Boys Will Be Boys

[Flint Pharr]

Flint ignorerede spørgmålet om hans forældre, som om Damian aldrig havde spurgt. Han adresserede det slet ikke, hverken nægtede eller bekræftede eller anerkendte af det var blevet sagt overhovedet. Det stak ham i brystet at dødsenglen så tydeligt manglede en faderlig tilstedeværelse i sit liv, men han kunne ikke gøre noget, Damian var ikke hans Master og selvom han kunne se ældre ud, tvivlede han på at han ville gøre nogen god faderfigur. "Måske møder du ham alligevel en dag - hvem ved, evnerne til at gøre det findes jo," Han trak let på skuldrene. Damian kastede med hovedet og Flint fulgte ham med ud af korridoren, hans ord om Eriz fik ham til at smile og se ned i gulvet, som de bevægede sig ned af gangen. "Oh hun er lige så slem, hun er bare også samtidigt... noget andet," svarede han. Der var ikke én tone af misbehag med hans Mistress i hans stemme, nærmere en tone af morskab over det.
De fulgte gangen indtil duften af mad begyndte at blive tyk i luften og ikke så langt derfra lå køkkenet. Det var så varmt som et dampbad derinde og kokke, køkkenpiger og tjenestefolk fløg rundt derinde som forstyrrede fugle i et menageri, forklæder og lange hvide kokkeærmer flyvende som flaskende fuglevinger mens køkkenmesteren skræppede ordre over larmen af kogende gryder og hakkende knive. De bevægede sig med øvet mesterlighed, ind og ud imellem hinanden og Flint bevægede sig ind i det kontrollerede kaos med samme ynde som en ballet danser i et minefelt - han dukkede sig for en gryde, gled uden om en løbende køkkenpige der knapt nok snittede ham og sprang over en kok der lå og rodede på gulvet efter en grydeske han havde tabt. "Kan du se nogen tærter?" råbte han over sin skulder mens han sidetrådte for en mand der havde et fad med en enorm kalkun og grønsager på vej mod en ovn.

[Dylan Forsyth]

Tøvende var Damian blevet stående i døråbningen ind til køkkenet. Øjnene gled en smule usikkert over alt postyret. For første gang i sit liv mærkede han en tøven i sine handlinger. Var han nervøs? For hvad dog? Normalt elskede han kaos, liv og travlhed, men… han havde været så vant til Blackwood palæets stilhed. Der havde de kun været fem i alt. Ham, det gamle ægtepar, stuepigen Maria, og kokken/butleren Eli. Lige pludselig var der så mange folk.
Et gys gik igennem ham, så alle de små hår rejste sig. En tjener havde lige spildt varmt vand over sit ene ben. Endnu et gys. En kok var kommet til at snitte sig selv i fingeren. Et til gys. En butler havde grebet hårdt fat i en tjenerindes arm, for at irettesætte hende. Hans åndedræt blev hivende. Pulsen steg. Adrenalinen begyndte at pumpe i hans system. Endnu et elektrisk gys. Nogle ramte hjørnet på et bord. Gys. Fingeren i klemme.
Langsomt trak han sig væk. Skridt for skridt. Tilbage. Tilbage. Tilbage. Kinderne blussede.
Han kendte til dødsenglenes påvirkning af andres smerte gennem bøger. Personligt havde han da også selv mærket det i små grader, og endda lavet små fælder for beboerne i det gamle palæ, for at mærke effekten, men aldrig noget så… voldsomt.
En person skubbede ham til side, fordi han stod i vejen, så han blev presset op af væggen. Åndedrættet blev fanget i halsen på ham.
I hans sind lød med det samme hans mors urolige stemme: ”Damian? Hvad er der min skat?”
Han vendte rundt på hælen og løb. Det var lige før, han var væltet ind i manden, der havde mast sig forbi ham. Tumlende og uden andet mål end komme væk fra de elektriske stød, samt gemme sig for sin mor, før hun kom rendende med bekymring malet i hele ansigtet. Hun kunne ikke se ham sådan her.
Hurtigt opdagede han dog, at han ikke anede, hvor han var på vej hen. Det endte med, han bare væltede ind af den første dør han fandt, smækkede den i efter sig, og lod sig glide ned på gulvet ved siden af. Hjertet ræsede afsted. Chokeret holdte han en hånd imod brystet, for at mærke det hamre. Aldrig havde han mærket noget lignende. Det skræmte ham. Meget!
Og hans mor ville finde ham. Hun var sikkert allerede på vej. Søgende efter hans sind. Åh hun kunne ikke se ham sådan her. Kunne ikke!
Frustreret holdte han hænderne om sit hoved, som om det ville hjælpe på både følelsen og hans mors evner.

