It's not what you think

[Caleb Veterano]

Caleb reagerede slet ikke på Adelaids surmuleri eller hendes lavmælte banden på vavilonsk, hvilket han dog var mester i, efter at have en søster som Isabel. Alt han kunne fokusere lige nu, var at holde sammen på sig selv. Det eneste som gjorde det her muligt, var tanken om Isabel og Moria, der lige nu befandt sig tæt ved Pandemoniums grænse. Tæt på alt det, de ikke burde være tæt på.
Øjet lukkede sig i, mens at han placerede en knyttet næve mod sin brystkasse. Dybt trak han den kolde aftenluft ind, inden at han mumlende begyndte at messe. Runerne i hans kød samt de mange pentagrammer og oldgamle sætninger gav ham ekstra kræfter. Derudover havde båndet med Moria, gjort ham endnu stærkere, så hvad der engang havde krævet enorme mængder af energi, ikke var andet end en håndbevægelse.
Besværgelsen vaskede sig ned over ham. Selv kunne han ikke mærke nogen forskel, og han så heller ikke anderledes ud, men han vidste, at selv Lili ville kunne løfte ham så nemt som ingenting lige nu.
Kort hævede han en hånd mod Eian i døråbningen, der stod med et fast greb i Lili, så hun ikke ville kunne rive sig løs, og løbe efter ham. Palæet var så velkommende og varmt. Det var svært at vende ryggen til det.
Dér hvor han skulle hen, var der intet velkommende eller hyggeligt. Intet natur. Ingen frisk havluft. Kun ild, røg og død.

Aldrig havde han prøvet, at flyve på en engel før. I et par sekunder betragtede han overvejende Adelaids ryg med de udslået vinger, inden at han simpelthen blot sprang op på hendes ryg, og stolede på besværgelsen gjorde ham let som en fjer. Engang havde det været hende, som havde sprunget op på hans ryg med sine arme svunget om hans hals, og sine varme, søde læber placeret smilende mod hans kind.
For en sikkerheds skyld strammede han lårene sammen om hendes bløde hofter, og klamrede sig mere fast til hende. Åh, han havde set flyvende væsner lette nok til at vide, hvordan opturen ville blive. Inei please, lad ham ikke falde af.

En bekymret rynke var opstået i Eians pande. Både hans niece og gamle kollega, så begge to plaget ud. Langsomt var det ved at gå op for ham, at grunden til de afleverede Lili, ikke var en hyggelig, romantisk tur. Han huskede på Caleb ikke var en Rådsmand længere, og det han havde været før han kom til Istus, var noget langt mere beundringsværdigt om dog fyldt med fare. Dusørjæger. Mørkvæsen jæger. Og han havde talt om Isabel, som hele Portus ledte efter på nuværende tidspunkt.
En knude strammede sig i hans mave. Fortvivlet hvilede hans blik på Adelaide, mens han prøvede at holde sig selv fra at løbe frem og stoppe hende. Grebet om den lille warlock strammede sig.

[Adelaide Veterano]

Cals vægt ramte hendes ryg så let som en rygsæk uden indhold. Hans form var mere tilstede som et varmt udrids, end en egentlig krop der tyngede hende ned. Da hans lår låste om hendes hofter, lagde hun sine hænder under hans knæ. Hun nåede lige at se den bekymrede fuge danne sig over Eians pande, som det gik op for ham at hans yngre brors yngste barn havde planer med dystre fremtids udsigter - så tog hun fire hurtige skridt og på det fjerde slap hendes fødder jorden og hendes enorme vinger slog hårdt, sendende vind gennem luften der purrede op i den lille piges ravnesorte hår og hendes onkels korte, pebrede hår. Ubesværet af Cal, vendte hun sig i luften med et fast greb om indersiden af hans knæ og slog med vingerne mens de steg, steg og steg højere og højere - hun var vant til de svimlende højder, men hun kunne mærke Cals hjerte slå mod hendes ryg, og om det var spænding eller frygt, kunne hun ikke sige. Lili og Eian var blot prikker under dem, da Adelaide spredte hendes vinger helt ud og fangede vinden. Vinden havde ikke været hendes ven på vej til Eian, men nu da de skulle den modsatte vej, fangede den perfekt i hendes fjer - salt i hendes næse og over hendes tunge og så kølig som søen i ulveskoven i Vavilon på en vintermorgen. Der var blot nogle få skyer på himlen nu, så måneskinnets sølvagtige skær oplyste den portusianske jord og gav god sigtbarhed, selvom det nu var ud på de sene timer. "... Vi kommer tilbage efter hende," Hun var lidt usikker på om hun forsøgte at forsikre Cal om at de kom tilbage efter Lili, eller sig selv om at de rent faktisk kom tilbage. "Eian skal nok passe godt på hende," tilføjede hun, fast og sikkert. Den stabile vind på de øvre luftlag gjorde at hun kunne bevæge sig så glat og stabilt gennem luften, at han ville have kunne lægge et slag kort på det øverste af hendes ryg, hvis han ville og hun kunne tale unden at være nødt til at hæve stemmen synderligt meget.

