But I said no!

[Lili Zeno]

Eian Winters

---

Hendes mentor var en sur gammel krage. Hun havde brugt alt for lang tid på at lære at sidde stille og spise pænt. Hun huskede stadig på gården, når de havde spist. Der havde slet ikke været de etiketter, som de kaldte det! Og for tyvetusinde gang lærte hun at holde ordentlig på en ske! Fordi hun ikke gjorde det liiiige nok! 
Så hun var stukket af. Eller stukket og stukket, det var vel relativt. Ingen stoppede hende, da hun havde rejst sig, vendt dem ryggen og med rank ryg gået sin vej. Ingen havde kunne stoppe hende, for hun havde blot skulle sende sin mentor et vredt blik og lukke munden på hende. Hun havde stadig ikke helt styr på hvordan det helt præcis virkede, men det virkede! Og hun var blevet bedre til at kontrollere det. Først i det små. Hun havde fået en kat til at hoppe ud over muren en gang. Nogle af tjenestepigerne havde skreget op da de havde opdaget den bagefter, men hun havde ladt som ingenting og legede med på at det var synd for katten. Hvad end der var sket. Og nu! Nu kunne hun få sin mentor til at tie stille. Selvfølgelig ville hun få svære ved at argumentere sig ud af dette her, men hvem skulle stoppe hende? Manden, der havde ansvaret for hende, Eian, var ikke altid hjemme. Det gav hende mulighed for at lege med tjenerne som hun selv ville. F.eks. vandt hun altid, når de spillede! 

Hun kom fordi et spejl der hang på gangen og stoppede op for at studere sig selv. De sidste par år var hun begyndt at gå op i sit udseende. Hun passede det lange, sorte hår, så det strålede om kap med vintersolen udenfor. I dag var det sad tilbage i en stram fletning, men nogle lokker var gået fri og indrammede hendes ansigt, med de fine træk. Hendes kjole var mørkeblå og passede til hendes skikkelse, sammen med de flade, små sko. Hun havde strømpebukser på indenunder, selv om hun havde forlangt ikke at få det. Et tegn på hun endnu ikke kunne få alt som hun ville have det. Hun rettede lidt på håret og fik skubbet nogle lokker ind i fletningen igen, før hun vendte sig om og nynnede hoppede ned af gangen. Til sidst nåede hun sit mål. 
Hun lagde de slanke hænder mod døren, så sig omkring, før hun trak i dørhåndtaget og sneg sig ind. Efter hun havde lært at læse havde en hel verden åbnet sig for hende! En verden af viden og eventyr! Og når hun så sit snit listede hun altid ned på biblioteket og læste i hvad hun kunne nå. Og til tider lånte hun bøgerne med op på sit værelse og gemte dem for tjenestefolkene, der mente at bøgerne ikke passede til hende. Det skulle hun nok selv bestemme! Hvor skulle hun ellers finde forklaring på de ting hun kunne, men som ingen ville svare hende på?
Hun skubbede en stol over til en af reolerne. Oven på den kunne hun nå to hylder højere op. De kunne ikke gemme noget for hende! Hun rakte op og greb en af de store, brune bøger. Der stod noget om magi på omslaget, men for nu havde hun slet ikke kunne finde en bog om magi, som beskrev de ting hun kunne. Men der måtte da være en, ikke? Blandt alle de bøger?

[Eian Winters]

