Electric feel

[Flint Pharr]

Shaiin McGivens

Der var ved at blive slidt et tyndt stykke i tæppet, som Flint Pharr passerede frem og tilbage - frem og tilbage - frem og tilbage. Han havde det som om der var elektricitet i hans blodåre som gnistrede i hans bryst, lige siden han havde fundet ud af at Shaiin var i slottet fra nogle tjenestefolk der havde sladret lidt for højlydt. Han havde prøvet at læse for at få tiden til at gå hurtigere, men han havde ikke kunnet fokusere på ordene på siden og bogen var til sidst blevet smidt igennem lokalet i frustration. Han havde sat sig ved sit skakbord, forsøgt at spille det spil han havde med sig selv, men det var en ringe distraktion - han havde overvejet at gå ind til Damian og se om den unge dødsengel kunne distrahere ham, men han ville være på sit værelse, hvis kom forbi. Hvis Eriz lod ham. Der var ingen chance for at hun ikke ville lade ham, vel? Hun havde ladet ham sende breve - så hvorfor ikke? Han følte sig splittet, hans hænder gled om bag hans nakke, mens han gled ned i hug et øjeblik og trak vejret. Jo. Jo. Hun ville lade ham. Men ville han? En frustreret lyd forlod djinnens læber og han skubbede sig op igen og begyndte forfra på hans frem og tilbage, frem og tilbage. Han kunne gå hen og vente udenfor hendes dør, som en anden hundehvalp - men ved flammerne, han var tusind år gammel! Han stirrede på uret. Nedstirrede det. Så stirrede han på sin dør. "Arrrrgh!" Han smed armene op i luften og gik tilbage til hans vindue, hvor han havde udsigt til indergården - han ville kunne se, hvis dæmonen forlod stedet. Hans hjerte hamrede som en kanins.

[Shaiin McGivens]

Den sorte konvolut lå sikkert i hans hånd, da han var tæt på at træde ned af gangen, den retning hvor han vidste udgangen lå. Så, midt i skridtet, stoppede han op. Vent! Det var skam ikke fordi han ikke ville. Blot havde Erizs ord og muligheder distraheret ham og han var næsten gået den vej pr. ren automatik. Han gned sig kort på hagen, som han så frem og tilbage. Så hvor var Flint egentlig?
Hans ene hånd skød frem og fangede en tjener på vejen.
"Undskyld mig. Du kunne vel ikke fortælle mig hvor Flint opholder sig?" Tjeneren havde været tæt på at protestere, til det gik op for ham at de stod uden for Erizs dør og Shaiin derfor var en betydelig gæst. Tjeneren trak vejret dybt, sendte Shaiin et pinefuldt falsk smil. Men Shaiin var ligeglad, for tjeneren vendte om og viste ham vej, hvilket var langt det vigtigste.
Hans hjerte slog hurtigere, da han var alt for bevidst om at han snart skulle se den lille djinn igen. Faktisk gjorde det helt ondt i hans indre, jo tættere på de kom. Endelig var de der, tjeneren bankede blidt på døren og åbnede den for Shaiin, før han bukkede og trådte af. Shaiin sendte ham et svagt nik, mest af vane end fordi han var opmærksom på det. Så trådte han helt op til døren og skubbede den helt op, som han trådte indenfor. Ikke i tvivl om at Flint ville blive ked af at blive forstyrret i hvad end han lavede.
Hvilket, han måtte konstatere, virkede til at være ingenting. Hans blik fandt hurtigt skikkelsen og hans arme bredte sig ud, som forventede han som minimum et kram. Et smil lå på ham, et der blev ved med at vokse, som han så på Flint. Endelig!
"Undskyld jeg forstyrrer..."

