How Are you?

[Eriz LaPiera Black]

Trygt lå hun placeret i Adrians skød, lænet ind mod hans altopslugende favn, der syntes at kunne gemme hende bort fra hele verden. Kjolens sorte stof gled over gulvet, som en bundløs sø med blade af guld i sig. Hendes nøgne arme gled omkring ham, så hun kunne trykke sig ind til ham. Siddende i ro og stilhed, mens chokket langsomt fortog sig gradvist. Faklerne hængende på væggen, var det eneste lys her i korridoren, hvilket ikke var ret meget. Skyggerne dansede omkring dem, og mørket truede hele tiden med at opsluge de to skikkelser.
Ingen forstyrrede dem. Hverken Aron, Nathaniel, tjenere eller vagter, hvilket hun lige nu satte pris på. Hun havde brug for roen til at komme sig, samt samle tankerne. Det overraskede hende det var Adrian, hun havde rakt ud efter af alle de personer, som befandt sig her til aften. Nathaniel havde ligeså kunne hjulpet hende. Hendes general. Shaiin. Flint. Men det var Adrian på trods af alting, hun havde råbt efter.
Med hendes ene hånd strøg hun en undsluppet hårlok væk fra ansigtet, før hun trak sig lidt tilbage med en rømmen.
”Jeg må hellere friske mig op, før jeg går tilbage til salen,” fortalte hun stilfærdigt, men blev siddende på hans skød med en hånd hvilende på hans skulder. Fraværende legede hendes fingre med hans skjortekrave. ”Det vil være bedst, jeg fortæller hvad der er sket – viser jeg stadigvæk er stærk – og får gang i festen igen, mens soldaterne i ro kan søge slottet igennem. Jeg må også hellere tage hen til Damian. Sørge for han kommer ordentligt i seng.”
Først nu hævede hun ansigtet op mod englen. Hun måtte læne sig en smule tilbage, for at kunne se op på ham. Hånden ved hans krave, vandrede op og lagde sig på hans kind i stedet for. Blidt strøg hun den med sin tommelfinger, mens et lille smil trak i mundvigen.
I flere sekunder betragtede hun ham bare - linjerne i hans ansigt. Dybderne i hans øjne. Læbernes små riller og deres form – før hun strakte sig, og placerede et flygtigt kys på hans læber. Hun nåede lige at smage ham, genleve følelsen af hans mund mod hendes, inden at hun rejste sig fra ham. Det lykkes hende ikke at vakle.
Med en håndbevægelse fløj den tunge krone op fra gulvet, og op til hendes hånd. Så meget den dog vejede.
”Følger du med mig? Bare for en sikkerheds skyld?” spurgte hun tøvende.

[Adrian Storm]

Hans overkrop lænede sig ind over hende, som hendes arme gled omkring ham, næsten skærmende, som forsøgte han at gemme hende i sin favn. Hans øjne var lukkede mod hendes hår. Hun var sikker nu. Det var sådan her, den aften Veteranoerne angreb lejren burde have endt. Det var sådan her det var endt, når han gennemgik alle sine fejl, alt han ville ændre og gøre om. Han sad længe med hende. Så længe at hans lægmuskler, fanget under vægten af hans krop, begyndte at stikke som prikkede tusind nåle til kødet. Han ignorerede det. Hendes hår duftede af en eller anden blomst - sød og ren, orkideer? Lavendel? Han skubbede sit ansigt tættere til hendes og hans greb om hendes skikkelse strammede sig som hun rømmede sig, og han holdt kun lige og lige en utilfreds brummen tilbage, som hun trak sig lidt fra ham.
Han nikkede modvilligt, da hun fortalte at hun ville gå tilbage til salen. Men hans arme slap hende ikke. Og hun blev siddende. Hendes fingre brændende igennem materialet af hans skjorte ved hans skulder og legende med kanten af hans krave. "Selvfølgelig." Hans tonefald var forstående men der var noget bedende i hans grå øjne, som om dele af ham forstod at hun havde sine pligter nu mens andre dele tiggede om blot et øjeblik længere. Og så hævede hendes ansigt sig op mod hans og hans øjne mødte hendes, som hendes hånd lagde sig mod hans glatte, barberede kind. Kysset formåede at komme bag på ham, selvom han så det komme, som hendes ansigt løftede sig til hans. Hans mund varm og tør under hendes, men flygtigheden af det gav ham ingen tid til at kysse hende tilbage, stryge sin egen hånd langs hendes kæbe eller trække hende tættere til sig - og så steg hun op fra ham. Efterladende en engel siddende på sine knæ ved siden af hendes rejste form og han kunne næsten mærke sit hjerte hamre imod hans brystkasse.
"Hvis du ønsker det." var svaret. Hans hals var pludselig tør og hans stemme hæs. Generalen kom langsomt på benene, på trods af stikkende muskler i hans læg og fødder. Han rankede sig stift og bød hende høfligt sin arm, som var de stadig ved siden af dansegulvet. Stengrå øjne syntes stadig at søge til hendes ansigt, søge over det som var hun ham en gåde igen. Samme måde han havde set på hende de gange de havde mødt hinanden, før han var droget ud i Vavilon for at finde Adelaide, før deres breve til hinanden.