[Caleb Veterano]

To gange før havde Caleb prøvet, at være på et flyvende væsen. Den første gang havde været en dødsengel, hvis nakke han havde forsøgt at brække, mens de baskede desperat rundt under stjernerne. Anden gang en draconian, som pludseligt havde skiftet form, og bare nægtede at gå ned, selvom både Isabel og ham havde stukket sværd ned i ryggen på den.
Nu sad han her på ryggen af en engel. Vinden fik kinderne til at blafre. Håret blev revet tilbage. Tårerne samlede sig i hans øje. Kulden skar sig ind i knoglerne på ham. Sammenbidt klamrede han sig til Adelaide.

Endelig rettede hun sig ud. Vinden fangede de store vinger, og Caleb mærkede først nu hjertet, der sad helt oppe i halsen på ham. Besværet sank han sit knappe mundvand. Han turde dog stadigvæk ikke at slippe hende. Begge arme lå stadigvæk omkring hendes hals med et fast tag i hinandens underarme – han var dog meget forsigtigt med, at han ikke kvalte hende. Lårene slækkede deres greb en smule om hende.
Alligevel følte han, at blot én overraskende bevægelse fra hendes slanke krop, ville få ham til at tilte af hende. Tvunget trak han vejret tungt ind og ud gennem næsen. Hvis bare hjertet ville falde til ro igen!

”Det er ikke hende, jeg er urolig for,” svarede han kortfattet englen, hvis trøstende ord han nemt kunne høre heroppe i stjernernes rige. Selv ikke udsigten, skønheden omkring dem, eller duften af Adelaide, samt hendes krop så tæt på hans, kunne distrahere ham fra de bekymrende tanker, der kredsede om hans familie så langt ude af hans greb. Først når han atter stod ved dem, kunne han ånde en smule mere lettet op.
Moria, så uskyldig og ren. Ville hun overhovedet kunne tage et liv, hvis det blev nødvendigt? Og Saïx. Stadigvæk en ung, uerfaren vampyr. En magiker ville kunne sætte hans krop i flammer så let. Men hans bekymringer lå tættest ved Izzy. Pandemonium havde én gang før krævet hendes sjæl.
”Lili er den af os, som er længst væk fra fare,” tilføjede han mumlende, og spejdede fortabt ud mod horisonten, selvom de stadigvæk var langt fra Pandemoniums grænser.

[Adelaide Veterano]

Adelaides spinkle forsøg på at berolige sig selv blev næsten øjeblikkeligt knust under vægten af Cals kortfattede svar. Han var ikke bekymret for Lili. Han var bekymret for dem. Nok nærmere betegnet de andre. Dem de skulle møde ved grænsen. Englen skar en grimasse, som magikeren på hendes ryg ikke ville kunne se, slog hårdt med vingerne og bragte dem hurtigere fremad. Måske skulle hun have fundet en måde kun at kontakte Isabel. Kvinden ville nok stadig have insisteret på at tage hele familien med, men hun ville have haft en chance for at kunne tage kun krydsningen med sig. Selvom dronningen, ifølge hendes far, havde bedt om begge søskendene, ville det måske ikke have været nødvendigt. Det ville ihvertfald have været hurtigere. Samtalen forstummede mens englen fløj dem over det Portusianske landskab, som strakte sig som en doven, grå kat under dem. Stærke muskler arbejdede stødt under hendes lyse hud, vingeslag for vingeslag. Hvis turen ikke var så velkendt for hende som bagsiden af hendes egen hånd, ville hun måske kunne have nydt udsigten, men hun og hendes brødre havde udforsket næsten hver eneste centimeter af det Portusianske luftrum. Adrian lod dem ikke flyve længere og når man havde flere århundrede at fordrive, nåede man at se en del. Måske var det derfor hun længtes sådan efter de andre lande. Ønskede at se det hele. Opleve det selv, istedet for blot at studere de kort hendes far havde på hans kontor indtil hendes øjne brændte.
Noget stak i hendes vinge, som et hårdt insektbid og fik en trækning til at gå gennem hendes vinge, der rystede hendes skulder. Hun drejede hovedet for at se hendes vinge, og en pil hvislede forbi hvor hendes ansigt lige havde været, så tæt at hun kunne mærke en pilfjer strejfe hendes kind. Og der sad en pil magen til i hendes vinge. "Hold fast!" Ordene havde kun lige forladt hendes mund, da hun rullede sin krop i luften, mens flere pile fløj forbi dem og hun søgte højere op igen, forsøgte at komme udenfor rækkevide.

