Let Me In

[Eriz LaPiera Black]

Aron Zipora - Eriz LaPiera Black - Macaria Forsyth

Iskolde øjne betragtede med afsky den lænket vampyr i den anden ende af rummet. Kun et par fakler oplyste hyttens omgivelser, der var blevet mere behagelige med tiden. Ingen stank af opkast, forrådnelse eller blod fik maven til at vende sig længere. Flere fakler hang på væggene. En madras, et bord og to stole med et par bøger stod samlet i det ene hjørne, og gulvet blev skrubbet hver eneste gang, et offer var blødt ud herinde.

Vampyren var iklædt en ren, grå underkjole, og var kun lænket omkring halsen med nok længde, til at kunne bevæge sig en smule rundt. Derudover var hun blevet en ren skønhed at se på! Håret gnistrede i hundrede af røde nuancer, man ellers kun så om efteråret, når solen lyste på bladene, så det lignede de var i flammer. Tykt og krøllet faldt det som et vandfald ned over vampyrens ranke ryg. Ansigtet var porcelænsbleg, uden en eneste uregelmæssighed, pånær de mange fregner, som var dryppet ud over næsen og fregnerne. Og øjnene… mørkeblå som dybet af havet, og hypnotiserende kiggede de åbent tilbage uden så meget som at blinke en enkelt gang.
Sådan en skønhed var ikke normal. Den var overnaturlig, falsk og farlig. Kun skænket til rovdyr, der brugte den til at lure ofre til sig.
Eriz brød sig ikke om det. I en sikker afstand stod hun med armene over kors, mens vampyren blot sad i én af sine stole og kiggede tilbage med et ulideligt, drillende smil klæbret fast til de bløde læber. Det var nærmest, som hånede hun hende i tavshed.
Ingen af de to kvinder, havde sagt noget til hinanden, siden Eriz alene var trådt ind i hytten.
Mens Macaria var simpel i sit udseende, var Eriz det modsatte. Det glansfulde, ravnsorte hår var sat op i en stram knold med metalkæder. Kjolen var lavet i flaskegrønt stof i fløjl, som sad tæt til hendes frodige, slanke skikkelse, og afslørede starten på den dybe kavalergang, samt de nøgne skuldre. Ryggen var lokkende åben hele vejen ned til lænden.
Som altid bar hun smykker i form af både halskæde, armbånd og ringe.
En dronning i enhver forstand. Pulserende af energi efter at hendes kræfter var blevet forstærket, da hun fik bundet en djinn til sig.

Endelig blev der banket på døren bag Eriz, og en vagt stak hovedet ind.
”Deres Majestæt. Lord Zipora er ankommet. Skal vi bare sende ham herind?” spurgte han brysk.
Eriz vendte sig ikke engang om, men forblev ved med at holde Macarias spottende blik.
”Ja tak,” svarede hun kortfattet. Macarias smil blev en tak bredere, inden at hun endelig slap Eriz, for i stedet at kigge forventningsfuldt mod døren.

[Aron Zipora]

Han var ikke sikker på præcist hvor lang tid Macaria havde været deres fange længere. Fem år var allerede passeret. Var det seks nu? Syv? Det kunne være ligemeget. Han vidste blot at Eriz var ved at løbe tør for tålmodighed. Hans brug af blod sammen med vampyrdronningen havde allerede båret frugter, men stadig havde hun ikke afsløret den ene ting, Eriz rent faktisk var interesseret i at vide.
Det overraskede ham ikke at han havde fået besked om at han ikke ville være alene med Macaria under dagens afhør.

Som sædvanlig var hytten bevogtet, men der var flere nu, end hvad der var normalt. Det fortalte ham kun at Eriz allerede befandt sig i hytten sammen med Macaria. Han rankede ryggen og bevægede sig mod vagterne, som lydigt trådte til side for at lade ham komme ind til de to kvinder.
Eriz’ ryg var det første syn der mødte ham, da han trådte ind i den dunkelt oplyste hytte. Selvom at solen skinnede gennem de røgfyldte skyer udenfor, var der intet sollys der trængte ind i den mørke celle. Faklerne på væggene fik de tre skikkelsers skygger til at danse uhyggeligt mod væggene, men det var intet i forhold til den ekstremt trykkede stemning der ventede ham, så snart han lukkede døren bag sig, og befandt sig alene med de to kvinder.
”Deres Majestæt.” hilste han til Eriz med en bukket nakke, før hans blik faldt på Macaria. Åh ja, han kunne se forventningen i hendes blik. Hun havde efterhånden lært hvad der ventede hende, når han kom på besøg. Hans blik dvælede da også på hende, sådan som det havde for vane at gøre når han så hende. Specielt siden han begyndte at forsyne hende med blodet, der fyldte hende med den ungdommelige skønhed hun i samme nu udstrålede. Selv velvidende om Eriz’ utilfredshed med de bekvemmeligheder Macaria også havde fået tilgang til, vidste han at det måtte være hendes skønhed der måtte gå hans dronning mere på. Dét, og det selvsikre smil på hendes læber.
Det krævede mere end bare en smule af hans gode vilje at trække blikket fra Macaria, for i stedet at vende det mod Eriz. Som for at give sin dronning sin fulde opmærksomhed vendte han sig helt mod hende. ”Lad ikke skindet bedrage dig, Eriz.” mumlede han dæmpet. ”Hun ser komfortabel ud nu, men hun er blevet en slave af blodet. Vi har hende næsten.” lovede han hende.

