Velkommen til The Devil's Playground (Åbent)

[Eriz LaPiera Black]

Hele slottet havde stået på den anden ende i flere dage op til festen. Genopbyggelsen skulle blive fuldendt, alt gøres rent, ryddes op, mad bestilles, drikkelse, pyntning, stearinlys, underholdning, invitationer, og alle andre praktiske ting som sovepladser, transport og sikkerhed.
De var ikke Vavilon, men da dagen endelig oprandt, var Eriz stadigvæk tilfreds med det hele. Spisesalen var oplyst af de store, metal lysekroner, der hang ned fra det høje loft. Tre langborde var dækket. Et til de royale, og to til de adelige, rige og magtfulde.
Vogne, heste og folk på vinger landede på den store slotsgård, før de samlet eller hver for sig, besteg trappen op til slottet med brede smil, høflige fraser hængende på deres læber, og iklædt deres mest fornemste tøj. Jakker blev taget imod af et tjenere, før gæsterne blev vist ind til den store spisesal.
Bandet i hjørnet spillede mens gæster strømmede ind gennem dobbeltdørene, hvor de stod snakkende i små klynger, mens de fik tilbudt en lille velkomst drink, de kunne varme sig på. Trods alt var vejret stadigvæk ikke helt mildt.
Det var år siden nogen havde holdt en fest som denne. Krig, intriger og drab havde ligget over verden så længe. Folk havde glædet sig til denne aften. Mange havde ikke set hinanden, og hilste nu glædestrålende med håndtryk eller omfavnelser på tværs af lande og kulturer.
Midtpunktet af det hele var dog festens vært. Den sejrende part. Nattens skønhed. Mørkets tjenerinde. Dronningen af Pandemonium. Hun stod omgivet af folk, der både ville hilse personligt på hende, sole sig i hendes selskab, hentyde til ønsket fremtidige handler, lege tætte venner med hende, eller blot høre spændende historier om den afsluttet borgerkrig.
Lige så nådesløs, som hun havde været ude på slagmarken, lige så elegant var hun nu. Med et yndigt smil hvilende på sine røde, fyldige læber, fandt man hende både charmerende og behagelig. Hengivet i en samtale, kunne hun både tage sig tid til, at skåle med en anden, hilse på en tredje, og grine klingende af en fjerdes joke.
Hele tiden gled hendes dragende, isblå øjne dog hen til dørene, som ventede hun én. Når nogen kommenterede det, smilte hun bare, og svarede med et smigrende kompliment, der straks fik personen til at glemme det.
Kvinder roste betaget hendes kjole, når de hilste hende. Den var henrivende! Et tydeligt tegn på Pandemoniums sans for mode. Tæt sad den til hendes timeglasformet krop, og smeltede ud over gulvet som stearin. Vovet viste den ryggen og skuldrene, så det kunne krible i enhver finger, for at stryge ned over den synlige rygrad.
I farverne sort og guld mindede kjolen om gloende metal.
Alligevel måtte Eriz tage sig i, ikke at ønske sig tilbage i sit praktiske tøj, hun havde båret i sin militærlejre. Den her slags tøj var stadigvæk uvant for hende. Kjolen sad så stramt, hun ikke kunne trække vejret ordentligt ind, og brysterne var presset op til en dyb kavalergang.
Igen og igen måtte hun tage sig i, ikke at røre ved sin frisure, der holdte håret væk fra hendes ansigt, hvor makeup gjorde hendes øjne mere intense og læberne røde som blod. Metalkronen hvilede tungt som bogstaveligt talt kronen på værket. Nakken var for længst blevet øm på grund af vægten.
Men hun skjulte sin utilpashed mesterligt. Trods alt var hun opvokset i det her. Og hun vidste hun led lige så meget, som de andre kvinder hvis fødder jamrede sig i skoene.
Igen tillod hun sig, at skæve mod dobbeltdørene, da opråberen præsenterede en Lord… nej. Nej stadigvæk ikke ham. Mon han overhovedet kom? Mon de overhovedet kom? Portusianerne havde ikke givet hende et klar svar om deres deltagelse i festen – men som Aron havde bemærket: De ville være godt dumme, hvis de ikke kom.
Så hun afvæbnede sig med tålmodighed, og lod sig endnu engang fokusere på samtalen omkring hende.

[Salander Rosenthel]

