Tilbage i hænderne.

[Shaiin McGivens]

Eriz LaPiera Black

---

Han stod af hesten og rakte tøjlerne til den unge mand, der sad på en hest ved siden af ham. 
"Virkelig?"
"Vi har snakket om det. Du kan tage hjem nu og færdiggøre dine pligter" 
Den unge mand, der mest af alt var en forvoksen teenager, greb surt tøjlerne. Med et klem fra sine ben satte hans hest i gang og kort efter blev den anden trukket med hjemefter. De havde været nede og se til hans fabrikker, nu hvor hans materialer endelig var ankommet sikkert til byen. De var ankommet lige inden krigen, men kun med nød og næppe. For sent til at være med i noget som helst, så Shaiin havde fokuseret på at få alle sine materialer i sikkerhed og var ellers forsvundet under jorden. Ikke hjem, ikke endnu, men han havde fuldt med i kampen på sin egen måde. 
Det var efterhånden et par dage siden. Det var en uhyre luksus at være hjemme igen! Sove i egen seng, bade i varmt vand og med god mad. Der var ødelæggelser over det hele, også efter brændene, men hans fabrikker var gået uden særlig mange skrammer og hans hus skulle have nogle nye vinduer. Han var sluppet ret heldigt og ingen i hans hjem var kommet til skade. Han lod hånden glide udglattende over det mørke hår. Nu hvor Dronningen sad på tronen igen måtte man vel være mere præsentabel. Nu kunne alt det der med at være adelig vende tilbage til sit eget, kedelige selv. Så iklædt nogle fine støvler, et par mørkebrune bukser og en hvid skjorte, foruden en sort jakke. Tøjet var af fin kvalitet og hvis nogen gik op i moden, ville man kunne genkende det som Shaiin egen produkter. Efter at have sendt slottet et bedømmende blik var han forsvundet ind efter. Som altid havde han givet besked om at han kom. Mest fordi han ikke gad møde op, kun for at få at vide at dem, han ønskede kontakt med, ikke var disponible. 

[Eriz LaPiera Black]

Shaiin blev ført ind i slottet af en tjener, der både havde taget imod hans jakke, samt budt ham et glas med stærkt, krydret pandemonisk cognac. De gik igennem hele slottet føltes det som, indtil de kom til dobbeltdørene, der førte ind til dronningens tårnkontor.
To vagter stod loyalt vagt på hver side.
Tjeneren bankede høfligt på døren, og åbnede den først, da der lød et svar på den anden side. Shaiin blev inviteret ind. Døren lukkede sig efter ham, og han var ladt alene med Pandemoniums enehersker. Hun sad bag sit skrivebord i den anden side af det runde tårn. Bordet var af metal, og lignede det var smeltet ned over gulvet. Høje, gotiske vinduer slap det sparsommelige sollys ind, ellers stammede lyskilderne fra fakler og kaminen bagved Eriz. Høje reoler fyldte væggene fyldt med bøger og pergamentruller.
”Lige et øjeblik,” bad dronningen uden at kigge op. Hun var bøjet over et brev, hun var ved at skrive. Blækpennen fløj afsted over pergamentet fra den ene side til den anden, uden at lave en eneste blækklat.
Eriz havde skiftet det praktiske tøj på, hun havde haft på i lejren, tilbage til de fornemme, behagelige kjoler, hun før i tiden gik med. Det krævede stadigvæk en del tilvænning. Lige nu sad hun iført en stram, flaskegrøn kjole, der krammede om hendes timeglasformet skikkelse. Ryggen dykkede, så den nøgne hud blev afsløret, mens ærmerne gik hende til albuerne.
Smykke prydede hun sig også igen med. Halskæder, ringe og armbånd af metal og ædelstene fra minerne i landet. Det ravnsorte hår var samlet i en løs fletning, så nogle glansfulde lokker indrammede hendes slanke, koncentreret ansigt.

Først da hun havde skrevet brevet færdigt, lagde hun pennen fra sig, og vendte endelig opmærksomheden mod sin gæst. De røde læber skilte sig i et imødekommende smil.
”Shaiin!” hilste hun, og rejste sig elegant fra stolen, for at gå rundt om skrivebordet, og placere et varmt kys på hver side af dæmonens ansigt. ”Hvor er jeg dog glad for at se dig igen! Og du ser jo pragtfuld ud som sædvanligt! Har du fået noget at drikke? Åh perfekt! Sæt dig, sæt dig endelig.”
Med hånden slog hun ud mod én af de to læderstole foran hendes skrivebord, mens hun igen tog plads i skrivebordsstolen. Afslappet lænede hun sig tilbage med hænderne hvilende på armlænet.
”Hvad kan jeg gøre for dig, min ven? Er alting som det skal være? Jeg håber ikke krigen bragte for mange uheld til dit hus,” sagde hun venligt.

