How Are you?

[Adrian Storm]

Hendes fingerspidser over hans nakke, legende så nonchalant som var det helt almindelige mellem dem igen. Han forsøgte at holde sit ansigt passivt, som en kildende fornemmelse løb op og ned langs hans ryg, som hendes fingre strøg over hans nakke. Stilhed lagde sig over dem igen. Han lagde slet ikke mærke til at musikken skiftede til et andet pandemonsk valse nummer, end det, de var trådt ud på gulvet til i første omgang. Hun var så tæt på. Det ville kun kræve et lille ryk i den arm han havde om hendes talje, at bringe hende helt ind til ham og et øjeblik strammede fingrene ved hendes side. Des længere han stod her badet i duften af hendes parfume med hendes hånd i sin, des sværere blev det at huske hvorfor det ville være forkert. Hendes mund bevægede sig, formede ord og et øjeblik fangede hans øjne ved hendes læber - han blev revet tilbage til virkeligheden da hun rettede sin hånd i hans greb. Han havde ikke hørt de første ord hun havde sagt. Han blinkede flere gange, som for at ryste en drøm af sig. "Det er altid godt at have hjælp," svarede han tamt og rettede sig op. Han havde lænet sig en smule frem over hende, uden at ligge mærke til det - hans blik gled kort rundt i salen. De havde flere stirrende blikke på dem igen. Han rømmede sig og vendte tilbage til hende, så hans blik fandt hendes igen. Han rystede let på hovedet. "Det skal du ikke undskylde for. Jeg forstår." Han kunne ikke benægte det chok hendes søn først havde været, men hun kunne have bragt et helt sportshold af sønner og døtre frem og det ville ikke have rørt ham. Ikke rigtig. Hans læber pressede sig sammen. Han burde være mere reserveret med sine følelser - der burde være en grænse et sted, noget hun kunne gøre eller sige som ville ryste hans følelser for hende. Det burde der virkelig. Men som han så på hendes ansigt, høje kindben, en lille fin næse, indbydende læber og blå, blå øjne, kunne han ikke finde den grænse. "Han virker som en..." Han så over mod bordet, hvor drengen sad ved siden af en anden sort klædt ung mand. De kastede ærter efter en dames hat. "Interessant ung mand."

[Eriz LaPiera Black]

Som samtalen faldt på Damian, kunne Eriz ikke holde et bredt smil fra at vokse. Ligesom Adrian kiggede hun over mod Damian og Flint. Så ubekymret de var. Enhver der så dem, ville tro Flint blot var Damians tjener, som holdte ham med selskab. Alle ville tro det blot var to unge knægte. Sandheden lå dybere, og kun en alkymist ville måske kunne se de tråde, som strakte sig gyldne mellem hende og Flint.
”Han er perfekt,” hviskede hun mildt med kærlighed i sit blik, før hun igen rettede det op på Adrian. ”Det er svært at opdrage en søn alene. Specielt én som ham. Han har store drømme om slagmarker, storhed og sværdkampe. Tigger mig dagligt om at lære ham om krigsmønstre, militærstrategier, eller kampteorier. Når jeg får mere tid, og nu hvor jeg kan vise ham frem, må jeg lade nogen af de ønsker af hans gå i opfyldelse.”
Hun smilte smalt op til englen. Så forstående og accepterende for hendes hemmelighed, mens mindre personligheder havde konfronteret hende med både vrede og fornærmelse over, hun ikke havde stolet nok på dem, til at indvi dem. Ha! Fjolser. Viste bare hvor klar på de ville have været, til at bruge det imod hende.
Et suk forlod diskret hendes læber, da hun endnu engang lod sine øjne glide over ansigtet på Adrian. Hvor meget hun dog havde savnet hans tilstedeværelse. Hans nærhed. Hvordan han kunne få hendes hjerte til at banke hurtigere, og tankerne til at blive uforstående og vanskelige. Som sommerfugle dansende i luften uden noget, til at holde dem fanget. Og hans krop så tæt men alligevel med så høflig afstand imellem dem, at hun fandt det frustrerende og pirrende på samme tid.
Et øjeblik tøvede hun.
”…fandt du… fandt du din datter igen?” spurgte hun langsomt, mens fingerspidserne trak sig væk fra hans nakkehår. Hånden fandt igen hvile på hans stærke skulder. Den tøs havde dræbt så mange af hendes mænd! Adrian havde selvfølgelig ugjort meget af hendes arbejde, men stadigvæk fandt hun bitterhed i sig, når hun tænkte på den rødhåret engel, der havde taget så mange af hendes mænds liv – men alligevel… alligevel dansede hun rundt her med faderen. Arm i arm. Med hjertet bankende i brystet, hver eneste gang han formede noget, der kunne være et smil, og åndedrættet fanget i halsen, når han talte, eller hun blev gjort opmærksom på hans berøringer.
Hun følte sig som en ung, naive malkepige…

[Adrian Storm]