[Flint Pharr]

Flint kunne se følelser male sig over prinsens ansigt, mens den anden dreng holdt sig tilbage, tøvende ved døren. Hans blik flakkede som var han blevet konfronteret med en scene der var en slagmark i stedet for et køkken, som bar alle tjenestefolkene våben og var låst i en kamp for livet. Nogen skubbede ham tilbage og hans ryg ramte væggen. Med en rynke mellem hans bryn, prøvede han at kalde ud efter drengen, men larmen i køkkenet overdøvede ham og slugte hans stemme, så han satte i bevægelse mod ham. Køkkenfolkene lagde slet ikke mærke til det lille drama der udspillede sig og blev ved med at gå i vejen, så han måtte smutte uden om dem som at forsøge at bevæge sig igennem en fossende flod der bevægede sig den modsatte retning af hvor man gerne ville hen - et øjeblik blev hans udsyn blokeret af en køkkenpiges skikkelse og da hun var forbi ham, var stedet hvor Damian havde stået tomt og døren til køkkenet svingede efter ham.
"Drat," det vavilonske bandeord røg ud under hans åndedræt, hans blik gled rundt, indtil han fandt en køkken skammel. Så tog han tilløb, sprang op på den og brugte den som afsætningspunkt - og så sejlede han igennem luften, over kaoset. Han kom ned på den anden side i knæ og sprintede så afsted efter dødsenglen så hurtigt som han kunne. Hans øre fangede lyden af en dør der smækkede en korridor længere henne. Djinnen standsede foran døren, hans åndedræt en smule hurtigere end sædvanligt. "Damian?" Han løftede en hånd og bankede ganske let på træet. "Er du okay?"

[Dylan Forsyth]

Lyden af banken på døren fik kort Damians hidsige åndedræt til at standse op i frygt for, hans mor allerede havde fundet ham, men da Flints stemme lød, pustede han lettet ud igen. Han følte sig helt svimmel.
”Jeg har det fint!” råbte han, men slog baghovedet tilbage ind mod væggen, mens han bed tænderne sammen. Hænderne klemte hårdt om hinanden, mens underarmene hvilede på knæene. Alt i ham brusede. Det var som om en storm, var blevet vækket i ham! Hvad skete der dog med ham?!!
Han ønskede ikke nogen skulle se ham sådan her. Sikke et drama han havde lavet. Flint måtte tro han var en kujon. Hvad kaldte man nu den følelse? Ah! Jo. Forlegen. Det var en snert af forlegenhed han følte. Pinlighed. Mhhh… skamfuld.
At prøve at huske de forskellige ord, fik ham til at slappe en smule af. Hans hænder rystede dog stadigvæk, og han kunne ikke glemme den følelse, der havde opslugt ham dér i døråbningen. Igen bankede han baghovedet tilbage ind mod væggen. Han følte sig rastløs. Frustreret. Hmmm…ophidset.
Med det samme sprang han på benene, og rystede sig, før at han rev døren ud til korridoren op. Ivrigt greb han fat i Flints arm, og begyndte at trække ham med sig.
”Kom! Vi er nødt til at finde træningshallen ved militærområdet!” fortalte han spændt. Ja. Ja, det var akkurat det de var nødt til! Han var nødt til at kæmpe! Bruge sin krop. Hakke eller slå på noget eller nogen. Det ville hjælpe på alting! ”Lad os prøve nede i kælderen. Måske er der en trappe, som går ind i klippen under slottet. Så vidt jeg har læst, er det der militæret holder til. Lige nedenunder slottet. Lyder fedt ikke?”
Over skulderen sendte han djinnen et friskt smil.