[Eriz LaPiera Black]

Langsomt slap Eriz sin fange med blikket, for i stedet at vende sig om mod sin Højre Hånd og mest loyale. Et sky smil trak i mundvigen.
”Aron. Dejligt du kunne komme med så kort varsel,” hilste hun, og bevarede illusionen om at han havde haft et valg. Hans ord hjalp kun en smule. Det var svært, at tro på dem, når møgtøsen sad bekvemmeligt, og smilede det… det irriterende smil! Som vidste hun noget, de ikke gjorde!
”I ved jeg kan høre jer tydeligt, ikke?” Macarias stemme fik Eriz til kort at lukke øjnene. Hun hadede alt ved den! Lige fra den vavilonske, bondske accent til hvordan hun brugte sine ord. ”Lige så let som jeg kan høre, Arons hjerteslag gik et takt op, da han så på mig.”
Macarias smil voksede sig bredere, inden at hun pludselig med et blink fra øjet, stod op. På fjerlette, nøgne fødder slentrede hun tættere på dem. Lænken klirrede over jorden, som en snoende slange, og røvede hver eneste gang hun rørte på sig.
”Min hørelse er endda blevet så god, at jeg har kunne høre diverse rygter, der florere udenfor hjem kære hjem. Rygter om en engel i lejren – ham som jeg mødte for nogle år siden? Er det rigtigt at han deler delt med dig, når han er her Eriz ? Hvilket efter at dømme på hvad jeg har hørt er riiiiiimeligt ofte,” forsatte vampyren drillende, inden hun stoppede med hænderne bag ryggen, og hovedet en anelse på skrå. ”Tsk tsk tsk… Hvad ville din bror dog-”
Irriteret gjorde Eriz en håndbevægelse mod Macaria, og pludselig kom der ingen lyd ud. Forvirret prøvede vampyren igen og igen at åbne munden, men tungen lå blot fladt og ubevægelig, så ingen ord kunne blive dannet. Ikke engang da hun brød ud i hvad der lignede en høj latter, kunne man høre noget.
Håbløst betragtede Eriz hende.
”Jeg er blevet træt af den her leg, Aron. Du har gjort det godt med at bryde hendes sind ned, men jeg vil have det afsluttet. Med mine nye kræfter er der håb for, at jeg nu endelig kan finde frem til hvor Sam gemmer sit kujoniske væsen!” afslørede hun, mens Macaria blot for sjovs skyld begyndte at råbe af dem – sikkert skælsord og lignende. Ligeglad med hende drejede Eriz ansigtet mod Aron, og lagde en hånd på hans arm. ”Jeg vil gerne have, du er her, mens jeg gør det.”

[Aron Zipora]

Kæben lukkede sig en smule i ved Macarias kommentar, men han vidste bedre end at kommentere på den. At forsøge at benægte det ville være nytteløst, når både Macaria og Eriz ville vide at det var løgn. I stedet forsøgte han at ignorere Macaria fuldkommen. Hun opførte sig altid sådan, lige indtil han bragte et bloddyr ind i hytten til hende. Så snart han viftede belønningen foran næsen på hende, blev hun altid blid som et lam. Et lam med hugtænder, godt nok, men hun gjorde i det mindste som han sagde.
I det mindste havde Eriz’ nye magt den fordel at hun kunne gøre Macaria fuldstændig tavs. Kun kædens raslen afslørede at Macaria ikke rent faktisk var frosset i tid. Det gjorde det også så meget nemmere at holde fokuset på Eriz, når han ikke havde Macarias stemme i ørene.
”Jeg indrømmer det, det er ikke gået så hurtigt som jeg ville have det til. Hun bliver ivrig efter at tale så snart jeg vifter friskt blod under næsen på hende, men jeg kan desværre ikke se ind i hendes hoved. Jeg kan kun få hendes tunge på gled med hvad hun har lyst til at fortælle mig, eller hvad jeg kan trække ud af hende.” Godt nok havde en del af hans tid også gået med hans mere personlige behov. Åh, de ting han havde fået Macaria til at sige, til at gøre, i bytte for bare en mundfuld blod! Den gamle alkymist, manden uden rygrad i Vavilon, ville have skammet sig over hvad han var blevet til. Men Aron var lykkedes i at gemme den mand væk. Et faktum som han var klar over at Eriz var mere end tilfreds med.
Hans smil voksede sig en anelse bredere ved hendes hånd på hans arm, og hendes ord. ”Jeg har haft lyst til at se præcist hvad en djinns magi er i stand til. Man siger de er skabt af ren magi, trods alt. Og blandet med hvad du allerede er i stand til at gøre…” Forventningsfuldt granskede Aron Eriz’ ansigt, som om han forsøgte at se ind i hendes sjæl, for at måle styrken i hendes kræfter derfra. Men spørgsmålet lurede stadig. ”Hvad så når du er færdig med hende?”

