Together we stand!

[Zachariah Fairbairn]

Illyana Bayard

---

Dødsenglene havde været mere nysgerrige, end han havde regnet med. Nok havde Zean samlet dem, men efter de havde været spærret inde og mere eller mindre tvunget med i modstandsbevægelse for at overleve, havde de været ret spredte. Nogen mente tingene aldrig blev bedre og Zean var den eneste er havde kunne give dem en stabil hverdag. Andre igen mente at de ikke havde haft noget valg. Det var især den sidste gruppe der havde været åben for at deltage i krigen og havde støttet Zach, som han midlertidigt havde ført dem i krig. Bagefter var han forsvundet, hvilket måske havde skuffet nogle. Men sandheden var han ingen plan havde haft om at blive leder! Selv om leder af modstandsbevægelsen, havde han ladet mange ting være op til Era. Han ville hellere handle, end snakke og han ville ikke være en magtfuld person, som han selv gik og hadede. 
Efter han havde snakket med Illyana havde han opsøgt Forsyth-tøsen med Era. Lige nu var tøset gemt i en kold celle i den gamle mansion. Ikke tale om han skulle have tøsen tæt på, hvis Illyana kom. Og han havde en sær fornemmelse af hun nok skulle dukke op. Han skar en lille grimasse, som han begyndte at vade frem og tilbage på den smule græs der stak op af sneen. Det var vinter og især oppe i bjergene kunne det blive forfærdelig koldt. Intet slog langt undertøj på sådan en dag! 
Han havde valgt at stille sig op i dalen. Dalen bestod mere af åbne arealer end resten af byen og i sin tid havde de haft markeder og fester her. Den åbne plads var genial til at samle nogle af dødsenglene igen, mente Zach. Og det så ikke ud til at han var helt forkert på den, som flere og flere ankom. 

Da han havde forladt skoven, havde han sendt mænd ud med besked om at samles. Om at det handlede om deres alles fremtid. Om ledelsen. Om at det var helvedes ligemeget om de var enige eller ej, men de skulle bare møde op! Og i et par dage var de ankommet. Byen var dårlig vedligeholdt og de ødelagte bygninger og port, efter krigen, ikke repareret eller ryddet op. Heldigvis var de fleste huse af sten og krævede blot et godt bål til at blive mere beboelig. Nogle familier var faktisk også blevet boende, selv om mange havde forladt byen efter krigen. I dag, når solen stod højest, skulle de være her. Være her og lytte. Zach kunne mærke flere og flere øjne, der hvilede på ham. Nogle i forventning, nogle i foragt og nogle i udfordring. Zach var skam klædt på til kamp, for det forventede han! Kamp. De stramme støvler, de varme bukser og den varme trøje. Uden på den varme trøje var der en tynd læderrustning med dødsenglenes militær-akademi symbol på. Ved hans side dunkede hans skarpe sværd mod hans ben, som han gik frem og tilbage, til sneen var vandret helt flad. Hans ører, næse og kind skinnede rødt af kulden, hans øjne af liv. Hans skinneben var endnu ømme efter alle de spark som Forsyth-tøsen havde givet ham, men heldigvis ikke noget der forhindrede ham i at bevæge sig frit. Var dette hvad Zean Forsyth havde stået overfor? Nej, ikke helt. Han havde stået over deres gamle general, der havde givet ham kamp til stregen. Nu var der ingen repræsentant. Intet til at forudsige hvad der kunne ske. De kunne lige så vel vælge at flænse Zach, som at lystre ham. 
"Det er næsten tid" 
Han nikkede svagt. 

