Boys Will Be Boys

[Dylan Forsyth]

Flint Pharr - Dylan Forsyth

---

Næsen var trykket fladt mod vognens vinduer, for at få det hele af byen med, mens de rullede igennem den mod slottet, der hævede sig som en sort kæmpe foran dem. Folk myldrede rundt i gaderne. Nogle handlede, nogen solgte, andre gik fra arbejde til arbejde med kæmpe hamre over deres brede skuldre, eller skubbende på vogne med kul. Alting var så fantastisk og nyt! Maskiner han aldrig havde set før, prustede og pumpede vand rundt, så det blev opvarmet i store kedler, og sendt ud til de forskellige huse. Tandhjul skabte et meddelsessystem gennem hele byen! Smedje på størrelse med templer!

Jo Damian kunne godt mærke, han var kommet til hovedstaden. Byen var stadigvæk i gang med at blive bygget op. De havde kørt igennem den store byport, som stadigvæk havde hængt i sine hængsler. Arbejdere havde myldret rundt for at lappe de store huller i murværket, der var kommet efter det store slag for et par uger siden.
Og endelig… endelig havde hans mor sendt bud efter ham! Ivrigt havde han hjulpet til med at pakke alle sine ting, sagt farvel til familien Blackwood, og hoppet ind i vognen, der ville tage ham med til Agares. Det havde været en ulidelig lang rejse! Specielt når man var så ivrig og utålmodig!

De nåede op til slottet, hvor de kørte direkte ind i slotsgården. En lille velkomstkomité var allerede dukket op, for at hilse på prinsen, som havde været skjult i alle de år. Og dér stod hun. Hans mor. Foran alle andre ventede hun tålmodigt på ham med hænderne foldet foran skødet, iklædt en pæn kjole med håret sat op. Hun smilte, da hun fik øje på vognen. Det var sødt af hende, at dukke op. Specielt når hun måtte have så travlt.
Vognen standsede op, og kusken åbnede døren for den unge prins, som endelig kunne træde ud i friheden. Han var skudt i vejret de sidste år. Kroppen var blevet tættere og mere robust, selvom den stadigvæk var ung, hvilket afslørede han nok ville vokse op, og blive en stærk fyr med markeret muskler.
Det brune hår krøllede stadigvæk. Fregnerne var dryppet på hans spise næse, mens et skævt smil som altid hvilede på hans læber.
Han lignede slet ikke sin mor. Overhovedet ikke. Men hun sagde det var fordi, at han lignede sin far på en prik. Ikke fordi han vidste meget om sin far, der åbenbart havde været en stor, smuk dødsengel.
”Mor! Smukkere end nogensinde før!” hilste han lattermildt, og gik direkte over mod hende.
”Damian!” Åh hun brugte den stemme. Det betød hun virkelig havde savnet ham, vidste han. Så meget at han godt kunne forvente en af de der tætte omfavnelser. Og ganske rigtigt. Hendes arme omsluttede ham, og han blev trukket ind i hendes favn. Ansigtet blev mast ind mellem hendes bløde bryster, så han følte, at han ikke kunne trække vejret.
Panisk klappede han på hendes arm, for at få hende til at give slip, men måtte selv vride sig fri fra hende. Gispende efter vejret og det hele. Han strøg de bløde lokker væk fra ansigtet.
”Mor helt ærligt!” vrissede han, men lod hende alligevel lægge hænderne på hans bløde kinder, for at betragte ham bedre. Opgivende mødte han hendes blik. Velvidende om at hun var i gang med at undersøge ham for pinsler både mentalt og fysisk.
”Er du okay, min egen? Du ser så… træt ud,” spurgte hun bekymret, og kørte en hånd over hans pande under hans hår.
”Jeg har det fint! Det har bare været en lang tur. Hvor er Aron henne?” spurgte han, da han lagde mærke til, at hans ynglings alkymist ikke var til stede for at tage imod ham. Forhåbentligt var han da ikke død i slaget! Det ville da være kedeligt.
”Han arbejder min elskede. Men jeg har en anden én du skal hilse på,” svarede hans mor, og lagde en hånd bag hans hoved, for at vende ham mod en knægt på cirka hans egen alder, der trofast stod ved hendes side. Hun lagde sin anden hånd på den fremmede drengs skulder. ”Damian, det her er Flint, uden ham ville jeg aldrig, have kunne tage Agares tilbage. Flint, det her er min søn, Damian. Mit dyreste eje.”
Som hun præsenterede dem for hinanden, granskede Damian den nye dreng. Automatisk analyserede han den måde han stod på, hvordan ansigtet bevægede sig, og alt andet, der kunne give ham en ide om, hvem drengen var. Måske var han ikke mentalist som sin mor, men der var andre måder, at aflæse folk på.
Til sidst slog han ud i én af sine brede, kække smil, og rakte sin hånd frem mod Flint.
”Hey Flint! Glad for du kunne hjælpe min mor med at erobre vores kongedømme tilbage,” hilste han muntert, selvom at han faktisk var ganske fornærmet over, hvorfor hans mor havde ladet en knægt på hans egen alder hjælper sig i stedet for ham! Han havde både studeret krig, kamp og militær! Desuden var han en dødsengel! Han var skabt til en slagmark! Oh well… hun havde jo sikkert sine grunde.

