Electric feel

[Shaiin McGivens]

Han gav Flint druen. Hvad skulle han svare? Det var sødt at han var så bekymret for det, så jaloux. Men han troede da virkelig ikke at han ville...? Det var vel tilladt at lege. Ellers skulle Flint virkelig ikke vide mere om hvad han brugte tiden på. Han havde ikke tal på hvor mange folk han opsøgte - eller som opsøgte ham - for at gøre skumle forretninger...Og i det håb om igen at mærke Shaiins opmærksomme øjne mod dem. Kvinder og mænd, de kom begge med hver deres lyster og selv om Shaiin aldrig gav dem mere end en voksende lyst, der aldrig blev indfriet, dukkede de velvilligt op igen senere for at opleve mere af det. Hvad nu hvis.
Han burde nok snakke med Flint om det. Bare for at undgå der opstod misforståelser senere og de begge oplevede en unødig smerte. Hans fingre havde været på vej til at finde en drue til ham selv, da hans tanker og ikke mindst bevægelser pludselig blev afbrudt. Flint stod foran ham og inden han kunne nå at spørge ind til hvad, måtte han for det første koncentrere sig om ikke at tabe platten og for det andet blive opslugt af det pludselige og inderlige kys.

Hans arm gled rundt om den spinkle krop og holdt ham tæt. Han gengældte kysset, som hans øjne helt naturligt gled i. Han kunne mærke det inderlige i kysset, mærke at Flint ikke havde brudt sig om den måde han havde drillet køkkenpige på, men også mere end det. En svag rest af saft lå på hans læber for fortalte Shaiin at druerne var sure og tørre i det, men stadig spiselige.
Til sidst brød han selv kysset, kun for at hvile sin pande mod Flints.
"Flint...Du har intet at være nervøs for. Jeg vil aldrig gå bag om din ryg. Hvis du foretrækker det...Kan jeg stoppe med det"
Det var et godt redskab i hans følsomme arbejde. Ville han bare kunne lægge det fra sig på den måde? Han var usikker på om det blev så nemt eller om det ikke var blevet en naturlig del af ham. Men hvis det gjorde Flint urolig, ville han gøre forsøget. Han åbnede øjnene og lod den hvile på djinnens ansigt. Så fin han var.

[Flint Pharr]

Den spinkle krop løftede sig op mod hans, støttet af den arm der gled om ham og holdt ham tæt, som han pressede sine læber mod Shaiins. Hans fingre knugede om materialet i Shaiins skjortekrave. Der var noget besidderisk i kysset, noget der var meningen skulle dæmpe den mærkelige følelse, der havde sat sig i ham da han havde set den rødmende køkkenpige reagere på dæmonen, men der var også en tone af desperation i den måde han pressede sig til ham, her midt i en korridor på hans Mistress' slot. Som kunne han næsten finde på at flå skjorten af den anden mand lige her, lige nu. En misfornøjet lyd forlod hans mund, da den anden mand slap det drue-syrlige kys og hans mund forsøgte at følge efter hans et øjeblik inden en varm pande lagde sig mod hans. Han så ud under mørke øjenvipper og så kort på Shaiin og så ned på deres sko mens hans underlæbe blev trukket indimellem hans tænder og hans fingre vandrede ned over hans bryst, stadig svagt holdende i skjorten som han fingerede mellem hans hænder. Han så en smule skyldig ud.
"Jeg..." begyndte han. En grimasse gled over hans ansigt og hans tænder slap en nu fugtig underlæbe, mosgrønne øjne løftede sig til Shaiins ansigt igen søgende over det. Han burde ikke kræve noget. Han havde ingen grund til at rende rundt og blive jaloux. Shaiin havde ikke lovet ham noget. "Ville du have det fint med hvis jeg flirtede med køkkenfolkene?" Der var intet anklagende i den måde han sagde det, med en tynd stemme. Hans pande hvilede stadig mod Shaiins, så tæt at han kunne tælle nuancerne af mørke i den anden mands øjne.

