Aftentur

[Dylan Forsyth]

Dylan Forsyth - Khala Riviera

Det havde ikke været let. Slet, slet ikke let. Men hvad var det sjove også ved livet, hvis alting var nemt?
Eriz var i Pandemonium. Flint var distraheret af sin… ven. Og på denne tid af natten var det kun vagterne, som stadigvæk var vågne. Perfekt tidspunkt for en ung knægt at liste sig ud på.
Damian havde kedet sig de sidste par dage. Slottet var hurtigt begyndt, at føltes som et fængsel, lige meget hvor storslået det var. Stadigvæk måtte han ikke komme ud. Dagen forinden havde to vagter, endda måtte slæbe ham prustende og kæmpende tilbage til værelset, fordi han havde forsøgt at gå ud af hovedporten.
Åbenbart gjalt hans mors ord højere end hans… endnu.
Så han havde taget sagen i egne hænder!
Iklædt helt sort tøj, så han ikke ville være så nemt at spotte, var han kravlet ud af sit vindue. Den kolde vind prøvede hele tiden, at rive ham væk fra murværket, og havde rusket i ham, mens han var kravlet op af slottet mod dets tag. Først da han var kommet så højt op som muligt, greb han støttende fast til flagstangen, og rejste sig helt op på tårnets tag. Luften heroppe var så kold, at han kunne mærke det bide igennem sit tøj. Smilende triumferende kiggede han over det pragtfulde syn. Byen strakte sig foran ham, som et sovende uhyre med små lys, røg og mekaniske lyde. Så storslået! Så… kæmpe stor! Og alt sammen foran hans fødder.
I et øjeblik blev han stående, for at nyde fornemmelsen. Adrenalinen pumpede i ham, og han havde lyst til at råbe sine lunger ud. Råbe mod vinden. Råbe mod guderne. Men frygten for at blive opdaget, fik ham til at lade være.
I stedet for slog han sine vinger. De brød ud igennem hans ryg, og ud af de to flænger, han selv havde måtte lave i sin tykke uldtrøje. Sorte med et skær af lilla bredte de sig ud fra ham. Majestætiske og stærke. Han måtte fæstne sit greb om flagstangen med begge hænder, sådan som vinden nu rev og hev i de udslået vinger. Det var sådan her det måtte føltes, at ride på en drage! Gid Flint kunne være med også! Desværre var han ikke en ung knægt. Han var ikke som ham. Ikke rigtigt. Ikke inderst inde. Hans handlinger og tanker afspejlede det.
Men det kunne være lige meget! Damian havde været alene førhen, og kunne være det igen.
Han lo lidt for sig selv. Åh det her blev sjovt.
Og så hoppede han.
Vinden trak ham med det samme væk fra taget i så stor fart, at han havde gispet. Et par omgange blev han kastet rundt, mens han forsøgte at få styr på sine vinger, indtil det endelig lykkes at rette sig ud. Håret blafrede, og vand blev trukket frem i øjnene, da han kastede sig ud over byen under sig. Frihed! Fri! Han kunne ikke holde en frydefuld latter tilbage.
Elegant og legende svang han sig omkring i luften. Det føltes som flere måneder siden, han sidst havde været ude og flyve! Men vingerne var stadigvæk stærke!
Han blev ved med at flyve hen over byen, men lod sig dale en smule ned, så han kunne stryge over hustagene. Det var mægtigt sjovt at undvige skorstene, spir og gotiske tårne. Ud og ind fløj han. Kort løb han hen over en tagryg, før han igen kastede sig ud over kanten, og steg på vingerne.

Først efter… ja hvad var der gået… et par timer? Landede han på et hustag. Han var blevet rusket godt igennem af sin flyvetur. Kinderne og næsen var helt rød af kulde og friskhed.
Stakåndet dumpede han ned og sidde på en skorsten. En albue blev placeret på låret, så han kunne hvile panden mod håndfladen. Fingrene begravede sig i det strittende hår. Pyh! Rygmusklerne ville være godt ømme i morgen!