[Flint Pharr]

Flint løftede et øjenbryn af døren der skilte dem, da Damian påstod at han havde det fint. Han gned en hånd over sin pande mens han overvejede hvad han kunne forvandle døren til, der ville lade ham komme igennem den og han var midt i at overveje en eller anden form for gelatine, da døren lige pludselig blæste åben og fingre greb hans arm. "Woaw, woaw!" Men prinsen trak af sted med ham og han var overraskende stærk, så djinnen fulgte halvsnublende med ham. "Hva'? Hvad? Hvor?" hakkede han mens hans fødder fandt gulvet under ham ordentligt igen, så han rent faktisk kunne holde trit med dødsenglen istedet for at blive trukket afsted ved hans trøje som en anden kattekilling i dens nakkeskind. "Træningsgrundene?? Er du sikker på det er en god idé lige nu?" Hans stemme lød tvivlende mens han sendte drengen et sidelæns blik. Hvis køkkenet havde været for meget, hvorfor ville han så, så gerne i kontakt med et område hvor der ville være hundrede på hundrede af Eriz' rekrutter??

[Dylan Forsyth]

Damian lo frydefuldt, mens han halvløb afsted med Flint, som han nu slap, fordi djinnen fulgte med.
”Det er en perfekt ide!” udbrød den 14 året knægt, og strøg ned af nogle trapper. To trin af gangen. ”Jeg trænger til at hakke på noget!”
En stuepige hvinede da de to drenge, fór forbi hende, hvilket var lige ved at få hende til at snuble med favnen fuld af lagner. Damian lo blot af det. Ned af flere trapper. Gennem korridorer, stuer, flere trapper! Han følte næsten at han fløj. Skuldrene virrede.

Endelig kunne de ikke komme længere ned.
Efter at have råbt efter en vagt, var de blevet guidet hele vejen ned gennem slottet, til de var nået den store indgangshal. Her førte en lang, snoet støbejernstrappe ned under selve slottet, og ned i bjerget som det hvilede på.
Allerede på vej ned af trappen kunne Damian høre den frydefulde lyd af metal mod metal. Mænd, som brølede kampråb. Officerer, der bjæffende trænede soldater. Flyvende pile.
Ved den sidste runding af vindeltrappen, kom de ned i en stor hal, der så ud til at være blevet hugget ud i selve bjerget. Fakler lyste det hele op. Det var her militæret trænede. Lige under de kongelige.
I midten af det hele var en indrammet kamparena. Langs væggene hang våben på rad og række i den skønneste orden. Der var skydebane til skytterne. Halmdukker til sværdkæmperne. Bænke foran en tavle, hvor indviklet formler og mønstre stod nedfældet i kridt.
Dukker med soldaters rustninger og uniformer gennem tiden.
Damian tog det hele til sig med store, benovet øjne, som slugte det hele til sig. Her hørte han hjemme! Automatisk tog han et par trin mere ind i den store hule. Der var ikke mange soldater herinde – sikkert fordi de fleste enten var såret efter det store slag, eller hjalp til med genopbyggelse.
Nogle sad dog ved en bænk, mens de tørrede sveden af panderne og talte lavmælt sammen. Et par trænede sværdkamp på gulvet. En enkelt skytte øvede sig i at få pilen til at sidde direkte i miden af en skydeskive.
”Waaaaaaaw….!” Damian lød langt mere begejstret over denne hule, end han havde gjort ved sit værelse. Hans hånd famlede efter Flints skulder, som han klappede et par gange, for at være sikker på djinnen, også så det hele. ”Har du set? De har alle våben! Flammerne tage mig, se derhenne!” Han løb hen til et våben stativ, hvor han med ærefrygt, løftede et spydlignende våben ned. ”Det her spyd, har vi helt selv opfundet, vidste du det? Pandemonium opfandt det i drowkrigen i år 1234 efter Nostamus’ Vandren! Det bliver brugt til, at rive folk ned af deres ridedyr, hvor man bagefter stikke dem ned, når de ligger på jorden.” Han viste hvordan med kluntet bevægelser, der fik ham til at være ved at miste balancen. Ikke at det slog ham ud. Tværtimod smilte han over hele hovedet.
”Jeg har altid gerne ville – Åh!” Et gys gik igennem ham. Den ene af de to sværdkæmpende, havde lige ramt den anden hårdt over armen. Knægten rystede fornemmelsen af sig. Hurtigt satte han spyddet på plads. Han skulle ikke holde et våben i sine hænder, så længe han havde det sådan her.
”Har du været i nogle krige?” spurgte han Flint, mens at han begyndte at gå ned af rækken af stativer, for at undersøge de forskellige våben.