[Eriz LaPiera Black]

Smilende mødte Eriz hans blik, uden at tage sig af det søgende i dem, mens hun tog hans arm. Hendes lange fingre lukkede sig om hans overarm i et greb, der afslørede hun stadigvæk var en smule frygtsom, og ville være sikker på, han altid var ved hendes side.
De efterlod den mørke korridor.
Vagter ventede på dem længere ned af gangen, hvor to slog sig til dem – blot for en sikkerhedsskyld. Tavse og et par skridt bag dem, fulgte de dem hen til det nærmeste badeværelse, hvor Eriz efter en hurtig gennemsøgning af rummet, smuttede ind, for at tørre makeuppen af kinden, få alt blodet væk, og sætte frisuren ordentlig op igen. Mændene forblev på den anden side af døren.
Tøvende mødte hun sit eget blik i spejlet, mens hun vaskede sine hænder i et kobber fad. Der var stadigvæk frygt i dem. Som at se en forskræmt harekilling i øjnene. Med en dyb indånding lagde hun en våd hånd ovenpå sit spejlbillede. Dråberne trillede ned over spejlet fra hendes fingre. Hun bøjede nakken, og lukkede øjnene, mens hun tog nogle tunge ind- og udåndinger.
I et minuts tid blev hun stående sådan.
Da hun igen hævede ansigtet, og flyttede hånden så hun igen kunne se sig selv, var ansigtet igen henlagt i knusende ro. De klare øjne var stålfaste. Hun satte kronen på plads på toppen af hoveder, selvom nakken brokkede sig over igen, skulle bruge kræfter på at holde sig ret.
En sidst gang strøg hun fingrene under sit øjne, for at være sikker på, der ikke var makeuprester, inden at hun forlod badeværelset. Perfektionen lå igen dækkende over hende, så ingen ville kunne se skårene indenunder.
Beroligende smilte hun til de to vagter og Adrian.
”Først Damian, bagefter gæsterne,” informerede hun, og tog igen Adrians arm, denne gang i et mere blidt greb. Folk måtte tænke hvad de ville, når hun dukkede op med ham ved sin side, og annoncerede hvad der var sket. Rygterne svirrede sikkert allerede igen efter deres dans.
Vagterne nikkede vast, og gjorde tegn til englen og warlocken skulle føre an, mens de to bagtroppen. Som de gik afsted gennem slottet mod Damians soveværelse, kunne Eriz fornemme soldater rende rundt på de forskellige etager, og gennemsøge alle rummene nøje. På et tidspunkt hørte hun endda noget, der lød som et vitrineskab, der blev væltet på etagen over dem, men hun reagerede ikke på det. Sikkerhed frem for alt.

Ude foran Damians værelse stod tre vagter lige ved døren, og sørgede for intet ondt, ville komme til prinsen.
”Intet at rapportere,” meddelte én, men det var ikke til Eriz han sagde det. I stedet lå hans blik på Adrian ved hendes side. Det måtte være én af dem fra lejren, som havde været vant til, at se Adrian tage en generalrolle, og tænkte det var sådan nu også. Eriz var dog ligeglad – det fik hende kun til at smile smalt – og lige nu var hun mere optaget af personen bag dørene, som hun slog op.
”Damian!” Hun hastede ind i den store sal af et værelse. Prinsen sad på sin sengekant med armene surt lagt over kors med Flint ved sin side, en håndfuld soldater og en general, som havde været i gang med, at forsikre dem alle sammen om, der intet var at være bekymret for. Lige så snart dødsenglen opdagede sin mor, sprang han dog på benene.
”Moder!” udbrød han, og myrede sig forbi cirklen af vagter, for at komme hen til hende. ”Bliver vi angrebet?! Ingen vil fortælle mig noget! Kan jeg få et sværd, hvis vi bliver-”
Resten af hans ord blev kvalt, da Eriz trak ham ind i en tæt omfavnelse, der begravede hans hoved ind i hendes fyldige barm. Opgivende klappede han hende på ryggen.
”Mhor…Jav ka ik få vejhret…” lød det utydeligt fra ham. Eriz slap ham modvilligt. Hun strøg ham over det tykke, brune hår, mens hun indgående undersøgte ansigtet for skrammer.
”Er du blevet såret?” spurgte hun bekymret, men han rystede næsten ærgeligt på hovedet.
”Neeeeeeeeej… der skete ingenting. Jeg ville have løbet hen, for at hjælpe dig, men Forkaz stoppede mig.” Et iltert blik blev vendt mod generalen, før det landede på englen over sin mors skulder. ”Er det ham, som reddede dig?”

[Adrian Storm]

Adrians blik blev på hende lidt længere, men som de bevægede sig frem og kom til enden af korridoren, hvor vagterne ventede på dem, rettede hans blik sig fremad og hans ansigt lagde sig i sine stenagtige folder igen. Vagterne faldt naturligt ind bag dem og som de bevægede sig ned af gangene, kunne han næsten bilde sig ind at han bevægede sig ned af gange sammen med hende som noget andet end hvad han var; besøgende. De gjorde et imponerende par, som de bevægede sig, selv uden hans jakke og slips og med krøller i hans hvide skjorte, var der noget næsten royalt over hans strakte ryg og løftede hage - og selv det størknede blod langs hendes kind, de løsrevne lokker af hendes hår, bar Eriz sig stadig sig så glidende som en sort svane over mørke søer ved siden af ham. De faldt i skridt med hinanden.
Han slap hende modvilligt, hans fingre hægende ved hendes arm et øjeblik længere, da hun forlod dem for at gå ind på badeværelset. Han stillede sig op med ryggen mod døren, armene foldet bag ryggen præcis som hendes vagter, da hun forsvandt bag døren. En af vagterne åbnede munden, tilsyneladende for at ville småsnakke lidt, mens de ventede, men et skarpt blik fra den portusianske hærleder lod ham vide at det ikke var velkomment nu. Hans øre var spidsede mod det mindste klynk fra den anden side af døren.
Lange, stille minutter fordrev sig, stilheden kun brudt af den lave lyd af musik der stadig spillede i salen.
Døren åbnede bag ham og han flyttede sig da den bumpede let mod hans ryg, så hun kunne komme ud. Han besvarede hendes beroligende smil med en let sammenpresning af hans læber der næsten også kunne være et smil. Hvis man så godt efter. Han bukkede hovedet en enkelt gang som et nik og bød hende sin arm, netop som hun trådte op for at tage den. Hvis hun ikke havde gjort det, havde han lagt en hånd på hendes læn. Han kunne ikke have sine hænder af hende lige nu. Det var alt der holdt hans puls jævn, at have hende tæt på.
Og så bevægede de sig afsted mod Damians værelse. Han hev hende en smule tættere på sig ved den fjerne lyd af glas og porcelæn der blev knust. En let bekymret rynke, der havde været tegnet over hans pande siden de havde forladt korridoren blev dybere og hans anspændte krop syntes at spændes endnu mere som hans søgende øjne flød over alle hjørner og gemmesteder de bevægede sig frem imod.