[Illyana Bayard]

Da rygtet om at Zachariah Fairbairn ønskede at samle dødsenglene i Sethos havde nået Illyana, havde hun straks opsøgt Theodor og fået lov til at tage afsted for at overvære fuldbyrdelsen af den aftale hun havde lavet med manden - selvom der kun kunne være dage, måneder allerhøjest, inden hendes forlovede ville vende tilbage fra hans tilfangetagelse hos Eriz. Hun både hadede tanken og glædede sig til det. Hendes hus var på afgrundens rand. Der skulle penge til nu, eller også ville alt hendes bedstemor havde bygget til dem, være for ingenting. At tanken om at give sig til en mand, hun aldrig havde mødt, føde hans børn, gav hende en kvalmende fornemmelse i halsen, var ligegyldigt. Hvis hans rygte talte sandt, var han en god kriger. Og det var nok for en dødsengel. Var det ikke?
Hun stod blandt forsamlingen af dødsengle, men hun stak ud i blandt dem så tydeligt at det næsten var smerteligt. Hendes hår var velplejet, sat op i en klædelig, kompliceret frisure på hendes hoved, sat fast med så mange nåle at det faktisk var ved at give hende hovedpine. Hendes tøj var allerhøjeste kvalitet - en hvid, kanin pels frakke som den hun havde båret den dag hun havde mødt Zach - sorte, varme læderbukser og lige så rige læderhandsker om hendes hænder, samt sorte læder støvler med en pels kant øverst. Klare, blå øjne hvilede på Zach. Fulgte ham opmærksomt. Han havde bare at følge igennem med hvad han sagt han ville gøre. Hun kunne høre de andre dødsengle hviske om manglen på en ordentlig modstander og mærke deres utilfredshed som en lav summen under hendes hud. De ville se blod. Men hvornår ville de ikke det. Hun krydsede sine arme, afventende og prøvede ikke at lade sig distrahere af deres hvisketisken.

[Zachariah Fairbairn]

Til sidst kunne han ikke klare den spændte stemningen længere. Han havde set Illyana var ankommet, pinligt pænt klædt på. Hvem gik i den slags tøj? Han skar en lille grimasse igen. Når han så Illyana, så han en repræsentant for alle de fine adelige, der intet forstod og intet ville gøre. Dem der aldrig gik i kamp selv. Hans hånd gled ned til skæftet på hans sværd. Han var spændt og måske også lidt nervøs. Der var en mulighed for at nogen i denne folk var stærkere end ham, som ville vinde og blive lederen. Og det eneste han kunne tænke på hvad hvordan fucking Zean gjorde det og så endda så selvsikkert! Men den mand var død nu. Han rømmede sig lidt og stod endelig stille, før hans hænder gled op i luften og påkaldte sig opmærksomheden. Langsomt døde noget af al snakken, om ikke andet så fordi at dem, der endelig var mødt op, netop var mødt for at høre hvad han ville sige.
"Tak fordi I kom!"
Lamt. Nej, han var ikke rigtig ordets mand, så det ville være dumt at lade som om. Ikke som Zean, der havde set ud til at være begge dele. Ikke fucking igen! Vred på sig selv, over konstant at tænke på den mand, fortsatte han. Lidt mere aggressivt end egentlig tiltænkt.
"Jeg vil være jeres leder. Kong Theodor eller hvad han hedder...Davenport...Den mand har lovet mig at vi kan få genopbygget Sethos og får en procentdel af landets kriminelle til vores behov. Til gengæld skal vi flytte tilbage i byen og lade være med at slagte alle til højre og venstre....Ja?"
Spørgsmålene var allerede dukket op. En ung kvinde havde prøvende rakt hånden i vejret for at spørge om noget og Zach lod hende. En anelse irriteret. Måtte han ikke engang tale færdig først?
"Har du det på skrift? Eller har du selv set ham sige det?"
"...Øhm, Nej..."
"Hvilken garanti har vi så? Vi bliver bare låst inde igen. Sendt til slagtning. JEG vil ikke sætte mig selv i den fælde igen!"
Zach sukkede og lod hånden glide igennem håret. Han havde intet bark på sig, men hvor kunne han godt tygge på noget nu! Det var så beroligende. Han kunne se flere var enige med kvinden.
"Vi forventede du trådte frem efter krigen, men du efterlod os..."
"...Det er sjovere at flyve rundt og slå ihjel. Frihed..."
"...Ingen grænser. Du er ikke Forsyth, du forstår ikke..."
Spørgsmålene og klagerne var mange og for en stund havde Zach mistet ørenlyd til samlingen. Det der irriterede ham mest var at han ikke bare kunne afsløre hans skjulte kort, for Illyana ville ville trille hjem og sladre til denne Theodor. Ja, når det kom til stykket var det sandelig ikke dødsenglene hun stod for. Måske mest en forræder, egentlig. Han var fucking ingen dukke!
Han lod dem bruge energi på at diskutere indbyrdes. At stille spørgsmål og tvivle. Når det kom til stykket havde han intet at sige til sit forsvar. Men han havde ikke stillet sig her uden en ide. Lad dem nu bare vente lidt. Lige om lidt ville han snakke på en måde, så de forstod det.

