It's not what you think

[Adelaide Veterano]

Eian Winters Caleb Veterano 
Eians Palæ

Enorme, marmor farvede vinger strakte sig mod himlen og slog på hvert andet af hendes hjertesslag. Englen holdt nemt tempo med hesten og dens ryttere under hende. Hun havde fløjet lidt foran dem det meste af turen, ledt vejen frem, men som hendes onkels lysende palæ var dukket op i horisonten havde hun sænket farten blot en anelse, så hun fløj lige over hesten under hende. Hendes muskler skreg, men der var langt endnu, før hun kunne hvile. Isabel ville have dem til at mødes ved grænselinjen, så snart de havde afleveret den lille mørk hårede pige der sad forrest på hesten og småsov over dens mane, sikkert i Caleb Veteranos arme. Heldigvis var det faldet sådan sammen at hendes onkel burde være hjemme i hans landelige palæ, sådan som han altid var sidst på måneden, for at skrive de forhadte månedlige inventar opgørelser for palæet. Ellers havde de været nødt til at tage pigen med til Istus, og ind i Ineis tempel, for at finde manden, der forhåbentlig ville blive Lillis nye værge, mens Veteranoerne befriede den tidligere dronning af Vavilon fra hendes fangeskab i Pandemonium. Den rødhårede engel tog et par hurtige vingeslag, som de kom tættere på, og lagde sit lidt foran igen. Hun fløj hele vejen op langs det lyse marmor grus og landede først nogle meter fra porten til palæet, gruset knasende under hendes støvler. En vagt, der stod lænet op af sit spyd med et let spor af spyt rendende ned af kinden, rettede sig straks op. "Ho! Hvem går der?!" Vagten rettede spydet mod englen, som løftede begge hænder afværgende. 
"Adelaide Storm," Vagt kvinden sænkede øjeblikkeligt sit spyd, så fra Adelaide til rytterne på hesten der trak op bag hende. "Jeg er her for at se min onkel."
"Og hvem er de?" 
"Det kommer ikke dig ved." 
"Men--" 
"Det kommer ikke dig ved." Englen rettede sig op, løftede hagen og selvom hun var et halvt hoved mindre end den kvindelige vagt, syntes hun at tårne over den anden kvinde. En mindre stirre konkurrence udviklede sig, før kvinden til sidst nikkede modvilligt, vendte sig og bankede på et lille vindue i porten. Lidt efter gled den åben. 

[Caleb Veterano]

De havde redet i 2 dage nu. Modsat Calebs ord havde de ikke holdt lejre, men kun holdt en enkelt pause eller to for at tisse af, inden de igen steg op på enten vind eller hest. Tiden var imod dem, og luksus som søvn havde de ikke råd til. Tanken på Isabel og Moria tæt ved Pandemonium var Calebs motivation, hver eneste gang han var ved at døse hen. Billedet af hans familie da han kiggede sig en sidste gang over skulderen, sad indprentet fast i hans sind, og fik ham til at presse Hest til det yderste.
Specielt her hvor de var så tæt på, havde han tvunget hesten i galop. Jakken blafrede bag ham, og håret samt trætheden blev blæst væk af den salte vind, der fandtes her tæt ved havet.
Lili vågnede, og krøb sig halvt ind til ham. De små fingre greb fat i en tot af manen, så hun ikke ville falde af. Begge ryttere lænede sig frem.

Eians palæ lå udenfor selve byen på kanten af en stejl klit, der skråede direkte ned i havet. Vinden var frisk og bed i huden. Lugten af salt og tang fyldte næsen, og kunne få enhver til at mærke et stik af jalousi over englene, hvis vinger kunne bære dem over klitten og ud over havet.

Endelig nåede de porten til palæet, lige da Adelaide også landede. Uden tøven sprang Caleb ned fra Hest. Benene var lige ved at give efter under ham. Musklerne føltes som gummi, og han var sikker på bukserne, havde skrabet imod hans inderlår, så der var kommet sår.
”Kom her.” Han løftede Lili ned fra Hest, og satte hende på den arme, mens han tog tøjlerne med den anden hånd. Håret var helt forblæst, så det strittede ud til alle sider. Kinderne røde.
Adelaide havde diskuteret færdig med vagten. Porten åbnede sig for dem, og gav dem adgang til det hvide palæ, med den store gårdshave foran sig. En statue af Inei stod i midten med en arm hævet op over hovedet mod den mørke nattehimmel.
Lili havde lagt begge sine små arme omkring Calebs nakke, og klamrede sig utrygt til ham, mens hun med usikre øjne betragtede den store statue de passerede. Selv Caleb lod et blik glide op mod statuens hævet ansigt. Han modstod trangen til at knæle foran gudinden, og bede om tilgivelse for hans synder, men der var andre mere vigtigere ting, som stod på spil lige nu.