[Caleb Veterano]

Caleb havde kun lige nået at åbne spørgende sin mund, da Adelaide pludseligt råbte op, om at han skulle holde fast. Det var kun takket været hans vedvarende greb omkring hendes hals, samt de hurtige reflekser, at han ikke var gledet af, da englen vendte i luften.
Verden blev vendt på hovedet. Jorden var over ham og stjernehimlen under ham. Med et højt råb viklede han desperat benene omkring Adelaides runde hofter. Han havde været så tæt på at glide af hende. Suset fra pile lød overalt omkring ham.
Vavilonske bandeord blev råbt ud, mens han knugede sig til Adelaide, der kastede sig akrobatisk rundt i luften, for at undgå de mange pile. Forbandet, morderiske, lortet, kujoniske…
Skrækslagne mærkede han, hvordan han var ved at glide ned af hende. De mange vrid og rusk i hendes krop, gjorde det svært for ham at holde fast. Samtidigt måtte han ikke gøde skade på hende, men han var mere end bevidst om, at han mange gange var i vejen for hendes bevægelser.
Benene strammede han mere til omkring hendes hofter, forsigtigt slap han taget i hende med sine arme, vinden rev i ham, luften blev tyndere, det var sværere at trække vejret, synet af pilen stikkende ud af Adelaides vinger hjemsøgte hans øjenkrog, lavt messede han ned i sine hænder, de glødede stærkere og stærkere med et lyseblåt lys.
Endelig kunne han med en håndbevægelse tegne et skjold mellem dem og jorden. Hånden forblev strakt ud, så det magiske skjold forblev. De sorte pile prellede af mod deres mål, og styrtede til jorden igen som døde fugle.
”Land!” råbte han i øret på englen. ”Du er såret i vingen! JULIE! Land!”
Om han så selv skulle få hende til det, ville han have de kom ned til jorden. Pilen i hendes vinge skar i brystet på ham, hver gang han kiggede på den, og der var intet de kunne gøre, så længe de befandt sig heroppe.

[Adelaide Veterano]

Adelaide snoede sig gennem luften så godt hun kunne med Cal på ryggen. Han vejede måske ingenting, men hans tøj fangede stadig i vinden som et blafrende sejl på en båd og forstyrrede hendes skarpe manøvre. Det var ikke designet til at flyve, sådan som hendes var. Hendes tænder knagede i hendes mund, som hun bed dem sammen i frustration over ikke at have sin sædvanlige bevæge frihed. Hun fokuserede på følelsen, lod den blomstre i hendes bryst så den kunne overdøve fornemmelsen af den pil der sad begravet i hendes vinge. Oppe i de luftlag de var steget til bed frosten i hendes hud og gjorde hendes hurtige åndedrag til pust af hvid damp foran hendes læber, hun kunne mærke Cals åndedræt blive besværet, mens han slap taget om hendes hals og strammede sit greb om hendes hofter - hvad lavede han? Hun kunne ikke risikere at se sig over skulderen, uden at miste overblikket over de pile der strøg om dem, og vinden stjal lyden af hans ord fra hans læber, så hun ikke kunne høre andet en mumlet brummen. Den næste håndfuld pile der styrede lige imod dem, ramte noget i luften og faldt. Lettelse strøg gennem hende. Skarpt efterfulgt af en tænderskærende smerte i hendes vinge, der ikke længere ville lade sig ignorere, som vinden skubbede til pilen og hendes vinger slog hurtigt gennem luften. Dusørjægeren på hendes ryg lænede sig frem og råbte i hendes øre og efter et par stædige vingeslag fremad, som syntes at sige 'jeg kan sagtens fortsætte', drejede hun sine vinger, så de ikke længere fangede vinden.
Og så gik det stærkt.
Vinden hylede som en ensom ulv i hendes øre som de faldt, fødder først mod jorden. Træer dukkede frem. Så grene. Så blade.
Brat slog vingerne ud igen, de sidste par meter inden jorden og bremsede dem så hårdt, at hvis Cal havde vejet noget på hendes ryg, ville han være blevet rystet af, som en rytter på en hest der stoppede brat foran et hegn, hvor rytteren blev kylet over hegnet af kraften. Så snart hendes fødder rørte jorden, forsøgte englen af trække pilen ud, men den sad for langt ude på hendes vinge. "Træk den ud!" Dem der havde skudt pilene ville ikke være langt borte og Adelaides hjerte hamrede i hendes bryst. "Nu, Cal! -- og ved Lyset, stop med at kalde mig Julie!"