[Illyana Bayard]

Fordi hendes blik hvilede så opmærksomt på ham, så hun den lille grimasse han lavede af hende og hun så sig om, tjekkede at ingen holdt øje med hende, inden hun rakte tunge af ham for det. En barnlig handling i skarp kontrast til hendes fine, modne rene look. Hun trippede utålmodigt, ventende på at han ved Euphonias grønne jord gik igang med at tale! Han åbnede munden da flokken endelig forstummede og hun lagde armene over kors som han talte. Det var så smerteligt tydeligt at manden ingen formel træning havde. Hun strammede grebet om sig selv. Hun kunne se frustrationen i ham over hans egne manglende talegaver.
Han præsenterede aftalen de havde lavet - og den blev øjeblikkeligt draget i tvivl af forsamlingen. De havde ingen tillid til hendes slags, de adelige, og Theodor var én af dem. De skulle forsikres, og det skulle gøres hurtigt. Hun lukkede sine tænder om sin tunge - hun kunne ikke se på Zach om han havde en plan eller ej, og hun stolede på ham så langt som hun kunne kaste ham. Vild diskussion løb igennem flokken, mest mellem de som ønskede at vende tilbage til Sethos og de som havde ingen tillid til at de kunne få et hjem her igen - og der var flest af de sidste.
Pelsen gled ned af hendes skuldre og havnede i sneen. Under den bar hun et sort, læderkorset med samme bælte fyldt med knive, som hun havde båret til ulveskoven den dag. Den dyppede nok i ryggen til at hendes vinger kunne bryde frem, så mørke som en nat uden måne, strakte de sig, så flere måtte flytte sig ud af vejen for ikke at få fjer i ansigtet - og så satte hun af fra jorden. Hun landede ved siden af Zachariah - og flokken blev komplet stille. Hun var et billede af alt de havde. Men hvis de ikke ville vælge Zach - måtte hun tvinge dem. "Jeg stiller op som leder!" råbte hun ud over flokken. Tvinge dem ved at give dem et værre alternativ. Noget de ønskede endnu mindre. Stilhed fulgte hendes udråb. Stilhed før stormen.

[Zachariah Fairbairn]

Han begyndte at vandre frem og tilbage igen. Hans fingre trommede utålmodigt mod hans sværdskæfte, mens debatten gik. Han havde mere eller mindre set dette komme, men det ændrede ikke på det var vildt irriterende. Da han endelig strammede grebet om sit sværd og var klar til at gå i kamp for titlen, blandede Illyana sig. Snak om noget der var irriterende! Han forbandede den fine tøs for at blande sig. Dette var ikke en del af aftalen! Vreden bølgede igennem ham. Så dette var deres plan? Gør en nar ud af lederen fra modstandsbevægelsen og få dødsenglene til at vælge en leder efter Theodors eget valg? Nu når han tænkte over det, gav det mening. Fuck det shit! Han var trådt i en fælde? Han skulle have lyttet til Era og vendte det hele ryggen. Hvorfor var det lige han var gået med til det igen? Han havde tøsen nu. Han kunne være ligeglad med resten. Han havde ingen grund til at holde sin del af aftalen længere, Illyana havde selv sagt kongen var ligeglad med Forsyth-tøsen.
Han var stoppet op for længst og nu gled hans blik bedømmende ned over kvinden, som han ved Euphonia ikke kunne udstå. Han trak vejret dybt og slog let ud med den ene arm. Der var noget absurd ved at kæmpe for noget han ikke engang gad. Noget han ingen planer havde haft om.
"Ja, endelig! Hvad siger I? Lad os få en adelig på toppen! En der ikke har boet iblandt os og klæder sig i fine klæder. Hvad siger I? Hun og Theodor er tætte sammen. Han lytter til hende! Hun kan være jeres bindeled mellem jer selv og kongen. Hvis hun ikke kan garanterer jer genopbygningen og procenter af de kriminelle, hvem kan så?" Han vendte sig og sendte Illyana et stort smil. De var to til at danse den dans og Illyana havde lige givet ham en smutvej ud af det hele. Han bukkede dybt for hende. Nogen ville måske mene for dybt. Det var tydeligt han ingen plan havde om at slås for det, men at han tværtimod havde været heldig i sin måde at sno sig ud af situationen uden at miste for meget ansigt.
Dødsenglene var tvivlende. Men denne gang på en alt for stille måde.
"Hvem vil udfordre hende?" spurgte Zach forsamlingen.