[Flint Pharr]

Som velkomst komiteen stillede sig op, bevægede Flint sig rastløs på hans fødder mens hans grønne øjne spejdede mod slotsportene, fyldt med nysgerrighed og en anelse spænding - men hans krop syntes konstant spændt siden han havde bundet sig til Eriz. Så fyldt med rastløs, summende energi der vibrerede igennem hans spinkle krop. Han var klædt i nye klæder, friskt fra slottets personlige skrædder, men det var holdt i hans almindelige stil selvom skrædderen havde forsøgt at overtale ham til en gylden trim eller nogle dinglende tasler som var højeste mode for tiden. Stoffet i hans trøje var mørke grønt og gjort som en strammere version af en tunika med en mørke brun trim langs halslinjen og ærmerne, hans bukser var i samme mørke brune farve og gjort i noget lidt kraftigere stof og så var de sikret til hans lægmuskler med sort lædersnor som gik ned i hans mørke skindsko. Tøjet fra aftnenen de havde erobret Pandemonium, som havde været gennemvædet af drake spyt, var blevet brændt på bålet sammen med liget af det enorme væsen. Det stank stadig en smule af brændt kød i luften fordi det enorme bål der skulle bruges til at brænde den, stadig ulmede ude bag ved slottet.
Endelig trak en vogn ind på slotspladsen og inden længe standsede den foran den lille komite der havde samlet sig og Flint skævede kort op til hans Mistress' smilende ansigt og mærkede selv hans eget smil vokse ved synet. Hun var glad. Lige nu var hun glad og det føltes rart igennem deres bånd. Så åbnede kusken døren, og en ung mand - knægt?? - trådte ud, han så ældre ud end Eriz havde beskrevet ham, men hun havde selvfølgelig heller ikke set ham længe. Flint vippede på sine hæle mens Eriz hilste hendes søn velkommen med et tæt klem og de to talte kort, inden Eriz drejede drengens ansigt mod ham og hans læber skiltes i et smil. Han trådte frem, mens knægten granskede ham som var han et ny, interessant stykke litteratur der skulle aflæses - Eriz havde set på ham på næsten samme måde da han først havde mødt hende - og så smilede han til ham og Flint greb hans fremstrakte hånd med sin egen. Hans fingre var varme, tørre og uberørt af slid, meget som Damians egne. "Hey! Og det var da en smal sag," svarede han tilbage. Jeg var kun ved at blive spist af en drake, men ellers, stille og roligt. "Har du rejst langt? Glæder du dig til at se slottet?? Der er rygter om at køkkenfolkene har fået friske æbler ind i morges, så der er muligvis tærte til dessert senere," Han sagde det som om han var ved at give Damian det lokale sladder i et næsten konspiratorisk tonefald. "Men jeg er blevet snydt før - køkkenpigerne er ikke til at stole på," det sidste var sagt så lavmælt at det næsten var hvisket og med et blink med det ene øje.