Ved Adelaids side stoppede han op ved hoveddøren til palæet, og lod hende om at banke på. Kort vekslede han blikke med hende, før at han afventende så mod døren.
Selvom han ikke var rådsmand længere, mærkede han den samme brændende vilje i sit bryst, der havde givet ham modet, til at stille sig op imod enhver adelsmand, som havde vovet, at stille sig op imod ham. Isabel og Morias liv var på spil. Det gjorde ham lige så nådesløs, som når han førte sit sværd igennem et mørkvæsen.
Beskyttende tog han mere om Lili.
”Det skal nok gå,” mumlede han beroligende. Om han talte til Adelaide, Lili eller sig selv var ikke til at sige.

[Eian Winters]

Aftenen var tæt på natten. Tjenerne i palæet var så småt ved at finde vej ned til deres respektive senge, men husets herre og hans hustru, var stadigvæk oppe. De sad i én af de mange stuer – den stue med udsigt ud til det mørke hav, som syntes at true med at opsluge palæet.
Palæet var smukt dekoreret i sandfarvet og hvide nuancer, der gjorde det hele simpelt og elegant. Nogle malerier viste portrætter af familiemedlemmer, og Ineiskulpturer kunne ses hist og her på en hylde eller et hjørnebord.

Eian sad tilbagelænet i en behagelig sofa, og var i gang med at gennemgå den sidste måneds administrative dokumenter. Et glas med whisky blev holdt mod hans tinding. Håret var stadigvæk fugtigt efter hans bad, og beklædningen afslappet med blot en hvid, åben skjorte og et par sorte hørbukser. Fødderne var nøgne. Sofabordet var overfyldt med et kaos af dokumenter, regneark og lister, samt flasken med whisky.
Hans kone, Evelyn, sad i en lænestol overfor og guddødeme mig strikkede. Lyden af pindenes klikken mod hinanden, var det eneste som fyldte rummet, blandet med knitren af flammer fra pejsen, samt Eians frustreret suk, når han nåede en blindgyde.

Stilheden blev brat afbrudt af en banken, der ekkoede gennem palæet. Evelyn og Eian kiggede begge mod udgangen til stuen, inden de drejede hovederne mod hinanden. Begge så lige forvirret ud.
”Ja, se ikke på mig!” udbrød herren i huset, inden at han stillede både glas og papirer fra sig, før han rejste sig.
”Hvem kan det dog være på dette uhyrlige tidspunkt af døgnet?” spurgte Evelyn småirritabelt, og sænkede sit strikkearbejde, mens hun så efter Eian. Han drejede rundt mod hende, så han gik baglæns ud af stuen. Opgivende bredte han armene ud.
”Det er sikkert bare Aiden, som har brug for et stille sted at være, mens han skriver på sin uendelige afhandling. Eller et bud! Åh, eller lad det være Adrian, som endelig har genvundet sin fornuft, og er kommet for at sige undskyld,” bad han, inden han igen drejede rundt om sig selv.
”Hvad er der med Adrian?!” råbte hans kone forvirret efter ham, men han ignorerede hende, mens han spankulerede mod entréen. Kvindemennesket ville ikke forstå det. Enten ville hun udbryde, det da var fantastisk Adrian igen havde fundet kærlighed, eller også ville hun bryde ud i intens bøn, mens hun hulkende bad for hans sjæl. Kvinder!

Med en håndbevægelse låste han døren op, da han nærmede sig den, så han i enkelt bevægelse kunne åbne den op.
”Ved du hvad klokken-” begyndte han i et suk, inden at hans dovne blik faldt på rødt hår, og strålende grå øjne i et yndigt, betagende ansigt. Munden stivnede midt i udformningen af et ord. Øjnene flakkede over den lysende skikkelse, inden at et overrasket smil voksede sig frem.
”Adelaide!” udbrød han glædestrålende, inden at han med en latter, trak sin niece ind i et omslugende favntag. ”Hahahaha din lille møgunge! Jeg vidste, du var okay!” Han kyssede hendes kind med sine alkoholiseret læber, inden at han trak hende ud fra sig – stadigvæk med hænderne om hendes arme.
”Hvor i alverden har du været henne?! Hvad tænker du dog på, sådan bare at stikke af? Ikke bare én, men to gange?!”

