How Are you?

[Eriz LaPiera Black]

Mikail Greywolf Garou - Adrian Storm - Eriz LaPiera Black

Hovedretten var lige blevet taget ud, og der var nu tid til, at folk kunne blande sig igen, samt slå maver efter det lækre – og meget stærke – mad de havde fået serveret. Pandemonium elskede deres krydderier, som for det meste kunne bringe øjne i vand og halse i brand, hvis ikke man var vant til det.
Bandet spillede lystigt i hjørnet tæt ved altanen, hvor folk allerede stod ude, og trak luft. Nogen havde indtaget dansegulvet, hvor de strøg rundt i et virvar af farver. Ud og ind mellem hinanden, rundt og rundt. Det var altid sådan et godt sted at drøfte lyssky forretninger.
Eriz havde da også taget en enkelt tur sammen med én af sine loyale allieret. En rigmand, som hun havde kendt fra før hun blev dronning. Han havde doneret rigeligt med rigdom til hendes lejre i løbet af borgerkrigen, så en dans havde bare manglet – også selvom at hun fandt ham herlig afskyelig. Kun en ting overgik hans kærlighed til unge piger, og det var hans kærlighed til penge. Noget hun selvfølgelig havde brugt, for at få ham over på sin side i krigen.
Da dansen endelig afsluttede, grinede hun høfligt til ham, mens hun viftede med en hånd mod ansigtet, for at få noget luft – og slippe for stanken af hans kvælende duftevand. Han spurgte, om de skulle tage en drink sammen, men hun undskyldte sig høfligt. Hun måtte hellere hilse på sine andre gæster også.
Lige så snart hun vendte ryggen til ham, forsvandt smilet.
En tjener bød hende en drink, og hun tog imod den, mens hun gled rundt mellem sine gæster. Her og der stoppede hun op, for at tale, komme med en kommentar, skåle, eller grine af en joke, før fødderne havde båret hende mod den åbne dør til altanen. Aftenluften kølnede hende af.
Folk havde reageret godt på Damian. Nogle havde endda lykkeønsket hende, få havde kommet med spørgsmål, meget færre havde rynket næsen i vrede. Enten fordi de ikke brød sig om bastarder, fordi de gennemskuede hvem faderen var, eller fordi de havde troet, de kunne have brugt fraværet af en arving i et politisk spil.
Kjolen blev trukket over gulvet, som en slanges bug. Luften prikkede til hendes nøgne arme og ryg, så det gøs i hende. Flygtigt strøg hun igennem de forskellige sind, mens hun tog en slurk af sin drink. Ah! Dér var han. Damian befandt sig ikke langt fra hende, og hun kunne mærke Aron var ved ham. Godt.
Hun smilte for sig selv, inden hun opdagede skikkelsen ude på altanen. Et øjeblik kunne hun ikke genkende ham, og det tog hende adskillige sekunder, før hun opdagede hvem det var. Loups fætter. Tøvende kastede hun et blik over skulderen, som var hun bange for at blive opdaget i noget forkert, inden at hun gik ud til ham.
”Godaften,” hilste hun venligt, og stillede sig op på siden af ham. Hun sendte ham et lille sidesmil, hvilket også gav hende mulighed for, at lade blikket hvile på hans svagt oplyste ansigt. Der var ingenting, som mindede hende om Loup. Ingen fællestræk – hvilket faktisk lettede hende. ”Jeg tror ikke, vi har mødt hinanden før.”

[Mikail Greywolf Garou]