[Dylan Forsyth]

Stormfulde, grå øjne rettede sig smilende fra Flint op til Eriz, som roligt betragtede de to drenge hilse på hinanden for første gang.
”Så vidt jeg har hørt, var det vidst lidt mere end en smal sag,” afslørede Damian sigende, og fik hans mor til at se helt forundret.
”Hvor i alverden har du hørt det henne?! Hvem har fortalt dig om-”
”Moooor! Alle taler om det!” afbrød han opgivende, og fik hans mor til at presse læberne sammen. Han var nok den eneste, som slap afsted med at tale sådan til hende, hvilket han tit syntes var sjovt at presse. Engang havde han kaldt hende et skældsord, men der havde han dog også, fået en syngende lussing på siden af hovedet, samt kommet i seng uden dessert.
Igen rettede han sin opmærksomhed på den nye dreng.
”Jeg gætter på, du vil vise mig, hvor jeg skal sove? Slottet er langt større end jeg havde regnet med, og jeg fare sikkert vild hundrede gange, hvis ikke jeg har nogen, til at vise mig rundt,” konstanterede han med en smittende latter, der igen frembragte et smil hos hans mor. Kammeratligt lagde han sin ene arm om Flints skuldre, og førte ham forbi Eriz mod trappen op til hoveddøren. ”Og bagefter må vi helt klart tjekke de rygter ud om tærter. Ellers må vi jo straffe de køkkenpiger, der vover at lyve for os.” Drilsk blinkede han med det ene øje til Flint.

[Flint Pharr]

Leende strøg Flint en hånd over hans nakke. "Jeg ved kun med til den sidste del," Han trak smilende på skuldrene. Der var en hel kamp der havde foregået hvor han havde hvilet trygt i hans lampe. Det eneste der ville kunne være sket ham der, ville være Eriz' død, hvor han ville blive skubbet ud af lampen og frigjort af båndet. Han ville have stået midt i en krigszone, mesterløs og alle ville have set ham komme ud af lampen, men det var en mindre detalje! Damian rettede sin opmærksomhed tilbage mod ham og så havde han en leende drengs arm smidt om hans nakke og blev ført med ham - han kastede et sidste blik over sin skulder mod Eriz som han lod sig trække med, men smilede godmodigt. "Sagtens, jeg har allerede lavet et kort," Han havde ikke styr på alle smutvejene endnu, eller de gemte passager, men de generelle layout var sikkert i hans lomme, så han ikke for vild i det enorme slot. Det trak på hans smilebånd da den anden dreng kommenterede om straf - der var et drilsk glimt i hans øjne, men efter hvad Flint havde hørt, var han også dødsengel, så man kunne aldrig vide om der var et gran af alvor i det. "En god narrestreg måske?" kommenterede han vurderende. "Det er længe siden jeg har lavet salt om til sukker." Han strakte sine fingre ud foran sig, flettede og vendt ud af så nogle af ledene knækkede let mens han fulgte Damian ind i bygningen og ind igennem gangene. Der var travlt derinde, alt blev malet og vasket og skurret og renoveret, som skulle selve slottet genfødes under dronningen - inden længe var de kommet til den residente del af slottet og Flint standsede ved siden af enorme dobbeltdøre. "Så er vi her!"

[Dylan Forsyth]

Damian havde leet frydefuldt ved Flints entusiasme om narrestreger, og havde givet ham et bekræftende klap på skulderen. Han kunne allerede mærke, at de to ville blive bedste venner!