[Adelaide Veterano]

Adelaides tålmodighed var tyndslidt af træthed, ømme muskler og en knurrende mave, der syntes at være ved at æde sig selv indefra, og hun brugte hver en ekstra energi reserve hun havde, på nu at holde sig oprejst og fokuseret på opgaven, selvom hendes blik svømmede en anelse for hende og hendes knæ en anelse usikre under hende. Hun bevægede sig hurtigere og hurtigere gennem gårdspladsen, forbi Inei uden at skænke statuen et blik, forbi træer hun havde klatret i som lille, forbi den plet på græsset hvor hun var faldet ned fra en af de træer og op til hoveddøren. Efter kort vekslede blikke, trådte hun op, løftede en næve og bankede på, så hårdt som hun kunne. Hun kunne se sig selv i genspejlingen af det lille mosaik-billede vindue i døren, som forestillede Ineis træ. Et tungt suk undslap hendes mund. Filtrede, røde krøller, indsunkne øjne og et ulykkeligt drag i hendes øjne, hun slet ikke havde lagt mærke til. Hvor længe havde det været der?
Døren blev åbnet og Adelaide stod ansigt til brystkasse med sin onkel. Efter mere end fire år. Hun bed sine tænder sammen. Hun rankede sig en anelse mere op. Hendes øjne var stål. Og så sagde han hendes navn.
"Onkel Ei--" Hendes stemme knækkede og pludselig brimede hendes øjne af vand, som en kop efterladt under en dryppende hane, der endelig spildte over kanten og begyndte at løbe ned over hendes kinder, mens han fangede hende i et snuptag. En hikstende lyd kom fra hendes mund og før hun vidste af det, havde hun kastet sig om halsen på manden der havde lært hende at ride, båret hende i seng efter lange karret ture fra Istus og samlet hende op fra hans græsplæne, da hun var faldet ned for det forbandede frugttræ da hun var faldet ned. "Undskyld!" For et øjeblik glemte hun alt om de to væsner der stod bag hende og tudede som et lille barn, snot og tårer, ned i hendes onkels skjorte. Han lugtede langt væk af whiskey.

[Eian Winters]

Tyssende trak rådsmanden sin niece ind til sig igen, så han kunne trøste hende. Han havde lyst til at løfte hende op på armen, som han havde gjort så mange gange før, og bære hende ind i seng. Putte hende i tæpper, servere duftende te, og læse højt fra hendes ynglings bog, indtil hun faldt i søvn. Det var tydeligt, hun havde var udmattet, og intet faldt ham mere naturligt, end tage vare på hende.
”Shhhh, sh, det er helt i orden. Nej, lad nu være med at græde, du ved, jeg også bare begynder,” mumlede han grødet ned i hendes hår. Hun lugtede af frisk luft, muld og… noget andet han ikke kunne sætte finger på. Tydeligvis havde hun ikke været i bad nogle dage. Mon Adrian vidste, hun var her? Hendes brødre? Det kunne gøre lige meget. Han kunne altid skrive et brev til dem senere.
Øjet opfangede en bevægelse bag Adelaide. En svagt oplyst skikkelse stod stadigvæk udenfor døren med et eller andet trykket ind i sin favn. Først efter et par sekunder genkendte Eian personen. Øjnene blev store. Underkæben ramte gulvet.
”Cal…? Caleb Veterano?” spurgte han, da han ikke helt turde stole på sine øjne. Manden løftede dog ansigtet nok til, at lyset fra entréen ramte ham. Det var ham! Godt nok var han blevet voksen, og skyggen af sorg hærgede ikke længere hans ansigt, men læderlappen foran øjet samt beklædningen afslørede ham.
”M’lord,” hilste den gamle rådsmand sin kollega, og bekræftede blot endnu mere at det var ham med sin vavilonske måde at udtale nogle af ordene på. ”Tilgiv os for den sene time, men vi har brug for en tjeneste.”
Eian anede slet ikke, hvad han skulle sige. Han holdte stadigvæk Adelaide i sine arme, mens han chokeret stirrede på den forsvundet dusørjæger. Tankerne kværnede i hovedet på ham. Spørgsmål rejste sig kaotisk mellem hinanden, uden at kunne blive besvaret af hans egen viden.
Hvad i alverden lavede Veterano her?! Sammen med Adelaide?! Og…og var det et barn han havde på armen?!