[Macaria Forsyth]

Ligegyldigt kastede Eriz et blik på vampyren, som stædigt stod tavst og råbte af dem. I et øjeblik betragtede hun hende, inden at hun med et skuldertræk vendte opmærksomheden tilbage til Aron.
”Det som jeg altid har sagt, min kære. Jeg giver hende tilbage til flammerne,” svarede hun uden den mindste snert af medfølelse eller dårlig samvittighed. ”Akkurat som jeg gjorde ved hendes søskende. Jeg ved godt I er blevet så lykkelig sammen, men du har altid vidst, hvor det har skulle ende.”
Blidt gav hun hans arm et klem, før hun vendte sig mod Macaria. Pigen var endelig blevet færdig med sit skaberi. I stedet blev hun mødt af nogle gnistrende, skarpe øjne, som ville have kunne flå hende levende, hvis en smule magi var indblandet.
”Åh, så blev du stille, var? Troede du virkelig, at Aron ville have kunne redde dig?” spurgte hun hånligt vampyren, hvis ansigt fortrak sig i en snerren. Hænderne havde knyttet sig langs hendes side. ”Du døde for længe siden - du opdagede det bare ikke dengang. Og når Sam mærker den sidste af hans børn forsvinde ud mellem sine fingre, vil han ikke have andre tilbage end mig – hans rigtige familie.”

Macaria tog nogle målbevidste skridt frem mod Eriz, men blev standset af sølvlænken omkring hendes hals. Klirrende strakte den sig ud, så hun ville have blevet kvalt, hvis hun havde været dødelig. Rasende åbnede hun munden, for at råbe af Eriz. Fortælle hende, at hun var en sindssyg kælling med alt for stor ejerskabsfornemmelse overfor folk! Desværre kom der stadigvæk ikke noget lyd ud over hendes læber.
Irritabelt vred hun sit hoved, så lænken raslede. Hele kroppen var spændt til angreb. Men det hjalp ingenting. I stedet rettede hun sit iltre blik mod Aron. Øjnene sagde alt: Du sagde! Du lovede! Jeg gjorde alt, du bad om!
Tænderne kværnede sammen.

[Aron Zipora]

Aron måtte selv lukke kæben i. Han vidste at han ikke kunne argumentere mod sin dronning. Det var sandt; hun havde gjort det tydeligt for ham da deres afhør af hende begyndte dengang for så længe siden, at Eriz ikke længere havde brug for hende, når hun havde fået hvad hun ville have, ud af hende. Hun ville være hans så længe hun kunne bruges, og ikke et sekund længere. Det betød ikke at Aron alligevel havde håbet at Eriz ville ombestemme sig. Måske give ham hende som en belønning for hans trofaste tjeneste…
Hans blik blev draget mod Macaria, og det mørke blik hun sendte ham. Hans ansigt fortrak sig i en stram grimasse i et ihærdigt forsøg på ikke at give udtryk for at han blev påvirket af hvad der foregik. Men til trods for den stramme maske, kunne han ikke gøre noget for at skjule hvad hans blik afslørede.
Den gamle alkymist i Vavilon ville have kæmpet for at få Macaria ud herfra. Væk fra Eriz’ klør, væk fra enhver fare. Men ikke den mand han var blevet til. Eriz’ lydige Højre Hånd. Hvad ville han vinde på at modsætte sig hendes ordre? Intet han sagde eller gjorde ville kunne redde Macaria – og selv hvis det kunne, ville intet få Macaria til at elske ham – lige meget hvor ofte han fik hende til at udtale ordene i bytte for blodet han forsynede hende med. Ligesom hos Macaria, kværnede hans tænder bittert, men han tvang sig selv til at se bort fra hende, og igen fæste sit blik på sin dronning.
”Som du befaler.” sagde han til sidst. Noget i brystet på ham gik i spåner, men han tvang sig selv til at ignorere det. Lade det hærde ham præcis som han altid gjorde. ”Hvordan vil du gøre det? Du sagde selv at alt hun vidste om Sam var gemt væk bag døre ikke engang du kunne åbne.” Igen det granskende blik. Kunne djinnens magi virkelig give hende sådan en magt?

