Well Hello There!

[Zachariah Fairbairn]

Det var allerede begyndt at blive gentagende og Zach havde været ved at sænke sine parader, i den tro at der absolut intet var at komme efter. Des mere overraskende var det da Damian endelig viste sig fra den kampklare og lærevillige side. Det lykkede Damian at gribe fat i ham og hive ham fremefter. Benet. Midt i det hele indså Zach hurtigt at han blot gentog Zachs bevægelser. Og netop Zachs måde at vælte Damian på kunne vælte hvem som helst, barn som voksen, hvis blot man kunne skubbe folk ud af balance. Han ramte gulvet, men var rullet væk fra Damian inden knytnæven kunne nå at ramme ham. Normalt ville han nok have rakt ud efter armen og hevet Damian ind over sig og rundt, så Zach selv sad øverst og med frit spil til at slå løs. Men han var alligevel svagt bevidst om at han ikke bare kunne slå løs på prinsen.
Han var hurtigt oppe igen. Han rullede om på sin mave, skubbede sig op med armene og i et lille hop kom det friske ben ind under ham og hjalp ham helt op og stå igen. Han rankede sig og sendte Damian et smil.
"Godt" var hans eneste kommentar. Han var vel lidt tilfreds. Begyndt at glemme de faktisk var til en fin fest og ikke i en eller anden kamparena indenfor.
"Balancen er vigtig. Uden balance kan man ikke bevæge sig, men kun falde. At falde betyder mistet koncentration på modstanderen og flere svagheder" Belærte han. Det var ikke for ingenting han havde tilbragt tid i dødsenglenes eget militærakademi. Han stillede sig op igen.
"Hvis jeg nu angriber dig...Hvordan vil du så modtage mig?"
Uden at vente på svar, trådte han frem på sit raske ben. Hans knyttede hånd gik efter maveregionen og hvis Damian kun fokuserede på det indkommende slag, ville han måske ikke indse at det rigtige slag kom fra hans anden hånd - direkte mod hans hals.
Han passede dog på. Selv hvis han ramte nogle af stederne, var tanken ikke at slå for hårdt. Nok til at det kunne mærkes. At slå på halsen kunne skabe bevidstløshed, hvis ikke værre, så hans plan var at undgå og ramme på pulsårerne.

[Dylan Forsyth]

Triumferende smilede Damian over hele ansigtet, da det rent faktisk lykkes ham, at få væltet den voksne dødsengel – derudover fik han endda ros af ham! Brystet pustede sig op i stolthed, og han kunne knap nok stå stille på fødderne af bare iver. Han lyttede dog intenst til, hvad han fik af vide. Det her var den første undervisning, han overhovedet havde fået i kamp, og han slugte det hele, lige så grådigt som flammerne i en høstak.
”Balance er lig med vigtigt,” slog han fast med et nik for at vise Fairbairn, han havde modtaget og forstået, det han havde fortalt. Han stod og små hoppede på stedet. Rundt omkring kunne han se og høre på gæsterne, at de syntes dette var dybt uacceptabelt, men han kunne ikke være mere ligeglad. Endelig fik han lov til at lære noget! Endda af en anden dødsengel! Lederen af dødsenglene! Det her var hans livs bedste dag.
Fairbairn fik hans fulde opmærksomhed, da han trådte frem mod ham i et angrebsmønster. De observerende øjne kørte i flyvende fart over dødsenglen. Støtte på rask ben. Vægten lå forskudt. Ikke styrke bag første slag mod maven. Begge skuldre i bevægelse. Indenfor blot to sekunder havde Damian allerede aflæst Zachs angreb, takket været sine mesterlige evner indenfor kropsaflæsning.
Hurtigt skød han sin arm op for at afværge slaget mod hans hals.

[Zachariah Fairbairn]

Zach så at Damian var mere klar på at modtage slag, end han var på selv at give dem. Med et lille smil - og meget erfaring - skiftede han lige så hurtigt taktik. Han gennemførte slaget mod halsen, men slaget mod maven, som var blevet undervurderet, slog hårdere til end beregnet. Zach var dog hurtigt væk igen, trådte et halvt skridt tilbage for at se hvordan hans slag var blevet modtaget og for at beskytte sig selv, i tilfælde af Damian ville kaste sig frem i et nyt angreb.
Men han var godt fornøjet. Dette var underholdende! Og langt bedre end forventet. Han havde forventet en kedelig fest, hvor han skulle stille op, for at vise sig frem. Hey, her er jeg, jeres fucking nye leder af de kaotiske dødsengle! Pas på! Eller jeg pusser dem på jer!
Ahhaa...Nej. Det blev aldrig som hos varulvene. Han passede ikke til her. Alt var for fint. At kaste lidt rundt med en prins, uden at blive straffet for det, var det bedste der kunne ske. Ikke mindst for ham, der nærmest var født med et had for de adelige og deres forfinede måde at være på. Som Illyana. Forfærdeligt!