De to unge drenge mindede ham om hans egne sønner, før Alastair var blevet for voksen til den slags - forhåbentlig ville hans yngste søn også blive voksen en dag. Hendes kærlige ord trak et smil over hans læber, som han let vendte dem på dansegulvet. "Det burde ikke blive svært at finde en privat træner til ham, det kan være det keder ham når han først begynder på det. Mine børn tabte hurtigt interessen - Alastair var bedst, men havde ingen smag for det, Aiden var håbløs og Adelaide..." Han standsede og hans sætning faldt hen. Han havde talt med Eian om Adelaide, men han havde ikke set hende siden pigen, i ledtog med Veteranoerne, havde angrebet Eriz' lejr. Ingen havde set hende. Efter han var kommet i Rådet og havde fået personlig kontakt med vampyr kvinden, der tilsyneladende vidste alt der var værd at vide, havde han endda udspurgt hende, men hun havde trukket på skuldrene og rystet på hovedet. Hun var sluppet væk, men han kunne faktisk ikke vide om hun stadig var i live. I det selskab. Han havde lært Cal en smule at kende under en tur til rådsbygningen og havde syntes om den unge, sælsomme mand. Men nu følte han et stik af fjendtlighed mod søskendeparret. Ikke blot fordi de havde angrebet Eriz - de havde også trukket hans datter ind i det.
Hendes fingerspidser trak sig fra hans nakke. Han rystede på hovedet som svar på hendes spørgsmål. "Nej. Ingen ved hvor hun er." Som forsvundet ud i luften, igen. Der havde været en grad af humor i hans stemme da han havde bedt Eian om at låse hende inde, hvis han fandt hende igen, men det var faktisk hvad han burde gøre. Hans alvorlige blik lå på hende. "Jeg nåede ikke at takke dig... for ikke at nævne hendes navn blandt de som skulle straffes for angrebet. Hvis vi finder hende, bliver hun låst bort i slotstårnet, til jeg ved hvad jeg skal stille op med hende."

[Eriz LaPiera Black]

Utroligt som skammen dvælede mellem dem. Skiftevis blev den lagt hos den ene eller den anden, og fik deres sætninger til at dø ud. Ordene til at komme tøvende. Blikket til at flakke. Eriz drog et suk, da han takkede hende for sin tavshed.
”Det er din datter. Jeg ville ikke kaste dig for løverne, bare fordi jeg selv, var trængt op i en krog,” svarede hun dæmpet, mens hun kiggede på en knap i hans skjorte lige foran sig.
Musikken stoppede. Verden blev sat gang igen.
Latter og klapsalver fra de dansende, fik Eriz til modvilligt at slippe Adrian. Hånden slap hans skulder, strøg ned over hans brystkasse, inden den trak sig bort, for at klappe af det klassiske band. Først nu lagde hun mærke til varmen, der omsluttede hende efter de to danse, hun havde givet til Adrian. Så misundelig nogen måtte finde sig.
Dansegulvet blev rømmet. Par skiltes smilende, eller forsatte over til drinksbordet, udenfor eller over til bordene, for at hvile deres fødder.
Tvivlsomt blev Eriz stående foran Adrian, mens hun så efter dem alle, før hun igen kiggede op på englen. Han stod stadigvæk tæt på hende. Kun et halvt skridt væk, hvis hun skulle bringe sig selv helt tæt på ham. Men nu stod de igen fuldt synligt midt i det hele uden musik til at overdøve deres dæmpet tale, eller dansende par til at skjule dem fra nysgerrige blikke. Hun strøg en lok af sit hår væk.
Tøvende åbnede hun munden, men lukkede den efter et par sekunders overvejelser igen. De kunne ikke tale frit længere, og hendes spørgsmål ville uden tvivl, vække mere hvisken i krogene. Men der var noget andet, hun følte, hun burde sige.
”Adrian, der er noget, du skal vide. Jeg kunne ikke sige det sidste gang vi –”
”Deres Majestæt!”
Brat blev hun afbrudt af en af sine allieret – en rig købmand, der stod for det meste import til Portus – var kommet hen til dem med hans hustru på armen, og to andre mænd. En af hendes kaptajner og en anden rigmand, som havde tjent rigtig meget på de sidste års våbenhandel.
”Og Lord Storm ser jeg! Fortræffeligt endelig at se Dem i landet igen, My Lord! Kaptajn Urtox, fortalte lige om Deres ekspertise, og hvor en fantastisk støtte De var igennem de sidste måneder af krigen. Ja, jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg har skulle kunne holde styr på alle de mænd!” kvidrede den rige købmand, som han og hans lille gruppe stillede sig ved dronningen og generalen.
Eriz skyndte sig at træde væk fra Adrian, for i stedet at stå ved hans side. Varmen fik hendes kinder til at rødme, så hun måtte bruge hånden til at vifte noget luft i ansigtet. Som ved et trylleslag var hendes smil tilbage. Imødekommende og charmerende.
”Lord Storm var en stor hjælp. En dame som mig har ingen forstand på krig og den slags. Jeg er evig taknemmelig for, at en mand kunne komme mig til undsætning i den stund,” kommenterede hun med en lille latter.

