Dansen

[Eriz LaPiera Black]

Aron Zipora - Adrian Storm - Eian Winters - Vaelon Arahaelon - Seraphine Thorne - Helena Rosenthel

Hestevognen rumlede afsted gennem Istus’ brostensbelagte gader. De folk, som var tidligt oppe, vendte sig alle nysgerrigt om, for at kigge efter den sorte vogn. Det var ikke svært at se, hvor den var fra. De fire rytter foran og bagved vognen bar alle sammen det pandemoniske flag, samt de sorte og røde uniformer. Hestene var smukke, glatte og skinnende, som fisk på vand med elegante bevægelser, og gnistrende hove. Kusken klædt på til det kolde, vinter vejr. Frosten lå i hans fornemme skæg, mens de store, flosset snefnug har lagt sig til hvile på hans skuldre og skød. Heldigvis lovede månederne snart bedre vejr.
Inde i vognen sad dronningen af Pandemonium. Nu enehersker over hele landet. Hendes hoved hvilede mod det dugget vindue, som hun træt kiggede ud af. Betragtede den hvide, minimalske by suse forbi hende. Så stille der var ved denne tid, hvor butikkerne ikke var åbnet endnu. Ingen prædiken, ingen snak, ingen højtidelige taler, eller fordømmende råben. Bare stilhed. Som om sneen slugte enhver lyd.
Hun drog et suk, før hun vendte blikket mod personen på sædet overfor hende. Aron. De havde prøvet at dæmpe randerne under hans øjne, men enhver kunne se at manden var plaget. Han var bleg, sort om øjnene, og selvom han sov lige nu, hvor hun kunne gøre hans drømme rolige, kunne hun se han var spændt. Bange for at hun slap sit tag i ham, så drømmene ville blive til mareridt.
Igen gav hun sig til at kigge ud af vinduet. De ville snart være ved templet, hvor Rådet og kongen ville vente dem. Nu hvor hun var enehersker over Pandemonium, skulle nye aftaler på plads. Helst ville hun slet ikke have været her. Istus mindede hende om Adrian. Eian ville minde hende om Adrian. I hans sind ville hun møde den ærefulde engel, hun havde beordret væk. Det var én af grundene til, hun havde Aron med sig. Han skulle overtage forhandlingerne med Portus efter denne gang. På den måde var hun fri for at støde på minderne om Adrian, og kunne samtidig få mere tid til andre ting hjemme i Pandemonium.

”Aron?” Blidt kaldte hun på ham, mens hun lænede sig frem, for at lægge en hånd på hans knæ. Forsigtigt ruskede hun i det, så han kunne vågne op. ”Aron, vi er der lige snart. Du er nødt til at vågne, darling.”
Nænsomt trak hun sig ud af hans sind. Lige så forsigtigt som en læge med en kanyle.
”Tag din frakke på, og glat dit hår. Husk at knap din skjorte lidt op igen, så vi kan se respektable ud.” Hun sendte ham et svagt smil. Selv måtte hun til at ruste sig selv. Alt svaghed skulle lægges til siden, og hun måtte klæde sig i metal, ingen ville kunne se igennem. Lige meget hvad.
Omhyggeligt glattede hun sin vinrøde kjole. Fornem, smuk og efter den pandemoniske måde, hvor skuldrene og ryggen skulle være nøgne. Metalkronen blev placeret ovenpå hovedet. Fødderne smuttede i de høje hæle, mens frisuren nøje blev rettet til, så den sad perfekt. Med lillefingeren strøg hun en klat rød farve væk, som havde tværet sig væk fra hendes fyldige læber.
De ville blive kørte direkte op til templets store indgang. Alle ville se på dem. Dømme. Vurdere. Betragte. Åh hvor ville hun ønske, det ikke var nødvendigt. Hendes øjne fandt hinanden i vinduets genspejling. Hun så perfekt ud. Ikke en eneste revne.
Med en langtrukken, kontrolleret udånding hærdede hun sit blik. Ingen vaklen. Altid i kontrol.

[Aron Zipora]

Det var intet problem for Eriz at få liv i Aron igen. Han sov aldrig dybt længere. Hver eneste nat havde mareridtene plaget ham, og havde det ikke været for roen Eriz gav ham, ville han have været et endnu større vrag end han var. Men selv med hendes hjælp var søvnen aldrig dyb.
Øjnene gled op, og han rettede sig en smule mere op i sit sæde. Hvor han måske burde fokusere på hvordan han selv så ud, vandrede Arons blik over Eriz’ ansigt, for at læse tegnene på hendes egen udmattelse over at holde hans mareridt på afstand. Han var så taknemmelig for roen hun gav ham. Det havde også været én af grundene til at han ikke havde protesteret, da hun havde delt sine planer om at have ham i Portus. Han forstod hendes grunde, og han skyldte hende sin hjælp. Efter al den fred hun havde givet ham, skyldte han hende at lette nogen af hendes egne byrder.

De matte øjne gled over landskabet der gik forbi vinduet. Det var flere år siden Aron sidst havde været i Istus. Mange år. Det havde været før han var blevet Macarias hofalkymist. Men Istus havde ikke forandret sig synderlig siden dengang. I modsætning til Vavilon som altid var præget af nye farverige bannere gennem Oberions gader hver uge, og Pandemonium som var midt i en genopbygning af landet, så Istus næsten ud til at være identisk som den havde været ti år tidligere. Det var ikke et land som var i udvikling. Portus havde altid haft for vane at holde fast i gamle traditioner og skikke. Templerne var mere end nok bevis på det.