Medmindre Damian kastede sig efter ham, i hvilket han ville gøre sit for at undgå og skubbe ham ud af balance på den ene eller anden måde, besluttede han sig dog for der var en slutning på morskaben. Han lod sig rive med og han tvivlede ikke på det kun var et spørgsmål om tid, før han behandlede Damian som enhver anden dødsengel, der modtog undervisning. Det betød blå mærker og blodige læber.
Han rettede sig op og rettede lidt på sit tøj, selv om det på ingen måde var lige så fint og præsentabelt som alle de andres. Godt det samme, han ville ligne en druknet rotte!
"Du er ikke helt håbløs, prins. Hvis du en dag vil regere et land, vil folk prøve at vriste det fra dig. Du burde træne" påpegede han sigende, ligeglad med om det var passende af ham eller ej. Faktisk kunne han ikke lade være med at smile lidt, som han bemærkede folks mistroiske og forfærdede blikke mod ham. Jaja, skændsel og alt det! Han skulle nok snart gå!
"Din far er berømt. I hvert fald i to af landene. Du er så glade for bøger...Du burde tjekke hvem der besteg tronen før de fik denne Theodor på plads. Se...Det er god godnatlæsning!" Han ville ikke indrømme det direkte. Drengen var god nok, lærenem. Men at droppe et navn, der endelig var ved at uddø blandt folk...Der var ingen grund til at give Forsyth den ære! Nej. Drengen skulle nok selv finde ud af det og indse hvilken skændsel det var.

[Dylan Forsyth]

Slaget mod halsen fik Damian parreret, men han havde ikke været klar på, at slaget i maven ville blive fuldført. En knytnæve ramte hans følsomme maveregion, som han automatisk sugede til sig – men for sent. Musklerne spændte sig i et håbløst forsøg på, at tage det væreste af slaget. Alt luft blev slået ud af ham, så han knækkede sammen på midten efterfuldt af det karakteristiske, halvkvalte støn.
Begge arme lagde sig mod hans mave, mens han bakkede væk fra dødsenglen. Ansigtet var fortrukket i sammenbidt smerte, men der var ingen tårer i hans øjne.
”Deres Højhed!” Udbruddet kom fra en general, som med det samme gjorde mine til at træde frem, men han blev brat stoppet af Eriz, der bremsede ham med en gestus. Damian kiggede hen mod dem, før han med kontrolleret åndedræt, tvang luft ned i sig igen. Langsomt rettede han sig jamrende op igen. Musklerne gjorde vanvittigt ondt, men han lyttede ikke til dem.
Fairbairn rettede smilende på sit tøj. Legen var overstået – for nu.
Damian havde helt glemt, hvorfor de havde kæmpet til at begynde med, men da dødsenglen åbnede munden, og afslørede noget om hans far, forsvandt resterne af smerten fra hans ansigt. Intenst lyttede han, stadigvæk med en hånd hvilende på sin ømme mave.
Ud af øjenkrogen kunne han se Eriz tog et enkelt skridt frem, som ville hun først nu blande sig, men hun så ud til, hun nåede at standse sig selv.
”Damian?” kaldte hun i stedet blødt på ham, og rakte en hånd frem. ”Kom darling, lad mig se en gang på dig.”
Øjnene hang på Fairbairn, mens han nølende forlod han, for i stedet at gå hen til sin mor. Kredsen af folk blev brudt. Gæsterne begyndte igen at snakke, samt gå rundt mellem hinanden, som hovedløse dyr uden mål i livet. Helst ville han have blevet ved dødsengel, og hørt mere om deres race, men han kunne ikke være ulydig overfor sin mor, når hun lagde mærke til det.
Hendes hænder omsluttede hans ansigt, så han blev tvunget til, at se væk fra dødsenglen, og hen på hende i stedet.
”Er du okay, min egen? Kom du til skade?” spurgte hun pyldrende, selvom hun havde stået, og set det hele, uden at bryde ind én eneste gang. Ikke at Damian satte pris på det.
”Jeg har det fint, moder,” sukkede han småirriteret, og skubbede hendes hænder væk. Igen kiggede han sig over skulderen, for at se mod dødsenglen igen. Han havde besluttet sig nu. Han ville til Sethos. Han ville trænes til kamp. Han ville være ligesom Fairbairn. Et smil spillede sig om hans læber, inden at han endnu engang måtte vende sin fokus mod folkene omkring ham. Aron var blevet kaldt hen, for at være sikker på, han ikke var kommet slemt til skade.

[Zachariah Fairbairn]

Nurh. Se alle de skvat, der puslede om den lille fyr, bare for en lille mavepuster. Helt naturligt trak det i hans mundvige på en ganske hånende måde. Hans arme gled over kors, da hans blik gled videre til vagterne. Selv om de ikke blandede sig, var det tydeligt de var anspændte og blot ventede på en katastrofe. Åh, han kunne give katastrofe! Han havde væltet et kongeligt par af en trone. Hvem sagde ikke han kunne det igen? Der var altid folk der var utilfredse. Hele hans krop værkede efter at lave ballade. At puffe til en prins var kun sjovt så længe.
Han sendte drengen et udfordrende smil, da han så tilbage, før han vendte ryggen til dem alle og trak sig tilbage. Lidt efter var han forsvundet mellem vagter og gæster, der var mere nysgerrige angående prinsen. Ingen ønskede at røre ham og folk flyttede sig automatisk for ham, da han forlod festen.
Kedelig fest. Den var ikke på højde med en vavilonsk. Han gabte, som han trådte ud af døren, før vingerne brød det allerede slidte stof og han satte til himmels.

Shaiin, der havde holdt en samtale med kong Vaelon imens, bemærkede det hele. Men også han blandede sig udenom. Mens Eriz puslede om sin dreng, fulgte Shaiins øjne dødsenglenes leder, til han var væk.
//Out