[Illyana Bayard]

Hans blik lå vredt på hende - som om hun havde snydt ham og hun løftede sine øjenbryn af ham. Jeg prøver at hjælpe dig, dit fjols. Forsamlingen ville aldrig sige ja til at lade hende tage posten, hun ville bare tvinge dem til at rent faktisk acceptere ham ved at forsøge at presse dem, når hun selv havde kastet sin hat i ringen. Og han fattede det ikke. Enten var han komplet stupid eller også -- eller også.
Den forbandede kujon forsøger at løbe fra sin del af aftalen!
Hendes blik blev fyldt med syre så skarp at det ville have kunnet skrælle maling af og hun håbede det ætsede i ham, som flokken omkring dem begyndte at reagere på hans ord. Først tvivlende, og så begyndte vreden af skumme blandt dem.
"Hun er ikke engang en rigtig dødsengel!" Var der en af dem der råbte.
"Se på hende! En lille prinsesse kælling!" Stemte en anden i og råbene løb igennem flokken.
"Hendes mor var i modstands bevægelsen, hende kunne vi bruge!" Var der en der supplerede. "Hende dér kan kun bade sig i parfume og føde unger," Stemmerne voksede i kraft, som flere og flere begyndte at træde frem.
"Fandme nej om hun skal lede mig!" Kaldte de. "Jeg udfordre!" og inden længe var der samlet sig en lille forsamling af udfordrere og mødet var begyndt at blive til en koge kedel af frustration og vrede. Dødsenglene var ikke færdige med deres raseri mod de adelige - hævnlysten lå dem stadig lige under huden, selv efter så megen blod spildt, og Illyana var et perfekt eksempel på alt de hadede. Hun greb fast i Zachs arm, trak ham nærmere. "Se hvad du har gjort!" hvislede hun mellem sine tænder. "Det kan godt være Davenport er ligeglad med den lille kælling du så gerne ville have, men hvis jeg overlever det her, kommer jeg efter hende, Fairbairn," hvæste hun. Hun burde have vidst bedre end at lave aftaler med vendekåber. Forbandede hykleriske fjolser. Hun trak sig fra ham. Der var ingen vej tilbage nu. Ingen der ikke ville få hende til at virke så svag som de troede hun var. "Så kom da!" kaldte hun mod rækken af dødsengle der var stimlet sammen. "Lad kampene begynde!" Hendes fingre trak knive fra hendes bælte.

[Zachariah Fairbairn]

