Exhausted

[Aron Zipora]

Macaria Forsyth

Arons kammer var et saligt rod. Notatbøger var spredt rundt på arbejdsbordene som tog en god del af pladsen i rummet, og der hang en tung luft af diverse kemikalier, olier og substanser i luften. Halvmånen lyste ind gennem vinduet, og fyldte rummet med sit blege lys, inden Harris skubbede vinduerne op, så frisk luft kunne komme indenfor.
"Jeg kan ikke tænke med den lugt." mumlede knægten udmattet. Aron kunne dårligt bebrejde ham. De havde arbejdet i døgndrift for at gøre Zean klar til at hente Macaria hjem. Ethvert middel, mikstur eller forbinding som kunne få Zeans sår healet så hurtigt som muligt, var blevet udforsket de sidste par dage, og hverken Aron eller Harris havde givet sig selv nok tid til at hvile. Aron måtte betragte sin lærling, der han stod lænet ud over vindueskarmen og tog den friske luft til sig. Han måtte have rundet de seksten år nu. Hans hår var vokset længere, og hans ansigt var begyndt at se lige så ubarberet ud som Arons eget. Men udmattelsen var tydelig i hans ansigt: Harris var ikke lige så vant til at arbejde i et sådant tempo som Aron var.
"Få dig noget søvn, Harris. Du er til mere gavn når du er udhvilet." kommenterede Aron roligt. Harris havde kun kortvarigt forsøgt at protestere, men med måden han allerede var på vej ud af rummet, forstod Aron at det nok mere var for syns skyld, og han lod ham roligt forlade rummet for at finde frem til sit eget værelse lige ved siden af. Aron sukkede drævent, og lod blikket glide rundt i rummet. Sandt at sige havde han nok selv brug for at hvile sig, men hvordan kunne han? Macaria var stadig derude, og hvem kunne vide hvad hun blev udsat for, mens han hvilede sig? Nej... Han bebrejdede allerede sig selv nok for ikke at have kunne gøre noget da modstandsbevægelsen havde kidnappet hende, han ville ikke kunne bære at der skete hende mere, fordi han ikke arbejdede hurtigt nok.

[Macaria Forsyth]

På nøgne fødder slentrede den hjemvendte dronning gennem sit smukke slot. Efter et bad og nyt tøj, lignede hun sig selv. Som vampyr var der ingen beviser at finde på hendes krop, fra alt den tortur og smerte, hun havde været igennem. Ingen ville finde ud af noget, med mindre de spurgte ind til det levende mareridt, hun havde oplevet.
Det kastanjerøde hår bølgede ned af hendes ranke ryg, mens den løse, lyseblå kjole flagrede om hendes blege, glatte ben. Halskæden som hun havde købt hos dødsenglene, hang om hendes hals med en ny kæde, efter Zean havde givet den tilbage til hende som lovet.
Lydløst bevægede hun sig nedad, hvor hun vidste Aron befandt sig. Mere end nogensinde havde hun brug for en ven. Zean var fantastisk, men han forstod ikke følelser, og det var underligt, at snakke med sin ægtemand omkring Marcellus. Hun havde dog brug for at snakke om det. Få det lukket ud. Smerten gnavede i hende, når hun tænkte på det, lige meget hvor hårdt hun prøvede, at presse det væk.
Synet af hans ansigt, da han kiggede på hende, uden nogen som helst kærlighed til hende, hjemsøgte hende, når hun lukkede øjnene. Ligegyldigheden i hans stemme. Køligheden i hans bevægelser. Ham... sammen med Eriz. Gift. Nej... hun kunne ikke klare tanken. Det føltes som om hendes hjerte, blev dolket hver eneste gang.
Foran døren ind til Arons kammer, bed hun sig i underlæben, for at få styr på sig selv, inden at hun med skulderen skubbede sig ind, uden at banke på. Det var trods alt hendes slot.
Med det samme opdagede hun hans skikkelse, der var vendt mod hende. Ved synet af ham, dukkede et lille smil frem.
"Laver du ikke andet end arbejde?" spurgte hun ham, og skubbede døren i bag sig. "Jeg er væk i tre uger, og du forlader ikke laboratoriet. Hvad skulle I dog alle gøre uden mig?"

