I'll come for you

[Eriz LaPiera Black]

Flint Pharr - Eriz LaPiera Black

Luften havde aldrig føltes så frisk i Pandemonium. Dagen aldrig så lys. Jorden aldrig så varm. Solen brød voldsomt igennem de tykke, sorte skyer, der modvilligt lod den ramme det korrupteret land. Det fik skygger til at bevæge sig flydende over landskabet, og ned på den store hær, der som ét stort uhyre, kravlede frem mod Pandemoniums hovedstad, Agares.
Imellem soldater blev store, indviklet maskiner trukket med. Maskiner, opfundet til at kunne smadre glødende metalklumper igennem tykke bymure, kvase gelleder af mænd, eller lave byporte til pindebrænde. Opfindelser Pandemonium var kendt for.
Flagene snappede i vinden med høje smæld. I baggrunden lød den rytmiske takt fra over tusinder af støvler, som marcherede afsted. Udtryksløse, stenansigter var alle vendt mod hovedstaden, som de fleste kaldte tet hjem, de endelig ville erobre tilbage. Efter så mange år.
Opdelt i sirlige gelleder og kompagnier, havde de strategien på plads – specielt takket været en hvis engel fra Portus, som havde vejledt deres alle sammens dronning.
Forrest befandt hun sig. Ridende på sin sorte, glansfulde vallak, der ligesom hende var iklædt rustning. Omkring dem red hendes nærmeste. Generaler, kampdygtige adelsmænd, vigtige allieret og selvfølgelig hendes speciel trænet soldater, som efter sigende ikke kunne føle smerte.
Dronningens sorte hår var samlet i en stram knold. Rustningen med ridset og hak afslørede, hun ikke længere var en uerfaren hærfører, selvom at den skinnede efter at have været blevet pudset. De klare, isblå øjne hvilede intenst på hovedstaden. Små rifter kunne stadigvæk skimtes på hendes porcelænsansigt, fra den kamp hun havde været i for en måned siden i sin egen lejre. Det var én af grundene til, at hun havde valgt, at angribe nu. For at begynde tynde ud i sine fjender.

Alarmerende ekkoede hornene fra Agares. Bymurene flimrede pludselig af bevægelse, da bueskytter, warlocks og soldater vrimlede frem for at beskytte deres by. Den enorme port åbnede sig, og lukkede den royale hær ud, så de kunne møde modstanden udenfor muren – sikkert i et håb om at stoppe dem, inden de kom for tæt på. Også de havde maskiner med.
Og et eller andet sted derinde bag murer, soldater og hære, befandt kongen sig med sin drake. Han var sikkert i gang med at gøre sig klar, til at blive genforenet med sin hustru.
Et spydigt smil trak i dronningens mundvig, inden at hun med en hævet hånd, signalerede at de skulle standse op. Generalerne skilte sig fra hende, for at ride ud til deres kaptajner, og sørge for at hæren var klar til at angribe.
Det her ville være det sidste slag, der kom fra dem. Den sidste kamp. Ikke flere små sammenstød, strategiske overtagelser eller tilbagetog. Nu eller aldrig. Dagen var oprandt, at Pandemoniums skæbne skulle stå.
”Honey I am home…” hviskede hun for sig selv, inden at hun lod sine kræfter spinde sig ud blandt de forskellige kommandoposter, så hun hele tiden kunne være i kommunikation med dem. Det var som et spindelvæv med hende i midten.
Alle gav besked på de var klar. Mændene havde fået deres motivationstale. Maskinerne var klar. Alle folk til steder. Hendes soldater begyndte at banke deres spyd ned i den hårde, sorte jord. Flere og flere slog sig til, indtil det rystede igennem dem alle. Agares ville også kunne høre dem. Marcellus ville kunne høre dem.

”Angrib”

Ordren fór ud blandt alle mændene. Hendes stemme hviskede i deres hoveder, og mens kommandoen blev råbt ud blandt dem alle. Hele den store masse, som udgjorde Eriz’s hær begyndte at gå i bevægelse. Først langsomt, men så hurtigere og hurtigere. Eriz satte sin hest i bevægelse. Den travede afsted, indtil hun pressede den op i galop. De havde kurs direkte mod den modsatte hær. Hun sank en klump, men trak sit sværd, og lod det hænge langs sin side, indtil det blev nødvendigt for hende at bruge det. Omkring hende begyndte folk at råbe, for at gejle dem selv op til det sammenstød, som snart ville ske mellem de to hære.