Reaktionerne var blandede og han vidste godt hvilke argumenter han selv støttede. Men helt ærligt...Ham som leder af en hel race? Der var intet bevis på det kunne betale sig. Var dette virkelig bedre end i gamle dage, hvor alle havde levet adskilt og klaret sig selv? Han kunne ikke se hvorfor Zean absolut skulle have samlet dem alle sammen. Måske havde de oplevet en opgang i antal og styrke, men de havde også lidt en del nederlag. Modsat troen på at nederlagene blot var et udtryk for at de stadig kæmpede for at finde et ståsted som en samlet race, så han det som tegn på at ideen var åndssvag.
Han havde ikke forudset at hun ville række ud efter ham. Han snerrede svagt for sig selv, som udtryk for det ikke passede ham og hans hånd gled automatisk ned mod hans sværd. Men ved hendes ord smilte han blot.
"Du skal finde os først" afgjorde han. Pigen havde gemt sig i flere år og det havde været uheld, der havde afsløret hende. Der var flere ubeboede steder i landet. Eller i de andre lande. Men hun havde alligevel ret: Den eneste grund til at han havde brug for tøsen, var for at holde titlen som leder og dødsenglenes sikkerhed på plads. Uden dem, var pigen ligegyldig. Så hvorfor havde han overhoved sagt til at starte med?
Han trådte tilbage. Lod de udfordrende dødsengle gå til angreb på den lille adelskvinde. Men han gik ikke sin vej. I stedet lagde han den ene arm omkring sin krystkasse og hvilede den anden arm på den, som hans fingre hvilede på hans hage. Hans øjne holdt skarpt øje med hvad der skete, hvad der foregik og ikke mindst...Hvordan Illyana ville slås.
Dette var jo spændende! Hans blik gled over flokken af dødsenglene med jævne mellemrum, for at se hvordan de reagerede på det hele. Dødsengle! Så besværlige. Mange anså dem som simple og aggressive. I virkeligheden lå der så meget under overfladen. Man skulle vinde hele flokken, hvis man ville opnå noget. Alligevel var de som splittet i to grupper, der konstant mundhuggede på hinanden. Hvad havde han selv lyst til? Det slog ham at hvis han stod her, afventende en leder han ville følge, var det sandelig ikke en som Illyana.
Så måske. Om lidt. Lad hende bruge lidt energi på de andre først. Hvis hun vandt sine første kampe, ville han have en del fordele.

[Illyana Bayard]

Så snart Illyana havde kaldt ordene, kom den første imod hende. En kvinde med langt, blodrødt hår og en snerrende grimasse lagt over hendes arrede ansigt i komplet kontrast til Illyanas umærkede, silkebløde hud. Hun brugte et øjeblik på at måle hende med blikket - og så fløj hun mod hende og kampen var igang. Hun fløj frem med intentionen om at takle Illyana, men hendes krop mødte kun luft hvor den anden dødsengel havde stået, og inden hun kunne nå at vende sig, havde hun først en kniv i ryggen, mellem hendes ribben så luft punkterede ud mellem hendes læber - og så ramte Illyans støvle hende i ryggen og sendte hende hen ad jorden. Kampen var slut.
Og så kom de næste. Efter den første, hurtige kamp, var de næste visere og ingen så længere på kvaliteten af hendes tøj, hendes velduftende hår eller hvordan hendes hud ikke bar de ar de fleste dødsengle ellers bar med stolthed. De vurderede hende som en reel fjende og var mere varsomme i deres frembrusen. Deres angreb var dog stadig voldsomme, kraftfulde, båret af en lyst til at se blod mens Illyana selv var isnende kølig at se på. Hendes ansigt fortrak sig ikke i nydelse ved de andres smerter eller i en kamplysten snerren. Hun var passiv og blank mens hendes underarme og overarme langsomt blev søbet igennem af blod, hendes ansigt blev plettet i det - hun slog ikke ihjel.
Da den sidste blandt hendes udfordrere ramte støvet med hendes støvle bag hans nakke, var det eneste at mærke på hende en forhøjet puls og et hurtigere åndedræt. Smalle blå øjne fandt Zach igen. "Åh, tro mig, vi finder jer." En dråbe blod trillede ned over hendes næse.

[Zachariah Fairbairn]