En imponerende fløjten lød fra dødsenglen, mens at han lagde nakken lidt tilbage, for at kunne kigge vurderende på de store dobbeltdøre. Hvis det her var størrelsen på dørene, hvor stort var hans værelse så?! Tøvende tog han om dørhåndtagene, før at han skubbede dem op, og lod sit nye værelse blive afsløret for sig.
”Waaaauw…!”
Værelset var ikke bare ét rum, som det havde været hos Blackwoods. Der var hele tre! Et kæmpe rum udstyret med høje støbevinduer, fungerede som en slags stue. Reoler fyldte den ene væg med farverige bøger på rad og række, blandet med figurer og legetøj af metal eller træ. Malerier på størrelse med ham selv, hang på væggene, og viste forskellige folk og områder han ikke kendte. Kun et indrammet kort over Pandemonium genkendte han, samt et portræt af sin mor.
En kamin opvarmede rummet, og var allerede tændt. Tykt, rødt gulvtæppe fik det til at føltes som om, man gik på skyer, i stedet for at man gik på kolde fliser eller sten. Modeller af fly, drager, dødsengle, eller mærkelige skabninger hang i snore op under loftet, der var så højt oppe, at han sagtens ville kunne flyve rundt. Der var endda sorte, metal søjler, han kunne navigere forbi!
En dør førte ind til rummet hvor hans store himmelseng stod, hævet et par trappetrin over gulvet. Også her var der store vinduer til det fri, og en dør ud til en altan. De var virkelig højt oppe over jorden! Det var lige så det kriblede i Damians fingre, efter at smide sig ud over rækværket, sprede vingerne, og tage en tur rundt om slottet et par gange.
Den sidste dør førte ind til hans helt eget personlige badeværelse med både karbad, toilet og vask. Haner førte varmt vand direkte til hans kar! Ingen stuepiger skulle bruges til først at opvarme vand, for derefter at slæbe det herop!

Med hånden på panden drejede Damian rundt om sig selv, for at få det hele med. Var det virkeligt sådan det var, at være prins?! Hvordan i alverden skulle han nogensinde få leget med alt det legetøj, læst alle de bøger, og… ved flammerne!! Var det rent faktisk rigtige sværd, som stod dér?!
”Niv mig lige,” bad han Flint, og rakte ham sin ene arm. ”Jeg tror, at jeg drømmer.”

[Flint Pharr]

Flint havde slet ikke lagt mærke til at han faktisk havde nået at blive lidt ensom i slottet, efter de var flyttet ind der, før Damian pludselig var der. Det var noget tid siden han havde fået brev fra Shaiin og ingen mængde stirren på budbringerne fik det næste til at komme hurtigere. Så han lod sig rive med af det. Han havde set værelset før, men nu så han det med Damians øjne. Og det var fantastisk! Der var så meget plads til alt muligt sjovt og så mange fantastiske ting. Da han rent faktisk havde været Damians alder, havde han boet hos sine bedsteforældre og der havde han knapt nok haft sit eget værelse og her var der en overflod af ting! Han fløjtede dæmpet, imponeret stemmende i Damians woaw, hans skindsko sank ned i tæppet som han bevægede sig ind, sammen med den anden dreng og gjorde store øjne af det hele.
Til sidst stoppede de ved badeværelset - badekaret var enooormt, så stort at knægten ville kunne vaske en hest derinde, hvis han havde lyst og kunne få kræet derind. "Hvis du drømmer, gider du så lade være med at vågne op?" Han nappede den anden dreng i armen, smilende, da han bød ham armen. "I guess not." Det var næsten umuligt at danne sig et overblik og hvor ved mørket skulle man starte henne?? "Hvad vil du først?"

[Dylan Forsyth]