Han gjorde som Eriz sagde. Skjorten blev knappet ordentligt op igen, og håret blev glattet så godt som han kunne. Hagen blev løftet. De mørke rande under øjnene var der ikke så meget der kunne gøres ved. Flere uger med dårlig søvn kunne desværre ikke gøres bod på i løbet af en dags rejse.
”Du ser perfekt ud.” kommenterede han til hende, da hun selv sørgede for at rette frisuren og sminken til. Et træt, men taknemmeligt smil prydede hans læber. Han ville gøre sit bedste for at vise sig værdig til opgaven hun havde valgt ham for. Han ville ikke lade hende fortryde at hun havde ladt ham forlade slottet i Agares.
Vognen stoppede endelig foran Istus’ største tempel, der tjente den samme rolle som et kongeligt slot, og det portusianske råds mødesal. En forsamling havde allerede samlet sig på gaden og kiggede nysgerrigt på vognen og rytterne med deres sorte og røde flag. Børn trykkede sig mod deres mødre mens de kiggede på gæsterne. Aron kunne se det hele gennem vinduet i vognen.
Han var den første til at træde ud. Hans kappe var sort, ligesom handskerne på hans hænder. Pandemoniums mærke var broderet ind i brystet med røde tråde. Læderstøvlerne plantede ham trygt på brostenene under hans fødder, før han vendte sig tilbage mod vognen, og rakte en hånd frem, for at hjælpe dronningen ud. Ud fra øjenkrogen kunne han se hvordan flere af de fremmødte lænede sig frem for at få et glimt af hende. Den pandemonske dronnings skønhed var heller ikke ukendt her, kunne han se.

[Helena Rosenthel]

Solens stråler faldt sådan på det Portusianske tempel at hovedindgangen lå henlagt i skygger der strakte sig hele vejen ned over trapperne til de massive, søjle omgivne stenporte til det ældgamle tempel. På hver side af portene stod der, foruden søjlerne, også to statuer der forestillede deres alle sammens gudinde, her afbilledet med hendes arme spredt til hver en side, så hun kunne favne enhver der trådte mod hendes tempel. Hvis hun vidste hvem der ville besøge dem idag, ville statuerne have ladet deres arme falde. Helena Rosenthel stod med hendes arme ned langs hendes sider og stirrede tomt frem for sig. Hun kunne høre Ireion og Eian småsnakke om det lovforslag de havde været igang med at forme indtil for få minutter siden, hvor de havde fået de første meldinger om at dronningens vogn var kørt ind i Istus. Så havde de rejst sig og indfundet sig ude foran templet. Alle undtages den nye rådskvinde, der heller ikke havde været med til morgenens møde, hun havde sendt en tjenestepige som havde fortalt at kvinden var for syg til at møde op. I det mindste betød det at hun ikke skulle sidde og se tøsen lave koøjne af Eian under et rådsmøde og være enig i alt han sagde.
Den royale pandemonske vogn rullede ind foran trapperne, hvor der havde stimlet en forsamling af almindelige borgere op for at se hende med nysgerrighed skinnende i deres forskelligt farvede øjne som de trykkede sig sammen for at komme nærmere, kun holdt tilbage af mænd klædt i Portusianske vagt uniformer. Et let åndedrag, en hånd glattet ned over hendes lange, midnatsblå kjole og så satte Helena og hendes ligestillede i bevægelse mod den royale procession. De mødte dronningen på en lille mellem landing, halvvejs imellem tempelportene og bunden af trapperne. Vampyren bukkede sin nakke og den øverste del af hendes ryg frem for dronningen og nøjedes med et dybt nik til hendes højrehånd. De var trodsalt rangmæssigt ligestillede. "Portus hilser Dem velkommen, Deres majestæt," bød hun. Vaelon ville sige noget af det samme, når de mødte ham længere oppe ad trappen. Det var ikke passende for ham at gå andre i møde, så det var kun Rådet på den lille afsats.

[Eian Winters]

Eian befandt sig i et helvede. Han vidste det var gudindens straf for, hvad han havde gjort, så han bar sig igennem dette helvede med oprejst pande. Maven havde dog slået knude på knude af sig selv. Alkohol havde ikke gjort det bedre, selvom han havde forsøg at drikke ethvert misbehag væk. Han havde ikke sovet hele natten. Blot sættet i sin bløde lænestol, log betragtet solen stå op ud af sit vindue. Drejet glasset mellem sine hænder. Bidt sig selv i læberne. Gnedet panden. Rådet ville vide, hvad han havde gjort, lige så snart Adrian troppede op. Vaelon ville vide det. Vide at Eian havde sendt bud efter Adrian, lige så snart, han fandt ud af, at Eriz ville komme til Istus. Ikke fordi han selvfølgelig havde fortalt sin bror, at hun ville være der. I brevet havde han kun skrevet noget med, at de fik besøg af en talsmand fra Pandemonium, og det ville gavne, at have en general i lokalet.
Inei have nåde, for at han satte dronningen og Adrian i samme rum, men medlidenhed havde sneget sig ind i hans hjerte, siden det sidste møde med hans lillebror. Forståelse og medlidenhed. Og nu havde han haft chancen, for at hjælpe.
Ikke at han ikke havde fortrudt det flere gange i de efterliggende dage. Flere gange havde han været igennem et halvt brev, hvor han fortalte Adrian, han skulle blive væk, men så igen stoppet sig selv.
Nu var det for sent. Beslutningen var blevet taget. Og inden længe ville Adrian igen se kvinden, han sagde, at han elskede. Lige om snart. Uvidende stod han, og ventede foran rådssalen. Den idiot. Det forelsket fjols. Forhåbentligt ville han ikke spilde sin chance, ved at lege statue.