[Shaiin McGivens]

Han trak vejret tungt. På ingen måde fordi Flints spørgsmål var en belastning. Han rettede sig lidt op og hans pande forlod Flints. De var jo ikke engang begyndt før forholdet havde problemer! Sjovt nok brød han sig ikke meget om konflikter. Specielt ikke hans egne. Det var også en grund til han foretrak at forblive en skygge bag andre.
Han fandt der stod et lille bord lidt fra dem, ikke mere end nogle meter. Om Flint ville med eller ej, gled han - om muligt - fra af djinnen og gik over til bordet. Her blev platten stillet, før Shaiin sikrede sig at de var alene. Han ønskede ikke at nogen var vidne til dette private øjeblik. Tilfreds med omgivelserne og nu med hænderne fri, vendte han tilbage til Djinnen. Men denne gang lagde hans hænder sig om hans ansigt og hans blik mødte Flints uden tøven. Han kunne ikke holde et lille smil væk.
"Der er en forskel på hvordan vi to bruger det at flirte. I dit tilfælde ville din flirt sikkert være oprigtig. Du ville gå ud og flirte med andre end mig, fordi du søger andre end mig. Hvis det nogensinde sker, ønsker jeg ikke længere vi har et forhold. For på det tidspunkt keder jeg dig eller har såret dig og så ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv" svarede han roligt, men dybt alvorligt.
"Når jeg flirter, er det aldrig oprigtigt ment. Kun over for dig. At flirte er en refleks for mig. Det giver mig det jeg vil have uden større problemer. Jeg bruger det i mit job til at opnå visse informationer eller tjenester. Men det er aldrig mere end flirt. Det er den måde jeg holder folk fangen. Man skal jo enten være dybt charmerende eller dybt truende før folk som regel gider åbne munden...Nu hvor du ved det. Så svar mig. Vil du have jeg stopper? Jeg kan finde andre måder at gøre tingene" Bemærkede han og først nu brød han den dybe øjenkontakt og lod en hånd glide igennem Flints hår og om i hans nakke. Så tæt som to mennesker kunne være det, uden direkte at kysse eller stå på hinandens fødder. For ham...Var det en joke. I virkeligheden var det måske mest synd for køkkenpigen, der aldrig fik noget indfriet, men var blevet snydt. Manipuleret. På en blid og lystfyldt måde. Men han kunne kontrollerer sig. Han havde mange års erfaring i kontrol. Selvdisciplin. Tålmodighed. Hans væsen var begrebet af tålmodighed og at fremtræde rolig. Men i dette øjeblik slog hans hjerte alligevel hurtigere, hårdere, som udtryk for ubehaget ved situationen. Spændingen på hvad Flints svar ville være, hvad hans reaktion ville være.

[Flint Pharr]

Flints arme gled op, foldede sig om hans brystkasse, som Shaiins pande forlod hans og han trak sig. Grønne øjne gled ud til siden mens hans krop svajede let, som hans vægt skiftede sig fra fod til fod. Påtrods af hans ungdommelige udseende, var hans væsen gammelt nok til at have oplevet kærlighed og tab før. Alt andet ville være mærkværdigt. Han stod stadig og skævede til gulvettæppet i korridoren, da hans ansigt blev løftet af fingre lagde sig om det, så deres blikke mødtes igen. Et lille smil kurvede dæmonens læber. Flint hev sin underlæbe indimellem hans tænder igen, så det kurvede smil ikke ville smitte sig til hans egne.
Grønne øjne søgte over hans ansigt som han talte. Der var noget næsten hypnotisk over den måde Shaiin kunne tale på, han var sikker på at mange folk havde fundet sig selv nikkende af hans ord og erklærende sig enige, før de overhovedet rigtig havde overvejet hvad det var manden sagde. Han så på ham, så ordene forme sig over hans læber, med hans arme om hans egen brystkasse.
Fingre vandrede igennem hans hår, for så at hvile bag hans nakke og som en kat strøget over pelsen, strakte djinnen sig næsten mod hånden, som den bevægede sig igennem hans lysebrune hår. Og han forstod. Han forstod at dæmonen kun brugte sin karismatiske tunge til at få hvad han ville have af folk, at der intet mere var i det for ham og alligevel stak det, stak som en torn i hans side, der havde gravet sig så dybt ind at han kunne mærke den for hvert åndedræt han tog. Det hjalp heller ikke at års erfaringer hviskede ham i øret at hvem sagde, at dæmonen ikke også gjorde det samme med ham. Hvem sagde han ikke var lige så drømmesyg og koøjet som den køkkenpige der sikkert stadig stod i køkkenet og drømte om kurvede, smilende læber presset mod bagsiden af hendes hånd og mørke øjne.
Skuldre han ikke vidste han havde løftet faldt og hans nakke buede under dæmonens fingre. "Jeg vil ikke tage det fra dig - det er jo dit arbejde - men portene, Shaiin, jeg har ikke lyst til at se det," Han havde givet ham mulighed for at sige at han ikke ville have det, at han skulle stoppe, men selvom dæmonen havde givet ham lov, følte han sig alligevel urimelig hvis han rent faktisk havde krævet det. "Hvis du kan være min når du er her, er det godt nok for mig."