[Eriz LaPiera Black]

For både Macaria og Eriz var Aron let at gennemskue. Han var en glasstatue foran dem. Eriz’s evner mærkede enhver form for bitterhed, han måtte føle, samt det håb, som faldt ned i afgrunden i hans indre. Macaria analyserede ethvert træk på mundvigen enhver knytning af hånden, for at analysere sig frem til, hvad han følte eller tænkte.
Da Aron endelig igen fik taget sig sammen, og vendt blikket mod sin dronning, blev han mødt af et afventende, sukkersødt smil. Men som altid var han hende blind loyal – også selvom hun lige havde fortalt ham, at hun ville dræbe hans elskede. Smilet blev bredere. Så loyal.
”Åh jeg har skam en plan,” forsikrede hun, før hun hævede sin hånd til et knips.
Ind af døren kom to soldater slæbende ind med en fange mellem sig. På de falmet farver at dømme ud fra fangens tøj, havde de engang været farvefulde og stærke – typisk beklædning for Vavilon. Ikke nok med det lyste genkendeligheden op i mandens ansigt, lige så snart han opdagede Macaria.
”Deres Majestæt!” udbrød han med håb i sin hæse stemme. Macaria lagde hovedet tavst på skrå, hvilket fik hende til at minde om en kat.
Eriz slog ud med hånden mod den store mand.
”Du genkender vel, Fyrst Aethorn. Jeg gemte ham som én af de få fanger, jeg tog med mig fra slaget i Sethos. Den slags er altid brugbar,” forklarede hun roligt, mens fyrsten på knæ stirrede på Macaria, som var hun hans gudinde lige steget ned fra himlen, for at komme til hans undsætning.
”Macaria…” hviskede han hengivende, mens Eriz endelig igen gav Macaria lov til at mærke sin tunge.
Med et hævet øjenbryn løsrev hun blikket fra sin fyrste, og kiggede i stedet skeptisk på Eriz.
”Virkelig? Leger vi nu den her gamle leg igen med gidsler?” spurgte hun kedsommeligt. Eriz svarede hende ikke, men gjorde bare endnu en håndbevægelse, hvilket fik soldaterne til at slippe fyrsten. Han kunne næsten ikke stå på benene. Tydeligvis havde han engang været en bredskuldret, muskuløs bjørn af en mand, men nu var han skrumpet ind til næsten ingenting. Ikke at det stoppede ham fra, at kravle hen til sin dronning, lige så snart soldaterne slap ham. Med udmagret fingre greb han om hendes kjolestof, og hev sig op på knæ, mens han rasende så hen mod Aron og Eriz.
”Foræder!” spyttede han til Aron. ”Hun lukkede dig ind i sit hjem! Hun stolede på dig! Du var én af hendes tætteste!”
Eriz smålo, mens hun lagde sin hånd på Arons skulder.
”Observer nu det monster, som du har skabt,” hvislede hun frydefuldt tæt ved hans øre. Hendes øjne hvilede afventende på Macaria, hvis iris allerede var blevet rød som et æble.
Uden tøven greb hun fat i fyrstens nakkehår, hvilket fik ham til at komme med et udbrud af smerte. Chokeret stirrede han op på hende, da hun tvang hans hovedet blev tvunget bagover.
”Undskyld,” hvæsede hun empatiløst, før hun bøjede sig fremover, og begravede sine tænder i halsen på manden, der havde været én af hendes mest loyale allieret i mange, mange år.
Rallende forsøgte den store fyrste at rive hende væk fra sig, men hun var alt, alt for stærk. Langsomt sank han sammen, indtil han lå ned på ryggen med hende over sig. Lyden af hendes slubren i hans blod fyldte hytten.
Eriz bed sig i underlæben, som så hun på noget nydelsesvækkende.
”Ah ja. Vampyrers uforudseelighed i alt deres pragt. Vender sig mod venner. Dræber alt omkring dem. Parasitter,” sukkede hun, og grinede til Aron. ”Og det var dig, som fik hende gravet frem.”

[Aron Zipora]

Hele affæren gav Aron en bitter smag i munden, men også dét tvang han sig selv til at ignorere, så Eriz kunne demonstrere præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun lod ham da heller ikke vente længe, før hun med et knips med fingrene fik tilkaldt sin fange. Han genkendte ikke manden i første omgang, og troede et kort øjeblik at Eriz havde tilkaldt en tilfældig person som det nyeste blodoffer – det var faktisk først da manden så ud til at genkende Macaria, og Eriz nævnte fyrst Aethorns navn, at lyset gik op for ham. Slaget i Sethos var flere år siden! Hvordan havde hun klaret at holde ham skjult i lejren i så lang tid? Og hvad i alverden havde hun gjort ved ham for at få den tidligere stolte, stærke mand i sådan en forfatning?