[Aron Zipora]

Så snart døren var blevet skubbet op, havde Aron vendt sit blik opmærksomt mod den. Han havde forventet at det var Harris der var kommet tilbage, men i stedet for at se den mørkhårede knægt, var det Macaria der stod der. Hvor hun smilede til ham, stirrede han måbende på hende. Han forstod ingenting. Hun var blevet kidnappet, og havde været væk i tre lange uger, og her troppede hun op uden så meget som en skramme!
”Maca?” Han stirrede på hende, før han gik tættere på hende. Forvirringen forsvandt dog hurtigt fra hans ansigt, og blev erstattet af et smil der strækkede sig fra øre til øre, inden han lagde armene om hende og trak hende ind til sig i en omfavnelse. Normalt havde det været Macaria som havde startet omfavnelserne, og ham der rødmende havde taget imod dem, men gensynsglæden over at se hende uskadt var simpelthen for stor. ”Du er… Du er uskadt!” udbrød han, da han igen havde sluppet hende, og så granskende over hende. Han vidste at hun som vampyr ville heale sine skader, men alligevel! Efter tre ugers fangenskab skulle man tro at hun ville være mere medtaget. Tværtimod så hun ud som om hun var i det bedste velgående. Det var først da han løftede blikket mod hendes ansigt igen, at han lod til at opfatte ordene hun havde sagt, og han gav et stille grin fra sig. ”Du kender mig, Macaria. Hvis jeg ikke arbejder, er jeg ikke til meget nytte.” Han trak i et skævt smil. Forundringen var stadig synlig i hans ansigt, da han nok en gang så ud til at granske hende med blikket. Hvor ofte havde han ikke frygtet at det ville være for sent for hende? At de ville have slået hende ihjel? Bare det at se hende stå her, i levende live – eller så levende som en vampyr nu kunne være det – fyldte ham med ro, for første gang i tre uger. Smilet falmede alligevel til en skyldbetynget mine, og han stak hænderne ned i dybet af sine lommer. ”Jeg… Jeg er ked af at jeg ikke kunne gøre noget, da de tog dig. Maca. Det er ikke noget jeg er stolt af.” fortalte han skyldbetynget. Zean havde gjort det tydeligt at han havde haft en stor del af skylden. Til tider kunne Aron stadig mærke dødsenglens stærke fingre mod sin hals.

[Macaria Forsyth]

Da Aron trak hende ind i en omfavnelse, lagde hun ligeledes armene omkring ham, så hun kunne trykke sig ind i hans favn. Det var godt at være hjemme igen. Specielt sådan som hun blev mødt af alle sammen, der tydeligvis havde savnet hende. At det var Pandemoniums fortjeneste, var der ingen, som talte for højt om.
"Stop dog med et pjat," svarede hun ham, og trak sig ud af hans omfavnelse igen, så hun kunne slå ham på armen. "Du er til nytte hvad end du laver. Det ved du også godt."
Hun betragtede ham, betragte hende. Forundringen viste sig i hans ansigt, ligesom ved alle de andre, der granskede hende indgående, for at finde ud af, hvor meget hun havde lidt under fangeskabet. Både tjenere og vagter gjorde det ligeså.
Ingen ville dog kunne se noget. Selvom de havde flænset hendes ryg op, skamferet hendes ansigt, klippet alt hendes hår af, og skåret i hendes lår, var alle skaderne healet efter blot få minutter, bare så de kunne gøre det hele én til gang. Flere gange end hun kunne tælle, havde de såret hende så voldsomt, at hun burde have været død af det, hvis ikke at hun var vampyr.
Marcel var måske den eneste, der havde en ide om, hvad hun havde været igennem, for det var ham, der havde set hende, da hun pludselig var dukket op i hans tronsal. Beskidt, snavset og kaget til af indtørret blod. Hungrende efter blod.
Hun kom tilbage til nuet, da Aron igen snakkede, og hun hævede overrasket øjenbrynene.
"Ked af det? Ved Euphonia snakker du om?! Du kunne ikke gøre noget!" udbrød hun vredt, og så intenst på ham. "Du tror da ikke det, gør du?! Aron de var 6 personer! Ingen opdagede dem! Selv hvis du var der, var du bare blevet slået ihjel!"
Hårdt greb hun om hans hage, for at trække ham længere ned mod sig, så hun skarpt kunne kigge ham direkte ind i øjnene.
"Jeg vil aldrig nogensinde høre dig sige undskyld igen, forstår du? Du kunne ikke gøre noget, og sådan er det. Jeg er hjemme nu, og alt er fint."
Nej... alting var ikke fint. Marcel...