Han blev stående med armene over kors og så på kampene. De første frembrusende skikkelser var dumme. Hvem lærte at slås på den måde? Af en race, der var oplært til kamp, var det en dårlig måde at imødegå en fjende. Han følte sig helt skuffet og forsikrede sig selv at hvis han tog stillingen som leder, skulle alle gennemgå en hård disciplinering og træning. Den slags fejl gik virkelig ikke i hans deling. Som dem, der udfordrende Illyana, faldt en efter en gik der gys igennem flokken af dødsengle, som de svælgede i fornøjelsen af blod, kamp og smerte. Det fik selv Zachs hjerte til at hamre hårdere og han måtte stoppe sig selv for ikke at gå direkte med i kampen. Ikke endnu. Vente...Vente...
Uanset hvor stenagtig hun legede, måtte dette uden tvivl havde kostet hende en smule energi. Ikke at han selv ville undervurdere hende eller springe direkte efter hende i et halvhjertet forsøg. Som regel døde ens modstandere, alt efter hvilket humør man var i. Han kunne ikke lade være med at føle et stik af skuffelse, som Illyana slet ikke slog ihjel. Hvad var pointen så? Efterlade en fjende, der stak hende i ryggen senere? Godt dette ikke var en rigtig krig. Så havde de alle fejlet som ordentlige krigere.
Da Illyana var færdig med at svine sig til, trådte Zach frem igen. Han slog let ud med armene og smilte til de afventede dødsengle, der nu havde slået ring om dem og spredt sig lidt mere, så flere kunne se og deltage. Han trak sit sværd i en elegant bevægelse, trådte på ryggen af en tilfældig kvinde, der havde tabt sin kamp. Hans sværd gennemborede hendes ene arm. Kvinden vred sig og snerrede i smerte, mens Zach blev kvitteret med den ønskede reaktion: Dødsenglene omkring ham gøs endnu en gang. Han trak sværdet op igen, greb fat i ryggen på kvinden og tvang hende op og stå, før han skubbede hende i hænderne på de nærmeste. Hentydningen var klar. Så var der serveret! Kvinden forsvandt skrigende ind i mylderet af dødsengle. Nogen så det som et snit til selv at tage en af de andre sårede, men Zach kom ham i forkøbet. Hans sværd lynede før hånden faldt hen over det blodige græs og sne.
"Gav jeg dig lov?!" drillede han, før han rettede sig op og vendte sig om mod Illyana. Han vædede sine læber et øjeblik.
"Åh, hold nu op med at være så fornærmet! Er vi ikke enige om hun en god kriger?! HVA?!" han vendte sig mod de andre dødsengle et kort øjeblik, før han rettede sig mod Illyana endnu en gang.
"Ikke flere der vil udfordre hende? Nå. Men jeg har ikke tænkt mig at leve under åget på en fin dame" Hans plan burde være tydelig nu. Han havde grebet det strå hun havde givet ham, men helt sikker ikke på den måde som hun havde planlagt. Hvis han vandt over hende nu, ville færre have modstand mod ham som leder. Flere ville være loyale eller se det fornuftige i det. For så havde han yderligere bevist sine evner som en god kriger.
Han hævede sit sværd og stillede sig, så han altid kunne holde balancen, men også havde mulighed for at fjerne sig ved behov. Smerterne fra de nedlagte og jamrende skikkelser omkring dem ville uden tvivl styrke dem begge. Dette blev spændende!
"Hvis damen tør?"

[Illyana Bayard]

Da der ikke var flere der kom imod hende, havde Illyana god tid til at betragte den anden dødsengel, som han trak sit sværd og sank det ned i en kvindes arm. Hendes fingre rystede, men hendes ansigt forblev blankt og stille mens de andre forvred sig i frydefulde gys. Og så fik han kvinden op og stå og tvang hende i armene på en gruppe - nu næsten frådende - dødsengle. Dråben af blod der var trillet ned over hendes næsetip havde lagt sig på hendes overlæbe, hun tørrede bagsiden af sin hånd over hendes ansigt og efterlod en lang stribe af blod fra hendes håndled over hendes ansigt. Klistret og vådt. Han vendte sig mod hende med sit nu blodige sværd i hænderne, vendte sig mod de andre og kaldte ud om hun var en god kriger, inden han vendte sig mod hende igen. En grimasse af et stift, hårdt smil skilte hendes læber som han bekendtgjorde at han ikke ville leve under åget af en fin dame som hende. Typisk. Ville han tilbage og følge deres aftale nu? Hun kunne ikke læse ham overhovedet. Som at forsøge at læse en bog, hvor alt var skrevet i kode og ingen havde givet hende rosetta stenen.
Hun pustede tungt, rakte om bag sig, fangende efter en kniv og fandt kun en enkelt - drat, alle hendes andre sad i kødet på de nedlagte modstandere strøet omkring dem. Sværd mod kniv. "Så kom da, rendestens yngel," Hun spyttede i den blodrøde sne og trak armen med kniven op foran sig mens hendes anden hånd gled frem og vinkede ham mod sig, det stive smil stadig lagt som en maske over hendes ansigt. Hendes fingre rystede stadig en smule, som fornemmelsen af smerte omkring hende ridslede ned af hendes ryg. Kontrol. Hun åndede ind igennem næsen og pustede det ud mellem hendes læber, centrerede sig, med et vagtsomt blik på den anden engel.