To fingre hvilede mod tindingen. Et tomt blik ud af vinduet. Nøgne fødder. Stilhed. En stilhed, hvor han alligevel søgte svar på sine spørgsmål: Hvorfor? Hvordan kunne du gøre det? Hvorfor?
Sådan havde han sættet lige siden, Adrian havde afleveret ham nogle dage tidligere. Evelyn var taget over tiæ The Storm Castle. Hun kunne ikke holde ud, til at være i nærheden af ham – men så igen... hun vidste hvorfor han var sådan. Og hun afskyede ham for det.
Træt masserede han sin pande med fingrene.
Øjnene var tunge, og rettet ud mod det brusende, sorte hav. Her på hans kontor havde han udsigt over det. Så mange gange havde han overvejet, at åbne vinduet, træde ud, og lade sig falde. Blot falde. Lade havet omfavne ham, og sluge ham. Men han vidste, det var umuligt. Hans vinger ville af reflekser slå sig ud – som når man prøver at holde vejret, og lungerne alligevel åbne sig op.
Derudover... han havde et ansvar.
Øjnene flakkede væk fra vinduet og ud til siden.
Det var første gang i flere dage, hans tanker havde strejfet den lille prinsesse. Lili.
Med et opgivende suk skubbede han sig op fra stolen. De tomme flasker, der havde indholdt stærkt alkohol væltede.
Fødderne slæbte sig afsted. Han låste døren til kontoret op, og sjoskede ud på gangen. Alting i herregården var lyst og i sandfarver. Store, høje vinduer med udsigt ud til stranden. Grå gardiner. Hvide møbler. Simpelt. Enkelt. Portusiansk.
Han gik lidt omkring på må og få, før at han endelig, mærkede skyggen i alt lyset. En tjener kom løbende over til ham. Hysterisk åbnede hun munden, for at sige noget, men han gjorde hende tavs med en finger for læberne, inden at han viftede hende væk. Ved gudinden ikke nu.
Lydløst skubbede han døren til bibliotekket op med sin fod. Og der var hun jo. Balancerende på en stol, i sin søgen efter viden. Synet fik et lille smil til at trække sig over hans læber. Det første smil i flere dage. Som en solskinstråle igennem et tykt skylag.
Armene gled over kors, mens han lænede sig op af dørkarmen. Han ville ikke forstyrre hende. Blot se på hende. Desuden ville han ikke skræmme hende med sit udseende. Håret pjuskede sikkert til alle sider. Tøjet var krøllet, og han havde ikke skiftet det i lang tid. Trøjen grå. Bukserne sorte. Han stank nok også af alkohol, og sæbe. Sæbe fordi han flere gange om dagen, fik et panisk anfald, der gjorde, han smed sig på knæ, og begyndte at skurre sig selv hudløs på armene, hænderne, fødderne, benene.
Tungt hvilede han sit hoved mod dørkarmen.
Så smuk hun dog var blevet de sidste par år. At døme ud fra malerierne og beskrivelserne han havde set af Marcellus LaPiera Black – den tidligere konge af Pandemonium – lignede de to hinanden på en prik. Men der var også noget af hendes mor over hende. Om muligt ville hun blive endnu smukkere end hende, når hun voksede op.

[Lili Zeno]

Hendes slanke fingre greb fat i kanten af bogen, som hun måtte strække sig for rigtig at nå den. Hun var voksen en del på det sidste, men alligevel ikke helt nok. I det mindste havde hun ikke flere løse tænder der faldt ud! Det havde været skræmmende i starten. Hun havde troet, hun var syg og ville miste alle sine tænder. Ligesom gamle mennesker! Heldigvis havde det ikke været tilfældet.
Bogen var tung og sad godt sammen mellem de bøger. Hun kæmpede for at få ordentlig fat og endelig kunne hendes fingre lægge sig om ryggen af bogen og hive den løs. Den var tungere end forventet og hun var ikke bare tæt på at tabe den, men også for selv at falde. På mirakuløs vis holdt hun balancen og greb om bogen med begge hænder. Ja, Magi. Selv om bogen hvilede på begge hendes arme, for at hun rigtig kunne holde den oppe, formåede hun alligevel at slå op i den. Den var stor, den ville blive svær at gemme, men hun skulle nok lykkes. Jo mere udfordrende det var, jo sjovere var det også. Det var en lille leg!
Ildmagi. Flammer. Både varme og kolde. Men hun havde intet med flammer! Måske i et af de andre kapitler...Men hun kunne ikke stå her og læse. Hun prøvede at klappe lidt af støvet fra bogen af sit tøj, før hun vendte sig hoppede ned af stolen...
Kun for at opdage hun ikke længere var alene. Hendes sorte øjne hvilede på manden, som hun tydeligt huskede at være efterladt hos. De andre var aldrig kommet efter hende igen, så der måtte være sket noget. Enten med dem eller også var hun ganske enkelt uønsket. Måske havde det været deres måde at komme af med hende, uden direkte at give hende mén.
Hun trak vejret dybt og rettede ryggen. Eian så altid så uordentlig ud!
"Jeg..." hun så ned på bogen i sine hænder, før hun så op på ham igen. Det var tydeligt hun arbejdede på en god undskyldning eller grund til at være her, med en bog hun måske - måske ikke - burde kigge i. Så trak hun kortet der hed, at hun slet ikke vidste om hun gjorde noget forkert.
"...Havde lyst til at læse. Denne bog så spændende ud!" hun viste den frem, som var hun stolt over at have fundet den og sendte Eian et af sine store, strålende smil der ofte gjorde tjenerne helt bløde. Hun gik tættere på ham, mens hun kæmpede for at få bogen ind under den ene arm og få den til at blive der. Dens kanter stak hende i siden og i overarmen, men hun ignorerede det. Så sendte hun Eian et elevatorblik.
"Og hvad skyldes selskabet?" Som så ofte prøvede hun at efterligne de voksne, i den måde de talte. Og virke langt mere voksen, end nogen ville mene hun var.
"Du ser virkelig rodet ud, det ved du godt ikke?" Hun havde hørt tjenerne snakke om hvordan han drak og virkede deprimeret. Det var da ikke en måde at styre så stort et hus på! Men det forklarede vel også hvorfor hun ikke så ham så ofte.