[Aron Zipora]

Hendes slag på hans arm fik ham til at gnide den med et skævt smil hængende om læberne. Selv om at hun måske ikke havde slået ham videre hårdt, var hun trods alt stadig en vampyr, og en god del stærkere end ham.
Han kunne på ingen måde se nogen tegn til hvad modstandsbevægelsen måtte have gjort ved hende. Hendes hud så lige så ren og pæn ud som den havde gjort, sidst han havde set hende før hun var blevet kidnappet. Hvor længe havde hun overhovedet været hjemme? Tydeligvis længe nok til at hun havde fået nok blod i sig, og fået stellet sig lidt. Hvordan var hun overhovedet kommet hjem? Så vidt han vidste var Zean ikke taget nogen steder hen, og han kunne ikke forestille sig at modstandsbevægelsen bare havde ladt hende gå.
Ingen af de spørgsmål nåede han dog at stille, før hun pludselig havde sit vrede udbrud mod ham, som sendte et lille gib gennem ham. Han stirrede forbløffet på hende, da hun greb fat om hagen på ham, og tvang ham ned i hendes højde, så deres blikke mødtes.
”Maca, jeg…” Ethvert svar han så ud til at have forsøgt at sige blev stilnet, og han endte med at se lidt rådvild ud. Til sidst lukkede han dog munden i, og nikkede langsomt som for at vise at han forstod. Han havde forsøgt at fortælle Zean det samme. De havde fundet et par stykker døde, men der havde stadig været nok til at de kunne overmande Macaria og få hende med sig væk fra slottet. Han var kun én alkymist, uden nogen fysisk styrke at prale af. Og det var begrænset hvad han kunne gøre med sine gifte i en sådan situation. ”Okay. Som du befaler.” svarede han til sidst, og så på hende med et lille smil om læberne, og et drilsk glimt i de mosegrønne øjne. Til trods for at Macaria var dronning, vidste han at hun foretrak at være på venskabelig fod med de ansatte i slottet. Han havde aldrig hørt en af tjenerne adlyde hendes ordrer fordi hun var dronning: de adlød, fordi de holdt af hende. Han rettede sig op igen og gned sin hage da Macaria havde sluppet ham. ”Du har ret. Du er hjemme igen, og det er dét, der tæller!” medgav han enigt, og lod smilet vokse sig en smule bredere. Harris ville blive henrykt når han ville finde ud af det, men det var måske bedst at lade knægten sove ud. Han kunne få den gode nyhed senere. ”Er der noget jeg kan gøre for dig, mens du er her? Eller kom du til mig for at dele de gode nyheder med mig?” Igen var der et drilsk smil om hans læber. Det var bestemt ikke fordi han ville have haft noget imod det, hvis hun havde besøgt ham bare for at besøge ham.

[Macaria Forsyth]

