En varm velkomst

[Loup Garou]

Eriz LaPiera Black ~ Loup Garou

---

Luften omkring ham lugtede stadig af blod og død, selvom det måtte være flere dage siden borgerkrigen endte. Vejen gennem Pandemoniums krigshærgede land havde allerede ladt ham snuble over flere livløse soldater som var i gang med at rådne op, både fra dronningens side og fra kongens side. Hver gang havde han trådt et langt skridt over dem, uden nogen hensyn til livet som var gået tabt og ligeglad med de jordiske rester som var tilbage. Det var dødt kød, og intet mere.
Hans ben var trætte. Han havde løbet hele vejen fra Ulveskoven, så snart bekymringerne var begyndt at plage ham mere end han var i stand til at ignorere. Nyheden om slutningen af den pandemonske borgerkrig havde spredt sig til hans skov. Men hvis rygterne var sande havde dronningen stadig ikke vist sig efter sin sejr. Det gik ham på, og han havde kæmpet for at skjule det overfor Era, lige indtil hun og hendes dødsengel-ven tog ud på deres togt - helt præcist hvad de skulle var han ikke engang sikker på. Hans håb om at han kunne fokusere på flokken havde ikke båret frugter: hans blik flakkede konstant til de pandemonske bjerge.


Tøjet han bar, var ikke hans eget. Han havde løbet det meste af vejen i form af den enorme hvide varulv, som sammen med Eras sorte havde terroriseret udkanten af ulveskoven i en årrække nu. Ingen han passerede turde standse ham. Måske fordi de vidste bedre end at ville standse en fuldvoksen varulv, eller måske fordi de fornemmede at han ikke havde tænkt sig at lade nogen stå i vejen for ham. Og med alle de døde i byen var det ikke svært at få fat i noget tøj som pludselig stod uden ejermand. Skjorten han havde fået fingre i var sort, ligesom bukserne. Den lugtede svagt af aske og havde en blodig flænge i siden, som afslørede hvordan den sidste ejermand mistede evnen til at bære den. Han bed det i sig. Han havde kun brug for den mens han var her. Så snart han havde fået hvad han ville ud af rejsen, kunne han kaste sig i den nærmeste sø og håbe på at det ville fjerne lugten af Pandemonium fra ham.


Castle of Fire tårnede op foran ham. Sorte flag flagrede fra tårnene øverst oppe mod den røgfyldte himmel. Soldater var allerede begyndt på sine faste patruljeringsrutiner langs murene, og hvor man før i tiden uden tvivl ville have hørt lyden af stål mod stål fra en træningsplads, var der mærkeligt stille. Krigen var måske ovre, men det stak i hans paranoia.
Han var opmærksom på hvordan hjertet hamrede i brystet på ham. Gennem lyden af genopbygningen af byen i baggrunden kunne han høre hvordan pulsen dunkede i ørene på ham. Hvis der var sket Eriz noget...
To vagter med hver sin hellebard stod vagt foran slotsporten. Hellebardene lagde sig i kryds før Loup kunne passere dem, så varulven måtte give et frustreret støn fra sig.
"Lad mig komme forbi. Jeg har ikke tålmodighed til det her pis." knurrede han af den ene vagt. At dømme på fjeren i hans hjelm var han højere rangeret end sin makker. Vagten rynkede på næsen.
"Hvad vil du her, varulv? Har du ikke en skov at tage tilbage til?" Vagterne kendte ham ikke. Eriz måtte have skiftet samtlige vagter som havde haft noget med ham at gøre ud, siden sidst han havde set hende.
"Jeg vil se dronningen."
"Det kommer ikke på tale."
"Skal du måske stoppe mig?" Loups næver åbnede og lukkede sig, klare til at flå rustningen af manden så han kunne flænse det bløde kød. Vagten udvekslede et kort sideblik med sin makker, og med ét var det som om en issyl blev gravet ind i Loups hoved. En rasende snerren fyldte luften da han lagde hænderne mod panden, som om det skulle hindre den usynlige nål i at dunke i hovedet på ham. Gennem smerten lykkedes det ham at vende blikket mod den anden vagt. Måden hans pupiller havde udvidet sig afslørede at det var ham, der gjorde det. Med hurtigheden til et vildt dyr langede Loup sin ene næve frem mod ham, og lukkede fingrene hårdt om vagtens ansigt og klemte til. Omgående begyndte nålen at slippe ham, og han klemte hårdere til, indtil han kunne presse vagtens hoved ind mod slotsmuren. "Der skal mere til end dét for at jeg forsvinder, fuckhoveder!" De skarpe hjørnetænder blottede sig sigende. "Lad - mig - se - dronningen!"