[Eian Winters]

Smilet på Eians læber voksede sig en smule bredere, da Lili fik øje på hende. Glædeligt sank han ned i hendes bundløse øjne, der syntes at holde hele universet i sig. Dér kunne man finde ro. Stilhed.
Beroligende holdte han en hånd i vejret, da hun begyndte, at finde på en undskyldning.
”Tag det roligt, barn. Viden er aldrig noget, man skal undskylde for,” sagde han beroligende, og tog bogen fra hende. Den var så tung, at selv han måtte lægge nogle kræfter i, for at have den hvilende på underarmen, mens han nonchalant bladrede igennem de støvet sider. Magi. Elemental magi. Han skævede ned over næseryggen på pigen. Så ærlig hun var. Man kunne virkelig, høre at hun var opvokset i et hjem med Veteranoerne.
”Jeg har haft nogle hårde dage,” mumlede han, før at han tilbydende vendte bogen rundt, så hun kunne se forsiden. ”Vil du have, jeg læser den sammen med dig? Jeg må indrømme elemental magi mere høre magikere og warlocks til end engle, så jeg er lidt rusten i den slags, men vi kan læse lidt teori sammen?”
Alt for at få noget andet at tænke på. Noget at distrahere sig med. Og Lili… på trods af hendes mørke energier, virkede det så beroligende, at være tæt på hende. I perioder havde han tit forestillet sig, at hun var den datter, han aldrig havde fået. Evelyn var hvert fald blevet glad for hende.
Det ville blive hårdt, når Caleb engang kom, for at hente hende tilbage. Hvis han gjorde. Specielt nu hvor Eriz for alvor var på sporet af dem. Nej. Han måtte ikke tænke på den slags nu. Det ville intet gavne Lili, at høre om den slags. Blot bekymringer. Flere bekymringer. Så mange bekymringer.
”Har…Isabel… lært dig noget om dine kræfter?” spurgte han hende tøvende, mens at han rakte en hånd ned til hende, så de kunne følges ad hen til bibliotekets sofagruppe foran den tændte pejs. Han havde stadigvæk svært ved, at acceptere at Isabel Veterano var blevet en hybrid. Dæmon og warlock. Hvor forfærdeligt. Tragisk. ”Eller Caleb måske?”
Med en grimasse satte han sig i sofaen med albuen hvilende på armlænet. Bogen løftede han op på sit skød. Inviterende klappede han på pladsen ved siden af sig i sofaen.

[Lili Zeno]

Hendes mørke øjne studerede Eians ansigt, som kunne hun slet ikke tro han så åbent accepterede det. Tydeligvis havde han ikke hørt om de små ting hun gjorde ved sin mentor eller tjenerne. Nej, vent! Det betød jo bare det var acceptabelt. Det måtte være det! Hvem havde også noget imod den smule drillerier?
Godt tilfreds med sig selv nikkede hun let.
"Nej, vel?" medgav hun og gav ham kun ret i at viden var godt.
"Jeg leder efter noget om...Du ved. Mig" indrømmede hun. Siden han ikke skældte hende ud, men virkede til at lytte, følte hun godt at hun kunne indrømme det.
"Jeg kan mærke jeg er anderledes end andre i dette hus, men de fleste vil slet ikke svare på mine spørgsmål!" Det var så frustrerende! Men måske ville nogen endelig give hende nogle svar?
Emnet var i hvert fald meget interessant og hun fulgte efter ham over til sofaerne. Hun kunne faktisk godt lide hans selskab, trods han virkede så lys, på en måde der til tider kunne irritere hende. Igen, anderledes fra hende selv.
"Isabel!" Hendes ansigt lyste op. Selv om det var begrænset hvilke minder hun havde fra gården huskede hun skam dem alle sammen. Også at Isabel havde lidt den samme fornemmelse som hende selv og derfor var så behagelig at være i nærheden af. Som når hun sov med sin drake i sengen!
"Hun lærte mig lidt. Vi fokuserede på at jeg fik kontrol med noget af det. Nogle gange, når jeg blev sur eller de ikke forstod mig kunne jeg få dem til at flyve igennem luften. Men vi nåede ikke særlig langt, før jeg endte her" svarede hun roligt og satte sig til rette. Hun rettede lidt på folderne i kjolen, før hun smed sine sko og trak fødderne op under sig. Hun rystede lidt på hovedet.
"Caleb ville slet ikke" Hendes store øjne landede på ham, før de gled ned på bogen.
"Vil du virkelig lære mig noget?"