Det var som to flodbølger, der kollidere.
Kommandoer blev overdøvet af råbene fra de kæmpende, som blandede sig med lyden af ladende maskiner, eller eksploderende magi. Fjender og allierede blandede sig ind i hinanden, så det var svært at se, hvem der var hvem. Det var brutalt efter så mange års venten, hvor man havde tirret hinanden gennem små slag, sabotage og frygt.
Eriz mærkede det hver eneste gang én af dem, hun havde placeret sig selv i blev dræbt, hvilket pressede hende til, at sætte sig i en ny, som hun kunne give kommandoen til. De havde en slagplan, og den skulle de forsætte med for enhver pris.
Hendes sværd var for længst blevet badet i blod, mens at hun slog til højre og venstre, for at holde fjender fra sig, på trods af hendes bodyguards ihærdige forsøg på at beskytte hende med den ring, de havde slået om hende. Marcellus’ hær overgik dem 3:1. Og ingen steder var selve kongen at se. Eriz vidste, at han befandt sig i tronsalen, selvom hun ikke kunne sige det rent ud, men hun kendte ham. Vidste at han ventede på hende.
Hun skreg med fornyet styrke, mens at hun hakkede en soldat ned, sendte en bølge af destruerende energi i hovedet på en flok warlocks, og skældte den kaptajn ud, som prøvede at stoppe én af Marcellus’ maskiner, fordi han ikke havde gjort det endnu.

De kom ikke længere. Timer var gået, og stadigvæk var det ikke lykkes dem, at presse sig nærmere Agares’ porte. Eriz’s arme var trætte. Hendes krop skreg på vand og hvile. Gispende efter vejret angreb hun igen og igen i et desperat forsøg på, at kunne komme mere frem, men for hver soldat, som døde, dukkede der to mere op. Jorden var mudret til af blod, der svuppede under fødderne, så det var svært, at få et ordentligt fodfæste, hvilket hurtigt kunne koste dig dyrt.
Agares stod i brand. Maskiner havde skudt huller i muren, hvilket sikkert havde sat ild i nogle bygninger, der så havde spredt sig.
Eriz var på benene. Hendes hest var blevet ramt af en forbandelse, men heldigvis havde den ikke landet ovenpå hende. Stakåndet faldt hun ned på det ene knæ, men én af hendes bodyguards, hev hende nådesløst op på benene igen.
”Bliv på benene!” snerrede han til hende gennem larmen af metal mod metal. Også han var træt. Hun kunne mærke det i dybet af hans sind. Hun tørrede sved af sin pande med bagsiden af hånden, inden hun igen kastede sig ind i kampen.
”Vi kan ikke blive ved Deres Majestæt!” Råbet kom bag hende, men hun havde ikke tid til, at se hvem der sagde det. ”Vi taber! Vi når aldrig slottet!”
Hun vidste det godt. Marcellus’ hær var for stor. På trods af flere ressourcer og rige allieret, kunne de bare ikke vinde. Eriz bed tænderne hårdt sammen.
”…vi taber ikke!” bestemte hun stædigt, og rev en lampe, hun havde haft hængt fast i bæltet fri. Højt holdte hun den over sig. Den skinnede næsten med sit eget lys. ”Flint! Jeg ønsker mig ind på slottet!”

[Flint Pharr]

Tomheden og intet eksploderede i et fyrværkeri af farver og i en malstrøm af grøn røg blev han til i verden. Et sværd susede forbi ham som kun ramte forbi, fordi han klodset tog et skridt tilbage for at finde sine fødder under ham. Et kor af 'hun har en djinn!' i panisk tenor stemte i med slagmarkens ukoordinerede lyde af metal der smældede mod metal, hesteskrig og mænd der gryntede i smerte, mens Flint hævede hans arme i luften som var han den forfærdelige musiks dirigent. Hans øvre højre arm glødede lysegrønt hvor hans tatovering befandt sig og hans øjne forsvandt i det samme lys.
En skubbende kraft, som at blive ramt af en tidevandsbølge direkte i brystet, rev Eriz med ham da han forsvandt.
En dyb, sugende fornemmelse igennem hans krop, og så befandt de sig i Agares slottets tronsal. Unge hænder greb hende let ved skulderen, så kraften af magien ikke ville sende hende i knæ eller gøre hende usikker på hendes fødder. Magien summede som elektricitet fra hans tåspidser til hans hårrødder og han rullede sine skuldre i fryd - det var så længe siden han havde lavet rigtig magi og hun havde ønsket! "Ah! Gør det igen!" Han kunne knapt nok stå stille. "Ønsk noget igen!" Hans verden var fuldstændig fikseret på hende, hans øjne så ikke om der var vagter eller sågar bare andre væsner i tronsalen.

[Eriz LaPiera Black]