En rykning i hans overlæbe var hans respons til fyrstens anklagende ord mod ham. Det var ikke den første gang han mærkede bitterheden over at blive påmindet om hvor tæt han engang havde været på Macaria. Hell… han havde engang selv brugt ordene mod sig selv, når han havde været mest splittet omkring hvad han skulle gøre. Men bitterheden gjorde ham altid sikker. Alle de dage og nætter han tilbragte ved Macarias side, de utallige timer han brugte på at gøre hendes ønsker til virkelighed gennem hans alkymi… selv da hun gik imod alle naturens love og blev med barn, brugte han de fleste nætter på at undersøge hende, for at forsikre hende om at det lille vidunder stadig var i live. Og hver gang måtte han se hende tage tilbage til ham.
Selv nu kunne han mærke bitterheden som en knuge i maven. En iskold hånd der lukkede sig omkring hans hjerte. Det var en følelse han med årene havde lært at være åben for, i stedet for at kæmpe imod. Bitterheden gjorde ham stærkere. Den gjorde ham hårdere. Den gjorde ham til Eriz’ Højre Hånd.
”Du ser selv hvad der sker med Macarias venner, lord Aethorn.” svarede han fyrsten, idet han selv kunne se forandringen i Macaria. Han havde set det mange gange før, når han havde sine private afhør med hende. Der var stadig en dybrød plet midt på gulvet der nægtede at forsvinde, lige meget hvor hårdt der blev skrubbet, som vidnede om Macarias blodige sult.

Aron trak ikke blikket fra synet, da Macaria satte tænderne i Aethorn, selvom det var et grotesk syn. Fortvivlelsen i hans blik over at hans egen dronning ville stille sin sult på ham, frygten og desperationen over at indse at han snart skulle dø… indtil han til sidst lå stille i Macarias favn. Kun lyden af Eriz’ stemme i hans øre gjorde ham opmærksom på at hans dronning stadig befandt sig i rummet. Der var alligevel noget i hvad hun sagde som fik ham til at skæve lidt mod hende ud fra øjenkrogen. Indtil videre havde hun ikke gjort noget han ikke selv havde prøvet. Han havde allerede givet hende masser af blod, og set monsteret det kunne lokke frem – og han havde udnyttet monsterets sult – men det havde ikke hjulpet med at finde ud af mere om Sam. Det virkede næsten som om Eriz gjorde det kun for at minde ham om hvilken rolle han havde spillet i Macarias tilstand, men han vidste bedre end at give udtryk for det. I hvert fald højlydt.
”Det var simpelt nok, så snart man åbnede døren for afhængigheden. På samme måde som misbrugerne ved opiumhusene i Oberion vil nedgøre sig selv på utænkelige måder for nok guld til mere opium, kunne jeg få hende til at gøre meget for blot en mundfuld blod mere.” Var det et træk på hans smilebånd? Ansigtet vendte sig helt mod Eriz, så han atter kunne vie sin fulde opmærksomhed til hende. ”Men det fortalte mig stadig intet om Sam. Uanset hvor mange ofre jeg fodrede hende med. Men det ved du allerede… Du er ikke færdig endnu, er du?” spurgte han med et forventningsfuldt glimt i øjet.

[Macaria Forsyth]