[Caleb Veterano]

Endnu en strøm af bandeord kom ud af munden på magikeren, da Adelaide begyndte at styrte mod jorden. Caleb måtte endnu engang klamre sig til hende med begge arme, for ikke at glide af hende. Hver eneste gang en pil dog kom imod dem, gjorde han et vift med hånden, så den tabte fart og i stedet styrtede det.
Helst ville han gerne fortælle, at han uden frygt, havde landet med Adelaide, men sandheden var, at han havde øjet lukket hårdt sammen hele vejen ned. Da de endelig landede rystede benene under ham. Det var lige før, at han vaklende var faldet om, men i stedet tumlede han hen til Adelaides udstrakte vinge. Man overlevede ikke som dusørjæger i lang tid, hvis ikke man lærte at reagere hurtigt.
”Det er ret svært, når det er, hvad du har heddet indtil i går!” skældte han hidsigt på hende, inden at han med et fast tag greb fat i kanten af hendes vinge, så hun ikke ville kunne trække den til sig. Hvor mange gange havde han ikke ligget, og strøget en hånd over de hvide fjer? Fingrene lukkede sig om den sorte pil. Engang havde han kysset hele vejen op af den knoglet side til skulderbladet. ”Klar? 1 – 2 – 3 ” Fjerene havde været så bløde under hans kælende fingre. Så rene.
”NU!” I én bevægelse rykkede han pilen ud.
Den havde sættet i selve muskulaturen ved knoglen. Ingen tvivl om at det havde gjort ondt. Heldigvis bestod englevinger mest af fjer, mens dragevinger havde membran og flere ”fingre”. Åh ja… han var noget af en mester i anatomi. På den måde vidste man de fleste væsners fysiske svagheder.

Pilen brækkede han mellem sine fingre, inden at han smed den fra sig på jorden. Et sted mellem træerne kunne han høre råb – sikkert fra dem, der havde overfaldet dem, hvem det så end var.
”Du er nødt til at heale dig selv, gå på vingerne, og flyve væk herfra!” beordrede han, mens at han havde travlt med at smide sin rygsæk fra sig. Råbene kom tættere på. I en elegant bevægelse trak han sit sværd. Hjemmevant lå det i hans hånd, som en forlængelse af hans arm. Øjet rettede sig mod hende. ”Du vil nå Pandemoniums grænse om en dags tid! Fortæl Izzy at jeg bliver forsinket, men at jeg nok skal klare mig. Vi er stadigvæk i Portus. Mit navn bære stadigvæk lidt vægt. Bare skynd dig afsted! Jeg sørge for, de ikke kan skyde efter dig.”
Han skubbede let til hende arm, mens at han gjorde et kast med hovedet mod himlen. Mørket begyndte at blive oplyst af fakler mellem træerne. Lyden af buer, der spændtes lød omkring dem. Caleb stillede sig i kampklarstilling. Runerne på hans hænder og hals glødede.

[Adelaide Veterano]

"Det er faktisk ikke så svært, A-de-la-i-de, fem stavelser!" hvæste hun tilbage mens han greb om den smertende vinge - hun kunne mærke træet i hendes i den. Det gav et lille ryk i pilen da han greb om den, og hun lukkede sine næver. "Hvad laver du? Lad være med at tælle ned og gør det--!" Og så rev han. Og hun bandede. Vingen fleksede sig, trak sig sammen og strakte sig ud, krampagtigt. Nogle perlende dråber blod rullede ned af vingesiden, inden et hvidt lys spredte sig over såret - ikke så skarpt som dengang hun havde healet alphahunnen i ulveskoven i Vavilon, men det lyste stadig den lille lysning op. Men hun gik ikke på vingerne. "Over mit døde kolde lig lader jeg dig blive her alene, Cal - vi har ingen anelse om hvem der skød på os," Adelsdatteren rettede sig ud, hendes vinger foldede sig bag hendes ryg men forsvandt ikke. Hun tog sig hverken af det beordende tonefald i hans stemme, det bestemte udtryk i hans ensomme grønne øje eller det skub han gav hende. Det var også forsent. Lyden at buestrenge fortalte så meget. Fakler dukkede frem ad mørket som ildfluer på en sensommer aften og Adelaide gled sømmeløst over i den kampstilling hendes far havde lært hende mens lys begyndte at summe om hendes hænder. Lyset lignede røg, sådan som det snoede sig om hendes fingre, mens hun holdt hænderne oppe. De slog front mod muren af fakler der kom mod dem. Klar. Adelaide kunne tælle ti fakler i mørket.
"Jeg ville sænke dét der sværd, hvis jeg var dig, sønnike."
Stemmen kom fra bag dem. Adelaide snurrede rundt. Og stivnede. Fuldstændigt. Hendes krop ville ikke rykke sig ud af flækken.
"Vi skulle nødigt have at hvidfjer her kommer galt til skade." Et smil løftede hans læber, halvdelen af hans ansigt var skjult under skyggen af hans sorte hat. Mellem hans hænder lå en skarp-ladt krydsbue, klar til at affyre.