”Auch!” Damian trak ømmende sin arm tilbage, men det havde ikke gjort rigtigt ondt. Han var vant til hudafskrabninger, forstuvet ankler og brækket arme, fra når hans flyvning blev lidt for vild. Specielt landingerne kunne godt være sværere af og til. Men her i de nye omgivelser, skulle han nok få det hele lært! Det lovede han sig selv.
Han trak sin sorte frakke af, og smed den fra sig på gulvet. Indenunder havde han en simpel, mørkerød skjorte, han begyndte at smøge ærmerne op på. Selvfølgelig skulle han iklædes Pandemoniums sorte og røde farver, nu hvor han trådte frem som prins. Eller… det havde Mrs. Blackwood hvert fald fortalt ham.
Ubeslutsom truttede han med læberne af Flints spørgsmål. Der var jo så mange ting, man kunne give sig til! Både herinde og på slottet! Mon de havde lov til at gå udenfor? Naaaah… nok ikke endnu. Hans mor havde set træt ud. Det var nok bedst, ikke at stresse hende mere end nødvendigt.
”Vis mig hvor køkkenet er! Man ved aldrig, hvornår man får brug for mad! Og bagefter kan vi finde ud af hvor militæret træner! Har du set dem endnu? Nårrr ja, det har du nok – du var med min mor i hendes lejre. Men jeg har endnu ikke, og jeg glæder mig sådan til at se, om de laver nogle af de øvelser, som jeg har øvet mig på! Kan du godt lide at kæmpe?” sagde han, og vendte rundt, for at forlade både badeværelset samt gemakkerne. Hans mor skulle nok vide, hvor de var henne. Hun vidste altid, hvor han befandt sig.
”Hvad er du i det hele taget? En warlock? Naaah… dine øjne er ikke trætte nok. Dæmon måske? Nej, vent, vent! Jeg har mødt en dæmon før, og de føles bare… well… anderledes. Creepier,” spurgte han nysgerrigt sin nye ven, som de gik afsted langs gangen.

[Flint Pharr]

Flint smilede af den anden drengs smerteudbud og cirklerede engang rundt i lokalet, mens han smed sin frakke og overvejede hans spørgsmål. Middags solen stod højt over Pandemonium, som strakte sig så langt øjet rækkede fra det høje slot ud over Agares som summede af aktivitet. Han så tilbage mod drengen, da han talte igen - han så mere... prinseagtig ud, uden overfrakken og i de pandemonske farver - burde han tiltale ham på nogen bestemt måde? Han tiltalte Eriz uformelt det meste af tiden, han havde ikke brugt den formelle tone siden den aften hvor de fremmede havde angrebet lejren og hun havde bedt ham om noget han ikke havde lyst til. Han trak på skuldrene.
"Okay," medgav han smilende og slog let med hovedet mod døren inden han begyndte at gå mod den. "Jeg ved hvor køkkenet er, men træningspladsen har jeg ingen anelse om - vi kan prøve at spørge en af vagterne?" Han rynkede let på næsen inden han fortsatte. "Lad os bare sige jeg er bedre til at undgå at slås end at slås." Han havde været i kampe før og han kunne da folde en korrekt foldet næve, men langt det meste af tiden var hans taktik at undvige og så løbe så hurtigt han kunne. Den ungdommelige krop var god til mange ting, men hans ældre udseende holdt bedre til en reel kamp. Han så sidelæns på dødsenglen da han spurgte til hvad han var - Eriz havde ikke fortalt det. Hun havde formant ham at fortælle alle og enhver hvad han var - men det galt ikke Damian, gjorde det? Han tøvede. "Djinn." Han så fremad igen og stak sine hænder i hans bukselommer mens han gik. "Men det er en hemmelighed, så lad være med at sige det til nogen. Jeg er ikke engang helt sikker på at du må vide det."

[Dylan Forsyth]

Overrasket stirrede Damian på Flint, som havde han lige afsløret at han var en…well…en djinn!
”What?! Seriøst?! Er du en djinn?!” udbrød knægten imponeret, uden overhovedet at tænke over, han skulle holde stemmen lavt. Selv vagter havde ører - men de kunne selvfølgelig altid skæres af.
”Waw… det forklare så meget! Jeg var lige bange for, vi skulle til at adoptere dig eller sådan noget. Ikke fordi det ikke ville være awesome at have en bror, men jeg glæder mig ret meget til at blive konge,” forklarede Damian med et skævt grin, så man umuligt kunne blive fornærmet af hans udtalelser. Efter mange års erfaringer havde han fundet ud af, de fleste gav efter, når bare han smilte, på den der specielle måde. Hans mor kaldte det charme, og sagde han havde arvet det efter hende. Hvis bare det kunne hjælpe ham til at slippe ud af problemer, var han tilfreds.
”Så! Hvor mange ønsker har min mor brugt indtil videre? Er det rigtigt, du kan give folk alt bare de ønsker det? Og hvordan er det egentlig, at være lænket til en anden person? Uh! Og kan du gøre noget selv? Sådan som… jeg ved ikke… ønske dine grøntsager er kage? Vent… spiser du overhovedet? I er ren magi, right?” Damians spørgsmål var mange og hastige sagt med iver i stemmen. Han havde altid fået af vide, han spurgte for meget, men hvordan kunne man andet, når der var så meget, man gerne ville lære?!