[Adrian Storm]

Han bukkede nakken let ad hendes svar mens hendes blik flød til hans brystkasse, det kløede i hans fingre for at komme op under hendes hage og tippe hendes ansigt op imod hans, så han kunne møde hendes blik igen. Men han gjorde det ikke. Lige før musikken standsede, hvor den stadig kunne drukne det, gav han en lavmælt frustreret lyd fra sig.
Og så åbnede verden sig igen og deres lille enerum blev udslettet da den gjorde det. Spøgelset af hendes varme i hans hænder, ved hans skulder og langs hans arm, lå der stadig som han trak sig tilbage. Han så afventende og undersøgende på hende, mens dansegulvet blev rømmet - ønskede hun at han lod hende være nu? At han skulle blive? Han rankede sig langsomt og stod passivt stille, stadig så tæt på hende som dansen havde ladet dem være - nu blot uden hans arme om hende. Han så opmærksomt på hende som hun begyndte at tale, men en afbrydende mand stjal resten af hendes ord og hårde grå øjne mødte den stakkels handelsmand der trådte op til dem.
Et suk sad fast i hans hals. "Kaptajn Urtox, Mister Azzum, Miss Azzum, Mister Jerkel," hilste han i sin sædvanlige dronnende, monotone stemme mens masken af ulæselig sten gled over hans ansigt. "Det glæder også jeg, at være tilbage i landet," tilføjede han til sine hilsner, efter rigmanden, Azzum, kommenterede på hvor fortræffeligt det var at han var i Pandemonium igen. Hans læber pressede sig sammen til en smal linje der kunne være et smil. Hvis man så rigtig godt efter. Hans blik skævede umærkeligt til Eriz, som havde flyttet sig, så de ikke stod som et par. "Jeg er sikker på at Deres majestæt havde klaret krigen med samme udfald, om jeg havde været der til at hjælpe eller ej. Jeg lånte aller højest et råd eller to. Rosen bør gå til de pandemonske generaler." Det var ikke lodret løgn og han sagde det med fuld overbevisning i hans stemme. Hans perifire syn lå på Eriz. "Jeg har vidst optaget nok af hendes majestæts tid nu," begyndte han, som han kunne se flere væsner begynde at trække over til dem. Nu da dansen var slut, ville en kø af folk begynde at danne sig om hende. "Jeg håber vi kan fortsætte vores samtale på et senere tidspunkt..?"

[Eriz LaPiera Black]

Med det samme blev de fortryllende øjne draget mod englen ved hendes side, som han lagde an til at tage sin afsked. Hun var lige ved, at gribe fat i hans arm, så han blev ved hende, men nåede at stoppe sig selv. I stedet afsluttede hun sin håndbevægelse, ved at rette på den tunge metalkrone.
”Selvfølgelig, Lord Storm. Det ville glæde mig. Som altid er deres selskab en fornøjelse,” svarede hun glat, men holdte Adrians blik, som hun udtalte frasen, der så mange gange, havde været badet i høflighed, at man ikke længere, anså ordene som seriøse. Men de var seriøse. Oprigtige og fyldt med skjule budskaer, hun ikke var sikker på, om den alvorlige general ville opfange.
Hun sendte ham et skævt smil, før hun nølende, vendte opmærksomheden mod de andre gæster. Èn var kommet med en kølig drink til hende, som hun taknemmeligt tog imod. Det var så koldt, at det dannede konsistens vand på siden af glasset. Små bobler sprang lystigt op.
Hele tiden holdte hun dog øje med Adrians skikkelse i hallen. Hvem han snakkede med, hvor han befandt sig, og... og om han også så mod hende. Hver eneste gang de flygtigt fik øjenkontakt, gav det et sug i maven. Aldrig havde hun følt sig så ude af kontrol før.
Diskret bevægede hun sig rundt, så hun hele tiden havde udsyn til ham. Når han en sjælden gang forsvandt fra hende, blev hun altid bange for, om han måske var taget væk. Måske taget tilbage til Portus, uden at have sagt farvel? Også selvom hendes fornuft fortalte hende, at ingen tog hjem før i morgen – specielt ikke uden at sige farvel. Adrian inklusiv.
Hun glemte helt at kigge efter Damian.

[Adrian Storm]