[Shaiin McGivens]

Han rettede en anelse på den hvide skjorte, da en tjener tog imod hans jakke, til den sad som den skulle. Sikke en modtagelse! Selv om han ikke følte for alkohol lige nu, følte han det var passende at feste lidt over den nye fred og tog derfor imod. Han nippede let til den og genkendte den som en cognac fra Pandemonium og tilmed af den dyre slags. Måske var det ikke så tosset han havde takket ja!
Der havde været ødelæggelser på slottet og noget at rydde op. Men den vej han blev vist, viste ikke tegn på særlig meget af det. Han havde lyst til at kigge bag de lukkede døre, som han så rundt omkring, men modstod trangen. Det ville ikke være passende at gå på opdagelse nu hvor dronningen ventede på ham. Ej hellere passende at gå på opdagelse uden hendes tilladelse.
Da de nåede hendes værelse, trådte han afslappet indenfor. Med glasset i den ene hånd og en arm på ryggen, bukkede han let i kroppen i en hilsen, før han tålmodigt afventede hun blev færdig. Hans blik gled over værelset imens.

Han sendte sin dronning et smil og gengældte hendes hilsen, før han gik tættere på og satte sig, på hendes anvisning. Han hævede let glasset.
"Lige tidligt nok, min dronning. Men jeg tænkte det var passende at fejre Deres sejr med en stærk drik. Jeg takker. Og jeg lykønsker Dem, selv om jeg på intet tidspunkt frygtede De ville fejle" svarede han roligt og fik placeret både en ros til drikken og en lykønskning på de få sætninger. Efter et kort nip placerede han glasset på bordet og lænede sig tilbage i den magelige stol. Det var anderledes at se sin dronning i kjole og smykker, frem for rustningen. En dronning, der havde bevist at hun kunne begge dele. Se pæn ud og være i krig. For slet ikke at nævne at hun havde vundet.
"Mit hus har det fint. Mine fabrikker led mest, men intet der ikke kan blive udbedret i løbet af den næste månevending" forsikrede han, selv om han havde forsødet sandheden en smule. Hans hus havde lidt lidt skade, men hans fabrikker kunne i det mindste stadig producere, selv om de ydre strukturer havde slået lidt revner. Men det var ikke dronningens problem og alt taget i betragtning, havde han været heldig. Visse af hans bekendte havde lidt værre skader. Også nogle af hans konkurrenter...Mon Nostamus havde holdt hånden over hans fabrikker og hus, fordi han havde støttet Gudens yndling? Ikke at han som sådan var religiøs.
"Jeg har hørt rygter om krigen. Mange snakker om hvor slorslået du vandt den, med færre mænd. Men også at ingen ved om den forhenværende konge er levende eller død. Jeg går ikke ud fra jeg kan få nogle svar fra Dem selv, om hvordan krigen gik Dem?" spurgte han høfligt og slog let ud med armene. Et rygte om hvad der var sket med en person, betød ofte af nogen prøvede at dække over hvad der virkelig var sket. I dette tilfælde, ville dronningen nok have fejret mandens død eller tilfangetagelse. Måske...Havde dronningen ingen af delene?

[Eriz LaPiera Black]

