne være. Ligesom min bror trodsede han sin familie, for at stå fast ved det, han troede på – koste hvad det ville. Og som vi alle ved, endte han med at blive konge af landet til sidst. Historierne er langt mere ækle om dronningen.”
I én flydende bevægelse rejste hun sig fra stolen med glasset i hånden. Varmen fra alkoholen føltes behageligt i hendes krop, som hun vandrede rundt om skrivebordet med blikket rettet frem. Forsigtigt nippede hun til cognacen. Fordybet i tanker. Hun havde jo ingen erfaring eller viden om politik, økonomi eller forhandlinger. Oplæringen hun havde fået, var helt anderledes, og handlede mere om hvordan man var en god hustru.
”Det er sandt min forlovelse med Lord Polio blev ødelagt på grund af borgerkrigen, men derfor er alt håb ikke tabt endnu. Jeg har stadigvæk gode kvalifikationer. Jeg ville være en god hustru for enhver adel,” kommenterede hun, og stoppede op foran et maleri, der forestillede et portræt af hendes far. Med ryggen rank hævede hun ansigtet en anelse. ”Vi blev ikke narret af Marcellus LaPiera Black, Lord Zipora. Vi troede på ham. Og selvom han er død, består den tro stadigvæk i vores hjerter. Hvad end De eller Deres dronning vifter foran vores næser, vil vi ikke frasige os den tro. Vi er loyale.”

[Aron Zipora]

At Aleszia vendte sig til dronningens ry kom ikke som nogen overraskelse. Aron havde allerede talt med flere tidligere Marcellus-sympatisører som havde kommet med de samme argumenter. Alt der farvede Marcellus i et bedre lys, og fik Eriz til at fremstå som en slange i græsset. Han forholdt sig dog tavs, og lod blikket roligt hvile på hende mens hun bevægede sig rundt om bordet, til hun stoppede op foran maleriet af den tidligere lord Imahara. Portrættet imiterede perfekt hvordan han havde haft de samme øjne som hans datter havde.
”Den bedste løgner er den der får offeret til at tro på sine løfter.” svarede han afværgende. ”Jeg fik aldrig selv mødt Marcellus, men jeg kan ikke se hvad det har af betydning. Som jeg ser det, var Marcellus den, der vendte sig mod sin hustru da deres barn blev kidnappet – af Marcellus’ egen bodyguard, vel at mærke – og startede borgerkrigen. Og mens han samlede sine adelige og sine soldater, arbejdede Eriz for at skabe alliancer. Pandemonium og Portus arbejdede sammen for første gang nogensinde, takket være hendes indsats for at bringe fred til landet. Og hvad gjorde Marcellus i mellemtiden?” spurgte han hende sigende.
Langsomt rejste også han sig fra stolen, og tog dokumenterne til sig. ”Men som jeg sagde er dette ikke noget vi kan tvinge Dem til, lady Aleszia. Det er helt op til Dem, hvordan Deres families fremtid skal se ud. Måske ville Eriz endda give Dem grund til at give Deres loyalitet til hende.” En sidste gang holdt han dokumenterne frem mod hende. ”Min tid er dyrebar, lady Aleszia. Hvis De ikke skriver under, har jeg andre at besøge som vil være villige til at tage Deres plads hos Pandemoniums adelige.”

[Aleszia Chaelóriz]

Aleszia bed sig selv i indersiden af kinden, mens hun stirrede sin afdøde far i øjnene. Håbede han kunne give hende et praj. Et svar fra bagved graven. Men der var intet. Hun stod alene med familiens fremtid hvilende på sine unge skuldre. Hun trak vejret dybt ind, før hun vendte sig mod den højre hånd igen. Øjnene flakkede mellem de fremrakte dokumenter og hans ansigt.
”Kan jeg få lov til at overveje det?” spurgte hun lavmælt, og tog et prøvende skridt frem mod ham. ”Kan jeg… kan jeg få tid nok, til at tale med min moder om det? Lord Zipora, jeg er blot en kvinde, og kan ikke tage den her slags beslutninger, uden at have forhørt mig ordentligt med folk, der ved bedre end jeg.”
Langsomt tog hun imod dokumenterne, mens hun slog blikket ned på sin fremstrakte hånd, der lige så snart den tog om papirerne, faldt ned mod hendes lår med en håbløs bevægelse. Skuldrene trak sig en smule op.
”Jeg beder Dem. Selvfølgelig skal jeg personligt nok, tage op til slottet med mit svar, så De ikke skal tage hele vejen herned igen,” tilføjede hun, og bed sig i underlæben. Så langt væk fra kaminen var hun nærmest kun en silhuet med en orange kant. Som hun stod med bøjet hoved, var det umuligt at se hendes ansigt ordentligt.
For det analyserende øje ville man dog opdage taget i hendes glas var knugende. Knoerne var helt hvide på trods af den mørklødet hud. Åndedrættet kom rystende over hendes læber.
Mere end nogensinde før ønskede hun, at have sin bror stående ved sin side. Eller måske Shaiin – selvom hun vidste, hvad han ville råde hende til. Han stod også på den anden side. Ligesom alle andre.