Han slappede en anelse af da de endelig kom op til døren, der tydeligvis ledte til prinsens værelse, at dømme efter mængden af vagter der havde stillet sig der. "Modtaget." Kort for hovedet som altid, han vendte blikket mod den lavest rangerende af vagterne, mens Eriz gled ud af hans greb og bevægede sig indenfor i værelset. "Dig," Han pegede på ham. "Hendes Majestæt har brug for en status rapport fra vagtmesteren," knægten, som ikke kunne være en dag over 18 år gammel og holdt sit våben forkert, hans fingre ville glide hvis han forsøgte at svinge det. Ny rekrut. Inde fra rummet kunne han høre Eriz kalde hendes søns navn med lettelse i stemmen. Han nikkede hurtigt og skulle til at løbe afsted, før Adrians fingre fangede hans skulder, strøg frem og justerede hans greb på våbnet, inden han kastede med hovedet for at sende ham afsted igen. Så bevægede han sig ind i værelset.
Eriz havde kastet armene om sin søn og trukket ham helt ind til sig. Et smil hev i hjørnerne af hans læber, som han stillede sig op ved døren, hænderne foldet bag hans ryg præcis sådan som han havde gjort til det portusianske rådsmøde. En stille, ubevægelig, overvågende tilstedeværelse i lokalet. Det lette smil trak sig bredere over drengens tilsyneladende ærgelse over hverken at blive såret, eller at have fået lov til at hjælpe. Han lod det dog svinde bort, som prinsen vendte opmærksomheden mod ham. "Jeg hjalp." svarede han. "Jeg er sikker på din mor eller jeres vagtstab havde forhindret at der ville være sket noget alvorligt, selv uden min tilstedeværelse." Der var ingen grund til at gøre drengen utryg i hans eget slot, eller bekymret for hans mor, når Adrian blev tvunget tilbage over de portusianske grænser.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz fulgte Damians blik over skulderen. Et smil bredte sig på hendes læber ved Adrians ord, og det smil han selv bar på sit ansigtet. Et smil hun følte sig hjælpeløs lokket til at gengælde. Tit kunne hun spekulere over hvem af de to, der egentlig var mentalisten…
”Han er ydmyg, min elskede. Hertugen reddede mig, og dræbte de to angribere, som havde fat i mig,” afslørede hun, mens hun smilede opgivende til Adrian, der som altid neddæmpede sine handlinger med ydmyghed. Fingrene kørte igennem Damians hår, så hans hoved kort blev skubbet tilbage, men han reagerede ikke på hendes kærtegn. Øjnene hang på Adrian. Hun kunne se, hvordan han indgående undersøgte ham. I hans tanker kunne hun finde både nysgerrighed, fascination og forvirring. Samt en underlig, bitter tanke om, hvorfor det ikke var Zachariah Fairbairn, der havde kunne redde hende. Den mand havde virkelig gjort et indtryk på hendes søn.
”…Du er en engel, er du ikke?” Selvom Damian modsat andre dødsengle, ikke var opdraget med et had til engle, rynkede han alligevel lidt på næsen. ”Fra Portus?”
”Han er general i den portusianske hær. Hertuge Adrian Storm,” skyndte hun sig at tilføje. ”Han er en nær ven.”
Damians blik flakkede over til hende, men han sagde ingenting. Det behøvede han dog heller ikke. I hans hoved kunne hun høre hans tanker ivrigt begynde at forestille sig, de forskellige slag englen havde været med i, eller hvor farlig han måtte være for sine fjender. Tankerne blev visualiseret i form af drengens begyndende rastløshed, der fik ham til at skifte vægten på sine fødder konstant.
”Lidt skamfuldt at en portusiansk general reddede min mor, i stedet for en pandemonisk general, right Forkaz?” spurgte Damian spydigt den pandemoniske, loyale general, som allerede så ud til, at have det svært med sin prins. Hænderne knyttede sig langs hans side, hvilket blot fik dødsenglens smil til at vokse.
”Åh well... Godt nogen her er kompetente, og kan passe på sin konge og vores dronning samtidigt.” Damian trak på skuldrene, og vendte ryggen til Forkaz, hvis kæber værkede fra at bide tænderne så hårdt sammen. Eriz lagde ikke mærke til det. Hendes blik hang på Adrian med et smil gemt i mundvigen, og lysten til endnu engang at glide ind i hans favn, og blive holdt tæt om.
”Får hertugen så en belønning eller noget?”
Damians spørgsmål misforstod hun fuldkommen, og et øjeblik stod hun fuldkommen lamslået, før det gik op for hende, at det var ment uskyldigt uden nogen bagtanker.
”Åh! Ja, selvfølgelig gør han det. Vi finder på noget,” svarede hun et par sekunder forsinket og alt for hurtigt. Godt ingen andre her var mentalister – det havde været pinligt. Forhåbentligt ville Flint ikke mærke noget. Hun rømmede sig med en knyttet hånd op for munden. ”Så… hvis du har det godt, min egen, vil jeg gå videre ned til gæsterne. Flint du bliver her hos ham her i nat, ikke? Bare for en sikkerheds skyld?” Hendes øjne rettede sig spørgende mod djinnen. ”Jeg lader også vagter blive stående udenfor døren.”