Med hagen hvilende i sin ene hånd, lyttede Eriz smilende på hvad Shaiin fortalte. Først da han nævnte Marcellus, hævede hun et enkelt øjenbryn.
”Åh? Rygter siger du?” spurgte hun, som om hun ikke anede, hvad han talte om. Kort strejfede tanken hende, om Flint havde røbet noget i sine breve til dæmonen, på trods af løftet til hende. Åhhh hvis han havde. Ganske forsigtigt så dæmonen ikke opdagede noget, strøg hun igennem hans sind efter svar. Hun kunne jo ikke lade det de to havde gang i stå på, hvis Flint fandt sig selv mere loyal overfor manden end for hende.
”Jeg kan forsikre dig om, at Marcellus ikke vil blive et problem nogensinde igen,” fortalte hun, og lænede sig tilbage i stolen med hænderne hvilende på armlænene. ”Han er væk for evigt, og jeg kan igen kalde mig enke.” Hun sendte ham et lille smil.
Ægteskabet med Marcellus havde været det længste, hun nogensinde havde været gift. Ofte var der kun gået en måned. Det føltes dog stadigvæk lettende, ikke at være fængslet til den mand længere gennem båndet af ægteskab!
Sandheden blive talt, var hun teknisk set stadigvæk gift med ham, men det vidste kun hun og Flint. Og sådan skulle det blive ved med at være.
Fingrene trommede let mod det ene armlæn, mens hun roligt betragtede Shaiin på den anden side af bordet. Tænk hvor let det ville have været, at putte noget i hans drink. Styrken ville fjerne enhver smag af gift, og tillidsfuld som han var, havde han allerede nippet til den.
Godt for ham, hun ikke havde nogen grund til at gøre den slags. Smilet voksede sig større.
”Jeg tager snart til Portus, for at diskutere forretning. Handlen vil snart florere mellem vores lande igen. I fremtiden har jeg også planer om, at afholde en fest her i Pandemonium, for at fejre min sejr. En fest vil ligeledes blive holdt her på slottet med diverse rige og magtfulde personer,” afslørede hun, før hun endelig slap ham med blikket, og begyndte at kigge en stak breve igennem, indtil hun endelig fandt en sort konvolut med hans navn udenpå. Det blev rakt til ham. ”Det her er din invitation. Jeg regner med at invitere begge konger, samt deres følge til festen. Ja, også Vavilons nye konge. Han facinere mig, og jeg glæder mig sådan til at møde ham. Middagen vil ligeledes være et godt sted, at skabe bånd, samarbejde og forretninger.”
Hun trak på skuldene. ”En lille taknemmeligheds gave fra mig til dig.”

[Shaiin McGivens]

Han havde modtaget et brev fra Flint, faktisk kun for et øjeblik siden. Han håbede på at kunne opsøge ham, efter at have snakket med dronningen. I brevet havde Flint blot givet udtryk for at han havde meget at fortælle om krigen, men intet om præcis hvad og det var altså kun rygterne Shaiin støttede sig til, på nuværende tidspunkt. Dem og egne teorier. Han sendte dronningen et lille smil. Hun var intelligent og han havde ikke regnet med et andet svar end det han have fået. Men Nostamus forbyde ham, hvis han ikke havde forsøgt alligevel.
"Rygter" bekræftede han afslappet. Han mente ikke selv at dronningen havde nogen grund til at dræbe ham. Til det havde han både været for brugbar og kunne fortsat være det, hvis hun ønskede det. Man kunne måske tolke han villighed, til at smage på drinken, som tegn på at han stolte på sin dronning. Om ikke andet, så for nu og forhåbentlig også fremover. Han havde ingen planer om at blande sig direkte i nogle stridigheder, han foretrak at danse på grænsen mellem dem. Han nikkede let til hende. Han forstod hvad hun sagde og hentydningen om at det emne var uddebateret. Meget vel.

Han rakte ind og tog imod konvolutten. Hans blik gled over dronningen et øjeblik, før hans finger gled ind under flappen for at løsne den. Han trak invitationen ud og lod blikket glide ned over den et kort øjeblik. En fest! Han var ingen festabe, men hvis det var med alle de store...Alle de folk han kunne møde. Få en fornemmelse af. Se. Lytte til samtalerne...Eriz havde givet ham en uvurderlig gave og han havde ingen planer om at takke nej til den.
"Jeg er beæret og vil glæde mig til det. Det betyder mere end De tror" forsikrede han, før invitationen gled forsvarligt ned i konvolutten igen. Den blev i hans skød. Han ville ikke lade den af syne, før han var sikret at komme indenfor. Ingen skulle stjæle den eller snyde ham for den mulighed. En belønning for hans trofaste hjælp havde han forventet - og fået. Han var tilfreds.
"I så fald har jeg blot et spørgsmål tilbage. Eller faktisk, et par stykker, hvis jeg må være så direkte. Det første handler om hvordan jeg kan være Dem til tjeneste. Under krigen kom det os begge til gode, men nu hvor krigen er slut, foretrækker jeg at gå tilbage til før. Jeg vil dog stå til rådighed, hvis De får brug for mig. Jeg ønsker vi er enige på dette område, så der ikke sker misforståelser" Han så afventede på hende. Hvis hun forlangte eller ønskede han hjælp hende på andre punkter kunne han næppe sige nej, men han ønskede alligevel at være fri til at gøre som han ville. Han var nok loyal over for hende, men flere var begyndt at kende til det og det gjorde en lille skade på...Visse af hans forretninger. Han ville gerne lægge lidt afstand igen, hvis dronningen tillod det.

