How do you do?

[Zachariah Fairbairn]

Era Garou

---

Natten var ved at gå på hæld og solen var begyndt at farve himlen i en dyb, rødlig farve. Efterårets kulde kunne mærkes i vinden, selv om de fleste planter endnu var helt grønne. Endnu ville der nok gå et par uger før de tabte bladene, hvilket mindede Zach om at han havde absolut ingen planer for vinteren. Hvor skulle han finde varme, finde mad? Sethos var udelukket. Dødsenglene var spredt, ingen havde hverken styrken eller lysten til at blive kaldt deres leder. Zach havde befundet sig sammen med en flok loyale, men det var også det. 
Oh well. Hvis det gik galt, kunne de altid erobre en dejlig varm og selvforsynende gård! En lille latter hvilede i hans hals, da han med kraftige vingebask landede uden for skoven. Skoven var det mest uberørte sted. Det mente Zach i hvert fald - han havde ikke hørt historier om særlig mange dødsengle der havde bevæget sig ind i den. De havde simpelthen ikke fordelen og der var alligevel intet at plyndre! 
Nej, i stedet havde Zach hørt nogle spændende rygter om at Forsyths pige levede i landet i fuld vigør. Han ville snart spore hende op, hans gruppe af folk var allerede på vej til Havanos for at finde ud af mere. 

En tommelfinger gled over hans kind, da han tørrede en endnu frisk bloddråbe af og slikkede tommelfingeren ren. Det kolde blik gled over de mørke træer. Det ville tage lidt tid før solens lys ville nå træerne og endnu længere før lyset nåede ind mellem dem, men det gik nok. 
Hans tøj bar præg af de kampe han havde været. Skoene, de slidte bukser og den slidte trøje. Tøjet var begyndt at blive for koldt til hans flyveture, men der var stadig ingen i Sethos der gad sætte sig ned og sy nyt, varmt tøj til selv samme formål. Endnu et problem han måtte finde en løsning på...Oh well. Euphonia var jo på deres side! Et hånligt smil gled over ham. 
Det sidste lange tid...Var det måneder? År? Han huskede det ikke. Det hele var gledet lidt sammen for ham. Det havde været den ene plyndring efter den anden. Det ene tyveri efter det andet. Smerterne og blodet, det hele havde givet ham en eufori som han var blevet dybt afhængig af. Ja, selv dødsengle havde en grænse! Måske vidste særlig mange det ikke, men dødsengle kunne nå et stadie hvor de selv blandt deres egne blev anset som afhængige. Normalt kunne en dødsengel gå i lang tid uden at mærke andres smerter, men Zach kunne knap klare at døgn uden abstinenser. Selvfølgelig...Var de afhængige ikke en dårlig ting for dødsenglene... 

Med sværdet der svang frem og tilbage, lige så fuld af mørke pletter som resten af tøjet, gik han ind mellem træerne. Vingerne forsvandt ind i ryggen på ham og efterlod et hul i trøjen, hvor den kølige vind gled kælende rundt om hans svulmende rygmuskler. Et let træk i det ene ben afslørede han en gang havde fået en pil igennem den. Åh, så længe siden det var nu! 
Han grinte igen for sig selv. Den nyeste mand der lige var død var frisk i hans tanker og han svulmede med selvtillid, på grænsen til ren og skær dumdristighed. En pludselig tanke havde fået ham til at opsøge Era. Hvordan mon hun klarede sig som mrs. mor-ulv? Forhåbentlig var hun ikke blevet helt kedelig. Ellers måtte han jo redde hende! Hun skulle da også opleve den frihed de havde givet landet. Han havde i hvert fald ikke spildt tiden!
"EEEERAAAAA!" kaldte han mellem træerne, tæt på at fnise af ekkoet mellem træerne. 

[Era Garou]

Råbet havde gjaldret imellem træerne som et ekko, der for hver bølge blev svagere og svagere. Skoven bar dog kaldet med sig, så langt det nu kunne. Budskabet skulle frem til den rette person. En af skovens mange børn.
Et held var det, at Era i forvejen var i området sammen med en gruppe fra flokken. De havde besøgt én af de andre flokke i skoven, og var på vej hjem, da ekkoet hviskede sig forbi dem. Alle spidsede ører.
Era drejede med et ryk hovedet. Hele kolonnen af varulve bremsede op, mens de lyttede til skovens genvundet stilhed. Nogle vendte afventende blikket mod alfahunnen.
Her under træerne var hun iklædt et dunkelt mørke. Hun lignede sig selv pånær årerne, selvfølge havde sat deres præg på hende, som de gjorde ved de fleste. Bukserne sad stramt til hendes atletiske, stærke skikkelse. Læderjakken afslørede maven stadigvæk ikke, havde været udsat for en graviditet, og håret var som altid holdt halv kort.