Helena tog som den første imod dronningen. Modvilligt lod Eian sit blik falde på hende. Tiden havde ikke taget på hende overhovedet. Hun kunne lige så godt, have været vampyr. Ingen ændringer, ingen rynker, ingenting. Et yndigt smil hvilede på de fyldige, lokkende læber, som var malet blodrøde. De betagende, isblå øjne skinnede, og hendes krop virkede som et tempel af syndige, perverteret fantasier. Han ønskede ikke, at se på den mere end højst nødvendigt.
”Deres Majestæt,” hilste han mumlende fra bag Helena – og fik med det samme øjenkontakt med dronningen. Var det bare ham, eller var det en gnist af sorg, som kort fik hendes øjenbryn til at glide opad? Det var så hurtigt væk, at han ikke havde nået at se ordentlig efter.
”Rådskvinde Rosenthel. Rådsmand…Winters,” hilste dronningen høfligt. Hun havde set lige så hurtigt væk fra ham, som han havde set væk fra hende – ud over han nu selvfølgelig stirrede åbenlyst på hende, for at finde ud af, hvad pokker han havde set. ”Rådsmand Ireion.”
Eian blev næsten skubbet til side, da Ireion trådte frem, for at bukke dybt for dronningen. Selvfølgelig imens han plantede et vådt kys på hendes håndryg. Pffff. Den mand kunne sikkert tyyyyyyyydeligt huske, de drømme hun så venligt, havde givet dem alle ved sidste møde. Sikke et held Sera ikke var her.
Eriz lagde en let hånd på sin Højre Hånds skulder. Manden så forfærdelig ud. Havde de ikke hørte om søvn i Pandemonium? Mad? Hvil?
”Dette er Lord Zipora. Min Højre Hånd. Han vil være ved min side denne gang, da jeg planlægger, at han vil blive mit talerør fremover. Aron… Det her er Rådet. Normalt er de fire, men efter den kære Caleb Veterano forlod Istus, har ingen afsat hans plads endnu,” præsenterede dronningen, og slog let ud mod dem med sin anden hånd. Eian overvejede at fortælle om Sera, men bestemte sig for at lade være. I stedet blev han imponeret over, hvor godt Eriz kunne gemme sit had, da hun nævnte Caleb Veterano. Ikke engang en blinken! Hvis ikke han vidste bedre, ville han ikke have mistænkt noget som helst!
Kort nikkede han til Lord Zipora – en smule forsinket fordi han var optaget i sine analyserende tanker.
Ireion sendte Den Højre Hånd et muntert smil, inden at han inviterende trådte til siden.
”Kong Vaelon er denne vej, Deres Majestæt. Jeg er sikker på, vi alle er ivrige efter at komme ind i varmen og i ly for sneen,” sagde han, og lod dronningen træde forbi ham med Zipora ved sin side, så de først kunne bestige trappen, mens de fulgte efter.
”Tsk. Varme. Stedet er lige så koldt, som deres gudindes hjerte. Man skulle tro, de aldrig har hørt om ild før.” Nåede Eian lige svagt at høre Eriz hviske spydigt til sin Højre Hånd. Han gav Ireion et skub med albuen, da den gamle cerunnos kiggede lidt for åbenlyst på dronningens vuggende bagparti, før de fulgte hende.

De nåede op til Vaelon. Eriz omfavnede kongen, som var de gamle venner, og plantede endda et fjerlet kys på hans smalle kind. Hun havde endda taget en gave med til ham i form af en flaske med mørkt portvin – som hun udmærket vidste, han ikke ville drikke. Eian sagde dog ingenting, men lod de formelle høflighedsfraser ske. Imens prøvede han på ikke at tænke på det kommende gensyn.

[Vaelon Arahaelon]

Traditionen tro havde kongen selv ikke været udenfor templet for at tage imod deres gæster, og havde i stedet ladt sine trofaste rådsmedlemmer tage sig af den opgave. Selv befandt han sig inde i templet, og beroligede sine nerver. Det var sjældent et godt tegn når den pandemonske dronning skænkede dem sit nærvær. Selv når det på det ydre kunne se ud som fredelige forhandlinger mellem allierede, var der altid et eller andet Eriz ville have ud af dem. Og taget i betragtning at Adrian var tilbage i landet, var Vaelon ikke meget i tvivl om hvad det var.

Ikke desto mindre tog han dronningen imod med den samme høflighed og respekt, en kvinde af hendes rang fortjente. Han lod et venligt smil glide over sine læber da hun plantede sit kys på hans kind – noget som uden tvivl ville have fået enhver anden mands hud til at brænde – før han villig tog imod portvinen hun havde med som gave.
”En vidunderlig gave, Deres Majestæt.” sagde han taknemmeligt, og lod den nærmeste tjener tage imod den, så den kunne blive placeret med de andre, uåbnede flasker. ”Og lad mig være den første til at ønske Dem tillykke med Deres sejr i Deres borgerkrig. Pandemonium vil uden tvivl opnå sin oprindelige, storslåede tilstand igen inden længe.” tilføjede han overbevist. Kongens blik faldt på manden ved Eriz’ side, som hun havde præsenteret som lord Zipora, hendes højre hånd. Manden så hærget ud. Og han holdt sig tæt ved sin dronnings side. Om det var af loyalitet overfor Eriz eller om det var i frygt for at komme for langt væk fra hende kunne han ikke sige med sikkerhed. Zipora havde trætte øjne der vidnede om dårlig søvn. Var det mon endnu én af de mænd man så ofte hørte rygter om at Eriz tog til sig? ”Og velkommen til Portus, lord Zipora.” tilføjede han høfligt, uden på nogen måde at afsløre sine tanker for nogen af dem. Et let bøj med nakken blev sendt til den højre hånd, før han holdt en hånd inviterende frem. ”De vil vel til Rådssalen med det samme, Deres Majestæt?” spurgte han sigende. Eriz havde aldrig været typen til at spilde tiden.