[Shaiin McGivens]

Hans blik gled bedømmende ned over djinnens ansigtet. De foldede arme, læben der uden tvivl blev mast mellem de fine tænder. Hvorfor skulle det være så stor en kamp? Shaiin var fan af at få tingene ud i det åbne, så man kunne håndterer dem. Flints ord beroligede ham på ingen måde. Måske sagde Flint en ting, men hans kropssprog afslørede noget helt andet.
Han tyggede lidt på det, før han til sidst bare slap ham. Okay. De var stadig på et tidligt stadie af deres stadig ret nye forhold. De skulle lære hinanden at kende, finde hinandens grænser. Det var intet under...Hvis Flint følte sig presset over det, ville han sikkert ikke indrømme det. Om ikke andet havde Shaiin fået det svar han havde brug for.
Han trak vejret dybt og lod blikket glide over til platten. Pludselig trådte han hen på siden af Flint, slyngede en arm om ham og skubbede benene væk under ham, som han tog ham op i sin favn. Som ved et trylleslag sendte Shaiin ham et stort smil.
"Jeg er glad for vi fik talt om det. Men nu ikke flere triste miner!" bad han, som den drillende tone var vendt tilbage. Med Flint i favnen gik han de få meter over til det lille bord og sænkede Flint nok til at han forhåbentlig kunne tage platten op. Han nikkede svagt med hovedet, mod platten, for at være sikker på Flint forstod hvad han ville.
Bagefter gik turen tilbage mod Flints værelse.
"Uhm. Ved du at Eriz inviterede mig med til den store fest?" elegant skiftede han emne.

[Flint Pharr]

Stilheden hang imellem dem et øjeblik, efter Flints ord, og Shaiins fingre slap ham. Djinnen krympede sig en smule under dæmonens bedømmende øjne, som troede han ikke helt på sandheden i hvad han havde sagt - som vidste han at der lå mere under det. Og så bevægede han sig - hurtigt og uventet nok til at rent faktisk fange Flint på den forkerte fod - en arm lagde sig om ham og hans ben forsvandt under ham mens djinnen gav en overrasket lyd fra sig og hans balance forsvandt. Kun for at finde sig selv i den anden mands arme. Varme brændte i hans ørespidser og hen over hans kinder, mens han fangede det åndedræt der havde sat sig fast under den pludselige bevægelse. "Portene, Shaiin," bebrejdede han, men denne gang kunne han ikke holde smilet af hans ansigt, som hans ene arm lagde sig op om den anden mands skulder og nakke, så han kunne holde sig selv en smule oppe. "Alright, ikke flere triste miner," medgav han og smilede stort, som for at fasthamre ordene, som han rystede let på hovedet, smilende. Shaiin bar ham over til bordet, hvor djinnen samlede den efterladte platte op da han nikkede til den.
"Det regnede jeg med at hun ville," svarede han, mens han så op på dæmonen. Hans lange, knoglede ben dinglede i luften. Han var rimelig sikker på at det hele ville se mere elegant ud med en dame i et skørt med nogle pæne ben eller sådan noget, men han lå for godt i Shaiins varme arme til rigtigt at gide protestere over hvordan det så ud. "Hun sagde noget om at invitere alle hendes allierede - jeg gik udfra det betød dig."