Hårdhudede fingre løsnede slipset om halsen på ham, det øjeblik han trådte ud på balkonen, trak den kvælende gevant ud af hans krave og et øjeblik så han bare ondskabsfuldt på det, inden han trak armen tilbage, kastede det ud over kanten på gelænderet og så til med dyb tilfredstillelse mens det sejlede igennem luften. Så vendte han sig rundt, lænende mod gelænderet og pillede en lille, blikdåse ud af hans inderlomme. I den var der noget fint, vavilonsk tobak, fra før der havde været et landeligt sammenbrud og de fleste af plantagerne var blevet brændt eller lukkede. Han havde ikke meget tilbage, men det var nok til at rulle en cigaret. Han var lige blevet færdig med den, havde stukket den mellem læberne og fangede efter en pakke tændstikker i hans lomme, da dronningen trådte ud på altanen. Hun så sig over skulderen, tøvende - han løftede smilende et øjenbryn - og så trådte hun ud på balkonen. "'aften," hilste han tilbage, mens han strøg en tændstik over æsken og tændte sin cigaret. Vinden blæste den modsatte vej, så røgen flød ud over kanten på altanen - ikke at det ville have gjort en forskel med hvor meget fabriksrøg der var i luften. "Det tror jeg heller ikke," Et smil hev i hans læber. "Men mig forstået, har vi en masse fælles venner," han tog cigaretten fra hans smilende læber og lænede sig tilbage på hans ene arm. "Jeg skulle hilse fra Loup."

[Eriz LaPiera Black]

Klare, blå øjne, der forestille et islandskab uden horisont, hvilede på varulven, som han talte. Det var umuligt at læse dronningens ansigt, da hun bøjede sig frem med underarmene hvilende på altanens gallænder. Ryggen svajede let nedad, så afgrunden ved hendes rygrad, blev endnu mere tydelig, og den runde, faste, fyldige bagdel blev skubbet struttende tilbage. Fingrene snurrede tankefuldt glasset mellem sig, inden at hun nikkede. Så han havde ment det. Èn nat.
”En fælles ven. Mh… tak. Du må hilse igen. Jeg er ked af, han ikke kan være her i aften, men så igen… den slags ting her har aldrig sagt ham meget,” endte hun med at svare, og kunne ikke holde et smil tilbage ved tanken om Loup til sådan en fest som denne. Åh, han ville have hadet det. På ingen tid ville han have drukket sig fuld i punchen, trukket sig tilbage til et hjørne, og sættet der skulende og skumlende hele natten, indtil han kunne trække sig.
Med et lille grin kiggede hun ned på sit glas.
Hun holdte samtalen neutral, selvom hun mistænkte, at Mikkel godt vidste til hende og Loups tidligere affære. De havde nu heller ikke holdt det særligt skjult. Det gjorde de aldrig. Men... men, men, man behøvede ikke køre i det. Specielt ikke med en anden, fremmede varulv. Eriz vidste udmærket godt, hvordan Loups flok havde set på deres forhold. Hun havde set det i deres hoveder i Sethos, da hun havde snakket med modstandsbevægelsens ledere, Era og Zach. Era. Bitchen som han havde giftet sig med.
Hendes blik landede på Mikkel igen, og et uanfægtet smil af de tanker hun bar, bredte sig igen på hendes fyldige, bløde læber.
”Jeg er glad for, du kunne tage den selvofring, og deltage på vegne af varulvene, nu hvor han ikke kunne,” sagde hun, og hævede glasset mod ham, før hun nippede til det.

[Mikail Greywolf Garou]

Som han betragtede hende ud af hjørnerne af hans syn, havde han ingen problemer med at forestille sig hvorfor Loup havde været villig til at risikere alt han havde for blot en enkelt nat med den pandemonske dronning. Han havde ikke selv rent faktisk kunnet gøre det, ikke hvis han endelig havde slået sig ned med en mage, men han kunne sagtens se det. Flere hundrede mænd og kvinder måtte allerede have smidt hvad de havde for fødderne af dette billede af perfektion. Det irriterede ham faktisk lidt. Han fik lyst til at ugle hendes hår. "Han havde ikke tid. Får ikke tid," mumlede Mikkel uden om sin cigaret, som han trak den væk igen. "Ikke nu med baby på vej og alt det der." En lille røgsky forlod hans mund som han vendte sig mod gelænderet, så han stod med sine underarme hvilet mod det og fronten vendt mod Agares. Lyden af sko bag ham trak dog hans blik over hans skulder igen. I døråbningen til de lysende festlokaler stod ham opråberen havde kaldt general, så rank som et egetræ og med lyset fra festen på hans ryg, havde han en næsten skinnende silhuet. Han stod som om han havde en fod inde og en fod ude. Og hans blik hvilede på Eriz. "Storm var det, ikke?" hilste Mikkel over hans skulder, smilende.
Manden nikkede, uden at tage blikket fra dronningen, som ventede han på hendes accept til at træde ud på balkonen.

