Hello Old Friend

[Eriz LaPiera Black]

Nathaniel Oathhorn - Eriz LaPiera Black

To vagter fulgte dronningen, mens hun gik afsted ned af den lange, mørke gang. Genopbygningen af hovedstaden var i fuld gang, samt alt arbejdet med at rekonstruere handelsveje, byer, skaffe aftaler, samle allieret, straffe fjender, og få hele landet op på fødderne igen. Heldigvis havde Eriz en masse gode kontakter, samt stærke, rige allieret både i Pandemonium og i Portus. Landet skulle nok hurtigt være på benene igen.
Aron havde overtaget et møde, så hun kunne besøge en ganske særlig person, der personligt havde hjulpet hende i selve kampen udenfor portene. En mand, som endda havde båret hendes mærke.
I dagens anledning bar hun en kjole. Det var overraskende svært at vænne sig til den upraktiske beklædning, men hun var ikke længere en hærføre men en dronning, og skulle klæde sig deraf. Derfor var bukser og skjorte skiftet ud med en lang, vinrød kjole. Ryggen var åben, det samme med skuldrene, så man kunne se den porcelænsfine hud. Det ravnsorte hår var sat op i elegant frisure med metalkæder – og selvfølgelig… den simple krone af jern, hvilede tungt ovenpå hendes hoved. Hvor den altid havde hørt hjemme.
Èn af vagterne bankede kort på døren, før han stak en nøgle i låsen, og åbnede døren op for dronningen. Stadigvæk turde hun ikke, at lade døren så ulåst, men alt det kunne meget vel ændre sig efter det her besøg.
”Nathaniel, min kære,” hilste hun mildt, mens hun gik ind i det store værelse, der nu fungerede som Nathaniel Oathhorns celle. I det mindste var det bedre end det telt, han før havde haft. Værelset var stort. Her var alt det, man havde brug for til et behageligt ophold. Varm himmelseng, store vinduer med skøn udsigt over hovedstaden Agares, der lå neden for deres fødder, et tilstødende badeværelse med badekar, skrivebord, bøger, skakspil, papir og fjerpen, samt en sofagruppe foran kaminen.
Døren blev lukket bag Eriz, så hun kunne være alene med den tilfangetaget hertuge. Vagterne blev dog stående udenfor døren, hvor de ventede på, at dronningen igen kom ud.
”Jeg har så mange nyheder til dig! Men først… lad mig høre hvordan det går med min ynglings hertuge,” bad hun med et smalt smil på de fyldige, røde læber.

[Nathaniel Oathhorn]

Byen var blevet indtaget af Eriz og hendes mænd. Renovationen af byen var gået igang igen, alt det her virkede overraskende bekendt, en for bekendt. Det var som at genleve da de tog Oberion igen, der havde han også stået i et værelse med udsigt over byen og kigget på hvad der var tilbage, dengang var en selvfølgelige ikke låst inde, men det var ne mindre detalje.
Nathaniel stod i vinduskarmen, han var iført sort doublet, med sorte bukser og sort kappe til. På doubletten var der med mørkerød broderet Eriz' mærke.  Alt tøj der mindede ham om Vavilon og Macaria havde han brandt, kort tid efter Macaria var flygtet uden ham. Tsk var dum måtte nogen være? Hun havde jo bare udnyttet ham, som hun havde gjort hele tiden, hun havde aldrig ment at hun ikke ville  flygte uden ham, hun ville sikkert have suget hans blod  det sekund de var uden for murene. Alt det var lige meget nu, nu fulgte han en ny dronning. Nu havde han hjulpet en ny dronning med at tage sin trone. 

I hjørnet ved siden af kaminen stod hans nye rustning, som Eriz havde foræret ham inden slagene. Den sorte rustning, med en mørkerød løve på højre skulder og dronningens mærke over hjertet, på trods af at havde været i kamp, så den overraskende ny ud. Rundt om livet hang hans sværd bælte, han havde endelig fået sit sværd tilbage. Engang havde han ikke tænkt to gange over at bruge det sværd mod vagterne, nu føltes det næsten forkert at gøre? Han så heller ikke Eriz som en hans tilfangetager, men som hans dronning, han ville give sit liv for? Hvad var der sket med ham? 
Da det bankede på døren vendte Nathaniel sig hurtigt om, og så afventende på døren, da Eriz trådte ind, satte Nathaniel det ene knæ i gulvet, og bukkede let sit hoved. "Deres Majestæt" hilste Nathaniel. Efter lidt tid rejste Nathaniel sig op.
Et smil bredte sig på Nathaniel læber, "Deres Majestæt er alt for god! Det går meget bedre nu hvor Hendes Majestæt har givet mig besøg" sagde Nathaniel og støttede sig halvt op af vinduskarmen. 