[Shaiin McGivens]

Han sendte Flint et smil og var mest af alt glad for at se et smil på Flints læber igen. Med platten i fyrens skød, gik turen tilbage til gemakkerne. De gik forbi et par vagter og en tjener, der ilede...Et eller andet sted hen, med en bunke klude i hænderne. Nogen sendte dem et forundret blik, mens resten ignorerede dem. En af vagterne spurgte dog ind til om det var fordi Djinnen var blevet dårlig. Alle vidste Eriz beskyttede ham. Shaiin forsikrede dem dog om der intet var.
"Hm. Alle sine allierede? Hun gjorde mig i virkeligheden en stor tjeneste. Ikke bare fordi hun nærmest inviterede mig personligt. Men alle de store kommer til at være der" Han smilte lidt for sig selv og så intet i at være lidt ærlig over for Flint. Opbygge tilliden mellem dem igen. Og hvad med Damian? Se. Det blev også spændende. Hvor mange kendte egentlig til prinsen?

De nåede tilbage til værelset. Med den ene albue åbnede han døren og bar Flint indenfor. Havde det ikke været for platten, havde Shaiin kastede ham blidt ned i en stol eller seng. I stedet måtte han blidt sætte djinnen fra sig.
"Nå. Hvor kom vi fra?" bemærkede han smilende og tog et stykke frugt fra platten, som Flint stod med. Et æble. Både lidt sødt og lidt surt, men helt sikkert saftigt. Han trådte over til et vindue og lod blikket glide udenfor, mens han tyggede færdig.
"Der er virkelig intet der slår at leve på et slot, er der vel?" Han vendte sig om mod Flint og sendte ham et smil.
"Har du været djinn for en konge eller dronning før?" Spurgte han ved et pludselig indslag, men venligt konverserende.

[Flint Pharr]

Grønne øjne så slet ikke hverken vagterne eller den travle tjener, eller deres blikke. Hans smilende blik blev på Shaiins ansigt, som så han ikke andet i verden nu. Han bar ham så let som vejede han ikke mere end en fjer - men han havde også båret ham hele vejen fra den lille by, hvor de først havde mødt hinanden. "Mmmh, dem alle sammen," gentog han bekræftende. "God mulighed for at mingle og sådan," ikke at djinnen var interesseret i den slags overhovedet - han var lidt interesseret i prospektet om desserterterne og det flotte i sådan en fest, alle kjolerne og jakkesætterne, der var noget magisk over det - men alt andet lød kedsommeligt. Damian glædede sig så meget til den fest, at han knapt nok kunne sidde stille, men det var ikke noget nyt for ham.
Djinnen fandt fodfæstet under sig igen, da Shaiin satte ham blidt fra sig igen. Han trak smilende på skuldrene, da dæmonen spurgte hvor de kom fra, og snuppede et stykke frugt fra platten mellem hans hænder. Hans eget blik søgte over platten med frugt og kiks, søgende - og så fandt han det. Nogle stykker chokolade ved siden af frugten. Han snuppede et stykke og satte så platten fra sig, inden han bevægede sig over til sin seng og gled ned og sidde mens han tog det i munden. "Hvis jeg skal være heeelt ærlig, har jeg faktisk altid sovet bedre udenfor stenvægge," svarede han, smilende. "Min bedste nats søvn var på et stræk af mos, under sommerstjerne i de Vavilonske skove." Der var en tone af savn i hans stemme, som han lod sig falde tilbage i sengen og så op i loftet. Den mørke chokolade var bitter på hans tunge, men der var intet bittert i hans smil. "Jeg tjente den konge der regerede før Forsytherne tog tronen." svarede han, som hans arme gled om bag hans hoved. "Det var sådan han fik tronen i sin tid. Men han var aldrig særlig royal af sig. Jeg tjente menneskernes fyrstinde for en tid. Men den Master der opførte sig mest som en konge, var den krigsherre jeg har fortalt dig en smule om." Hans smil falmede en smule bort, som han så op i loftet. "Han var en... en ond, ond mand. Han var ikke altid sådan. Magt korruptere, Shaiin," hans stemme kom fra et gammelt, gammelt sted i ham, der var så uforeneligt med hans unge udseende som vand var med olie.
Han rullede om på siden, så han kunne betragte dæmonen igen. "Har du altid villet drive en forretning, sådan som du gør nu?"