”Hvem var det?” brummede én af hendes ledsagere mistroisk, mens han smallede sine øjne. ”Det lød ikke som én af vores.”
”Mh… nej mere som en galning.” I et par sekunder overvejede Era, hvad hun skulle stille op, inden at hun med et suk vred tasken af sig. ”Vi må hellere tjekke det ud.”
”Virkelig? Du kommer, når der bliver kaldet?” blev hun skeptisk spurgt, men i det mindste var de også ved at tage tasker og jakker af.
”Du kan bare tage videre, og så fortælle vores alfa, hvorfor du kommer alene uden os andre,” bed hun ubekymret tilbage. Med et blink i hans retning, krøllede hun sig sammen, da forvandlingen bølgede sig ind over hende.
Få minutter efter var hun i sin ulveskikkelse. Uden tøven snuppede hun tasken mellem sine solide kæber, før hun sprang afsted over jorden mod kernen til kaldet. Ulvene var lige bag hende.
Poterne var lydløse. De var som skygger, der fløj gennem skoven med øjne, der glødede hvidt i det sparsommelige lys. Mange kilometer havde de gået, men de alle blev gjort til skamme, når de fór afsted i deres oprindelige skikkelse, og aflagde afstand hurtigere end på gåben.
Med hjælp fra den stærke lugtesans, kunne Era begynde at lugte personen, som havde kaldt på hende. De var tættere og tættere på skovens grænse. Duften af blod blev stærkere. Duften af… en gammel ven.

Ulvene sprang ud af mørket, så jorden blev kløvet op af deres skarpe kløer, da de bremsede op omkring dødsengel, der så nonchalant slentrede afsted. Nogle snerrede truende, mens andre knurrede vagtsomt. Alle gik de i cirkler omkring den fremmede, som stadigvæk holdte et sværd i sin hånd, samt var dækket til at blod.
Dødsengel…
De var ikke velkomne i skoven! Rygter om massakre var nået selv til skoven. Rygter om død, kaos og galskab! På trods af det stærke samarbejde, der havde været blandt varulvene og dødsenglene for nogle år siden, så var alt det blevet gravet ned under bunken af frygt og vagtsomhed.

Èn var dog ikke bange. Slet, slet ikke. Den sorte hunulv strakte sig op på to ben, mens pelsen faldt fra hendes krop. Musklerne knækkede sig tilbage, musklerne voksede ind, og kæben flyttede sig ind til et menneskeligt ansigt.
”Zach!” Era grinede over hele ansigtet, inden at hun uden tøven sprang direkte op i favnen på sin gamle ven med benene viklet om hans hofter, og armene slynget omkring nakken på ham. Hverken sværd eller mangel på tøj tog hun sig af.
Gensynsglæden med den simple dødsengel fyldte hende for meget til at overveje noget andet.
Fingrene gravede sig ind i hans hår og kødet på hans skuldre.
”Ved Euphonia! Jeg troede aldrig, jeg skulle se dig igen!” mumlede hun smilende ind mod siden af hans hals. Duften af ham fyldte hun sine lunger op med. Følelsen af ham. Lyden af hans stemme. Hun grinede.

[Zachariah Fairbairn]

Al skov lignede hinanden. Træerne var ens, bladene var ens og mørket gjorde blot det hele værre. Selv om han var opvokset i en storby, havde det ikke styrket hans evner til at finde vej gennem en skov. Selv om han var født med en naturlig fornemmelse for hvilken vej der var hvad, hvad der også især var brugbar i luften, gled det hele sammen i skoven. Han sukkede svagt, som det var ved at tage broden af hans gode humør. Hvad havde han tænkt? Han brød sig ikke om skov. For klaustrofobisk. Han brummede for sig selv. Dette var jo værre end rygterne om at nogen hos dødsenglene faktisk var ved at rejse sig og forlange dem samlet som en hel race igen...Pfff. Det her var meget sjovere! Hvis han fandt ud igen.
Hans ene hånd gled over den ru, kølige bark på et af de mange træer. Han overvejede at råbe igen, for at se om det gav nogen reaktion. Det værste ved skove var at han ikke anede hvilken del af den Era boede i. Han kunne jo ikke kende forskel på den. Måske hvis han fløj ind over den...Men så skulle han stadig vide det først. Han trak vejret dybt.

Der var en raslen i nogle blade og en fornemmelse af bevægelse. Var det en sort skikkelse han så ud af øjenkrogen?
Da ulvene dukkede op og gik rundt om ham, omringede ham, slog det ham at han sikkert havde fået opmærksomheden fra en anden gruppe varulve. Hvilket betød at ingen stoppede dem i at flå ham fra hinanden og nyde ham som kylling over et bål. Automatisk fandt hans ene hånd vej til skaftet på hans sværd. Han nåede at overveje det. At overveje hvorvidt han skulle trække sværdet og bare gå amok, tage så mange ulve med sig muligt. Hey! Det var sin egen sjov. Et smil gled over ham, et smil af et øjebliks dumhed.
Men han nåede ikke længere end at tage bedre fast i sit sværd, før en ulvinde skilte sig ud. Blev menneskelig. Han bemærkede de andre ulve ikke gjorde ham noget, ikke endnu i hvert fald og denne ulv måtte have en eller anden form for stilling siden de lystrede. For det gjorde de, gjorde de ikke? Det var jo ikke til at sige med ulve!
Derfor var der intet at sige til han blev overrasket, da ulvinden viste sig at være ingen ringere end...
Han slap sit sværd og slog armene om kroppen, der pludselig hang på hans egen. Han trådte et halvt skridt baglæns for at holde balancen, samtidig som et stor smil bredte sig på hans læber. Snart blandede hans grovere latter sig med hendes.
Nok var de gået hver til sit, men han havde aldrig glemt hvilket partnerskab de havde haft. Også selv om det aldrig ville blive det samme igen. Han snorrede hende rundt, ret så ligeglad med resten af ulvene, foruden Eras manglende tøj. Hvem havde ikke set en kvinde før?
"Aldrig se mig igen? Der skal mere end nogle bønder med høtyve til at tage livet af en soldat!" Latteren lå tykt i hans stemme. Hans blik gled op over hende og hendes ansigt. Og ikke mindst hendes manglende øjne. Det så da ud til at hun klarede sig meget godt!
Pludselig var dette en fantastisk ide. Uden tvivl Euphonia var med ham.
"Jeg bliver da nød til at tjekke op på dig. Vi kan ikke have du samler støv!" bemærkede han sigende.