[Flint Pharr]

Flint holdte trit med Damians halvløb uden problemer og forsøgte også at danse elegant udenom stuepigen med de mange lagner mellem hendes arme, men hendes egen forskrækkelse fik hende til at snuble og tabe alt hvad hun bar mellem sine arme. "Undskyld!" råbte djinnen over sin skulder men et smil hev hans læber opefter af lyden af Damians latter der ekkoede ned af gangen, som de fortsatte. Det udviklede sig næsten til et lille kapløb igennem korridorerne, kun forstyrret af at ingen af dem rigtig vidste hvor kamppladserne lå henne.

Til sidst fandt de dog en guide i form af en vagt, og da de kom ned hvor de ikke længere kunne komme længere ned af, strakte der sig en enorm indgangshal til trænningsområderne foran dem. Flint kunne først høre lydene af kamp da de kom ned i selve indgangshallerne, men Damian kunne høre det meget tidligere end ham, at dømme efter den entusiasme der skinnede ud af dødsenglen. Djinnen selv var langt mere tilbageholdende omkring det hele, selvom Damians glæde var en smule smittende. Han havde allerede selv set alt der kunne ses når det kom til kamp og hvad våben kunne gøre ved en mand, men den anden drengs ungdommelige glæde over det hele krøb ind over ham og farvede hvordan han så det, som havde det hele et lysere, mere heroisk skær end de virkelige realiteter af krig og ødelæggelse som normalt ville ligge is i hans mave. Han fulgte Damian i halvløb over til våbnene, som den anden dreng begyndte at hive ned og forklare. "Hvor... drabeligt," Han prøvede at sige det i en entusiastisk tone og smilet der trak i hans læber var oprigtigt. Han kendte godt våbnet. Han kunne ikke huske om han havde været i live lige da det blev opfundet. Alting flød sammen når man levede en hvis længde tid.
Han stod tilbage mens Damian gennemgik våbnene og vippede sin vægt på sine fødder. "Nogle stykker," svarede djinnen og lagde hænder bag hans nakke så hans albuer pegede lige op i luften, mens han suttede let på en hjørnetand med en vurderende lyd. "Warlord krigene under Bael Resnik, der var mindst tre mens jeg tjente ham, nogle af småkrigene mellem Pandemonium og Portus, og få oprørskrige i Vavilon, før Forsytherne tog tronen," Han havde set mere blod end de fleste af soldaterne der trænede her i salen og selvom han prøvede at holde sin tone let, lød han mest af alt rastløs. Dødsenglen ville altid sætte pris krig og han syntes selv han kunne huske et tidspunkt, hvor det havde været spændende, det havde været en leg. Indtil han skiltes fra sin Master og skulle bære vægten af hvad han havde været med til at gøre helt alene. Når Eriz slap ham, skulle han det igen. I det mindste havde hun ikke bedt ham om noget slemt endnu. Han havde kun såret den dødsengel der havde været i lejren, selvom alle talte om at han måtte være død. Flint vidste hvor meget magi han havde brugt. Han vidste manden stadig ville være i live. Han havde ikke nævnt det for nogen.

[Dylan Forsyth]