Aron forholdt sig for det meste tavs. De eneste ord som var kommet ud af ham havde været en gentagelse af rådsmedlemmernes navne da Eriz havde præsenteret dem for ham, som en måde at hilse på dem. Ligesom vampyrkvinden havde han bukket let med nakken for alle tre.
Kongen var en anden sag. Aron var ikke sikker på om han brød sig om hvor meget af et stenansigt højelveren havde. De fleste mænd plejede at reagere mere på at være i Eriz’ nærvær. Det virkede næsten unormalt at se sådan en mangel af reaktion. ”Mange tak, Deres Højhed.” havde han svaret, og gengældt kongens buk. Eriz havde understreget vigtigheden i at være respektable, og havde ikke tænkt sig at skuffe hende. Han holdt sig tæt til hende, da de begav sig mod rådssalen. Hvert skridt der adskilte dem var et skridt længere fra roen hun kunne give ham.

[Helena Rosenthel]

Ingen rettede dronningen, da hun antog at Caleb Veteranos plads i Rådet endnu ikke var taget. Eian havde ikke sagt noget, og det rørte ikke Helena om dronningen antog at de var tre eller fire. Rapporterne om hendes indtræden var sikkert druknet i krigsrapporter og genopbyggelse i Pandemonium, og for hendes skyld var det fint hvis det blev der, for rapporterne indeholdt sikkert en kommentar om rygterne om pigebarnet og kongen - og selvom de ikke var sande, var rygtes eksistens stadig lidt af en skamplet på et ellers så flot og prestine rygte som deres konge havde. Så uplettet og fint det havde været. De bevægede sig op, høfligheder blev givet og modtaget med den sædvanelige højtidelighed. Normalt ville hun være i midten af det, konverserende og behagelig, som hun havde gjort det de andre gange der havde været royale besøg - plejende hende og Salanders kontakter så kærligt som en gartners hånd der puslede om en værdifuld blomst - men denne gang holdt hun sig tilbage, ligegyldigt stående med hendes hænder foldede og bevægede sig først da optoget begyndte at bevæge sig indenfor og mod rådsalen, de rundede hjørnet til gangen hvor Rådsalsportene lå og længere nede af gangen stod en velkendt skikkelse. Selv her, hvor der var så højt til loftet og så bredt imellem væggene at hele processionen havde kunnet gå side om side hvis de ønskede det, virkede hans ranke skikkelse til at optage meget plads, som han stod rankt og stirrede direkte frem for sig.
Han var klædt i de mørkegrønne militære klæder. En mørkegrøn jakke der sluttede ved hans hofter strukket om brede skuldre hvor fire linjer fortalte om hans rang i hæren. Jakken og bukserne var presset så ikke en fold var ude af plads og hans korte, sandfarvede hår var strøget tilbage, som trådt ud af hans billeder i den Portusianske militære historie bøger. Helenas bryn rynkede sig og hun sendte Eian et spørgende blik - hvad lavede han her?! Var rådsmanden blevet sindssyg?!

[Adrian Storm]

Brevet var kommet den forrige aften, overleveret af en svedende og gispende budbringer med en hostende besked om at brevet var fra Eian. Han havde læst det ved hans skrivebord, som var dækket af rapporter, optællinger og notater om materialer, mandetal og omkostninger det ville kræve for at få Pandemonium på benene igen og få udryddet de sidste, rallende rester af Marcellus' loyale mænd. Eian ønskede ham i rådsbygningen for at tale med nogle pandemonske udsendinge og låne noget militært ekspertise - det havde ikke været unormalt at han blev kaldt ind, men det var længe siden nu. Før Bells død. Efter slottet var blevet åbent igen og han rent faktisk var begyndt at leve igen, havde Cal Veterano siddet i Rådet og hans rådgivning havde været nok. Adrian havde overladt slottet til hans kvartermester, nu da Alastair var sendt afsted for at blive en af Ineis præster - Lyset tage ham - og var draget afsted mod hovedstaden før solen endnu havde gryet.
Han var blevet modtaget af en tjenerinde, der havde fortalt ham at Rådet var ude på den anden side af templet for at modtage de pandemonske gæster sammen med kongen, men at han kunne vente ved rådsalen. De ville snart komme tilbage. En dyb rynke havde tegnet sig mellem hans bryn. Hvem var vigtig nok til at skulle modtages af hele rådet og kongen selv? En del af ham vidste det. Men han nægtede at tænke navnet - han kunne ikke lade sig selv, skuffelsen ville være for meget at håndtere hvis der kom nogen anden rundt om hjørnet. Han stillede sig ved siden af døren, som han var blevet budt og stirrede frem i luften foran sig, så rank og anspændt som en mand der stod og ventede på et slag skulle starte. En hvisken af klæder og lyden af fødder - han tøvede et øjeblik, holdt sit blik fremad - men til sidst kunne han ikke holde det ud mere og grå øjne rettede sig ned af gangen.
Isblå øjne kolliderede med hans.
Hans hjerte gik i stå i hans bryst og der var ingen luft, selvom hans brystkasse hævede sig med et åndedræt. Den vinrøde kjole kontrastede hendes hud som en kjole af blod drapperet over hendes mælkehvide hud, klyngende sig til hævelsen af hendes bryst og krammende til hendes talje -- han måtte rive sit blik væk så hårdt at det endte på hans tunge, sorte støvler. Hans indre var en malstrøm af følelser og processionen kom kun nærmere og nærmere mens han stod, naglet til stedet.