[Eriz LaPiera Black]

Baby. Baby?! Glasset mellem hendes fingre smuttede. Lydløst faldt det ned i dybet under dem, hvor det sikkert ville blive knust i millioner af stykker – akkurat som hun følte sit indre gøre. Baby. Han havde… Han skulle… Hun følte alt farve havde forladt ansigtet.
Det var først da Mikkel nævnte Storm, at Eriz fik rystet chokket af sig, og kiggede sig over skulderen. Dukket op som kunne han mærke, noget var galt, stod Adrian dér. Midt i døråbningen. Mere lysende, smuk og ædel end han nogensinde havde været før. Kort tog det pusten af hende. Det var lige før, hun bare havde brast ud med hans navn, men hun formåede, at holde det høfligt og formelt.
”Lord Storm,” hilste hun næsten åndeløst, og rettede sig op fra gallænderet. Pinlig bevidst om hvordan det måtte se ud, at hun stod og snakkede med Loups fætter. Og hvorfor i alverden gik det hende på sinde?! Hun kunne gøre, hvad hun ville. Alligevel fyldte hun skyld. Hænderne gned sig mod hinanden, der nu manglede et glas. Forhåbentligt ville Mikkel ikke lægge mærke til det.
Stilheden strakte sig afventende mellem dem, indtil hun tog sig sammen, og slog en hånd ud mod varulven ved sin side.
”Lord Storm det her er Mikkel Garou. Repræsentant for varulvene. Hr. Garou, det her er Lord Adrian Storm. General i Portus,” præsenterede hun dem skiftevis for hinanden, som en god vært nu ville gøre. ”Lord Storm afløser midlertidigt sin bror i Rådet, ikke sandt?” Hun drejede ansigtet op mod Adrian, og lod sine øjne finde hans. Et sug gik igennem maven. Smilet hun ellers havde fundet frem på sine læber, falmede en smule.

[Mikail Greywolf Garou]

"Deres majestæt." Manden rykkede et skridt ud på balkonen da dronningen havde hilst ham, nu uden hendes glas imellem fingrene, tabt ud over kanten på balkonen for at være sammen med hans slips for bunden af afgrunden. Kontrasten mellem de to herre der stod med Eriz på balkonen var slående, Mikkel havde smidt hans slips og hans krave stod nu åben, hans ene hånd hvilet afslappende i hans lomme og den anden om en halvrøget cigaret, mens hans udtryksfulde ansigt var trukket i et smil. Englen var klædt i rene, pæne linjer med ikke én rynke i hans tøj, så rank og ret som en soldat for en officer med hans slips lukket tæt op om hans hals. Hvis han forestillede sig Eriz og ham her ved siden af hinanden, kunne de have været skåret ud af marmor agtig statue perfektion.
"Det er korrekt -" begyndte englen at svare, da Mikkel knipsede i luften og pegede på ham.
"Portene! Det var dig der angreb ulveskoven!" Hans tonefald antydede at det morede ham og der lå et bredt smil om hans læber.
Der dukkede en rynke op imellem hans bryn. "Ja." svarede han kort for hovedet.
Mikkel tog et sug på hans cigaret og smilede. "Passer det, at det var fordi min fætter havde snappet nogle saftige breve fra dig?" Mandens øjne blev så hårde som sten, mens Mikkel afslappet lagde armene over kors, smilende.