[Eriz LaPiera Black]

Det var ikke Eriz, han først kom til at se. Først blev der tilkaldt en vagtchef, som efter en lang diskussion med Loup, endelig gik med til, at føre ham til slottet, hvor han blev taget imod af den general, som var ansvarlig for sikkerheden på slottet. Han genkendte svagt Loup, som ulven der flere gange, havde besøgt dronningen, da hun sidst havde boet i slottet. Efter lang tids overvejelse blev der til sidst sendt en besked til dronningen, om hun ønskede at få besøg af varulven.
Derefter fulgte adskillige minutter i akavet stilhed, hvor de blot ventede på svar. Heldigvis havde de stillet sig indenfor i indgangshallen, så da regnen begyndte at sile ned, stod de i tørvejr.

ENDELIG kom svaret fra dronningen. En tjener fulgte Loup med sig gennem slottet, indtil de nåede en metal-dekoreret dobbeltdør. Kort bankede tjeneren på, før at han slog den op, så varulven kunne træde ind.
Rummet var tydeligvis et kontor, og havde nok også været det, før Eriz var flyttet ud i sin tid. Regnen trommede imod de høje, gotiske vinduer, som havde udsigt over hele Agares, samt afslørede hvor højt oppe de befandt sig. Flammer knitrede i en kamin, og varmede kontoret op. Reoler dækkede alle væggene, hvor der ikke var vinduer, og var fyldt med bøger, mapper og sammenrullet pergamenter.
Lige overfor døren stod skrivebordet. Det var af metal, og lignede det var smeltet fast til gulvet, hvor stakke af optegnelser og bøger stod. Bag skrivebordet i en magelig stod sad hun.
Koncentreret over at nedprinte informationer fra en liste til et brev, sad hun og skriflede løs med en blækpen, uden at kigge op selvom det gav et dæmpet brag fra sig, da døren igen blev lukket bag Loup. Det ravnsorte hår var sat op i en løs knold, så et par lokker faldt ned på hver side af det nedvendte ansigt. Hun havde ingen skrammer på sig. Ikke én eneste.
Tydeligvis kunne hun dog ikke helt lægge sine gamle lejre-vaner fra sig. I stedet for de store kjoler, hun før havde gået med her på slottet, klædte hun sig stadigvæk i praktisk tøj, selvom stoffet var langt mere fornemt og behageligt end det før. En vinrød, kraveløs silkeskjorte dækkede hendes overkrop. Udskæringen efterlod hendes blege skuldre nøgne. På benene bar hun sorte, stramme bukser, hvor enderne var proppet ned i nogle flotte, læderstøvler.
En metalkrone lå på skrivebordet ved siden af et glas vin og en fyldt karaffel, som der lige var gjort plads til blandt lister, pergamenter, breve og bøger.
Alt der hørtes i rummet var den stille skriflen fra blækpennen, knitren fra pejsen, og den næsten hypnotiserende trommen fra regnen mod vinduerne. På intet tidspunkt virkede Eriz som om, hun var klar over, at Loup var i rummet.
Først efter en række pinefulde sekunder, åbnede hun munden.
”Hvad vil du?” Spørgsmålet var skarpt, monotont og uvenligt. Hun end ikke kiggede op på ham.

[Loup Garou]

Den lange ventetid havde kun gjort Loup desto mere utålmodig og rastløs. Vagtchefen som havde holdt ham med selskab mens de ventede på Eriz’ svar havde måttet lide under hans mørke blik, som om Loup konstant vurderede om de bare prøvede at holde ham hen, mens de forberedte en fælde til ham. Det sidste møde mellem Eriz og ham efterlod ham ikke meget tvivl om at hun ikke ville blive glad for at se ham igen. Han var ligeglad. Det var ikke sådan et besøg han var kommet for.

Da han endelig blev ført til kontoret kunne han alligevel mærke hjerte hamre hårdere igen. Det var ikke af de mange trapper der førte op i tårnet hvor kontoret var, så meget var han sikker på. Tænderne kværnede i munden på ham da han trådte ind i det opvarmede rum, og igen kunne lade blikket falde på Eriz.
Hendes duft var den samme, selvom der var et stænk af blod omkring hende nu. Hun havde udkæmpet sin krig og kommet sejrende ud. Og at dømme efter hendes synlige hud, uden en skramme. Det fik hans tanker til at vandre mod huden under tøjet, og han måtte bide sig i tungen for ikke at lade den tanke fortsætte. Ikke med Eriz i det samme rum.
”Ønske dig tillykke med din sejr.” Det var en løgn, men han havde en fornemmelse af at hun var lige så klar over det som han var. Han trådte tættere på, indtil kun skrivebordet stod mellem dem. Hun så ikke på ham. Ikke så meget som et skævende blik. Det fik hans kæbe til at spænde sig, og han lagde hænderne på skrivebordet da han lænede sig en smule ind over det. Med hendes nedadvendte blik, måtte han lagde sit eget hvile mod hendes hovedbund. Hendes duft pirrede hans næsebor og bragte gamle minder op. Én af dem havde været i netop dette rum. Marcellus havde været ude, og Loup havde lagt Eriz ind over bordet, og-
”Jeg hørte om angrebet i din lejr.” Han måtte aflede sig selv fra sine egne tanker. Han lænede sig tilbage som for at genskabe afstanden mellem dem igen, så duften ikke ville pirre ham så meget. Men den forfulgte ham. ”Først angrebet på din lejr, og så dit angreb mod Agares. Du havde ikke engang… englen med dig.” Ordene lød bitre i munden på ham. Han havde ikke lyst til at tænke på Eriz og Storm. Han havde hørt at englen havde forladt lejren efter angrebet, og det havde kun givet ham endnu mere lyst til at flå vingerne af ham. Hvis han bare skred efter sådan et angreb, havde han været ubrugelig for at beskytte Eriz. Han kunne have sat hende i fare.