[Flint Pharr]

Flint stirrede ned i indergården og hvis han havde blot en smule mere desperat, havde han presset ansigtet mod ruden, men det holdt han sig dog tilbage fra. Han hørte knapt nok døren bag ham gå op, for distraheret af sine egne tanker, en finger presset mod hans underlæbe - først da Shaiin talte, snurrede djinnen rundt, så hurtigt at han næsten mistede fodfæstet. "Shaiin!" Et bredt smil brød ud over hans læber mens den anden mand bredte sine arme ud, og Flint var allerede i bevægelse frem mod ham. Hans krop ramte dæmonens med så meget hast at det måtte ryste ham lidt på fødderne, mens arme greb rundt om hans hals og hans brystkasse ramte hans. Han duftede af Eriz' cognac men ikke overdrevet og en smule af hest som ledte djinnen til at tro at han havde reddet til slottet, men mest af alt duftede han af ham. Det var måneder siden han havde set ham og han klyngede sig til dæmonen som en druknende mand til et stykke tømmer. "Du er her," mumlede han ind i mandens hals og der var et smil i hans tone. Han hang i sit greb om hans hals så længe han turde, lod varmen fra dæmonen søbe ind igennem hans tøj, inden han trak sig tilbage, modviligt glidende ud af det greb han havde om ham. Nervøsitet krøb ind i ham. Havde det været for meget? Han vidste stadig ikke helt hvad han skulle kalde, hvad han havde med dæmonen. "... Hvordan var turen?" spurgte han, hans blik skiftende mellem Shaiins mørke øjne og hans mund.

[Shaiin McGivens]

Han tog imod djinnen, trods han måtte træde et skridt tilbage for at holde balancen. Automatisk gled hans arme rundt om den spinkle krop og holdt ham ind til sig, duftede ham og mærkede ham. Det var underligt, de havde kun været sammen en gang og alligevel var det som om hans krop huskede ham lidt for godt. Han brummede et ja ved Flints ord.
Da han blev sluppet, var han uvillig til helt at slippe ham. Hans hænder gled hen over Flints skuldre og ned over hans overarme, før de gled op igen og lagde sig om hans ansigt. Hans tommelfingre gled over de bløde kinder, der røbede at djinnen intet manglede. Sprudlende af energi og nok mad. Ren. Ude af stand til at styre sig bukkede han sig ned og forstyrrede ordstrømmen med et blidt kys.
Bagefter trådte han tilbage, før han vendte sig for at lukke døren bag dem. Han ville gerne have lidt tid alene med Flint. I hvert fald så alene som han kunne forvente på dette slot.
"Min tur var fin, tak. Flere dage til hest er ikke en fornøjelse, men trods alt bedre end at gå" svarede han roligt. Først nu gled hans blik rundt i værelset. Skak, bogen...Det virkede som om Flint havde låst herinde hele dagen og desperat havde prøvet at få tiden til at gå. Han gik over og samlede bogen op, lod blikket glide over omslaget, før han gik gik tilbage og lagde den på bordet. Han havde end ikke tænkt over handlingen. Han var et født ordensmenneske og den slags rod fandt man ikke hjemme hos ham. Slet ikke bøger! De hørte ikke til på gulvet, i en klodset position der kunne give krøllede sider.
"Hvad med dig? Du ser sund og rask ud, hvilket gør mig glad. Du bliver altså behandlet godt? Oh..." Hans smil voksede lidt.
"...Og Damian. Du må også fortælle mig lidt om jeres tid sammen!" forlangte han med en svag latter i stemmen. Hvis ikke djinnen allerede havde sat sig, ville han blidt trække ham med over til en stol og hive ham ned på sit skød, spændt afventende at høre om djinnens oplevelser. Nu, hvor Flint var inden for rækkevidde, slog det ham hvor bekymret han havde været for hans ve og vel.

[Flint Pharr]