[Khala Riviera]

Ved flammerne, hvor var det typisk. Khala Riviera skummede af frustration, som hun løb hen over et hustag. Hun var taget hele vejen til Pandemonium, og granted, så lang en tur var det heller ikke fra Maranos, især ikke hvis hun løb i hundeform hele turen - hjorth ville have været endnu hurtigere, men det var altid risikabelt. Ingen generede et gadekryds. Medmindre de var meget sultne.
Alligevel var det frustrerende når hun var løbet hele vejen hertil, og så var hendes kontakt ikke engang hjemme!
"Han er i Vavilon," havde en af ulvene sagt. Og var det ikke bare fantastisk?!
Hun tog afsæt på tagryggen og et øjeblik fløj hun igennem luften, vinden hvislede igennem hendes massive moppe af mellem lyst, krøllet hår. Hun ramte den næste tagryg så hårdt at halv snublede nogle skridt. Hendes åndedræt kom hurtigt efter løbet og hun bøjede sig en smule fremad, hænderne på hendes lår mens hun fangede efter sit åndedræt. Sådan stod hun et øjeblik, inden hun rettede sig op. Hun havde løbet over tage i en times tid nu, og hun var ikke engang i midten af byen endnu! Boede hele Pandemoniums befolkning i Agares eller hvad?! Hun ville bare lige se byen, efter borgerkrigens afslutning, når hun nu alligevel var her.
Grønbrune øjne skulle til at rette sig ud over byen, da lyden af vinger nåede hende. Hun skiftede næsten af ren refleks, men i stedet gled hun indimellem skorstenene på taget. Det var ikke en fuldvoksen lorteengel. Kun én bette en af slagsen. Han landede på skorstenen over hendes hoved, stakåndet og med fingrene i hans hår. Hendes blik lå stift på ham. Flyv. Flyv nu videre. Hendes fingre løb langs siden af skorstenen, mens hun kantede sig over til et hjørne - indtil en af hendes fingre fangede på et rustent søm og hun måtte bide sig hårdt i læben for ikke at bande højtlydt. Hun havde skrabet den bløde del af midten af hendes håndflade åben.

[Dylan Forsyth]

En gysen strømmede igennem ham, så det føltes som om der blev sat strøm til hver en nerve i hans krop. Hurtigt så han op. Øjnene gled vagtsomt rundt over tagene i en søgen efter kilden til smerten, men der var ingenting at se. Nakkehårene rejste sig. Åndedrættet blev hurtigere og mere hyppigt, så brystkassen hævede og sænkede sig i stød, mens han rejste sig op.
Han gik en omgang rundt om sig selv.
Vingerne bredte sig halvt ud. Klar til at sprede sig helt, hvis han skulle få brug for at flygte. Trods alt var det hans første tur ude i en fremmede, storby, og han anede ikke hvilken fare, der kunne findes her. Selv ikke på toppen af et hustag.
Mistroisk rynkede han brynene. Fødderne skrabede skridt for skridt tilbage, uden at han slap et skyggefuldt hjørne med blikket. En ny lyd fik ham skarpt til at vende sig 180 grader rundt. Hele kroppen spændtes klar til kamp. Nævnerne lukkede sig sammen.
- En kat slentrede ud af skyggerne.
Lettet pustede Damian ud.
”Ved flammerne…” sukkede han, og tog sig til brystet, hvor hjertet hamrede afsted. Han lod hånden ligge. Følelsen af hans eget hjerte fik ham til at smile for sig selv, før at han blev distraheret af katten, der smøg sig op af hans ene ben.
”Åndssvage kat,” mumlede han, men bøjede sig alligevel ned, for at stryge den over pelsen. Spindende krummede den ryg af fryd. Han udstødte en blanding mellem et grin og fnys. ”Hvad? Syntes du det var sjovt? Så skulle du se, hvordan stuepigerne ser ud, når man forskrækker dem.”

