How Are you?

[Adrian Storm]

Grå øjne, halvgemte bag tunge øjenlåg, betragtede hendes silkebløde fingre lege med vinglassets stilk indtil han tvang sig blik bort med et tungt åndedrag. Hvis han ikke snart lod være, ville han få et problem der ville være tydeligt, selv igennem de formelle bukser han bar. Han brummede let. "Jeg ved ikke om Vaelon i det hele taget er i stand til at misforstå noget," svarede han. Mest fordi han ikke brød sig om tanken. Hans blik fangede hendes. Han tog en slurk sammen med hende. Selvom vinen var tyndere end den vavilonske slags, var den stadig potent nok til ihvertfald ikke at hjælpe på den summende fornemmelse han havde i kroppen. Han skar svagt, smilende ansigt. "Jeg er bange for at det også ville være forsent alligevel. Den klynge portusianske adelmænd jeg stod sammen med, blev ved med at fylde mit glas..." mumlede han mens hans frie hånd strøg over hans hage, hvor små, prikkende skægstubbe var begyndt at dukke op. "Jeg er bange for jeg allerede er mere beruset end hvad.. passende er.." indrømmede han tungt. Der syntes at ligge noget let advarende i hans tone. Han kunne ikke få sig selv til at sende hende bort - og hvis hun rejste sig for at gå nu, ville han prøve at få hende til at blive - men der var alligevel en del af ham som syntes hun burde vide det. Som virkelig prøvede at opføre sig pænt. Hans blik fulgte hendes finger igen, som det strøg langs glassets kant. Han drog endnu en slurk af glasset inden han stillede det fra sig på bordet og krydsede hans arme over hans brystkasse, så musklerne i hans arme trådte frem, gjort tydelige af de skygger stearinlysets varme lys kastede over ham. "To." Lød svaret som grå øjne nu søgte over hendes ansigt. "... fik du nogen.. som bør overvejes?" Hans stemme var næsten toneløs, selvom der stadig var rust i den. Tilgengæld så det næsten ud på hans ansigt som om det gjorde ham fysisk ondt at spørge.

[Eriz LaPiera Black]

Et øjenbryn løftede sig spørgende ved hans advarelse. Eriz kiggede mere nøje på ham – og det betød i hans sind – og kunne konstatere han havde ret. Hans tanker væltede dovent rundt, som en fed mand på skøjter. Forsigtigt trak hun sig ud af hans hoved igen.
”Jeg er sikker på, jeg godt kan klare dig en smule upassende. Nogen ville endda vove at kalde mig en ekspert på det område,” svarede hun glat, og lænede sig lidt mere tilbage i stolen, så den ene underarm kunne hvile mod armlænet. Den anden forblev om glasset.
Hun kom med en lille latter, og rystede på hovedet.
”Ved flammerne, nej. Nej. Jeg er lige sluppet ud af ét ægteskab, og finder ingen lyst til, at kaste mig ind i endnu et meningsløst, overfladisk, kedeligt et af slagsen. Desuden behøver jeg ikke en ægtemand på nuværende tidspunkt med en arving til at tage min plads. Der vil gå nogle år endnu, før det pandemoniske folk, begynder at kræve en konge på tronen,” svarede hun, og tog endnu en mundfuld af sin vin – denne gang en lidt større én, nu hvor Adrian var foran.
Det var behageligt, at sidde her og snakke i det ulmende skær fra stearinlyset, og slottet sovende omkring dem. Desuden gjorde Adrian en glimrende udsigt uden skjorte på! Igen og igen blev hendes øjne fanget af markeringerne af hans muskler, og mere end én gang – ofte når hun tog en slurk af glasset, eller han ikke kiggede – tog hun et glimt af stedet omkring hans buksekant. To fordybninger rammede markeringerne på starten af hans lår ind lige ved hofterne, og synet lokkede sådan.
”Jeg venter med at finde en hustru til Damian, indtil han bliver ældre. Der kan stadigvæk nå at komme noget interessant op for ham,” tilføjede hun med et træk på den ene skulder, efterfulgt af endnu en slurk vin. Hun fjernede resterne på sine læber med tungen. Blikket flakkede, og ansigtet blev mere alvorligt, som hun overvejede sit næste spørgsmål.
”…hvad med dig? Nogen… interessante?” spurgte hun tøvende, og mærkede frygten stramme til i brystet. Ja, han havde sagt, at han elskede hende, men det betød ikke, man kunne gifte sig med et godt match, nu hvor de ikke var sammen længere.