Dæmonens hænder over hans skuldre, ned til hans overarme og så op over hans ansigt spredte gys hvor de rørte, så de små, fine hår på hans arme rejste sig. Blide læber mødte hans og et øjeblik smeltede djinnen mellem hans hænder, inden dæmonen trak sig bort igen og døren til hans værelse blev lukket. "Det var godt," svarede Flint, stadig en anelse blød i knæene, inden han rettede sig smilende ud igen. En hånd gled over hans nakke, mens Shaiin bevægede sig rundt i hans værelse, som om han hørte til der. Dæmonen havde en naturlighed over sig, som Flint næsten misundte; han bevægede sig som om han altid havde været der, som om det var almindeligt for ham at samle bøger op som Flint havde efterladt. Han virkede så sikker, som Flint følte sig usikker. "Jeg var bekymret." Indrømmede han, som Shaiin trak ham med over til en stol og spurgte til hans velvære. "Jeg bliver behandlet næsten royalt," forsikrede han, smilende mens han lod sig trække ned på dæmonens skød. Ikke at det var uvant for ham. Selvom han havde tilbragt dage og år på landevejen, skjult blandt masserne af borgere i Pandemonium, havde han været djinn for royalitet før. Han havde sovet på flere fløjspuder end han havde sovet på jorden. "Oh ja! Damian - han er...." Flint overvejede den situation der havde været sidst på hans første møde med den anden knægt. "Speciel? Jeg kan godt lide ham." Han lænede sin krop op ad Shaiins med hans hoved lagt mod dæmonens skulder, så hans næsetip strejfede mod strækket af den anden mands hals. "Vi har udforsket slottet fra top til bund - vi var på træningspladsen sidste dag, og han fik lov til at holde et træningssværd og se om han kunne ramme mig, men jeg var for hurtig," Det trak ved hans mundvige igen. "Men det vare nok ikke længe, når han først får noget reel træning før han kan."

[Shaiin McGivens]

Han lænede sig tilbage og lod den ene arm hvile støttende om ryggen på Flint, så han samtidig krammede ham ind til sig. Det var rart at sidde her, også selv om det ikke var hans eget hjem. Det kunne være han en dag skulle invitere Flint hjem, nu hvor han ikke ville være en fange, men en reel gæst. Hans blik hvilede på Flint som han talte. Bemærkede alle de små bevægelser. Øjnene, læberne, de små bevægelser der fortalte hvad en person virkelig følte.
"Uhm. Dødsengle er ikke så nemme at have med at gøre. Hvis han en dag foreslår at stikke en kniv i dag, foreslår jeg du takker nej" Det trak i hans mundvige som han drillede Flint lidt.
"Men du har ret. De er små krigsmaskiner af kød" Tilføjede han så, velvidende at Damian sikkert snart kunne vinde over de fleste på slottet. Især når man tænkte på drengens far og mor. De kunne sikkert forvente mange ting af drengen i fremtiden. Det sjove var han i sin tid havde kidnappet drengen, en hemmelighed mellem ham og dronningen. Selv om det kunne være lokkende, ville han dog ikke tynge Flints hjerte med endnu en hemmelighed. Ingen kunne gætte hvad Eriz allerede tvang ham til at holde på.
"Du ved jeg ikke kan lade være med at spørge, så jeg håber det ikke er for ubehageligt. Men hvordan gik krigen?" Det var en blanding af to ting. På den ene side var han oprigtig bekymret for hvad Flint havde oplevet eller måske tvunget til. På den anden side var han også oprigtig nysgerrig over detaljerne ved krigen. Måske lå der nogle ting, der var værd at bemærke. Eriz havde hentydet Marcellus ikke ville være et problem, men Shaiin havde sine egne teorier. Ikke at manden ville blive et problem - blot at han måske ikke var så død, som de fleste troede. Rygterne var modstridende. Men han forventede ikke at Flint ville nævne det og han ville ikke presse ham. Han ville ikke give ham problemer hos Eriz, men modsat gøre sit bedste for at Flint fik så behagelig en tid hos dronningen som muligt. Forhåbentlig kunne de alle nå uskadt ud af det. Det var trods alt hans skyld at Flint var endt i hendes hænder.
Hans ledige hånd lagde sig på låret af Flint. Han følte sig helt afslappet, nu hvor han var sammen med djinnen igen. Det var rart bare at lægge det hele til siden for et øjeblik.

[Flint Pharr]