[Eriz LaPiera Black]

Et skeptisk fnys lød fra Eriz, men hun lod ham tale færdig, mens at hun blev ved med sit gøremål. Selv ikke da han nævnte Adrian, kiggede hun op.
”Mænd har det med at stikke af, når det bliver svært,” kommenterede hun henkastet, og lod også ordene være rettet mod Loup. ”Et held jeg kan klare mig selv.”
Brevet blev gjort færdig. Hun lagde pennen for sig, fandt noget rødt lak ved sin albue, og lod det hvile over et stearinlys. Mens hun ventede på det smeltede, hævede hun sine klare øjne op mod Loup. Det havde taget tid, at samle modet til den gerning. Årene havde påført flere ar på ham. En enkelt linje her og der, men han var stadigvæk lige så flot, som han havde været for fem år siden.
I et øjeblik betragtede hun ham, før at hun med et tungt suk, tog lakken af lyset. Hun lod det dryppe ned på brevet, hun lige havde skrevet færdig, inden at hun trykkede sit segl ned i det. Tydeligt stod det frem. Forsigtigt pustede hun på det. Da det var nogenlunde tørt, lagde hun det i en stak med andre breve, som skulle sendes afsted.
Aron sad på sit eget kontor, og gjorde nøjagtigt det samme. Arbejdet var enormt efter sådan en her krig.
Et blankt pergament men trukket frem, og hun tog igen blækpennen i hånden.
”Nu har du set, jeg er uskadt. Var der andet du ville?” spurgte hun, mens pennen nedskrev de første par ord. ”Du har jo både en flok, en hustru og sikkert nogle små unger, at vende tilbage til. Desuden høre jeg, du også har fået en konge nu. Din hustru er sikkert i fuld gang med at planlægge endnu en modstandsbevægelse, som kan vælte Vavilon i endnu mere kaos. Du må være så stolt.”
Ordene var spydige, men hendes kropssprog og ansigt virkede uanfægtet. Med vilje prøvede hun, at holde sig ude af hans sind. Hun ville ikke tæt på. Ikke se. Ikke føle. Ikke mindes. Alt hun ville, var at blive ladt i fred, så hun kunne genoptage sin position som en ensom dronning på sit store slot. Heldigvis ville Damian snart flytte ind. Han var allerede på vej fra Medea i en vogn.

[Loup Garou]

Hun talte lige så meget om ham, som hun talte om sin engel, det var han ikke i tvivl om. Det var som et slag i ansigtet på ham, men han bed det i sig. Han kunne dog ikke holde en grimasse fra et glide over ham.
Hun løftede blikket, og hans blik fangede flygtigt hendes. Hvor de sidste fem år havde efterladt sine mærker på ham, så hun ud præcist som han huskede hende. Ikke én eneste rynke over det pletfrie ansigt. Kun hendes blik havde forandre sig. Det var blevet hårdere og koldere.

Da hun begyndte at skrive sit næste brev, greb hans hånd ud efter pergamentet som han krøllede sammen og smed ind i kaminen som grådigt slugte det.
”Han er ikke min konge, ligemeget hvor godt hans røv sidder på den trone.” svarede han køligt. Om Era var ved at planlægge en ny bevægelse mod Davenport sagde han intet om. Modstandsbevægelsen var Eras område, og han holdt sig ude af det. Sådan var deres aftale.
Hvad snakkede hun dog om, med unger? Hun vidste da at han stadig ikke havde fået gjort Era gravid, selv efter de fem år. Eriz var da nødt til at have haft noget med det at gøre! Hendes trusler mod Era ved deres sidste møde havde han ikke glemt. Prøvede hun at spille uskyldig? Eller ville hun have ham til at indrømme at hendes plan var lykkedes? Øjnene kneb sig sammen. Den tilfredsstillelse var han ikke meget for at give hende. ”Jeg aner ikke hvordan du er sluppet uskadt fra det, når du har omgivet dig selv med inkompetente idioter! Du blev fucking angrebet af Veterano, og de slap alle sammen væk fra det!” Igen lænede han sig ind over bordet. Han ignorerede hendes duft, som lokkede ham til at sænke skuldrene og tage det med ro. Hvordan kunne han være rolig?! Hvordan kunne hun være så rolig?! ”Storm skulle ikke bare have beskyttet dig, han skulle have udryddet dem! Han fejlede i begge dele, og hvor fanden er han nu? Hvis han stadig er i live, er det ikke en god nok straf.” Fanden tage det faktum at Eriz havde spredt sine ben for manden. Han havde været tæt på hende i lejren, og havde stadig ikke kunne hindre det blodige angreb. ”Han er heldig at du ikke har fået en skramme.” knurrede han hårdt. Hvad han ville gøre ved den engel, hvis han nogensinde så ham igen…

