But I said no!

[Eian Winters]

På ingen måde eller tidspunkt havde Eian forventet, Lili kunne mestre kunsten i healing fra første forsøg. Godt nok var begge hendes forældre magtfulde warlocks, men uden træning gjorde alt det lige meget. Tålmodigt satte han sig på hug ved siden af hende. Blidt tog han om hendes håndled, og trak den hen til sig, så han kunne betragte den opskåret håndflade. Intet tegn på healing overhovedet. Nænsomt lod han tommelfingeren på sin anden hånd stryge over skaden.
”Prøv at være blidere,” forslog han roligt. ”Healing er pleje. Healing er omsorg. Hvem end du healer – om det så er dig selv eller andre – er nogen du holder af, og derfor hjælper du dem. Du gør det af kærlighed. Kærlighed kan ikke blive forlangt eller krævet.”
Han guidede hendes friske hånd ovenpå den anden, og omfavnede begge med sine. Med et langtrukkent suk lukkede han øjnene. Fingrene gned hendes samlet hænder, mens han koncentreret fugtede læberne.
”Tøm tankerne for alt pånær mine hænder om dine. Mærk min omsorg. Mærk min omsorg for din smerte, og gentag efter mig: Hvide moder… Hør mig. Giv mig kraften til at kunne stoppe min smerte. Hvide moder… Hør mig. Giv mig styrken til at kunne rense mig selv. Hvide moder… Hør mig. Giv mig roen til at kunne heale fortidens skader. Gentag det hele. Kom så. Koncentrere dig,” bad han uden at åbne øjnene. Igen gentog han bønnen mens han tømte sit hjerte, og lagde det for Ineis fødder. Meditation var lige så vigtigt som selvdisciplin, når det kom til magi.

[Lili Zeno]

Hendes blik gled over Eian, da han satte sig ved siden af hende. Hun lod ham tage sin hånd og hendes blik fulgte tommelfingeren. Blidere? Men hun prøvede jo bare at få trådene til at gøre som hun sagde. De var vel hendes? Det var en ordre! Så det var ligesom en kat? Katte var bløde og søde, men kunne også rive og bide. Men hvis man var blid mod dem, kunne de blive en form for venner. Og alligevel havde hun fået en kat til at gå ud over tagkanten og falde til sin død, blot fordi hun kunne. Fordi det var et eksperiment.
Så hvordan blidere? Moria! Det måtte være som Moria. Moria var blid og skrøbelig. Lidt som en følsom vinterblomst eller noget i den stil. Man skulle bare prikke til hende og hun ville græde...Eller sådan kunne det virke. Hun var altid så bekymret.
Så det hjalp ikke. Hun kunne ikke være Moria, hun havde altid observeret Moria som noget anderledes. Som lidt svag, faktisk. Kvinden der var der, men ikke rigtig gjorde nogen forskel. Kvinden der kunne fortælle nogle søde godnathistorier eller hjalp hende med at vælge tøj ud.
Så til sidst kunne hun ikke gøre andet end hvad han bad hende om. Hun lukkede øjnene og kunne mærke hans varme hænder. De var faktisk meget rare.
Hun lyttede til hans bøn. Det tog lidt tid før hun kunne stoppe nogle af alle sine tanker. Det var svært, for hver gang hun var tæt på, kom der en lyd udefra, som fik hende til at tænke på hvor den kom fra. Hvad resten af folkene på stedet lavede.
"Hvide moder..." prøvede hun. Hun var opvokset med at Inei var der og man skulle tro på hende. Så måske ville det virke. Inei var gudinden, derfra magien kom fra, jo.
"...Hør mig. Giv mig styrken til at kunne rense mig selv..." hun kunne ikke lade være med at overveje hvad hun skulle renses fra, men kom så i tanke om hun slet ikke burde tænke. Blot sige det højt.
"...Hvide moder. Hør mig. Giv mig roen til at kunne heale fortidens skader" bad hun, selv om noget mere bestemt havde sneget sig i hendes stemme, frem for Eians mere bedende tone. Hun gentog det igen og igen, til hun faktisk ikke tænkte på andet end bønnen. Selv de varme hænder gled i baggrunden. Men det var ikke så meget gudinden hun tænkte på, men mere kraften til at kunne heale sig selv, hun ledte efter. Hun var mere rolig nu. Hun kunne bedre fokuserer på at finde disse hersens tråde og få dem til at lystre. Det sitrede i hele hendes krop! Det virkede ikke nær så nemt, som andre ting der kom til hende og hun var hele tiden ved at miste fornemmelsen. Hvad mere var, hun havde svært ved at samle dem om sin sårede hånd og få dem til at fjerne såret. Hun diskuterede med dem, selv om de hverken lyttede eller svarede igen. Så kom hun i tanke om bønnen og fortsatte med den. Hun kunne ikke rigtig sig om det var en gudinde der hjalp hende eller om det var hende selv. Det var heller ikke fordi såret blev healet helt og fint. Men hun havde en ide om at det virkede! Det føltes som om det stak i hendes sår, som om det prøvede at lukke sig og som om hun havde en helt anden kontakt med det end hun plejede. Hun holdt vejret, spændt på om det virkede. Men hendes koncentration holdt ikke længe og kort efter måtte hun konstaterer at hun havde mistet fornemmelsen igen. Ikke at det passede hende på nogen måde.