[Adrian Storm]

Han rystede smilende på hovedet af Eriz' hurtige afsløring af hans underdrivelse af hvad der var sket. Hvis hun ønskede han skulle vide det, ville han ikke begynde at sige hende imod. Han flyttede blikket fra hende til hendes søn, og fandt drengens blik hængende på sig, undersøgende. Han blev stående, rank under det unge, undersøgende blik. Hvis han havde været gemt for alle, sådan som det virkede, havde han sikkert aldrig set en engel før. Ikke i andet end historie bøger. Så han fandt sig pænt i nysgerrigheden.
"Ja." svarede han, ad Damians spørgsmål og lod Eriz uddybe hvem han var for drengen. Han så sig over skuldren kort, for at se om den knægt han havde sendt afsted efter en rapport var vendt tilbage, men han var ikke at se endnu.
Hans blik vendte tilbage, da prinsen rettede en spydighed imod den pandemonske general, der havde stoppet ham i at forsøge at komme til sin mors side og forsøge at hjælpe. En rynke tegnede sig imellem hans bryn. Han kunne se hvordan kommentarerne generede manden. "General Forkaz gjorde sin pligt, da han sikrede dig," Ordene var så faste som formen af hans klippeagtige skikkelse i værelset. Hvis den unge prins nogensinde skulle lede, ville det ikke gøre ham nogen tjenester at lære at undervurdere hans egne generaler.
Da drengen så spurgte til hans belønning og Eriz et øjeblik stod hen i stilhed, efterfulgt at en lavmælt fnisende lyd fra sengen bag dem, hvor en ranglet ung mand lå og slængede sig over sengetæppet. Knægten havde en hånd over munden, men lyden kunne stadig høres. Adrian rømmede sig. "Belønning er -- ikke nødvendigt," rømmede han over lyden af den unge mands tilbageholdte fnisen, der først standsede da Eriz talte til knægten - Flint hed han åbenbart. Han lavede en liggende salut med hans hånd.
"Alright, Mistress," lød svaret, selvom der var et glimt af skuffelse i den unge mands grønne øjne.

[Eriz LaPiera Black]

Damian lagde med himlende øjne armene over kors.
”Flint vil hellere være hos din eeeeeeeeeeeeeelskede,” sukkede han med irritation i stemmen, mens Eriz bøjede sig ned, for at placere et vådt kys på hans pande.
”Måske. Men han ved, hvor hans pligt ligger, så det må han finde sig i,” svarede hun ligegyldigt, inden at hun en sidste gang strøg sit barn over kinden, og begyndte at gå mod døren, for at forlade værelset.
Lige inden hun gik ud, hørte hun Damian udbryde:
”Okay, men jeg vil ikke høre et eneste ord om Shaiin, forstået? Hvis du gør, drukner jeg dig i badekarret!”
Hun smilte, mens hun opgivende rystede på hovedet.

Ude på gangen brugte hun lidt tid på, at rette sin kjole til. Omfavnelsen med en ufrivillig dødsengel, havde vredet den lidt rundt. Hun ville se til drengene, inden hun gik i seng, og sørge for de faktisk sov! Mere end tre gange havde hun allerede opdaget dem liggende hos én af hinanden, og enten lege eller snakke hviskende sammen, selvom det var over midnat.
”Vi skal nok passe på de to drenge, Deres Majestæt,” kommenterede general Forkaz, som han trådte ud til hende. ”Jeg bliver i stuen inde ved siden af og sover i nat, blot for en sikkerheds skyld, og jeg sørge for, der altid står friske vagter her ved døren.”
Eriz nikkede taknemmeligt.
”Mange tak, general. Det sætter jeg pris på,” takkede hun, før hun vendte sig mod Adrian igen. Blidt lagde hun en hånd på hans arm. ”Jeg håber ikke Damian var for… uforskammet. Han er ikke vant til folk, og har arvet sin fars ligefremhed samt mangel på empati. Jeg håber ikke han fornærmede dig ved sine kommentarer.”
Igen havde hun stillet sig, så de stod tættere sammen end normalen var. Han fungere som en magnet på hende, der blev ved med at trække ubevidst i hende. Hånden på hans arm gav den et klem. Selvom Flints fnis havde gjort hende en smule forlegen, lod hun det ikke stoppe sig i, at søge Adrians blik.