[Eriz LaPiera Black]

Brevet blev flået ud af hendes hænder, som i stedet knyttede sig kort sammen, før de roligt fandt hvile på bordet igen. Hendes blik, der dog lagde sig på ham var lige så truende, som et stormvejr. At han begyndte at tale om Adrian, gjorde det ikke mildere. Til sidst slog hun hårdt en knytnæve ned i bordet, og rejste sig op med begge hænder i bordet, så hun stod som et spejlbillede af ham.
”Tror du ikke jeg ved det?!! Hvorfor tror du han ikke er her længere?!!” råbte hun direkte ind i ansigtet på ham. ”Jeg sendte ham væk! Ikke nok med at han beskyttede én af Veteranoerne, så var hans egen datter der også!! Han er dog ikke bedre end dig! DU var der heller ikke, da Marcellus angreb mig! Eller da min datter blev kidnappet! I stedet lå du hos en beskidt, uciviliseret terrorist, og lovede hende guld og skove!! I det mindste kunne Adrian fortælle om sine følelser!! I det mindste ville han have en fremtid med mig – hvor umuligt det end ville have været!!”
Hvordan vidste den varulv altid, hvor han skulle trykke, for at få hende til at miste besindelsen? Selv hvis han var ubevidst omkring det, skete det altid. Hun kunne tøjle sit raseri og svigt så let for alle, men Loup havde ikke engang været her i fem minutter, før han fik gravet det frem i hende igen.
Hvorfor skulle han lige tale om Adrian… Smerten var så… frisk.
Alt i hende gjorde ondt. Hjertet specielt. Loups ord gnavede i hende, som benzin på et bål. Hårdt bed hun tænderne sammen. Tvang sig selv til at beholde kontrollen. Neglene skrabede over bordet, da hun knyttede hænderne. Hun slap ikke hans blik. Deres ansigter så tæt på hinanden, at hun svagt kunne mærke hans åndedræt.
”Min verden… er ikke længere… din. Mine kampe… ikke dine. Jeg er ikke dit ansvar længere, så spar mig! Om jeg så var blevet stukket ned endnu engang, var det ikke din sag,” snerrede hun, inden at hun trodsigt lagde hovedet en smule på skrå. ”Bare fordi du ikke kan se noget, betyder det ikke, jeg er blevet såret!”
Langsomt lod hun illusionen falde en smule for ham. Uden så meget som at blinke, viste hun ham de små, lyse ar, hun havde fået i ansigtet, efter at Moria havde angrebet hende med glasstøv i lejren. De to tandmærker fra Zean, dukkede frem på siden af hendes ansigt. En enkelt flænge over øjenbrynet efter kampen for nogle dage siden.
Hun skubbede sig væk fra bordet, rev vinglasset til sig, og gik over til et af de høje vinduer. Afvisende stod hun med ryggen vendt en smule mod ham. Ansigtet upåvirket stolt hævet.
”Du vover ikke at tale mere om Adrian. I mit hoved er i ens,” lød det køligt fra hende, før hun hævede glasset op til sine læber.

[Loup Garou]

Hendes raseri bed ikke på ham. Varulve var vant til aggression, men hvor han normalt kunne have fået løst den her konflikt med en slåskamp, var det ikke et alternativ med Eriz. Han kunne ikke trække hende ind i en kampring og lade hende få udløb for al den raseri hun bar på. Men i det mindste havde han fået den op til overfladen. Selv Loup vidste at det var sundere end at gemme det væk.
”Den igen? Jeg ville have været der, da Marcellus angreb dig, og da din datter blev taget! For fanden Eriz, jeg sendte stadig mine ulve ud i hele Vavilon for at lede efter det mindste spor af hende efter at du bad mig skride!” Han havde lyst til at bede hende holde sin kæft om Era. Era var ikke mere beskidt og uciviliseret end han selv var, så på mange måder havde de været en bedre match end han og Eriz nogensinde var. Men den logik havde intet gjort for at dæmpe bitterheden over at tænke tanken på hende sammen med en anden mand… og så med en engel, af alle!