Gispende efter vejret støttede Eriz sig til et par spinkle skuldre, og de arme, der standsede hende fra at ryge i knæ. Energi sitrede omkring hende og hendes djinn. Alle hårene på hendes arme og nakke havde rejst sig, mens at hun prøvede, at få klargjort sig selv.
Lyden fra kampen var fjern men stadigvæk eksisterende, som et fjernt ekko fra en drøm. Sveden trillede ned over hendes hals. Hendes muskler lystrede hende ikke. Famlende løsnede hun sig fra sin rustning, der med tunge klonk ramte gulvet. Flint plaprede ved hendes side. Han var som en hundehvalp.
”Shhhh!” tyssede hun skarpt, mens at hun langsomt vendte sig rundt. Med et vagtsomt blik så hun sig omkring. Tronsalen. Den var henlagt i fuldkommen mørke pånær det lys, der kom ind fra det store vindue i den anden ende bagved tronen. Så mange år siden, var det hun sidste havde været her…
Grebet om hendes sværd fæstede sig.
”Træd om bag mig, Flint,” hviskede hun, og lagde sin hånd på Flints skulder, for at trække ham i ly bag hende. Hvor var han? Hvor var han?
Endnu engang sank hun en klump. Sorte lokker faldt ned over hendes svedige ansigt, og klistrede sig til huden. Prøvende tog hun et skridt frem mod den store trone, der tårnede sig op foran hende. Sort, metallisk, og storslået.
”Jeg ved du er her!” råbte hun ud i salen. Stemmen kastede sig mellem de høje vægge. Hendes ansigt fortrak sig i en snerren. ”Du startede det her, min egen. Det var dig, der gav op på alt vi havde bygget sammen! Du gav op på vores datter!!”
Mens hun skridt for skridt nærmede sig tronen med sværdet hævet, lod hun sit sind søge rundt i salen, men hun kunne ikke fornemme Marcellus. Han havde lavet forholdsregler overfor hende. Nemt kunne han, have fundet noget, der holdte hende ude af hans sind i et stykke tid. Hun kunne høre sit eget hjerteslag, blande sig med sit åndedræt. Hvor var han? Gemt et eller andet sted i mørket velsagtens sammen med hans forbandet shadowdrake.
”Flint… Kan du lyse salen op?” hviskede hun over ryggen til sin djinn. Hvis ikke Marcellus var her… hvor kunne han så være henne?”

[Flint Pharr]

Flint lukkede munden da hun tyssede på ham, spidsede læberne en anelse og vippede energisk på hans hæle, frem og tilbage, frem og tilbage. Hundrede spørgsmål tumlede rundt i ham, mens det værste af hans lyst til at bruge hans magi igen langsomt tonede sig ned; hvor er vi henne? Hvad sker der? Hvorfor?? Hvad laver vi? Hvad skal vi?? men hun havde bedt ham om at tie stille, så han vippede bare utålmodigt på hans fødder, mens hun smed sin rustning og greb om hendes sværd. Følelser fra båndet med hende - vrede mest - ønskede at presse sig ind over ham og det gjorde ham bare mere rastløs. Han trådte om bag hende, da hun lagde en hånd på hans skulder, og begyndte ligesom hun at spejde rundt i det mørke rum - prøvende at finde hvad det var hun søgte efter, fulgte han hende som hun trådte frem.
Han nikkede af hendes spørgsmål og smilede bredt. Han samlede sin magi mellem hans fingre og den glødede naturligt lysegrønt, kastende et sælsomt lys igennem salen. Når han var uden en Master kunne han knapt nok lave nok lys til at gøre et godt læselys om natten, men med en Mistress så stærk som Eriz, var det en smal sag at lyse rummet op.

[Eriz LaPiera Black]

Det sælsomme, grønne lys kastede sig ud i salen. Alle skygger trak sig hylende bort, og Eriz tabte næsten munden, mens hun begyndte at bakke tilbage, hurtigere og hurtigere. Hun puffede Flint afsted bag sig mod tronsalens høje dobbeltporte.
”Løb,” hviskede hun hæst, mens en stor, skællet skikkelse vraltede frem bag tronen med en hvæsen. De lange tænder dryppede af mundvand. Øjnene lyste op som flammer, mens de hvilede truende på det nyeste offer. Den havde ingen forben, kun spidsen af den vinger, som den brugte, til at kravle mere frem på, hvilket udgav en tikkende lyd.
Selvom det var flere år siden, Eriz sidst havde set sin mands familiar, kunne hun genkende den. I tiden der var gået, havde shadowdraken vokset sig større. Dens skuldre gik til toppen af hendes hoved. Men stadigvæk var der ingen tegn på Marcellus.
”Din forbandet kujon…” hvislede hun hadefuldt, da det hele gik op for hende. Han var her ikke. Han…var…her…ikke! Selvfølgelig ikke! Han gjorde akkurat det, som hun ville have gjort for 10 år siden! Ladet ham hakke sig igennem en stor hær, brase ind i en tronsal, og efterladt et drabeligt monster tilbage til ham. Et monster som forhåbentligt, ville kunne slå hende ihjel. ”Han vidste, at jeg ville møde ham alene.”
Drakens massive hale viftede over gulvet, mens den langsomt hævede sig op over hende. Tænderne kværnede sammen, da hun med et sammenbidt støn sendte en kugle af magi mod den. Spyttende og hvæsende rystede den på hovedet, men magien havde ikke været stærk nok, til at bryde igennem de tykke, sorte skæld.
Eriz mærkede maven falde. Igen begyndte hun at bakke tilbage, inden at hun vendte helt rundt, og satte i løb mod porten. Hvis Flint ikke allerede var stukket af, ville hun have grebet fat i hans trøje, og hevet ham med sig i løb.
”Skynd dig! Mod porten!” råbte hun desperat, og rakte en hånd frem mod den massive indgang ind til tronsalen. ”Hjælp mig med at bryde igennem den!”