[Shaiin McGivens]

Han lænede sig op af vinduesrammen med ryggen, tyggede på resterne af skallen fra æblet, mens han så over mod Flint. Det var interessant at høre om historien igennem hans perspektiv. Ham, der havde oplevet tingene. Mere ucensureret end nogen bog. Hans ene tommelfinger gled over hans underlæbe, som ville han sikre der ikke sad mere æble og ventede.
"En dag, når Eriz endelig lader dig gå..." Lod hun ham gå?
"...Tager vi til Vavilon. De har jo en ny konge og dødsenglene skulle der vist snart være styr på. Vi ville kunne sove på mosset hele sommeren!" påpegede han, ikke uden et smil.
Korrupterede magt? Korrupterede al magt? Der fandtes mange former for magt. Men dette var den kongelige slags. Shaiins egne erfaringer, der dog næppe var så vidtstrækkende som Flints, sagde at dem der fik tronen allerede var korrupt i forvejen. Det var den eneste måde at få tronen. Aftaler, løgne, penge, trusler eller løfter. Hemmeligheder. Planer. Bekymrede nogen sig overhoved om folket? Hans erfaring sagde også at de færreste rigtig tænkte på folket. De ville bare gerne have magten, for magtens skyld. Det var deres personlige ambitioner. Som Eriz! Men det var vist ikke en ting han skulle sige højt. Hun havde fornærmet ham i dag, men heldigvis havde Flint kunne give ham det gode humør tilbage.
Han trådte væk fra vinduet og gik over til sengen. Afslappet satte han sig på kanten, lod skoene glide af, før han slængede sig. Strakte sig så lang han var, med armene bag hovedet og øjne, der enten var rettet mod loften, medmindre han drejede hovedet og så på Flint med et lille smil.
"Forretning? Hvilken en af dem?" drillede han ham, før han trak vejret dybt. Hans blik forlod Flint og gled over mod det vindue, han netop havde forladt.
"Med tøj? Med mode? Nej. Mine forældre var adelige. Adelige behøver ikke arbejde og de havde sandelig intet med fabrikkerne at gøre..." Noget syrligt var sneget sig ind i hans stemme, som emnet faldt på hans familie. Efter et øjebliks stilhed blev det dog brudt af et stort smil. Han vendte sig om på siden, så han kunne se på Flint i stedet.
"Fabrikkerne er mine egne. Jeg har selv opbygget dem og sikret mig handlerne. Hvis du hentyder til den anden forretning...Er historien lidt længere og absolut mere kedelig. Lad os bare sige at jeg var en rebelsk teenager og brugte meget tid på steder, hvor en adelssøn slet ikke burde være. Da jeg voksen var jeg både dygtig nok og respekteret nok til at...Gøre det mere organiseret. Men om noget af det var en drøm?" Han trak lidt på den skulder som var fri. Han hvilede hovedet i sin hånd.
"Jeg tog hvad jeg fik og fik det bedste ud af det. Jeg har haft mere af et valg end de fleste nok har haft...Men ingen drøm" bemærkede han. Han talte sjældent om sig selv. Fortalte sjældent om sin fortid. Ingen kendte særlig meget til den og for dem, der prøvede at undersøge den selv, kunne det virke som om Shaiin var vokset op af jorden uden en fortid. Uden familie. Han havde flere hemmeligheder, mest personlige. Gamle konflikter og sorger, han havde lukket inde i en mørk boks og ikke lukket ud siden.
Han slog let ud med den ene hånd.
"Men hey. Jeg hygger mig. Så længe man kan gå en balancegang mellem folk og ikke træder nogle over tæerne, ved de hvor praktisk jeg kan være!" forsikrede han sorgløst og ikke uden sit smil.