[Aron Zipora]

Som Aleszia tog imod dokumenterne, lod Aron sine arme lægge sig over kors mod brystet. Blikket hvilede afventende på hende, som hun fuldstændig tog ham med bukserne nede. Da Eriz havde sendt ham afsted for at tale med draconianeren, forventede han en kvinde med ild i sit blik. Da han var kommet havde hun næsten mindet ham en smule om Eriz selv, da hun havde taget ham imod ved palæets indgang. At se hende bønfalde ham om tid til at overveje det, kom fuldstændig bag på ham.
Arons altid årvågne blik bemærkede sig hvordan hun knugede om glasset med hendes ene hånd. Hvordan hun trak vejret. Hun prøvede måske at fremstå rolig, men udviste alle tegn på en kvinde som ikke anede hvad hun skulle gøre. Han sukkede drævent.
”De kan få tre dage til at give os et svar. Mere end det, kan jeg ikke tilbyde Dem.” svarede han med et endeligt nik. ”Tre dage. Hvis vi ikke har fået alle de nødvendige underskrifter inden da, bliver dronningen og jeg nødt til at gå ud fra at De har valgt at takke nej til vores tilbud.” Mere end dét, var der vel ikke behov for at sige. Aleszia ville forstå hvor meget som stod på spil, og Aron mente selv at han havde været yderst gavmild med tidsfristen han havde givet hende. ”Men så vil jeg tage min afsked for denne gang, mylady. Selvfølgelig håber jeg på at høre fra Dem indenfor de næste par dage. Bring mine dybeste kondolencer, og et ønske om et videre godt helbred videre til Deres moder.” bad han hende før han bukkede let med nakken, og begav sig mod døren. Medmindre hun sagde eller gjorde noget for at standse ham, var hans visit ovre.

[Aleszia Chaelóriz]

Synkront som den Højre Hånd bøjede nakken for hende, udførte hun et yndefuldt neg, inden at han begav sig mod døren. Tavst så hun efter ham. Lyden af hans fodtrin fortonede sig længere og længere væk, indtil lyden af hoveddøren, der gik i rungede gennem hele palæet. Fingrene slap brat glasset. Med en klar lyd knustes det mod gulvet, så resterne af den stærke væske sprøjtede til alle sider. En rynke ved næsen fortrak Zias kønne ansigt i en lille snerren, inden hun endelig slap kontordøren med blikket, og marcherede tilbage til skrivebordet.
Flammerne i pejsen rejste sig brølende og grådige ved hendes nærvær. Fra skrivebordsskuffen fandt hun en stak breve, som hun smed fra sig på bordet. Med dokumenterne holdet fast mellem hendes læber, bladrede hun igennem de mange breve, indtil hun fandt det hun ledte efter. Hurtigt læste hun det igennem.
Ja… det måtte være adressen.
På sin håndflade skrev hun vejen og nummeret ned, før hun skovlede alle breve tilbage ned i skuffen, og forlod kontoret.
”Sharon!” råbte hun ud i palæet, mens hun hastede ned af trappen. ”Fortæl moder jeg er gået ud.”
En gammel, buttet tjenestepige stak hovedet frem i en dør, men nåede ikke at sige noget til husets frøken, før Zia havde revet en kappe til sig fra knagen, svunget den over sig, og stormet ud af døren med dokumenterne knugende i hånden.
Der var en gammel ven, hun skulle møde.

//out