Misundeligt truttede Damian med munden, mens han lyttede til Flints fortællinger om krigene, han havde været med i. Han gik med hænderne begravet ned i lommerne, og slentrede roligt afsted, som ejede han hele stedet – hvilket han vel på sin vis gjorde.
Der var en aura omkring dødsengel. Rolig, ubekymret, munter. Måske var der også derfor, ingen havde standset dem endnu, og bedt dem skrubbe af fra træningsområdet. Damian var trods alt, ikke kendt offentligt endnu. De fleste vidste ikke engang han eksisterede. Hans mor havde holdt ham godt skjult.
”Ahr... jeg vil også i krig! Jeg tiggede min mor, you know. Virkelig ned på knæ, og det hele, men hun nægtede at tage mig med tilbage til hendes lejre. Selv ikke en træner ville hun hyre til mig,” fortalte han bittert, før han standsede op foran en halmmand. Med hovedet på skrå, som var det et klassisk kunstværk, han skulle vurdere, betragtede han den.
”Forhåbentligt vil hun overveje det nu. Jeg mener... jeg er en dødsengel. Det ligger i mit blod. Min far var en stor kriger, og jeg kan jo ikke, blive en god konge, hvis ikke jeg ved, hvordan man slås, vel? Og hvordan skal jeg ellers beskytte hende?” sukkede han, og puffede lidt til halmmanden med en fod.
Og så med et trylleslag ændrede han sig igen. Det alvorligt ansigt blødte op i et skævt smil, og han vendte sig mod Flint med et knips fra fingrene.
”Hey! Når du længere er bundet til min mor, kan du blive min djinn! Yeah! Vi kunne få det så sjovt!” udbrød han, og slog en hånd ned på Flints skulder, som han let ruskede i. ”Sammen kan vi herske over hele verden! Men bare så du ved det... engang om ugen, laver vi altså tærtedag. Det bliver min første befaling som konge, så hvis du ikke kan klare mosten, så sig til nu.” Han lo smittende, og gav Flints skulder nogle energiske klap, før han slap ham. Hænderne forsvandt igen ned i bukselommerne, mens han vippede muntert bagud på hælene. ”Men du er nok nødt til, at vokse sammen med mig. Ville være underligt, at jeg blive ældre, uden du gør. Hahahaha... kan slet ikke vente til at blive voksen! Dig og mig! Side om side! På vilde eventyr hvor vi forsvare byen mod drager! Kæmper mod vampyrer! Rider på kæmpemæssige slanger! Og redder jomfruer i nød!”
Som han talte om fremtidens udskejelser fremviste han det hele med sin krop. Lige fra sværdfægtning med en usynlig fjende, til at lave kyssende trutmund.

[Flint Pharr]

Flint fulgte dødsenglen, hans arme stadig foldet bag hans hoved, næsten som om han gik tilbagelænet mod ingenting. "Hun prøver jo bare at beskytte dig," svarede djinnen med et lille halvt smil. "Og der er mere til at være en god konge end at slås, right? Men det skal sikkert nok komme, nu er du jo i slottet," der var noget modsætningsagtigt i at have en und mand med en gammel, gammel sjæl gående afslappet sidde om sidde med et ungt væsen som Damian - deres perspektiver var fra så et forskellige steder selvom de lignede at de burde være tættere - og selvom de begge havde ungdommens entusiasme og livsglæde i sig, knækkede sammenligningen når det kom tl krig. Damian længtes efter det, som en druknende mand længtes efter sit næste åndedræt, mens Flint blot ønskede sig så brændende væk fra det hele. "Og jeg tror ikke du skal være bekymret for din mor, hun er en af de stærkeste væsner jeg nogensinde har mødt." Og det var før hun havde bundet sig til ham. Flint drejede ansigtet mod dødsenglen, da drengen knipsende foreslog at han kunne blive hans, efter han var blevet frigjort fra Eriz. Djinnens øjenbryn skød op og han tabte underkæben. "Øøøøøh..." begyndte han, hans ene arm faldt ned så han kun havde en hånd bag hans nakke, som gned over så krøllede nakkehår der fandtes der. "Jeg..." han famlede efter ordene mens mørke øjne flakkede igennem hans sind og en klemmende fornemmelse lagde sig om hans bryst. "Det lyder fedt, buddy, men jeg tror jeg er lovet til en anden." Siden hans læbe forsvandt mellem hans tænder. Der var stadig tvivl i ham. Han kunne ikke have noget rigtig med dæmonen og have en anden Master. "Men jeg tror nu nok vi godt kan være venner alligevel?" foreslog han.