[Eriz LaPiera Black]

Mens de havde gået mod rådssalen, havde Eriz snakket lystigt med Vaelon. De gik side om side, forrest af den lille gruppe af rådsmedlemmer. Hele tiden kunne hun dog mærke Aron lige bag sig. Som et lille barn, bange for at blive væk fra sin mor. Parat til at gribe ud efter hendes hånd, hvis han blev skræmt.
Hun grinede af en kommentar Vaelon havde, som de rundede det sidste hjørne, og så…
Brat standsede hun op. De kunne lige så godt, have smækket hende en lussing. Alt farve forlod hendes ansigt, mens hun stirrede på den genkendelige skikkelse ved siden af døren, hun skulle igennem. Fingrene rykkede i sig, til hun knyttede dem bag sin ryg. Hun kunne ikke løsrive sit blik fra ham. Adrian.
Flygtigt syntes hun at kunne mærke, alle de små ar syde i ansigtet og på armene, selvom de var grundigt gemt væk bag både magi og creme. Alle de små rifter Moria Veterano havde givet hende, efter at Adrian havde stillet sig beskyttende ind foran hende. Hans datter, som havde dræbt flere af hendes soldater. Kæmpet for at komme hen til sine venner.
Langsomt fjernede hun blikket fra ham, for i stedet at lade det glide over de portusianske folk omkring hende i en søgen efter, hvem der havde gjort det her! Troede de at det her ville være morsomt?! Ville de håne hende? Presse hende? Se hende falde på knæ?
Hendes blik landede til sidst på Aron. Tænderne bed sig sammen, og hun gav ham et beslutsomt, lille nik. De ville ikke bryde hende! Adrian ville ikke kunne forråde hende endnu engang for sine egne! Hjertet blev gjort hårdt som stål. Tankerne fyldte hun i stedet med Loup. Kontrolleret åndedræt. Ind og ud. Træk vejret. Ignorere ham. Han er blot en mand. En ukendt general.
”Tilgiv mig,” bad hun, og fik igen tvunget smilet frem på hendes læber. ”Jeg har været lidt halvsyg på det sidste, og lige pludselig kom kvalmen tilbage til mig.”
Ordene var sigende, men både tonefaldet og ansigtsudtrykket var muntert, uden at vise sig anfægtet af Adrians tilstedeværelse. Selvfølgelig ville de alle kunne se igennem det. De havde nok både set hendes ansigtsudtryk, lige da hun fik øje på ham, samt forbundet hendes bratte standsning med chokket over det.
Åhhh de forbandet idioter! Vreden kogte i hende over deres lille trick, men hun holdte det godt skjult, mens hun igen begyndte at gå videre. Med hævet hage værdigede hun ikke så meget som Adrian et sideblik, da hun passerede ham, for at træde ind i rådssalen. Et mirakel benene ikke gav efter under hende. Et mirakel klumpen i halsen ikke viste sig. Og sikke et mirakel – Nostamus være lovet – at hadet brændte det hele væk, så hun blev stærkere, stædigere og mere viljefast.

Hun satte sig til rette ved rådsbordet. Trodsigt sank hun klumpen i halsen, mens hun som undskyldning for ikke at kigge op, lagde de forskellige dokumenter, frem foran sig på bordet. Ansigtet kunne hun ikke mærke. Den var en stivnet maske, og hun havde svært ved at finde smilet tilbage.
Under bordet greb hun Arons hånd.

Eian dannede bagtrop for den lille flok – mest fordi han virkelig ikke havde lyst til, at overvære det som lige straks ville ske. Helena fangede hans blik, men han så blot hurtigt væk. Ja, ja, han vidste det godt! Dårlig beslutning! Gudinden ville straffe ham i alt evighed. Han havde forrådt Portus. Men… det her var hans bror! Det ville blive det hele værd, når Eriz og Adrian løb ind i armene på hinanden, lige så snart de så hinanden, og – vent… Hvorfor gik de videre? Hvad… men… var?! Dronningen hun… hun gik bare videre?! Direkte forbi Adrian, som havde han slet ikke været der! Men… shit! Og Adrian den store idiot, gjorde ingenting andet end kigge væk! Han hverken sagde eller gjorde noget! Ahhhhr! Skulle han da gøre det hele selv!
Han havde set Eriz’s ansigt, da hun havde vendt sig, og kigget på sin Højre Hånd. Set blikket, der kort havde fortalt det hele: Jeg kan ikke gøre det. Please. Jeg beder dig. Jeg tror ikke, jeg kan….
Men så var det hele forsvundet, og hun var bare gået videre!
Da han som den sidste passerede Adrian, gav han ham en lammer på skulderen, men fortrød det hurtigt – den mand bestod jo nærmest kun af muskler!

[Aron Zipora]

Aron havde reageret lige så hurtigt som Eriz havde det, og hans blik var omgående fløjet opmærksomt til hende, så snart Adrians skikkelse viste sig foran dem. Var det blevet planlagt sådan? Det kunne vel være en strategi for at ryste hende lige inden forhandlingerne, så det kunne vendes til deres fordel. Som Eriz’ blik til sidst landede på ham, sendte han hende et så forsikrende blik som han overhovedet kunne præstere. Du kan godt. Det ved jeg du kan. Aron havde set kølvandet af Adrians bortvisning fra hendes lejr. Hvor meget det havde ødelagt Eriz at endnu en mand havde vendt hende ryggen, og endda i sådan en grad at have forsvaret fjenden mod hende. Det havde ikke været behageligt at være i nærheden af hende i tiden efter angrebet mod hendes lejr.

Også han forholdt sig dog tavs, mens han fulgte efter kongen og Eriz ind i rådssalen. Hvor der normalt nok ville have været et sæde til hver af de fire rådsmedlemmer, i tillæg til det høje sæde kongen selv sad i når han deltog i møderne, var der blevet placeret en ekstra stol til ham ved Eriz’ side. Så snart han sad, og mærkede Eriz’ hånd søge hans, klemte han betryggende om den. Eriz gjorde så meget for at give ham ro, og han måtte gøre hvad han kunne for at gengælde tjenesten. Hans hånd om hendes var hans forsøg på at fortælle hende det. Jeg er her.