[Caleb Veterano]

”ADELAIDE! Jeg vil ikke diskutere-” Mere nåede Caleb ikke at råbe af sin gamle kæreste, før at deres mystiske fjender udskilte sig fra mørket. Begge hænder greb fast omkring sværdet, og han vendte sin fulde opmærksomhed mod mændene. Hans fødder bragte ham tæt ved Adelaides side. Blot et skridt og han ville befinde sig foran hende.
Truslen kom dog åbenbart ikke foran. Samtidigt med Adelaide snurrede han rundt mod stemmen bag dem. En snerren dukkede frem over hans ansigt, da et pentagram over hans venstre bryst, begyndte at brænde. Pentagrammet beskyttede ham mod at blive styret af mentalister. Selvfølgelig var stærke mentalister som Eriz og Raine en anden sag.
En hånd skød ud, og greb om Adelaides arm. Bestemt hev han hende tilbage til sin side, uden at hans øje slap manden med blikket.
”Hvidfjer kommer ikke galt afsted. Til gengæld kan mænd med fakler komme galt afsted, hvis ikke de bakker tilbage med det samme!” lovede han alvorligt. Presset gjorde ham hidsigt. De havde ikke tid til det her! Isabel ventede på dem! Hun var i fare! Imens stod han her og blev truet af en fucking landevejsrøver, der ikke anede, hvem han stod overfor! Det var frustrerende!
”Du og dine mænd får én chance til at skrubbe af! Jeg har ikke tid til det her, og er på ingen måde i humør til at blive røvet eller overfaldet! Derudover… ligner vi virkelig nogle med noget værdig på os?!” Han spredte sværdarmen lidt ud fra sig, for at præsentere sin skikkelse med de slidte klæder, gamle støvler, og sværdbæltet uden en stor pung med mønter. Den eneste kostbarhed han bar, var sølvkæden med Ineis symbol som vedhæng, der lå gemt under trøjen. En kæde han flere gange, havde brugt som knojern mod vampyrer.
Stadigvæk holdte han stædigt fast i Adelaide. I sit hoved var han allerede ved at analysere manden foran ham. Hvilken race var han? Hvor kom han fra? Hvilken svagheder kunne han finde? Styrker? Viden om fjender var det, der havde holdt ham og Isabel i live så lang tid. Viden og erfaring.
Han ønskede ikke, at bruge hverken ham eller Adelaids navne, til at komme ud af denne her kattepine. Ikke nok med at han var eftersøgt, så havde selv Storm familien fjender, og hvem ville ikke få fat på et medlem, der kunne bruges som gidsel? Nej… det var bedst, at holde kæft med hvem de var.

[Maddox Bane]

Maddox Bane løftede langsomt et øjenbryn af de to unge væsner foran ham. Det var ikke ofte man rettede en krydsbue mod nogen, og de syntes at deres, øjeblikkelige og ubetingede, overgivelse var til diskussion. Knægten havde nogle sten alligevel. Men så igen, man kunne vel heller ikke forvente andet af Portus' mest berømte og berygtede dusørjæger. Hans mænd så også ud til at have genkendt parret og til deres credit, stod de stadig med deres egne buer rettede mod dem, selv efter Veterano's trussel.
"Ah - ja, jeg er sikker på De har bedre ting at tage dem til end at blive røvet Rådsmand," svarede Bane. Hans bue var stadig rettet mod kvinden. Hans mørke øjne var dovne. Som stod de og havde en kedsommelig chit-chat om vejret. "Sorry, forhåndsværende rådsmand, men ser du, jeg er fløjtende ligeglad med hvad du har tid til, og hvis jeg ser så meget som et glimmer af magi fra enten dig, eller din veninde, bliver hvidfjer til en nålepude," Hans tone var tør og så gennemsyrede af træthed som hans livsløse øjne, der hvilede på Adelaides glødende hænder. Kvinden trak sin underlæbe ind mellem hendes tænder og et øjeblik efter gjorde hun en flydende bevægelse og så var lyset borte. "Dygtig pige!" Bane trådte et skridt frem og smed en sæk på jorden foran dem. "Værdigenstande - og så kan vi alle sammen fortsætte vores liv og glemme at det her nogensinde er sket."