[Eian Winters]

Hun var så yndig. Elegant men bestemt. Eian lod sin arm følge sofaens ryg bag Lili, mens han satte sig bedre til rette. Det her mindede ham en smule, om da Aidan var barn. De kunne bruge timer her i biblioteket, hvor de læste den ene bog efter den anden. Diskuterede indholdet af diverse fagbøger. Filosoferede omkring teorier. Der havde tiderne været helt anderledes.
”Jeg syntes hvert fald det er dumt ikke at besvare dine spørgsmål, så godt som jeg nu kan. Du virker fast besluttet på, at komme til bunds i det – så hellere med min hjælp, end at du kommer til skade,” svarede han hende, og slog op i den store bog med sin frie hånd, hvor albuen hvilede på armlænet. Det første kapitel handlede mest om magiens begrænsninger og risikoer. Eian bladrede videre. Andet kapitel handlede om de forskellige magi-typer. Lys, mørke, neutral. Der var endda lavet farverige, pæne illustrationer.
Han pegede på afsnittet om lysmagi.
”Det her er mig,” forklarede han. ”Lysmagi. Engle og nogen højelver, bruger det. Man siger det stammer fra Ineis væsen, og hjælper os med at rense verden omkring os. Det er lidt ligesom solen. Vi kan både lade det være nærende eller destruktivt. Er forskelligt fra person til person. Det her...” Hans finger gled over siden til afsnittet om neutralmagi. En magiker formede et lysende pentagram med sine hænder. ”Neutralmagi. Det er her elemental magi blandt andet kommet ind. Ild, vand, luft, jord. Magiker, djinns, draconians og så videre, kan bruge den slags energier. Caleb kunstner den slags. Men du… du og Isabel er herover…” Igen gled fingeren over bogens side, indtil den stoppede ved det sidste afsnit. ”Mørkmagi. Tit bliver de forbundet med at være destruerende, men jeg har oplevet, nogen kan skabe ud fra deres kræfter. For eksempel nekromanti, skyggelæren, og så videre. Warlocks, drows og dæmoner kan den her slags magi. Nogle dødsengle også. Det fascinerende med warlocks og magiker, er dog, at de faktisk kan skifte magiker. En warlock kan blive magiker. En magiker warlock. Alt efter hvordan de bruger deres kræfter.”
Han strøg hånden over Lilis glatte hår.
”Du er en warlock. Det modsatte af Caleb, men alligevel det samme, forstår du? Med træning kan du endda blive som ham.”

[Lili Zeno]

Det lød fornuftigt! Hun ville ikke vise det, men hun kæmpede for at følge ordenligt med og være sikker på hun forstod det hele rigtigt. Hvis han virkelig ville besvare hendes spørgsmål, ville hun absolut lytte og prøve at huske det hele!
Hun ignorerede lugten af noget stærkt og grimt, da hun lænede sig ind mod ham og kiggede på bogen. Hendes blik dvælede ved billederne mens han talte. Hendes fine, slanke øjenbryn gled sammen, som hun arbejdede på at forstå hvad han sagde. Mørk magi lød jo helt slemt! Hvorfor havde hun det?
"Så...Du siger..." Hun pegede på illustrationen af den mørke magi.
"...At jeg ødelægger? Men at jeg kan..." hun flyttede fingeren over til den neutrale magi.
"...Komme til at lave almindelig magi, men aldrig kunne..." Hun flyttede fingeren hen til den lyse magi.
"...Gøre det samme som dig?" Hun så op på ham et øjeblik. Det var tydeligt der var noget hun ikke forstod.
"Men Isabel kan mørk magi, det sagde du selv. Hvis det er så slemt, hvorfor bliver hun så ikke neutral? Og hvad med Drake? Vil jeg miste ham?" Hun var ikke sikker på hun havde lyst til at ændre magi, hvis hun mistede sin sengepartner. Han var så skøn at lege med og sove hos! Så betryggende. Og han holdt alle de dumme folk væk, når hun ikke gad dem. Han stod altid på hendes side! Hvordan kunne det være dårligt?
"Hvorfor er mørk magi dårligt? Mørk magi er bare mørk. Natten er mørk, men natten er ikke dårlig. Kun når man har mareridt. Faktisk er natten rigtig smuk, når man kigger op på stjernerne og månen. De er der jo ikke om dagen, så dem kan man kun se i mørket!" argumenterede hun dybt alvorligt og afslørede oveni at hun nogle gange sneg sig ud af sengen og helt udenfor. Men det kunne hun ikke tage sig af lige nu. Dette var vigtigt! Godt nok havde han ikke direkte sagt ordet dårligt, men hun alligevel opfanget en hentydning til det. En hentydning til at det ville være bedre at skifte magi...Men kunne man bare det? Det var lidt forvirrende...Og Caleb var nogle gange så kedelig. Selv om hun savnede dem alle sammen!