[Adrian Storm]

Han mærkede ikke det mindste til det nøje blik hun tog op ham, det strøg lige under hans sløvede sanser. Et smil trak sig over hans læber, en tone af lettelse til hans smil. Hun havde ikke tænkt sig at gå. Han betragtede hende, som hun lænede sig tilbage i stolen, strækket at hendes krop i den. Han kunne så nemt skubbe sig op og stå, læne sig ind over hende, sætte hænderne på armlænene, fange hende i stolen før hans læber endelig fangede hendes igen. Hans fingre lukkede sig om kanten af skrivebordet, hans knoer hvide i anstrengelsen for at holde ham siddende hvor han var. "Godt.. godt.." svarede han. En del af ham i en mærkeling blanden sammen af hans tanker, havde kort forestillet sig at hun måske overvejede at forsegle alliancen mellem Portus og Pandemonium ved at gifte sig med Vaelon. "Folket behøver heller ikke altid få hvad de ville have.." Ønsketænkning. På et tidspunkt ville de komme og kræve, og når folket krævede, fik de som regel hvad det ville have. Hans blik vandrede kort ud i rummet, over skyggerne kastet af stearinlysets skær, mest så hans blik ikke dvælede ved hendes læber. Han fangede ikke hendes blik over ham. Han nikkede let af hendes ord om Damian, brummende sin enighed. Med en tronarving ville mulighederne være mange - både inden for landets grænser og udenfor dem.
Hans blik blev trukket tilbage til hende af bevægelsen af hendes ene skulder. Han sank tungt, som hendes tunge kom ud for at fange resterne af vin på hendes røde læber. Han overhørte næsten hendes spørgsmål, men da det sank ind rystede han på hovedet. Hans fingre samlede hans glas op igen, som han pausede og bragte glasset til hans mund igen. "Kun én." Han drak en mundfuld. Hans blik veg ikke fra hende. Han havde haft tilbud allerede før han havde mødt Eriz, og han havde aldrig overvejet dem mere end et øjeblik, og nu fik de ikke engang et øjebliks overvejelse.

[Eriz LaPiera Black]

Hjertet sprang et slag over. Hun nåede lige at genleve fornemmelse af gulvet, der åbnede sig op under hende, inden at hun opfangede, det var hende, at Adrian havde ment, og ikke en eller anden fremmede kvinde. Asken Falde… Diskret tog hun sig til brystet, og gned musklerne lige over rundingen med to fingre, indtil den smertefulde fornemmelse gik væk. Ansigtet drejet til side, så hun lige kunne samle sig. Hvad ville hun overhovedet have gjort?
”Det… lyder godt,” fik hun frem, en smule åndeløst efter den pludselig forskrækkelse. Hun rømmede sig, tog om glasset, og førte det igen til munden, så hun havde noget at sunde sig på. Ved flammerne. Chokket kunne ikke slippe hende.
Måske var hun alligevel ved at blive lidt mærket af alkoholen. Overvejende betragtede hun sit glas, hun dovent snurrede rundt mellem fingrene, så vinen blev væltet rundt. Kinderne sugede sig ind mellem tænderne.
Stilheden faldt mellem dem. Akavet og så fyldt med usagte ord og flygtige blikke. Man kunne skrive sider om den stilhed. Lange, tætskrivende sider, der skulle give en slags forklaring på alt det, der forgik tavst mellem dem.
Eriz samlede flasken op, for at genfylde deres glas. Hun var ikke nærig.
”Du stiller ikke mange spørgsmål.” Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Øjnene hvilede på hendes nu fyldte glas. ”Er det fordi ikke vil høre svarene, eller fordi du er ligeglad?” Først nu rettede blikket sig op mod ham med nysgerrighed i dem.
”Du har ikke spurgt ind til angrebet, og om jeg har en teori om hvem der står bag. Du spørg ikke ind til mit besøg fra Loup. Heller ikke om Damian. Flint. Eller… eller om jeg har tænkt over, det du sagde sidste gang vi sås i Portus,” uddybede hun, og lod hovedet falde tilbage mod stolryggen, så hun akkurat lige kunne se Adrian fra det nederste af sine øjne.

