Post by Zean Forsyth on Jan 2, 2017 10:40:55 GMT
Hans blik strejfede Isabel et øjeblik, før Macaria endelig tog imod hans fremstrakte arm. Han gled ned på knæ, som han fik overbalance af hendes hiv og ivrighed. Hans ledige hånd landede på hendes skulder, så han kunne holde sig selv oprejst. Han var ligeglad med bandagerne! Så slemt var det heller ikke. Lidt blod og ømhed var alt han rigtig mærkede. Den stikkende fornemmelse af et størknet sår mellem hans vinger. Han havde ingen ide om hvordan det så ud, men han gættede på det - som altid - så værre ud end det var. Så længe hans vinger klarede sig...
Han gispede svagt ved smerten og kunne ikke holde sig fra at knytte sin hånd, på den arm der blev holdt hårdt fast. Tænderne borede sig ned i hans kød og han kunne mærke hun begyndte at drikke. Hvor ville han bare gerne have tingene tilbage til deres tilstand...Hvor ville han bare gerne have Macaria blev sig selv igen, så de kunne rejse væk og være sammen. Give alle folk fingeren.
Det var ikke behageligt, men han havde også selv oplevet store smerter i sit liv og han formåede at se nogenlunde upåvirket ud. Men efterhånden som hun drak, følte han sig mere og mere udmattet. Han sank sammen i ryggen, lidt efter lidt, til han til sidst så ud til at støtte sig op af Macaria.
"Macaria...Nok..."
Ville hun virkelig dræbe ham? Drikke ham op? På en og samme gang var han stolt over den dyriske side, som hans kone havde, og såret over at han på ingen måde kunne genkalde noget genkendeligt hos Macaria. Måske havde deres ægteskab netop blot været den gode ide, som den var startet med. Måske var der virkelig intet imellem dem. Hvorfor gjorde den tanke så ondt? Så kunne det sgu da også bare være lige meget! Han var sådan et fjols!
Til sidst sortnede det for hans øjne...
Moria var gledet ned i græsset igen. Hun reagerede ikke på noget mere. Hendes krop var dødeligt udmattet, men hun sad bare og stirrede frem for sig. Der var ikke længere nogle tanker. Ingen ord. Ingen reaktion. Bare et tomt blik.
Han gispede svagt ved smerten og kunne ikke holde sig fra at knytte sin hånd, på den arm der blev holdt hårdt fast. Tænderne borede sig ned i hans kød og han kunne mærke hun begyndte at drikke. Hvor ville han bare gerne have tingene tilbage til deres tilstand...Hvor ville han bare gerne have Macaria blev sig selv igen, så de kunne rejse væk og være sammen. Give alle folk fingeren.
Det var ikke behageligt, men han havde også selv oplevet store smerter i sit liv og han formåede at se nogenlunde upåvirket ud. Men efterhånden som hun drak, følte han sig mere og mere udmattet. Han sank sammen i ryggen, lidt efter lidt, til han til sidst så ud til at støtte sig op af Macaria.
"Macaria...Nok..."
Ville hun virkelig dræbe ham? Drikke ham op? På en og samme gang var han stolt over den dyriske side, som hans kone havde, og såret over at han på ingen måde kunne genkalde noget genkendeligt hos Macaria. Måske havde deres ægteskab netop blot været den gode ide, som den var startet med. Måske var der virkelig intet imellem dem. Hvorfor gjorde den tanke så ondt? Så kunne det sgu da også bare være lige meget! Han var sådan et fjols!
Til sidst sortnede det for hans øjne...
Moria var gledet ned i græsset igen. Hun reagerede ikke på noget mere. Hendes krop var dødeligt udmattet, men hun sad bare og stirrede frem for sig. Der var ikke længere nogle tanker. Ingen ord. Ingen reaktion. Bare et tomt blik.