[Flint Pharr]

"Yup - og ssssh," tyssede Flint på prinsen, han lagde næsten en hånd over knægtens mund, men kontrollerede sig selv. Der var ingen grund til at blive alt for paranoid. Bare fordi djinns var blevet jagtet vildt igennem de sidste mange hundrede år og en bundet djinn var en af de farligste våben på Nostamus' glødende jord, og Eriz havde stadig fjender i alle hjørner af verden og okay, så der var faktisk god grund til at være paranoid. Han greb fast i knægtens arm og trak ham ind igennem en mindre korridor, halvt gemt bort bag en bogreol. "Okay, nu kan vi snakke," Hans øjne fløj hurtigt op og ned ad gangen, men der var ikke nogen. "Nej, guderne nej, ingen adopteringer - det er jeg alt for gammel til," han fnøs leende ved tanken. Tusind år gammelt adoptivbarn. Men han kunne lide Damian. Han kunne godt forestille sig det nemt at tænke om ham som en bror. Selvom han ville ældres hurtigt over den næste mange år, hvor Flint ville forblive den samme. "Ét ønske, på at få os ind på slottet den nat hun tog Agares. Næsten alt og de skal være bundet til mig, for at jeg kan opfylde deres ønsker men så skal jeg tilgengæld også. Forvirrende til tider og meget... vibrerende?" Han trak sin tunge indimellem hans tænder og rynkede brynene, at forklare det fuldstændigt, ville være som at forsøge at forklare en fisk hvordan det var at flyve. Man var nødt til at føle det selv. "Jeg behøver ikke ønsker for at udøve basis magi - selvom mine omvendelser af grønsager til kager stadig mangler noget finpudsning, hvis jeg skal være ærlig, det ender altid med at smage af gulerødder lige meget man omvender det," Bitter erfaring lå i hans stemme. Søde sager var svære, selvom de var så dejlige. "Jeg spiser, sover og bruger toilettet som alle andre, men jeg bliver ikke syg og så vidt jeg ved kan jeg ikke slåes ihjel med våben," forklarede han uden nogen tone af utålmodighed i hans stemme. Han stillede selv et hav af spørgsmål. "Er der mere du gerne vil vide?" Han lænede sig op af den smalle korridors væg, smilende.

[Dylan Forsyth]

Hoppende på en fod, for at bevare balancen blev Damian trukket brat til siden, indtil djinnen åbenbart syntes de nu var i sikkerhed. Roligt rettede han på sin skjorte, inden at Flint begyndte at svare på alle hans spørgsmål, uden at have problemer med at huske dem. Han virkede heller ikke utålmodig eller irriteret, som andre gjorde, når han ville vide mere. Forfriskende.
”Jep! Hvor gammel er du egentlig? Er det sådan noget ligesom vampyrer, hvor du er meget ældre end du ser ud?” spurgte han, og lænede sig baglæns mod den modsatte væg af Flint. Så kunne de kigge på hinanden. Deres fødder lagt ved siden af hinanden, for at holde dem hver især skubbet op af væggen. ”For du ligner én, der er cirka på min alder, men hvis du ikke er det, vil jeg gerne vide det. Voksne har en tildens til at være kedelige og alvorlige hele tiden. Tro mig! Jeg kender den her alkymist, Aron – man kan vel kalde ham min personlige læge – og han er ret alvorlig det meste af tiden. Men jeg kan lide ham! Han har et stykke af mig inde i sig. Lige her.” Den ene hånd lagde sig på hans bryst lige overhjertet, for at vise placeringen. ”Jeg ved ikke hvordan det er gået til, men jeg kan mærke det, når han er tæt på, eller hvad han føler. Måske er det ligesom dig og min mor!”
Han lo, og fjernede sin hånd fra brystet igen. Håret strittede til alle sider, som det havde tildens til, når det ikke var blevet glattet på et stykke tid. Et par snoede lokker var igen gledet skødesløst ned over hans øje, men han syntes at ignorere det. I stedet drejede han hovedet, for at kigge ud mod gangen. Hænderne gled om bag hans ryg.
”Jeg ved slet ikke, hvad jeg ville ønske mig, hvis jeg havde en djinn… Måske noget med at få en chance for, at møde min far. Eller jeg kunne møde andre dødsengle. Hvad ville du vælge, hvis du havde tre ønsker, du helt selv kunne bruge?” spurgte han dybsindigt, og vendte igen ansigtet mod Flint, hvis skikkelse var henlagt halvt i skygger.