Med et glimt i øjet besvarede Macaria, Arons drilske grin, inden at han spurgte ind til, hvorfor hun havde opsøgt ham. Smilet falmede langsomt, da hun tænkte på, hvorfor hun egentlig var her. Hun var her, fordi hun manglede en ven. En der forstod hendes følelse, samt kunne give hende råd. Det var svært, at gå rundt med den her smerte alene, og for hvert minut syntes den at æde mere og mere glæde.
"Jeg..." Nu var det hendes tur til at lukke munden igen, og hun hævede en hånd, for at tage sig til hovedet. Med alt hvad der var sket, og så var det Marcel, som hjemsøgte hende.
Med et suk gik hun hen, for at læne sig baglæns op af en af arbejdsbordene med hænderne støttende ned på hver side af sig. Kort bed hun sig eftertænksomt i underlæben, inden hun kiggede op på Aron igen.
"Du ved hvordan mig og Zeans ægteskab er. Vi har ingen forpligtigelser overfor hinanden," startede hun forklarende, for at få ham med fra starten af. "Folk som kender mig, ville spørge mere ind til, hvorfor jeg så giftede mig med Zean, hvis det ikke var for kærlighed. Selv du har stillet mig det spørgsmål. Sandheden er at jeg giftede mig med ham, for at kunne være sammen med en anden mand, som jeg mødte før Zean. En hybrid. Han var på daværende tidspunkt eftersøgt og kriminel, så vi kunne ikke være sammen offentligt. For at skjule vores forhold, tog jeg et ægteskab med Zean, som en facade."
Hun tænkte tilbage på hende og Zeans aftaler, da de bestemte sig for at blive viet. Ingen af de aftaler havde holdt. De havde haft sex - mere end en gang. Hun havde nu også fået ansvaret for Arona. Zean var blevet konge af Vavilon på lige fod med hende. Og hans ejerskabs fornemmelser for hende havde vokset. Et skalkeskjul... det var hvad det havde startet med, men nu... hvad kunne hun overhovedet kalde det?
"Hybriden bestemte sig for at kæmpe mod sin far, så han kunne blive fyrste, og ikke længere blive eftersøgte. Han skrabede magt til sig, lavede alliancer, og blev et navn for sig selv. Det var meningen, at når han havde slået sin far, skulle ham og mig gifte os. Men det var ikke nok for ham..." Hun sukkede, og skubbede sig ud fra bordet med hoften, for at gå hen til et af vinduerne, så hun kunne kigge ud på den blege halvmåne, der skinnede hende op med sit sølvskær. Øjnene funklede som stjernenatten, mens hendes hud lyste op som perlemor. Træt hvilede hun hovedet til siden mod vindueskammen.
"Han tog Pandemonium fra Zean. Det er ham, som har såret ham så hårdt. Sammen med en farlig warlock kvinde, jeg har en personlig kamp med, vendte de sig imod ham. Derefter giftede han sig med warlocken. Han reddede mig fra modstandsbevægelsen. Sagde at han elskede mig. Og så... rev kærligheden til mig ud af sit eget bryst," afsluttede hun, og lukkede smertefuldt øjnene ved mindet. Et par tåre trillede ned af hendes kolde kinder. "Han... giftede sig.. med kvinden, der vil slå mig ihjel. Forrådte min ægtemand. Og trak kærligheden til mig ud af sig. Han... han..." Hun måtte dække sit ansigt med en hånd, da gråden pressede sig på, men hun nægtede at græde for Marcel. Ikke efter hvad han havde gjort. Det var bare så hårdt at lade være...

[Aron Zipora]

Da Macaria gik forbi ham, lukkede Aron døren i bag hende før han vendte sig mod hende igen. Han kunne se på hendes ansigtsudtryk at det var noget der påvirkede hende dybt, og gik ud fra at hun ville foretrække at det forblev en privat samtale.
Han sagde ingenting, mens hun talte. Han lyttede i tavshed. I takt med at hun fortalte ham mere og mere, jo mere begyndte han at forstå. Det besvarede så mange af hans spørgsmål. Spørgsmålet om det mærkelige forhold mellem hende og Zean, og hvorfor Zean ikke havde været mere ivrig efter at tage ud og hente sin hustru hjem igen, da han fandt ud af at hun var kidnappet. Han vidste ikke helt hvordan han skulle have det med den information. De havde set så lykkelige ud ved deres bryllup, og Aron havde været glad på hendes vegne – og nu fik han at vide at der aldrig havde været nogen kærlighed mellem dem? Nej… Det var ikke helt sandt. Aron havde set de to sammen, og selv hvis de ikke decideret elskede hinanden, nægtede han at tro på at der intet var mellem dem. Men han sagde intet til det.
”Marcellus?” spurte han chokeret. Siden det nye kongepar i Pandemonium havde taget tronerne til sig, var deres navne hurtigt spredt sig videre til Vavilon. Aron havde været chokeret over at finde ud af at Eriz nu var dronning af et helt land. Han havde kun mødt hende få gange før, og han havde da læst hende som en ambitiøs kvinde, men i en sådan grad? Og Macaria beskrev nu Marcellus’ hustru som kvinden som havde ønsker om at slå Macaria ihjel. Samvittigheden vejede tungt i ham, som en sten i Arons mave. Han havde hjulpet kvinden som ønskede en af hans næreste venner død. Hans minder flakkede kortvarigt tilbage til hans og Eriz’ første møde, og da hun brugte sin illusion på ham. Han rystede frustreret tanken fra sig, og gik tættere på Macaria. At se hende skjule ansigtet med en hånd, gjorde ham ikke i tvivl om at hun var dybt påvirket af det hele, og havde brug for en støtte. En støtte hun tydeligvis ikke kunne få fra sin ægtemand.
Uden tøven lagde Aron endnu en gang armene om hende, og knugede hende forsigtigt ind til sig. Hans ene hånd lagde sig blidt mod hendes nakke, og gav hende muligheden for at begrave ansigtet mod hans skulder, hvis hun ønskede det. ”Jeg anede slet ikke at du bar en sådan byrde på dine skuldre, Maca…” hviskede han lavmælt. Hvad pokker skulle han sige i sådan en situation? At det hele nok skulle gå? Det var tydeligt at Macaria var knust, og hvis Marcellus virkelig havde gjort sådan noget… Han sukkede drævent. ”Jeg er ked af at høre det, Maca. Ingen burde opleve alt det, mindst af alle dig.” Han vendte forsigtigt blikket mod hende, mens han tænkte så det knagede. ”Jeg ved ikke hvad Marcellus mere kunne forlange, end at gifte sig med dig, men hvis det ikke var nok for ham… Macaria, måske var han ikke det værd.” sagde han prøvende. Han anede ikke hvordan hun ville reagere på det. ”Du ville give ham så meget, at forlange mere virker urimeligt for mig.”