”Eian?! Hvem er det?!” En kvindestemme brød igennem Eians tanker, som kløer mod sten. Han fik endda genvundet så meget stedsans, at han himlede med øjnene, før han vendte sig halvt om.
”Ikke nogen!” råbte han hidsigt ned af gangen, og håbede det var nok til at få kvindemennesket til at holde sin nysgerrige kæft! Opmærksomheden blev rettet tilbage mod hans niece og gamle kollega.
”Skynd jer ind, før hun kommer anstigende. Smut hen på kontoret med jer, så kommer jeg lige om lidt. Addy, du kender vejen.” Han gjorde et kast i retning af sit ellers ubrugte kontor.
”Vi kan ikke blive,” brød Caleb hastigt ind, lige da rådsmanden skulle til at vende ryggen til dem, for at tage sig af sin kone. ”Jeg er ked af det Winters, men vi er nødt til at gå igen med det samme.”
Eian så forvirret på den enøjet mand.
”Men-”
”Du ved, jeg ikke ville gøre det her, hvis ikke det var vigtigt.” Calebs blik brændte sig bedende ind i Eians, og som altid måtte han finde sig selv imponeret over knægtens – nej ikke knægten, mandens – tapperhed og vilje. Men han havde også vilje og tapperhed!
”Nu skal du høre, Veterano. Du kommer anstigende til mit hjem med min niece, som jeg ikke har set i over 5 år og en sorthåret unge i din favn. Lige nu forgår der en del i mit hoved, så jeg vil råde dig til, at sætte bremserne i for en gangs skyld, og gøre hvad jeg siger. Ellers må jeg blot antage, du har gjort min niece gravid, og det kan vi ikke have, vel?” forklarede han tålmodigt, og fik Cal til befippet at åbne munden.
”Jeg… du… Nej, du ved det ikke er sandt! Du kan mærke, hun ikke har noget som helst engel i sig?!” udbrød han i protest, men Eian smilede bare drilsk til ham.
”Kan jeg?” spurgte han sigende, inden at han igen pegede mod retningen af sit kontor, før han forlod dem i entréen.
Caleb bandede lavmælt på vavilonsk, mens han skulede efter englen. Han havde glemt, hvor stædig den mand kunne være!

[Adelaide Veterano]

Adelaide krængede sine fingre ind i Eians skjorte, da han begyndte at tale til Cal bag hende. Hun havde glemt at de var der. Og hun ønskede ikke at slippe illusionen af at det blot var hende og hendes elskede onkel, bare et øjeblik. Men da de begyndte at diskutere over hendes skulder, måtte hun slippe grebet om manden. Hun forsøgte at tørre sine øjne med bagsiden af hendes hånd, men det hjalp kun en smule, hendes øjenvipper var stadig klæbet sammen af vand og sammensnøringen i hendes hals, som hun knapt kunne trække vejret for, fortalte hende at hun stadig var på grænsen af endnu et anfald. Hun bed sig i underlæben og nikkede, da Eian bad dem om at gå hen til hans kontor og vendte så blikket mod Cal, da han først protesterede, hendes øjne let spærrede op og hendes bryn rynkede - stod han og forsøgte at diskutere med Eian Winters' direkte ordre? En mellem ting mellem et fnys og latter kom fra hendes mund - det var næsten morsomt at se på.
Indtil Eian kom med påstanden om at den mørk hårede unge på Cals arm skulle være deres?! "Onkel!" skændte hun, inden manden efterlod dem begge i entreen. Hun kneb sig over næseryggen og sukkede tungt, inden hun vinkede Cal og Lilli med sig, og gik ned af gangen mod Eians kontor. To korridorer og et par sving senere, skubbede Adelaide døren til hendes onkels kontor op. Stedet lignede sig selv. Enorme bogreoler kantede rummet, hvor et skrivebord optog centrummet af lokalet direkte foran et enormt vindue. Selvom bordet var dækket af flere stakker af papirer, skriveredskaber og bøger, var det hele også dækket af et let lag af støv. Alle der kendte Eian, vidste at han ikke lavede sit arbejde der. Han sad i hjørnet af lokalet, hvor der var opstillet en lille sofa, to lænestole og et bar-bord med tre hylder. Alle sammen fyldt med sprit af forskellig art. Adelaide satte sig i sofaen. "... Jeg kan ikke tro, at du rent faktisk forsøgte at diskutere med ham," Hun var bange for at falde i søvn, det øjeblik hendes ryg ramte det varme sofalæn, så hun talte mest for at holde sig vågen. "Jeg troede du havde siddet i Rådet med ham? Burde du ikke vide bedre?"

[Lili Zeno]

Lili havde klamret sig til Cal på hele turen. Hun brød sig ikke om sådan at blive hevet fra sted til sted eller at sidde på Hest i flere dage. Hun havde haft det fint!
Turen var gået skiftevis med at klappe Hest rosende på den varme, svedige hals og at sove. Hun havde været lille nok til at skifte stilling en gang i mellem, når hun ikke plagede sin onkel med hvornår de var der, om de ikke snart ville stoppe eller om hvor de faktisk var på vej hen. Hun havde fået nogle svar, men slet ikke gode nok, hvilket hun var ret fornærmet over. Hvorfor skulle Isabel ikke med?
Det mest trøstende var hendes drake der landede tæt på statuen, hendes blik gled over til den inden de blev lukket indenfor. Hun prøvede at vinke til den, men også hun var træt og den lille vinken lignede mere et barn der prøvede at række ud efter noget hun ønskede sig.