[Era Garou]

Af rent instinkt placerede varulven et varmt kys på dødsenglens kind, inden at hun trak sig en smule tilbage, så han ville kunne se ordentligt på hende. Ikke at hun havde den frihed. Øjnene var stadigvæk manglende. Ikke at det stoppede hende fra at omgive sig med alt af ham, som sanserne samlede op. Lugten, lyden af hans stemme og latter, følelsen af hans arme, der holdte hende oppe. Hun hævede hænderne, for at lægge dem om hans ansigt i fuld tiltro til, at han kunne løfte hende uden hjælp. Fingrene mærkedede ham, og genkaldte billedet af ham. Hvor havde hun dog savnet ham! Så mange år var gået, men der gik ikke én dag, uden hun savnede sin tid som oprørsleder.
”Well shit... jeg er da glad for, en travl soldat som dig, har tid til at tjekke op på en ubetydlig, blind varulv,” kommenterede hun, og kunne tydeligt lugte blod på ham. Ikke hans egen vel at mærke. Uden tvivl havde han været lige så travlt optaget om at hærge, som hun havde.

Hun lod sig glide ned af ham, så hun igen stod sikkert på jorden. En af ulvene bragte hende et stykke stof, hun kunne vikle om sig, for at skjule sin nøgenhed. Stemningen var en anelse trykket. Sikkert fordi varulvene, ikke rigtigt brød sig om, hvor tæt hende og dødsenglen var. Uden tvivl genkendte de ham, men selv dengang i modstandsbevægelsen, havde der været rygter om hende og ham. Måske regnede de med, at Loup ikke billigede deres forhold. Til helvede med det! Selv hvis han var, kunne hun ikke være mere ligeglad! Zach var hendes bedste ven, og hun havde savnet ham! De historier de havde sammen... fuck... dem kunne ingen tage fra dem!
”I flyvende rotter har haft travlt, har jeg hørt,” fortalte hun, og bandt stoffet fast i nakken. ”Død, hærgen, indbrud, brand, kidnapninger. Man skulle tro I var ude på, at lægge hele Vavilon fucking øde.” Hendes henkastet tonefald indikerede, at hun ikke tog det så tungt, hvis de var. Så længe ulvene ikke blev generet, kunne det rage hende, hvad fanden dødsenglene lavede.

[Zachariah Fairbairn]

Igen en latter. Stadig høj på smerter, selv om en voksende trang til endnu mere var evigt tilstedeværende. Et lille tick gled over hans hånd og fik hans fingre til at spjætte svagt. Men han havde ingen planer om at komme her og lave problemer! Han kendte territoriet...Skoven var ulvenes. Som ene der kunne man pludselig have mange fjender. Nogen snakkede om at dø i en kamp var ærefuldt. Men at dø her, i ulveskoven, var blot dumt. Som at lege kanin, et offer, en sølle skid!
"Hm. Ubetydelig? Så Loup har ikke udnævnt dig til sin dronning oveni? Shit. Hvad er ægteskaber så værd længere?" bemærkede han sigende. Det havde ikke undgået hans øjne, uanset hvor mørkt der endnu var, at ulvene virkede til at efterkomme hendes ønsker. For nu, i hvert fald. Han ville aldrig holde af skoven. Aldrig i hans hele liv!
"Skal vi i gang med et nyt oprør?" drillede han. At nogle af varulvene tættest på ham knurrede af ideen fik ham bare til at svulme af latter nok engang.

Den trykkede stemning pralede af på ham. Ja, Era og de andre virkede lidt stille af sig, men der kunne der vel være mange grunde til. Han var jo ikke en tankelæser! Og heldigt for det da.
Han gryntede svagt.
"Og hvorfor ikke?" svarede han og slog let ud med armene.
"Der er stadig ingen Sir konge eller Madam dronning. Kun nogle adelige pikke der prøver at lege stor i munden. Min gruppe angriber til tider en lille gruppe soldater. Bare for at minde dem om hvad der skete sidst vi ikke brød os om den dronning og konge vi havde. Men resten? Ah! Det er fantastisk! Fortæl mig ikke du har siddet inde i skoven og strikket sokker til et tusindbed imens?!" udbrød han med en tydelig iver i sin stemme. Uden tvivl han fandt alt plyndringen og drabene sjove. Hans arm gled rundt om Eras skuldre og ruskede hende lidt.
"Og jeg har en endnu sjovere nyhed" sagde han lidt lavere, da det mest var henvendt til hende. Hans blik gled rundt på ulvene omkring dem med et sigende udtryk. Også selv om hun ikke kunne se det.
"Det er altså når det er blevet bekræftet!"