[Flint Pharr]

Flints læber skiltes måbende og faldt åbne i et lille 'o' da hans lys kastede skygger over bæstet der var derinde, mens Eriz puffede mod ham og hendes stemme hviskende befalede ham til at løbe og selvom alt hans træning bød ham lystre hende, ville hans fødder ikke rykke sig mere end de få skridt det lykkedes hende at fysisk skubbe ham tilbage. Han kunne se sig selv og Eriz spejlet i væsnets enorme, glødede øjne, mens lyden af dens vinger skrabende, tikkende, imod stenene i gulvet kradsede i hans øre. "Mørket tage mig," hviskede han, stadig måbende. Den var det største bæst han nogensinde havde set - større end nogen bjørn, griffin eller kronhjort i skovene.
Og SÅ begyndte den at hæve sig.
"Mørket tage mig, mørket tage mig!" Hans Mistress snurrede rundt, hendes fingre greb i hans mørke grønne trøje og der skulle ikke meget opfordring til at få ham til at følge med hende. Hans skindsko skurrede mod gulvet, som de løb ned over stenene og da hun råbte ud mod ham, med sin hånd rejst mod døren, samlede han alt han havde i sig - og skubbede det igennem båndet til hende. Lyset mellem hans fingre slukkedes så snart han begyndte at skubbe det, og det var en kraftanstrengelse at blive ved med at løbe.

[Eriz LaPiera Black]

Energien fra Flint samlede sig i hende, så hun med et frustreret råb, kunne sende den videre igennem sig selv, og mod døren. I et lille lys sprang den store port op. Træstykker fløj til højre og venstre, men Eriz satte ikke farten ned. Hun trak Flint med sig direkte igennem, og videre ned af den lange gang. I sit hoved gennemgik hun desperat sine minder om slottets design. Hvor alting befandt sig. Hvor alting var. Bag sig kunne hun høre klikken fra vingerne. Shadowdraken var lige bag dem. Et held de ikke kunne spyde med ild!
”Her!” råbte hun, og tumlede sidelæns ind gennem en dør, der førte ind til én af de utallige stuer. Hårdt smækkede hun døren i bag dem, før hun stillede sig op af den med ryggen. Et drøn var lige ved at vælte hende fremover, men hun satte fødderne i gulvet, og skubbede til. Drakens rasende hvæsen lød lige på den anden side!
”Find noget vi kan skubbe foran døren!” bad hun stakåndet sin djinn, lige da draken endnu engang skubbede hårdt til døren. Hårdt kneb hun øjnene i, mens hun lagde sit baghoved tilbage mod døren. Brystkassen hævede og sænkede sig for at hive luft nok ned i lungerne. Igen og igen prøvede hun, at strække sine kræfter langt nok væk, til at kunne nå sin hær, men de var udenfor hendes rækkevidde. Marcellus havde været listig… og hun havde undervurderet ham.
Med sin warlock magi hjalp hun Flint med at dække døren, mens hun stadigvæk holdte den lukket med sin egen kropsvægt. Navigeret af sin ene hånd hev hun en sofa hen over gulvet, indtil den ramte døren. Bagefter var det en stol, der kom flyvende. Et vitrineskab, hvor alle tallerkenerne væltede ud på vejen, så de blev knust mod gulvet. Forhåbentligt ville det holde draken ude.
Men ligesom de fik skubbet en statue ned foran døren, så hun endelig kunne flytte sig, stoppede banken og kradsen på den anden side. Vagtsomt drejede Eriz rundt på hælen. Uden at turde flytte blikket fra døren, begyndte hun at bakke tilbage fra den.
”Mod døren til højre…” hviskede hun dæmpet til Flint, der da måtte kunne høre hendes hjerte hamre højt. ”Den vil føre os mod indgangshallen, så vi kan komme ud på slotspladsen. Skynd dig. Men stille!”

[Flint Pharr]