[Flint Pharr]

"Jeg rundede de tusind sidste sommer," svarede djinnen nonchalant, som om det ikke næsten gjorde ham ældre end slottet de stod i som havde passeret flere royale hænder i den tid. "Og på en måde. Jeg bestemmer selv hvordan jeg ser ud," Uden advarsel begyndte hans skuldre at fylde sig ud og hans krop pakkede mere masse på mens hans ungdommeligt skarpe ansigt blev blot en smule blødere. Han blev hverken højere eller lavere som hans krop skiftede med et blink med øjets hastighed mellem ældre og ældre versioner af ham for så at falde tilbage til hans almindelige 17-årige udseende, stadig lænet op ad væggen. "Kun alder dog. Jeg kan ikke skifte hårfarve eller øjenfarve."
Han skubbede sig ud fra væggen da Damian forklarede om det stykke han havde i sig af alkymisten, han trådte frem så han var helt inde i prinsens personlige område og bøjede nakken en anelse så han kunne se nærmere på knægtens bryst. Hans øjne glødede kort grønnere end de var. Hans evner til at ændre naturen af ting, lod ham se hvordan ting var forbundet. "Hm. Mærkværdigt - er det normalt at dødsengle tager et stykke af deres sjæl ud?" spurgte han interesseret, inden han trak sit hoved tilbage. Der hang en duft af skov omkring ham, selvom det efterhånden var længe siden han havde været i en. Begge hans øjenbryn løftede sig da Damian spurgte ham, hvad hans ønsker ville være. Tusind år på denne jord, og der var aldrig nogen der havde stillet ham dét spørgsmål. Han åbnede og lukkede munden nogle gange. Tavs, lod han sig synke tilbage mod væggen, mens han tænkte. Han havde set hvad ønsker gjorde ved folk, set dem gå galt så mange gange. Lige nu ønskede han sig kun at se Shaiin igen. Og være fri. "... det ved jeg ikke." Han kløede sig ved øret og trak på skuldrene. "Men ønsket med at se din far burde du sagtens kunne få - har du spurgt din mor? Hun er ret ressourcefuld - kan hun ikke spore ham?"

[Dylan Forsyth]

Med rynket næse havde Damian set på, mens Flint havde ændret alder for øjnene af ham. Et sted følte han sig snydt. Og her gik han og troede, han endelig havde fundet en jævnaldrende! Typisk! Blot en anden… ældgammel dude! Sikkert med meninger om hvordan alting skulle gøres og være, ligesom alle de andre gamle mennesker, han havde været omkring.
Ved Afgrunden hvor han dog gerne ville være omkring nogle af sine egne!
”Huh… well… praktisk,” var hans eneste kommentar til aldersskiftningen.