Kroppen på hans skød krøllede sig en anelse mere sammen, mens en arm gled om hans ryg og han puttede sig tættere ind til dæmonen, skubbede hans næse langs hans hals, så blødt, varmt åndedræt ramte mod hans hud. "Mmmh, noteret, ingen knive," lovede han mens hans fingre hægtede sig i Shaiins trøje og han smilede tilbage. Materialet var så fint og blødt mellem hans fingre, varmt fra kontakten med hans hud. Han tvivlede på at det nogensinde ville komme dertil, og virkelig, selv hvis det gjorde, kunne ingen almindelige våben slå ham ihjel. Han kunne bløde som alle andre og det ville gøre ondt, men virkelig - hans krop var kun en skald der holdte hans sjæl, det som var ren magi.
Der var en del af ham der ønskede at fortælle Shaiin om det mærkelige øjeblik han havde haft med den unge teenager, men han havde heller ikke lyst til at male det som noget det ikke var - det var jo bare en ung knægt der ingen grænser havde - og han havde heller ikke lyst til at snakke om hans nye ven bag hans ryg, så han sagde ingenting. Og der var jo reelt heller ingenting at sige.
Han livede en smule op, da Shaiin spurgte ind til krigen. "Eriz ønskede noget!" Der var glæde i hans stemme og et smil om hans læber. Et øjeblik kunne han næsten mærke den summen der havde løbet igennem ham, som han havde fået lov til at bruge alle de kræfter der var ham til rådighed, så tæt på og dog så langt væk. "Hun ønskede os ind på slottet - men der var en drake herinde, kæmpe stort monster, det kunne knapt nok være inde i tronsalen," fortalte han, mens hans fingre tegnede cirkler på Shaiins brystkasse. "Jeg sværger, jeg var så tæt," Han holdt to fingre op, klemt næsten sammen for at vise hvor tæt. "På at blive spist af den, mit tøj var fuldstændig gennemblødt af drake savl og vi var nødt til at brænde det bagefter. Men vi fik den." Hans historie nævnte intet om Marcellus, eller de blodige slag der havde været udenfor slottet. Han havde skubbet den del fra sig. Han ville helst ikke tænke på det.
En varm hånd lagde sig på hans lår og hans ene hånd kom op til Shaiins kæbe, så han kunne hvile sine fingre langs linjen. "Kan du blive her i nat?" spurgte han, mens grønne øjne søgte over hans ansigt.

[Shaiin McGivens]

Han smilte svagt. Dødsengle og deres lyster! At nogen kunne tro Eriz havde givet liv til en dødsengel...Mon folk ville mistænke Zean for at være faderen? Det ville være nærliggende. Ikke meget ældre end pigen ville have været nu...Mon nogle ville undre sig? Overveje hvornår hun havde været gravid igen? Eller ville nogen tro hun havde haft tvillinger, der på en anden måde var endt som hver deres race? Alt til sin tid. Nu skulle Eriz først offentliggøre ham, hvis det nogensinde skete. Han tvivlede ikke på hun beskyttede drengen så godt hun kunne. Især nu hvor pigen var forsvundet og mange mente hun nok var død.
Han så tilbage på Flint, som hans blik ellers var smutter ud af et af vinduerne mens han havde tænkt. Et ønske, så var der to tilbage! Men han mistænkte der alligevel ville gå lang tid før han kunne få Flint for sig selv. For ikke at nævne han frygtede Eriz ville dræbe ham, når hun var færdig, for at undgå nogen fik en djinn og kunne bruge denne mod hende. Han tvang tankerne væk. Alt til sin tid og måske ville det ikke ske. Det håbede han ikke. Og der var stadig to ønsker tilbage. Men hvad skulle hun ønske nu? Så skulle det netop være om hendes lille pige...
Han ønskede ikke presse Flint til at fortælle for meget, hvis han hellere ville glemme det hele. Det var alligevel interessant at høre om draken. Så typisk Marcellus, ud fra hvad han havde hørt og de få gange han havde været heldig nok til selv at få et glimt af manden.
"Du er modig. Jeg er bare glad for I klarede jer ud" Og så uden en skræmme, åbenbart. Hans hoved tiltede lidt og hvilede mod Flints hår. Hans øjne gled en smule i.
"Uhm. Jeg kan blive i et godt stykke tid. Men der er ikke længe til jeg skal rejse til Portus igen. Der er...Andre forretninger der kalder på mig. Ting jeg bliver nød til at holde øje med" bemærkede han, allerede trist. Han var knap nok kommet, før han måtte snakke om at rejse igen! Men sådan var han. En mand på farten. Sjældent samme sted længe.
"Med Erizs tilladelse må du også snart besøge mig. Denne gang frivilligt" foreslog han, ikke uden et lille smil.
"Men for i dag syntes jeg vi skal fokusere på at nyde hinandens selskab. Du kan vise mig lidt rundt på slottet og måske kan vi se hvem der er bedst til skak?" foreslog han, ikke uden et smil. Han ønskede at give Flint en god tid.