[Era Garou]

Et rovdyrssmil bredte sig hos Era, da han spurgte til et nyt oprør, men hun forholdte sig tavs, da varulvene omkring hende allerede udtrykkede deres holdning med en knurren. Åh hun ville elske endnu et oprør! Akkurat ligesom gamle dage! Hun sukkede af længsel.
”Tsk… vi bruger ikke den slags titler, men jo… du kan vel sammenligne det på den måde. Jeg er skam både blevet gjort til hans mage og alfahun. Her i skoven er jeg den mest magtfulde og betydningsfulde person, men udenfor… shit… ærlig talt interessere det mig ikke. Så længe de fucking vampyrer holder sig væk.” Hun trak ligegyldigt på skuldrene. Selvfølgelig havde de hørt historier om, hvor slemt det så til udenfor, og hun havde da også været på en del ture i området – hvilket hun selvfølgelig også fortalte Zach, da han selv spurgte ind til det.
En rynke ved næsen viste hendes utilfredshed.
”Tror du virkelig, at bare fordi jeg er blevet maget til én, så ruller jeg om på ryggen, som en tæmmet køter?! Jeg er sgu da ikke nogen pæn frøken, som sidder hjemme og samler støv, mens mændene er ude og lave alt muligt,” snerrede hun foraget, over han kunne tænke den slags om hende. Han burde kende hende bedre end det. Med hånden gestulerede hun. ”Vi holder os til området omkring skoven. Enhver adelsmand, som nogensinde har skudt efter os, har fortrudt det bitterligt, når vi kom på et lille besøg.”
Smilet fandt tilbage på hendes læber. Et sadistisk, frydefuldt smil, der indeholdte alle de fortællinger om diverse angreb på herregårdene i området. Så sjovt! De havde alle skreget, pisset ned af dem selv, tigget om nåde, og endt med at dø på de mest ydmygende måder, som man kunne tænke. Adelskvinder var blevet voldtaget, de dyre heste ædt midt i stalden, og markerne sat ild til.
”Akkurat som i gamle dage. Jeg savnede dig hver eneste gang,” bekendtgjorde hun ikke uden en snert at tristheden i stemmen, men vidste at han som dødsengel, ikke ville forstå den slags, hvilket hun ikke holdte imod ham.

Armen omkring skuldrene, bragte hende tættere på ham. Gengældende lod hun selv en arm finde vej omkring livet på ham. Han føltes kølig. Tøjet slidt og laset mod hendes hånd. Bekymret rynkede hun panden, men nævnte det ikke.
I stedet hævede hun spørgende øjenbrynene til hans pirrende nyhed, mens hun stirrede blindt lige frem for sig. Det var lang tid siden, hun var stoppet med at vende ansigtet mod folk, når de talte. Hun kunne alligevel ikke se dem.
”Åh? Lyder nærmest officielt,” kommenterede hun lige så lavt som ham. ”Sig ikke du nu sætter dig på den fucking trone – no offence, men tror ikke du er helt egnet som konge over forbandet Vavilon.” Joken fik hende til at smågrine.

[Zachariah Fairbairn]

Han ruskede hende let og det var ikke til at tage fejl af det store smil på hans læber eller latteren i hans stemme.
"Godt, godt!" bemærkede han. Både et svar til at hun stadig kom ud og at hun ikke lå inde i sin ulvehule og diede små unger som en eller anden rugemor. Det var det vigtigste, mente han nok! Era hørte til i det vilde liv, ikke som en eller anden pyntegenstand. Se, det forstod han! En respektabel og absolut underholdende kvinde når han så en! Præcis som deres egne kvinder!
Det var også tydeligt hans ord ikke havde indeholdt nogen form for fornærmelse, mere end at afprøve hvor tæmmet hun faktisk var blevet. Han var tilfreds med svaret, også selv om han ikke helt havde kunne tyde udtrykket i hendes ansigt. Folk lavede alle mulige udtryk! Hvordan skulle man kunne finde rundt i nogle af dem?
Latteren rungede igennem hans bryst endnu en gang, da hun fortalte om deres angreb på en herregård. Ja, præcis! Godt nok var soldaterne fra Oberion stadig pænt irriterende og lidt nogle partycrashers, men ellers var der ikke mange der kunne gøre reel opstand mod dem. Gad vide...Bare et tankeeksperiment, selvfølgelig, da Zean ikke længere var en dødsengel...Men hvis han havde været. Hvordan ville han have ført racen i et tilfælde af et åbent land uden konge eller dronning? Han havde garanteret barrikaderet sig derhjemme og snakket om sære ting. Den mand var underligt. Men det var også underordnet nu! Manden var jo blodsuger, forrædder og skide irriterende. Og formentlig død.