[Adrian Storm]

Han nåede at se chok lægge sig over hendes ansigt og skulle lige til at åbne munden for at forklare sig, da hendes hånd gik til hendes bryst og hun indså hvad han mente. Hans mund faldt lukket igen, men der var en undskyldende tone til hans grå øjne. Han havde ikke ment at antyde at der kunne være nogen anden. Stilheden lagde sig imellem dem, som en ugennemtrængelig mur af usagte ord. Væsken i hendes glas snurrede som en vortex af vin. Luften føltes tyk, som var det pludselig besværligt at trække vejret. Ikke en eneste lyd af livet i slottet udenom dem penetrerede rummet, så stilheden var den slags stilhed man sjældent fandt når man omgav sig med væsner. Hans blik dvælede stadig ved hende, mens hans tunge ledte efter ord. Pressede sig mod hans gane. Men der var ingen ord der. Løb langs hans tænder og rodede op i smagen af vin. Men der var stadig ingen ord. Løb over hans underlæbe. Ingen ord.
Han lod hende fylde sit glas. Måske der var ord at finde i hans vin. Han drak en mundfuld.
Adrians hoved gled en smule på skrå, uforstående som hun talte til ham. En dyb rynke tegnede sig imellem hans bryn.
"Marcellus." Hans stemme var lavmælt. "Angrebet. Sympatisører." Alle andre var til stede i aften. Hans blik sænkede sig og et øjeblik var han stille. Så stillede han sit glas fra sig og rejste sig i en, kun svagt ustabil bevægelse, så hans hofter rullede af skrivebordet. "Jeg spørger ikke fordi jeg vil ikke høre det.." mumlede han, mens han vendte sig mod hendes stol, hans hænder greb om armlænene på stolen og i ét løftende ryk, vendte han stolen hun sad på om mod sig, så hun sad lige over for ham, lænet ind over hendes stol. Så tæt at hun ville kunne lugte sød rødvin på hans åndedræt. "Vil ikke høre om ham," gentog han, næsten mere for sig selv, som hans knæ knækkede og han lod sig glide på knæ foran hende. Hans pande hvilende mod hendes lår lige over hendes knæ, hans ene hånd greb en håndfuld af det blodrøde stof. "Vil ikke høre hvis det er nej.. hvis du ikke..." Hans stemme forsvandt langsomt ud i ingenting.

[Eriz LaPiera Black]

Med fortænderne begravet nede i det bløde kød, der dannede underlæben, lyttede Eriz til hvad Adrian sagde. Hun kom med en overrasket lyd, da hans hænder greb om armlænene, og vendte stolen rundt i en hård bevægelse. Automatisk trak hun sig helt tilbage mod ryglænet af hans pludselige nærvær. Forundret blinkede hun med øjnene, mens hun stirrede på ham med hænderne knugende om armlænet, et stykke over hans. Først da lungerne begyndte at skrige, lagde hun mærke til, hun holdte vejret, men kunne ikke få sig selv til at ånde ud i hovedet på ham.
Armene røg hjælpeløst i vejret, da hans pande lagde sig ned mod hendes lår, uden at vide hvad hun skulle stille op med sine hænder. Kjolen blev hevet en smule op over hendes skinneben. Fortvivlet kiggede hun sig om i en søgen efter noget, der kunne hjælpe hende, eller fortælle hvad hun skulle stille op.
Men der var ingen svar i mørket. Kun stilhed.
Hun åndede langsomt ud. Blikket flakkede ned til hertugens baghoved, før hun tøvende lod hænderne ligge sig på ham. Èn på hans ryg, den anden mod hans hoved. Blidt strøg hun ham igennem det korte hår, så lokkerne skiltes mellem fingrene. Ansigtet faldt i medfølende folder.
”Adrian…” hviskede hun næsten opgivende. Begge fødder placerede sig mod gulvet, så hans hoved bedre kunne hvile på benene. I et par sekunder overvejede hun, hvad hun skulle sige til den fulde engel i hendes skød. Flygtigt fugtede hun læberne. ”… vi behøver ikke snakke om det. Vi behøver ikke, at snakke om noget som helst af det, men… men måske burde du stille et spørgsmål. Hvert fald omkring det sidste.”
Hendes hånd ved hans ryg, skubbede sig under hans hage, så hun kunne hæve hans ansigt. Tommelfingeren strøg over hans læber, mens hun åbent mødte hans blik. Frygten hamrede i brystet på hende, og fik kvalmen til at sidde i halsen. Tungen smagte af aske. En del af hende skreg. Skreg højt og skinger for at få hende til at stoppe. Tiggede hende om at huske på sidste gang, hun havde udtalt de forbandet ord!
Men hun kunne ikke holde det tilbage længere! Kunne ikke holde det inde!
”Jeg elsker dig – og det har jeg gjort længe. I lang tid forventede jeg en fremtid med dig, og… og da jeg tabte den forventning blev alting bare sort og koldt. Hver dag har jeg savnet dig. Hver nat har jeg faldet i søvn med din fjer ved min side. Og jeg… jeg har bare ville have dig tilbage.” Stemmen var helt stilfærdig og hæs, som krævede det ufattelige mængder af selvdisciplin, at sige ordene. Hun sank en klump. ”Forstår du det?”