Hans blik hvilede på hende da hun lod illusionen falde, og lod sine ar blive synlige for ham. Hårdheden i hans ansigt smeltede en smule. Det fik ham til at tænke på hvor mange flere ar hun holdt skjult. Ikke bare for ham, for alle. Så tæt på som hun stod op af ham, havde han næsten lyst til at række hånden frem for at lade fingeren følge de små ar over hendes ansigt. Det så ud som et hav af små knive havde revet i hendes hud og efterladt den arret og vansiret. Men før han nåede noget af det havde hun allerede trukket sig væk og stillet sig ved vinduet med ryggen til ham. Hendes ord var som en syngende lussing, og i løbet af få, lange skridt befandt Loup sig igen ved hende. En hånd på hendes skulder tvang hende til at vende sig mod ham igen, før han pressede hende op af væggen. Uvilligt blev han taget tilbage til sidste gang han havde skubbet hende op af en væg på samme måde. Dengang havde de haft læberne presset mod hinanden mens hænderne ivrigt havde været i gang med at klæde hinanden af. Hendes hænder havde fumlet med hans bælte, mens hans havde været ved at løsne kjolen fra hendes skuldre. Nu var der ikke den samme lidenskab i luften mellem dem.
”Jeg er ikke som ham, er du med? Du skal fandme ikke sammenligne mig med ham!” knurrede han af hende i hendes åbne ansigt. Hans hænder holdt hårdt fast i hendes skuldre og holdt hende trykket mod væggen. ”Jeg kunne ikke hjælpe dig fordi jeg ikke var der. Hvis jeg havde været der ville jeg ikke have ladt nogen stoppe mig i at flå Veteranoerne fra hinanden. Jeg er ligeglad med hvor stærke de er, alle kranier kan knuses!” Hendes duft trak i hans næsebor, så tæt op af hende som han stod. Han kunne næsten mærke hendes frodige krop presse sig mod hans. ”Var det derfor du spredte benene for ham? Fordi han talte om sine fucking følelser? Sagde han at han elskede dig mens han kneppede dig?” Endnu en snerren, og hans ene hånd søgte ned af hendes krop og greb hårdt fat omkring hendes ene balde.

[Eriz LaPiera Black]

Et gisp lød fra hende, da hans hånd greb fat i hendes balde. Hårdt. Hun mærkede hans fingre grave sig ned i kødet på hende så det næsten gjorde ondt.
”Slip mig!!” snerrede hun. Lussingen ramte ham på siden af hovedet. Det kønne ansigt var forvrænget i raseri, mens at hun vred sig i hans greb, uden at kunne slippe udenom hans styrke. Stadigvæk brugte hun dog ikke sine kræfter mod ham, eller havde tilkaldt vagterne udenfor døren. Hendes krop stod fanget mellem ham og væggen. Følelsen af ham genkaldte gamle, begravet minder, som flaksede op foran hendes øjne, mens hans ord stak til hende. Borede sig ind steder, ingen andre turde komme tæt på i frygt for hendes raseri.
”Du var der ikke, fordi du stak af, da jeg fortalte dig, hvad jeg følte!!” råbte hun og plantede håndfladerne mod hans brystkasse i et forsøg på, at skubbe ham væk fra sig. ”Du stak af som en kujon!! Hjem til din lille bitch! Adrian… Adrian lyttede! Han… var ikke… ikke bange!!”
Ordene gjorde så ondt. En klump var ved at samle sig i hendes hals, og lige meget hvor mange gange, hun prøvede at sluge den, ville den ikke forsvinde. Fortvivlet forsøgte hun, at forsvare Adrian. Hvis ikke… smerten ville overvælde hende. Og det Loup sagde var så sandt. Så forbandet sandt.
I sin tid når hun havde ligget i Loups arme, og lyttet til at han sov, ønskede hun, at han ville hviske, hvor meget han havde savnet hende. At han havde fortalt, hvor meget han holdte af hende. At han næsten ikke kunne udholde afstanden mellem dem, når de befandt sig i hver deres land.
Alt det havde Adrian gjort. Løfter så søde som nektar, var blevet lovet… og lige så bittert som aske blevet brudt. Han havde valgt en side – og hun havde ikke stået på den.
Hendes blik blev hårdt, og borede sig ind i Loups. Pupillerne udvidede sig, da hun voldsomt proppede de bittersøde minder af hende og Adrian ind i hans hoved. Hvordan englen havde fået hende til at vride sig i fryd, skrige højt i nydelse, og gispe efter vejret, mens at han sikkert bragte hende til klimakset.
”I det mindste kunne han få mig hele vejen,” snerrede hun ondskabsfuldt, og lod lydene af hende og englen klinge i hans hoved. Hun var desperat efter at få varulven væk fra sig. Til at få ham til at slippe! For hvert sekund hun havde ham tæt på sig… for hvert ord… mærkede hun følelserne rive sig fri i hende. Og hun nægtede at bukke under for ham. Nægtede at give ham den sejre.