"Og Deres lige så," svarede han, som hun holdt hans blik og han bukkede dybt for hende. Dybere end han burde. Hun vendte tilbage til hendes selskab og han fortrak sig langsomt bort fra den cirkel der begyndte at danne sig om hende og slugte hende i dens midte. Han endte med at bevæge sig over til hendes vagtkaptajn for at tale om sikkerheden til ballet, høre om varulven var blevet eskorteret ud og hvordan det gik manden selv - han blev der ikke længe, for ikke at tage for meget af mandens tid og hans perifire syn hvilede hele tiden på skikkelsen i den sortgyldne kjole, så omgivet af væsner at han næsten ikke kunne samle hende ud imellem dem. Og hans hjerte længtes tilbage til hendes krigslejr, hvor ingen påfugle havde krævet hendes tid for så nyttesløse ting som hoflige høfligheder og halvmente, søde ord. Han kunne se hvordan halvdelen af de der bevægede sig til hende var ugifte ældre mænd, eller gifte mænd med deres sønner under armen. En blanding af grådighed og håb i deres øjne. Han fangede et glas med et eller andet fra en forbipasserende tjener og slugte glassets indhold uden rigtig at smage på det, men det efterlod en bitter smag over hans tunge. Han fangede hendes blik fuldstændigt en enkelt gang, som han stod der, alene ved siden af dansegulvet - han kunne ikke blive stående her og... overvåge hende.
Så han flyttede sig indimellem en gruppe der stod og talte ikke langt derfra og prøvede at deltage i deres samtale om aftenens kjoler, moden eller et eller andet - deres snoede tunger syntes at tale dobbelt om alle de talte om, komplimenter udenpå og lige under overfladen lå fornærmelserne så tykt i deres stemmer at enhver der ikke var stupid ville kunne høre dem. Han længtes efter at trække sig tilbage til de værelser de portusianske udsendinge havde fået udpeget, men han kunne ikke få sig selv til at gå, så længe hun var her.

[Eriz LaPiera Black]

Det var den ottende samtale hun havde med folk omkring Damian efter desserten. Alle de spørgsmål. Alle de fornærmet kommentarer. Med et suk gemt væk fra et hævet glas, lyttede Eriz til endnu en adel, som brokkede sig. Åh selvfølgelig brokkede han sig ikke åbenlyst, men dér gemt bag hans ord, lå det.
”Misforstå mig ikke, Deres Majestæt! Det er fantastisk de allerede har en arving, og så en flot, ung mand som Deres søn. Jeg hentyder højest, at der er mange gode mænd, der havde forestillet sig, at skulle komme til Deres undsætning. Specielt nu hvor De ikke er gift længere, og vi alle troede, De stod uden en arving – men nu har De jo en arving! En dødsengel af alting! Så vavilonsk!”
Alt den snak. Så mange, der havde ville komme hende til ”undsætning”, og give hende både mand og arving. Men de var blevet snydt, hvilket de selvfølgelig ikke brød sig om.
Eriz’s blik flakkede væk fra sit selskab, og fandt igen Adrians skikkelse. Han stod ved en lille gruppe, men for langt væk til, hun kunne høre hvad de talte om. Længselsfuldt betragtede hun hvordan lyset skinnede hans hår og øjne op. Så rank han stod. Høj, stolt og stærk. Synet fik et smil til at trække i hendes mundvig.
”Deres Majestæt?” Modvilligt slap Eriz englen med blikket, for i stedet at rette sin opmærksomhed mod tjenerinden, der havde listet sig hen til hende. ”Et sendebud kom med et brev for et øjeblik siden. Han siger det var meget vigtigt, de læste meddelelsen så hurtigt som muligt.”
”Hvem er brevet fra?” spurgte hun dæmpet, men tjeneren trak uvidende på skulderen.
”Brevet var ikke mærket Deres Majestæt. Sendebuddet gav heller ikke et navn.”
I et par sekundet blev Eriz overvejende stående med rynket bryn. Det gav ikke meget mening. Hvem i alverden skulle have sendt hende et brev, når de fleste var til stede her til festen? Med mindre det var…
Hun gav sit glas fra sig, undskyldte hastigt til sine gæster, før hun hev op i kjolen, og skyndte sig afsted.
”Moder?” kaldte Damian efter hende, men hun gjorde tegn til, han skulle blive.
”Bliv ved Flint, elskede. Jeg er straks tilbage.” Mange prøvede at standse hende på vejen, inden det endelig lykkes hende, at forlade den store hal. Snak, latter og lyden af klirrende glas, samt det stille ekko af musik lød bag hende gennem de store døre, som hun søgte væk fra det hele.
Marcellus. Det måtte være ham! Hvem skulle ellers skrive et brev til hende på det her tidspunkt? Alle hendes allieret og venner befandt sig jo her til festen.
Alt var tyst i resten af slottet. Kun et par fakler var tændt ned af korridorer eller gange, så skyggerne dansede på væggen. Måske var det dét, og tankerne omkring Marcellus, der gjorde Eriz ikke lagde mærke til den skikkelse, som gemte sig i hjørnet af en lang korridor.
Ikke før en hånd blev lagt over hendes mund.
Med et dæmpet skrig blev hun hevet bagud mod en varm krop. Lugten af læder ramte hende. Den tunge krone faldt ned på gulvet, hvor den rullede afsted hen af gulvet. Iskoldt metal blev lagt mod hendes hals.
”Sørg for hun ikke skriger,” lød en hvæsende stemme bag hende. Hvorfor kunne hun ikke mærke deres sind?!
”Det er svært! Hun vrider sig!” Endnu en stemme. De var to.
”Så stik dog kniven i hende! Gør det inden nogen opdager os!”
”Åhr slap nu af! Ingen opdager os på dette tidspunkt. De er alle til den der fest.”
De lød pandemoniske. Men hun kunne akkurat lige se den anden ud af sin øjenkrog. Helt klædt i sort, hætte, maske, og lædertøj. Hvorfor kunne hun ikke mærke deres sind?! Havde de brændt runer ind på sig ligesom Marcellus?!! Hvis de var hans mænd, ville det forklare det.
Hun havde dog ikke tid til, at prøve bryde igennem deres sinds barrierer. I stedet strøg hun igennem slottet, mellem gæster, tjenere til hun borede sig ind i den første person, hun kunne komme i tanke om – hvilket var sjovt taget alt i betragtning.
”ADRIAN!!”
”Vent. Hun bruger sine evner. Hendes pupiller er udvidet! Stik hende nu ned for pokker! Stik hende ned!” snerrede den ene, men nu var hun selv begyndt at kæmpe imod, selvom den store kjole, gjorde det svært. Hårdt langede hun en albue bagud, men personen, der holdte hende, slap ikke bare sådan, selvom hun kunne høre ham stønne. Voldsomt prøvede hun at rive sig fri.
”Hold nu fast på hende! Du er nødt til at gøre det! Dræb hende!”
Personen som ikke havde fast i hende, rev med et irritabelt suk en kroget daggert frem, og nærmede sig hende. En behandsket hånd lagde sig på hendes skulder. Daggerten blev hævet til hug.
Hun spærrede øjnene op.