[Flint Pharr]

Shaiin virkede eftertænksom her til aften, grønne øjne betragtede hans blik på vinduet indtil han så tilbage mod ham og mødte et smilende ansigt. Kun to ønsker tilbage. Han havde ambiviliente følelser om det, en del af ham kunne godt lide Eriz og Damian og ønskede faktisk en smule at blive, så han kunne se hvordan det hele foldede sig ud, og samtidig længtes han efter sin frihed, ligegyldigt hvor gyldent buret var, var det stadig et bur - og så var der Shaiin. En del af ham længtes efter Shaiin mere end noget andet. "Den modigeste," rettede han med en grad af humor i hans stemme, selv som hans smil falmede en smule om kanterne ved Shaiin ord om at skulle til Portus igen. Han vidste at Shaiin ikke kunne blive her i slottet. Og han tvivlede på at Eriz ville lade hendes djinn drage med ham. "Selvfølgelig," svarede han en anelse tamt, men forstående. Måske hvis han en dag kunne blive Shaiins, kunne han drage med, se de hjørner af verdenen som han endnu ikke havde set, selvom han var noget nær tusind år gammel. "Det kan jeg godt," Han var alligevel ved at være lidt af en ekspert på slottet, efter at have vist Damian rundt. "Og du kan godt forberede dig på at tabe det spil." Et bredt grin spredte sig over hans mund.

[Shaiin McGivens]

At se hvordan smilet falmede lidt i det unge ansigt skar dybt i hans hjerte. Hvordan var det kommet til dette? Hans hånd, der før havde ligget på Flints lår, gled op til ansigtet. Hans tommelfinger fulgte underlæben, helt ud til siden i en blid bevægelse. Hvad ville hans sønner ikke også sige til det? Selv om Flint var den ældste af de to, lignede han den yngste. Måske så meget, at det kunne virke upassende.
"Selvfølgelig. Den modigste" medgav han uden kamp.
"Sååå? Tror du nogle års forskel afgør om jeg kan vinde?" drillede han sigende. Han var skam ikke dårlig til skak! Så det var helt klart en udfordring han ville tage imod. Hans hænder gled rundt om den spinkle krop, som hans fingre pressede mod den i et forsøg på at se om Flint var kilden. Et smil gled over ham. Han skulle have Flints smil tilbage! Han skulle ikke have bragt op at han ikke kunne blive. Det sagde sig selv at han måtte rejse før eller siden. Så nu måtte han prøve at balancere lidt op for det.
Han ville kilde djinnen så længe, som det enten tog ham at finde ud af at Flint ikke var kilden eller til djinnen måtte gispe efter luft. Han var så lettet over Flint ikke umiddelbart havde måtte tage et liv i krigen, som han vidste havde været frygtet. Han kunne ikke lade være med at grine lidt for selv, mens kildeturen stod på.
"Nå. Skal vi gå lidt rundt på slottet? Vi kan vel finde en bid mad eller noget at drikke her også?" foreslog han, da han var færdig.

[Flint Pharr]