Eriz smålo af Arons så intelligente spørgsmål, han nok allerede kendte svaret på. Nej… hun var langt fra færdig.
”Sidst jeg så efter, er du heller ikke en mentalist,” kommenterede hun muntert, før hun vendte sin opmærksomhed mod Macaria, der lige var blevet færdig med sit måltid, og var ved at rette sig op igen. Med bagsiden af hånden tørrede hun blodet af sin mund.
”Du har prøvet det her før, Eriz,” snerrede den unge vampyr med et skævt smil. ”Dørene ind til Sam er lukket! Det sørgede han selv for.”
”Selvfølgelig gjorde han det. Min broder var en perfektionist. Men han gjorde det ved den gamle Macaria. Hende, som havde ro i sit sind. Hende, der havde kontrol. Lige nu er dit hoved ét stort kaos, og takket været Arons eksperimenter på dig, ved jeg, at det er sandt, og har set bevis på dine tanker har forrådt dig.” Roligt hævede hun sin ene hånd mod Macaria, hvis spydige smil langsomt forsvandt. Deres blikke låste sig fast til hinanden. ”Lad mig se ham!”
Eriz’s lange, kløragtige fingre strakte sig brat ud, og et ryk gik igennem Macaria, som fik hun et sted. Sindet trak sig sammen, inden at det eksploderede. Farver, former, stemmer, billeder. Violin musik afbrød ekkoet af samtaler, dansende skikkelser strøg forbi, maling gled ned af væggen, nogle lo langt væk, blod fyldte næseborene, et skrig, en brændende bjælke faldt ned, følelsen af vinden mod ansigtet, en baby græd, ”Lad mig se ham”, violin musik, det flød igennem sindet som en lun brise, ”Lad mig se ham!”, et skakbræt med en væltet dronning, flammerne knitrede, et par isblå øjne hævede sig op, et tålmodigt smil strakte sig over de blege læber, ”En gang til, Macaria. Koncentrere dig”, nej, nej, nej, nej, smerten rystede hele hendes krop, hun var døende, lykke skyllede igennem hende, i dødsenglens favn følte hun tryghed, ”Lad – mig – se – HAM!” varme hænder lagde sig mod hendes kinder, tårer svømmede i de klare øjne, ”…nødt til at gå i hver vores retning. Jeg har fundet et sikkert sted til dig, hvor hun ikke vil kunne røre dig.” Sam… ”Du må ikke forlade mig! Please! Sam!” Langsomt slap han hende, hans fingre gled ud af hendes hånd. ”Tilgiv mig, barn. Men er den eneste måde.” Han forsvandt ud af porten. ”Hvor tog han hen?”. Tøvende vendte han sig om mod hende. Sorgen forkullede hans øjne. ”Forhåbentligt ses vi snart igen.”
Smerte fik alting til at være slørret, stædigt holdte hun blikket mod Sams skikkelse, han var næsten helt væk. ”HVOR TOG HAN HEN?!” Hjælpeløst rakte hun ud efter ham. ”Hvor tog du hen, Sam?” Hans evige tålmodige smil svømmede for øjnene af hende, hele billedet rystede, alle farverne flød sammen som et maleri. ”Du ved hvor jeg er, Macaria. Jeg er din skaber, og du vil altid, kunne mærke mig. Så gæt… Hvor tog jeg hen?” Hulkende gled hun ned på knæ, han forsvandt fra hende, væk, han var væk, forladt hende på slottet i Agares, ingen violin spillede længere. ”Hvor tog han hen?” Hun tog en hånd op til sit bryst, han var dér, hun kunne mærke ham, maleriet var næsten ødelagt, farverne efterlod lærredet hvid, alting hvidt omkring hende, ”Hvor tog jeg hen, Macaria?” Hans stemme ekkoede som en hvislen. Istus… Derfor har jeg aldrig været i byen. Fordi du var dér. Og vi måtte forholde os adskilte…Sam?” – ”Mh?” – ”Tilgiv mig…” – ”Macaria, jeg vil altid-”
Sanserne hamrede ned over hende, som en spule af iskoldt vand. Hovedet hamrede, og føltes som om nogle lige havde, forsøgt at flække hendes kranie ad. Knæene gjorde ondt. Først nu lagde hun mærke til, at hun sad knælende med tårer trillende ned af kinderne. Neglene havde kradset hende både i lårene og håndfladerne, som havde hun haft en form for krampe.
Først nu opdagede hun at Eriz stod lige foran hende med hænderne lukkede om hendes hoved. Øjnene var fuldkommen sorte. Ikke bare pupillen men også irisen og det hvide. Helt sort og skinnende.
Langsomt slap dronningen taget i vampyren, der med et støn faldt sammen på gulvet. Hun havde haft sådan et fast tag i Macarias hoved, at hendes hænder havde efterladt røde aftryk. Fortumlet bakkede hun bagud, mens hun tog sig til tindingen med den ene hånd.
”Jeg ved, hvor han er,” hviskede hun. ”Jeg ved, hvor han er.” Hun blev ved med at gentage det, som troede hun ikke rigtigt på det, men et bredt smil var begyndt at vokse sig frem.
”I alt den tid… Selvfølgelig… Du sendte Zean, for at snakke med dronningen og derefter kongen, men du… du gik aldrig selv. Du nærmede dig aldrig byen. Og selvfølgelig gemte han sig dér! Langt væk fra os begge to. Så snedigt. I midten af alt det farveløse, gudfrygtige og rene. Det er så tydeligt for mig nu!” En klingende latter brød ud af hende, mens Macaria kæmpede sig op på albuerne. Eriz lagde dog ikke mærke til det. Selv ikke da Macaria med mord i blikket, rejste sig op på sine rystende ben, og gjorde klar til at springe direkte på dronningen, som havde forvildet sig ind i hendes rækkevidde.

[Aron Zipora]

Uanset hvordan Aron havde det med hele situationen, kunne han ikke benægte at han var spændt på at se det fulde omfang af Eriz’ evner. Alt han havde set hende gøre op til det punkt hvor hun bandt en djinn til sig, havde kun været en smagsprøve, hvis hvad hans teorier fortalte ham, var korrekte. Et væsen skabt af ren, pur magi… det måtte gøre underværker for en kvinde der allerede var så mægtig som Eriz.
Iveren til trods… Han kunne ikke sige det var behageligt at se Macaria rykke sådan. Det så næsten sygeligt ud, sådan som hendes nakke faldt bagover, før hendes blik så ud til at fæste sig på et punkt mellem hende selv og Eriz. Måden øjnene flakkede fra side til side, mens alle mulige billeder og minder uden tvivl flakkede forbi hendes indre øje – og Eriz’. Aron behøvede kun at skæve til sin dronning for at få det bekræftet. Han kunne se det på måden Eriz’ øjne var blevet fuldstændig sorte, og hvordan et smil gradvist voksede sig bredere over hendes læber. Hvad hun end så i Macarias hoved glædede hende. Det glædede hende mere end noget andet hun havde fået ud af hende i løbet af de sidste år.