Dobbeltdørerne til festsalen gled åbne og rummet åbnede sig for dem, det høje loft så langt borte at det strakte sig som en himmel i sig selv over deres hoveder. Det trak ved Salander Rosenthels læber. Se det her var en fest, som var de royale værdige. Hans greb om kvinden ved hans sides arm blev strammere, så hans fingre trykkede sig ind i kødet af hendes underarm. Opråberen fandt dem på listen.
"Rådskvinde af Portus, Helena Rosenthel og gemal," Hans fingre strammede sig endnu mere. Han kunne se hendes kæbe blive stram. Men hun hev ikke armen til hende eller lavede den mindste lyd, mens hans kærlige blik hvilede på hendes ansigt med blot et glimt af afsky. Han skulle have været Fyrst Rosenthel nu. Det skulle have været hende der blev nævnt som nummer to til hans navn. Han skulle have taget den plads i Rådet til sig selv. De bevægede sig ind i rummet med samme naturlige ynde som glidende svaner, kun stoppende for at tage imod en velkomst drink - Salander trak en lommelærke ud af hans jakke og hældte blod i alkoholen fra den. Han var klædt i et lukseriøst jakkesæt i sorte og røde fløjls dekorerede farver med et par blod røde, pressefoldede bukser, nogle sorte, lakkerede sko og et charmerende smil lagt over folderne af hans ansigt, som han førte rådskvinden på hans arm, som en dressur rytter ville lede sin præmie pony. Hun havde håret løst, hendes kjole i en mere dæmpet, rød farve end hans og lukket helt op til hendes hals, faldende helt ned til hendes fødder, så kun hendes arme var nøgne. Salander styrrede dem direkte op til forsamlingen om dronningen, øvede socialiter ville hilse på værten, før nogen anden. Smalle, mørke øjne indtog dronningens form. Hendes rygte havde ikke løjet. Hun var så fuldent smuk som en lille porcelæns figur på gulvet, synende så evig og overjordisk skøn som en vampyr nogensinde kunne ønske sig at være. Helena slæbte sine fødder en smule på vej op til hende. Hans negle bed hende og hun rettede sig ind, som en hest for en rytters pisk. De standsede foran dronningen og han gled sømmeløst over i et dybt buk, mens hun stift bøjede nakken for dronningen. "Deres majestæt," hilste han for dem. "Vi takker for Deres invitation, det er i sandhed en ære at kunne bevidne en fest for så stort et fremskridt i den pandemonske historie. Tillykke med Deres sejr i borgerkrigene." Hans stemme så behagelig som kærlige, varme hænder mod kølig hud.

[Mikail Greywolf Garou]

Parret foran ham var vampyrer og deres racelugt og parfume skar i hans næse så galt at han måtte holde vejret, mens de gik frem for at blive råbt op af opråberen. Han rettede ukomfortabelt på slipset om hans hals. Han havde lyst til at flå det fornemme, kløende jakkesæt af sig, men han skubbede lysten ned så hårdt som han kunne og skubbede hans hænder ned i jakkesættets lommer. Okay, forståeligt nok at Loup ikke selv havde lyst til at tage afsted - men de kunne ikke lade varulvene være urepræsenterede, og han havde territorium her, så det var nærtliggende at han tog med - men ved portene, havde det lige behøvet at være ham? Han trak en hånd igennem hans rodede hår, som han trådte frem til opråberen som løftede begge bryn af ham. "Og du er?"
"Garou."
Opråberen så ham op og ned og rynkede brynene yderligere. "Loup Garou?"
"Yep, mate, kan du lide det nye hår? Jeg syntes det var på tide at få det klippet og farvet."
Manden løftede bryene så de næsten sad ved hans hårlinje. Han åbnede munden.
"Portene - jeg er hans fætter!"
"... Det ved jeg ikke hvordan jeg skal råbe op."
Mikkel strøg en hånd over hans ansigt. "Jeg er hans stedfortræder - Mikkel Garou - bare sig det," knurrede han.
"Mikkel Garou, stedfortræder for Fyrst Loup Garou." Råbte opråberen mens varulven bevægede sig ind. Hele hallen stank af parfume, men der var også spor af madlavning et eller andet sted. Han tog imod en velkomst drink og slugte det hele i én slurk inden han trak sig ud til siderne af hallen for at danne sig et overblik, som en mand på en slagmark. Parret der havde været foran ham styrrede direkte mod den lille indercirkel der havde dannet sig længere oppe i hallen, hvor dronningen stod i midten.
Han lavede en lav, fløjtende lyd. "Euphonias bryst, en dame," Han havde hørt om det, men aldrig set det i virkeligheden. Hans fætter havde satme smag i sine sengepartnere.

[Vaelon Arahaelon]

Hele landet stank af sod og svovl. Nattehimlen var gemt bort bag røgfyldte skyer fra landets fabrikker, så Vaelon næsten kunne sværge på at han kunne smage skidtet i luften. Men Castle of Fire var i sandhed pyntet op til en storslået fest. Han havde været tvivlende til om han skulle deltage eller ej, men beslutningen i Rådet havde lydt på at det ville være det klogeste, om ikke andet så for at solidere alliancen mellem deres lande.
Hans vogn var standset ved trinnene op til slottets store dobbeltdøre, så han ikke behøvede sætte sine fødder på pandemonsk jord mere end allerhøjest nødvendigt. Han bevægede sig gennem dørene, og blev mødt af opråberen, som omgående rømmede sig, så snart han så ham.
”Hans kongelige højhed, kong Vaelon Arahaelon af Portus!” Kongen bevægede sig forbi opråberen, og ud i den storslåede festsal. En tjener skyndte sig til ham for at tilbyde ham et glas med velkomstdrikken, men han afviste den høfligt, og fortsatte videre ind i rummet. Han havde iført sig klæder som for én gangs skyld sømmede sig til den festlige anledning. De bare fødder var iført sko af mørkt læder, og den fornemme kappe var rigt udsmykket med tynde guldtråde i et hav af grønt. Skjult i den grønne farve kunne man se Ineis cirkler, hvis man så grundigt nok efter – kongen tog ingen steder uden sin gudinde, og aldrig til hjertet af Pandemonium – og håret var nok en gang strøget tilbage over nakken, holdt tilbage af en gylden kæde. Kraven omkring hans hals var prydet af en smule pels som værn mod den kølige luft. Hans ansigt var lige så meget lavet af sten som det altid havde været, og de gyldne øjne som vandrede rundt i salen lige så granskende.
Det var ikke en svær opgave af finde den pandemonske dronning midt i det hele. Som altid havde kvinden en unaturlig evne til at drage ethvert blik til sig uanset hvor hun befandt sig i et rum, og hun var vist allerede blevet center for opmærksomhed fra flere af sine gæster, deriblandt rådskvinde Rosenthel og hendes mand. Som det sømmede sig, satte Vaelon selv straks kursen mod dronningen, med en ung tjenestedreng lige i hælene af sig.
”Deres Majestæt,” hilste han til Eriz da han nåede frem til hende, og bukkede dybt med nakken i hendes retning. Ud fra øjenkrogen så han tjenestedrengen skynde sig at gøre det samme. ”Slottet ser storslået ud, ligesom De selv gør. Pandemonium har i sandhed en dronning som finder sig til rette både på slagmarken og i en festsal.” Han trak en smule på smilebåndet.