Men hun havde haft mulighed for at hvile på Hest. Det varme, lyse hus vækkede langsomt hendes nysgerrighed og hendes store, sorte øjne gled over væggene og udsmykningen omkring. Dyb kontrast til de lyse farver. Al den...Lyse energi omkring dem...Hun rynkede på næsen og begravede hovedet ind mod Cal. Han blev nok hvis hun viste ham at hun ikke kunne klare sig uden ham. Hun frygtede han efterlod hende her!
Det var tydeligt noget skulle ske, selv om hun ikke forstod hvad. Men det virkede som om de netop planlagde at efterlade hende og det ville hun ikke lade ske, hvis hun ellers havde noget at sige!
Hun havde ikke engang ville se på den fremmede, gamle mand!
Da de kom ind på et støvet kontor, klammede hun sig hårdere til ham med sine små arme og ben.
"Onkel, hvad skal vi her?" hendes stemme var lav og hviskende, som hun kun ønskede at tale til onkel. Den pludselige varme fik hendes krop til at ryste svagt. Hun lukkede øjnene. Det var ligegyldigt hvor spændende stedet så ud! Hun skulle med tilbage!

[Caleb Veterano]

Modvilligt var Caleb fulgt efter Adelaide gennem palæet. Aldrig havde han været her før, men lige nu sværmede hans tanker for meget omkring familien, til at finde overskud i at kigge rundt. Mens de gik talte Lili, og han lagde beskyttende en hånd på hendes ryg. Blikket var rettet stift frem.
”Shhh… Jeg forklare det senere, pusling. Lige nu skal du være en sød pige,” mumlede han ned til hende, og kyssede hende åndsfraværende på hovedet.

Da de trådte ind i kontoret, lukkede han døren i efter dem med foden. Hviskende fik han tændt flammerne i pejsen, så rummet blev lyst op i et varmt, orange skær, så de kunne se noget. Rastløsheden tillod ham ikke at sidde ned, så i stedet travede han frem og tilbage med Lili. Kort kastede han et blik mod Juli-Adelaide, da hun talte til ham. Et skuldertræk indikerede hans svar.
”Normalt var vi på samme side,” svarede han hende kortfattet, mens han vippede op og ned på tæerne, så Lili blev vugget. Hun var for stor til den slags, men det var ren refleks. Måske handlede det også mere om, at berolige ham end hende.

Endelig kom Eian tilbage. En bakke med små madder og glas fyldt med vand, blev sat på bordet, og Caleb rynkede på næsen. De havde ikke tid til den slags! Jo længere tid de spildte her, jo mere tid brugte Isabel, Moria og Saïx i Pandemonium. Tænk hvis de blev opdaget! Hvis det hele var en fælde! Tanken om Isabel tilbage i kløerne på Marcellus, fik maven til at knudre sig sammen, og han følte, han skulle kaste op.
Eian satte sig ved siden af sin niece med et glas, som han betænksomt rakte hende.
”Så! Nu hvor vi kan tale fredeligt, kan I fortælle, hvad I laver her… sammen. Og hvem barnet er, vil jeg heller ikke, have noget imod at få svar på,” bekendtgjorde han, og lænede sig tilbage i sofaen med en arm hvilende på ryglænet. Hans øjne bevægede sig afventende mellem Caleb og Adelaide.
Det var da også magikeren, som først talte efter et par sekunders tøven.
”Historien er lang, og vi har ikke-” begyndte han utålmodigt, men blev afbrudt med det samme.
”Så må du hellere udtale dig i korthed.”
Caleb udbrød et irritabelt støn, og hankede mere op i Lili.
”Kan du huske, jeg fortalte, at jeg havde været i Fagail mange gange, på grund af en gammel kæreste?” startede han frustreret med at fortælle, og Eian nikkede roligt. Besværet fordi han holdte Lili, gjorde Caleb en håndbevægelse mod Adelaide. ”Det var hende! Eller… jeg vidste ikke, det var hende. Hun… well… hun løj for mig.” Læberne snerpede sig sammen.

Eian lignede én, som lige havde fået stukket en lussing. Forbavset rettede han blikket mod Adelaide, kiggede tilbage på Caleb, tilbage på Adelaide, over på Caleb igen, oooog tilbage til hans niece. Kæben faldt mere og mere.
”I… du… Veterano og… dig? Dig og…Adelaide? I er… sammen?”