[Adrian Storm]

Deres stemmer falmede i baggrunden, som hans blik fulgte hendes hastende form ud af salen, den lange sortgyldne kjole hviskende om hendes ben. En af dem dristede sig til at ligge en hånd på hans skulder og han kunne dæmpet høre sit navn på personens læber, men han skubbede hånden af sig som han begyndte at tage skridt i den retning hun var på vej. Hans blik gled over til de vagter han kunne se, både de som var på vagt og de som var ude af uniform, og fandt ingen alarm på deres ansigter. Musikken spillede stadig.
".... meget uhøflig for en portusianer..." hørte han kommenteret bag sig, mens de dobbelteporte lukkede sig bag dronningen af Pandemonium. Hans blik hvilede på portene mens hans ene næve knyttede sig langs hans side og hans vægt blev skiftet fra fod til fod. Han tjekkede vagterne igen. Stadig ingen bevægelse. Ingen alarm. De drak og snakkede. Han burde vende tilbage til sit selskab. Hans krop vendte sig langsomt, en undskyldning klar på hans tunge --
”ADRIAN!!”
Presset i hans hoved af det desperate skrig fik hans hænder til at flyve til hans øjne, mens hans fødder næsten mistede fodfæstet under ham, som hans knæ et øjeblik mistede deres stabilitet og før han rigtigt overhovedet fik stabiliseret sig, halvfaldende fik han revet sig rundt igen og løb mod portene. "Hertug Storm!" Portene fløj op for hans hænder, så hårdt at de tunge døre knaldede mod marmoret i væggene. Den sorte jakke blev krænget af hans skuldre, som han løb, slipset fulgte den - for nemt at gribe fast i - og lys begyndte at emme ud af hans skikkelse. Han vidste hvor han skulle hen, som var han ledt af ekkoet af det skrig der havde lydt kun for hans øre.
Han drejede rundt ved enden af en lang korridor. Den skinnende daggert fangede lyset fra faklerne, fanget mellem hævede fingre. Han reagerede instinktivt - hans hænder hævede sig og en pulserende lysstråle fløj fra hans fingre, med kraft nok bag sig til at skubbe hans egen krop tilbage over tæppet. Lyset var så skarpt at hele korridoren de stod i et øjeblik var så oplyst, som var et lynnedslag slået ned i midten af gangen.

[Eriz LaPiera Black]