[Macaria Forsyth]

Da han lagde armene om hende, vendte hun sig villigt mod ham, så hun kunne begrave sit ansigt ind mod hans skulder. Det var som om, at bare det ved at trække hende ind i en omfavnelse, var nok til at få hende til at give slip. Langsomt begyndte hæse hulk, at lyde fra hende, så hele kroppen skælvede ved dem. Hænderne knugede sig mod hendes bryst imellem dem, inden de gav slip, for at ligeledes lægge sig om livet på ham.
Hvem skulle også vide om hende og Marcel? Det var jo hele grunden til, at hun havde giftet sig med Zean. Så ingen fandt ud af noget. Hver eneste gang hende og Marcel havde set hinanden, var det kun varet i op til en halv time. De turde ikke længere tid. Og nu... nu havde Eriz evigheden sammen med ham.
Snøftende hævede hun ansigtet mod ham, da han trak sig lidt tilbage, for at se ned på hende. Hun vidste at han havde ret, men hun havde svært ved at forstå, hvordan Marcel kunne have forrådt hende på den måde, og nu var der intet håb for dem. Intet. Han havde taget sine følelser væk. Valgt hende fra. Og for hvad? Et kongerige.
"Det er bare så svært at acceptere," hviskede hun ynkeligt, og hævede en hånd op mellem dem, for at tørre tårene væk fra sine kinder. "Hvordan kunne han... bare gøre det? Han sagde, det var akkurat det samme som mig og Zean, men jeg giftede mig for hans skyld! Han giftede sig med kvinden, der slog mine søskende ihjel, gav mig et forevigt ar, og vil slå mig ihjel, hvis hun fik chancen. Hvordan kan han sammenligne det?"
Med et skælvende suk tog hun igen om ham, for at kinden kunne hvile ind mod ham. Tomt stirrede hun ud i rummet. Det gjorde så ondt... så ondt, så ondt. Marcel og Eriz. Marcel...

[Aron Zipora]