[Adrian Storm]

Det sidste Adrian hørte da han forlod værelset sammen med Eriz, var lyden af en smidt pude der ramte et eller andet, efterfulgt af mere af den grønøjede unge mands latter, sikkert som svar på truslen om at blive druknet i badekarret. Han løftede et øjenbryn af døren bag dem, mens Eriz' rettede sin kjole på plads. Hvem var ham drengen? En væbner? En anden adelig søn? Han kunne ikke være bare en tjener, hvis han slap afsted med den slags. Han rystede tanken af sig og så tilbage som Forkaz kom op ved siden af dem.
Hendes hånd lagde sig på hans arm igen, ganske blidt og han trak hende umærkeligt nærmere, selvom hun allerede stod ham nært. "Jeg sendte en mening afsted efter en rapport fra vagtmesteren, kan du sende ham til festsalen, når han vender tilbage?" Hans stemme var rolig og monoton, som Eriz gav hans arm et ganske let klem og hendes blik fandt hans. Han sænkede sit ansigt til hendes og skulle lige til at placere et ganske let, forsikrende kys på hendes kind, nu da alt faren var overstået og hendes søn var sikker -- før han huskede at det kunne han ikke. Han stoppede midt i bevægelsen. Ganske let farve, farvede hans øre som han rømmede sig let. "Lad os komme tilbage til festen, dine - Deres gæster venter," han hakkede rundt i det formelle, som en mand der ikke vidste hvad ben han skulle stå på nu. Han drejede sig med hende og de begyndte at gå tilbage mod salen.

[Eriz LaPiera Black]

Efter at Forkaz havde forsikret dem om, han nok skulle sende soldaten videre til dem, gik englen og warlocken videre med deres respektable vagter et par skridt efter sig. Igen havde hun taget hans arm, som var det den mest naturlige ting i verden, og som de gik afsted mod festsalen, kunne man ikke lade være med at bemærke, hvor tætte de gik, samt hvor underligt det var, at en portusiansk general holdte sig ved den pandemoniske dronnings side, uden at tænke på sin egen konge.

De snakkede ikke sammen på deres vej tilbage til festsalen. Eriz’s tanke vandrede stadigvæk rundt om angrebet. Hvor mange mon der var på slottet? Hvem stod bag? Hvad burde gøres? Hvad betød det?
Først da de nåede festsalen igen, fandt hun tilbage til nuet, og lod sit blik vandre rundt, for at aflæse sine gæsters stemning. Ikke meget havde forandret sig. Aron havde gjort et godt stykke arbejde med at holde angrebet dysset ned, samt komme med de forklaringer han kunne.
Man kunne næsten ikke se forskel på da hun havde forladt festen, og nu hvor hun var tilbage – ud over folk var blevet lidt mere beruset, hviskede ivrigt til hinanden, og stod i mindre konverserende grupper.
Hun slap modvilligt sit tag i Adrians arm. Den anden hånd lagde sig flygtigt på hans brystkasse.
”Jeg er nødt til, at gå hen og tale med Davenport og Vaelon, inden jeg bestemmer mig for, hvad jeg gør,” undskyldte hun sig, før hun nølende lod hånden glide ned over hans overkrop, idet hun bakkede væk fra ham, drejede rundt på hælen, og skyndte sig over til de to konger, der heldigvis stod sammen.
Hun måtte informere dem personligt om, hvad der var sket, samt finde ud af, hvad de skulle stille op med det. Heldigvis var de begge to klare i hovederne.

Efter en times tid slog Eriz på glasset med de to konger på hver side af sig. Højt annoncerede hun, at der havde været et brud på sikkerheden, men det nu var blevet fixet igen. Ingen var kommet til skade. Folk blev dog eskorteret rundt på slottet, når de forlod festsalen, og alle fik vagter ude foran døren, hvis de gik til ro – bare for en sikkerhedsskyld.
Det var alt folk fik af vide - men ingen tænkte mere over det. Dronningen så ud til, hun havde det fint, var rolig, og som altid i kontrol. Ingen bekymring viste sig på hendes ansigt, og hun forblev i sit selskab, for at feste videre med sine gæster. Der var ingen tegn på alarm.
Folk begyndte igen at snakke, drikke og danse. Nogle gik i seng.
Klokken var allerede mange, og de fleste havde fået tildelt sig værelse på slottet, så de bare behøvede, at gå op af et par trapper for at vælte i seng. Kun få behøvede støtte af vagter, fordi de var for fulde til at gå selv.
Eriz var også ved at blive træt. Hendes nakke og skuldre var ømme efter den tunge krones vægt, og hun glædede sig til, at få løsnet kjolen op, så hun kunne trække vejret frit igen. Skoene gjorde ondt om fødderne. Vaelon var allerede gået i seng for lang tid siden. Aron havde også lige undskyldt sig.
Hun sad med hovedet hvilende i sin ene hånd, og et glas champagne i den anden. Stole var blevet rykket sammen, så folk kunne sidde sammen og snakke i små klynger. Jo mere beruset folk blev jo dybere blev samtalerne. Hendes øjne vandrede dovent rundt i salen.

[Adrian Storm]