[Khala Riviera]

Hendes ryg trykkede sig mod murstenene. Hun holdt vejret. Hun kunne se ham, rundt om hjørnet, som han bevægede sig tilbage, hans fødder skrabende mod hustaget som han gjorde det. Vagtsomme øjne gled rundt over hustaget. Hun kunne se musklerne spænde sig i hans nakke under solbrun hud. Men alt der kom frem var en kat. Fyren slappede af og Khala åndede langsomt og forsigtigt ud, mens hun forsøgte at synke det hjerte der havde siddet i hendes hals. Alt i hende skreg løb, løb nu, han kan ikke fange dig, mens som han bøjede sig ned og strøg en hånd over kattens ryg, blev hun stående. Hun havde aldrig været så tæt på én før. Ikke én der var så ung ihvertfald.
Kattens smøg sig op ad Damian, som var han dens nye bedste ven, miavende og spindende under hans hænder. Frem og tilbage mellem hans ben, strygende sig op ad hver eneste centimeter af hans bukseben den kunne komme til. Hun løftede et øjenbryn. Katten løftede hovedet. Og så direkte mod hende, som havde den først lige fanget hendes duft i en skiftende vind. Fuuuuck, hun tog et skridt tilbage, stadig trykket op ad væggen, men katten havde nu direkte kurs mod hende, miavende mens den spankulerede frem mod hende. "Shooo," hvislede hun som den kom tættere på - men det var for sent - hun skubbede sig ud fra muren og trådte frem i månelyset. Uden et ord. Hendes næve var knyttet omkring såret i hendes hånd, der stadig dunkede og dryppede blod imellem hendes knyttede fingre. Hendes krop var anspændt, mens hun så ham an. Fanget et sted mellem flygt! og kæmp! stirrede hun på ham.

[Dylan Forsyth]

”What the….” Brat stivnede dødsenglen, som en pige pludselig sprang frem fra en skorsten et par meter foran ham. Lige så snart han dog opdagede, det blot var en forsvarsløs, ung person, slappede han af igen med nakken lagt smilende tilbage.
”Ahhhhhr… Det her er alt for nervepirrende! Er det bare normalt for folk i Agares, at man sniger sig ind på folk?” spurgte han lettet, og kørte hånden igennem sit strittende, tykke hår, før han igen kiggede smilende hen på pigen. Hun så helt anspændt ud. Måske var hun blevet lige så forskrækket som ham? At dømme ud efter hendes udseende var hun nogle år ældre end ham, men han havde lært fra Flint udseende kunne snyde. For alt hvad han havde hørt, kunne hun være lige så gammel som hans mor! Hovedet gled på skrå.
”Du behøver slet ikke se sådan ud med knyttet næver og det hele. Jeg gør dig ingenting. Se! Ingen våben!” fortalte han, og bredte armene ud, mens at han gik en omgang rundt om sig selv, så hun kunne se, han ikke bar nogen former for våben. Vingerne foldede sig ind til hans ryg. Det inderste led stak op over hovedet på ham. Han gjorde en håndbevægelse mod hende. ”Har du nogen våben, som du vil bruge, til at stikke mig ned med? Jeg kan sige det med det samme, jeg har ingen penge, såååååh… hvis du vil røve mig, er jeg et rimeligt dårligt offer. Derudover er jeg også kilden. Hvis du rør mig, begynder jeg at grine.”
Han skar en skamfuld grimasse, men det blødte hurtigt op i et smil, som han stak hænderne i sine bukselommer, hvilket fik ham til at hænge i skuldrene. Muntert betragtede han hende fra top til tå.

[Khala Riviera]