[Eriz LaPiera Black]

Et smil spillede sig i Eriz's mundvig, ved synet af hertugen, der gled ned på et knæ foran hende. På trods af alt det dårlige, som Macarias flugt havde resulteret i, var der da kommet lidt godt ud af det, i form af Nathaniels nyfundet loyalitet for hende. Bare det smil han sendte hende, var nok bevis på, at hans indstilling til hende, havde forandret sig.
”Åh, du smigre, min ven,” kommenterede hun, og gik hen, for at placere et fløjslet kys på hver af hans kinder i en form for hilsen. Hun satte sig i en af lænestolene overfor ham. Lidt tid måtte blive brugt, til at få orden i det store skørt, før det sad ordentligt. Hvor hun dog et sted savnede sine praktiske, skræddersyet bukser. Den slags gik bare ikke, når man nu var enehersker.
Hænderne samlede sig i hendes skød. Rank og fornem sad hun i stolen med et mildt smil på læberne, mens hun betragtede Nathaniel, der havde taget plads op af vindueskarmen.
”Som jeg sagde, har jeg nogle nyheder til dig,” begyndte hun. ”Den første er omkring Macaria. Efter at have samlet de forskellige rapporter om hendes flugt, er jeg nu hundrede procent sikker på, at hun er død. Alle der var med til kampen, bevidnede at hun fik begravet en dolk i sin ryg. En dolk med lysmagi. Ingen vampyr ville kunne have overlevet det.”
I nogle minutter holdte hun sig tavs, for at lade Nathaniel køre nyheden igennem i sit hoved, og processere den som han ville. Selvfølgelig ikke uden, hun befandt sig i hans sind, for at se hvilken tanker, der drønede igennem hans hoved.
Først da hun var sikker på, han var klar til at gå videre, forsatte hun. Det var svært, at holde smilet nede, men det næste hun skulle fortælle ham, var ved at få hende til at grine.
”Den anden nyhed, min egen, er at du har fået en ny konge. Åbenbart en ven af din, at dømme efter det brev, han sendte mig. Theodor Davenport? Ja, han gjorde jo ikke det bedste indtryk ved at starte ud med at true mig, men mon ikke jeg kan tilgive ham, nu hvor I to kender hinanden,” fortalte hun mens smilet voksede sig bredere. Nu kom hun til det. ”Desuden har han været så venlig, at arrangere et ægteskab for dig med en smånobel i Vavilon!”

[Nathaniel Oathhorn]

Da hun kyssede ham på kinderne lukkede hun blidt øjnene, før han igen rettede opmærksomheden mod hende. Macaria død? Nathaniels ene øjenbryn blev hævet en anelse. Han nikkede mens hun forklarede detaljerne omkring Macarias død. "Det er jeg ked af at høre Deres Majestæt..." sagde han med et neutralt ansigt. "... Jeg mener, det er en skam at Majestæten ikke selv fik lov til at slutte hendes ynkelige undskyldning for et liv" tilføjede Nathaniel med en kølig stemme. Alle følelser om hans tidligere dronning, var blevet erstattet med et brændende had. Nathaniel var faktisk selv lidt overrasket at han ikke følte noget. "Lykkes det i det mindste Lord Zipora at få informationerne ud af hende?" Sagde Nathaniel og lagde armene over kors.
Men havde Eriz rent faktisk set liget af Macaria? Eller var det bare baseret på at Macaria ikke burde have overlevet? Nathaniel rømmede sig kort. "Undskyld jeg siger dette, Deres Majestæt, men har De rent faktisk set Macarias lig? Macaria har overlevet ting, som en vampyr aldrig burde overleve, det jeg siger er, at vi kan ikke være helt sikker, før vi har set hendes lige" Nathaniel, og lod hænderne falde ned langs siden.