[Adrian Storm]

Hans egen krop føltes varm og summende af vinen, men hendes krop under det tynde lag af silke føltes stadig varmere mod hans pande. Hans tommelfinger gled let over silken i hans greb, så blød og glat som hendes hud var under hans fingre. Han sad på sine knæ, hans ben foldet under hans vægt i en næsten bedende agtig stilling - men der var intet alter. Der var kun hende. Som det havde været, siden han først havde lagt sin hånd på hendes side og healet det sår hendes mand havde givet hende. Erstattet hans mærke på hende med sit eget.
Hans greb blev et øjeblik krampagtigt om silken, da hun langsomt åndede ud, som forventede han at blive skubbet bort. Istedet landede en hånd på hans ryg og den anden på hans hår, strøg igennem de korte lokker - langs hans nakke var hans hår stridt nok til at føles som børster, men det let længere hår øverst var blødt og gled imellem hendes fingre. Han vendte ansigtet ind mod hendes lår, som hans navn lød, hvisket fra hendes læber. Hendes fingre fangede hans hage og han lod hende løfte hans ansigt op mod hendes. Et varmt åndedræt mødte den finger der strøg over hans ånderlæbe og hans blik mødte hendes, søgte over hendes ansigt. Spørgsmål hun bad ham stille hende, formede sig på hans tunge. Han nåede ikke at lade det falde fra hans læber, inden hendes stilfærdige, hæse stemme sagde ordene der endelig slap ham fri at de mure han havde lukket sig selv inde bag. Hans hjerte syntes at stå stille i hans bryst. Hans åndedræt standsede. Hun spurgte om han forstod og han rejste sig, slap grebet om hendes kjole og hans fingre greb om linjerne af hendes kæbe.
Hans læber mødte hendes. Varme og insisterende mod hendes med en smag af desperation og længsel til sig, som forsøgte han at kysse hende for alt den tid han ikke havde kunnet. Kysset smagte af den vin de havde delt.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz nåede end ikke at sige noget eller reagere, før Adrian havde besvaret hendes spørgsmål med et længselsfuldt kys, der fik kinderne til at brænde varmt. I et par sekunder sad hun frosset til stedet med øjnene vidt åbne, før hun overgav sig. Skuldrene faldt. Et suk blev udåndet gennem næseborene. Øjnene lukkede sig saligt i. Hendes arme gled omkring hans nakke, idet hun langsomt rejste sig op, så de stod overfor hinanden.
Læberne skilte sig fra hinanden, så de kunne massere hans inderligt. Ivrig efter at mærke hans krop mod hendes igen, pressede hun sig selv op af ham i en smygende bevægelse. Udstrakt med et let svang i ryggen, for at nå hans vinsmagende læber, lod hun hænderne vandre ned over hans nøgne ryg. Fingrene fulgte hungrende markeringerne af de hårde muskler. Hun havde savnet ham så meget. Det var helt så det gjorde ondt i brystet. Mere end noget andet havde hun bare lyst til, at kunne stige ind i ham, så de blev én. Èn person. Èn krop. Desværre var den slags ikke muligt, men hun følte lige meget hvad, kunne hun ikke komme tæt nok på ham. Selv ikke nu.
”Jeg har savnet dig… så meget,” mumlede hun utydeligt mod hans læber, selvom kysset truede med at kvæle ordene. Hænderne nåede ned til hans lænd. De greb fat i kanten af hans bukser, for at trykke hans underliv begærligt ind mod sit, der føltes som en smedjeovn.