[Flint Pharr]

Hans grønne øjne lyste op. "Jeg ville så gerne se Vavilon igen! De har de bedste fester," der var glæde i hans stemme og et smil over hans læber. "Kan vi også se Portus? Det er det eneste sted jeg aldrig har besøgt," Carro, en af hans tidligere mestre, havde lovet at tage ham med dertil, men manden var død før han havde nået at gøre noget ved løftet. Han havde været en god og værdig Master, men verden havde ikke været lige så god ved ham, som han havde været ved verden. Han lod sig optage af tanken om Carro, i stedet for at synke ind i spørgsmålet om han nogensinde fik lov til at gå, om Eriz ville lade ham. Hun kunne ikke binde sig til ham forevigt, medmindre hun ikke ville bruge sit sidste ønske. Og det skete altid i sidste ende, ligegyldig hvor meget folk forsøgte at holde det sidste ønske inde.
Shaiin kom over til ham på sengen og strakte sig ved siden af djinnen, der lå på siden og betragtede ham, som han kiggede op i loftet. Han studerede linjerne af Shaiins ansigt, hvordan hans kindben hævede sig, svinget af hans kæbelinje, det bløde dyb under hans næse der strakte sig ned i hans læber, strukket i et lille smil. "Dem begge to," svarede Flint ham, som dæmonen fortsatte.
"Er dine forældre stadig i live?" Dæmonen vendte sig, så de lå overfor hinanden. Hans mund lå stadig i et smil. Han kunne godt forestille en yngre version af Shaiin, så opsat på at have noget der var hans eget, som kedede sig bravt ved tanken om blot at skulle leve af hans forældres penge sådan som adelige normalt gjorde. En ung knægt med mørkt hår og et gavtyveagtigt smil, garanteret. Beskrivelsen af ham som en rebelsk teenager tegnede også et bredt smil over djinnens ansigt. "Hmn? Hvilke slags steder er det?" spurgte han drillende, som han skubbede sig nærmere dæmonen på sengen, så hans fingre kunne nå hans skjorte, lege med en af knapperne mellem hans fingre.
Han smilede af Shaiins beskrivelse af hvordan han tog hvad han fik og fik det bedste ud af det. "Og jeg som bare gerne ville være pirat da jeg var yngre," drillede han. "Og jeg er enig, du er den mest praktiske person jeg kender," der var stadig noget drillende i hans tone, som hans fingre hang ved den samme knap, rullende den mellem hans fingerspidser.

[Shaiin McGivens]

Hans hånd gled glattende over dynen under ham. Hans blik gled op til Flint, da denne kom tættere på at han kunne mærke ham. Hans hånd forlod dynen og gled kærtegnende ned over siden på Flint.
"Hm. Det ved jeg ikke. Jeg har ikke set dem i lang tid, ikke hørt fra dem eller selv kontaktet dem. Vi var ikke de bedste venner. Enkelte adelige slægter husker dem endnu, men ellers er de gledet i glemmebogen. De er her ikke længere. Hvor de er...Er et sandt mysterium" Han sendte Flint et svagt smil. Måske var netop hans forældre det punkt, hvor han var mest kølig og hemmelighedsfuld. Han havde mødt dem en gang siden han var stukket af som teenager, men hvad der var sket mellem dem var der ingen der vidste. Kun at Shaiin lidt efter kunne levere bevis for at han var af adelig slægt og hans egen familie var forsvundet.
Der var også hans storebror. Endnu en mand han ikke anede hvor var, trods han faktisk havde mandens søn boende. Shaiins nevø, god til tal og orden, men ellers ikke meget at tale om. Eller måske var det bare fordi han ikke havde prøvet?
Shaiin kunne have styr på nok så meget, men hvad angik familie var det som om det hele kørte af sporet. Han anede sjældent hvad han skulle stille op med dem og kom oftere til at behandle dem som ansatte end familie. Men nu havde han også kun sine sønner og ene nevø.
Han grinte lidt og gled tilbage på ryggen, med den forskel at han greb fat i Flint og trak ham med sig, så han endte ind over ham.
"Fuld af spørgsmål! Det var rigtig skræmmende steder. Beskidte steder. Mellem almindelige borgere og fattige, mellem de syge og kriminelle. Nede i slummens gyder og andre forladte steder" Stederne havde som sådan ingen navne længere. Han havde mødt nogle læremestre, der havde oplært ham i kunsten af stjæle og den slags. Endda fået nogle gode venner. Hans tanker gled tilbage til Maddox et øjeblik og hvad det hele kunne koste ham. Åh! Det var arbejde! Lige nu måtte han tænke på Flint og nyde deres dag sammen.
"Pirat? Jeg er glad for jeg ikke er den eneste med tanker om kriminalitet!" påpegede han drillende. Sandheden var at Eriz måske hellere ville have hans kriminelle tendenser stoppet, havde det ikke været fordi han havde været så nyttig for hende. Hvis hun overhoved havde taget sig af den slags.
"Portus. Vi kan rejse til Portus. Der skulle være smukt. Især deres træ...Hvad hedder det? Ineis træ?" foreslog han en smule mere betænksomt.