Da Eriz endelig gav slip på Macaria og fortumlet trådte bagover, stillede han sig øjeblikkeligt ved hendes side for at tilbyde hende støtte. Med en hånd på hendes skulder og den anden på hendes arm granskede han hende nøje med blikket, mens hun igen og igen gentog sin triumf. Endelig, efter al den tid, havde hun fået hvad hun-
”Pas på!” udbrød han hastigt, da han ud fra øjenkrogen så Macarias forsøg på et angreb, og han trak i al hast Eriz væk fra Macarias rækkevidde, så vampyrdronningen endte med at gribe ud efter den tomme luft. Som en form for mur stillede han sig mellem de to kvinder med blikket fast rettet mod Macaria, som om det skulle være nok til at afværge endnu et angrebsforsøg. Døren fløj op og to vagter stormede ind, uden tvivl tiltrukket af Arons udbrud, og straks gjorde de sit for at holde den rasende vampyr på afstand af deres dronning. Lænkerne raslede mod gulvet mens de kæmpede mod hende, men som den loyale rådgiver han var, veg Aron ikke selv fra Eriz’ side. Heller ikke selv om hans blik hvilede på Macarias. Splittet kunne han mærke hvordan en ubehagelig klump samlede sig i brystet på ham, og truede med at få ham til at brække sig på stedet. Hvis Eriz havde fået hvad hun ville, kunne hun ikke bruge Macaria til mere.

[Eriz LaPiera Black]

Eriz’s klolignende hånd greb fat i skulderen på Aron, da han så høfligt hjalp med at støtte hende. Virvar af farver, former og lyde rodede rundt i hendes hoved, så det var svært, at finde ud af, hvad der var hvad, men én ting stod lysende klart. Sam. Han stod så tydeligt foran hende med sit beroligende smil, hængende på de smalle læber, mens at han igen og igen og igen, fortalte at han var i Istus.
Pludselig blev hun trukket ud af balance. I et split sekund nåede hun lige at se Macaria, komme springe mod sig med tænderne blottet til bid, og hænderne rakt frem mod hende. Øjnene røde som blod. Med et skrig snublede hun ind i Arons arme. Hjertet galoperede frygtsomt afsted. Hurtigt gled hun om bag ham, så han stod mellem hende og det frådende uhyre, der af alle kræfter prøvede at nå dem.
Forskræmt stirrede hun på Macaria over Arons skulder. Lænken af sølv syede huden på halsen op, uden at det stoppede vampyren fra gang på gang at kaste sig frem mod dem. Spruttende og hvæsende som en arrig kat. Hænderne prøvede forgæves at nå dem med drabelige bevægelse, mens hele det kønne ansigt var fortrukket i et monsters snerren.
Selv ikke da vagterne sprang på hende, stoppede hun sine forsøg i at nå dronningen. Igen og igen fik hun kæmpede sig ud af vagternes greb, indtil de til sidst måtte bruge deres våben mod hende. Tre spyd blev stukket i hende, og tvang hende ned på jorden. Som normale spyd var de ikke dræbende. Smertefuldt var det dog. Macaria skreg op i pinsel. Alt det nydrukket blod fossede ud af hende, og samlede sig til en pøl på gulvet under hende.
Med fælles hjælp og spyddene lykkes det endelig vagterne, at holde hende stille nede på gulvet i den sædvanlige stilling på maven. Hendes ansigt var forvredet i smerte, men hun turde ikke bevæge sig så meget som en centimeter, da det blot ville få det til at gøre endnu mere ondt. Tårer trillede hjælpeløst ned af hendes kinder. Den grå underkjole var væddet til af blod.

Fyldt med afsky trådte Eriz langsomt frem fra Aron, mens hun betragtede den klynkende vampyr på gulvet.
”Og folk plejede at tilbede dig… ” hvislede hun køligt. ”Du er ikke andet, end et dyr nu. Uden nogen som helst ved din side.”
Macaria mødte trodsigt hendes blik, men Eriz havde ingen interesse i tøsen længere. Der var intet mere, hun kunne bruge hende til.
”Lad være med at give hende mere blod. Om nogle dage når hun er blevet svag igen, giver vi hende til solen. Hun slipper ikke væk for døden denne her gang,” befalede hun mest henvendt til Aron.
”Nej! NEEJ! Jeg har brug for blod! JEG BEDER JER! I kan ikke- Nej, nej, nej, NEEEEJ!!” Macarias pludselig skrig fik det til at rykke i vagterne, der holdte spyddene. De jog dem dybere i hende, for at få hende under kontrol igen. Hulkende forholdte hun sig helt ubevægelige igen, men spyddene gjorde ondt, hver gang et hulk rystede hendes krop. Opgivende pressede hun sin pande ned i plankegulvet under sig.
”Nej, nej, nej, nej, nej…please…please…”
Eriz spyttede foran hende, inden at hun for sidste gang vendte ryggen til den sidste løse ende, og forlod hytten uden at se sig tilbage. Hun lod Aron tilbage med vagterne og sin hore.