[Loup Garou]

Hvis Eriz havde håbet på at minderne hun viste ham ville få ham til at slippe hende, tog hun grueligt fejl. Loup kunne ikke lukke øjnene for billederne der farede forbi hans nethinde, lige så lidt som han kunne ignorere lydene der fyldte hans ører. Eriz der vred sig under englen og over ham, deres kroppe presset mod hinanden, mens de stønnede om kap.
Der var noget i hans bryst som bristede af det. Det var uundgåeligt at Loup havde forestillet sig hvad de to havde gjort sammen, selvom han af al sin styrke havde forsøgt at lade være. Men der var en stor forskel mellem hans egne indbildninger, og rent faktisk at se det foregå foran øjnene af sig. Hans blik blev som stål, og han pressede sin krop tættere på hendes. Hendes bryst blev trykket mod hans brystkasse. Hans kind sved efter hendes lussing, men han ignorerede chancen for at hun ville slå ham igen. Han ignorerede enhver konsekvens der fulgte ved at lægge hånden på dronningen sådan som han gjorde.
”Løgner. Du ved hvordan jeg fik dig til at hyle. Under alle dine kønne kjoler var du lige så meget en tæve i parringstiden som Era er.” To kunne spille det spil, hun prøvede på. Han kunne ikke torturere hende med minder der ville blive vist for hendes indre øje, men han kunne male et billede for hende. Hun havde allerede åbnet døren for hans sind, så han gjorde sit bedste for at fokusere på sine nætter med Era, så hun ikke ville kunne undgå at se det.

”Jeg kender dine behov. Jeg har stillet dine behov mange gange, lige meget hvor meget du vil påstå at jeg ikke fik dig hele vejen.” Hånden vendte tilbage til hendes balde, denne gang for at løfte op i hendes ben så han kunne presse sig ind mellem hendes lår. Stillingen alene var nok til at vække yderligere gamle minder frem for ham. Fandtes der den stilling han ikke havde mærket hendes krop presset tæt mod hans? At stå så tæt op af hende gjorde ham også opmærksom på hvordan hans egen krop reagerede på igen at stå sådan med hende. Selv med raseriet kogende i blodet, kunne han tydeligt mærke bulen i bukserne som pressede mod hendes skridt. ”Men måske skal der ikke så meget til længere? Måske skal man bare sige at man elsker dig, og så drypper det af dig!” Underlivet blev skudt frem mod hende som for at understrege hans ord, som var blevet udtalt mere som en snerren end menneskelig tale. Han havde lyst til at flå tøjet af hende. Kaste hende over bordet og få hende til at skrige igen. Om det så var i smerte eller i nydelse var han ligeglad med lige nu: hun skulle bare skrige!

[Eriz LaPiera Black]

Frustreret over at hendes plan ikke bed på ham, kæmpede Eriz for at rive sig fri af ham, men det var svært, når han stod så tæt op af hende. Hårdere blev det, da han løftede hendes ben, så hun blev tvunget til at balancere på en fod, støttet af ham. Et støn undslap hende, og brød ud gennem hendes sammenbidte tænder ved fornemmelsen af hans underliv trykket mod sit.
Irriteret fejede hun de minder af vejen, som Loup pludselig gav hende fri adgang til. Det var ikke svært, at lukke dem ned. Hvis hun ville, kunne hun slette dem fra hans hoved, og hvordan ville han så have det?!
”Hvor vover du…” hvæsede hun hadefuldt. Fingrene vred ærmerne på hans skjorte ved hans overarme, så de skarpe negle truede med at gå igennem stoffet. ”Din bitch er intet i forhold til mig!! Intet! Men du… åhåhåhå… du er ingenting i mine øjne! Du er en kujon! Lige så snart jeg åbnede mig op for dig, stak du din hale mellem benene, og stak af som et sølle menneske!”
Hun var ikke bange for ham. Langt fra. Men hun hadede ham. Hun hadede ham så inderligt! Hadede ham for at have valgt Era frem for hende. Hadede at han kunne komme ind under huden på hende. Hadede at han var stukket af! Hadede at han… at han stadigvæk havde den effekt på hende.
Den ene hånd gled om bag hendes ryg, hvor den lukkede sig om daggerten, hun havde gemt under skjorten. Efter alle de ting hun havde været igennem, havde hun svært ved, at lægge de gamle vaner fra sig. I en hurtig bevægelse trak hun den frem, og placerede den mod Loups strube.
”Jeg siger det ikke igen…” hvislede hun, mens hun trykkede den truende mod hans hals. ”Slip... mig! Jeg var færdig med dig i det sekund, du vendte ryggen til mig! Tror du noget har ændret sig, bare fordi jeg ikke er sammen med Adrian længere? For det har det ikke! Smerten… er ikke… gået væk!”

[Loup Garou]