[Adelaide Veterano]

Adelaide nikkede accepterende af hans argument, mest fordi hun var for træt til at gøre andet. Grå øjne strejfede let den lille pige i hans arme. Hendes klamrende arme, fingre så tæt låst i Cals trøje, som var hun bange for at nogen ville komme og rive hende ud af favnen på manden hun kaldte onkel. Det stak hende i brystet. Hun lænede sig frem, albuer mod hendes knæ og hendes hage hvilende mod hendes hænder, stirrede hun stift på gulvtæppet mens pejsen kastede lange skygger over kontoret. Hun reagerede slet ikke på Cals lille trick med ilden - hun havde set det mange gange før. De ventede i stilhed de sidste øjeblikke, før hendes onkel trådte ind på kontoret igen.
En fristende bakke med madder blev sat på bordet foran hende og Adelaides mave krøllede sig ind om sig selv. Hun skød Cal et blik. Mandens rynkede næse af forsinkelsen maden ville give, fik hende til at læne sig bort fra bordet. Istedet tog hun taknemmeligt imod glasset med vand fra hendes onkel og gav ham et smil, der syntes så svagt som en stearinlys flamme med lige så varmt.
Englen åbnede munden for at svare hendes onkel, men Cal kom hende i forkøbet, og da det så ud som om hendes onkel ville have historien bag deres lille, mærkelige rejseselskab - og Cal så ud til at have styr på det - lænede Adelaide sig frem, tog en af madderne og puttede den i munden. Hun nåede ikke engang at smage den rigtigt, før hun kløjsede i den på grund af Cals ord. Det blik hun skød ham, kunne have slået ihjel. Hendes familie vidste ikke at hun havde rendt rundt i Fagail, mens hendes far havde haft slottet låst ned! Hun småhostede stadig, da hendes onkel langsomt formede sit måbende spørgsmål. "Var! Var sammen!" Hun hostede ind i sin hånd og fik så endelig sunket de sidste krummer af madden. "For længe siden! Længe, længe siden - det var mens.. mens far havde slottet låst af," Så vidt hendes familie vidste var hendes "rebelske" tendenser først startet fornyligt, men det trak sig spor meget længere tilbage. Helt tilbage til en beskidt dusørjæger, hun havde mødt på sin første flugt fra slottets fængsel. "Det var, det sluttede - pigen er ikke min og Cals. Hun hedder Lili, mere behøver du ikke at vide om hende, onkel," der var noget bedende i hendes stemme. Lad være med at stille flere spørgsmål. "Hun har brug for at være et sted hvor hun kan blive beskyttet, af nogen vi stoler på... og jeg tænkte på dig," Hun overvejede kort at skrue helt op for de hvalpe-øjne hendes onkel normalt ikke kunne stå for, men for engangs skyld, var det hun bad om alvorligt og vigtigt og hun havde brug for at han også tog det alvorligt, så at bruge et kneb fra hendes barndom, var ikke en mulighed. "Det ville ikke være for længe."

[Eian Winters]

Caleb kastede et enkelt usigeligt blik hen på Adelaide, da hun hårdnakket fortalte sin onkel, at de to var ovre, før at han vendte ryggen til de to engle. Kaminens flammer mødte ham. Deres varme ophedede hans ansigt, og han forsøgte så vidt som muligt, at trække vejret dybt ind og ud. Anspændtheden forlod dog ikke hans krop.
”... I kunne bare have bildt mig ind det var Caleb og Morias.” Eians kommentar fik Caleb til kort at lukke øjet. Ja… ham og Morias. Hvem vidste ikke, hvad en djinn og magikers unge ville ende som. Åhr! Hvorfor havde han dog ikke tænkt på det noget før! Han kunne endda bortforklare Lilis warlock evner med noget langt ude i familien – måske endda give Isabel skylden. Med et tungt støn lagde han nakken tilbage, hvilket fik Eian til at klukke af latter.
”Det var altid Isabel, som var den kloge af jer to,” bekendtgjorde englen muntert, inden han kom i tanke om, et andet spørgsmål, som faktisk fyldte meget tilbage i templet. Spørgsmålet om Isabel Veteranoes skæbne, samt teorierne om Calebs forsvinden. ”Apropos søskende. Der går rygter om at en hvis magiker, stadigvæk er i live. Du vil vel ikke fortælle mig, om de rygter er sande, vil du? Og om det eventuelt er derfor, du så pludseligt forsvandt fra dine pligter i Rådet?”
Magikeren var stille i lang tid. Imens kunne Eian betragte ham ordentligt, som han stod der med ryggen halvt vendt mod dem. Så voksen han var blevet. Ikke længere en hjemsøgt knægt, som famlede afsted efter et anker. En skam han ikke længere sad i Rådet. De havde brug for én som ham.
Caleb kiggede ned på Lili. Blidt lagde han sin hånd mod hendes kind, og strøg en lok hår væk fra hendes ansigt med tommelfingeren. De sorte øjne åbnede sig op for ham som en skyfri nattehimmel, der lod ham blive ét med hele universet. Han smilte mildt til hende.
”Isabel er i live, og ja, det var derfor, jeg hurtigt måtte afsted for at finde hende. Hun var blevet holdt fanget i Pandemonium i alt den tid. Eller… hendes sjæl var. Alt er dog godt igen, og-”
”Hun blev holdt fanget i Pandemonium? Det skulle vel aldrig være kongefamilien, som sørgede for det?” afbrød Eian med et hævet øjenbryn, og Cal vendte sig mere mod ham, mens at han tavst nikkede. ”Mh… ja, de har vel kræfterne til det. Eriz er en warlock, og det er Marcellus også, ikke sandt?”
”Marcellus er en hybrid. Warlock og vampyr,” svarede Cal bekræftende, mens Eian nikkede langsomt op og ned. Der lå et lille snedigt smil gemt i hans mundvig, som Cal ikke lagde mærke til.
”Gad vide om deres datter, som jo blev kidnappet direkte fra slottet, ville være fuldblods warlock også? Og nok også med sort hår, da begge hendes forældre har den hårfarve. Selvfølgelig ikke forglemme, at hun må være et kønt barn, og omkring… 6-7 år?” De grå øjne rettede sig sigende mod Lili i Calebs favn. Magikeren så også ud til, at opfatte hvilken fælde Eian havde sat ham i. Læberne snerpede sig sammen, men Eian smilte bare afslappet.
”Well… Det er hvert fald det, man må antage, ikke sandt? Nå! Jeg vil ikke opholde jer længere fra det, som I nu skal, hvad det så end er. Hvis du passer på min niece, skal jeg nok passe på din, aftale?”
Englen rejste sig op med et støn, og lagde en kærlig hånd mod sin nieces baghoved. Nu havde han da noget, at bruge imod Adrian, når han så ham igen. Hvis de to unge væsner ville ud på kærlighedstur, skulle han være den sidste, som stillede sig imellem dem.
Han smilte varmt til Adelaide, mens han strøg hende over håret.
”Du har altid et hjem her, Addy. Tøv ikke med at kom til mig, hvis du har brug for hjælp, vel?” fortalte han, og bøjede sig ned, for at placere et velsignende kys på hendes varme pande.