At have en anden person så fysisk tæt på sig, var ikke noget Damian var vandt til, men han så ikke ud til at have noget imod det. Tværtimod havde han ivrigt ført Flints hånd op til sit bryst, så han også kunne mærke efter, inden de begge to havde sluppet.
”Nej, slet ikke! Hvert fald ikke så vidt jeg har læst. Er det en del af min sjæl, som mangler? Aron sagde, det var et uheld, men han bryder sig ikke om, at tale for meget om det. Vi har dog haft ret sjovt med det, og han har engang sagt, at jeg har smittet ham med min personlighed – hvad det så end skal betyde,” fortalte han entusiastisk, nu hvor han havde nogen at dele det med. Selv syntes han det var ekstremt fascinerende! Og alle burde syntes det også!
Da Flint så kedeligt ikke gav et ordentligt svar på, hvad han ville ønske sig, lænede Damian sig op af væggen ligesom ham. Armene gled over kors. Alvor gled over hans ellers så muntre ansigt.
”Min far er død. Han blev dræbt i en kamp mod en drage for mange år siden – før jeg blev født. Min mor havde en affære med ham, mens hun var gift med forræderen Marcellus. Er fra ham jeg har arvet mine vinger,” forklarede han djinnen, og rykkede med skuldrene for at henvise til sine gemte vinger. Intet i hans stemme indikerede, at han var i sorg over aldrig at have mødt sin far blot… skuffet. De to kunne have haft det så sjovt!
”Har du nogle forældre?”

[Flint Pharr]

"En flække af den," svarede Flint med hovedet lagt let på skrå mens han interesseret studerede dødsenglen. Det virkede næsten som for perfekt en flække af hans sjæl der manglede, som når nogen havde slået et stykke af en diamant. Det var ikke noget der skete ved et uheld. Men hvis alkymisten havde påstået at det var det, havde Flint ingen grund til at begynde at snakke imod det. "Det lyder meget rigtigt - sjæle blander sig en smule når de bindes i en anden, der er også nogle af din mors følelser og træk der går igennem mig indimellem," Måske var det derfor han havde insisteret på at han og Shaiin ikke kunne være sammen hvis der skulle være følelser involverede? Var det Eriz der krøb ind over ham? Hendes usikkerhed? Han havde undskyldt sig med de gamle traditioner og det var rigtigt, at han burde dedikere sig kun til hans Master, men han kunne have spurgt Eriz om lov eller sådan noget.
Alvor så malplaceret ud på den unge mands ansigt. "Han lyder som noget af en mand," svarede Flint med et lille opmuntrende smil. Det måtte være en god død for en dødsengel, at dø i kamp mod en drage. "Så... hvis du ville møde ham, ville du ønske ham tilbage til livet?" Han så lidt beklemt ud. "I min erfaring går den slags aldrig helt godt."

[Dylan Forsyth]

Damian trak på skuldrene af Flints spørgsmål.
”Måske? Måske ikke. Jeg ville bare gerne have nået at møde ham. Spørge ham om ting. Bare… have en far, som kunne lære mig noget,” fortalte han, og havde ingen problemer med at formulere de svære ting, som forgik i ham. Dødsengle havde nedsatte følelser eller slet ingen, men hans mor havde lært ham, at udtrykke sig alligevel. Endda så folk ikke ville finde ham ubehagelig. Kunne nogle gange være frustrerende.
Med sit hoved gjorde han tegn til, de skulle forlade korridoren igen, for at forsætte deres eventyr. Han var ikke god til, at stå stille for lang tid af gangen.
”Og hey… min mor er ikke så slem, selvom folk siger det. Så du har intet, at være ked af,” sagde han med en blinken af det ene øje, mens at han gav Flint et klap på siden af armen. Åhhh han kendte skam godt alle de historier, der gik om Dronning Eriz LaPIera Black. Blackkwood havde frygtet hende. Aron havde kastet sit liv i hendes hænder. Shaiin havde respekteret hende. Men lige meget hvad folk sagde, var Damian tilfreds med at have hende som mor. Hun fik tingene gjort. Var modig, farlig og magtfuld. Hvem kunne bede om mere? Måske en mor, som ikke kontrollerede én så meget, men sådan var det…
Flint havde ikke svaret på hans spørgsmål om forældre. Men han ville ikke presse djinnen, hvis han ikke gad. Det havde mest været i nysgerrighed. Derfor snakkede han ikke videre om emnet, men lod det ligge.