Adelaides ansigt var udtryksløst som hun rakte op bag hendes hår og frigjorde en lille halskæde om hendes hals, som hun lod dumpe ned i sækken. Næst kom nogle øreringe og så et lille, tyndt armbånd. Hele sættet var nok lidt penge værd, ingenting for en adeles datter, men alligevel noget for en landevejs røver. Hun rettede sig op, da hun var færdig og så på Cal. Kom nu bare, så vi kan komme videre, syntes hendes øjne at sige. "Cal... " Der er ingen grund til at tage den her kamp.
"Og hans sko."
Adelaide så tilbage mod røveren. "Hvad?"
"Hans sko. Tak."

[Caleb Veterano]

En trækning over Calebs friske øje, samt det hårde greb om hans sværd, afslørede hans frustrationer og voksende vrede. Runen på hans bryst brændte. Den sved hans brysthår.
Stadigvæk havde han ikke sænket sværdet. Selv ikke Adelaides bedende kald af hans navn, kunne få ham til at slappe af.
”Du har fuldkommen ret. Jeg er ikke en rådsmand længere,” mumlede han sammenbidt ud mellem sine kværnene tænder, mens han langsomt slap sit sværd med den ene hånd, så han kunne lade det falden ed langs sin side. Våbnet ville ikke komme ham til gode lige nu. De havde buer.
I det mindste var der ingen af røverne, som havde turde at træde frem, og tage værdigenstandene fra ham. Hverken hans pung, sølvkæden eller tingene han bar i rygsækken. Han var ligeglad med alt pånær halskæden.

Stilheden sænkede sig, mens Adelaide smed sine smykker i sækken. Uden frygt nedstirrede Caleb forsat røvernes leder. Tankerne var kaotiske. Bekymringen for hans familien var ved at æde ham op indefra. Isabel var så tæt på dem, der før havde revet hende fra ham. Hvis hun blev fundet… Hun ville være udenfor hans rækkevidde endnu engang. Væk. Og han ville være alene. Akkurat som han var nu. Hun var her ikke. Hvis hun havde været her hos ham, som hun plejede, ville hun have angrebet røverne uden tøven. Måske ville hun kun have nået, at sløve pilens vej, men den ville stadigvæk nå at ramme i mål. Men hun ville tage risikoen. Specielt hvis han var i fare.
Han kom tilbage fra sin tankestrøm, da lederen af røverne bad Adelaide om at tage støvlerne af Caleb. Åhhh selvfølgelig skulle det ske. Selvfølgelig skulle den forbandet røver liiiige presse den til det sidste. Liiiige spilde den sidste dråbe.
Sværdets skæfte knagede da fingrene lukkede sig hårdere omkring grebet. Ukontrolleret af vrede antændtes flere af hans graveringer i kroppen. Nogle kunne man se skinne igennem hans tynde trøje. Sætninger på gammelt, glemt sprog trådte tydeligt frem. Pentagrammer lyste op. Runer blev på ny opskåret. Det grønne øje gnistrede af energi.
Hver en muskel spændtes.
”Hør her… Jeg har haft et ret hårdt døgn. Først finder jeg ud af min store kærlighed, har haft løjet for mig i flere år. Så dukker en fucking vampyr op! Wupti! Så skal hele familien ud på en selvmordsmisison, og min kone skal åbenbart være med, på trods af at hun knap nok kan hakke hovedet af en høne! Derudover skal jeg også lige sætte hendes velbefinden i fare, så dødsenglene kan få deres fucking leder tilbage!” Stemmen var skarp som et barberblad. Ansigtet fortrak sig i raseri, mens at han gik et truende skridt frem mod lederen af røverne, hvilket også stillede ham imellem ham og Adelaide. ”Jeg er træt! Sulten! Pissed off! Og bliver holdt tilbage af en flok fjolser, der er så idiotiske, at de fuldkommen har glemt, hvad fuck jeg plejede at være, før jeg blev rådsmand! Og alt imens har min familie brug for mig, men jeg kan ikke komme til dem, fordi en tåbe står i vejen for mig!!” Tonelejet var steget og steget i takt med raseriet, der fik mere og mere fat i den hærdet magiker, som akkurat lige var blevet skubbet ud over sin ellers så tålmodige grænse.
”Jeg har tortureret Macaria Forsyth! Kæmpet mod dødsengle! Jaget Pandemoniums konge! Ledet en modstandsbevægelse! Beskyttet Portus! Dræbt det ene fucking mørkvæsen efter det andet, så fortæl mig… hvordan helvede I tænker det her vil virke for jer?!!” Spidsen af pilen på den spændte bue stødte mod hans brystkasse. Stadigvæk hang sværdet langs hans side, da han ikke havde hævet det, men alle indgraveringerne på hans krop lyste stadigvæk.
Åhhh det var så sjældent at han bandede. Specielt på portusiansk, som i forvejen var et sprog med få beskidte ord.
”Hvis min søster er død på grund af det her… så dræber jeg dig…” tilføjede han med en lav snerren. ”Jeg dræber jer alle.”