Daggertens stål føltes koldt mod hans strube, og da hun trykkede den mod ham, kunne han mærke hvordan dens skarpe blad gravede i hans hud. En enkelt dråbe blod begyndte at trille ned af halsen på ham, før den forsvandt ved hans skjortekrave. Hans snerren forblev klistret til hans ansigt. Næseborene dirrede arrigt, og hans mørke øjne faldt udfordrende på hende.
”Så gør det, for helvede!” knurrede han. Han gamblede med skæbnen; hvis Eriz virkelig ville, kunne hun slå ham ihjel lige nu og her. Men han troede ikke at hun rent faktisk ville. At dømme efter hvad hun sagde, og det faktum at hun havde sendt Storm væk i stedet for at få ham dræbt, gav ham god nok grund til at tvivle på alvoret i hendes trussel.
Samtidig ville han modbevise hende. Han var ikke en kujon. Han var ikke et sølle menneske som stak af ved det mindste tegn til fare. Hendes følelser for ham havde ikke skræmt ham væk!
Så hvorfor havde han vendt hende ryggen den nat?
Truende pressede han struben tættere på daggerten. Hun bluffede. Det var han sikker på. ”Jeg slipper dig ikke, Eriz. Jeg ville hvis jeg kunne. Jeg har prøvet at slippe dig i fem fucking år!” Det havde måske startet som en konstatering at han ikke ville slippe hende nu, men ordene flød frit. Al den tid han havde holdt sig fra Pandemonium, netop fordi han vidste hvad et gensyn med hende ville vække op i ham. Han havde håbet at bitterheden over at hun havde taget en engel til sin seng ville gøre det nemmere at hade hende, og én gang for alle være færdig med hende… og alligevel mærkede han hjertet pumpe hurtigere, da hans blik atter mødte hendes. De nedstirrede ham, og han stirrede hårdt tilbage. Era havde aldrig nogensinde sagt at hun elskede ham, og de havde aldrig haft problemer på grund af det. Hvorfor kunne hans forhold med Eriz ikke være lige så simpelt?! ”Din verden er ikke min, og din kamp er ikke min. Men din smerte er min.” hvislede han gennem sammenbidte tænder.

[Eriz LaPiera Black]

At han selv lagde pres mod dolken, fik Eriz til at give en smule efter. På trods af det faste greb hun havde om skaftet, ville hun ikke skære til. Hende, der havde set flere mænd dø for sine øjne. Hvad var det dog Marcellus havde gjort ved hende? Ordene han afslørede for hende, var ikke noget nyt for hende. Slet ikke. Hun vidste, hvordan han havde det med hende – ligesom hun vidste, hvordan han havde det med Era.
”Du ved ingenting,” hvislede hun med overlæben krænget tilbage. ”Det var ikke mig der gik.”
Hårdt rev hun sit ben ud af hans greb, så hun igen kunne placere begge fødder stabilt på jorden. Daggerten blev kastet væk. Han havde alligevel kaldet hendes bluff, og endda udfordret det ved at skære sig selv. Hvor hun dog hadede det! Fastklemt var der dog ikke meget hun ellers kunne stille op. I stedet kiggede hun surt væk fra ham. Hans ord prikkede stadigvæk til hende. Det ville de sikkert gøre de næste par mange dage og nætter. Akkurat ligesom bitterheden over at Adrian, rent faktisk bare var taget afsted, uden… uden at have kæmpet for hende. Ingen havde kæmpet for hende før. Ikke ligesom Zean havde kæmpet for Macaria…
Hun drog et suk, og strøg en hårlok om bag sit ene øre.
”Hvad er det, du vil Loup?” spurgte hun opgivende. Det var første gang i flere år, hun rent faktisk havde sagt hans navn. Det føltes så velkendt i hendes mund. Lige så velkendt som smagen af ham ville være. Eller følelsen af ham. Hendes isblå øjne hævede sig, og mødte hans igen. ”Hvad laver du egentlig her efter 5 år?”

[Loup Garou]

De kunne ikke komme videre fra det punkt. Det var ikke engang fordi Loup kunne forsvare hvad han havde gjort. Han havde vendt hende ryggen den nat. Enhver anden mand ville kunne se at det havde været ham selv, der havde jaget hende i favnen på enhver anden mand, der ville fange hendes opmærksomhed. Men ikke Loup. Stædigheden der fulgte med at være et dyr holdt ham fra det.
Da hun rev benet til sig trådte han et skridt tilbage, så der igen blev skabt afstand mellem dem. Alle hans sanser var sprunget til live efter at have været så tæt på hende igen. Og stadig kunne han ikke ryste de billeder hun havde ladt ham se, af sig. De afspillede sig igen og igen for hans forræderiske indre øje, som var de brændt fast i hans nethinde.
Hendes spørgsmål lød så simpelt, så hvorfor fanden kunne han ikke give hende et simpelt svar? Hvad var det, han ville have? Jeg vil have DIG!
”Jeg ville sikre mig du var uskadt. Din talsmand sagde at du var, men jeg stoler sjældent på den slags kilder.” mumlede han. Blikket fandt hendes igen, og i et par sekunder stod han blot og betragtede hende. Arrene der vansirede hendes ansigt trak i hans blik. ”Hvis der var sket dig noget, ville jeg have jaget hver eneste skyldige ned og spredt deres rester for alle vinde. Inkluderet den der gjorde dét.” tilføjede han med en sigende pegefinger rettet mod hendes ansigt. Men hvad fanden skulle det være af gavn? Han ville måske få det bedre af at vide at han havde gjort Eriz en tjeneste, men hvilken forskel gjorde det? Frustreret løftede han armene i vejret. ”For fanden, jeg aner ikke hvad jeg kom for, Eriz! Jeg ved du ikke vil se mig efter hvad jeg gjorde, men jeg kan ikke holde mig væk, okay? Jeg kan ikke lade dig være!” Endnu et skridt trådte han tættere på hende, så afstanden nok en gang udlignede sig. Men han pressede hende ikke op af væggen længere. Hun kunne træde væk fra ham, hvis hun ville det. ”Du ved hvad der foregår i andres hoveder. Du har været i mit hver eneste dag i fem år.” Dagligt priste han sig lykkelig for at Era ikke kunne se det, når Eriz havde besøgt ham i hans drømme. Hvordan de havde ligget i hinandens favn sådan som de gjorde dengang, hvordan hendes hænder havde strøget hans nakkehår og hendes bløde læber pirrede hans hud. ”Jeg aner virkelig ikke hvad jeg laver her. Ingen af os får noget ud af det. Jeg havde bare brug for at se dig igen!”