[Dylan Forsyth]

Damian så oprigtigt såret ud, da Flint svarede, at han havde lovet sig selv til en anden.
”Åh…” Var alt der kom fra knægten, hvis energi og smil pludselig var væk. Hans arme faldt slapt ned langs hans sider, mens han betragtede Flint i nogle sekunder, før at de skuffet, hundehvalpeøjne gled ned til støvlerne i stedet. Den ene hånd tappede mod siden af låret.
”Jeg havde bare troet, at… hm…” begyndte han stilfærdigt, men tog sig så i det, og trak på skuldrene. Kort flakkede hans blik mod de to soldater, som havde sparret med hinanden. De holdte pause nu. Side om side sad de og snakkede, mens de delte vandet i en lommelærke.
Damian lod sine hænder glide ned i lommerne på sine bukser igen, så skuldrene blev trukket en smule op mod ørene. Stilheden svøbte sig omkring ham, men man kunne se ting forgik inde i hovedet på ham.
Hvad havde han også troet? Hele hans liv havde han hørt Blackwoods-familien og deres tjenestefolk, hvisker om ham, når de troede, han ikke lyttede. Bare fordi han fik en krone på hovedet, betød det ikke, folks syn på ham ville ændre sig.
Han havde bare håbet… Også selvom Flint var så mange år ældre end ham. Men han var jo hans mors djinn, så det virkede blot naturligt, at…
Følelserne var for underlige og forvirrende, så han stoppede med at prøve, finde ud af dem. Det ændrede alligevel ingenting. Han ville altid være den isoleret freak alle valgte sidst, og helst ville være fri for. Flammerne æde ham, det havde også været for meget at forvente.
Hm… Lovet væk. Måtte være dejligt, at vide nogen ville være hos én, selv i fremtiden.
”Vi må hellere gå tilbage til slottet igen. Min mor er sikkert ved at freake ud, fordi hun ikke kan finde mig,” sukkede han, og sparkede til en usynlig sten, før han begyndte at sjoske afsted mod trappen.

[Flint Pharr]

Damians oprigtigt sårede udtryk, komplet med sorte, våde hvalpe øjne stak Flint i hjertet. En lille smule. Han pustede et åndedræt let ud. Det var lige før det røg ud af ham at de måske godt kunne finde ud af noget alligevel, selvom Pharr-djinns kun tjente én Master ad gangen. Den knægt ville ende med at overtage verden, hvis han blev ved med at være så dygtig til at manipulere folk, selv uden at ville det.
"Hey! Hey, vent," Damian var begyndt at gå slukøret mod trapperne op til slottet og Flint småløb op foran ham og trådte ind foran den unge mand, stoppende ham med hans hænder på hans skulder. "Wooaw, vi har slet ikke lavet noget sjovt hernede endnu - din mor kan vente lidt endnu," Han forsøgte sig med et opløftende smil til den unge teenager? Næsten teenager? Ligemeget. "Kom!" Han snurrede hans løftede skuldre rundt, så han blev vendt mod trænings området igen og skubbede ham så fremad lige bag ham. "Lad os se om du kan ramme en djinn, hm?" Han marcherede knægten hele vejen tilbage til arenaen og slap først hans skuldre for at samle et trænnings sværd op, som han stak Damian i hænderne. Det var et sløvt, upoleret trænings sværd - selv hvis han formåede at ramme ham med det, ville det ikke give mere end blå mærker. Flint halvdansede ind i trænings arenaen, mens han strakte sig en smule og så hoppede let på stedet, for at få hans adrenalin en smule op. "Du får et point hver gang du rammer mig, jeg får ét, når du ikke gør, cool?" Hans fødder gled ud til siderne, hans ramme spændt, mens han stod afventende og klar, skubbet op på fødderne, så hans hæle ikke længere rørte jorden og med et næsten drillende glimt i hans grønne øjne.

[Dylan Forsyth]

