Post by Saïx Veterano on Mar 5, 2017 13:54:43 GMT
Hvis Saïx havde haft et bankende hjerte, var han sikker på at det ville være standset dét sekund. Ethvert åndedræt ville være stilnet, og hans blik ville være fæstet på hendes nakke. Hun havde mødt en hybrid mens hun havde været væk? En mand?
Under normale omstændigheder ville Saïx have set mellem fingrene med det. Han kendte Isabel bedre end som så… Men Macarias ord ekkoede nok en gang i hovedet på ham, lige meget hvor hårdt han prøvede at gøre dem tavse. Det havde måske heller ikke hjulpet, at han havde tilbragt så lang tid i smedjen, kun med Macaria som sit eneste selskab, i tiden mellem at Isabel forsvandt og Sam dukkede op. Al den tid Macaria havde til rådighed med at fylde ham med sine ord og sine påstande om hvad Isabel mon lavede i dette øjeblik. Mere end én gang havde vampyrdronningen luftet idéen om hun mon var hos en anden mand netop nu. Hun havde trukket farverige paralleller mellem dén handling og hvor hårdt Saïx endte med at slå hammeren mod det rødglødende stål, som endte med at blive slået fuldstændig ud af form, til det ikke var mere end en ubrugelig, deform klump metal.
”Hmm.” mumlede han med en sammenbidt grimasse, da han igen rettede blikket mod væggen foran sig. Han hadede følelsen af den brændende knude i maven, som bare føles som om den blev strammet mere og mere for hvert sekund. ”I det mindste kom du da hjem i tide til at tingene begynder at falde på plads igen. Nu mangler vi bare at Moria også får det bedre, så er alt som det skal være igen.”
Under normale omstændigheder ville Saïx have set mellem fingrene med det. Han kendte Isabel bedre end som så… Men Macarias ord ekkoede nok en gang i hovedet på ham, lige meget hvor hårdt han prøvede at gøre dem tavse. Det havde måske heller ikke hjulpet, at han havde tilbragt så lang tid i smedjen, kun med Macaria som sit eneste selskab, i tiden mellem at Isabel forsvandt og Sam dukkede op. Al den tid Macaria havde til rådighed med at fylde ham med sine ord og sine påstande om hvad Isabel mon lavede i dette øjeblik. Mere end én gang havde vampyrdronningen luftet idéen om hun mon var hos en anden mand netop nu. Hun havde trukket farverige paralleller mellem dén handling og hvor hårdt Saïx endte med at slå hammeren mod det rødglødende stål, som endte med at blive slået fuldstændig ud af form, til det ikke var mere end en ubrugelig, deform klump metal.
”Hmm.” mumlede han med en sammenbidt grimasse, da han igen rettede blikket mod væggen foran sig. Han hadede følelsen af den brændende knude i maven, som bare føles som om den blev strammet mere og mere for hvert sekund. ”I det mindste kom du da hjem i tide til at tingene begynder at falde på plads igen. Nu mangler vi bare at Moria også får det bedre, så er alt som det skal være igen.”