[Eian Winters]

Eian drog et dybt suk, men forholdte sig tålmodig overfor de mange spørgsmål. Utroligt Veteranoerne ikke havde snakket med hende om det noget før. De havde sikkert været nervøse for spørgsmålene, samt ment hun var for lille. Det var også et ømtåligt emne for dem, kunne han forestille sig.
”Nej. Du vil aldrig kunne arbejde med lysmagi. Det er kun dem, som er rørt af gudinden Inei,” startede han med at besvare, og måtte tænke sig om et øjeblik, før han forsatte. Isabel Veterano. Hybriden. Ineis Flammende Håb – eller… det havde hun hvert fald engang været. Noget alle lod til at have glemt.
”Så vidt jeg forstod på Caleb, er Isabel ikke længere kun en warlock. Hun er også en dæmon, og dæmoner kan ikke ændre deres magi til neutralt. Kun warlocks og magiker. Jeg går ud fra de to sider hænger for meget sammen, til at de kan ændres individuelt. Og nej. Jeg er sikker på du ikke vil miste din øgle. Trods alt er han din familiar, ikke sandt? I hænger sammen med sjælen.”
Åh den satans øgle. Den hvæsede af ham hver eneste gang, de kom for tæt på hinanden. Heldigvis fortrak den, at holde sig i skyggerne, hvor kun dens glødende øjne kunne ses. Sikke et væsen! Så afskyeligt. Ikke at han sagde noget til Lili om dette selvfølgelig. Hun ville ikke forstå.
Langsomt bladrede han videre i bogen, hvor der stod noget mere uddybende om de forskellige magier. Intet der stod kunne bruges lige nu.
”Mørkmagi er ikke… dårligt,” startede han tøvende. Det her ville blive en svær samtale. ”Men det hænger tit sammen med, at de folk som bruger det, er slemme personer, og derfor har det fået et dårligt ry. Folk er bange for magien. Bange for folk som kan magien.”
Hvordan skulle han ellers forklare hende det? På sin vis havde hun ret. Inei var heller ikke kun lys. Hun var også en stjerneklar himmel, som gemte vampyrerne bort. Mørket når man havde brug for stilhed og eftertænksomhed.

[Lili Zeno]

Hun var ikke sikker på om hun var skuffet. Det ville være nemmere hvis folk bare ville acceptere hende og hun havde en fornemmelse af det ville gå bedre, hvis hun kunne lysmagi. Hun overvejede det lidt. Hun pillede ubevidst ved en af sine negle. Isabel var jo indbegrebet af skidt, så. Hun var både mørk og hybrid, to ting som ikke var beskyttet af Inei og som folk tog afstand fra. Men når hun tænkte tilbage på hende, var der kun sjove minder. Træning, men også samtaler og lege. Hvordan kunne de to ting passe sammen?
"Han hedder Drake!" afgjorde hun, da Eian omtalte hendes kammerat som en øgle. Han var ikke baaare en øgle. Han var mere end det! Han var altid blevet kaldt en Drake og derfor var det nærliggende bare at navngive ham det. Præcis som Hest var en hest! Hun savnede faktisk Hest. Men der var andre heste her hun kunne ride på.
Til sidst så hun over på ham og hendes ansigt brød ud i et stort smil.
"Jamen det afgør det så! Isabel er jo ikke en dårlig person, selv om Inei ikke kan lide hende. Så derfor må jeg også blot bevise at mørk magi ikke er dårligt! Så vil folk lære at acceptere hende, ikke? Når de ser der er flere? Det sagde de altid. Man skal kæmpe for det man tror på!" sagde hun sejrssikkert og nikkede for sig selv. Caleb og Isabel var gode til at slås, det vidste hun. Hun elskede når de fortalte historier om deres rejser eller trænede udenfor. Det var helt som at se en dans og en dag ville hun gerne danse sammen med dem. Selv om træning med våben ikke stod på listen af hendes gøremål.
"Men jeg forstår ikke hvor jeg har det fra. Er det fra Saïx? Eller fordi jeg er i familie med dem alle sammen? Warlocks er jo...Fra Pandemonium. Det har jeg selv lært. At en anden gud havde skabt dem. Hvis Isabel er halvt warlock, er jeg så warlock fordi hun også er det?" Hun prøvede sådan at få det hele til at give mening, men det virkede hele tiden som om der var noget der ikke stemte. Som om alle historierne og den viden, som de voksne havde, ikke altid stemte overens med hinanden. Hun var jo opkaldt efter Saïx og hun så dem alle som sin familie. Så det var da det eneste sted hun kunne have fået det fra, ikke? Børnene blev jo det samme som ens forældre. Det så man alle steder!