[Eriz LaPiera Black]

Flygtigt havde Eriz først troet at vampyren, der stillede sig hen til hende var fra Pandemonium. De røde og sorte farve snød hende. Men lige så snart hendes blik gled over hans partner, genkendte hun Portus’ ene rådskvinde, Helena Rosenthel. Igen vendte hun opmærksomheden mod herren, der havde hilst på hende. Et imødekommende smil prydede hendes ansigt, da hun bøjede hovedet i hilsen til ham, så nakken endnu engang jamrede sig over tyngden fra kronen.
”De er alt for venlig. Og mange, mange tak. Jeg gjorde dog blot det enhver dronning, ville have gjort for sit kongerige,” svarede hun glat, og gentog de ord hun snart havde udtalt så mange gange, hun ikke havde tal på det længere. ”Og jeg beder Dem… æren er på min side. Jeg er blot glad for, endelig at kunne møde Dem.” Hun sendte Helenas mand et bredt smil, der afslørede rækken af perlehvide tænder. Det var lykkes hende, at danse galant rundt om ham, uden at afsløre hun faktisk ingen ide havde om, at Rosenthel var gift. Hjertet var begyndt at hamre en smule i brystet på hende. Heldigvis kom Vaelon til hendes undsætning. Lettet skabte hun afstand mellem hende selv og vampyrerne, ved at hilse på den portusianske konge på den sædvanlige måde – et kys på hver kind. Imens gled hendes øjne søgende rundt. Havde de virkelig sagt Garou? Var han kommet?!.
Hun rankede sig igen.
”De smigre mig, min ven. Og hvor er det dog en fornøjelse, at De vil beære mig med Deres behagelige selskab! Som altid er det en fryd,” smigrede hun med en hånd hvilende på hans underarm, før hun slap ham. En del af hendes sind havde gravet sig ind i opråberens hoved, for at bladre igennem hans minder, indtil… ah! Der havde vi det! Garou. Mikkel Garou. Hun hævede sin drink op til læberne, for at nippe til den stærke champagne. Det gav hende et par sekunders ro til at, tænke sig om, før hun igen sænkede glasset med et svar til en baron om, at hun skam ikke havde beholdt drakens hoved. Liget var blevet brændt på et bål, sammen med den forræderiske hybrid.
Hun sendte Vaelon et internt blik.
”…akkurat som de ville have gjort i Portus, selvom det i pandemonisk tro er et normalt begravelsesritual,” tilføjede med et blink til ham. De pandemoniske gæster omkring dem lo overbærende. I Pandemonium havde det tit, været en sjov joke, at Portus brændte deres fjender som en fornærmelse, når det faktisk i Pandemonium var set som en normalitet.

[Adrian Storm]

Sorte, blanke lædersko bragte ham skridt for skridt nærmere og nærmere festsalen. Hans sind var blankt. Det eneste han følte var en begyndende og byggende spænding som han kom nærmere og nærmere de dobbelte porte til festsalen og de gled åbne for ham. Lokalet var oplyst af de enorme lysekroner og badede hele salen i et varmt, gulligt lys der næsten var gyldent for hans øjne. Han fandt hende øjeblikkeligt, som var hans blik trukket til hende magnetisk. Han stod stille. Opråberen sagde noget til ham. Spurgte ham om noget. Men han hørte ham ikke. Hendes kjole sad til hende, som var den en del af hendes lyse hud - kun kontrasten mellem det mørke og gyldne stof og hendes hvide hud syntes at skille dem - og den faldt så næsten hele hendes ryg og hendes skuldre var bare for verden --
Hans mund vandrede ned langs strækket af hendes hals, hans fingre strammede grebet om hendes hofter mens hans langsomt placerede hede kys hele vejen langs strækket af hendes ryg, smagte hendes svedvåde hud -
Han sank. Grå øjne næsten glasagtige mens han rev blikket ned til den hånd der var blevet placeret på hans skulder.
"Deres navn, sir," gentog opråberen, som havde han allerede spurgt en halv sens gange.
"Adrian," Hans hals var knastør og han rømmede sig. "Hertug Adrian Storm af Fagail, general af den portusianske hær og stedfortræder for Eian Winters," Han rankede sig, som opråbsmanden nikkede og gentog hans titler i en høj klar tone ud over forsamlingen. Der var flere af Eriz' højtstående officere som så op, da hans navn blev kaldt og deres blikke hvilede på ham, som han bevægede sig ned til manden der skulle tage den grå frakke han bar. Under frakken var han klædt i en skræddersyet, sort jakke, en lige så velpassende, pressefoldet skjorte under den og perfekt passende, sorte pressefoldede bukser. Om halsen bar han et perfekt foldet, sort slips der egentlig var mere pandemonsk mode end Portusiansk. Han blev tilbudt en velkomst drink, men selvom hans hals var tør som en ørken, takkede han nej og begyndte at bevæge sig ind i lokalet. Med kurs mod hende.
Hænder standsede ham. "General Storm!" hilste en venlig stemme - en af Eriz' officere, Sanders? "Vi troede næsten ikke du ville dukke op," kommenterede manden, mens flere af officerne slog en lille cirkel om ham og begyndte at melde ud om hvordan det var gået med slaget, og de strategier han havde brugt måneder på at udvikle sammen med dem - og på alle andre tidspunkter havde han været glad for at tale med dem om det, og høre hvordan det var gået, men grå øjne gled længselsfuldt mod kredsen om Eriz, inden han sukkede og indfandt sig med at tale med mændene. "Også godt at se dig, Sanders - jeg er her fordi min bror er et del af det portusianske råd og han bedte mig tage hans plads her til aften."