[Adelaide Veterano]

Adelaide rynkede let brynene, da hendes onkel kommenterede at de bare kunne have bildt ham ind at Lili var datter af Veterano ægteparret. Det var slet ikke faldet hende ind at forsøge at lyve overfor hendes onkel. Hun havde blot håbet han ikke ville stille for mange spørgsmål om pigen. Hun betragtede hans ryg, mens han langsomt men sikkert pakkede svaret om pigens identitet ud foran dem. Måske skulle de have valgt Alastair istedet for, gudinden velsigne ham, men han var ikke så smart som hendes onkel. Der havde været mindre chance for at det ældste Storm barn rent faktisk havde kalkuleret sig frem til det. Hendes hænder foldede sig stramt i hendes skød, ved glimtet i Eians øjne. Som om de lige havde overleveret en skat til ham. Hans varme hånd lagde sig over hendes filtrede hår og hans læber føltes kølige mod hendes varme pande. "Selvfølgelig, onkel," svarede hun og følte sig som den mindste person i verden, grå øjne rettet mod hendes foldede hænder. Hænder der havde en ru skorpe om hendes fingerspidser nu. Adelaide rejste sig fra sofaen. Al spor af sult og træthed fordampet, rettede pigen sig op, selvom det ikke gjorde meget af en forskel, når hun kun gik sin onkel til hans hage.
"Det er af yderste vigtighed at du ikke fortæller nogen at Lili er her," Det var hverken den lille rebelske pige, eller adelsdatteren der stod overfor hendes onkel, det var pigen der havde levet fire år i ulveskoven i Vavilon. "Lov mig det. Lov mig at du ikke siger det til nogen. Giv mig dit ord." Hendes hånd greb hendes onkels skulder og en svag glød spredte sig om hendes fingre. Så svag at det faldt ind med det glødende lys fra bålstedet. Hun trak det bedste op i hendes onkel. Trak i den mand hun kunne huske fra da han først havde trådt ind i pladsen som rådsmand, den mand der havde ønsket at gøre en forskel, om så det var for den daværende dronnings skyld og hun nu var borte.