[Eian Winters]

Eian smilte af hendes iver efter at hjælpe hybriden, hvor håbløst forsøg det nok end ville være – hvert fald her i Portus. I Pandemonium havde den ældste Veterano, nok haft det bedre. Ja, selv Vavilon! Nu havde heller ikke set hende, så han vidste ikke, hvor omfattende hendes nye skikkelse var, men sådan som Caleb havde hentydet det, var det slemt.
”Ja… man skal altid kæmpe for det man tror på,” gentog han mumlende hendes ord, før han vendte blikket ud til siden. Kort flakkede hans tanker over til det, han havde kæmpet for engang – eller havde han overhovedet kæmpet? Og da han begyndte, at overveje kamp fremfor passivitet, havde Inei slået ned hårdt, og åbnet hans øjne for sandheden, om hans såkaldte elskede. Næsen rynkede sig i afsky.
Han blev bragt tilbage til nuet, af Lilis forsættende spørgsmål – denne gang om sin herkomst. Nu måtte han træde varsomt, som gik han på line over Afgrunden. Heldigvis havde ordets magt, altid lagt godt i ham.
”Jeg ved ikke, hvor du kommer bare, og nogle gange betyder det heller ingenting. Alt der betyder noget, er at du har folk omkring dig, som du kalder familie, og elsker dig lige meget hvem du er, eller hvad du gør. Så kan alt andet være lige meget, kan det ikke? Du er opvokset hos dem, lige siden du var en helt lille baby, så vidt jeg ved, så betyder det noget, hvor du var før dem? Før kærlighed, omsorg, og varme?” spurgte han, og rykkede blidt i hendes fletning. ”Isabel og Caleb voksede op uden andet familie end hinanden. Jeg er sikker på, de ville ønske, de også havde haft folk omkring dem, akkurat ligesom du har.”
Han smilte mildt ned til hende.
”Når alt kommer til alt, er de vel alle sammen dine forældre. Caleb og Moria. Isabel og Saïx. Du er verdens mest heldigste barn, at have så mange forældre. Ingen andre har det.”

[Lili Zeno]

Hun grinte, da han tog fat i hendes fletning. Hendes hænder snoede sig om hans håndled, da hun prøvede at skubbe hans hånd væk. Hun var kilden i nakken og når nogen hev hende blidt i håret, trak det nogengange i hendes nakkehår og kildede hende.
Dog havde han ret. Han lød overbevisende og hun kunne se det fornuftige i det han sagde. Ja! De var alle sammen hendes familie og derfor havde hun noget fra dem alle sammen. Også selv om hun ikke kunne finde det lige med det samme! For eksempel fra Moria så forsigtig og blid, men nogengange helt ubehagelig at være i nærheden af. Lidt som...Lidt som onkel Eian, omend det var på...Alligevel på en anden måde. Det var så længe siden hun havde været sammen med Moria. Hun savnede hendes små, søde historier.
Hun nikkede.
"Du har ret" medgav hun så, før hun rettede sig lidt op igen. Hun var næsten gledet ned før. Hun var stadig lidt i vildrede om hun burde lære mørk eller lys magi. Hun forstod slet ikke at Isabel ikke kunne det!
"Så hvad mere? Er der noget du kan lære mig?" spurgte hun så.
"Står der noget om magi hvor man kontrollerer hinanden?" Hun så igen på ham med store, nysgerrige øjne. Bogen måtte indholde så meget mere! Hun ville gerne lære det.

[Eian Winters]