[Khala Riviera]

Efter at have råbt den portusianske general op, fulgte et andet udråb kort efter. "Fyrstinde Khala Riviera, leder af formskifterne, eskorteret af hendes trolovede, nobel Basel Howlter!" og et par, yngre end alle de andre der omgav dem trådte frem. Hun kunne ikke være mere end atten år gammel, han allerførst i tyverne, og hendes petite statur hjalp ikke på illusionen om at hun skulle være endnu yngre end atten år gammel. Hun var spændt ind i et sart lyserrødt monster, som greb om hendes brystkasse, fremhævede hendes smalle talje og puffede ud om hendes hofter, med et par lave, men alligevel højhælede sko. Udover alt det, bar hun et dybt ukomfortabelt udtryk med sammenpressede læber og et udtryk i hendes øjnene som om hun udfordrede hele verden til at sige én, bare én ting om hendes fine, fine kjole eller hendes alder - og så ville hun tampe hele kjolen ned i halsen på den person der gjorde det. Basel derimod virkede så komfortabel i hans suit, som hun ville have været hvis hun havde stået uden en trævl på kroppen. Bastard. Hun tog imod velkomst drinken, snoede sig ud af den unge mands greb på hende og styrrede direkte mod kanten af lokalet hvor hun fik øjenkontakt med - "Mikkel!"
Ulven flyttede blikket fra inderkredsen og over til hende. "Krøltop!" Et bredt grin strakte hans mund mens en grimasse løb over hendes.
"Du ved, det er fyrstinde nu, skovpisser," Hun lænede sig op af væggen, så lidt af vægten kom af hendes allerede ømme tæer. "Jeg var i Pandemonium for nogle dage siden for at lede efter dig," kommenterede hun og skævede op til ham.
"Sjovt, jeg har været i Vavilon," grinede han og purrede op i hendes fugleredde af krøllet, mørkeblond hår - hun så ikke ud som om hun syntes det var synderligt morsomt. "Hvad skal du bruge, fyrstinde?"
"Jeg har en fyr du skal træne," og de to indledte en længere samtale, mens Basel måtte stå, ignoreret, ved hendes side.

[Helena Rosenthel]

Salander kunne så vel som hun høre dronningens puls hoppe en smule og hans smil bredte sig en anelse. "Nonsens, æret er på min side, ellers ville jeg aldrig kunne leve med mig selv," overbød han dronningen, mens kvinden bevægede sig uden om dem, og den portusianske konge kom op og stillede sig ved den lille kreds af væsner der stod om den pandemonske dronning. Hun ville have sendt Vaelon et næsten taknemligt blik for at han kom, men som om han forudså det, klemte Salander om hendes arm og hendes blik endte på gulvet, hendes hænder foldet foran hende, mens Salander hilste kongen med endnu et dybt, elegant buk og hun tilføjede sit eget dybe nik for kongen. Hun hadede den her slags fester. Salander ville aldrig sige nej til en fest og han opførte sig altid så afskyeligt til dem. Hun kunne ikke bevæge sig fra ham, hendes arm låst i hans, hans fingre på hendes underarm - og specielt en fest som denne her, mindede ham om hvor meget lavere end hende han var, og det endte aldrig godt for hende. Men hendes ansigt var lavet af marmor. Rørte sig ikke, som kongen hilste dronningen. Salander smilede leende med på det sjove i forskellen mellem portusiansk og pandemonsk ligbrændings ritualer, mens Helenas blik flød ud over folkemængden.

[Vaelon Arahaelon]

Vaelon havde først vendt sig mod rådskvinde Rosenthel for at bukke let med nakken i hendes retning, før han havde givet hendes ægtemand den samme høflighed. Selv om at Helena var kvinde, var hendes rang højere end Salanders, og fortjente at blive anerkendt først. Hvis Vaelon lagde mærke til nogen form for utilfredshed i Salanders ansigt, eller hvordan han havde strammet sit greb om Helenas arm, var der intet i hans ansigt af sten som afslørede det. Ligesom det kun havde været et smalt træk på smilebåndet da Eriz plantede sine kys på hans kinder, hvor de fleste andre mænd med sikkerhed ville have rødmet kraftigt under følelsen af hendes varme læber mod huden.
Tjenestedrengen ved hans side rakte et bæger op til kongen, og han tog det tavst imod. Vaelon rørte stadig ikke alkohol, selv ikke den milde portusianske variant. Rent vand fyldte hans bæger og stillede hans tørst, men der var ingen af de noble omkring dem som vovede at kommentere på det. I hvert fald ikke højt nok til at Vaelon kunne høre det.
De gyldne øjne var flygtigt søgt mod opråberen da Adrian Storms navn blev annonceret, og han udvekslede et hurtigt blik med Helena. Eian var stadig utilgængelig? Han havde håbet på at han i det mindste ville have været i stand til at deltage til festen. Han havde i det mindste håbet at Adrian ikke ville være dum nok til selv at træde ind for sin bror, hans fortid med dronningen taget i betragtning. Ikke desto mindre var Adrian blevet inviteret til festen, og han kunne ikke gøre hverken fra eller, andet end at bede til Inei om at manden ikke ville gøre noget dumt.