Aron følte sig intet mindre end rådvild. Det var trods alt ikke fordi han selv havde nogen erfaring indenfor den slags problemer, Macaria i dette øjeblik stod i. At have fået sit hjerte knust på så mange måder af én og samme mand. Han kunne dårligt nok forestille sig hvor ondt det måtte gøre for hende. Han sukkede lydløst, mens han forsigtigt strøg fingrene gennem hendes hår, i et forsøg på at berolige hende. Det var ubehageligt at høre hendes hulk. Aron havde aldrig set eller hørt Macaria sådan før, og det gjorde faktisk ondt på ham at mærke den skælven der gik gennem hende i takt med hendes hulken. Forsigtigt knugede han hende tættere til sig. Med hans menneskelige styrke ville han alligevel ikke være i stand til at holde på hende, hvis hun skulle ønske at trække sig fra hende.
”Jeg ved det…” mumlede han dæmpet mod hendes hår. Men gjorde han virkelig? Han forsøgte at sætte sig ind i situationen så godt han kunne, men uden nogen lignende oplevelser var det svært. Alligevel prøvede han – for Macarias skyld. ”Du giftede dig med en anden mand, for muligheden for at gifte dig med Marcellus senere… Det kan slet ikke sammenlignes med hvad han gjorde.” fastslog han dæmpet. Så meget kunne han da sige med sikkerhed. Hvorfor Marcellus havde valgt lige netop dén kvinde at gifte sig med, anede han ikke. Om igen huskede Aron alt for tydeligt hvordan Eriz havde brugt sin illusion mod ham. Han kunne stadig ikke drikke vin uden at tænke tilbage på den oplevelse. Måske havde hun gjort noget lignende for at overtale Marcellus? Han havde ikke lyst til at lufte tanken for hende. Uanset hvordan man vendte eller drejede det, var det allerede sket. ”Marcellus ved ikke hvad han har givet slip på, Maca. Hvis han værdsatte et kongerige over dig… Det vil tage tid, men du vil komme videre. En dag vil du kunne give slip på ham, sådan som han gav slip på dig. Indtil da, har du os. Du har Zean og Arona, du har Harris og mig… Du har et helt slot som bare er glade for at have dig hjemme igen. Jeg forstår selvfølgelig at du ikke kan fortælle alle og enhver om det her, men… Du kan altid snakke med mig om det. Jeg lader det blive mellem os.” lovede han hende.

[Macaria Forsyth]

Hans ord trøstede. Selvfølgelig gjorde de det. Aron havde altid været god til at trøste hende, når hun var ked af det, og det var i hans favn, at hun fandt healing til sine psykiske sår og knuste hjerte. Det var behageligt, at stå sådan her i armene på Aron med hans fingre igennem sit hår. Selvom han ikke var så stærk, som for eksempel Zean, var hans omfavnelse anderledes. Den var... blid. Næsten kærlig. Var dejligt, når man lige havde fået noget, der kunne minde om en pæl gennem brystet.
"Jeg ville bare ønske... at han havde revet kærligheden ud af mig også," sagde hun dæmpet, og lukkede øjnene. "Det andet her er egoistisk. Han er en kujon. En egoistisk kujon, og jeg håber, at jeg aldrig ser ham igen!"
Overrasket mærkede hun, at hun faktisk mente det. Hun ville ikke se ham igen. Kunne ikke. Hvis hun igen skulle se på hans kølige blik i det genkendelige ansigt, ville hun skrige. Gå i stykker. Falde sammen i tusinder stykker glas - men det var umuligt ikke at se ham igen, når han nu var konge for Pandemonium.
Hun måtte gøre sig hård. Stærk. Væbne sig selv, og tvinge alle følelserne for ham væk. Hun måtte fokusere på Zean, sit kongerige og alle andre folk omkring sig.
Med et suk trak hun sig lidt tilbage, så hun kunne se op på Aron. Et lille, trist smil strakte sig på hendes læber.
"Tak, Aron..." sagde hun taknemmeligt, uden endnu at have sluppet sit tag i ham. "Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig."

[Aron Zipora]