Med et udråb blev Eriz skubbet tilbage af den blændende lysstråle, der havde ramt hendes ene angriber, så han var fløjet flere meter ned af gangen. Hun kolliderede med væggen. Baghovedet fik et ordentligt slag, så sorte prikker opstod for øjnene, mens hun gispende prøvede, at kæmpe sig op. Famlende finger greb fat i hendes ene arm.
”Slip mig!!” hvæsede hun, og trak armen til sig, hvilket resulterede i hun igen væltede. Hun kunne intet se. Orienteringen var vendt på hovedet. Alt hun kunne registrere var, hun skulle væk. Hovedet dundrede, som var der et smedjeværksted derinde. Hånden fik igen fat i hende, og gav hende et hårdt ryk, så hun måtte tage fra med sin frie hånd.
”Du bliver her, din hore!” lød en snerrende stemme tæt på hendes ansigt. Forskrækket veg hun bort, men grebet i hendes arm var nådesløst. ”Du bliver lige dér engel!!”
Nogen rev hende på benene. Svajende måtte hun støtte sig til armen om livet på hende. Hver eneste gang hun åbnede øjnene, begyndte de at løbe i vand, men hun kunne mærke blod sile ned af siden af ansigtet. En daggert pressede sig mod hendes hals, så hun stakåndet blev tvunget til, at hæve ansigtet.
”Hvis du tager ét skridt til, så åbner jeg hendes strube!” Varmt åndedræt ramte siden af hendes ansigt. Vaklende blev hun ført et par skridt tilbage, selvom hun var lige ved at falde over sine egne fødder. Selvom hun ikke kunne se noget, var hun fuld bevidst om, hvad der forgik. Hun sank en klump.
Kort overvejede hun at bruge et ønske fra Flint, men det ville ødelægge det hele. Løbende fodtrin fra tunge støvler fortalte hende vagter var på vej, og Adrian var også til stede. Hun kunne mærke hans sind. Damians var stadigvæk et stykke væk, hvor han blev holdt tilbage af Aron, selvom hun følte, hvor meget han kæmpede, for at komme hen til hende. Råbende og sparkende.
Langsomt fugtede hun læberne.
Synet var ved at komme tilbage til hende, selvom øjnene hele tiden blev oversvømmet af tårer. Daggerten blev presset hårdere mod hendes strube, så hun knap nok kunne synke. Hendes fodtrin blev mere sikre, og hun holdte forsvarende armene ud fra sig.
Manden bag hende åndede tungt i hendes øre. Han var bange. Udefra set måtte hun se så rolig og kølig ud, men hendes hjerte hamrede afsted, og hun kunne knap nok få vejret.
Hendes blik hvilede på den lysende skikkelse foran sig, som stadigvæk var en smule slørret, men han strålede op som en stjerne midt i mørket. Adrian. Hun trak vejret tungt ind gennem næsen, før hun smuttede ind i hans hoved.
”Jeg kan ikke komme ind i hans hoved. Lad ham ikke slippe bort. Han kom her for at slå mig ihjel, så lad være med at forhandle med ham. Bare dræb ham,” hvislede hun i hans sind, som hun igen blev hevet et par skridt bagud. Hun var lige ved at snuble i sin lange kjole.
”Jeg vil have I alle sammen træder væk! Jeg forlader slottet med dronningen, forstået?!” råbte angriberen hidsigt. Han virrede med hovedet, hvilket gjorde hende i tvivl om, hvor meget han faktisk kunne se lige nu. Og hans skridt var ustabile. Alt de informationer hviskede hun videre til Adrian, som en forræderisk slange.

[Adrian Storm]

"Eriz!" Han tog sig ikke tid til at se efter hans offer, som var blevet slynget ned af gangen, men bevægede sig frem mod dronningen, som var kollideret først med væggen, sluppet fri et kort øjeblik - og han bevægede sig frem, til den sidste kutteklædte mand igen falmende fik styr på hende og en daggert blev tvunget op under hendes hage. Først da standsede han, nu blot nogle skridt fra hende med hænderne løftet. Blod gjorde siden af hendes ansigt mørkt og sortglinsende i lyset fra faklerne. Hans tænder knagede i hans mund, som han tvang sig selv til at stå stille og genvinde noget af hans besindelse, så han ikke mistede hende fordi han ikke kunne tænke klart når det var hende daggerten var tvunget mod. Hårde, kølige grå øjne strøg vurderende fra mandens bakkende fødder, op over hvad han kunne se af mandens krop, hans skælvende fingre, de flakkende øjne og hovedet der virrede mod lyden af de nærmende støvler, gennem åbningen ved hans øjne, kunne han se at mandens pupiller var så små hovedet af en knappenål. Han var blændet.
”Jeg kan ikke komme ind i hans hoved. Lad ham ikke slippe bort. Han kom her for at slå mig ihjel, så lad være med at forhandle med ham. Bare dræb ham,” tilstedeværelsen var et pres i hans hoved, bag hans øjne men han nikkede langsomt en enkelt gang. Han holdt hænderne oppe, parat til at fyre endnu en lysstråle af hvis manden rent faktisk hørte ham, og så bevægede han sig hurtigt, men lydløst fremad som Eriz stemme hviskede for hans indre øre, alt hvad han burde vide om manden bag hende. Snart stod han tæt nok på til at kunne række ud og røre hende, her stod han stille et øjeblik og hans blik fangede hendes. Han forsøgte at sende hende et beroligende blik. Jeg har dig.
Så skød hans arm frem, lukkede sig om det håndled der holdt kniven og hev frem mod sig - hans anden arm gik til Eriz og skubbede hende til siden, hårdt nok til at sende hende ud af mandens greb og så greb hans stærke, ru fingre om mandens tindinger. En tommelfinger på den ene side af hans hoved og resten af fingrene på den anden. Blændende lys oplyste hans eget kølige ansigt, som lys mellem hans fingre brændte sig ind i kraniet på manden der lagt hånd på kvinden han elskede. Væske løb ned af mandens kinder som tåre. Men det var resterne af hans øjne. Han hylede mellem englens hænder. Og så hylede han ikke længere. Da Adrian løftede sine hænder fra hans ansigt, faldt kroppen tilbage med tomme, sorte øjenhuler stirrende op i loftet og munden åbnet i et lydløst skrig. Intet åndedræt om fra ham.
Han vendte sig. For enden af gangen stod en paralyseret vagtdeling. Han samlede et lommetørklæde ud af hans lommer. "Eftersøg slottet. Poster ekstra vagter ved ind og udgange, langs vinduerne - ingen kommer ind eller ud fra nu af. Hvis de protestere, så lås dem inde." Han tørrede den ækle væske mellem hans fingre bort, rank og kølig. "Find vagtmesteren, fortæl ham slottet er kompromiseret. Kutteklædte mænd, to af dem, de kan ikke være alene." Hans stemme var jævn og kommanderende. Vagterne så usikkert på hinanden. "NU!" Og så fik de fart på. Så snart de var ude af syne forsvandt alt hans kølige overblik og ranke positur som han hurtigt vendte sig mod Eriz og lagde sig på knæ ved siden af hende, mens ru hænder begyndte at vandre over alt på hende. Søgende op ad hendes arme, ud over hendes skuldre, vendte hendes hage op så han kunne tjekke hendes hals og så op langs siderne af hendes ansigt, strygende ud over hendes hår for at mærke efter sår eller buler mens hans ængstlige øjne hvilede på hendes ansigt og hans hjerte syntes at stå stille i hans bryst.