[Adrian Storm]

Adrian løftede blikket ved hendes ord og sørgmodige grå øjne fulgte hende som hun passerede ham selvom hun ikke så på ham. Hendes duft hang i luften foran ham et øjeblik, før de andre fulgte hende ind og han drog et åndedræt i det. Malstrømmen landede i en fornemmelse af skyld der klemte sig ned i hans bryst og fik hans fingre til at krumme sig op i hans håndflade. Hele rådet var inde i salen, da hans bror passerede ham og hans næve kolliderede med den anspændte muskel i hans skulder. Hele hans krop var så hård som sten, så slaget rokkede ham knapt nok men det var nok til at ryste ham ud af den forstenede fornemmelse der havde lagt sig i hans legme.
Hertugen fulgte hans bror ind i rådsalen. En del af ham vidste at det her havde blot været en plan for at få ham i kontakt med Eriz igen, der var ikke rent faktisk behov for ham derinde, men ingen havde bedt ham om at gå. Der var ikke sat en stol frem til ham, så han stillede sig op ved siden af rådsals portene, som var han en livsvagt for en af de mange vigtige personer derinde - rank og ret ved siden af døren. Rådsmedlemmerne havde fundet deres pladser og vampyren var ved at finde hendes noter frem. Stilheden lagde sig et øjeblik over forsamlingen mens rådsmedlemmerne vendte deres blikke mod først Vaelon og så Eriz, en af dem skulle starte mødet i kraft af deres højere position. Adrians blik flyttede sig ikke fra hende, hvilende på hende, som forsøgte han at memorere hver eneste detalje i hendes skikkelse igen.

[Vaelon Arahaelon]

Hvis Vaelon havde været chokeret, rasende eller på nogen anden måde reageret på Adrians tilstedeværelse, havde det ikke været til at læse i hans ansigtsudtryk, der forblev lige så hårdt og ulæseligt som var det af sten. Et enkelt sideblik havde han udvekslet med Eian, før rådsmedlemmerne havde taget deres vante pladser. Det måtte have været ham, der havde sørget for at Adrian havde været tilstede.
Han havde vejet muligheden for om han skulle have befalet Adrian i at forlade dem. Tage tilbage til sit kammer, så han ikke kunne risikere at forstyrre mødet. I sidste ende havde han bestemt sig for at lade være. At sende ham væk nu ville kun give indtrykket af at han ikke havde kontrol over sine egne mænd. Det var ikke et indtryk han havde råd til at give folk nu. Særligt overfor Eriz.
Han placerede sig på sit eget sæde, hævet en smule højere op end rådsmedlemmernes sæder, så han uden problemer kunne se dem alle omkring i rummet. Adrian havde placeret sig selv ved døren til salen som en anden livvagt, og Vaelon måtte kort skæve mod ham som for at minde ham på ikke at gøre noget overilet. Uanset hvad han bildte sig ind at han følte overfor Eriz, kunne han ikke lade sig styre af det. Inei vogte dem alle…
”Nuvel,” startede han, tydeligt nok til at alle i rummet ville høre ham. ”Vi byder Dem nok en gang velkommen til vores Rådssal, Deres Majestæt. Og vi håber De også vil finde Dem til rette her, lord Zipora. Jeg har forstået det sådan at De kommer til at tilbringe noget tid i dette rum.” Om Vaelon brød sig om det eller ej, var umuligt at dømme ud fra hans ansigtsudtryk. ”Jeg formoder at De vil hente støtte fra os til at genopbygge Pandemonium, nu når borgerkrigen er overstået, og vi vil selvfølgelig bidrage hvor vi kan. Men jeg håber De kan tilgive mig for først at ville se på sagerne der omhandler Portus mere direkte.” Hans blik vendte sig mod Helena. ”Rådskvinde Rosenthel, De har noterne fra sidste møde, ikke sandt?”

[Helena Rosenthel]