Også Adrians tanker cirklerede om angrebet, hvilke fortifikationer han kunne anbefale Forkaz, så sådan et angreb ikke skete igen, og anbefalinger han kunne give med hensyn til træning af hendes vagter - hun burde have en livvagt udover en vagtmaster og en general af hendes hær. I teltlejren var hun bogstaveligt talt omgivet af hendes hær. Nu var hun omgivet af dobbelttungede adelsmænd og royalitet. Og han brød sig ikke om hvor tæt disse lejemordere eller kidnappere var kommet på hende. De gik i behagelig stilhed og ankom til festsalen igen. Gæsterne var stadig i festligt humør. Et lille mordforsøg eller to var ikke nok til at dæmpe deres lyst til at svælge sig i den udbudte luksus. Han spottede endog en ung adelsmand i den bagerste del af salen, med en hånd halvt oppe under en tjenestepiges skørter.
Hans tanker gled kort til Eian i Portus. Mon manden var kommet sig over hans sårede hjerte? Mon han kunne smile igen nu?
Eriz' hånd slap hans arm, mens hendes anden lagde sig på hans brystkasse. "Selvfølgelig, Deres majestæt," brummede han og bukkede nakken for hende som hun trak sig fra ham og hastede over til de to konger i salen. Han stod længe og så efter hende, inden et suk forlod hans læber og han fandt den nærmeste klynge af berusede portusianske nobelmænd. Mange minutter senere, kom annonceringen om hvad der var sket og Eriz bar det som en sand dronning burde - det rørte hende ikke. Alt var under kontrol.
Han fandt sig et glas, stående sammen med den lille klynge af nobelmænd, der havde befriet nogle tjeneste folk for vægten af flere karafler med vin og som han distræt holdt øje med Eriz ud af kanten af hans syn, lagde han ikke mærke til hvordan en af dem blev ved med at fylde hans glas hvergang han drak blot det mindste af koppen, så den aldrig var tom.
"- Du har da også flere sønner, har du ikke, Hertug Storm?" Englen vendte ansigtet mod nobelmanden og blinkede flere gange.
"Hm?"
"Du har flere sønner i en giftemoden alder ikke?" Manden klappede på hans skulder, smilende. "Jeg har en datter som er ved at være klar til at komme ud af mit hus."
Adrian rømmede sig. Han følte sig let til hovedet. "Ah. Hm. Alastair har lige meldt sig ind i præsteordnen og Aiden..." Han trak en smule på det mens han drog en slurk af sit glas. "Han er ikke klar endnu." Hans yngste havde allerede skabt nok skandalaer i det noble netværk med hans flirterier. Adrian smilede ned i sin kop.
"Hvad med dig selv så, hm, Storm? Du er da ikke så gammel endnu, og det er da mere end ti år siden din kone gik bort," plabrede manden, mens han igen skubbede karaflen med vin hen til Adrians kop og det lykkedes ham at fylde den igen. En dyb rynke tegnede sig mellem hans bryn.
"Jeg--" rømmede han sig.
"Det er perfekt! En ung, frisk kvinde er også lige hvad man har behov for," brød en af de andre nobelmænd ud. "Så kan du også få malet de grimme rygter i jorden om at du skulle have noget kørende med..." Han nikkede imod det royale bord og flere af de andre mænd nikkede.
"Og du er også lige i alderen til at kunne nå at få et barn eller to mere," chimede en klokkeklar kvindestemme sigende ind, som hun stillede sig op ved siden af den mand der havde tilbudt sin datter. "Og vores Liselle er lige i den bedste føde-alder, jeg er sikker på I kunne få nogle dejlige børn!"
"Jeg--" prøvede Adrian akavet igen, langsomt bakkende væk fra samtalen mens han tømte sit glas. "Skal overveje det..." Ikke tale om "Undskyld mig." Han drejede rundt på hælen og flygtede fra klyngen af nobelmænd, styrende mod dobbeltportene. Det var vidst på tide han trak sig tilbage før han endte med en trolovelse til et eller andet pigebarn på halsen.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz nåede akkurat lige at se Adrian flygte fra festsalen, før han forsvandt fra hendes blik. Hun sukkede længselsfuldt, inden hun igen blev draget ind i samtalen, som handlede om en blanding af politik og filosofi.

En times tid efter bekendtgjorde hun, at ville trække sig tilbage. Champagnen havde ikke fået ram på hende, andet end hun kunne mærke en smule letsindighed i sine tanker. Smilende tog hun afsked med selskabet, hun havde befundet sig i, givet et par kinder et kys, trykket nogle hænder, og havde så ellers forladt den halvtomme festsal.
Vagter kom op på siden af hende, for at følge hende til sine gemakker, men som lovet, kiggede hun først hurtigt forbi Damian og Flint. Soldaterne ude foran døren meddelte ingen larm eller uroligheder. Alligevel skubbede hun døren lidt på klem, så en smal stribe af lys, kunne snige sig ind i det mørke værelse. Forsigtigt kiggede hun ind. Drengene lå og sov trygt i Damians seng. Lydløst lukkede hun døren til igen.
Slottet var så stille på nuværende tidspunkt. Kun bag et par døre kunne hun høre tung snorken eller dæmpet latter eller hvinen. Festen havde været en succes. Et godt skridt på vejen til en fredelig verden, hvor de kunne enes med hinanden, samt skabe stabilitet og kontrol. Damian ville kunne vokse roligt op, indtil han blev klar til, at overtage tronen. Overtage alle troner…
Tavse blev vagterne stående udenfor hendes dør, mens hun selv trådte ind i sit soveværelse. Her var helt stille. Kun lidt lys fra månen skinnede ind gennem de høje støbejerns vinduer, og henlagde værelset i et koldt skær.
Hun blev stående indenfor døren med armene omkring sig selv. Øjnene vandrede rundt i rummet, der pludseligt virkede både alt for stort og alt for tomt. Hænderne strøg beroligende op og ned af hendes nøgne arme, som prøvede hun at trøste sig selv. Hjertet knugede sig sammen.
Tøvende kiggede hun sig over skulderen, mens hun bed sig i underlæben.

Et kvarter senere blev der banket på Adrian Storms værelsesdør.
Vagterne skævede usikkert til hinanden, men de kommenterede ikke på dronningens tilstedeværelse foran hertugens dør, eller nævnte noget om vinflasken i hendes ene hånd, samt de to glas. De sagde intet til, hun ikke havde kronen på hovedet, eller at hendes festtøj var blevet skiftet ud med en lang, vinrød silkekjole, der svøbte sig om hendes krop, med kun en sort, åben kåbe udover.
De holdte tand for tunge. Ventede bare i stilhed på, hertugen ville åbne op for døren, så de kunne trække vejret igen. Lige nu var de alle pinligt bevidst om hendes overværelse af alle deres tanker.