[Eriz LaPiera Black]

Svagt bøjede Eriz nakken for Shaiins taknemmelighed, før hun igen lænede sig tilbage i stolen med hænderne hvilende på armlænet. Afventende betragtede hun tyvekongen, som han udlagde sit første spørgsmål, der fik hendes øjenbryn til at hæve sig en smule i forundring. Det var sjældent nogen ønskede direkte at træde ud af hendes tjeneste igen – specielt når de blev belønnet for det. Hun overvejede hvordan det mon kunne være, Shaiin af alle bad om det. Der var jo adskillige grunde, men hun kunne ikke lade være med at tænke, om det havde noget med djinnen at gøre. Nej... nej, det gav jo ingen mening. Hun brød sig dog ikke om det.
Et forstående smil dukkede frem på hendes læber, og hun lænede sig lidt frem, så hun kunne ligge en hånd på bordet mellem dem, som ville hun have taget hans hånd, hvis hun kunne komme til det.
”Jamen kære ven, selvfølgelig. Du har jo også dine egne ting at se til, og jeg forstår din diskretion må betyde meget. Det vil selvfølgelig pine mig, ikke at kunne nyde dit selskab, men jeg må jo klare mig uden vores hyggelige møder,” svarede hun, før hun igen trak sig tilbage. Nogle af papirerne var blevet rykket rundt, da hun havde lænet sig frem, så hun måtte ordne dem igen. Med sin ene hånd tog hun en tår af sit vinglas.
”Hvad er dit næste spørgsmål, min egen?” spurgte hun over kanten, mens hun hurtigt kiggede et brev igennem.

[Shaiin McGivens]

Shaiin foretrak at stå på neutral grund. På den måde opnåede han mest. At støtte Eriz havde simpelt været hans foretrukne træk. Han havde også haft noget at tabe! Og havde allerede tabt. Alle de penge, da handlen var stoppet! Det var skrækkeligt. Ikke at han ville gå så langt som til at sige nej til hende, for hun betalte godt tilbage. Blot...Han ville ikke bruge sin tid på slottet. Men hun kunne tilkalde ham, hvis der var noget. Præcis som alle hans andre klienter havde æren af.
Hans smil voksede lidt for et øjeblik, som tegn til at han brød sig om hendes svar.
"Det næste. Hvad er planen omkring de adelige, der ikke har støttet Deres kamp for landet? Jeg husker svagt, men tilgiv mig, hvis jeg er for forudindtaget...At de skulle modtage en form for straf? Jeg kan kun forestille der er huse eller forretninger der må lide under det. Skulle De stå med for meget i overskud ville jeg med glæde lette presset for Dem?" Han trak let på den ene skulder. Et hus ekstra eller en forretning ekstra. På en eller anden måde burde han kunne tjene lidt ekstra penge på, hvis visse adelige fik et rab over fingrene. Han var fuldstændig klar over det kunne give ham fjendskaber. Og dog var han ikke det mindste bekymret. Han havde allerede mere end styr på det hele. Han havde dog ikke et overblik hvad der ville ske - hvis noget. Men en af hans første samtaler med Eriz havde skam båret præg af at han kunne have forventet lidt ekstra taknemmelighed i form af dette.

[Eriz LaPiera Black]