[Maddox Bane]

Brune øjne med et let gyldent skær langs kanten fulgte Cal på engang dovent og opmærksomt. Han stirrede på ham, som malerier stirre på de som betragter det. Unaturligt stille, som turde end ikke vinden flytte en lok af hans skulder lange brune hår. Han havde smilelinjer ved hans øjne, men hans mund lå ikke naturligt i det lette smil der prydede hans mund. Adelaide Storm betragtede landevejs røveren over Cals skulder, da hendes ekskæreste rykkede indimellem hun og røveren. Hun genkendte blikket. Hendes far havde båret det blik i ti år. Det her var en mand der ikke havde mere at leve for. Han var så død indeni, som hvem end han havde mistet. Adelaide var så fanget i hans blik, at hun slet ikke opfattede at Cal bevægede sig frem, før han stod med den anden mands pil direkte mod hans brystkasse. Var han fuldstændig fra forstanden?! Var det sådan her, han havde opført sig da hun havde været sammen med ham også? Stillet sig direkte op mod enhver fare og leet den i ansigtet?! Hvis hun ikke var så forbandet bange, ville hun have været sydende af raseri -- havde han ikke éen tanke for dem han ville efterlade, hvis den røver besluttede sig for at affyre en krydsbue lige ind i brystet på ham?

"Du har ét seriøst dødsønske, mon frère," tsk'ede Bane med blot et svagt løftet øjenbryn af Veteranoen. Langt de fleste væsner der tog en krydsbue pil lige til brystet ville dø øjeblikkeligt - pilen ville passere lige igennem ham, så meget kraft lå der i det aflange stykke træ, der hvilede på hans venstre underarm, holdt på plads af hans højre hånd. Bolten på spidsen smadrede lige igennem rustninger, ved Lyset. Alligevel så det ud som om den unge dusørjæger ville teste skæbnen. Maddox havde ingen værdi i deres liv - han havde ingen lyst til at tage dem, men han havde heller ikke en værdi i dem. Han kunne lige så vel tage deres værdi genstande af deres lig, som han kunne få dem af dem. Hans finger på aftrækkeren bevægede sig.
"STOP!"
Maddox løftede blikket. Og et øjenbryn.
"Her!" Hendes vinger var fremme igen og hendes hånd var strakt frem mod warlocken. Holdt mellem to fingre, var en fin lille, marmorsfarvet fjer. Bladene ruskede i vinden, noget puslede i en busk i nærheden - sikkert en kanin - og så nikkede Maddox ganske let. En mand bag dem trådte frem, tog fjeren fra hendes hånd og så forsvandt de. Smeltede ind i baggrunden. Og da Adelaide vendte sig igen, var også Maddox borte. Kun hun og Cal var tilbage i den lille lysning.
"Din fucking idiot!" Hun marcherede helt op til ham. "Hvad er det, du tror du laver?! HAR du rent faktisk et dødsønske?! For så kunne jeg bare have smidt dig af da vi fløj!" Hun skubbede hårdt til hans skulder og spredte sine vinger. "Jeg er SÅ tæt på at lade dig gå resten af vejen Veterano, så forklar dig selv!"

[Caleb Veterano]