[Eriz LaPiera Black]

Et dæmpet suk lød fra Era, da Mikkel huskede Adrian, som manden der havde angrebet skoven. Åhhh, hun havde slet ikke tænkt over Mikkel, havde vidst om den episode. Selvfølgelig havde han det. Alle varulve vidste det nok. Og-
Ligesom Adrians blik, blev også hendes hårdt, da det skarpt rettede sig mod varulven. Vovede han lige, at…? Hun vendte sig direkte mod Mikkel, og trådte endda et umærkeligt skridt ind foran Adrian, som ville hun komme imellem de to mænd.
”Din fætter teede sig både barnligt og umodent. Det kunne have endt galt for ham og alle flokkene, der høre til i ulveflokken, hvis ikke han havde vist en smule respekt, og var kommet med en undskyldning,” bed hun med skjulte trusler i sine ord. Hvor mange havde Loup fortalt det til?! I hendes hoved forestillede hun sig sidde med den gravide bitch på sit skød, mens han leende fortalte om breve. Det barbariske dyr! Vreden bølgede op i hendes blik over varulvens respektløshed. Sjovt, at hun var mere vred på Loup end hans fætter.
”Men sådan er det vel med jer, er det ikke? I har så svært ved at give slip på ting. Territoriale, er vidst det man kalder jer. Er vel kun naturligt for jer, at blive ved med at, gå tilbage til det I vil have,” sagde hun mere dæmpet men med en ildevarslende tone. ”Vi må bare håbe, andre ser det på samme måde, ikke sandt? At det er naturligt. Ellers kunne man jo let såre andre.”
Mon Mikkel vidste om Loups lille visit for en måneds tid siden? Hvis han vidste om affæren og brevene, kunne noget tyde på, de to mænd var tætte. I så fald ville Mikkel gøre klogt i, at klappe gabet i, hvis ikke hun skulle sende et fint lille brev til en hvis gravid varulv.
”Lord Storm. Jeg mangler en drink. Lad os gå hen, og finde noget, skal vi ikke?” Hun vendte sig med ryggen til Mikkel, og begyndte at få væk fra ham. På vejen forbi Adrian, tog hun hans arm, for at føre ham med sig indenfor igen. Væk fra varulven og hans irriterende, overlegent fjæs!

Varmen slog hende i møde, lige så snart de trådte indenfor igen. Hendes arme var lukket om Adrians ene overarm, og slap ham ikke, før de var langt nok væk til, de ikke kunne se varulven længere. Med et suk strøg hun to fingre over panden, mens hun vendte sig helt mod englen.
”Varulve. Tænkt jeg engang har været allieret med de uhumske bæster,” vrissede hun, inden hun kom i tanke om, hvem hun faktisk snakkede til. Adrian. De havde ikke talt sammen siden, han havde sagt til hende, at han elskede hende. Eller… teoretisk set siden drømmen. Øjnene hævede sig op til hans ansigt.
Hun sendte ham et lille smil. ”Jeg er tilgengæld glad for, du kunne komme. Det…håbede jeg du ville,” afslørede hun stilfærdigt.

[Mikail Greywolf Garou]

Selv med to hårde blikke rettet mod sig, stod Mikkel stadig så afslappet som stod han blandt gamle venner, hans ene hånd skubbet i hans lomme og nu med hans cigaret hvilende mellem hans læber. Det var ikke Loup der havde fortalt ham om angrebet på skoven, det rygte var blevet spredt helt af sig selv - det var ikke hver dag en portusiansk hær deling marcherede på en skov i Vavilon. "Det har du ret i. Han er barnlig og territoriel - han havde også problemer med at dele hans legetøj som barn," svarede han mens et smil kurvede hans læber, som opfattede han slet ikke de underliggende trusler i Eriz' ord, lænet tilbage mod gelænderet. Han kunne mærke hvordan grå øjne nogengange hvilede på ham, selvom de aldrig helt blev der - trukket tilbage til Eriz som kunne han ikke lade være. "Mhmm, naturligt, ja," gløden på cigaretten flammede op som han sugede på den. "Det ville rigtig nok være en skam, hvis man kom til at såre nogens følelser."