Det trak i den underlæbe, som Shaiin havde løbet sin finger over, da han medgav at Flint var den modigste og hans ansigt flækkede i et endnu bredere grin, da Shaiin drillende spurgte om han troede nogle års forskel ville afgjorde om han kunne vinde. "Prøv århundreder til forskel, dæmon," drillede han tilbage og nåede at pressede et kys mod dæmonens kindben inden Shaiins fingre ondskabsfuldt gik til angreb på hans ribben og latter sprang frem af ham, mens han vred sig for at komme bort fra de torturerende hænder - alle tanker om Shaiins snarlige afrejse skubbet bort fra ham, mens han leende fik smøg sig ud af hans greb og usikkert kom på benene igen, så hans ranglede krop strakte sig op i dens fulde højde, et smil stadig strukket over hans læber. "Okay, men ikke mere kilden! Ellers gør jeg gengæld," truede han smilende med et glimt i hans øjne der syntes at antyde at han ikke mente han ville gengælde med mere kilderi. En hånd blev strukket frem til Shaiin og så var de afsted mod køkkenet. Han kunne dén vej så godt som hans egen baglomme. Undervejs pegede han malerier ud han kunne lide og malerier han ikke kunne - ét af dem var et maleri af en gammel mand, som Flint syntes havde et smil som om han havde hånden oppe under en dames skørt mens billedet af hans profil var blevet malet - og han pegede den antikke rustning ud, som han og Damian havde forsøgt at få Damian i sidste dag, noget som Eriz ikke havde fundet så morsomt som de havde.
Køkkenet var praktisk talt øde da de kom derned, nogle tjeneste folk sad rundt om et bord og spillede et slag kort mens nogle kokkepiger stod lænet op af køkkenøen og småsladrede. En af dem så op på dem da de kom ind og hun trak en lille grimasse da hun så Flint. "Vi har ikke mere kage, Flint," sagde hun i et træt tonefald. "Der bliver bagt mere i morgen og jeg starter altså ikke ovnene for dig igen, lige meget hvor store hvalpeøjne du kan lave," Hun krydsede armene under svælget af en enorm barm og så fast ud. "Alt andet end kage."
Flint så op på Shaiin. "Jeg tror ikke vi er ude efter kage denne gang," svarede han smilende. "Hvad har du lyst til?"

[Shaiin McGivens]

Kildeturen var en succes. Kilderiet holdt naturlig op, som djinnen fik smøget sig fri og han tog imod hans hånd.
Turen var berigende. Måske på flere måder end en. Han havde kun besøgt slottet få gange før, altid som en eller anden ukendt adelig. Det var anderledes at se slottet som en gæst på denne måde. Så lidt det havde ændret sig, mens det på andre måder var helt anderledes. Hvis en dør stod åben, var Shaiin ikke blind for at lade blikket smutte ind af døråbningen og bedømme hvilke rum der gemte sig bagved. Også malerierne var interessante og han lod blikket glide over dem flere gange. Et par af dem havde han hørt om, igennem historien, mens resten var ukendte for ham. Valget af attributter og farvesammensætning afslørede deres roller i samfundet eller hvad de gerne ville huskes for. Med forlov ville han intet have imod at gå og kigge på malerierne hele dagen, mens han analyserede deres fortællinger og skjulte hentydninger. Men med en Flint i den ene hånd lod det sig ikke gøre og det bragte dem videre til køkkenet.

Hans smil voksede ved kokkepigens ord. Han slap Flint, kun for at have lagt en hånd på hans skulder i stedet. Han gav den et svagt klem.
"Han har virkelig ikke godt af så meget kage" bekræftede han afslappet, før han trådte frem og tilbød kvinden sin hånd. Hun virkede paf over en af slottets gæster valgte at give hende den slags opmærksomhed og det var kun forsigtigt og tøvende han modtog hendes kølige hånd. På bedste vis bukkede Shaiin sig lidt ned og lod sine læber berøre hendes hud i et flygtigt kys.
"Jeg beklager vi maser os sådan på. Denne gang er det desværre min skyld. Vi skal kun tage lidt af jeres tid. Ser du, vi jagtede noget at drikke og måske en lille snack. Hvad har I til rådighed?" spurgte han uskyldigt. Det var tydeligt at se hans medfølende udtryk straks vandt hjertet hos kokkepigen. Måske på en helt anden måde end Flints hvalpeøjne gjorde det. Der kom en anelse mere kulør i hendes kinder, da hun med en pludselig aktivitet vendte sig om mod resten af køkkenet og begyndte at vimse frem og tilbage for at finde lidt kiks eller frugt til dem. Shaiin vendte tilbage til Flints side og blinkede sigende til ham. Kokkepiger var slet ikke van til den slags gentleman og derfor fik Shaiin ofte sin vilje, hvis han skubbede benene væk under dem.