Damian blinkede forvirret med øjnene, da Flint stillede sig ind foran ham.
”Du behøver altså ikke…” begyndte han, men nåede ikke at sige mere, før djinnen havde drejet ham rundt på hælen, og skubbede afsted med ham. I starten var han en smule modvillig. Kroppen var lænet tilbage, og skridtene langsomme, men som Flint til sidst stak et sværd i hans hånd, blødte han lidt op.
Med hovedet vurderende på skrå kiggede han ned af den sløve klinge, mens han prøvende strammede sit greb om skæftet. Det var første gang, han faktisk stod med et sværd, der var lavet af andet end træ. Vægten var helt anderledes. Alligevel var der noget ved, at stå med det, som fyldte ham op. En eller anden følelse fik champagne til at bruse i maven på ham.
Et smil lokkede sig frem på hans læber. Afprøvende svingede han sværdet fra side til side, før at han hævede blikket til Flint, som stod klar til ham. Djinnen var lige så høj som ham, men langt mere langlemmet og spinkel. Han ville være hurtig på fødderne.
”Okaaaaaaay, men døm mig ikke. Jeg har ikke fået noget som helst træning i det her,” gav han sig nølende. Med begge hænder måtte han tage fat om skæftet, for at kunne svinge det ordentligt. Han kastede sig frem mod Flint, og svang drabeligt sværdet over hovedet. En bevægelse man skulle være blind, for ikke at undvige.
Med en klingende lyd ramte sværdet direkte ned i klippegulvet, så det vibrerede hele vejen op gennem metallet, hænderne og armene. Damian sugede luft ind mellem sine sammenbidte tænder af fornemmelsen. Ikke at han opgav på grund af det. Munden åbnede sig i et kampråb, da han vendte sig rundt mod djinnen igen. Sværdet blev trukket over gulvet, før det endelig hævede sig, og svang mod Flint i en flot, bred bue.
Sådan forsatte det. Først efter adskillige forsøg lykkes det Damian, rent faktisk at kunne bruge sværdet med kun en hånd. Ikke at det gjorde ham mere yndefuld – og Flint var for hurtig. Han var jo som forbandet hjort! Damian mistede dog ikke temperamentet på grund af det – tværtimod. Afvisningen var glemt, og hans latter genlød mellem væggene. Ansigtet var rødt af anstrengelser fra at bevæge sværdet, men det stoppede ham ikke fra at fjolle rundt.
Til sidst smed han dog sværdet fra sig, og sprang direkte på Flint, for at fange ham med sine hænder i stedet. Det blev en helt anden leg, tættere på en blanding mellem fangeleg og brydning.

[Flint Pharr]

Smilet på hans egne læber voksede sig til et bredt grin, da træningssværdet alligevel lokkede et smil frem hos Damian, mens han holdt sig klar, som var han hvert øjeblik klar til at smutte bort, øjnene vagtsomme på enhver bevægelse i dødsenglens krop. "Bare kom," svarede han, som den anden dreng gav sig - og så bevægede han sig frem mod ham. Spændt som en flitsbue, kastede han sig til siden, så snart dødsenglen kom tæt på ham - og han gjorde samme kunst ved næste forsøg, ikke at det som sådan var en kunst endnu med de klodsede forsøg, men det var jo også knægtens første gang - men Flint lod ham have fornemmelsen af at være tæt på.
De forsatte sådan, glemte tiden, mens Damian langsomt blev bedre og bedre og snart blev Flint ikke længere nødt til at lade som om den anden dreng var tæt på, han kom rent faktisk tæt på at ramme ham nogle gange - og det sagde noget. Han havde undveget folk der havde langt mere træning end Damian meget lettere. Men stadig, han dansede uden om Damian, så let på fødderne som et gedekid og så hurtigt og adræt som en hjort, mørke lædersnore der sad i hans tøj svingende om ham som han gjorde det, leende i kor med Damian som hans ansigt langsomt blev rødmosset og hans åndedræt hurtigere og hurtigere. Da dødsenglen kastede sværdet fra sig, blev djinnen distraheret af bevægelsen af sværdet igennem luften - og nåede ikke at flytte sig før han havde en teenager over sig og hans eget lette fodfæste og dødsenglens fart sendte dem begge to på jorden, rullende i støvet i deres ellers så fine påklædning. De rullede hen over arenaen og selv om han forsøgte, kunne Flint ikke helt få over hånden, hans lange, senede muskler var bedre designet til at løbe og undvige end direkte kropslig kamp - og han kunne heller ikke få vejret for hvor meget han grinede.

[Dylan Forsyth]