Papirerne mellem hendes fingre blev shuflet rundt, som var de et spil kort, mest for at distrahere hende selv fra den tunge stemning der lå over rådsalen. Luften syntes presset af hertugen som blot stod ved døren, som en altoverseende mærkelig tilstedeværelse der var fuldstændig fikseret på Eriz - og hun skød endnu et bebrejdende blik efter Eian og forbandede ham indvendigt for at have sat dem alle sammen i den her situation. Det var så anspændt som et teselskab mellem varulve og vampyrer. Hun klarede sin hals, da Vaelon bad hende om noterne fra det sidste møde og hun kiggede sine papirere igennem, hendes shuflen af dem havde gjort dem ude af orden. Og nu kunne hun ikke finde det rigtige papir. "På sidste møde talte vi om hvor mange soldater vi skulle sende, for at erstatte de syge og sårede efter det sidste slag så den nye hovedstad kan holdes sikker, og vi nåede frem til..." Hun rodede et papir til siden.
"Titusinde." Lød det fra bag hende og hun så sig over skulderen på englen ved døren, som stadig havde sit blik hvilende på Eriz.
Helena åbnede munden, men så fik hun endelig øje på den rigtige oversigt. "... Korrekt." Talene passede. "Og de skulle afsendes--"
"Tidligst muligt næste uge." Nu afbrød han hende bare og hun lagde hovedet på skrå og læberne presset sammen.
"Har du lyst til at overtage, Hertug Storm?" Hun lagde armene over kors og lænede sig tilbage.
Unanfægtet af rådskvinden nikkede manden en enkelt gang. "Der afsendes titusinde mand efter rådets beslutning, for at tilstøde til de femtusinde allerede sendt afsted, de sendes så tidligt så muligt næste uge og ledes af kommandør Fahill. Heste vil blive givet til alle øvre officere mens resten vil forventes udstyrret med hest i Pandemonium, hvis nødvendigt." Hans stemme var monoton og flad, som han raslede fakterne af, uden at have noget stykke papir foran sig eller nogen anden måde at huske det på, end at han havde gennemgået og rettet de rapporter flere hundrede gange, siden han havde forladt Eians kammer. Han nikkede let igen, som indikation på at han var færdig.
"Korrekt. Derudover talte vi om, hvorvidt betalingen af dronningen gæld, delvist kunne gøres i krigsfanger fra frontlinjerne, så vi kan få gang i Istus' slavehandel." Helenas blik flød over de andre rådsmedlemmer for at se om de skulle have noget at tilføje, som hun skulle have undladt fra hendes noter.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz sad tilbagelænet i sin stol. Det ene ben lå elegant over det andet, mens hænderne hvilede på armlænet i et let greb om kanten, som om hun skulle holde sig selv fast, for ikke at fare op og flygte ud af rummet. De isblå, kølige øjne gled rundt blandt rådsmedlemmerne. En slange efter sit bytte. De fikserede sig stædigt fast på Helena, da Adrian talte. Grebet i armlænet blev en smule fastere, og hun måtte trække vejret dybt ind, for ikke at bede ham om at tie stille! Ti stille! Hold din mund lukket, din forræderiske, løftebrydende idiot! Bare… bare ti stille! Please…jeg beder dig…jeg kan ikke…
Hun fnøs af sig selv. Hvad var det hun altid havde sagt? Jeg tror ikke på eventyr.
”I vil have vores krigsfanger?” gentog hun med et løftet øjenbryn. Et øjeblik overvejede hun det. De fleste fanger hun havde, var pandemoniske statsborger, som havde arbejdet sammen med Marcellus. Ville hun virkelig være villig til at servere dem til Portus? Dem og de få fanger fra Vavilon, hun havde halvt sultet ihjel? ”I kan få dem alle sammen. Normalt ville jeg også, kunne have givet jer Vavilons forhenværende dronning, men hun døde for en måneds tid siden.”
Stadigvæk kiggede hun ikke på Adrian, selvom ordene var lige så skarpe, som et piskeslag fra en dødsengel. Hun vidste Aron, ikke ville bryde sig om at høre det, men en gammel kynisme, var ved at vokse sig ind over hende.
”Vi sagde det delvist, ville betale din gæld af,” kommenterede Eian, som havde lagt sig halvt over bordet med hovedet hvilende i den ene hånd. Eriz’s blik landede på ham. Han holdte det provokerende. ”Kun noget af den.”
De røde læber skilte sig af i et grin, mens at dronningen lænede sig frem med underarmene hvilende foran sig på bordet. De lange fingre med skarpe negle flettede sig pædagogisk ind i hinanden.
”Delvist,” gentog hun, som havde det været en joke. ”Aron vil du være sød, at finde rapporten frem fra sidste måned. Du ved…den der omhandler angrebet på vores lejre.”
Tungespidsen gled over læberne, mens hun ventede på Aron, havde sendt rapporterne afsted. Eian vidste allerede, hvad hendes træk var, og fortrød med det samme, at Adrian befandt sig i rummet sammen med dem. Åh, hvis han bare havde forudset det her.
”Som I kan se på rapporten, blev min lejre angrebet for en måneds tid siden. Omkring 126 af mine mænd blev dræbt, og jeg mistede en krigsfange, den før omtalte Macaria Forsyth. Derudover blev jeg også selv såret i angrebet, og mange af mine mænd ligeså,” begyndte hun, og lod listen med registreret døde og såret gå rundt om bordet. ”Personerne som udførte det her angreb, var jeres forhenværende kollega, Caleb Veterano. Hans søster Isabel Veterano, som også var portusianer. Caleb Veteranos hustru, Moria Veterano – også én af jeres. To af dem har boet her i templet med jer. Og søskendeparret er erklæret helte af Portus. Så… ved I hvad jeg ved nu? Jeg ved jeres elsket Veteranoer har for det første kidnappet min datter, for det andet angrebet min lejre, og for det tredje været umulige at finde nogle som helst steder.”
Kort tav hun. Tøvede. Hun havde med vilje ikke nævnt Adrians datter, Adelaide. Foden vippede eftertænksomt op og ned, men hun lod informationen falde. Hendes blikket flakkede kort op til Adrian, og i et par sekunder, fik de øjenkontakt, før hun igen kiggede væk. Ned i bordet.
”Hvis I ikke tror på mig, kan jeg enten selv, lade jer se mine minder, eller også har jeg et vidne, som står herinde, og så det hele med sine egne øjne.” Umærkeligt gjorde hun et nik mod Adrian, uden at se på ham igen. ”Jeg skylder jer ingenting. Ikke hvis jeg skal se bort fra at én af jeres rådmænd er medskyldig i kidnapning, sabotage, mordforsøg og mord.”

I sin stol vred Eian sig en smule utilpas, mens han af alt magt, prøvede på ikke at tænke, at han havde en 14 året pige hjemme i sin stue lige nu, som i høj grad kunne ligne en hvis person. I stedet bed han mærke i, Eriz ikke havde sagt noget om Adelaide til Rådet og kongen. Hun… hun holdte på trods af det hele hånden om Adrian. Ahahaha! Han vidste det!
Tilgengæld så Ireion ved hans side helt chokeret ud. HAns rødmosset ansigt var helt blegt, mens at han blot stirrede på dronningen, som havde hun lige påstået, hun var gudinden selv.
"Veteranoerne... men... Isabel er død... er hun ikke? Og Caleb. Nej, det kan da ikke være rigtigt! Hvorfor skulle han, gøre noget så uciviliseret? Er De sikker på, De ikke tager fejl, Deres Majestæt?" spurgte han, men Eriz pegede blot tavst mod Adrian.

[Helena Rosenthel]

Gyldenbrune øjne stirrede tilbage på isblå og i dronningens fikserede forsøg på at undgå at se på hertugen ved døren, lignede den næsten at hun og den ublinkende vampyriske rådskvinde havde en stirre konkurrence mellem dem. "Godt så--" begyndte Helena at svare, tilfredst, da Eian sprang ind og pointerede at det kun var delvis betaling af hendes gæld på en så hoven måde, at Helena næsten rakte ud mod hendes side, så hun kunne gribe om mandens lår og bore hendes negle ind i hans kød. Hvorfor skulle han altid tirre?! Hans bror havde i det mindste takt nok til at vende blikket bort fra dronningen, nu da de talte om angrebet som han havde været der til, han havde nu grå øjne sænket mod gulvet og Helena så en grimasse flirte med hans udtryk inden det blev tonløst igen. Der var noget hypnotiserende over dronningen smil, som næsten kunne måle sig med en vampyrisk udstråling - hun kunne se Ireion følge bevægelsen af dronningens tungespids over hendes læber ud af kanten af hendes syn. Mænd!