En dyb rynke tegnede en kløft imellem hans bryn, mens han så imellem hans -- hans-- Eriz og den fremmede ulv, hun havde introduceret som en Garou, og selv han kunne mærke luften blive tyk af usagte ting imellem deres ord. Hun tog hans arm. "Selvfølgelig, Deres majestæt," ordene kom automatisk over hans læber, som hans krop vendte sig med hendes men hans hoved forblev vendt mod den smilende varulv, forvirret - hans hånd lagde sig over hendes fast og næsten beskyttende, indtil de havde bevæget sig igennem døråbningen til festhallen igen. Den dybe rynke mellem hans bryn svandt en smule, som frustration tegnede sig over hendes og to fingre vandrede ned over hendes pande, som forsøgte hun at centrere sig selv igen efter det lille møde. Han forsøgte sig med et opmuntrende smil, men det blev så stift som hans skjorte selvom han prøvede - hun havde været mere end blot allieret med én af ulvene og et stik af noget grimt trak næsten resterne af smilet af hans ansigt. "Selvfølgelig, det ville være uhøfligt at afvise en royal invitation," svarede han tamt. Hans tunge knudrede sig. Lyset. Han kunne næsten mærke blikkene på dem og følte sig pinligt klar over hvor meget han stak op i forsamlingen - ikke blot var han en engel blandt så mange mørkere og neutrale racer, han var også fysisk høj nok til at stikke op blandt forsamlingen. Han rømmede sig ukomfortabelt. Hendes fingre brændte igennem hans sorte jakke. "Hvad handlede det der om?" Han hverken så tilbage eller gestikulerede mod varulven på balkonen, men hun vidste hvad han talte om. "Bør der tilkaldes vagter til at eskortere ham bort?"

[Eriz LaPiera Black]

”Vagterne er allerede blevet tilkaldt.” Eriz gjorde et nik mod to soldater, som med målrettet skridt havde retning mod altanen. Hendes stemme havde runget i deres hoveder, lige så snart, Garou havde vovet at håne englen med deres breve. Hvor vovede Loup, at sende ham afsted…
Fingrene, der havde lagt under hans hånd summede, som havde hun lagt sovende på dem. Diskret masserede hun dem, før hun igen vendte opmærksomheden mod Adrian, der som altid var svær at aflæse fysisk. Hans sind havde været anderledes. Fremmede og mystisk for hende. Et landskab af knudret omgivelser, der dog havde været så nemme, at begive sig i. Hun ville kunne bruge år på, at vandre rundt i hans sind…
Armene lagde sig over kors, og hun rettede sig yderligere op.
”Jeg så Loup for en månedstid siden,” afslørede hun direkte, uden det mindste tegn på skam eller skyld i sit ansigt, selvom hun rustede sig selv på den effekt, det ville have på englen. Han havde sagt, at han elskede hende… men han havde stadigvæk forladt hende, da hun havde haft mest brug for ham. Nu kunne det være hans tur, til at føle sig skuffet over hende.
Alligevel endte det med hendes blik flakkede bort fra ham. Ansigtet drejede sig til siden, og hun skånede sig selv for at overvære hans reaktion. Den ville være for pinefuld.
”Døm mig hvis De vil, Lord Storm. Jeg har intet, jeg skal bevise overfor Dem,” tilføjede hun med en mumlen. Hendes tiltalelse af ham skabte mere afstand mellem dem, men hun blev stående. Også selvom hun kunne mærke alle de nysgerrige blikke hænge på dem. Prikke i nakken, ryggen og skuldrene. Alle havde hørt rygterne om dem. Alle vidste han pludselig var vendt hjem. Snakken ville sikkert stige igen, nu hvor de var blevet set sammen. Hun drog et tungt suk. Blikket stadigvæk fæstnet på et punkt i væggen over sine gæsters hoveder. Adrian var kun en slørret skikkelse ud af hendes øjenkrog. På nuværende tidspunkt kunne han lige så godt være en marmorskulptur.
Hun sank en klump.