Overrasket kiggede Eian ned på hende, da hun spurgte ind til kontrol af andre. Spørgsmålet havde fået hans hjerte, til at hoppe et slag over. I et øjeblik sad han blot, og kiggede ned på hende i et forsøg på, at finde ud af, hvad han skulle svare hende. Lige nu var alt han så i hendes fortryllende, sorte øjne, Eriz’s manipulerende ondskab, der slangede sig omkring én, indtil alt liv var kvalt ud.
Han trak vejret dybt ind gennem munden, før han nikkende vendte tilbage til bogen.
”Ja, det gør der. Det hedder mental-magi, men er ikke særlig høfligt at bruge mod andre. Du ser heller ikke nogen af de andre gøre brug af det, vel?” forklarede han pædagogisk, mens han bladrede frem i bogen, indtil han kom til elementalmagi. Det første kapitel handlede om de forskellige elementer i naturen, samt teorien omkring den slags energier. Næste kapitel var om diverse øvelser. Han pegede på ildens tegn med tanker på, det nok var dét, Lili ville have det nemmest ved.
”Ildmagi vil nok være bedst at øve sig på. Isabel, har engang været rigtig god til at styre det element. Du kan også prøve healing-” Han bladrede videre til kapitlet om healing. ”Normalt er det lysmagi man bruger, men jeg ved nogen magiker også kan udvikle den evne. Så kan du hjælpe din familie, hvis de kommer til skade. Det ville være praktisk, ikke sandt? Specielt med dine mørkeenergier, kan du måske heale selv Isabel, hvis hun slår sig.”
Bogen trak han lidt mere op, så de bedre kunne se de gulnet, illustreret sider. Han måtte løfte knæet en smule, for at støtte bogryggen. Det var så mange år siden, han havde sættet sådan her. Et lille smil trak i hans mundvig ved den saglige ro, som emmede i ham ved følelsen af barnet lænet op af sig og hendes iver efter lærdom. Så var det lige meget hvem hendes forældre rigtig var. I hans øjne var det Veteranoerne.
”Du kan lære både det Caleb kan og alt det Isabel kan. Det kræver bare træning.”
Han smilte ned til hende.

[Lili Zeno]

Hun sendte ham et beregnende blik. Stærkt bevist om at hun måske kunne få skæld ud, hvis hun indrømmede hun allerede kunne styre visse dyr og nogle af tjenerne, valgte hun hurtigt den bedste løsning. Det kunne end ikke ses på hende, at hun rablede alt andet end sandheden af sig.
"Åh. Du ved. Jeg har bare hørt om det. Jeg ville da ikke vide hvordan man gør!" Efterfulgt af et stort, forsikrende smil der viste alle hendes fine tænder. Det var et stykke tid siden hun havde mistet sin sidste mælketand, heldigvis.
For at få emnet hen på noget andet, så hun ivrigt hen over Eians arm og ned på bogen. Hendes øjne fulgte illustrationerne. Åh, infernoet af ild var pænt! Men healingen var fuld af lyse farver. Som det portusianske sommer!
Hun var faktisk i tvivl om hvorvidt Caleb og Isabel havde glemt hende her. Men i stedet for at svælge i den triste tanke, ville hun langt hellere tænke på hvordan hun kunne hjælpe dem. Derfor brød hun sig rigtig meget om de ting Eian sagde.
"Ja! Ja, det vil jeg lære! Jeg vil lære det hele og være rigtig dygtig når de kommer tilbage efter mig!" hun hoppede ned fra den lille sofa og var tæt på at hoppe af ivrighed.
"Lad os gøre det nu! Åhh...Kom nuuuuu!" bad hun, som havde hun glemt hvilken fin lille dame hun skulle ligne. Det barnlige lå stadig i hende og der ville gå nogle år før det helt forsvandt. Hun ville langt hellere lære noget praktisk end at spise pænt om og om igen. Hun sendte Eian de største dådyrøjne hun kunne fremkalde.

[Eian Winters]

Med en klukkende latter lagde Eian den store bog fra sig på sofaen, før han langsomt kom på benene. Han havde aldrig kunne modstå Lili’s store, bundløse øjne. Specielt ikke når hun så på ham, sådan som hun gjorde nu. Som var alt hun havde brug for, det han kunne give hende. Som var han noget specielt.
”Okay, okay… jeg kan ikke se, hvad det skulle skade, du lærte healing,” kommenterede han, og slentrede hen til et bord med skuffer, hvor han trak en brevåbner frem. ”Det vil ikke komme naturligt til dig. Specielt fordi du er en warlock, men jo mere af den slags magi du mestre, jo nemmere bliver det, fordi du trækkes mod at blive en magiker i stedet for.”
En smertefuld grimasse trak sig over hans ansigt, da han lukkede sin håndflade op med brevåbneren. Blod begyndte at pible frem fra det lange sår. Smerten prikkede som nåle over hele hånden, men det føltes faktisk dejligt – det distraherede ham fra den vridende klump i hans bryst, hvor hjertet engang havde befundet sig.
Han rakte visende hånden frem mod Lili. Blodet var begyndt at sile ud over kanten af håndfladen, og dryppe ned på det fine gulv.
”Se her. Såret provokere mine nervebaner, og fortælle min hjerne, jeg er skadet. Det er derfor man har smerte. For at gøre dig opmærksom på du er såret. Når du skal heale enten dig selv eller andre, fokusere du på den smerte. Du sætter dig ind i den. Mærker nervebanerne, og samler din fokus tættere og tættere på såret, indtil du i dit hoved føler hele sårets bygning. Derefter begynder du at trække det sammen. Forestil dig et reb skåret over, som du skal sætte sammen igen. Alle de små tråde fletter du sammen én efter én, for at være sikker på, du ikke bare lukker huden i, uden at tage dig af de indre skader også,” forklarede han langsomt og pædagogisk. Imens han talte begyndte gyldne tråde at danne sig i hans såret håndflade. De lyste hans ansigt op nedefra. Langsomt trak de hans skade sammen, indtil der ikke var andet tilbage end det resterende blod. Der var ingen tegn på såret. Prøvende bevægede han sine summende fingre, mens han vendte den rundt, så Lili kunne se, der ikke var noget resterende sår tilbage.
”Se! Ingenting tilbage. Det er nemmest at heale sig selv, så det starter vi med. Jeg tror heller ikke, du vil kunne heale mig endnu, før du er blevet mere magiker end warlock. Her. Lav et lille sår på din håndflade, og gør så hvad jeg har fortalt dig,” forslog han, og rakte hende brevåbneren med et lille smil.