Et grynt. Han havde lært at ordet savne betød folk ønskede man havde været der eller var med til noget. Det var jo ret unødigt. Hvorfor skulle man ikke kunne have det sjovt, bare fordi en person ikke var til stede?
"Jeg hyggede mig med andre at vende andre herregårde på hovedet!" forsikrede han. Ja, det måtte vel være mere end...Hvad kaldte folk det? Trøstende?...At vide han da havde lavet nøjagtig de samme ting og haft nøjagtig den samme sjov!
Stemmen blev lav igen.
"Jo...Et par dødsengle fløj mod Havanos og fandt en lille, ensom hytte dernede af. De fandt også to skikkelser. Lang historie kort blev den ene engel slået ihjel og den anden måtte flygte som en eller anden rotte, men det sjove er..." Hans blik gled rundt et øjeblik. Han ønskede ikke andre skulle vide det, ikke endnu.
"...At dødsenglen svor på at pigen må være Forsyths datter. Hvad skulle ellers give mening? Hun var dødsengel, hendes udseende svarer til beskrivelsen og hun bor alene i ødemarken med en eller anden knægt. Tænk hvis det er hende?!" Han fnes lidt for sig selv.
"Jeg sendte et par mænd derover for at tjekke det ud" tilføjede han.
"Uanset om det er hende eller ej, kan man jo altid flå hende. Bare for en sikkerheds skyld!"

[Era Garou]

Munden åbnede sig langsomt for hvert ord Zach fortalte. Forsyths datter! Era mærkede det krible i sig, bare ved tanken om, hvad det kunne betyde. Tankefuldt lagde hun en hånd om sin hage.
”Hvis det er Forsyths datter, er hun arvingen til tronen – teknisk set. Den information kan blive farlig, hvis en adelsmand høre om det, og vil putte kronen tilbage på én Forsyths hoved,” spekulerede hun højt, men lige så lavmælt som Zach. Ingen skulle høre det her. Modstandsbevægelsen var på banen igen.
”Shit, Zach… Det er en del hviser, men vi fandt trods alt aldrig ungerne. Hverken prinsen eller prinsesse.” Rastløst skiftede hun vægten fra den ene fod til den anden. Lysten til at pakke sine ting, og drage afsted med Zach, for endnu engang at udføre modstandsbevægelsens mål, var så fristende, at hun næsten kunne smage friheden igen.
”Era!” Èn af varulvene bag hende, kaldte på hende, for at komme videre. De var lige så rastløse som hende af at stå stille, og var alle ivrige efter at komme tilbage til flokken. Hun forstod dem, men hjertet blev tiltrukket af Zachs informationer.
Med den ene hånd strøg hun fingrene igennem sit sorte hår.
”Du vil holde mig opdateret, ikke? Skrive til mig, når du finder ud af noget? Hvis det er hende, vil jeg med!” hviskede hun ophidset til sin gamle ven. Fingrene greb om et stykke af hans skjorte, så hun kunne holde ham fast. De sorte dybder i hendes ansigt stirrede tomt et par centimeter til højre for ham. ”Jeg vil gøre vores værk færdigt, men jeg kan ikke gå nogen steder, før vi er sikre på, det er hende. Men hvis det er hende… Kom og hent mig! Det bliver ligesom i gamle dage!”
Et håbefuldt smil bredte sig på hendes læber.

[Zachariah Fairbairn]

Hans blik gled over skulderen, hen på en af de irriterende hunde. Javist var Era det selv, men hun havde gjort nok til at få respekten i hans øjne. Resten var bare...Well, folk. Eller hunde. Eller en blanding. Han havde egentlig intet imod dem, de havde trods alt kæmpet sammen ved Sethos, men det var så meget sjovere at drille en race, der så nemt blev sur!
Hans blik gled over til Era igen. Det virkede som om han snart ville blive sendt afsted igen. Virkelig? Der var ikke mere til det? Hvorfor kunne hun ikke bare tage af sted nu? Alle de regler folk opfandt! Det var sgu da dødkedeligt!
Han sukkede svagt.
"Du opfører dig som en hund i lænker" mumlede han en smule surt, før det hele bare endte i samme ligegyldigt som han altid havde.
"Du kunne også bare tage med. Jeg forstår ikke alle de regler folk laver, hele tiden! Hvad skal de gøre godt for?" Han rystede lidt på hovedet og så ned på hende, da hun tog fat i hans tøj. Hans hænder fandt hendes overarme. Han havde aldrig ønsket modstandsbevægelsen blev skilt, at de bare var færdige, lige så pludseligt som de var begyndt. Det havde været så sjovt! De kunne bare have fundet på nye ting at lave! Men Era havde været hans partner i det og hun havde haft travlt med at blive gift. Nu var der ikke længere en modstandsbevægelse. Dette var mere en oprydning.
"Jeg skal prøve"
Han havde ikke rigtig mere at sige til det, men fornemmede at det nok snart var tid til at han gik.
"Du ved...Nok har du ikke vinger, men du var så tæt på at være en af os, at det næsten kunne være lige meget" bemærkede han så drillende, før han slap hende.
"Så det er det? Efter så lang tid skal jeg bare gå igen?" spurgte han så endelig, da han var ude af stand til at aflæse situationen ordentlig.