[Adrian Storm]

Adrian vendte blikket efter de to soldater som Eriz nikkede mod dem og fulgte dem med blikket, indtil de vendte tilbage fra balkonen med varulven pænt gående mellem dem. Stadig smilende. Deres blikke fangede kort og ulven blinkede til ham, inden de forsvandt af syne, tabt bag mængden af væsner. Hans blik vendte tilbage til hende, som hendes arme foldede sig og hun rettede sig op. Og ved hendes ord, blev han til sten og ordene rungede igennem et hulrum i ham, som i en enorm hule af sten blev de langsomt mere sagte som de ekkoede af væggene. "Du så ham," gentog han dumt. Han var faldet ud af den formelle tone, netop som hun samlede den op. Hans mund føltes følelsesløs, som var luften i salen så kold som den havde været den dag han havde hentet Eian ved Ineis bjerg.
”Sera... spredte benene... for den pandemoniske Højre Hånd.”
Han strøg en hånd over hans mund.
”Men du må redde dig selv. Lyt til gudinden! Du må ikke give ind for heksen, ellers vil Inei straffe dig. Du er nødt til, at rense din sjæl. Lov mig det Adrian! Giv ikke efter. Forbliv ren,” lød hans brors bedende stemme for hans indre øre. Hans nakke bøjede sig som under en usynlig vægt. Lyden af slet hviskede stemmer vaskede over ham og vægten af blikkene blev tungere, som adelen lugtede drama selv over duften middags måltidet, stadig i luften, selvom det var blevet bragt bort. Der lå et spørgsmål på hans tunge. Et spørgsmål så tungt at vægten af dets svar ville kunne knuse hvad der var tilbage af ham, under det. Grå øjne hvilede på hende. "Vil De danse?"
Elsker du ham?

[Eriz LaPiera Black]

Adrians spørgsmål lykkes at overraske Eriz, der med et sæt kiggede over på ham med forundring i ansigtet. Man kunne se hvordan tankerne kværnede i hovedet på hende, for at forstå englens spørgsmål, som var det et svært puslespil, hun ikke kunne se motivet på. Panden rynkede sig.
Hun havde lyst til at spørge, om han ikke var vred. Ked af det. Skuffet. Men der var intet bag de grå øjne, der så intetsigende hvilede på hende. Afventende.
I et flygtigt øjeblik overvejede hun, at sige nej, og gå sin vej. Træde ud af deres smertefulde, bitre leg, men lige så snart hun havde tænkt tanken, blev hun mindet om drømmen, de havde delt sidste gang. Hvordan de havde lagt i hinandens arme midt i et græshav. Tætte, lykkelige, sammen.
Efter hvad der for andre måtte se ud som en stirrekamp mellem den Pandemoniske dronning og den portusianske engel, trak Eriz med den ene hånd op i sit kjoleskjørt, og tog hans arm med den anden.
”Jamen så lad os danse,” svarede hun, inden hun lod sig føre afsted mod dansegulvet, hvor par allerede havde kastet sig ud i en flydende vals. Lyden af kjolestrøg blandede sig med den klassiske musik, som bød mænd til at føre deres partnere rundt på gulvet. En, to, tre. En, to, tre. Rundt og rundt mellem hinanden, uden på noget tidspunkt at støde ind i andre par, eller tabe et eneste skridt. Selvfølgelig var nogen mere elegante end andre. Nogen havde haft undervisning, mens andre havde lært det hist og her.
”Jeg vidste slet ikke De kunne danse,” kommenterede Eriz, mens hun stillede sig foran Adrian. Tættere end hun havde været på ham i flere måneder. Duften af ham fyldte hendes næse for hver gang, hun trak vejret ind. Kort nikkede hun som hilsen til et par, der strøg forbi dem. Nysgerrigt hviskede de sammen, lige så snart de havde passeret.
Eriz fugtede sine læber med en tungespids, før hun med fornyet viljestyrke, stillede sig tættere på Adrian, så hans arm kunne smyge sig om hendes talje. Selv placerede hun en hånd på hans brede skulder, mens den anden tøvende lagde sig i hans, med en flig af sin kjole mellem fingrene, så hun ikke ville falde i skørtet. Så varm han føltes. Hun sank en klump. Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst, havde været så nervøs på et dansegulv.