[Adrian Storm]

Adrians flugt bragte ham hele vejen til det sovekammer han havde fået udpeget før han var blevet ledt til festsalen af modtagelses komiteen for de portusianske udsendinge. Det var sparsommeligt og lukseriøst dekoreret, og sparsommeligheden virkede mest som om nogen havde taget sig tid til at gøre værelserne 'portusianer'-venligt. Der var steder på væggene hvor Adrian kunne se der havde hængt malerier og ornamenter der var blevet fjernet fornyligt. Han så sig om i værelset. De få egendele han have fået bragt med sig, var stillet i en rejsekuffert ved siden af et enormt skrivebord. Sikkert bragt op af tjenestefolk. Generalen tog en tur frem og tilbage i værelset. Han følte sig træt og rastløs på en og samme tid, plaget af bekymringer for Eriz, nu alene i salen. Han rystede på hovedet af sig selv. Hun var ikke alene. Hun havde både selskab og vagter - og han havde ment hvad han havde fortalt Damian tidligere. Selv hvis han ikke var dukket op, da Eriz havde kaldt efter ham, ville der ikke være sket hans mor noget. Hendes vagtstab var kompetent. Han strøg en hånd igennem hans korte, sandfarvede hår og sukkede tungt, inden han begyndte at krænge sin skjorte af sig. Vinen gjorde ham fumlende, som han hængte den op på en bøjle i det tomme skab, inden han fik trukket sit bælte af, trådte ud af sine sko, smed bukserne over ryggen på en stol og trak sine sokker af. Vin-varm og en smule ufokuseret lagde han sig ned på sengen. Tanker begyndte at vandre og før han rigtig vidste af det, centrerede de sig om en mørke rød kjole. Svælget af hendes bryst i den. Strækket af hendes hals. Hvornår havde hun haft den på? Hans hænder hvilede på strækket af hans flade mave, hans blik rettet mod loftet. Havde hun nogensinde haft den på? Var det noget han forestillede sig? Den dyppede ved ryggen, så det lange stræk af hendes ryg var bart for hans øjne. Varme begyndte at samle sig nederst ved hans mave og hans ene hånd krøb en smule lavere - og så bankede det på hans dør.
"Ved lyset," mumlede han, frustreret og lavmælt, som han skubbede sig op og stå igen. "Et øjeblik!" kaldte han, dybt og rustent i hans stemme, mod døren mens han fik taget sine bukser fra hvor han havde hængt dem. Han havde stadig underbukser på, men det hvide materiale gjorde meget lidt for at skjule hvad der havde været ved at udvikle sig før han var blevet afbrudt. Så han trak sine bukser på igen, trak vejret dybt og tog de tre skridt over til hans dør, som han åbnede. Hans øjenbryn løftede sig og han nåede lige at bide sig selv af inden endnu et bandeord forlod hans læber ved synet af dronningen der stod udenfor hans dør. I en sort, åbenstående kåbe og vinrød silkekjole der krammede sig så desperat til hendes kurver. Hans blik flød til glassene mellem hendes fingre, et spørgsmål lagde sig over hans tunge, men så huskede han vagterne lige ved siden af åbningen og skubbede blot hans dør mere åben, for at lukke hende indenfor. Kun iklædt de sorte, formelle bukser med bare fødder og en nøgen overkrop, lignede han en mærkelig mellemting mellem meget formel og afklædt. Han lukkede døren bag hende, efter hun var trådt ind og gned sig med to fingre mellem sine bryn, hans krop halvt vendt bort fra hende men hans blik kunne han ikke rive fra hende, selv hvis han ville. "Hvad kan jeg gøre for Dem?" hans rustne stemme og halvafklædte tilstand ødelagde al formalitet som han forsøgte at bruge.

[Eriz LaPiera Black]

Grebet om vinflasken havde strammet sig, som døren var blevet åbnet foran hende. Øjnene vandrede over den halvafklædte hertuge, dvælede ved hans nøgne overkrop, og havde så endelig fæstnet sig på hans ansigt. Tavst løftede hun sigende flasken med et lille smil.
Ligesom hende sagde han ingenting, men åbnede blot døren, så hun kunne smyge sig ind i hans dunkle værelse. Kort lod hun blikket glide rundt i værelset, før hun slentrede hen til skrivebordet, som hun kunne stille glassene og flasken på.
”Du kan hjælpe mig med at drikke denne udmærket flaske vin, jeg fik i bryllupsgave af Sir Amadell. Jeg vil af med den, men det virker som så stor spild, bare at hælde den ud i en plante, syntes du ikke?” spurgte hun nonchalant, og rakte ham flasken, som tegn på han skulle åbne den. ”Det er en portusiansk vin, så den vil nok falde til din smag – med mindre du er blevet forvant til pandemonisk.” Et lille smil sitrede i hendes mundvig, inden at hun trak på den ene skulder. ”Jeg kunne vælge mellem dig eller en anden portusianer, og jeg vil hellere dele den med dig. Se det som en tak for hjælpen tidligere. Det var… behageligt… at have dig omkring, mens hele slottet stod på den anden ende.”
Hun lod ham få flasken, og vendte ham ryggen, for at sætte sig i stolen ved skrivebordet. Elegant svang hun det ene ben over det andet, rettede på sin kåbe, og hvilede albuen mod bordkanten, mens hun betragtede ham. Hagen let hvilende mod sin knyttet hånd. Et par af fingrene fulgte kinden op. Igen flakkede hendes blik ned over ham, og hun gjorde en gestus med sin anden hånd.
”Eller… det kommer selvfølgelig an på, om du overhovedet har lyst til. Det ser ud til, du var gået i seng. Tilgiv mig,” tilføjede hun uskyldigt, og smilte skævt af hans påklædning, der dog på ingen måde gjorde hende noget.