[Lili Zeno]

Hun var lykkelig! De færreste kunne modstå hendes bedende øjne og stemme, hvis hun brændende ønskede sig et eller andet. Hun følte det som om hun lige havde sejret! Men det overskyggede ikke hendes iver efter at lære og hun gik efter Eian over til bordet. Hun samlede sine hænder foran sig, mens hun tålmodigt studerede ham. Hun virkede ikke forstyrret over at Eian gjorde skade på sig selv eller på blodet, der dryppende ned over hans håndflade. Men hun var også opvokset med Veteranoerne og havde tidligt vænnet sig til at se blod, også selv om det havde været fra dyr, når Saïx skulle have noget. Sådan et lille sår var ingenting!
Hendes øjenbryn gled ind mod hinanden og skabte en enkelt rynke mellem sig, da hun koncentreret prøvede at forstå hvad Eian mente. Nerver? Tråde? Hvorfor havde hun ikke hørt om det før? I et øjeblik følte hun sig irriteret. Hvorfor havde ingen dog fortalt hende om det før?! Det var da vigtig information! Men hun bed det i sig. Det var sandt det gjorde ondt, når man kom til skade og hun lod blikket glide over sin egen hånd, allerede inden Eian var helt færdig, som hun huskede tilbage på de små skader hun havde haft igennem årenes løb. Hun vendte sin egen hånd rundt et par gange. Hun havde et lille ar på indersiden, mellem lange- og ringefinger. Efter en brødkniv, da hun engang var sulten og kniven var gledet hurtigere igennem brødet i hendes hånd, end hun havde regnet med. Men det var lille og ingen bemærkede det til hverdag, trods det havde blødt en del den dag det var sket.

Hun studerede hans hånd. Faktisk tog hun den mellem sine og lod de slanke fingre glide over hans mere ru overflade, som undersøgte hun om såret faktisk var væk eller om det stadig gjorde ondt. Da hun var tilfreds med sin undersøgelse, tog hun imod brevåbneren. De fleste ville nok tøve med at skade sig selv, bange for at opleve smerten, men det var ikke derfor hun tøvede. Faktisk vidste hun ikke helt hvorfor hun tøvede. Kun at hun til sidst følte sig besluttet og skar et fint snit hen over sin håndflade. Normalt konstaterede hun bare at hun var kommet til skade og såret skulle pakkes ind for at undgå infektion. Hun havde altid haft en høj smertetærskel. Derfor peb hun heller ikke da såret begyndte at bløde og svig. Naturligt havde hun lukket sin hånd, men nu åbnede hun den og kiggede på sit sår med store øjne. Det var ikke dybt, men hun havde svært ved at gennemskue hvordan hun skulle få magien til at følge hendes fornemmelse af smerte.
Efter et øjeblik, hvor blodet havde trukket nogle fine, røde streger rundt om hendes hånd, rystede hun hånden i et udtryk for frustration. Det gjorde ikke ondt mere! Rystelsen sendte et par bloddråber flyvende og sendte igen en prikkende fornemmelse op igennem hendes arm. Der var den! Smerten, altså.
Hendes egen magi var nærmest opstået af sig selv. Men selv om hun forestillede sig at hun fulgte tråde ned til sit sår skete der intet. Til sidst satte hun sin raske hånd i siden, stadig med brevåbneren i hånden og sendte Eian et kritisk blod.
"Det vil slet ikke gøre som jeg forlanger det!" bemærkede hun sigende, selv om det var tydeligt, da såret endnu var åbent. Blodet var så småt begyndt at størkne og blive mørkt omkring såret. Måske var spørgsmålet mere om hun lagde nok fokus i det eller om hun forventede for hurtige resultater, men den indsigt havde hun ikke lige nu.