Han smilede til hende, så afslappet som var de blot løbet ind i hinanden til en tilfældig fest efter hans første overraskelse var væk. Det var mærkværdigt at se på. Så velplejet og sund. Observante øjne løb over ham - tøjet var mørkt, men i god kvalitet og han havde aldrig sultet en dag i hans liv, hvis hun gættede rigtigt, på trods af hans slanke udseende. "Ved jeg ikke. Er fra Vavilon." Svarede hun, kort for hovedet. Smalle øjne betragtede ham nært, men hendes skikkelse rankede sig langsomt fra den kampklare positur hun var gledet over i og hun begyndte at cirklere ham en smule, som for at betragte ham fra alle mulige vinkler. Yngre. Nogle år? Få år, men dog nogle år. Hendes fingre løsnede sig først da han kommenterede på det. To dråber løb løb ned af hendes nu løsnede fingre og dryppede ned på taget. Katten fulgte hende mens hun cirklerede. Hun løftede et bryn. "Mhmn, ja, en dødsengel uden våben," sagde hun som om det var sjovt. "Du har et eller andet gemt et eller andet sted," hendes ord rungede af erfaring - ikke hendes egen, men fra historier fortalt ved sengesiden af forældre til deres børn. Du kan ikke stole på dem, de kan ikke føle noget. Hun sprang tilbage da han gjorde en håndbevægelse frem mod hende.
Bryn rynkedes. "Ligner jeg måske en tyv?" Hun var klædt i en mørk ulden sweater, skinbukser og på trods af kulden var hendes fødder nøgne på hustaget. Om hendes liv var der bundet en pose, der tydeligvis var tom. Hun brugte den til at have hendes tøj i når hun skulle skifte form. "... okay, så måske ligner jeg lidt en tyv. Men det er jeg altså ikke." Hun lagde sine arme over kors og stoppede med at cirklere ham, skråt ud for hans højere side. Hendes hoved vippede let fra side til side, som om hun overvejede noget. Så spyttede hun på hustaget. "Khala. Leder af formskifterne." Hun strakte den hånd frem mod ham som ikke blødte.

[Dylan Forsyth]

Han drejede nysgerrigt hovedet rundt efter hende, som hun cirkulerede rundt om ham. Hun var fra Vavilon! Det andet land! Der hvor dødsenglene oprindeligt kom fra, og hvor deres hovedby, Sethos, lå! Tja… hun lød hvert fald anderledes. Noget med den måde hun sagde ordene på, og vendingerne hun brugte. Aron havde også engang snakket sådan i starten, inden at Pandemonium twistede hans tunge, og gjorde den blød og rullende som smør.
Med et skævt smil observerede han hende. Han havde lyst til, at røre ved hendes hår. Det var så krøllet og tykt. Mon hun ville kunne mærke det, hvis hun faldt på hovedet?
”Ah! Damian,” præsenterede han sig uden efternavn eller titel, og tog med det samme hendes hånd. Hans hånd var iskold efter turen rundt i de tynde luftlag. Så hun var en formskifter. Første gang han havde mødt sådan en. Turen her var lige blevet meget bedre! Ahr! Gid Flint havde været med!
Først da hun selv trak hånden til sig, slap han hende. Ellers havde han blot stået med hendes hånd i sin.
”Såååååh… jeg tager det, du har mødt mange dødsengle?” spurgte han, og prøvede på ikke at lyde for ivrig, selvom han ikke kunne dy sig fra at træde et skridt tættere på hende. ”De holder til i Vavilon, ikke? Jeg har læst om dem, men aldrig selv mødt én. Og…” Han stoppede sig selv. Hovedet gled undrende på skrå, før hans blik vandrede ned af hende, og stoppede ved den såret hånd. Hendes smerte var som små pust af hvisken mod hans øre. Ikke stærk men… distraherende. Flygtigt pegede han på den.
”Du er kommet til skade,” kommenterede han lavmælt, før han rakte sin hånd spørgende frem mod hende. ”Må jeg se?”

[Khala Riviera]

"Mødt og mødt - løbet væk fra beskriver det bedre," svarede hun. Efter de var færdige med at ryste hænder, stod han bare og holdt hendes hånd et øjeblik, som om han ikke vidste han skulle give slip igen. Hendes bryn rynkedes igen. Hans hånd var blød. Iskold men blød. Hun trak sin hånd til sig. "Din slags plejer at være mere gad vide hvor højt vi kan få dem til at skrige end lad os sludre i Vavilon." Den tilbagetrukne hånd blev lagt over hendes anden arm som gled over kors hen over hendes bryst. "Har du aldrig været i Vavilon?" Hun vidste at Sethos lå tæt på grænselandet og at dødsenglene kunne finde på at krydse grænserne, men en dødsengel, så... uvidende om hvordan tingene var, var mærkeligt. Han venlig - og hun så på ham som om han havde to hoveder.
Hans blik vandrede ned af hende. Så pegede han på hendes hånd. "Rustent søm på skorstenen," sagde hun som forklaring på skaden og trykkede først sin hånd tættere på sig, da han spurgte om han måtte se. Til sidst overvandt hendes nysgerrighed om hvad han ville med at se det hende dog, og hun trak hånden fri og rakte den frem. Såret løb over hendes håndflade, sømmet var blevet spidst af rust og havde skrabet et langt, lige hul i fladen med flosset hud langs kanterne. Der løb ikke mere blod fra det, men det var stadig vådt og dunkede.