Theo var blevet konge og havde truet Eriz? Theo ville aldrig gøre sådan noget.. Overraskelsen var tydelig i Nathaniels ansigt. "Jeg er sikker på han ikke har ment det som en trussel, han har nok, sammen med mange af mine landsmænd, misforstået mit ophold her, og ser det sikkert som De holder mig gidsel, han ville aldrig gøre sådan noget!" Sagde Nathaniel med et smil på læben, hans barndomsven var blevet konge af Vavilon? Det var også på tide at en Vaviloner sad på den vavilonske trone igen.
Hans smil forsvandt totalt med den sidste nyhed, Theo havde gjort hvad med hvem?! "Han har ahvad? Det må være en misforståelse. Det ville Theodor aldrig gøre?!" Nathaniel var et stort spørgsmåltegn, det gav ingen mening. Nej det kunne ikke passe.. Eriz måtte have læst forkert! 

[Eriz LaPiera Black]

”Åh vi fik alle de informationer ud af hende, som vi ville. Heldigvis. Planen gik som smurt,” forsikrede hun hertugen, uden at komme mere ind på, hvad informationerne havde været. Sams tilholdssted holdte hun tæt til sit hjerte, ligesom sandheden om ham.

Rynker krøllede op på hendes næseryg, da Nathaniel igen begyndte på den dårlige vane, at betvivle hendes påstande, eller sætte spørgsmålstegn til det hun sagde. Vaviloner. Tænk at Macaria, kunne have arbejdet i det miljø. Sikke en eftergivende, tålmodig, blød dronning hun måtte have været.
”Jeg er ret sikker på, hun er død. Mange så hende falde om med kniven stikkende ud af ryggen. Selv ikke Macaria havde kunne overleve dét,” konstanterede hun fast, og gjorde det tydeligt med sit tonefald, at hun ikke ønskede at tale mere om det. Macarias død havde været én af de få ting, som hun havde at glæde sig over for tiden.

Meget sjovere var det, at betragte Nathaniel reagere på nyheden om sit ægteskab. Tålmodigt vippede hun hovedet på skrå.
”Åh, det er skam ingen misforståelse, min ven. Se selv…” Gemt væk ved hendes fyldige barm under korsettet, fiskede hun brevet op, som Theodor i sin tid havde skrevet til hende. Venligt rakte hun det frem mod Nathaniel, så han selv kunne læse det. Både trusler, afkrævninger og ægteskab. ”Jeg regner selvfølgelig personligt med, at komme til det praaaagtfulde bryllup sammen med dig. Men jeg har dog nogle forslag til dig, og du må helt selv vælge, hvad du helst vil.”
Hun lagde det ene ben over det andet, før hun forsatte.
”Du kan tage tilbage til Vavilon som hertuge. Du kan gøre hvad din konge befaler, og gifte dig, samt gå tilbage til din by. Du må også blive her. Jeg gør dig til hertuge her i Pandemonium, du få et landmærke, som du kan kalde dit eget, og din familie er selvfølgelig velkommen,” tilbød hun gavmildt, inden at hun holdte en finger op foran sig. ”Eller… Du kan tage tilbage til Vavilon, gifte dig og alt det der… men stadigvæk være loyal til mig. Jeg frigjorde dig fra Macaria, og reddede dig, Nathaniel. Jeg holdte dig sikker.”
Overraskende elegant rejste hun sig. Begge varme, bløde hænder lagde sig på hver side af Nathaniels ansigt, mens Eriz blidt smilte til ham. Tommelfingrene strøg en enkelt gang over hans kindben.
”Jeg vil altid være din ven, Nathaniel. Lige meget hvad du vælger, og hvad du gør. Men jeg vil for evigt sætte pris på dit venskab og loyalitet, og håber derfor, du vil overveje, at forblive min mand. Selv hvis du tager til Vavilon. Du er også velkommen til, at komme tilbage hertil med din hustru, og slå dig ned som hertuge her, hvis du vil det. Lige meget hvad, støtter jeg dig.” Hendes smil blev bredere, så rækkerne af hvide tænder blev afsløret.

[Nathaniel Oathhorn]

"Selvfølgelig er hun død, tilgiv mig Deres Majestæt" Sagde Nathaniel mens han bukkede hovedet undskyldende. Det var en underlig følelse som fyldte hans krop, var det sorg? Nej det havde han følt før? Det var heller ikke glæde, han var lige glad? Macaria betød intet for ham? Engang ville han været blevet vred, sur, ked af det... Men nu var han lige glad?