For første gang i sit liv havde Damian en at lege med. Han havde aldrig prøvet den her slags ting før. Men han nød det. Og han elskede det.
Prustende efter vejret og med håret klistret til den svedige pande, rullede han rundt med Flint, indtil at han endelig fik fat på ham. Med et vrid fra hoften, skubbede han ham under sig. Begge knæ klemte til omkring djinnens sider, og han rettede sig sejrende op med armene i vejret. Siddende overskrævs på ham, følte han sig rimelig sikker på, at han havde vundet.
”Ahaaahahaha! Alle knæl for Kong Damian!” råbte han triumferende, men nåede knap nok, at afslutte sætningen, før han brød ud i en hosten. Støvet lå overalt på dem, og han havde kommet til, at suge noget ned i sin hals. Det ødelagde hans ellers så stolte øjeblik.
Drillende ruskede han op i Flints hår.
”Så… 35 – 1 til dig?” spurgte han med et skævt smil, der fik hans øjne til at stråle, mens han kiggede ned på djinnen under sig. ”Damn… jeg må få revanche på et tidspunkt.”
”Ja, men det bliver ikke nu.”
Det gav et sæt i ham ved lyden af den silkebløde stemme bag sig. Hurtigt vred han sig rundt, så han kunne kigge tilbage, og ganske rigtigt. Hans mor stod lige så tålmodigt op af en af pælene, der afmærkede kamppladsen. Hun hævede et øjenbryn af ham.
”Hvad nu? Troede du ikke, jeg ville lade dig, rulle rundt i støvet med min djinn, så I begge to, kunne ødelægge jeres fine, nye tøj?” spurgte hun uskyldigt, hvilket fik Damian til at grine.
”Sorry moder.” Han rejste sig fra Flint, og forsøgte håbløst at børste noget af støvet af sit tøj. ”Vi legede bare.”
”Mh. Det er selvfølgelig også en måde, at bruge tiden på,” kommenterede hun, mens hun gik hen til dem. De lignede to, vavilonske, fugleunger. Pjusket, støvet og beskidte. Hun rynkede på næsen. ”Smut i bad med jer. Prøv på ikke at, ryste for meget støv af på vejen, vil I? Åh! Og Flint. Du har fået et nyt brev fra Shaiin. Jeg har lagt det inde på dit værelse.” En enkelt tommelfinger gled blidt ned over djinnens beskidte kind.
Damians øjenbryn fløj i vejret. Hans ansigt vendte sig med et sæt mod Flint.
”Shaiin?!” udbrød han spørgende, men skyndte sig at tage nysgerrigheden i sig. Han kunne mærke sin mors blik hvile på sig. ”Jeg mener… hrm… vi burde skynde os i bad. Vi ses moder!”
Overdrevent bredt sendte han et smil til sin mor, mens han krøb udenom hende med et tag i Flints håndled. Først da de var kommet forbi hende, satte Damian i løb. Isblå øjne fulgte dem hele vejen tilbage til trappen.

[Flint Pharr]

Vridende som en kat i et fast greb, vred Flint sig under Damians ben, men som han rettede armene sejrende mod loftet, gav djinnen op og fokuserede på at fange vejret efter hans grineflip - hans kinder og kæbe gjorde ondt af latter og han havde inhaleret mere støv fra arenaen end hvad godt var efterhånden. "35 - 1 lyder meget rigtigt," svarede han med et bredt grin, mens hans arme strakte sig ud langs siderne, så han lå i en stjerne position med ansigtet mod loftet, stadig ved at fange luften igen mens prinsen ruskede i hans brune, tjavsede hår.
Djinnen blev lige så overrasket som dødsenglen, da Eriz' stemme pludselig lød et sted bag Damian - han havde slet ikke lagt mærke til hende komme, på trods af deres bånd - alt for optaget at legen. Han kom også på fødderne igen, som Eriz talte med Damian og han bukkede nakken en smule så han så ud som om han følte sig en lille smule skyldig, mens han også forsøgte at børste lidt at støvet af sit tøj. Han standsede da hun henvendte sig til ham. "Virkelig??" Smilet over hans læber voksede sig større til det strålede om kap med hans grønne øjne - han vendte halvt ansigtet mod Damian, da den anden dreng udbrød dæmonens navn og så undersøgende på ham, men så forsvandt nysgerrigheden og den unge mand fik pludselig travlt med at komme væk derfra. Hans fingre greb om djinnens håndled og så var de afsted igen. "Det skal vi nok Eriz!" nåede han lige at råbe over sin skulder, mens han også satte i løb for at holde trit med dødsenglen der havde et greb om hans håndled og de begyndte at løbe op ad trapperne igen. "Kender du Shaiin?!" spurgte Flint, som de løb op ad trapperne, da nysgerrigheden overvældede ham. Ham bekendt havde Damian været holdt på et slot for hans egen beskyttelse de sidste mange år af hans liv.