Splinter og træstykker føg ham om ørerne som en snestorm af træ og han løb så hurtigt hans ben kunne bære ham. Han var ikke synderligt stærk, men han var hurtig og det var ham en fordel nu, mens de løb ned igennem gangene og hun trak ham om hjørnerne når de skulle dreje. Det var hende der vidste hvor de skulle hen, og han måtte blindt stole på at hun vidste hvad hun lavede - kunne drakes fordøje djinns? Han var jo magi, men det var den også! Han så sig over skulderen på det frådende monster og hans hjerte pumpede i hans bryst - han kunne lugte dens ånde. Flint væltede ind igennem den dør Eriz udpegede, begyndte allerede, hivende efter vejret, at hive møbler over til døren, før hun overhovedet gav ham ordren til det. Han skubbede og massede møblerne hen foran døren, og det hele rykkede sig som væsnet hvæsende kastede sig mod trædøren. Selv med statuen, vitrineskabet og sofaen ville ikke holde den ude længe.
Men så stoppede det hele. Ingen lyd kom fra den anden side af døren. Flint holdt vejret.
Så nikkede han af Eriz' ord og begyndte at bevæge sig mod døren på lydløse fødder. "Kan du ikke bare ønske den der ting væk?" hviskede han bedende, mens han skubbede døren åben for hende og selv trådte igennem dem. De kom ud i en smal korridor, der tydeligvis var tiltænkt tjenestefolk så de ikke ville fylde i de adeliges gange eller sådan noget, væggene var fedtede mellem stenene og lugtede af sod og stegt flæsk - så de var på vej mod køkkenet, og fra køkkenet ville de så kunne komme ud i slotpladsen! Han bevægede sig med hurtige, men lydløse bevægelser ned igennem gangen, så smidig og adræt som en hjort. Døren mellem korridoren og køkkenet stod åbent, men der kom ingen lyd derinde fra. Han holdt en hånd op mod Eriz og kantede sig frem til lysningen, selvom han ikke kunne se hele lokalet var det klart: "Her er ikke nogen," han rynkede sine bryn. "Hvorfor er her ikke nogen?" Så skubbede han sig ud i køkkenet og på den anden side af det, var en dør til udenfor, men på den anden side af det, sad bæstet. Det havde været skjult af døren, da han havde kigget ind - men nu fik de begge to øje på hinanden. "TILBAGE!" Shadowdraken sprang frem, dens vinger kunne ikke folde sig helt ud i rummet, så de skrabbede mod køkkenskabe og marmor overflader mens den skubbede sig frem mod ham og han smed instinktivt hænderne op foran sig og fyrede en kule af magi lige i bæstet gab - og den slugte det, uden at overhovedet stoppe sin fremdrift. "Oooh-- mørket!" Bæstet kolliderede med ham og sendte ham på gulvet så lang han var, han nåede kun lige at rulle til siden da en af dens fødder trampede ned hvor hans krop havde været.

[Eriz LaPiera Black]

Så lydløst som hun kunne, skyndte Eriz sig forbi Flint, og videre ned af korridoren. Hun ignorerede lugten der befandt sig herinde, da det mindede hendes mave om, at hun ikke havde fået mad i et stykke tid nu. Armen med sværdet tiggede om hvile fra tyngden, men hun turde ikke, stikke det tilbage i skeden. Hele tiden lyttede hun efter den mindste form for trin fra draken.
”Jeg har allerede brugt ét ønske!” hvæsede hun af Flint, mens de halvt listende, halvt løbende skyndte sig mod køkkenet. ”Vi skal nok klare det.”
Ved døren ind til køkkenet, lod hun Flint smyge sig forbi hende, så han kunne liste sig ud først. Imens kiggede hun sig over skulderen, for at være sikker på, de ikke ville blive angrebet bagfra. Bare for at være sikker. Hun nægtede at undervurdere Marcellus igen.
”Det gør lige meget! Marcellus har nok evakueret hele slottet,” svarede hun hidsigt Flint ud mellem de sammenbidte tænder. Som han trådte ud i køkkenet, bakkede hun med ham ud. Hele tiden mens hun holdte øje med den vej de kom fra.
Derfor gav det et sæt igennem hende, da Flint pludselig skreg. Instinktivt sprang hun væk fra den angribende draken. En enkelt omgang rullede hun rundt på gulvet, før hun væltede på benene igen bag ved bæstet, som lige nu kun havde øje for Flint. Dens lange hale piskede over gulvet, så hun måtte bakke flere skridt tilbage, for ikke at blive fældet af den.
Flygtigt kastede hun et blik over skulderen. Døren var indenfor hendes rækkevidde. Hun ville kunne nå ud! Men.. Flint. Frustreret knyttede hun sine hænder langs siden. Sværdet havde hun tabt i springet ud af drakens kurs, så hun var forsvarsløs. Næsten.
”Lad os se, hvor kraftfuld din mester er,” hvæsede hun rasende, og strakte sin ene hånd frem mod bæstet. Fingrene krummede sig som kløer. Lad mig komme ind!
Med alt sin styrke hamrede hun sine mentalekræfter mod den forvokset øgles sind. Marcellus havde været klog nok, til at kaste magi over den, der gjorde den modstandsdygtig overfor hendes evner, men hun havde før brudt den slags barriere ned. Lad…mig…komme…ind!!
Igen og igen hamrede hun mod drakens mentalebarriere, hvilket fik den til at stoppe sit angreb mod Flint. Virrende med hovedet, som blev den slået af solide forhammere, vendte den sig rundt i rummet mod hende i stedet. Gryder og pander blev væltet ud på gulvet af dens store hale. Vingerne klikkede. Et enkelt bord blev kastet ind i væggen, og smadres da halen sendte den flyvende afsted.
Irriteret hvæste draken af hende, mens at hun langsomt begyndte at bakke ud af døren. Ud i slotsgården. Pupillerne voksede sig større, indtil de fyldte det meste af hendes øjne, som blot lignede sorte, dybe huller i hendes blege, snerrende ansigt.
Langsomt men sikkert lokkede hun draken med sig ud i slotsgården. Skridt for skridt. Igen og igen angreb hun dens mentalebarriere, men det var som at bryde en tung, metalport ned. I det mindste havde hun dens fulde opmærksomhed.
De cirkulerede rundt om hinanden. Månen skinnede igennem hullerne i skyerne, og oplyste scenariet af det lange, øglet monster, der vogtede dronningen overfor sig. Klar til at angribe hvornår det end skulle være.
Eriz blottede sine tænder. Hovedet dunkede smertefuldt, hvilket gjorde det svært at koncentrere sig, selvom at hadet fodrede hende med energi på trods af trætheden, der truede med at få benene til at knække sammen under hende. Men hvis hun faldt… Draken ville være over hende med det samme.
I det mindste fik hun den til at vende ryggen til Flint, så han var fri, selvom… hun skulle bruge ham. Hun havde brug for ham. Brug for at koble sig til ham. Få adgang til alt hans energi, så hun kunne bryde igennem monsterets barriere.
”Fliiiiiiint…” hvislede hun sigende, og turde ikke lave nogen pludselige bevægelser eller tale for højt, hvis det kunne provokere draken til angreb.