Tavst stirrede Caleb trodsigt ind i øjnene på manden foran ham. Ligeglad med pilen mod hans bryst. Huden brændte omkring hver eneste ar ham og Isabel havde lavet på hans krop. Brændte så det føltes som hundrede af ophedet stykket metal. Han var vant til følelsen. Smerten var for længst blevet en trofast følgesvend i hans liv.
Adelaides råb fik ham nølende til at se over skulderen mod hende. Panden rynkede sig yderligere. Læberne snerpede sig sammen, men han gjorde intet for at stoppe landevejsrøveren, da fjeren blev modtaget, og de forsvandt tilbage ind i mørket, indtil selv ikke faklerne kunne ses længere.
Og selvfølgelig… var Adelaide over ham med det samme.
Køligt kastede han et blik på hende, inden at han bøjede sig ned, for at svinge sin rygsæk over skulderen igen.
”Utroligt du har så lidt tillid til mine evner, på trods af du ved, hvad jeg har stået op imod,” mumlede han som svar, før han var nødt til at vakle et skridt tilbage, da hun skubbede til hans skulder. Spidsen af hendes vinger slog ham næsten omkuld. Raseriet og frustrationen steg i ham, men han formåede at bide den inde. Han tvang sig selv til at trække vejret dybt. Hårdt skubbede han sværdet tilbage ned i skeden.
”Hør her…Adelaide… jeg behøver ikke forklare mig selv for dig, forstået?! Jeg står her på grund af dig, så vis bare en smule taknemmelighed, hvis den ærede hertugedatter ellers kan finde det i sig!” råbte han, så det næsten matchede hendes volume. ”Du har ingen ide om, hvad fanden det her kræver af mig! Men selvfølgelig gør du ikke det. Ingen af jer noble gør. I tror bare alting er en leg…” Stemmen var falmet tilbage til en mumlen igen, men tonen indikerede tydeligt det ikke kun var Adelaide, han talte om længere.
Moria var også med i hans tanker. Hendes naivitet ville få hende slået ihjel, og hun ville afsky ham endnu engang, når han måtte gøre, hvad der skulle gøres, for at holde dem alle i live. Akkurat ligesom sidste gang… Ligesom Adelaide havde gjort før i tiden, ville hun indse, hvem han var, og når hun opdagede, at hun ikke kunne lave ham om, ville hun gå.

Træt kørte han fingrene igennem sit sorte hår. Energien var dalet i ham igen. Runerne, pentagrammerne og besværgelserne gnistrede ikke længere på ham. Øjet var igen sin normale, grønne farve.
”Bare… ti stille,” bad han lavmælt sin første kærlighed. ”Jeg vil ikke skændes, og du vil aldrig kunne forstå. Lad os bare komme afsted, så de andre ikke skal vente for længe.”

[Adelaide Veterano]

Cal var så anspændt som et såret rovdyr og hvis hun ikke selv havde været så vred, ville hun have ladet det ligge der og veget tilbage for hans vrede. "Nemlig! Jeg ved hvad du har stået op imod, men du har ingen anelse om hvad jeg har været igennem," bed hun tilbage, inden hun snurrede rundt og lagde armene over kors, med hagen løftet og hendes mund så hårdt snerpet sammen at det summede i hendes læber. Hvor vovede han?! Lille ubetydelige -- "Hmpf!" fnøs hun, da han sagde, at det var hendes skyld han var i den her situation. "Hvis det er, hvad du er nødt til at fortælle dig selv," Ordene var hvislet mellem hendes tænder. Vreden føltes godt. Den buldrede i hende. Skubbede al følelse af sult og træthed bort. Så snart de nåede frem til Isa og de andre, kunne hun få en anden passager, og så lade som om Caleb slet ikke eksisterede, som hun havde gjort så fint de sidste mange år. Der var ikke en dråbe af taknemlighed i hende. Hos hendes onkel havde hun haft dårlig samvittighed og krympet sig under den - men ikke mere! Ikke når han skulle være sådan en-- sådan en-- uf!
Hendes hoved snappede til siden da han bad hende om at tie stille og der lurede en advarsel i hendes lynnende grå øjne. "Fint." Ordet lå iskoldt på hendes tunge og smagte af vinterens første sne. Så, så hun bort fra ham igen. "Hop på." Hendes vinger spredte sig ud igen og hendes fødder spredte sig let, så hun kunne springe fra jorden i ét hop.

[Caleb Veterano]

Skuldrene hang hos den voksne magiker. Et blik man ellers kun så hos små hundehvalpe, kastede han et blik på englen, der så koldt vendte ryggen til ham, men han sagde ingenting. Hvad var der at sige? Kun vrede og bitterhed.
Endnu engang smed han besværgelsen over sig, som gjorde ham vægtløs. To gange måtte han forsøge, før det lykkes ham, at udtale ordene rigtigt. Han var udmattet. Både i sjælen og kroppen. Måtte Inei give ham styrke de næste par døgn til at beskytte dem alle.
Med et støn klatrede han op på ryggen af englen. Hendes vrede var som en høj mur imellem dem, der på trods af han hang presset tæt ind mod hendes ryg, adskilte dem mere end nogen afgrund i Pandemonium. En smule tøvende lagde han armene om hendes hals. Han følte en stor trang til at undskylde, men vidste ordene ikke kunne blive taget tilbage. Vreden havde efterladt ham. Kun bekymringer fyldte hans arret krop.

Og så fløj de.