[Adrian Storm]

Stærke arme omsluttede hende støttende, som hun langsomt rejste sig op mod ham. Hans læber trykkede sig til hendes skilte og masserende, og så ivrigt som hendes krop trykkede sig til hans, dyppede hans tunge ind mod hendes. Smagen var varme og vin og det var mere berusende end nogen vin han havde drukket fra en flaske - al tanke forstummede som han kyssede hende. Hans arme omsluttede svajet i hendes ryg, trykkende hende op mod sig så hårdt som han turde, mens hendes fingre tegnede varme spor over hans stærke ryg. Så meget som hun havde lyst til at stige ind i ham, så meget havde han lyst til at begrave sig i hende - duften af hende omgav ham, smagen af hende på hans tunge og hendes bløde krop trukket så tæt mod hans, men det var stadig ikke nok. Der var et dybt hungrende sted i ham, der rakte efter hende, sank dybere ind i hendes mund, en hånd gled til hendes kind igen, så han kunne løfte hendes ansigt endnu mere mod hans. Han følte hendes ord mod hans mund, mere end han hørte dem. Hendes hænder der trak hans underliv mod hendes og det dybe, rungende støn der fulgte afbrød hans svar til hende og hans hofter trykkede sig næsten automatisk frem mod hendes, pressede som ville det hjælpe på det pres, det behov for hende, som var startet allerede før hun var kommet ind på hans værelse. "Savnede også dig," lød det hæse svar, mod hendes læber. "Hver eneste nat," hans læber strøg mod hendes, tænder nappede i hendes underlæbe. "Hver eneste dag," Hans mund forsvandt fra hendes læber og fandt strækket af hendes hals, tænder strejfende let mod hendes hud som våde læber kærtegnede strækket fra hendes kæbelinje til hendes kraveben.

[Eriz LaPiera Black]

Nydende lyde rungede i hendes strube, som han holdte hende tæt mod sig. Rørte hende. Kyssede hende. Dybere og dybere så munden åbnede sig mere og mere. Varm, vinduftende og våd. Stønnet han havde afgivet, fik hele kroppen til at gyse af fryd. Mange af de små hår på armen og i nakken rejste sig, og hjertet sprang et slag over. Specielt da hun mærkede den hårde bule i hans bukser, som pressede sig ivrigt mod hendes skød. Det sitrede i fingrene efter at gribe fat i den.
Liderligt bed hun sig selv i underlæben, og lagde hovedet tilbage, da han begyndte at kysse hende ned af halsen, kæben og kravebenet. Følelsen af hans tænder fik det til at gibbe i hende. Det mindede hende om Loup, og de mærker han kunne efterlade på hendes krop. Stædigt skubbede hun tanken bort.
Hendes ene hånd lagde sig bag Adrians hoved, hvor fingrene gentagende gange kørte igennem hans stride nakke hår. Bekræftende nynnede hun til hans ord.
Hun forblev med at gnide sit underliv lokkende mod hans, selvom de havde lag af tøj mellem dem. Varmen fik brystkassen til at hæve og sænke sig i hurtige bevægelser, mens hun hev efter vejret. Musklerne blev helt bløde.
”Folk vil snakke…” hviskede hun dæmpet i en udånding. Hun bøjede hovedet ned mod hans, så hun kunne placere en række kys på det. Hænderne knugede nærmest hans hoved ind mod hendes bryst. ”Specielt hvis… jeg ikke snart… forlader dit… mh… værelse.” Ordene blev sagt i pauserne mellem de små kys på hans hoved. På trods af det hun sagde, havde hun dog ikke sluppet ham, eller gjort mine til at gøre det.
"Vi...burde vente. Til der er... knap så mange... vidner."