Den røde tungespids kørte overvejende hen over læberne, som Shaiin kom med det næste spørgsmål. I et øjeblik kiggede hun ikke væk fra brevet, før hun endelig rettede blikket mod dæmonen, der sad med et lille smil overfor hende. Foden under bordet svang fra den ene side til den anden, som en irritabel kats hale.
”Du syntes ikke, det er lige at stramme den?” spurgte hun med et hævet øjenbryn, men intet i hendes stemme tydede på fjendtlighed. Mere en venlig advarelse. ”Jeg har allerede styrket din forretning, ved at give dig flere fordele fremfor de andre handelsmænd. Derudover har jeg givet dig en fantastisk mulighed i form af den store fest jeg holder, og… åh… lad os ikke glemme, jeg ser imellem fingrene på det du har gang i med min djin, hvor uortodoks det så end er.”
Hun lagde brevet fra sig øverst på den store stak af ulæste breve, og flettede fingrene ind i hinanden, hvilende på bordet. Hovedet tiltede sig lidt på skrå, mens hun afventende betragtede Shaiin, en smule lænet frem over bordet, så kavalergangen blev dybere og synligere. En afgrund mellem to, runde bakker.
”Jeg holder ikke øje, Shaiin, men jeg er stadigvæk opmærksom på den fare dit forhold til ham kan udgøre. Du har været loyal, men jeg ved hvad kærlighed, kan gøre ved ellers intelligente folk – en skam egentlig,” kommenterede hun, som var det vejret de snakkede om. ”Men jeg skal selvfølgelig nok, overveje dit forslag nøje. Hvis noget land eller ejendom kommer tilgængeligt, vil du som den første være i mine tanker. Som altid.” Læberne skiltes i et bredt smil.

[Shaiin McGivens]

Han så vurderende på sin dronning. Han fornemmede godt den truende undertone, men han på ingen måde sige det behagede ham. Med hænderne i sit skød, lod han fingrespidserne tromme lidt mod hinanden. Ah, så man fik alligevel ikke alt det, man håbede på. Han havde ikke tænkt sig at udfordre hende eller true tilbage. Det havde et spørgsmål og intet andet. Men man havde vel lov at håbe, havde man ikke? Det havde trods alt været en detalje. Desuden virkede det til at halvdelen af Pandemonium var inviteret til festen. Da han også var en del af adelen, ville det så ikke blot være naturligt han også kom med? Men man kunne vel argumentere med at hun havde givet ham invitationen personligt.
Hans øjenbryn hævede sig først, da hun snakkede om Flint. Virkelig? Gik de under bæltestedet nu? Han kunne ikke lade være med at smile lidt. Jamen hvor måtte han havde trådt hende over fødderne, hvis hun gik efter noget så desperat. Han slog let ud med armene.
"Jeg har altid følt mig tiltrukket af begge køn, Deres majestæt. Føl Dem endelig fri til at påpege det for alle der vil lytte. Halvdelen af adelen har en ung slavedreng til deres rådighed og det er en af de dårligste hemmeligheder iblandt dem" forsikrede han hende. At folk lærte om det, bekymrede ham ikke. Han var erfaren i at slange sig rundt om rygter og historier. Og hvornår ville en dronning personligt stille sig op foran sit folk og rakke ned på en tilfældig adel? Sandelig kunne hun finde på langt værre ting.
"Der ud over kan jeg forsikre Dem at vi ikke planlægger noget bag Deres ryg. Tværtimod ligger vi bag hinandens rygge..." Hans smil voksede lidt af hans lille joke, selv om han tvivlede på om dronningen ville finde den samme morskab i det.
"...Så tillad mig at påpege det var et spørgsmål. Der er ingen grund til at blive så...Ligefrem" Denne gang var det mere alvorligt.
"Men jeg har forstået. Ikke flere gaver...."
Han overvejede sit sidste spørgsmål. Angående hvordan Pandemonium og Portus stod med hinanden. Og hvordan Pandemonium ville reagere, hvis der opstod...borgerkrig...I portus. Sende soldater? Krigsmaskiner?
Men noget sagde ham at dronningen var færdig med at give flere godbider. Han havde jo også netop sagt han trak sig og ikke offentlig stod i hendes tjeneste, så hvorfor skulle hun give udtryk for flere hemmeligheder en som ham sagtens kunne give til de forkerte?
Nej. Han ville stoppe mens han endnu havde lov til at møde Flint. Siden det tydeligvis var den leg dronningen legede. Med et svagt suk trak han invitationen til sig og rejste sig op. Han kunne ikke stoppe tanken for at dukke op. Han havde ingen planer om at udfordre Eriz...Men var der noget at sige til de færreste ligefrem ville kalde sig loyale, når et simpelt spørgsmål blev besvaret med trusler? Han havde oplevet folk blive fornærmet for minde. Og lidt fornærmet var han.
"Jeg vil gå. De har vigtigere ting end en...Vel, mig" Han sendte hende et stort smil.
"Må De have en god dag" Han bukkede let for hende, før han ville vende sig og gå.

//Out