[Adrian Storm]

Hans spørgsmål hang i luften, mens hun så på ham som om han var en svær matematisk ligning hvor intet gik op og han så tilbage på hende, med en overflade så blank som en blikstille sø. Hvis hun så længe nok ind i hans grå øjne, ville hun kunne spejle sig i dem. Efter et langt øjebliks stilhed, greb hun i sin kjole og tog hans arm. Han bukkede nakken let for hende, inden de bevægede sig ud på dansegulvet. Par gled rundt om dem, som svaner på en sø, parvist glidende over gulvet så let og flydende. Hans puls sprang, som hun stillede sig an foran ham, tættere end de havde været så længe. "Det er påtvunget alle der stiger til officer graderne i Portus." Hans tone var monoton, flad og lavmælt. Han var søn af en healerske og en akademiker, hvis han ikke var steget til de grader han var i hæren, var dans nok ikke noget han ville have lært, selvom der var rig mulighed for unge væsner i Portus. Deres fester målte sig ikke med hvad han vidste blev holdt i Vavilon, men lige som alle andre steder var der høstbal når høsten var bragt ind. Han havde været med til nogle få, men han havde aldrig danset til dem. Der skulle en officer grad og et element af tvang til, før han havde gjort det.
Hans arm lagde sig om hendes talje mens et dybt åndedrag tvang hans brystkasse frem. Det gyldne, dekorerede stof tegnede mønstre under hans fingre og han tvang sig selv til at ignorere fornemmelsen af hendes varme, så tæt under stoffet. Tvang tankerne bort fra formen af hendes talje under hans arm. Hendes ene hånd lagde sig på hans skulder og den anden mødte hans, og forsvandt næsten under den. Han tillod sig selv et åndedræt, for at samle sig, inden han bevægede sig. Han ledte hende uden at placere et eneste skridt ude af takt eller ude af trin, hans ryg rank - men hans skuldre var stive under hendes hånd, der var en fasthed til ham, som en klippe eller et egetræ, der ville være upassende til enhver anden form for dans end den taktfaste, regale vals der spillede. Her passede det ind. Musikken lagde sig imellem dem, som han så ned på hende på en måde der syntes evig. Som om han altid så på hende. Så intet andet.

[Eriz LaPiera Black]

Læberne trak sig, da mundvigene prøvede at forhindre et smil, at forme sig som resultatet af hans ord. Hun kunne sagtens forestille sig Adrian første gang på et dansegulv. Kort måtte hun kigge ned, for ikke at komme til at grine, inden hun fik taget sig sammen idet, de tog det første skridt ind i dansen. Et skridt og de blev trukket afsted som blade i en vind.
Kjolen svang sig om hendes ben, der taktfast bevægede sig i perfekt synkronisering af hans. Til side, tilbage, frem, til side. Valsen sad fast til hendes ryggrad. Flydende som rørte hun end ikke gulvet med sine fødder, fulgte hun ham. Øjnene hvilende i hans. Armen omkring hende føltes så fast, og hun kunne mærke hans fingre gennem det tynde stof på sin ryg. Hans hånd så varm om hendes.
Et åndedræt syntes fanget i halsen.
Musikken bar hende til en anden verden, hvor kun de to levede. En verden hvor hun kunne fordybe sig i hans ansigt. Sanse alt omkring ham. Hans duft, de små linjer i hans ansigt, mundvigene så neutrale afslappet, og følelsen af hans hjerte, som slog sig videre ind i hendes. Dansen var et kærkomment skjulested for den slags.
”Du danser godt… Dog ikke så godt, som med et sværd i hånden. Du ville have været stolt af mig i slaget,” hvislede hun lavmælt og intimt, næsten uden at bevæge læberne. Her i midt i alt dansen og musikken behøvede hun ikke være urolig for nysgerrige ører. Det var afslappende, at kunne tale i ”enerum med ham. Dans blev ofte brugt til den slags samtaler eller forretningsaftaler. Hendes hånd på hans skulder, trak sig mere op mod hans nakke. ”Din træning har gjort mig god. Sjovt, som vi to kompensere hinanden på den måde. Dit hjem er på en slagmark, mens jeg fortrækker sådan et sted som her.”