”Metoden er den samme, men resultatet er en anden.” svarede han til dronningens joke. Tonefaldet kunne godt give indtrykket af at kongen slet ikke havde lagt mærke til at det var en joke til at begynde med. Men de portusianske flammer var Ineis værktøj, hvor de pandemonske var menneskeskabte, hvis eneste formål var at fortære. Ikke at Marcellus havde fortjent at lade sig rense alligevel. Et par af de pandemonske noble omkring dem smilede høfligt for de hævede deres egne bæger til munden.

[Eriz LaPiera Black]

Adrian. Eriz drejede ansigtet mod indgangen, og fik med det samme øje på englen. Hjertet slog et slag over. Smilet voksede sig bredere, som de fik øjenkontakt, inden at han blev skygget for af officere fra hendes hær, der alle havde savnet den portusianske general. Tøvende så hun væk, for igen at vende opmærksomheden mod sine andre gæster.

Samtalen gik frem og tilbage. Hun hilste på flere gæster, grinede høfligt at morsomme kommentarer, og talte ellers med på diverse taleemner.
Efter et stykke tid kom en tjener hen til hende, og hviskede noget lavmælt i hendes øre. Med et nik fra hende, skyndte han sig videre. Kort tid efter lød en rungende klokke, der signalerede folk skulle indtage deres pladser.
Alle var nøje planlagt blevet placeret med bordkort. Alle royale ved højbordet, adlen nede ved de to andre. Det havde været en pinefuld opgave, som havde krævet meget arbejde fra både hende og Aron, men det var lykkes til sidst, at sætte alle bedst muligt.
Vaelon, Theodore og hende oppe ved højbordet. Partnere, rådgivere og de tætteste allieret lige så.
Eriz sad selvfølgelig for bordenden. Vaelon ved hendes højre side, Theodor ved sin venstre. Men ved den anden bordende var pladsen tom. Lige så var pladsen til højre for den. Ingen bordkort. Ingen navne. Imellem de to tomme pladser sad Aron og Eriz’s mest loyale general, som havde overlevet krigen.
Først da alle havde sættet sig, slog Eriz på kanten af sit glas, og hele salen blev med det samme lagt til stilhed. Hun kunne lige så godt have lavet en besværgelse, så hurtigt gik det.
Elegant rejste hun sig fra stolen. Øjnene gled over dem alle sammen. Hun så Shaiin blandt de adelige. De forskellige raceleder. Mikkel Garou, Loups fætter – ham måtte hun tale med senere. Adrian, der sad ved højbordet ved siden af Helena og Ireion, og til sidst på den tomme plads lige foran sig. Et smil bredte sig på hendes læber. Det var tid.
”Kære venner…” begyndte hun klart og højt, så alle i salen ville kunne høre hende. ”…kollegaer.” Hun smilte ned til de to konger på hver side af sig. ”Det varmer mit hjerte, at se jer alle sammen samlet her hos mig, for at fejre slutningen på en lang og blodig borgerkrig. Jeg kunne ikke have vundet, uden jeres alle sammen støtte og hjælp – og det er sandheden. Lad ikke ydmyghed dække for det fakta. I kan alle klappe hinanden på skuldrene.” Et par sekunder kunstpause gav folk til at sende hinanden stolte smil, før hun forsatte. ”Min ægtemand er død, hvilket gør mig til enke. Selvom han forrådte mig, og ønskede min død, har jeg valgt, at fokusere på de gode minder mellem os. Vores bryllup. Vores indtagelse af landet. Vores lykkelige dage… og selvfølgelig dagen hvor vi fik vores datter, Lilith.”
Hvis der havde været stille før, var det intet i forhold til det, som bredte sig nu, da dronningen nævnte sit kidnappet barn. Ingen havde hørt hende tale offentligt om det. Man ville kunne høre en fjer falde på gulvet. Nogle rykkede uroligt på sig.
Eriz lod stilheden hænge dér, nok til den blev ubehagelig. Nok til folk sænkede blikket.
”Derefter kende I jo alle sammen historien. Kidnapningen. Skænderierne. Forræderiet. Krigen. I var der alle på den ene eller anden måde, og ligesom mig mærkede i smerten ved det – på den ene eller anden måde. Jeg kunne bruge lang tid, på at takke jer alle sammen enkeltvis – hvilket I alle fortjener – men jeg har i stedet valgt at gøre det samlet til den her fest. Samt vise min tillid til jer, for…” Hun fugtede sine læber, inden at hun valgte at overskride point of no return. Øjnene faldt på Adrian.
”… for der er noget I ikke ved. Noget jeg ikke har delt med jer. Noget som jeg har klaret selv. I er alle sammen mine loyale venner, og jeg har glædet mig så meget, til at kunne vise jer den her tillid. Jeg håber inderligt I vil tilgive mig for de mange års hemmeligheder, men jeg har gjort det at grunde I nok snart vil forstå. Jeg vil nemlig gerne præsentere jer alle sammen for en ganske særlig person. Èn der ligesom jer, har stået ved min side hele vejen igennem.”
Folk var begyndt at snakke. En mumlen og hvisken bredte sig, men Eriz hævede blot stemmen yderligere, uden at tage sig af de rynket pander, forvirret blikke, og spørgende ansigter. Hun slog ud med hånden mod dørene.
”Min søn og arving, Damian LaPiera Black.”