[Dylan Forsyth]

Damian lo af Khalas forklaring på sine sammenstød med dødsengle, men sagde ikke noget til det. Han vidste om sin race – og han vidste hvordan folk så på ham, når de troede, han ikke kiggede.
Hendes hånd lagde sig tøvende i hans fremstrakte. Langsomt førte han den tættere på sig ansigt, så han kunne se såret, der strakte sig som en flod over hendes håndflade. Blod piblede frem et par steder.
”Mhhhh nooooope. Aldrig. Født og opvokset her i Pandemonium,” svarede han, og lod forsigtigt sin pegefinger røre tæt ved såret. Den svage smerte det udgjorde fik nakkehårene til at rejse sig. Et dybt suk forlod ham. ”…men jeg har altid gerne ville se landet. Du ved. Sethos. Andre dødsengle. Hvordan det hele er derover. Du skal nok have såret renset. Hvis sømmet var rustent, kan der komme betændelse i, har jeg hørt fra en alkymist.”
Han slap hendes hånd, og lod sine egne glide ned i bukselommerne igen. En smule rastløst vippede han frem og tilbage på sine fødder. Det hjalp også på at få varmen. Vinteren havde stadigvæk ikke helt sluppet sit stædige tag, men heldigvis var Pandemonium varmere end i de andre lande. Sneen var endda smeltet.
”Hvad laver du i Pandemonium?” spurgte han hende interesseret. Et smil trak op i hans mundvig. ”Så vidt jeg ved, er det ikke helt normalt, at hænge ud på hustage – i nogen som helst lande. Men måske er formskiftere bare anderledes. Du kan gøre dig om til alle mulige dyr, ikke? Fugle, krybdyr, pattedyr…. rovdyr. Må være en sjov evne at have. Gid det var mig.” Smilet voksede sig bredere, så de perlehvide tænder kom til syne.

[Khala Riviera]

Han løftede hendes håndflade tæt til hans ansigt og et øjeblik blev hendes hånd anspændt imod hans, klar til at hive den til sig, som forventede hun at han ville bide hende eller sådan noget. "Har aldrig hørt om en pandemonsk dødsengel før," kommenterede Khala, mens han forsigtigt rørte hendes sår og der var en smerte trækning ved hendes næse, som en lille miniature grimasse der var væk så snart den dukkede frem. Hun havde haft værre. "Hvorfor gør du så ikke bare?" Hun løftede et øjenbryn. "Du har vinger, skal ikke betale for en vogn eller eje en hest." Hun trak let på skuldrene af hans råd - hun vidste det godt, men der var ikke så meget at gøre før hun var hjemme i Vavilon igen. Forhåbentlig havde hun ikke blodforgiftning eller sådan et eller andet. Hun trak på skuldrene igen af hans spørgsmål om hvorfor hun var der. "Se seværdighederne selvfølgelig. Vidste du der er en mand i forstaderne med en syngende ged?" Der var noget i hendes tone der antydede at det bestemt ikke var sandt, men også noget der antydede at hun ikke havde tænkt sig at fortælle ham det. Et smil legede med hjørnerne af hendes mund. "Yup. Er ret fedt. Vil du se?" Han havde lokket en side frem af hende, der elskede at vise sig en anelse og hendes smil blev bredere til hvide tænder dukkede frem mellem hendes læber.