Aron var ikke sikker på om det var vrede eller sorg han hørte i hendes stemme, da hun sagde hun aldrig ville se Marcellus igen. Hvad end det var, håbede han at det var et tegn på at hun var på den rigtige retning. Hvis hun først bestemte sig for aldrig at ville se ham igen… Det måtte da være en god ting, ikke? Selvom det ville være svært, når de nu var kongelige af hvert sit land. Før eller senere ville de være nødt til at møde hinanden. Og hvad så hvis Marcellus trak Eriz med sig? Alt for mange spørgsmål tog form i Arons hoved, og han tvang sig selv til at lade dem ligge. Der var ingen grund til at tænke på den slags nu.
”Du er bedre tjent uden ham, Maca. Han tog den nemme løsning ved at fjerne sine følelser for dig, mens du må lide dig igennem det. Men hvis der er nogen der er stærke nok til at klare det, må det være dig.” indskød han med et forsigtigt smil ned mod hende. Det triste smil hun sendte ham fik ham til at stryge hende endnu en gang over håret, før han rømmede sig. Det så ud som om det endelig slog ham præcist hvordan han stod med hende, da hans hjerterytme omgående begyndte at stige, og varmen steg ham til kinderne. ”Det… var så lidt.” svarede han med et fåret smil, og rømmede sig endnu en gang. Hans blik skævede mod døren til hans kammer. Han huskede alt for godt hvordan Zean havde reageret da han havde set ham i samme seng som Macaria – hvordan ville han reagere på at se dem sådan her? Han vendte dog blikket tilbage mod Macaria, og smilede en smule bredere. ”Det er i hvert fald dejligt at have dig hjemme igen, Maca. Alle på slottet har været paniske siden du forsvandt. Harris og jeg har arbejdet som gale for at få Zean kampklar… Harris vil blive lettet over at se at du kom hjem i god behold.” fortalte han med et skævt smil.

[Macaria Forsyth]

Lige så snart Aron kiggede på hende, hørte Macaria hvordan hans hjerteslag steg i tempo. Hans kinder blev rødere, og hun kunne ikke lade være med at smile medlidenhedsfuldt til ham. Som én af de få vampyrer, prøvede hun faktisk at tage hensyn til folk, med den tiltrækningsevne som hun havde. Godt nok kunne hun ikke styre den - det kunne ingen - men hun kunne i det mindste være fokuseret på det.
"Jeg er også glad, for at være hjemme igen," svarede hun mere muntert tilbage, og strøg ham beroligende over ryggen, inden at hun slap ham. Hun lænede sig baglæns op af vindueskarmen, for at skabe lidt afstand mellem dem, så han kunne slippe lidt for hende.
"Er du okay?" spurgte hun med et skævt grin, og lagde hovedet lidt på skrå. Det var mest for at drille ham lidt, at hun spurgte ham, for hun vidste udmærket godt, hvordan han havde det. Hans puls var lige steget. På en måde var det dejligt, at have den effekt på folk, men hun ville ikke udsætte Aron for noget, som han ikke ville bryde sig om.
Egentlig skulle hun finde Zean, og slæbe ham med i seng til en lur. Måske var hun skadet, men Zean var også kommet til skade under krigen. Endda rigtig meget til skade. Det ville hun ikke kunne tilgive Marcel for hellere. Hvordan han bare havde kunne gøre det.

[Aron Zipora]

Aron kunne se på Macarias ansigtsudtryk at hun kun havde spurgt for at drille ham. Som vampyr var hun nødt til at vide hvordan han blev påvirket af at have hende så tæt på sig – ikke bare på grund af hendes tiltrækningsevne, men simpelthen bare fordi hun var en kvinde. Hans manglende erfaring på det punkt var efterhånden ved at være mere til gene end det var til gavn. Det havde Eriz da bevist for ham da hun benyttede sig af sin illusion på ham.
”Jeg har det fint.” mumlede han fåret, og sendte hende et rødmende smil, inden han nok en gang måtte rømme sig. Han vidste godt at Macaria ikke kunne kontrollere den slags, lige så lidt som enhver anden vampyr kunne kontrollere det. Det var mere ham selv, han var frustreret på. Specielt i en sådan situation, hvor Macaria bare havde brug for en ven. Han satte alligevel pris på den afstand der blev skabt mellem dem, så han i det mindste ikke kunne mærke hendes krop så tæt mod sin egen. Optil flere gange havde Aron vurderet bare at tage turen til det nærmeste lysthus og få problemet ud af verden, men der var altid et eller andet der holdt ham fra det. Han rystede tanken fra sig, og vendte sin fokus mod hende igen. Smilet bredte sig igen om hans læber. ”Du må have haft en lang rejse fra Pandemonium. Har du fået hvilt dig? Blod? Så du til Zean da du kom?” Det gik op for ham hvordan spørgsmålene nærmest væltede ud af ham, og han standsede sig selv med endnu et fåret udtryk i ansigtet. ”Undskyld. Jeg tror ikke jeg selv har fået nok søvn de sidste par uger.” tilstod han med et dæmpet grin.