[Zachariah Fairbairn]

Hans blik gled ned over kvinden. Til hendes fordel kunne man sige hun ikke var en der bakkede ud fra en kamp. Gad vide hvor mange dødsengle der havde slået sig ned som fine på den? Det var ikke jo nødvendigvis alle der valgte at blive boende i Sethos. Der var stadig familier der ville klare sig selv eller som på en eller anden måde var blevet adelige, uanset hvor meget folk som regel hadede dem.
Han trak vejret dybt og lukkede noget af larmen og bevægelserne rundt om dem, ude. Han strammede grebet om sværdet og svang det en enkelt gang, for at være sikker på han havde godt fat. Hans ene ben var dårligt, efter han engang var blevet skudt med en pil, så som regel indtog han en defensiv position og ventede på hans fjende kom efter ham. Hellere det, end han blev bragt ud af balance, fordi hans ene ben var svagere end det andet. Han overvejede det lidt...Men besluttede sig for at angribe. Om ikke andet ville de vel begge have en lille forhindring. Illyana fordi hun allerede havde kæmpen mod andre og ham, fordi han havde et dårligt ben.
Han trådte først et prøvende skrig frem. Så lidt til den ene side. Til sidst trådte han til den anden side igen, før han endelig sprang efterefter. Han svang sværdet. Han vidste hun lige nu kun havde en lille kniv, så kodeordet var at holde hende på afstand, så vidt muligt og dermed beholde fordelen. Derfor gik han efter armen der holdt kniven.

[Illyana Bayard]

Mørke blå øjne fulgte ham så tæt som var de limet til hans hud, hvilede ved hans led - mest hans skuldre, det var der bevægelsen og kraften ville komme fra, når han svingede sit sværd, men også ved hans hofter, det var dem der skulle fortælle hende hvordan han ville flytte sig. Han bevægede sig frem - hun blev stående. Han fintede lidt til den ene side - hun fintede til den anden. Så fintede han tilbage, og hun så springet som en bevægelse i hans knæ, før han rent faktisk fløj på hende og nåede at stive sig af, svinge sin kniv op - og tog imod hans slag mod hendes knivarm med kniven. Hendes overkrop skubbede sig rundt, så hendes kniv gled ned af hans sværd, så hun kunne holde ham så tæt på hans sværdhæfte så muligt så deres kræfter bag våbnene ville være så jævnt stillede så muligt - men hun ville ikke kunne holde grebet så længe som han - så mens hans sværd stadig lå mod hendes kniv, sparkede hun så hårdt hun kunne ud efter hans knæhase.
Det var en tabt kamp på forhånden, og det skulle det også være, hvis hun ønskede at holde sig selv udenfor lederpositionen, hvis han nåede at skubbe hårdt nok til mens hendes ben fløj mod hans, ville han sende hende direkte på jorden når hun kun var på en fod.

[Zachariah Fairbairn]

Selvfølgelig havde hun indset det også. Så hun formåede at komme så tæt på, at de kunne kysse hvis de ville. Han kunne ikke lade være med at smile lidt. Dette var jo næsten ingen kamp! Men pointen havde også været en anden. Hun viste sig frem og han vandt. Bum. Serveret lederskab på et sølvfad. Og ville hun så måske blande sig uden om hans affærer? Han gad ikke se mere på hende. Høre mere på hende. Hvis denne Theodor skulle vise sig som en der gad dem, som en der var tro til sine ord, kunne han fandme selv lette røven! Eller var han for bange? Kun kujoner gemte sig bag udsendinge. For bange til selv at se det hele i øjnene.
Han pressede på, men var forsigtig med ikke at lægge hele sin kropsvægt bag. Hvis han gjorde det, kunne hun springe væk og han ville miste sin balance.
Som han netop overvejede at række ud efter hendes håndled, smide sværdet og indgå i en slåskamp om kniven og overmagten, sparkede hun ud efter hans knæ. Reaktionen var så naturlig og instinktiv, at han end ikke tænkte over det, da han skubbede mod hendes overkrop og prøvede at træde lidt bagud, til siden, så han kom væk fra det eventuelle spark.
Som han så hende falde, havde han også trukket lidt væk for at beholde sin mulighed for at beskytte sig selv. Dog var han ikke langsom til at springe efter hende og hvis hun ikke havde fjernet sig, ville han placere sin sværdspids mod halsen på hende. Hvis hun prøvede at flygte, ville han forsøge at ramme hende enten i en arm eller et ben, til nød i siden. Et eller andet, der forhåbentlig kunne undgå at hun rejste sig lige med det samme og han kunne få overtaget.