[Flint Pharr]

Drakens varme ånde og mundvand vældede ud over ham og han ville have skåret en grimasse og beklaget sig over det, hvis han havde tid til det. Hans første prioritet var at rulle væk fra skiftevis dens fødder og dens gab - den gav ham ikke end ikke tid til at samle sig og springe på fødderne, han kunne kun lige nu at rulle fra side til side. Indtil den begyndte at virre på hovedet, som var der en irriterende flue ved dens hoved. Og så vendte den sig. "Woahwoahwoah!" Flint kastede sig væk fra den fejende hale der smadrede et spisebord til pindebrænde. Han lå op mod en væg nu, og bæstet havde vendt sin hissende mund mod hans Mistress, som langsomt bakkede ud af køkkenet og draken fulgte hende, skuldrene sig vej ud igennem den smalle køkkendørs åbning. Han fandt sine fødder igen. Hans tøj klæbede til ham, fuldstændigt gennemblødt af drakespyt. Han sjaskede det af sine hænder med et kort gys, inden han fulgte Eriz ud i slotsgården.
De cirklerede hinanden, som rovdyr i en kamparena. Hun havde trukket monstret fra ham. Han hørte hende i sit øre så tydeligt som havde hun hvislet direkte ind mod det, selvom hun stadig var et stykke fra ham og så satte han i løb, direkte mod hende. Og monstret.
Glødende øjne fangede bevægelsen og den hævede sig med en lyd der syntes at komme fra dens mave, en mellemting mellem en dyb gurglen og et hvæs - mens Flint nåede op ved siden af hans Mistress. Hans fingre fangede hendes og lukkede sig indimellem dem, så de var flettet sammen og med et kort nik, løftede han hovedet mod bæstet og slap alle sine barriere. Et hav af kosmisk energi åbnede sig for hende, så dybt og endeløst at bedre mænd havde druknet sig i det. For dette øjeblik følte hun som han. Verden var en summende samling af tråde der kunne hives i og ændres og som det blandede sig med hendes evner kunne hun som han se direkte ind i draken - alle dens impulser, instinkter, de dele af den der var dyr og de dele af den der var en sjæl med lyster og tanker og emmede af dræb dræbdræbdræb.

[Eriz LaPiera Black]

Slanke, lange fingre flettede sig ind i Flints, inden de hårdt greb fat, da energien blev sluppet løs. Et råb, det blev til et skrig buldrede op fra Eriz’s mave, hele vejen op gennem halsen, indtil det blev skreget rasende mod draken, der lagde sit hoved tilbage til hug. En luftbølge slog ud fra Eriz’s fremstrakte hånd. Hårdt ramte den draken. De mentalle barriere blev flået op, og Eriz fór direkte ind i kernen af dens sind, hvor hun hurtigt gik til angreb på bæstets sanser.
Et skingert, næsten lydløst, skrig lød fra draken. Den store, skællet krop vred sig i smerte, mens vingerne skrabede desperat i jorden. Halen vred sig, så den næsten slog knude på sig selv.
”Marcellus”
I drakens sind fandt hun den del, som tilhørte hendes ægtemand. Hun genkendte den. Det var som at blive mindet om en gammel ven gennem en lugt. Tøvende strøg hun rundt om delen. Strejfede den blidt, for at gennemleve følelsen af ham. Minder blev vakt til live. De føltes som et århundrede siden.
”Det var dig… der svigtede mig.” Hun vidste, at han kunne høre hende gennem den forbindelse, han havde med sin familiar. Måske kunne han endda mærke hende. ”Jeg stolede på dig.”
Den fremstrakte hånd knyttede sig hårdt sammen. De mentale evner splittede alt ad inde i drakens hoved. Sanser, minder, fornemmelser, følelser. Alt. Takket været Flints uslukkelige energikilde, kunne hun nå dybere ind i sine egne kræfter, end hun nogensinde havde været før. Hun kunne gøre mere. Ødelægge mere.
Aldrig havde hun kunne dræbe nogen før, blot ved at gå ind i deres sind. Blot tage deres fornuft fra dem, til de blot havde deres vanvid tilbage. Men nu… nu følte hun, at hun kunne.
Hun anede ikke engang helt præcist, hvad hun gjorde. Alt hun gjorde var blot at rive, flå, kradse og bide i alt hun kunne komme til inde i drakens sind, indtil hun intet længere kunne mærke eller føle.