Hans hænder formede sig til næver mens Eriz' melodiske stemme genfortalte begivenhederne fra en af de værste aftener i hans liv. Han så det komme, så snart Eian begyndte at tirre hende. Det var hendes bedste kort. Hans kæbelinje blev stram som numrende af dræbte blev smidt på bordet og for et øjeblik ulmede den en grad af varme i hans mørke øjne, som gnister af to flint sten slået sammen - hun ville have mistet mange flere soldater, hvis han ikke havde været der. Veteranoerne havde været nådesløse i deres angreb men Adelaide havde ikke slået nær så mange ihjel, som hun ville kunne have gjort hvis han ikke havde holdt hende ude af kampen - og så var der de, der nok stadig vandrede rundt med spor fra hans healende hænder. Hans læber var en smal linje, men han sagde intet. Han stirrede fremfor sig. Først da hun endelig pegede på ham en sidste gang og rådsmedlemmerne så mod ham, nikkede han en enkelt gang, stift.

Helenas øjne blev smalle, som hun vendte blikket fra Adrian der havde nikket, tilbage til dronningen af Pandemonium. "Jeg tror alle sammen vi har hørt om angrebet på Deres lejr og beklager at den slags skulle ske for portusianske hænder," startede hun, hendes stemme silkeblød, som hun selv foldede sine hænder over bordet. "Men lad mig være fuldstændig klar når jeg siger at Portus ikke påtager sig ansvaret for hvad nogle enkelte terrorister gør uden vores sanktionering eller viden herom," hendes stemme var varm og behagelig, men der syntes at være en hvislen mellem hendes tænder over dem. "Men nuvel. Hvis De ønsker det kan vi efterlyse Veteranoerne," igen. "Så de kan blive straffet efter portusiansk lovgivning for terroristiske handlinger." Vampyren skubbede sig op og stå og vandrede nøgne fødder om bag hendes egen rådsstol som hun hvilede sine fingre på. "Vi kan selvfølgelig ikke ses som værende hykleriske, så hvis De ønsker at Portus skal efterlyse, indfange og straffe den forhenværende rådsmand og hans kompagner, vil vi selvfølgelig holde på at alle portusianere der har angrebet Deres lejr skal straffes i samme måling som Veteranoerne bliver." Der var intet smil om hendes mund, men der syntes at ligge et i skyggerne over hendes ansigt. Så vendte hun ansigtet mod den statueagtige skikkelse af hertugen ved døren. "Hvor mange mænd var det, De marcherede mod Eriz' krigslejr i sin tid, Hertug Storm?"

[Aron Zipora]

Det krævede al Arons selvbeherskelse ikke at reagere på Eriz’ kommentar om Macaria. Han var nødt til at forme et ansigt af sten, så man ikke skulle se den klump der samlede sig i maven på ham. Han forsøgte at tvinge den itu. Forsøgte at minde sig på hvorfor han havde gjort alle de forfærdelige ting mod hende. Men han var smerteligt bevidst på at Eriz ikke var den eneste i rummet som ville kunne mærke effekten på ham. Rådskvinden var en vampyr. Ligesom Macaria ville hun kunne mærke hvordan pulsen steg.
Heldigvis vendte Eriz hurtigt opmærksomheden over på noget andet, og gav ham en opgave. Lydigt fandt han rapporterne frem som hun bad om. Det havde taget tid at finde det nøjagtige tal på dem, Veteranoerne havde slået ihjel. Enkelte af dem brugte flere dage på at dø en langsom, smertefuld død, før de sluttede sig til sine slagbrødre på bålet.

Så snart rådskvinden så ud til at vende opmærksomheden mod Adrian Storm, skævede Aron usikkert på Eriz. Der var en grund til at hun ikke havde nævnt Adrians datter ved lejren. Det var den samme grund som hun havde været så ødelagt efter at have sendt ham bort, og den samme som efterlod hende så rystet over at se hende igen. Han var alt for klar over de komplicerede følelser hun måtte have for manden. Han rejste sig med hænderne placeret på bordet.
”Hertug Storm marcherede mod dronningens lejr, men det var ikke en terroristhandling som Veteranoerne gjorde brug af. Da min dronning tilbød en diplomatisk samtale for at undgå yderligere blodspild, tog Storm muligheden, og kampen stoppede.” opsummerede han. ”Caleb og Isabel Veterano gav os hverken varsel eller mulighed for en diplomatisk løsning. De kom, og de angreb. De slog 126 af vores mænd ihjel i koldt blod før de forsvandt lige så hurtigt som de var kommet. De kan slet ikke sammenlignes.” Han udvekslede et blik med Eriz ved sin side. ”Og som min dronning med rette påpeger: Isabel Veterano og en vampyr ved navn Saïx kidnappede hendes datter, og har holdt hende fra Eriz gennem alle disse år. Kongelig kidnapning er kun ét punkt på listen over Veteranoernes forbrydelser. Alt tyder på at de har holdt sig skjult her i Portus. Min dronning er villig til at give jer krigsfangerne, men hun skylder jer intet mere. Ikke så længe dem, der kidnappede prinsesse Lilith befinder sig på jeres jord.” Adrians march skulle se betydningsløs ud ved siden af Veteranoernes forbrydelser. Det burde i hvert fald kunne give manden lidt spillerum til at undgå den dødsstraf Aron var sikker på ville vente Veteranoerne, hvis Eriz fik sin vilje. Han satte sig ned igen, nu da han havde sagt sit.