[Illyana Bayard]

Han dansede til siden for hendes spark og skubbede samtidigt ud med mod hendes overkrop, og der var ingen balance at falde tilbage på, så hendes fodfæste forsvandt under hende og hun ramte jorden. Hun havde lige præcis nok tid til at vende sig i luften en smule, så hun ikke ville ramle ned ryggen først og få luften slået ud af hendes lunger, men ramme den sidelæns, albue først og hun formåede at beholde grebet om hendes kniv selvom instinktet normalt ville være at slippe den, så man kunne tage af for faldet med sine hænder.
Og så begyndte flugten fra spidsen af hans sværd. Han gav hende ikke tid til at komme på benene igen, så hun måtte rulle og skubbe sig tilbage på hendes skrabede albue for at undgå den svingende spids med hendes læber presset sammen i en tynd streg af anstrengelse. Det svingede faretruende tæt ved hendes hals, men hun rullede bort, så søgte det mod større mål - arme eller ben - og strøg til sidst mod hendes side hvor han nåede at fange hende midt i en rullende bevægelse. Det stærke læderkorset var ikke kun dekorativt, designet til at skubbe hendes barm op, sådan som moden var blandt kvinder i Vavilon, det var også rustning - og kun det reddede hende fra at få et langt, grimt sår op langs hendes side. Sværdspidsen sprættede op langs siden, men rørte ikke hendes hud og hun sparkede arrigt ud efter hans ankler som svar. Hendes sorte hår var filtret, vådt af sne, mudder og hendes fjenders blod, klistrende til hendes rødmossede kinder og pande.

[Zachariah Fairbairn]

Der var noget vildt over Zach. Han prøvede at pacificere Illyana og stak måske lidt flere gange med sværdet, end han burde. Brugte for meget energi på det. Og for hver gang, han ikke mærkede en sviende smerte hos sin modstander, stak han ud efter hende igen. Der kunne opstå tvivl om at hvis han overhoved vandt, ville han så lade hende gå i live? Dødsenglene fulgte spændt med.
Selvfølgelig ville Zach ikke dræbe hende. Men der var heller intet bevis i at vinde så nemt. Det ville blive for tydeligt, at hun lod ham vinde. For han var overbevist om at han ville vinde. Hvorfor ellers? Aftalen var han skulle vinde og hun kunne gå hjem til sin konge som et eller andet fint trofæ og lege adelig.
Han ramte. Men ikke godt nok. Og snart måtte han stoppe sine forsøg for at springe bagud igen. Desværre var det lidt for sent og hun ramte hans ene ankel - tilmed på det dårlige ben. Balancen forsvandt under ham og han faldt fremover. Rakte ud foran sig for at gribe sig selv. Medmindre Illyana flyttede sig, ville han falde over det nederste af sine ben.
Med et sværd i hånden kunne et fald være farligt. Men da han landede var der heldigvis ikke sket ham noget. Hvis han var landet oven på Illyana ville han slippe sit sværd og gribe fat i hende. Kravle op over hende og sidde oven på hende, mens han endnu en gang ville prøve at vride hendes håndled om så hun ville slippe sin kniv. Hvis ikke...Så ville han beholde sværdet i sin hånd og prøve at komme på benene hurtigst muligt. Uanset den strammende fornemmelse i hans dårlige ben, hvor musklen var vokset kaotisk sammen i låret.