Langsomt blev hun trukket tilbage til sit eget sind.
Benene rystede under hende, men hun stod stadigvæk op med Flints hånd fastlåst i sin. Den sorte hinde forsvandt fra hendes øjne. Stakåndet stirrede hun på draken, der lå livløs foran dem med øjnene stirrende tomt mod hende. Hun kunne se hende og Flints genspejling i dem.
Overraskende opdagede hun, hvor stærk hun stadigvæk følte sig. Hovedet gjorde ikke engang ondt. Alt hun følte var en smule forpustet og øm bag øjnene. I baggrunden kunne hun stadigvæk høre lyden fra kampen, der forgik udenfor byen.
”Ved flammerne…” hviskede hun benovet. Forsigtigt slap hun sit tag i Flint, for i stedet at ligge hånden blidt om bag hans hoved. ”Hvordan har du det?”

[Flint Pharr]

Flint Pharr lagde sin nakke tilbage og lukkede øjnene som energien løb igennem ham. Han var en dæmning mellem Eriz og de enorme kræfter han havde når han var bundet til hende og nu da han havde åbnet sig for hende, smadrede det igennem ham som en krop i bevægelse igennem røg. Der var ingen smerte. Der var ingenting. Han hørte ikke da Eriz talte til kernen af draken som var den mand der havde gjort hende uret, han hørte ikke drakens sidste, døende skrig eller dens kollapsende krop ramme brostenene.
Først da Eriz slap hans hånd, åbnede han øjnene igen og hev luft ind, som var det hans allerførste åndedrag. Hendes fingre hvilede mod hans nakke, hvor de små fine hår et øjeblik syntes grå. For et øjeblik hvilede der grå hår langs hans øre, pebret indimellem det der stadig var lysebrunt, og da han vendte ansigtet mod hendes var der rynker ved hans grønne øjne der syntes at stirre lige igennem hende. Hans skikkelse flakkede, som et stearinlys i vinden og så snappede det hele tilbage på plads igen. Alt der var gammelt forsvandt fra ham som ved et trylleslag. "Jeg har det fint." Et smil trak i hans læber, som han bukkede sig ud under hendes hånd, som en teenager der var for gammel til mors kærtegn og vendte sig mod draken, som han skubbede til med sin sko. Han var stadig dækket i dens savl. "Skal vi tilbage til kampen?" Han vendte blikket mod hende.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz lod Flint smutte væk fra hendes hånd, og rettede i stedet på sit eget tøj. Et støvlag lå over det, efter at hun havde sprunget rundt i køkkenet, der nu lignede, at en varulv var gået amok derinde. Hun kastede et blik mod den mægtige slotsport, som skilte slottet fra resten af byen.
”Vi skal have hejst mit flag, og vise jeg har erobret slottet,” fortalte hun Flint, og vendte sig om, for i stedet at spejde op mod slottets skarpe spire. Ingen flag blafrede endnu i vinden. I et par sekunder trommede hendes fingre eftertænksomme mod siden af hendes lår, inden at hun rakte hånden op mod slottet, og gjorde en svingende gestus. Hvor hun dog elskede, at have fået udviklet sine warlock kræfter!
Sorte flag blev slået ud på alle spirene på slottet. Sorte flag med en rød cirkel og et kryds. Flygtigt overvejede hun, om de måske skulle skyde nogle gnistre op i luften, for at fange folks opmærksomhed, men nåede knap nok at tænke tanken til ende, før hun hørte et hav af jubel. Fjernt men stadigvæk. Det kom fra byen. Lyden blev højere og højere, overdøvede den fjerne larm fra slagmarken, og inden længe behøvede hun ikke engang at overveje gnistre i luften længere – folk gjorde det selv. Fyrværkeri. Smukt, som kun Pandemonium kunne lave det. Himlen eksploderede i alle farver.
Eriz kunne ikke tilbageholde et bredt grin.
Med en hovedrysten lagde hun armene over kors, og kiggede ned på Flint ved hendes side.
”Jeg ved godt de ikke fejre, at jeg har fundet, men det her er alligevel en dejlig fornemmelse,” kommenterede hun, og lagde nakken tilbage, for at betragte fyrværkeriet. Det her skulle nok standse Marcellus’ hær. Uden en hærføre til at lede dem, og nu hvor de ikke havde noget at kæmpe for, virkede det absurd, hvis de forsatte – selvom de ville have kunne udrydde hendes hær efter nogle timer mere.
Tanken fik dog hendes smil til at falme en smule. Usikkert bed hun sig selv i underlæben, før at hun med et suk, vendte sig mod Fint, og gled ned på hug, så de var nogenlunde i øjenhøjde.
Blidt lagde hun en hånd på hans gennemvædet arm.
”Flint… vi er nødt til at lyve. Vi er nødt til, at fortælle folk Marcellus var her, men at han er død nu. Hvis hans allieret høre, at han stadigvæk er derude et sted, vil de blive ved med at gå imod mig – måske endda lave en ny borgerkrig,” forklarede hun, og tørrede noget slim af hans kind med sit ærme. ”Ingen kan vide, han stadigvæk lever, forstår du det?”
Utroligt så moderlig hun var kommet til, at være overfor djinnen. Hun havde forestillet sig, at det at have en djinn, blot ville være, som at have en magtfuld tjener, men det var slet ikke sådan, hun følte det. Måske havde det noget at gøre med hans udseende, selvom at hun på hans sind, kunne fornemme noget helt andet.
…måske havde Adrian smittet mere af på hende, end hun troede.
Nej. Nej, hun ville ikke tænke på Adrian nu. Ikke midt her i hendes triumf!