[Era Garou]

Ved Zachs kommentar om lænker og hunde, brød hendes ansigt op i en snerren. En lav knurren lød fra hendes strube.
”Shut up engel,” bed hun tilbage af ham, men trak sig ikke væk fra ham. Hun var vant til Zach sagde hvad han mente, og ordene ofte kunne være fornærmende ærlige. ”Det er nemt for dig, at gøre hvad du vil, når du ikke har en fucking alfa, til at ånde dig i nakken, eller lorte ansvar proppet ned i halsen.”
…og så var hun blind. Uden en flok ville hun dø. Ansigtet blødte op igen. I det mindste ville han prøve, at hente hende, så de kunne få ryddet ordentligt op – sammen.

Hun grinede af hans bemærkning. Waw… så fik man da heller ikke større ros af end dødsengel. Legende slog hun til hans arm. Hun missede og ramte hans brystkasse i stedet. Well… nevermind.
”Awww… du må virkelig have savnet mig, hvis du begynder på sådan noget kvalme mushi-mushi!” smilede hun spydigt, men gjorde det tydeligt i hendes tonefald, at hun satte pris på kommentaren. For at understrege det så selv Zach forstod det, klappede hun ham på skulderen.
”What?! Nej?! Jeg havde tænkt, vi skulle tage ud og finde et sted i området, hvor vi kunne få noget at drikke! Øl, mjød, whatever! Der må være én eller anden kro i nærheden som ikke er efterladt – og hvis den er, så at alkoholen i det mindste stadigvæk er der!” svarede hun med et skævt grin, der afslørede rækken af skarpe tænder.
”Eraaaa…” var der en af ulvene bag hende, som advarende kaldte hendes navn, men hun rakte blot et uforskammet håndtegn i hans retning.
”Shut up, Gregor! I kan sagtens bære taskerne uden mig, og pænt finde vejen tilbage hjem, uden nogle holde jer i hånden. Bare fortæl Loup, jeg er taget ud og drikke med Zach.”
”Og hvad fuck tror du, han siger til det?”
”Well det er jeg ligeglad med?” Hun lagde en arm rundt om Zachs talje, og vendte ryggen til ulvene. ”Lad os komme afsted. Men ingen flyvning! Vi går! Jeg skal aldrig, aldrig, aldrig flyve igen!”

[Zachariah Fairbairn]

Han trak på skuldrene, kom i tanke om Era ikke kunne se det og valgte at udtrykke det i stedet.
"Oh well...De ting virker jo kun, fordi I påstår det er så vigtigt. Jeg ville aldrig orke det" svarede han ligegyldigt. Total anarki var mere ham. Ingen regler, ingen orden. Enhver var deres egen leder. Så vidt han huskede havde de vist også snakket om det før. Dengang i modstandsbevægelsen, når Era havde været den der satte de fleste regler og Zach lidt mere havde...Været ligeglad.
Han kom med et støn, som oplevede han stor kvalme, før han puffede til Era.
"Det gør jeg i hvert fald ikke!" bemærkede han stridslysten. Dog blødte han lidt op, som han hørte om hendes planer. Åh godt...Godt! Han ville nok blive sur, hvis varulvene beholdt hende helt for dem selv. Han fandt hende først!
Hans arm gled rundt om hendes krop, som tegn til at han ville tage hende med sig. Udfordrende gled hans blik hen på de andre varulve, ret så ligeglad med om der skulle opstå kamp eller ej.
"i kan jo sige til Loup jeg passer på hende. Det bliver han nok glad for" Hans smil blev stort. Der var ingen tvivl om at Loup ville hade det, og det var nok til at han elskede det endnu mere.
Han vendte rundt, klar på at føre hende ud af byen, før han ved en pludselig indskydelse stoppede op igen.
"Oh øhm...Ikke fordi jeg lader mig binde af normer...Men fryser du ikke uden tøj på?" bemærkede han så sigende. Hvis de skulle drikke sig fulde...På den anden side, hvis nogen prøvede at voldtage hende, havde de en god undskyldning for en slåskamp.

[Era Garou]

Med hævet øjenbryn drejede Era ansigtet mod det sted Zachs hoved måtte befinde sig. Luften kildede mod hendes nøgne hud, stoffet ikke beskyttede. Kølig og prikkende som nåle. I et øjeblik overvejede hun, om de skulle gå heeeeeeeele vejen tilbage til lejren, blot så hun kunne få noget ordentligt tøj på, men det gad hun simpelthen ikke til. Derudover ville Loup jo stå dér – knurrende og gnaven – og sikkert ikke det mindste syntes om, at hun tog afsted med den forvokset flagermus. Hun orkede ikke et skænderi med ham nu!
Ligegyldigt trak hun på skuldrene.
”Nah! Jeg overlever. Når vi kommer ind på en kro, kan vi sætte os tæt på ildstedet… ellers stjæler vi bare en jakke på vejen,” forslog hun, og trak utålmodigt i ham. Selvom skoven var hendes hjem nu, savnede hun friheden i at løbe rundt i Vavilon, og skabe kaos i hele landet.
Bare tanken på alt den sjov de havde, ved at slå Forsyth’s loyale adelsmænd ihjel, kunne få hende til at hyle højt af fryd! Åh hun savnede de gamle dage!