[Adrian Storm]

Hans hånd strøg over hans mund, som han forsøgte trække hans tanker over til noget andet end hvordan stoffet af hendes kjole lå om hendes hofter og hvordan det ville føles under hans hænder. Han rømmede sig. Han burde virkelig sende hende bort. Han ville ikke være i stand til at se hende i øjnene lige nu. "Det ville bestemt være spild," var hvad hans mund sagde, i samme rustne tonefald, som hun gav ham flasken med vin. Hans hjerte slog en smule hurtigere i hans bryst - var det den vin han allerede havde drukket, eller strækket af et smil der sitrede ved hendes fyldige læber? "Jeg må indrømme at min smag efterhånden hælder mere til det pandemonske.." Han stod og flirtede med hende men han var for beruset til at lade være, hans mund syntes bare at sige det første der faldt den ind. Han burde virkelig ikke. Han slentrede over til skrivebordet, hvor hun havde sat sig, og åbnede en skuffe hvor han fandt en gylden, spids brevåbner som han tvang ned i korkproppen og begyndte at lirke ud af flasken som han lyttede til hendes ord. Hans blik lå på hende istedet for flasken. Et smil flirtede med hans mundvige. "Jeg er glad for at kunne have gjort det hele mere.. behageligt," svarede han, der syntes at spille et glimt i hans grå øjne, som han fik lirket korkproppen helt op med et lille 'pop' og trak de glas hun havde bragt med sig tættere på ham på bordet. Han var nødt til at læne sig en smule ind over hende for at nå dem og det tog alt i ham for ikke at lade sit blik vandre ned til fordybelsen mellem hendes bryst. Han rømmede sig let igen, og hældte den mørkerøde væske der næsten syntes lilla i sin farve under det svage lys i rummet, der kom fra et enkelt stearinlys ved siden af hans seng, som han slet ikke kunne huske han havde tændt.
Han samlede det ene glas op og satte sig på kanten skrivebordet ved siden af hende. "Jeg havde lagt mig, men jeg var ikke faldet i søvn," stearinlyset trak skygger over hans ansigt og det var næsten som om der var en ganske let rød farve i hans kinder, der lige så godt kunne være et pus spillet af skyggerne eller rødvinen. "Jeg har lyst." tilføjede han, som for at slå det fast, inden han tog en mundfuld af den tørre, portusianske vin.

[Eriz LaPiera Black]

En lille, godmodig latter lød fra Eriz ved hans svar til hvilken smag han fortrak, men hun fulgte ikke op på hans ord. Et vedvarende, smørret smil flirtrede dog forsat med hendes læber, mens han hældte vinen op i de to glas. Duften af ham omfavnede hende, som han lænede sig ind over hende. Hun kunne mærke hans ene skulder over hendes. Hans arm rakte frem ved siden af hende. Hun løftede ansigtet, så hun kiggede direkte op på hans kæbelinjen. Så tæt på, at hun blot behøvede at række tungen ud i strakt, for at den kunne glide over hans hud. Diskret trak hun vejret dybt ind gennem næsen, for at indånde hans lugt, før han trak sig tilbage.
Fingrene legede med vinglasset lange stilk.
”Jeg tror også din konge, ville have misforstået min handling, hvis jeg var kommet til ham med vin på denne tid af natten. Specielt når han ikke drikker det – usædvanlig mand,” kommenterede hun, inden hun løftede glasset. Øjnene rettede sig mod ham. ”…så er det en bedre undskyldning hos dig.”
Hun gemte sit ansigtsudtryk bag glasset, og tog en lille mundfuld. Ahr. Portusiansk vin blev hun aldrig glad for. Den var for tynd i smagen. Alligevel slyngede hun væsken rundt i munden, for at optage de forskellige smagsnuancer, inden hun slugte det. Næsen rynkede sig.
”Mh… jeg burde have kommet med noget vavilonsk, men så ville vi bare have blevet fulde og upassende i løbet af alt for kort tid,” overvejede hun, ikke uden at have set flygtigt op på Adrian. Åh, hun flirtrede skam med ham. Hele stemningen, hans redningsaktion, de sene timer, samt de gamle minder, der ikke var så gamle igen, lokkede hendes gamle tricks frem. Hun følte sig pludselig ikke som en dronning, men flere år yngre hvor hun ikke var et kendt navn endnu.
Hun stillede glasset tilbage på bordet, men lod hånden hvile om det. Fingrene gled kælent over den fugtige glaskant, hvilket fremkaldte en spinkel, høj lyd.
”Så… hvor mange ægteskabsforslag og forretningsplaner, har du så fået tilbudt her til festen? Selv fik jeg vel godt og vel 12-13 stykker - Damian inklusiv. Burde jeg være smigret over, at have fået flere tilbud end min søn?” spurgte hun smilende med hovedet tiltet på skrå, så det lange, ravnsorte hår faldt over hendes ene skulder. Tungespidsen dukkede frem, og fulgte langsomt overlæbens kurve, uden hun slap Adrian med blikket, før den igen forsvandt.