[Dylan Forsyth]

”-jeg siger bare, det her sucks! Jeg hader at vente. Hader at stå her, gemt væk som en eller anden idiot, mens alle folk er derude!” Damian fægtede med hånden mod retningen af stemmerne, de kunne høre fra alle gæsterne til festen. Ham og Flint stod i en stue, hvor de skulle blive, indtil de blev hentet af en tjener. De havde allerede stået her i tre timer. Lige siden de første gæster var ankommet, og Aron havde puffet dem væk.
Damian flød ud over hele sofaen med hovedet hvilende på det ene armlæn. En arm lå over hans pande, hvilket fik det til at ligne, han udgjorde en dramatisk pose. Tøjet var varmt. Guld skjorte, sort jakke med høje krave slået op om hans hals og sorte bukser proppet ned i nogle skinnende støvler. Det tykke, brune hår var forsøgt at blive kontrolleret, men allerede efter en enkelt rusketur af hans hånd, var det en tabt kamp.
Vagter var blevet placeret foran deres dør. Hans mor havde været klog nok til, at vide de to drenge, nok ville have forsøgt sig med at liste ud, hvis andet.
Igen lød et frustreret støn fra Damian. Den 13 året knægt var ikke god til tålmodighed.
”Jeg smadre snart et vindue. Flammer, hvor hurtigt kan de mon nå, at få fat på mig, før jeg er ude af det vindue og fløjet afsted?” konstanterede han for den syvhundrede gang. ”Hvem siger det her bare ikke er en forbandet plan, hun har udtænkt, for at holde os væk? Damian! I er nødt til at blive her, indtil jeg får jer hentet. Bare rolig. I skal nok komme med til festen. Right!”
Hans imitation af hans mor var skinger, og overhovedet ikke nær den rigtige. Det eneste de to havde tilfælles, var deres pandemoniske accent. Selv mens Eriz var bleg, var Damians hud brunlig. Hans far, blev der sagt. Det hele stammer fra din far.

Endelig blev døren låst op, og en tjener stak hovedet ind.
”Deres højhed? Det er tid.”
Damian var sådan set allerede på benene. Den utilfredse grimasse var skyllet væk af et bredt, gavtyvsagtigt grin. Han gav highfive til Flint, før de bevægede sig ud af stuen, for at følge efter tjeneren. Heldigvis skulle de ikke særligt langt, hvilket var meget godt, for Damian kunne næsten ikke holde sig i ro af bare iver.
Endelig! ENDELIG skulle alle i verden se ham! Ikke mere skjul, isolation eller løgne. Hele verden skulle se ham nu, og vide der var en arving til Pandemonium. En prins.
Lydigt men rastløst stoppede han op foran dobbeltdørene, som adskilte ham fra dem alle. En tjener rettede lidt på ham og Flints tøj, for han stillede sig klar ved dørene, indtil Eriz igennem telepatisk evner, gav ham signal.
Damian smilede til Flint ved sin side.
”Så er det nu,” hviskede han spændt til ham. Hjertet hamrede helt oppe i halsen på ham, og maven blev ved med at slå kolbøtter, så han priste sig lykkelig for, ikke at have taget noget at spise. Håndfladerne var helt svedige.
Det føltes som uendelige, pinefulde minutter før tjeneren gjorde et nik mod dem, og dørene blev slået op til spisesalen. Et sus gik igennem dødsenglens mave. I et øjeblik havde han helt glemt, hvad han skulle, før han sank en klump, og begyndte at gå. Rank. Smilende. Selvsikkert.
Tavsheden var lige så tyk, som hjemmelavet budding. Alle havde vendt og drejet sig i deres stole, for at følge ham med blikket, mens han roligt, vandrede op til sin mor, som stod stolt og ventede på ham. Hendes smil var kærligt. Han havde lyst til at råbe ”bøh!”, men tog sig i det. Det var ikke passende.
Endelig nåede han op til sin mor. Fløjlslet placerede han et kys på hendes kind, før han forsatte ned af langbordet mod den modsatte bordende, hvor både ham og Flint havde fået plads. Han anede ikke, hvem han passerede på vejen. Anede ikke hvem nogen som helst ved bordet var, ud over Aron og nogle af hans mors mest loyale mænd.
De alle smilede opmuntrende til ham. Afgrunden tage ham.
Han tog plads overfor sin mor. Stolen skrabede højt mod gulvet, da han trak den ind under sig, hvilket var lige ved at få ham til at grine, men han klemte læberne hårdt sammen. Kun et fnis lød fra ham. Ikke se på Flint. Ikke se på Flint. Hvis først han fik øjenkontakt med djinnen, ville han flække af grin.

Eriz ventede indtil Damian havde sat sig, før hun rømmede sig. Nølende slap gæsterne drengen med blikket, for i stedet at vende det op mod hende. Åh alle de forvirret ansigter. Hun skulle tage sig sammen for, ikke at smile alt for bredt.
”Lad os nu spise! Først vil der være en forret, så hovedret, og derefter en pause, før desserten. Herefter vil der traditionstro være både dans, tid til samtaler og fyrværkeri. Velbekomme.”
Maden blev bragt ind. Vin fyldt op i glassene. Og langsomt begyndte folk at snakke – det var nemt at gætte sig til, hvad samtalerne handlede om.