[Flint Pharr]

Under månens lys, hængte Eriz sit flag og borgerkrigen var slut. Flint satte sine hænder i hans sider og smilede mens han betragtede flagende vaje blødt i natte vinden og en ekplosion af farver over himlen fulgte kort efter, reflekteret og fanget i hans gnistrende grønne øjne.
Jublen var nok til at overdøve lyden af kampene.
"Nogen af dem gør nok," han var ikke sikker, men hans rejser igennem Pandemonium havde da haft noget af folket på Eriz' side, selvom langt de fleste var for sultne og trætte til at have plads i sig selv til at holde med nogen - de holdt blot med ideen om fred. Og nu havde de fået det. Nu da sejren var sikret, ville flere af de civile gribe til høtyve og køkkenknive og samle sig for at hjælpe med at drive de fjendtlige soldater til overgivelse. Han så på hende, da hendes hånd lagde sig om hans arm. Hun så på ham og talte til ham som om han var hendes søn - et barn og det trak i hans smilebånd. Hun forvirrede ham. Et væsen så i stand til at se ind i folk, en ekspert i at se forbi de kødelige facader og stirre direkte på hvad folk forsøgte at skjule, men hun lod sig rive med ad hans udseende gang på gang. Han nikkede. "Hvis du vil at jeg skulle have set kongen dø, er det, det jeg har set." svarede han, som om det gav sig selv. Han lagde hovedet en anelse på skrå da han så en anelse smerte flitre over hans Mistress' ansigt. "Er der noget galt, Mistress?"

[Eriz LaPiera Black]

Ved Flints spørgsmål smilte Eriz smalt, før at hun med en hovedrysten rejste sig op igen.
”Blot bitre minder om gammel kærlighed,” svarede hun dæmpet, før at hun lagde en hånd på hans skulder, og førte ham med sig over slotsgården mod den store metalport. Let som ingenting slog hun den op med en håndbevægelse. Utroligt hvad man kunne, når man først havde tappet fra en djinn. Selvfølgelig ville det gå over om nogle minutter, men hun nød det i fulde drag.
Roligt begyndte de at vandre ned mod byen. Det var en lang tur på grund af at slottet var så langt oppe hævet over byen, men forhåbentligt ville det betyde, kampen var overstået når de endelig nåede til bymuren.
”En gammel, ensom dronning uden en konge,” sukkede hun, mens fyrværkeriet på himlen lyste vejen op for dem i forskellige farver. ”I det mindste kan dig og Damien være i sikkerhed på slottet sammen med mig nu. Så måske kommer jeg ikke til at være så ensom alligevel.” Hun smilte til Flint.
Tingene ville blive en del anderledes fra sidste gang, hun havde boet i slottet. Marcellus ville ikke længere være hendes eneste selskab. Nu ville hun have både en søn, en djinn, en højre hånd, og en masse andre allieret omkring sig. Endnu engang tænkte hun på de fremtidsdrømme hun havde haft i lejren: En engel, der havde ventet på hende i dørkarmen med et af sine smalle smil hvilende på sine læber, og de fantastiske grå øjne rettet mod hende. Varm at kravle ind til om natten. Lys at vågne op til om morgen.
Hun kvalte et suk. Tillod ikke sig selv at sørge eller savne. I stedet samlede hun det hele til bitre minder, som hun stædigt skubbede væk. Endnu et svigt. Endnu én…
”Der går noget tid, før vi får det hele oppe og køre igen her i landet, men forhåbentligt kan vi snart, få noget ordentligt mad igen. Noget som rent faktisk er varmt og friskt,” drømte hun, og skuttede sig lidt i kulden, nu hvor hun ikke længere havde sin rustning på. ”Hvad er det første, du vil have?”