[Flint Pharr]

Hvordan han svarede, gav Flint en fornemmelse af at Shaiin ikke havde lyst til at tale om hans forældre, så han slugte de spørgsmål der ellers ville være vældet over hans tunge. Hvor længe er det siden du har talt med dem? Hvad hed de? Hvor forsvandt de hen? Hvad skete der med dem? Han kunne sagtens gemme den slags spørgsmål til en bedre tid, til de havde mere af den, end de ville have nu. Hans blik havde lyst til at vandre over til det ur der stod på hans værelse, men han holdt det stædigt på Shaiin. Han ville ikke kunne nyde tiden, hvis han allerede lå og forventede tidspunktet hvor Shaiin ville rejse sig og gå. Istedet for at svare ham rigtigt, strakte han sig blot ind og kyssede ham ganske let på kinden. Og så greb dæmonens arme ham, og han gav en overrasket lyd fra sig, som han blev hevet med i Shaiins bevægelse og endte med at ligge over ham, selv bredt smilende. "Du skulle bare vide, for hvert spørgsmål jeg rent faktisk stiller dig, er der tyve flere der bliver holdt tilbage," svarede han som han skubbede sit ansigt op under hans hage, så hans næse strøg ganske let langs strækket af hans hals. "Og de lyder som spændende steder - dem vil jeg gerne se på et tidspunkt," han smilede mod hans hud, som et billede af de to som næsten turister der gik igennem mørke baggyder mens Shaiin pegede ud hvor hazard spillene foregik og hvor der blev solgt illegale stoffer.
"Det var da ikke for tyveriet og skattene," lød det protesterende fra djinnens læber. "Det var for eventyr og opdagelse, at du ved det," der var stadig et smil i hans protesterende tone som han puttede sig en smule ind til manden under ham.
Han nikkede let, smilende. Shaiin var dejlig varm. "Mhmm, Ineis træ, kan ske det også er en bedre rejse destination end mørke baggyder og skumle barer."

[Shaiin McGivens]

Sådan en nysgerrig lille djinn.
"Hm. Måske skulle jeg spørge ind til din familie?" foreslog han drillende, omend han oprigtig var nysgerrig. Nok havde han hørt lidt om hans mange mestre, men minimalt om Flints familie. Var de døde? Forsvundet? Boede de i nærheden? Der var mange muligheder, omend djinns stadig tilhørte sjældenhederne. Shaiin havde dog efterhånden lært at de få djinnske familier der var, blot havde lært at gemme sig godt i samfundet og man sikkert ikke engang bemærkede dem til hverdag.
"Næste gang. Næste gang lover jeg at svare på dine spørgsmål. Vi kan lave en leg ud af det, et svar for et svar?" foreslog han prøvende og rodede op i djinnens hår med begge hænder, før de selv samme hænder gled ned over Flints slanke ryg. Hm. Helt andre lyster end sult rørte sig i ham.

Han vendte sig om igen, denne gang med Flint, så Shaiin endte øverst. Med armene sørgede han for at al hans vægt ikke endte på Flint, før han sendte djinnen et stort smil og nogle krævende øjne.
"Jeg syntes vi har talt nok. Jeg har mange ting jeg gerne vil nå, inden jeg skal rejse" bemærkede han så og satte et punktum for samtalen ved at dykke ned i et dybt kys.
Åh ja. Han ville nyde Flints selskab. De manglede stadig et spil skak og Shaiin ønskede også at få løst nogle mere kødlige lyster. Derfor var det uden fortrydelse af han begyndte at kysse og kærtegne den skønne fyr under ham. Lagde præcis nok vægt mod ham, så han vidste at han ikke ville slippe fra Shaiin voksende lyster. Det var selvfølgelig i dril, han ville jo ikke voldtage ham!
Men der var virkelig ingen grund til at spilde tiden.

//Out