De kunne følge en gammel handelsvej til den nærmeste landsby. Vejen blev dog ikke brugt længere, efter Forsyths fald, der havde efterladt hele landet til rotterne. Ingen turde rejse her længere – specielt ikke så tæt på Ulveskoven.
Hist og her i den mudret grøft lå resterne af væltet vogne eller døde dyr. En enkelt gang passerede de liget af et menneske, fluerne allerede sværmede omkring.
Era fortalte om, hvad hun havde lavet, siden de sidst havde set hinanden. Brylluppet, drabene på husene og palæerne omkring skoven, og hvad der ellers var at fortælle. Sjovest var det selvfølgelig, at gå i detaljer om hvordan hun havde fået en hertuge til at pisse ned af sig selv, eller hvordan hun havde jagtet en flok af vagter ud af en landsby sammen med sin flok.
Interesseret var hun da også i sin gamle vens fortællinger, der om muligt var drabeligere og mere spændende end hendes. Dødsenglene var virkelig gået i en tilstand af blodtørst og kaotisk tankegang. Hun sagde dog ingenting om, hvad alle vidste – det ville blive deres undergang.
Men ikke nu! Langt fra nu! Nu skulle de drikke og have det sjovt!

Landsbyen de kom til var blot en sprække i landskabet. En håndfuld huse, én mudret vej, en smed og selvfølgelig en kro, som der var i hver eneste by i Vavilon. Stedet så dog ret forladt ud. Nogle af dørene ind til husene stod vidt åbne. Ingen folk sladrede ved brønden. Ingen duft af brænderøg – kun fra kroen, som også var det eneste hus, der havde lys i vinduerne.
Ahhhh Vavilon, var sådan et dejligt sted at bo! Kroen var det sidste, der blev slukket i en landsby.
Era kunne lugte den svage brænderøg fra kroens skæve skorsten. Lyden af to heste var med til at fortælle hende, byen ikke var helt forladt.
”Kan du se noget, jeg ikke kan lugte eller høre?” spurgte hun Zach ud af mundvigen. ”To heste, brænderøg og en svag lyd af nogle, der sliber et sværd. Tror jeg kan høre stemmer, men kan ikke lugte andet end brænderøgen og de våde heste.”
Hendes nøgne fødder var allerede sorte af møg og skidt, men det var ikke noget hun tog sig af. Trods alt var hun en ulv.

[Zachariah Fairbairn]

Right, en vej ud af skoven. Det hele lignede jo hinanden! Men alligevel fandt de vej, hvilket til dels nok skyldtes Eras stedfornemmelse eller kendskab til netop selv samme skov. Ud af skoven, væk fra de sure stinkdyr til pelsede skabninger af ulve - ikke Era selvfølgelig - og ud på den efterhånden ret forladte vej. Synet de mødte, generede ham ikke. Han havde selv sørget for at det syn var alle steder nu. Lugten kunne selvfølgelig være lidt generede og af rent praktiske årsager, kunne ligene give sygdomme. Men det eneste han overvejede, når han så de døde kroppe af dyr og et menneske, var hvilket fantastisk måde de kunne være død på. Og hvor ærgerligt det ikke nogle af hans egne ofre, han kunne prale med, over for Era.
For prale gjorde han! Han havde haft en forholdsvis stor gruppe dødsengle hos sig, da de brød op. Kammerater i krig og efter krigen. De havde rejst sammen, plyndret og slået ihjel sammen. Generelt lod dødsenglene hinanden være, men der var alligevel en historien om et sammenstød med en mindre gruppe dødsengle. Problematikken havde ligget i, at Zachs gruppe havde slået ihjel et sted, som den anden gruppe følte var deres. De havde selvfølgelig klaret problematikken, vil at raide en anden gård sammen. Når det kom til stykket slog man jo helst ikke sine egne ihjel!
Og snakken om at dødsenglene skulle have fået en ny leder, selv om han ikke havde set eller hørt skyggen til denne. Måske fordi han altid var på farten. Han var lidt nysgerrig, men samtidig sagde det ham intet. Han var træt af folk, der kaldte dem selv ledere.

Byen. Den virkede ret forladt og død, hvorfor forstod han ikke. De, der ikke var døde, skulle vel stadig få livet til at køre rundt? Handel, mad, fest? Hvor var livet? Sandelig kunne folk da ikke være skræmt helt væk over lidt oplivende kaos...De gjorde jo nærmest landet en tjeneste!
"Dine ører er bedre end mine" bemærkede han blot, for han kunne ikke se alt det, som hun hørte. Jo, lyden af heste og lugten af røg var tydelige nok. Men helt ærlig, skulle det bekymre ham?
"Kom, kroen er denne vej. Det er garanteret der de fleste lyde kommer fra!" En vis iver havde sneget sig ind i hans stemme. Han greb Era i armen og trak hende med sig.
"Åh, hvis nogen dog blot misforstår din nøgenhed. Jeg er så frisk på at flå!" bemærkede han, ikke uden et smil.
"Så kan vi slås, præcis som i gamle dage!" bemærkede han, da han så hen på hende et øjeblik. Ikke at han ikke var en mand. Bevares, han havde da haft sine overvejelser. Men at finde en partner var mere praktisk, end af følelsesmæssige årsager. Og ganske enkelt var Loup kommet først...Og rent kropsligt? Han kunne hende da godt. Men respekten for hende og det, at de havde deres fortid, gjorde det mindre vigtigt.
Hans hånd hvilede på døren, da hestene kom nærmere. Hans blik gled op på dem, før han hastigt skubbede døren helt op og hev Era med sig, ind i varmen. Ind i lugten af mad, alkohol og de få skikkelser der var.
"Åh...De der heste...Lad os håbe de ikke kommer herind. Eller stiller spørgsmål. De lignede nogle soldater...Du ved, der er nogle adelige der mener, de skal prøve at beskytte landet? Dybt komisk, hvis du spørger mig!"