[Aron Zipora]

Det burde ikke gøre så ondt at se på. Aron forsøgte af alle sine kræfter at fremmane enhver bitterhed, det mindste gram af mørke i sit hjerte, for at kunne se på hvad vagterne gjorde med Macaria uden at han kunne mærke trangen til at flå dem væk fra hende. Det lykkedes ikke. Lige meget hvor meget han forsøgte at fokusere på alt det hun havde udsat ham for, alle de år hvor hun havde udnyttet hans følelser for hende for at få ham til at lystre hendes mindste vink, kunne han stadig mærke hvordan hans hjerte vred sig i brystet på ham. Han var ikke i tvivl om at Eriz var klar over det, og at det med sikkerhed var derfor hun blot lod ham være alene med hende, uden så meget som at kommentere på det. Hans blik flakkede til vagterne der stadig opmærksomt stod på hver sin side af vampyrdronningen, og først så på ham da han rømmede sig.
”Forsvind. Jeg vil være alene med hende.” Han kunne høre hvor bitre ordene lød. Han kunne smage det på sine læber. Det smagte præcis som et råddent kadaver stank.

Vagterne udvekslede et kort blik med hinanden før de tog sine spyd til sig og begyndte at trække sig tilbage. Før de forlod hytten standsede den ene ved døren og sendte Aron et lidt for bredt smil.
”Vi venter lige udenfor, Højre Hånd, hvis De skulle behøve vores hjælp.” Der var noget i hans tonefald som fik Aron til at sende ham et hårdt blik. Det var en advarsel.
”Forsvind. Nu.” hvislede han mørkt. Vagtens smil falmede, og han trak sig hurtigt resten af vejen ud af hytten. Det efterlod Aron alene med Macaria, kun med deres uhyggeligt dansende skygger på væggen som selskab.
Langsomt vendte Aron sig tilbage mod Macaria, der hun stadig lå blødende og hulkende på gulvet. Synet fik hans hjerte til at bløde. Af alle tidspunkter, hvorfor nu? Hvorfor nu?! ”Ikke rør dig.” bad han stille, før han sank ned på sine knæ foran hende. Hendes blod vædede hans bukser i handlingen, men det så ikke ud til at røre ham. Hans hænder og hans blik gled granskende over sårene fra spyddene, som allerede var i gang med at heale. Alligevel havde blodtabet haft en effekt på hendes healing… hun burde heale hurtigere. Men det var ikke de fysiske sår som plagede ham.
Tøvende førte han blikket fra hendes sår, og til hendes ansigt, som stadig var vendt mod gulvet. Han kunne se sporene over hendes kind, hvor tårene havde trillet ned af den glatte hud. Øjne der skulle være fyldt med latter, læber der burde have været formet i et evigt grin… Kvinden han havde elsket var knækket, og han havde sørget for at det var sket. ”Macaria…” Om han havde tænkt sig at sige mere end det, var ikke til at sige. Hendes navn i sig selv havde lydt grødet fra hans læber, og druknede ethvert forsøg på at sige mere.

[Macaria Forsyth]

Et halvkvalt skrig lød fra Macaria, da spyddene blev trukket op af hende. Kroppen skælvede som et espeløv, og fik kun smerterne til at blive værre. Derfor lå hun helt, helt stille. Prøvede ikke at røre sig. Prøvede at ignorere følelsen af healingen, som langsomt bandt musklerne sammen igen, og vævede nyt hud.
Soldaternes støvler gungrede mod plankegulvet. Hun klemte øjnene helt i, og bed tænderne sammen. Det var ikke engang tanken om døden, der gjorde hende mest bange – det var udsigten til ikke at få blod. Euphonia forbande hende. Det var alt, hun kunne tænke på. På nuværende tidspunkt vidste Eriz hvor Sam befandt sig. Snart ville han være fanget i hendes kløer. Vavilon var faldet. Zean havde forladt hende. Aldrig ville hun se sine børn igen. Alle hendes venner var døde. Men alt… alt hun kunne tænke på… var det… forbandet… blod!
Arons berøringer fik det til at gibbe i hende. Hun peb, da han begyndte at undersøge hende, og i et øjeblik mindede det hende om gamle dage. Hvor ting havde betydet noget for hende. Det føltes som flere århundrede siden – hvilket der sagtens kunne være gået i hendes hoved. Århundrede med tortur, ydmygelse, hån og terror.
Hun var ligeglad med, hvordan Aron lød. Ligeglad med hvad han følte. Besværet lykkes det hende at dreje ansigtet mod ham. Øjnene flød over endnu engang, så han svømmede for hendes blik.
”Please…” bad hun ynkeligt, og prøvede at række ud efter ham med sin lillefinger og ringefinger. ”Du er nødt til, at lade mig få blod. Jeg kan ikke… jeg… jeg har brug for det. Du ved, hvor meget brug for det jeg har.”
De kunne ikke efterlade hende uden blod! De måtte give hende det! Frisk blod, som ville gøre alting så smukt og klart omkring hende! Bare så hun kunne føle friheden endnu engang, før de fodrede hende til flammerne. Hun var ligeglad med, hvad de gjorde ved hende. Bare hun fik stillet sin sult. Bare en smule.
”Jeg lover at være sød…” hviskede hun bedende, som et lille barn, der ville have et honningglaseret æble. ”Jeg skal nok gøre alt det du siger. Aron… please.”