[Flint Pharr]

Fingre forlod hans og lagde sig istedet om hans knoglede skulder som modtog et lille klem, inden den så også forlod hans skulder og dæmonen ved siden af ham trådte frem mod køkkenpigen. Et slankt øjenbryn løftede sig svagt, mens han betragtede Shaiin sno køkkenpigen om hans lille finger med hans afslappede stemme, flygtige håndkys og medfølende mørke øjne. Hans læber pressede sig sammen. Den rødmende, storbarmede pige kunne knapt nok finde mad til dem - til Shaiin - hurtigt nok. Så vendte manden tilbage til hans side og blinkede til djinnen med de nu krydsede arme, lænet op af dørkarmen. En følelse han ikke kendte havde fundet et hjem i hans bryst.
En platte med al den frugt hun kunne finde, fint skåret op og sidelinjet af diverse kiks blev stillet frem ved køkkenøen, ved siden af nogle stole. "Det er selvfølgelig ikke meget, vi kan sikkert finde noget mere, hvis I kan vente--" begyndte køkkenpigen, mens hendes hænder gled ned af hendes forklæde, som for at glatte usynlige rynker af det. Der var stadig en rødmen i hendes kinder.
"Vi har ikke tid," skar djinnen hende af mens han gik op til bordet, snuppede platten og på vej mod døren, hægtede hans arm sig ind i dæmonens og forsøgte at hive ham med sig.

[Shaiin McGivens]

Han kunne ikke modsige sig at han fandt det ganske morsomt. Nåe ja, nu var han jo lidt til begge køn alligevel. Ikke at han havde den mindste smule lyst til at give sig i kast med køkkenpigen. Lige som han kunne finde alverdens partnere, hvis han fik lyst, var han også ganske loyal hvis han endelig besluttede sig for en fast partner. Flint ville have grund til at betvivle det. Men sandt at sige havde han slet ikke overvejet at Djinnen kunne finde det være at blive småsur over. Han havde blot gjort det for at få sin vilje: De havde haft lyst til lidt snacks og køkkenet havde mere eller mindre takket nej til Flint, da de kom ind. Det var kun underholdende som der ikke skulle mere til end et par ord og et flygtigt håndkys, før kvinden smeltede ned i hans hule hånd og udførte hvad end han ønskede sig.
For han så det. Men selv om han så noget surt i ansigtet på hans lille Flint havde han mest af alt lyst til at grine. Der var absolut intet mere nuttet!
Han vinkede over skulderen, med et lille undskyldende smil, til den betuttede kvinde der blev efterladt alene. Om han ville blive hendes hemmelige drøm de næste par nætter? Var det så forkert at han et sted håbede det?
Han blev hevet med af Flint. Han faldt hurtigt ind i rytmen. Faktisk trådte han om bag Flint, slangede sin arm fri og rakte ind over hans skuldre for at gribe platten med frugt og tage det ud af Flints hænder.
"Såsåså. Nu ikke så ubehøvlet. Hun ville bare hjælpe!" forsikrede han, omend det var tydeligt han drillede Flint lidt. Hans stemme var lige ud for hans øre og han nappede drillende i det, før han gik videre med platten i hånden. Han plukkede en vindrue fri og rakte det til Flint.
"Drue?"

[Flint Pharr]

Der kom næsten damp ud af djinnens øre, som han hev afsted med sin flirtende dæmon med et fast greb i platten i hans ene hånd og hans arm snoet om Shaiins. Indtil manden trådte ind bag ham og hans arm forlod Flints og han greb platten fra imellem hans fingre, bagfra ham, så han kunne mærke hans ånde over hans nakke som han talte - skarpt efterfulgt af et nap i kanten af hans øre der sendte et gys ned langs den yngre udseende mands ryg. "Hun ville mere end bare hjælpe," mumlede djinnen, hans læber presset sammen til en lige linje og hans arme foldet over hans bryst, nu da han ikke længere havde platten at bære på, som han fulgte Shaiin ned langs gangen. Han tog imod den budte vindrue fra Shaiins hånd og stak den i munden. Druerne var de bitre, vinterdruer der voksede langs siden af slottets vægge udenfor. De smagte mere syrligt end sødt og syntes at efterlade munden tørstig, hvis man spiste nok af dem. Han skævede til Shaiin. Der var et muntert, drillende smil trukket over mandens læber og -- aargh, ved portene hvor var han frustrerende. Før han rigtig vidste hvad han gjorde, var han strøget rundt foran dæmonen, skubbet sig forbi platten som han nu bar og hans fingre greb om dæmonens krave mens han hev ham til sig og pressede hans læber mod mandens smilende mund.