[Dylan Forsyth]

”Deeeet…ha!... det er kompliceret,” var alt Damian kunne finde på at sige, til hendes spørgsmål om hvorfor han ikke bare tog afsted til Vavilon. Det ville være så fantastisk! Helt igennem fantastisk bare at kunne flyve afsted, og se alt det man gerne ville. ”Jeg har familie her. Ansvar.”
Han skar en grimasse af det sidste ord.
Heldigvis fik han andet at tænke på, lige så snart den syngende ged blev nævnt. En syngende ged? En syngende ged?! Fascinationen lyste op i hans øjne, mens smilet voksede sig bredt. Han lignede et lille barn som så fyrværkeri første gang.
”Jeg skriver det på min liste,” sagde han med et grin. Spændingen blev dog endnu større, da hun spurgte om han ville se hendes evner. En hånd fløj op til hovedet. ”Om jeg vil?! Ja! Kan du lave dig om til hvad som helst? Kat? Hund? Eeeeehm… rotte!”
Fantasien var allerede sat i gang, og han begyndte bare at remse op alle de forskellige dyr, han kunne komme i tanke om, før han knipsede med fingrene.
”Fugl! En falk! Kan du flyve i den form?” spurgte han begejstret, og kunne næsten ikke stå stille længere. Det her var jo fantastisk! En at flyve med! Vingerne strakte sig legende ud, så han måtte stå lidt imod, for ikke at blive revet med af vinden. ”Vis hvad du kan!”

[Khala Riviera]

Hun skød hoften ud til siden, trykkede hendes mund sammen og løftede et øjenbryn af hans påstand om at det var kompliceret. "Hvor meget ansvar kan du have? Du er like 12, og familie er der stadig når man kommer hjem - jeg har elleve brødre, én søster og to forældre derhjemme," Det trak dog i hendes smilebånd da han sagde han ville skrive den syngende ged på hans liste og smilet voksede sig endnu større som han entusiastisk tog imod hendes foreslag om at vise ham sine evner. "Yup, hvad som helst. Yup, yup - og barnemad," gnavere var noget de lærte som helt små. Hun forsatte med at sige yup, mhm og yep til alle de dyr han listede op og det pustede bare til hendes ego, at han var imponeret over det. Hun havde lidt flere dyreforme end den gængse formskifter, men ikke meget, og det var kun fordi de fleste af dem kun lærte hvad der var hurtigt at flygte i og stoppede der. Og for langt de fleste af dem føltes det mærkeligt at være en kanin det ene øjeblik og en ulv det næste. "Mhm, kan også fugl og kan flyve," Hun kløede sig i øret med en lille finger, som hans vinger strakte sig ud, et drillende smil lurende om hendes mund - og med et forsvandt hendes krop, som var den sunket ned i jorden. Alt der var tilbage af hende var en bunke tøj, nogle øreringe og en pose. Indtil der kravlede en falk ud af halshullet af hendes trøje. Hun lagde hovedet fra side til side, blinkede med det ene øje, og så var hun på vingerne, med hurtige, flappende vinger i vinter luften stak hun lige op i luften.

[Dylan Forsyth]

Munden åbnede sig i awe, da Khala med ét forsvandt foran øjnene på ham. Øjnene spærrede sig imponeret op, og blev større endnu, da falken kom til syne. Hans ansigt flækkede i et bredt grin, mens at han klappede af hende.
”Waw!” udbrød han begejstret, og rystede på hovedet, som troede han ikke helt på det han så. ”Hvor vildt!”
Hun skød op i luften, så han automatisk bakkede et par skridt, mens han lagde hovedet tilbage, for at se op efter hende. God fart hun havde. Vingerne kunne give hende meget fart, og det lignede hun havde forstand på det teoretiske i flyvning. Han kunne ikke lade være. Benene bøjede sig under ham, før han tog et kraftfuldt afsæt fra hustaget. Vinden greb hans vinger. Med store, kraftige slag løftede han sig selv op i luften. Benene holdte han tæt sammen, så de ikke ville være til besvær for ham under flyvningen.
I et øjeblik holdte han sig stille i luften med kun lyden af sine vingeslag, slående rytmisk i ørerne, som et hjerteslag, før han fik øje på falken. Med et smil fløj han hen til hende. Legende hvirvlede han rundt om hende, inden at han steg op over hende i spiraler. Rundt og rundt og rundt, indtil han brød igennem det forurenet skylag. Her hvor stjernerne herskede. Kort genspejlede de sig i hans øjne. Han vendte en omgang rundt i luften, før han styrtdykkede ned igen, som var han en vippespringer på vej til at ramme vandoverfladen i form af skyerne. Hver eneste gang han dykkede igennem laget, holdte han vejret. De var ikke sunde, og man kunne ikke se noget som helst, imens man var i det.
Byen kom til syne igen. Han slog en stoppende kolbøtte, og grinede til falken, mens han rettede sig ud igen.
”Kom med derop!” kaldte han, og pegede med en finger op mod skylaget.