[Eriz LaPiera Black]

Et gisp slap Eriz’s læber, da Adrian angreb. Hvert sekund forventede hun, at mærke kniven bore sig ind i hendes kød, men den nåede kun at snitte hende overfladisk over huden, idet Adrian skubbede hende væk. Skubbet var hårdt nok, til at hun ramlede sammen med væggen, hun lige nåede at afbøde. Hurtigt gemte hun ansigtet bag sin arm, mens hun lod sig glide ned på knæ op af den kolde væg. Benene nægtede at holde hende længere. Hjertet hamrede så hårdt i brystet på hende, det føltes som om, det var ved at slå sig igennem ribbenene. Det var sådan frygt føltes. Også selvom hun nægtede, at lade det vise sig.
Det var først, da varme hænder rørte ved hende, hun kiggede frem fra sin arm. Øjnene sved stadigvæk, men de løb i det mindste ikke i vand længere. Forsigtigt rettede hun sig mere op, mens Adrian søgte efter skader på hende. Hun kunne ikke mærke noget selv. Chokket havde fuldkommen stjålet hendes sanser, så alt hun hørte var blodet, der brusede i hende.
Hans hænder berørte hendes ansigt, og hun blev tvunget til, at rette blikket mod ham. Han så bekymret ud. Beroligende førte hun hans hænder væk fra sig.
”Jeg har det fint,” hviskede hun bekræftende. Hvorfor hviskede hun? Øjnene flakkede mod de to lig på gulvet et stykke væk, som forventede hun, de ville rejse sig på ny. Sjovt. På trods af borgerkrigen og diverse mordforsøg på hende, kunne det stadigvæk ryste hende, når det faktisk lykkes nogen, at komme så tæt på hende. Hendes fingre lukkede sig om stoffet på Adrians skjorte ved hans ærmer, så han ikke, ville kunne hverken rejse sig eller trække sig væk fra hende. Hun sank en klump. Tvang sig selv til at løsrive blikket fra ligene, og i stedet kigge op på sin redningsmand.
”Damian? Hvad med Damian?” spurgte hun bekymret, men var allerede i gang med at søge ud efter ham. Åh fantastisk! Han var allerede, ved at blive ført i sikkerhed sammen med Flint, Aron og hendes general. Han var ikke i fare. Det havde været hende, angriberne havde været ude efter.
Først nu lagde hun mærke til blodet, der silede ned over ansigtet på hende fra et sår ved tindingen. Det var løbet ned over hendes ene mundvig. Hun kunne smage metallet i sit blod, hvilket var lige ved, at få hende til at kaste op. Nogle sorte lokker var blevet revet ud af frisuren, så de nu hang ned over hendes ansigt i små totter.
Modvilligt slap hun Adrian med den ene hånd, for at mærke efter skaden ved tindingen. Det virkede ikke alvorligt. Den eneste grund til, hun var svimmel og ikke kunne tænke særligt klart, var chokket fra det pludselige angreb.
”Er du okay? Du kom ikke til skade, vel?” spurgte hun stilfærdigt, før hun kiggede ned på sin hånd, der havde rørt ved såret. Mørkerødt blod badede hendes fingerspidser. Hun trak vejret dybt ind gennem næsen. ”…Hvordan i alverden kom de ind? Jeg… jeg er nødt til, at sørge for slottet bliver lukket ned. Gæsterne må ikke vide noget. Damian skal have vagter hos sig hele tiden, og jeg må få sendt nogen afsted til mit kontor. Slottet skal gennemsøges, og…” Hun prøvede, at komme på benene, for at tage sig af alle gøremålene, men skælvede stadigvæk så kraftigt, at hun måtte lade sig glide ned på gulvet igen. Ingen måtte se hende sådan her. Ingen!