[Adrian Storm]

Hans blik hvilede i hendes, fanget af isblå øjne som syntes at drage ham længere og længere ind som han faldt ind i dem. Det mindede ham om en drøm han havde haft, den nat hun var kommet til Portus og han havde set hende igen. Han huskede den kun vagt nu, flere nætter senere, og des mere han fangede efter den, des mere syntes den at falme for ham. Som en kultegning, blev den mere utydelig des mere han kørte sine fingre over det - men han huskede hendes øjne. Han havde ligget ved siden af hende. Set ind i hendes øjne, som han gjorde nu.
Hendes lavmælte ord bar sig til ham, som havde hun hvisket dem direkte i hans øre. Stenansigtet rørte sig en smule. En grimasse der næsten var et smil. "Tak.. Jeg må indrømme jeg meget hellere vil stå med et sværd i hånden end forsøge mig med noget andet end det her, hvis sangen skifter," svarede han lige så lavmælt, hans stemme vibrerende dybt i hans bryst mens et glimt af sørgmodig skuffelse lagde sig i hans grå øjne. "Jeg er stolt. Alt lykkedes som det skulle." De stod i det slot hun ville erobre, i det land der nu var hendes. Men han havde ikke været ved hendes side, sådan som han var kommet til at forestille sig, når de havde ligget i hendes telt og hun havde talt om Agares. Hendes hånd gled op mod hans nakke og næsten magisk syntes hans stive skuldre at slappe af under hendes fingre. Det trak ved hans mundvige, som hun pegede forskellen mellem deres hjemmebaner ud. "Jeg tror nu også du endte med at lave dig et hjem på slagmarken." Hun havde set hjemme ud til sidst. Selv under Veterano angrebet, da hun først havde rejst sig, med rifter over hendes ansigt og taget kommandoen over hendes hær - lige før han havde været nødt til at fokusere på Adelaide. Hans smil svandt en smule. Ville der nogensinde komme en tid hvor han ville kunne se på hende uden at føle skyld over den nat? "Eriz, jeg..." begyndte han men ordene løb fra ham som han fumlede efter dem og en frustreret lyd forlod hans næse. "Er du faldet godt til her?"

[Eriz LaPiera Black]

Grimasserne der næsten var smil, fik Eriz’s mundvig til at krølle op, mens de svang sig rundt på dansegulvet. En, to, tre. En, to, tre. Fingrene legede med hans korte nakkehår, og hun kunne mærke sit hjerte hamre hurtigere i sit bryst ved fornemmelsen og spændingen ved det. Akkurat som i gamle dage.
Hun svarede ham ikke, men dansede blot videre i tavshed. Tilfreds med nuet, og den pause hun kunne få fra det hele. Der forgik noget bag Adrians øjne, men hun lod hans tanker være. Også selvom det skrøbelige smil forsvandt hans læber, hvilket hendes eget fulgte efter.
Lyttende lagde hun hovedet på skrå, da han begyndte på nogle ord, han ikke helt kunne fremkalde. Tålmodigt gav hun ham tid, indtil det så ud til han opgav, og sætningen blev til noget andet. I et stykke tid betragtede hun ham, før hun bestemte sig for at svare, i stedet for at gætte sig til, hvad han rigtigt ville have sagt. Skulderen rykkede på sig i et træk.
”Det er underligt, at være her alene, og jeg har fået mere ansvar nu, end jeg nogensinde har haft. Før havde jeg Marcellus, til at hjælpe med alt det, jeg ikke selv kunne finde ud af, men nu står jeg med det alene. Heldigvis har jeg Aron, min højre hånd,” svarede hun, og flyttede sin hånd en smule i hans, så hun kunne lægge den bedre til rette. Den føltes svedig i hans. ”Og Damian er her selvfølgelig, hvilket også hjælper på alt den plads, som jeg nu pludselig har i stedet for teltet. Du må… undskylde, jeg ikke fortalte dig noget om ham. Jeg ville have gjort det, men så… blev vi angrebet, og jeg… jeg sendte dig væk.” Blikket flakkede væk fra hans ansigt, før det landede ned mellem dem til deres flyttende fødder.