[Adrian Storm]

Hendes nydende lyde i hans øre æggede ham kun videre, fik hans fingre til at stramme sig om hende, ivrig efter at trække flere lyde fra hendes mund, få hendes skrig til at fylde rummet, sådan som han havde gjort mellem hendes ben i hendes krigstelt. Hendes fingre fandt hans nakke hår, som hans mund vandrede op langs hendes hals igen, fandt kanten af hendes øre og trak tænderne langs det. Alle de gange han havde været med hende, havde han altid følt en desperation for hende på en måde han aldrig havde følt før, men han var også en tålmodig mand, han kunne lide at gøre tingene langsomt, svælge i smagen af hende og lade hende skælve fra hinanden mellem hans fingre. Denne gang var der en hel anden slags desperation i ham, som en mand der havde holdt sig tilbage så længe fra en fristelse han vidste hvor sødt smagte. Hendes underliv gned sig mod hans og en dyb lyd vibrerede op igennem hans strube, som han gned sit tilbage mod hendes og varme strøg igennem ham fra presset og friktionen. Lyden blev modvillig, som dæmpet hviskede til ham og lagde sit hoved mod hans. Hans hånd ved hendes læn fangede om hendes balde og trak holdt hendes underliv tæt mod hans som dybe, tunge åndedræt forlod hans mund, strygende over strækket af hendes bryst som hun pressede hans hoved til hende. Han prøvede at fange sig selv igen, som hendes ord sank ind, men han kunne kun strejfe omridset af sammenhængende tanker så længe hendes underliv pressede mod hans, hendes varme balde trykket mellem hans fingre. Så tæt. Varmen hang i rummet. Han pustede tungt. "Eriz..." hendes navn lyd næsten tiggende på hans læber, som hans hoved løftede sig fra hendes fingres hold og så fangede hans læber hendes igen. Han ville ikke stoppe. Kunne ikke. Hvis hun ville, måtte hun træde bort fra ham, han kunne ikke slippe sit greb om hende, selv hvis han havde lyst til det.

[Eriz LaPiera Black]

Et lille, spidst støn kom fra Eriz, da hans hånd greb om hendes ene balde, så kødet blev presset sammen. Tydeligt kunne hun mærke den voksene bule i hans bukser, der insisterende gned sig op af hendes. Imiterede hans lyst. Munden føltes tør, og hun mærkede hans iver smitte af på sig, indtil det næsten frarøvede hende alt kontrol. Den kontrol hun havde, blev hurtigt smidt over skulderen, da hendes navn bedende forlod hans læber. Åhhh, det var jo næsten umuligt, at være bare en smule anstændig nu!
Nådeløst kyssede han hende igen. Benene var lige ved at knække sammen under hene, da hele kroppen smeltede i hans arme, og fik hende til at være ved at miste balancen. Fingrene greb igen om hans buksekant. Kampen i hende kunne mærkes i deres skiftevis hiven og trækken.
Varmen og hans mund omgivet af hendes, tvang hende til at hive vejret kampagtigt ind gennem næseborerne. Nakken jamrede. De i forvejen ømme muskler, måtte på arbejde igen, som hun kyssede ham grådigt, indtil læberne var både våde og brændende.
Presset fra hendes krop mod hans, bakkede ham et par, vaklende skridt bagud, til han igen ville ramme skrivebordskanten.
Med frustreret bevægelser lykkes det hende at vride kåben af sig, uden at bryde deres kys eller trække sig bort fra ham – også selvom hun havde måtte give et par hårde ryk med den ene arm, for at få ærmet til at ryge af. Hele hendes krop skælvede efter, at blive rørt af ham. Silkekjolen hun bar indenunder, blev kun holdt oppe af et par tynde stropper. Det efterlod hendes skuldre nøgne.
Hænderne var hurtigt tilbage om Adrians lave buksekant. Uden bælte var de blevet revet helt ned på hans hofter, hvor de sad en smule skævt. Med et lille skridt til siden gjorde hun det muligt, at proppe sin hånd ind mellem deres underliv, der knuste sig mellem hinanden. Fingrene krøb ned over buksernes knapper, indtil hun endelig kunne omfavne bulen med sin hånd. Blidt klemte hun om den, mens et langtrukkent suk forlod hendes næse.