[Adrian Storm]

Hans bryn pressede sig tvivlende ned, som hun hviskede at hun havde det fint før hendes blik begyndte at flakke. Han lod hende føre hans hænder bort fra hendes modvilligt, inden hendes fingre hagede sig i hans skjorteærmer. Hans blik blev på hende og han gjorde ingen mine til at rejse sig eller flytte sig på anden vis, hans øjne fæstet på såret ved siden af hendes hoved. Det blødte stadig, og det var et slag-sår, ikke et knivsår, så hun kunne nemt have fået hjernerystelse af slaget og stadig være for meget i chok til at føle det.
"Det ved jeg ikke," svarede han, da hun spurgte til Damian og han skulle til at spørge om han skulle gå ud og finde drengen, da hendes blik blev fjernt et øjeblik - hun var allerede selv igang med at finde ham og han så en fornemmelse af lettelse i hendes øjne, så han antog at drengen havde det fint. Hendes egne fingre gled op til hendes sår, som blev hun først nu klar over at det var der.
"Nej, jeg har det fint," svarede han, en smule kort for hovedet, som den hånd hvis ærme hun havde sluppet, igen gik til hendes ansigt. "Sssh," tyssede han på hende, som hun begyndte at tale om alle de ting der skulle gøres nu og endda forsøgte at komme på benene. Som hun gled ned igen, lagde hans anden hånd sig på hendes skulder, tungt og hans fingre greb om den, klar til at stoppe hende hvis hun forsøgte at rejse sig igen. "Jeg har allerede givet din vagt besked på at lukke slottet for ind og udgang. Resten kan jeg be dem om, så snart du er sikret. Du bliver siddende her, til jeg har healet det sår." Det var ikke til diskussion. Hans fingre ved hendes hoved, strøg først en enkelt sort hår lok bort fra hendes pande og lagde sig så over såret ved hendes pande. Et enkelt, dybt åndedrag som syntes at gå hele vejen til hans mave, hans øjne lukkede sig og så rakte han ind i sig selv efter de healende energier der svømmede i hans blod. Spøgelsesagtig hvid, lysende røg lagde sig om hans hænder og lyste gangen op for tredje gang, selvom dette lys var blot halvt så stærkt som det han havde slået ihjel med.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz havde ikke engang overskud til at skulle til, at diskutere med en portusiansk general om, hvad hun skulle og ikke skulle. Tankerne kredsede stadigvæk kaotisk om det der lige var sket. Det måtte være Marcellus’ mænd! Hvem ellers ville være snedige nok, til at blokere hendes kræfter, samt snige sig ind på slottet uden nogen opdagede det?
Adrians ru fingre strøg hende over panden. Kort lukkede hun øjnene i af fryd over fornemmelsen, før ansigtet skar sig i en smertefuld grimasse, da han healede hende. Et klynk lød fra hende. Mørket i hende hvinede og twistede sig som slanger, men det var ikke lige så slemt, som sidste gang han havde healet hende. Håndaftrykket var falmet men forsvandt aldrig.
Hivende efter vejret åbnede hun forsigtigt først det ene øje og så det andet, for at være sikker på, han var færdig med sin healing. Hun løftede en hånd op til såret, men det var nu væk. Kun blodet var tilbage som bevis på den skade, hun havde tilegnet sig. Følelsen af daggerten mod halsen, fik hende til at synke en klump, mens hun automatisk gned sin strube. Det havde været så tæt på. Alt for tæt på.
Blikket flakkede over mod metalkronen, der lå et stykke væk. Faklerne fik omridset til at gløde, så det lignede metallet var rødglødende. Forladt lå den dér. Tung, farlig, og opmærksomhedskrævende. Hun lænede sig langsomt frem mod Adrian, og lagde tavst sit hoved ind mod hans skulder, uden at slippe kronen med blikket. De lange, sorte øjenvipper sitrede.
”Hold om mig…” hviskede hun til hertugen.

[Adrian Storm]

Han kunne mærke hvordan mørket i hende veg for ham, se den smertefulde grimasse skære sig over hendes kønne, blodvåde ansigt og han ville ønske han ikke også gjorde hende ondt, når han aldrig ønskede at gøre det. Det var hurtigt overstået denne gang, skaden kun overfladisk, så lyset dæmpedes langsomt indtil det helt forsvandt og hun forsigtigt åbnede hendes øjne igen. Han forsøgte sig med et mildt, forsikrende smil. Alt var okay nu. Det var overstået. Hans blik blev på hende, som hendes løb ned af gangen til den efterladte krone, blev på resterne af det næsten størknede blod ved siden af hendes ansigt. Han havde brugt sin lommeklud på at tørre væsken af den dræbte mandens øjne bort fra sine fingre, så han havde intet på sig, der kunne rense den sidste plet af oplevelsen af hendes udseende. Hånden der hvilede hvor såret havde været, strøg ud over hendes hår, forsigtig for ikke at ødelægge hendes opsatte frisure mere end den allerede var blevet af kidnapnings forsøget. Hendes hoved lagde sig mod hans skulder, hånden vandrede ned om hendes nakke hvor bløde, fine hår kildede hans fingre - og så nåede hendes hviskede ord hans øre. Han svarede ikke med andet end at gøre det. Hans ene arm gled om hendes ryg, hans anden skubbede sig ned under hendes lange kjole så han kunne gribe om hendes ben og trække hendes spinkle skikkelse helt op på hans skød. Stadig knælende på gulvet, holdt han om hende med sig ansigt lagt mod hendes hår, meget som en forældre ville holde et barn der havde haft en drøm der havde skræmt det.