Hun fandt brevet frem som Theodor eftersigende skulle have skrevet.
Nathaniel hånd rystede da han rakte ud efter brevet som Eriz fandt frem. Aldrig før havde han følt sådan, det var som om at der var en knude i hans hals som stoppede ham fra at tale. At alt kontrol over hans rystende hænder var forsvundet, han formåede dog, til sin egen forbløffelse, at gribe fat om brevet. Han undersøgte brevet for fejl, tegn på forfalskning. Det var der bare ikke.. Han begynde derefter at læse brevet.
Det lød utroligt meget som Theo, kort og kontant, det fremgik tydeligt i hans brev, at han ikke var opdraget til at blive fyrste eller konge for den sags skyld, han var en soldat. "Han mener det ikke så hårdt som han har skrevet det, Deres Majestæt. Theodor har aldrig været med beskyttende omkring mig. Og jeg er overbevist om at han vil være mere venligt indstillet når han finder ud af, at jeg er Deres ven og gæst." Sagde Nathaniel med et smil, som hurtigt blev afløst af en neutral mine. "Men at han vil gifte mig væk, som var jeg en anden tøs, kan jeg ikke forstå! Theodor kunne aldrig drømme om at gøre sådan noget, uden at snakke med mig!" Nathaniels stemme lød fortvivlet. "Jeg... Jeg.. Je--Jeg bliver nødt til at tage til Vavilon, efter Deres sejrsfest og tale med ham... Det-.... Der må være sket en fejl!" Nathaniel vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, endnu engang nær-studerende han brevet.
Illyana Bayard? Nathaniel havde hørt meget lidt om Bayards huset, ikke andet end de var dødsengle, Nathaniel havde altid hadet dødenglene, så kolde og kyniske...

Indtil Eriz afbrød hans opmærksomhed. 'men stadigvæk være loyal til mig.' Vill hun havde at han tog tilbage til Vavilon og agerede som hendes hertuge/spion? Nathaniel kiggede op på Eriz, fortvivlelsen malet i ansigtet, "Jeg værdsætter vores venskab utroligt meget, Deres Majestæt. Og jeg vil gøre alt for at kunne betale tilbage alt hvad De har gjort for mig! Men inden jeg beslutter mig for om jeg skal forblive her eller tage hjem, bliver jeg nødt til at tale med Theodor" sukkede Nathaniel og kiggede ud af vinduet.

[Eriz LaPiera Black]

Tålmodigt ventede Eriz til Nathaniel, var færdig med at undersøge brevet, og derefter til han havde læst det færdigt. Af alt magt prøvede hun på, ikke at grine af ham, men det var svært – et stort smil prydede hendes ansigt. Aldrig havde hun set så meget forvirring og skræk i ansigtet på en mand før. Sikke et bryllup det ville blive. Værre end hendes og Marcellus’.
”Shhhh, det er helt okay, min egen. Du behøver heller ikke, tage et valg lige nu, Jeg ville blot give dig tilbuddet, så du ved, jeg altid vil være her for dig, og du altid er velkommen her hos mig,” sagde hun hastigt, da hun så hans ansigtsudtryk. ”Tag med mig til festen. Jeg har også inviteret Davenport. I to kan snakke alt det I har lyst til, og så tag med ham tilbage til Vavilon næste dag. Når du har taget en beslutning, kan du altid komme tilbage, og fortælle mig den.”
Hun lod sine hænder glide kærligt ned over hans overarme, så stoffet på hans ærmer blev foldet ud, under hendes fingre. En skam han var nødt til, at tage tilbage til Vavilon, men hun kunne ikke holde på ham for evigt. Specielt ikke hvis kongen derover, absolut skulle være så besværgelig omkring det.

[Nathaniel Oathhorn]

Nathaniel så sig op på Eriz, det lignede nærmest at det morede Eriz? Det ville nok more mange at se ham sådan, Vavilons størreste krigshelt og skjørtejager stod nu og rystede i bukserne ved tanken om ægteskab. 
"Selvfølgelig Deres Majestæt, jeg er glad for at have en ven som Dem, jeg tror aldrig jeg kan tilbage betalte alt hvad De har gjort for mig!" sagde Nathaniel og bukkede ydmygt hovedet.
"Kommer Theo til festen? Jeg er ikke sikker på at jeg er klar til at tale med ham, jeg mener, han har næsten ødelagt mit liv" sukkede Nathaniel, men han var jo nødt til at tale med ham, for at få ham overtalt til at lade ham være. Han rakte hende brevet igen.
Det ville dog blive hårdt at forlade Eriz, efter 5 år sammen med hende.
"Jeg må jo tale med ham. Men nok om mig Deres Majestæt, er De faldet til igen?" Sagde Nathaniel og prøvede at frembringe et smil.