[Khala Riviera]

Små, kraftige vinger holdt hende lige så stille i luften som han, da han holdt sig i luften. Det var så naturligt at flyve i denne form, som det var at løbe som en hoppe over markerne, svømme i floderne som en odder - det havde været noget hun skulle lære, men meget af det kom med instinkterne i de kroppe hun tog. Haren ville flygte, ulven ville flå. Som han hvirvlede rundt om hende, hvirlede hun rundt om sig selv, så de dannede en lille, snurrende næsten danse-agtig hvirvelstrøm over hustagene som mindede hende om at danse til hendes brors violin, hvirvlende rundt med en af hendes andre brødre. Hendes følsomme fjer kunne hver en strømning i luften, og hans vinger var store nok til at danne nye strømninger, så hun kunne sejle i hans kølvand som skar hendes vinger igennem luften så let som en varm kniv igennem smør.
Hun rullede i luften, for at stoppe sig selv da han gjorde, holdende hendes vinger kørende i luften. Hendes hoved gled en smule på skrå og falken slog en hurtigt trille, der lød som latter og så skød hun op mod skylaget. Den pandemonske luft var ikke så behagelig at flyve i som den Vavilonske - men den allerbedste var den portusianske. Frisk, ren og klar luft med havvinde der saltet bar hendes vinger så længe at hun kunne falde i søvn flyvende hvis hun lystede.

[Dylan Forsyth]

De kraftige, ravnevinger gjorde et par bask, og Damian skød i vejret igen med armene presset ned langs hans side, som et opskudt missil. Igen holdte han vejret, da han forsvandt op i det tykke, sorte skylag, der hvilede over Agares. Kort kunne han ikke se en hånd foran sig. Vingerne tog endnu et hårdt slag, og han brød op gennem skyerne til stjernernes himmerige. Åndedrættet blev hivende. Luften var tynd heroppe, men han kunne godt lide det. Stjernerne var smukke, klare og føltes så meget nærmere end de gjorde på jorden. Heroppe var han konge.
Kulden stak igennem hans tykke tøj, mens at han kiggede sig rundt efter falken. Dér! Han lo til hende, før at han slog en kolbøtte i luften, bare for at vise, han kunne. Det havde krævet en del øvelse. Vingerne skulle twistes på en helt speciel måde, på de helt rigtige tidspunkter.
Han svævede hen til hende, og lige i det han strøg over hende, rakte han sin hånd ud, og prikkede til hendes bløde, fugleryg med to fingre, for at markere hende. Hurtigt slog han med vingerne. Armene og benene klemte sig sammen igen, så han kunne skyde afsted i høj fart væk fra hende.
”Fang mig hvis du kan, lille fugl!” råbte han over skulderen til hende.
På kryds og tværs fløj han rundt. Med ét dykkede han ned gennem skylaget, før han midt i dykket, rettede sig ud, og skød op igen, så skyerne blev revet med ham. Han zigzaggede, rullede, stoppede brat op, slog en kolbøtte, og fløj den anden vej. Stakåndet og med mere og mere ømme rygmuskler. Han havde aldrig fløjet så længe før, men han nød det. Åh hvor han nød det! Latteren boblede ud af ham. Øjnene skinnede, og han kunne ikke huske, hvornår han sidst, havde moret sig så meget før.