[Flint Pharr]

Flint, som havde sat sig ned på gulvet i skrædderstilling med et kortspil ved siden af Damians sofa og var ved at ligge en kabale, så op på Damian med et medlidende smil. "Jeg er sikker på det ikke vare længe endnu," svarede djinnen forsikrende, selvom han selv var begyndt at tvivle en smule. Han kunne godt se Eriz stikke dem en eller anden løgn for at holde dem væk fra noget, hun ikke ønskede dem involveret i - ikke ønskede dem set. Men så ville hun ikke have trukket dem igennem hele processen om at blive klar, vel? Hun ville ikke have sendt dem i lange, dampende bade, fået deres negle klippet og deres hår studset, sendt en skrædder for at måle dem i mange, lange timer og derefter timer med at prøve tøj på, der havde hunget Flint langt ud af halsen. Flint selv var klædt i en sort skjorte, der havde en høj men tæt krave der løb rundt om hans hals og kunne knappes hele vejen derop og matchende sorte bukser, med sorte sko. En klassisk, fin tjener mundering i Pandemonium. Bortset fra at det hele var skræddersyet og af den fineste kvalitet. Hans eget hår var stadig fint tæmmet og han var endnu ikke blevet fristet til at køre hånden igennem det. "Ret hurtigt, en af dem er vampyrer," svarede djinnen for syvhundrede gang, mens han gned en finger over hans underlæbe. Drat. Hans kabale ville ikke gå op denne gang. Han skiftede umærkeligt nogle kort. Snød i hans eget spil. Han grinede over sin skulder, af Damians imitation af hans mor, selvom det overhovedet ikke lød som hende.

Djinnen rejste sig da døren blev låst op. Hans benmuskler var faldet i søvn under ham og en grimasse filtrede over hans ansigt fra fornemmelsen af nåle i hans muskler, inden han løftede hånden til den highfive Damian gav ham og så fulgte de begge to tjeneren ind. Hans tøj blev rettet på, Damian gav ham et af sine karakteristiske smil og så blev portene skubbet åbne og salen åbnede sig for dem. Damian var frosset, for et øjeblik, ved siden af ham, men så begyndte han at gå og Flint fulgte ham. Deres sko var den eneste lyd i lokalet, som de gik ind til musikken af måbende ansigter. Han kunne næsten høre deres tanker. Selvom Damian var lige så køn på sin egen måde, lignede han ikke Eriz - ikke meget og et par af dem stirrede på ham et øjeblik som om de var forvirrede om hvilken en af knægtene de skulle se på, indtil de opdagede forskellen i tøjet ihvertfald, så fulgte de Damian med blikkene. Flint nikkede ganske let til Eriz, inden han fulgte med Damian ned til den bordende de skulle sidde ved - hans blik løb rundt efter Shaiin, men han kunne ikke få øje på manden blandt de mange, mange væsner i rummet og hans hjerte sank en smule, som han satte sig ned ved siden af Damian. Så snart Eriz havde kaldt til spisning og samtalerne omkring dem startede op igen, lænede djinnen sig ind til Damian. "Kan du se Shaiin?"

[Adrian Storm]

Alle var fundet til bords ved deres respektive borde og havde sat sig, da lyden af ringende glas kaldte deres opmærksomhed til Eriz og al samtale forstummede øjeblikkeligt. Loups stedfortræder, der ellers havde været i samtale med den yngste raceleder i flokken af de øverste folk blandt racerne, forstillede også og alle blikke fra alle tre borde vendte sig mod dronningen. Alle lyttede opmærksomt og så måbende.
Hertug Storm, der befandt sig blandt de andre rådsmedlemmer løftede langsomt begge sine bryn, mens Rosenthel parret vekslede blikke før de vendte tilbage mod Eriz.

”Min søn og arving, Damian LaPiera Black.”

Portene til festsalen gled åbne og en ung mand trådte ind, fulgt af en næsten lige så ung mand. Øjne fulgte dem.
Khalas mund faldt åben mens granskende grå øjne fra den portusianske general fulgte skikkelsen af den unge mand Eriz havde skjult for ham.

[Shaiin McGivens]

"Lord Shaiin McGivens og søn, Daron McGivens!"
I stedet for en kvindelig ledsager havde han taget sin ældste søn med. Til dels fordi han ingen kvindelig partner havde, selv om han altid havde kunne finde en frem til lejligheden. Hvis ikke det var fordi det ville føles som om han stak Flint i hjertet samtidig. Når det kom til sandheden var han usikker på om et mand-til-mand forhold ville blive socialt accepteres, kun for et øjeblik efter at nå den konklusion at de aldrig behøvede at indrømme det. Rygterne var hans boldgade og han kunne sagtens håndtere dem, hvis det endelig var.
Så her var han med sin ældste søn, der stod til at arve fabrikkerne en dag. Den yngste var sendt på andre opgaver. Nogle mere lysfølsomme af slagsen.
Tøjet var af hans eget mærke og af nyeste pandemoniumsk mode. Ikke nok med at jakken og bukserne var af fint, sort stof, så var skjorten indenunder også. Der var meget skidt i landet, både på jorden og i luften og derfor havde deres mode ofte mørke farver. I dette tilfælde havde han valgt noget helt mørk. Hans slips var af en mørkeblå farve, der alligevel virkede til at fremhæve hans ansigt, trods hans øjne var af en mørkegrå kulør. I det rigtige lys kunne de virke helt blålige.
Hans søn fulgte trop, i et mere afslappet jakkesæt i de klassiske farver. Alligevel virkede sønnen slet ikke til at indtage rummet på samme måde som sin far, som han gik alt for ret og anspændt bag Shaiin.