[Eriz LaPiera Black]

Hjertet sank ned i maven, og hun lagde automatisk armene omkring sig, som prøvede hun at give sig selv en fortrøstnings omfavnelse. Hun kunne ikke holde ud til at se på Loup. Øjnene flakkede ned på gulvet, og selvom hun prøvede at virke så uanfægtet på hans ord, kunne hun ikke snyde sig selv. Det var bare så meget nemmere, når han ikke var til stede. Når hun var alene.
”Tingene har ikke ændret sig ved dig, Loup,” startede hun dæmpet. ”Du har en hustru i et andet land. En flok. En fremtid i din skov blandt dine egne, hvor du er deres leder. Et eller andet sted var det vel naivt af mig at tro, du ville forlade alt det for min skyld.”
Hun trak skuldrene en smule op, som frøs hun. Hænderne strøg op og ned af hendes arme, og hun følte sig så sårbar her foran ham. Vrede var bedre. Vrede kunne man nære sig af. Men lige nu følte hun den ikke fylde sit bryst op, som den havde gjort i starten.
Træt kørte hun to fingre over sin pande.
”Åhr… jeg fortryder sådan, at jeg sagde noget til dig dengang. Jeg kender dig jo! Jeg vidste, du ville blive skræmt væk af de følelser – og vi havde jo aldrig lovet hinanden noget. Tværtimod. Bare fordi jeg ikke længere havde en ægtemand, ændrede det ikke vores aftale,” bekendtgjorde hun, før hun med en hovedrysten lagde en hånd på Loups brystkasse. Under håndfladen kunne hun mærke hans hjerte hamre afsted. Hårdt og hastigt. Forsigtigt skubbede hun ham et skridt væk fra sig, indtil det kun var pegefingrene, der berørte ham. Tøvende hævede hun blikket op til hans. ”Gå hjem, Loup. Tag hjem til din familie og flok. Der er intet andet her end gamle, bittersøde minder.”

[Loup Garou]

Hendes hånd føltes varm mod hans brystkasse. Han kunne mærke huden sitre hvor hun rørte ham, selv med skjortens stof til at adskille hans hud fra hendes fingre. Han var sikker på at hjertet hamrede hurtigere i brystet på ham – men det var hendes ord som tog hans fokus. Hun bad ham gå. Nok en gang bad hun ham om at glemme alt de havde haft sammen, og gå. Tage tilbage til skoven i Vavilon. Til sin flok. Til Era. Årene han havde tilbragt sammen med hende havde gjort ham blød overfor hende. Dengang de blev gift ville han ikke have tænkt to gange over det, hvis Eriz havde ladt ham komme ind i hendes telt. Hvis han havde fået muligheden nu, ville valget ikke have været lige så nemt. Era var hans mage, som trofast havde stået ved hans side, selv da han havde reageret med raseri, da englen var troppet op i lejren og vækket hans jalouxi.
Alligevel kunne han ikke få sig selv til at forlade Eriz nu. Ikke efter alle de år, han kunne ikke bare tage tilbage til skoven nu!
Han bevægede sig mod hendes hånd, så han kom tættere på hende igen. Det var ikke det rasende pres han havde lagt på hende da han havde skubbet hende op af væggen, men en næsten forsigtig bevægelse som langt fra faldt ham naturligt ind. Hænderne lagde sig om Eriz’ kinder. Hendes arrede ansigt føltes stadig varmt og blødt mod hans ru hænder. Uden at give hende tid til at stoppe ham – for ikke at snakke om tid til at stoppe sig selv – lænede han ansigtet frem, og trykkede læberne mod hendes. Smagen af hende mod sine læber hev et tungt, lydløst åndedræt ud fra hans næsebor, som nok en gang indåndede hendes søde duft. Hjertet hamrede så hårdt i brystet på ham, at han kunne høre det. Han kunne mærke blodet pulsere i kroppen på ham! I få sekunder lod han læberne massere hendes, før han langsomt slap dem, og tøvende slap hendes ansigt igen.
”Det var ikke sådan, det skulle være…” mumlede han. De skulle have brugt årene på at fylde hinanden med gode minder. Dem, de havde haft før borgerkrigen var brudt ud. Før han havde vendt hende ryggen. Hans tunge strøg flygtigt over hans læbe, hvor smagen af hende dvælede.