[Era Garou]

Stærke fingre, der var mere vant til at lukke sig om et sværd, end en kvinde, lagde sig om hendes arm, for at føre hende med sig. Frivilligt fulgte hun med i blind tillid til sin gamle krigskammerat.
”Tsk… de vil end ikke nå, at række ud, før jeg har bidt deres hånd af,” kommenterede hun tørt, uden at føle sig det mindste sårbar. Varulve var ikke generte eller blufærdige. Hvorfor skulle de? I deres oprindelige ulveforme, var de alligevel nøgne. I det mindste dækkede det grønne stof, hun havde viklet om sig, hendes barm og underliv. Gad vide om Zach gav hende nogle blikke, som hun ikke kunne se? Whatever. Med sine markeret muskler, atletiske kropsbygning og mange tatoveringer, mente hun selv, at hun var meget mere attraktiv end en fin adelskvinde, uden hård hud på hænderne, eller kræfter til at svinge en økse.
Hun rev et stykke af sin improviseret kjole, og bandt det om hovedet, for at skjule de tomme øjenhuler. Erfaring fortalte folk var mindre utilpasse omkring hende, når de ikke skulle stirre ind i hendes manglende øjne.

Varmen slog imod hende, da Zach slog døren op. Krostuen var fugtig og indelukket men hjemmelig. Era kunne høre lyden af knitrende flammer, og noget der stegte. Tilgengæld stoppede lyden af et sværd, som blev slebet. Hun lugtede folk. De var ikke alene i kroen. Andet ville også have været for kedeligt!
Fuld bevidst om at hende og Zack fik hele rummets opmærksomhed, vandrede hun indenfor. Stadigvæk holdte hun fast i Zach, så hun hele tiden havde ham tæt på sig – bare for en sikkerhedsskyld. Mindet om Sethos, hvor han havde beskyttet hende mod sine egne, var stadigvæk frisk.
Blindt så hun sig omkring. Næseborene sitrede, da de tog alle lugte ind til sig. 5 personer befandt sig her i rummet. Alle mænd at dømme efter stanken. Tre omkring ildstedet. To i det ene hjørne. Andet kunne hun ikke bedømme på nuværende tidspunkt.
”Bliver her stadigvæk serveret?” spurgte hun og brød den anspændte stilhed. Folk stolede ikke på fremmede længere.
”Kun hvis I selv tager. Ejeren flygtede for flere uger siden, men der er stadigvæk øl i hanerne,” lød svaret fra ildstedet. En skurrende, mumlen, der fortalte at taleren nok var en stor mand. Era smilede blot.
”Gratis øl. Hvem kan dog modstå?” Hun gav Zach en drillende albue i siden. ”Skal vi sætte os?”

[Zachariah Fairbairn]

Mistroisk gled hans blik rundt i lokalet. Hans vinger var ikke fremme, skønt ryggen på hans trøje var ganske ødelagt af dem. Måske ville det ikke tage lang tid for folk, at gætte han var en dødsengel. Og hvad så, hvis de gjorde? Det betød intet. Han tog med glæde imod udfordring og ville slås nu og til evig tid, hvis det var det!
Flygtet...Og ingen havde overtaget stedet? Ingen ville tjene penge? Nah, folk ville hellere have noget gratis, helst uden besvær og det fik de nu. I hvert fald så længe der var noget. Med et svagt smil førte ham Era igennem rummet, uden om et bord, der stod skævt og rundt om disken, hvor der normalt blev serveret. Han greb nogle krus fra en hylde, før han hørte hende med ud i baglokalet for at finde tønderne med øl. Enten det, eller også efterlod han hende inde ved et bord, hvis hun hellere ville sidde og vente - eller hvad hun nu gjorde.
Uanset hvad blev der hentet to krus øl. Zach konstaterede tørt at der kun var denne ene tønde øl tilbage og de få folk, der var her, nok snart ville forsvinde. Så ville hele landsbyen være ret tom. Oh vel!
Han kom tilbage til rummet og stillede krusene på bordet, før han selv satte sig. Han tog det ene krus og tog en stor slurk af det, så det efterlod lidt ølskæg på hans overlæbe. Han tørrede det af med sin tunge, samtidig som soldaterne fra før kom ind af døren. Også de blev nedstirret og besked på selvbetjening. Zach nød at se deres utilfredse ansigter. HA! De regnede nok med at få et krus øl, mad og en seng.
"Skål. For os, for hvad vi har udrettet og hvad end der vil ske fremover!"
Han kunne være ligeglad med hvad der var eller ikke var i kroen. Han var her jo for at bruge lidt tid med Era. Automatisk gled hans tanker over på den tøs, de havde fundet nær Havanos. Oh, hvor han dog håbede...
Kruset blev hævet til en skål. Han var forberedt på at lade sit krus mødes med Eras, hvis blot hun løftede sit.