Shaiin var nysgerrigt fulgt med i navne og udseende. Han havde hurtigt fundet sig tilpas i en rolle, der sikrede at han kunne gå rundt og småkonversere. Med en drink i den ene hånd og et stort smil gik han fra gruppe til gruppe og hilste. Hilste og ikke mindst lyttede. Alle de små samtaler som han kunne. Både blandt gamle bekendte, venner og folk han helst ville undvære. Hvis man ikke vidste bedre, kunne det virke som om Shaiin legede vært, men i virkeligheden var det bare et udtryk for hans udadgående personlighed. Udadgående, når han ønskede det.
Til maden satte han sig afslappet ved et af de adelige borde. Så tæt på Erizs bord som muligt, selvfølgelig, men ellers uden at gøre sig bemærket. Det passede ham fint! Hvor andre ville være utilfreds over ikke at sidde til bords med selve dronningen og hendes fine gæster, havde Shaiin ingen vrangforestillinger om sin stilling. Desuden arbejdede han i skyggerne og hvilken magtfuld person indrømmede åbent at havde sådan en spion? Nej. For at undgå spørgsmål og dårlige dækhistorier hørte han til her, blandt de adelige. Noget han var godt tilfreds med.
Ved annonceringen af Damian behøvede han ikke at spille overrasket. Ud over at ingen koncentrerede sig om ham, men så efter den unge mand der trådte ind, var han faktisk lidt overrasket over at dronningen havde valgt i aften. Og dog, når han tænkte over det, passede det perfekt! Hvad bedre end når alle var samlet?
"Hvad tænker du Fader?"
Han lænede sig svagt ind mod Daron ved sin far og så lidt efter over på ham.
"hmmm? Oh. Intet. Intet"
"Sikke en borgerkrig. Man har slet ikke hørt hun har fået et nyt barn, har man vel?"
Han klappede Daron svagt på den ene skulder. Som regel et tegn til at han skulle holde op med at snakke og lade resten af tænkningen op til de voksne. Daron var slet ikke så god som sin yngre bror, desværre. Lidt for blød, lidt for naiv.
Mens folk endnu virkede stærkt optaget af at diskutere den nye prins, fandt Shaiins øjne hans egen prins. Magiens prins, hans lille djinn. Måske han i løbet af aftenen kunne snige sig tættere på og få et par ord med ham.

Og sådan gik hele aftenen. Shaiin var enten stærkt optaget af at lytte og observere uden at blive taget i det eller optaget af egne samtaler. Med kendte, med ukendte, med konkurrenterne om handlen. Han nød maden og han nød drikkevarerne. Han fik muligheden for at hilse kort på sin dronning og fortælle hende hvilken succes festen så ud til at være, for kort at præsentere sin mest ynkelige søn. Men hans dronning havde nok travlt og der var mere vigtige folk til stede, så han ville ikke spilde mere af hendes tid.

//Out

[Vaelon Arahaelon]

Mageligt havde Vaelon fundet sig til rette ved Eriz’ højre side ved højbordet. Stadig som den eneste ved bordet havde han blot rent vand i sit bæger, og tjenestedrengen lige i nærheden til at fylde det op, når han havde tømt det.
Som Eriz slog gaflen mod sit glas, blev hele salen tavs, og betragtede dronningen med opmærksomme blikke. Et smalt smil formede sig på Vaelons læber ved hendes taksigelser for støtten hun blandt andet havde fået fra ham, men ellers forblev han fuldstændig bevægelsesløs, som en statue af sten. Det eneste tidspunkt smilet falmede, var ved hendes egen påmindelse om sin datters kidnapning. Der var en dyster tavshed i rummet. Der var allerede gået over ti år siden prinsesse Lilith var blevet kidnappet, og der var selvfølgelig allerede dukket et utal teorier om hendes skæbne op. Mange troede at hun var død. Andre at hun var solgt som slave på den anden side af havet. Det var heldigvis dem, der stadig troede prinsessen var i live, som var i flertal i rummet.
Men som Eriz fortsatte sine nyheder, krakelerede Vaelons maske, og de gyldne øjne stirrede chokeret på hende. En søn? Endnu en gang udvekslede han et blik med sine rådsmænd ved det andet bord, men både Rosenthel og Storm virkede lige så chokerede over nyheden som ham. Hvordan i alverden havde hun kunne holde sådan en hemmelighed skjult?
Og så trådte drengen ind i rummet. Omgående bed Vaelon sig mærke i den mørke aura omkring drengen. Der var ingen tvivl i at han bar et mørke i sig. Spørgsmålet var så blot om det var Marcellus’ sidste gave til Eriz før borgerkrigen, eller om hun havde taget en ny elsker til sig i mellemtiden – alle rapporter om hende skulle pege på det sidste. Vaelons blik fulgte drengen – Damian – nøje, da han nærmede sig sin mor. Granskende gled hans blik fra den ene til den anden, men han sagde ikke et ord. Ikke før Damian havde fundet sin plads ved den anden bordende, og Eriz havde erklæret at måltidet kunne begynde. Mens forretten blev serveret – en suppe Vaelon kun behøvede lugte til for at bedømme at den var krydret efter pandemonsk skik – lænede han sig let mod sin venstre side, for at kunne udveksle et privat ord med dronningen.
”Vi havde ingen anelse om at De havde en skjult arving, Deres Højhed.” kommenterede han. Tonefaldet gjorde det svært at afgøre hvad han mente om nyheden. ”Jeg forstår det selvfølgelig, set i lys af hvad der skete med Deres datter. Men det var sandelig en… overraskelse.” Han skævede ned til den modsatte ende af bordet, hvor prinsen sad. Pandemoniums arving. ”Hvor har De skjult ham under krigen? Med forlov.” tilføjede han, da han igen rettede blikket mod hende.