[Lili Zeno]

Hun havde ikke haft lyst til at slippe Cal for at få hverken vand eller mad, selv om hendes lille krop godt kunne bruge det. Det og en lur! Men frygten for at blive efterladt alene gjorde at hun nægtede at give slip. Hendes hoved gled alligevel rundt som de voksne snakkede, hvor hendes store, sorte øjne studerede dem alle stille. Som så hun mere end man skulle tro et barn ville kunne forstå. Til sidst hvilede hun bare hovedet mod Cals skulder og kiggede over mod pejsen, hvor ilden var beroligende at se på. Hun kunne sagtens sove her...
Da de snakkede om forældre gled hendes øjenbryn sammen og hendes blik gled over til den gamle mand. Hvad snakkede de om? Det gav ikke nogen mening. Måske var der en anden pige her også? Sandt nok vidste hun ikke hvem hendes mor var, men Saix var jo hendes far! Det var ham hun var navngivet efter! Og dem man delte navn med var ens familie, det havde hun selv lært, da hun havde spurgt hvorfor Saïx ikke havde heddet det samme som alle de andre: Veterano.
Hun rettede sig lidt op og så på Cals ansigt med et alvorligt blik.
"Er jeg hemmelig?" spurgte hun. Hun havde forstået en ting og det var at nogen ikke måtte sige hun var her...Men betød det de ville forlade hende? Åh! Nogle gange var de voksne så indviklede at forstå!
"Vil du efterlade mig hos den gamle mand? Det kan du ikk'!" Der gled et Vavilonsk ord ind i hendes portusianske. Hun havde jo hørt når de voksne snakkede og hun lærte til tider nogle af deres sjove ord.
"Jeg kan også slås! Jeg har selv set når Tante 1 og Tante 2 øvede sig!" Prøvede hun. Hendes stemme blev en smule mere barnlig end normalt, da hun brugte alle midler hun havde til rådighed for at overbevise onkel Cal. Desuden ville hun gerne tilbage til Isabel!
"Droco kan heller ikke lide at være her!" tilføjede hun.
"Det er alt for lyst at være her!" hun maste sit ansigt ind mod onkel Cal. Ville han ikke nok bare tage hende med sig?

[Caleb Veterano]

Eian lagde let hovedet på skrå, og betragtede tavst sin niece, hvis hånd brændte sig ind i hans skulder, som solen på en varm dag. Noget rørte sig i det indre af hans bryst. Med begge sine hænder tog han Adelaide, og førte dem op til sine læber. Da hun havde været barn, plejede han at varme hendes hænder på denne måde. Nu havde hun ikke brug for ham til den slags længere.
Men han kunne stadigvæk gøre en forskel! Han kunne stadigvæk hjælpe hende. Alle spekulationer og overvejelser om hvilket værktøj barnet kunne blive til, forsvandt som tåge i solen fra hans sind. I stedet kiggede han ind i de vidunderlige grå øjne, som havde akkurat samme farve som hans egne. Blidt kyssede han hendes hånd, inden at han slap den igen.
”Selvfølgelig vil jeg ikke sige noget til nogen,” bekræftede han beroligende. Blikket gled over til Veterano og pigen. Evelyn havde så mange gange, brokket sig over, de ikke selv havde fået børn, så hun ville sikkert nyde, at have den lille pige på besøg – indtil hun fandt ud af, det var en warlock. Heldigvis var den kvinde lige så uintelligent, som en ko, og ville ikke ligge tingene sammen. ”Jeg skal nok passe på hende, indtil I kommer tilbage.”
Han sendte… Lili? Var det, hvad de kaldte hende?... et lille smil. Hænderne rakte ud mod hende.

Caleb kiggede sammenbidt på Eians udrakte hænder, inden at han kiggede ned på Lili. Hendes små hænder knugede stoffet på hans jakke så hårdt. Maven vred sig og hjertet blødte.
”Hey…” Han lagde en hånd under hendes hage, og løftede ansigtet op, så hun var nødt til at møde hans blik. En farlig handling i sig selv. Isabel havde så mange gange, advaret dem alle om at gøre det, men ingen lyttede efter hendes paranoide forvaringer længere. Lili havde fået en speciel plads i alles hjerter. ”Jeg kommer tilbage efter dig, okay? Der vil ikke gå lang tid, det lover jeg. Eian vil passe godt på dig, indtil jeg kommer tilbage, og ved du hvad? Han er rigtig, rigtig god til at forkæle små, søde piger med både kager, sene sovetider og højtlæsning af bøger. Ved du hvad han er? Han er en engel, og det er derfor, han gør lidt ondt, men det vænner du dig til. Engle har vinger, så han kan måske endda tage dig med op og flyve sammen med Droco i morgen aften. Lyder det ikke sjovt?” Stemmen var lav, blød og varm ligesom en faderes beroligende ord på en stormfuld aften.
Eian betragtede sin gamle kollega, stå der med den lille pige, som så let kunne have været hans eget barn med det sorte hår. Ud over… Lili lignede ham på ingen måde. Barnets træk var fine og elegante. Ingen tvivl om hun ville blive noget af en skønhed, når hun blev ældre. Akkurat som sin mor.
Ikke at det ændrede på synet af magikeren og warlocken. To modsætninger men med så meget omsorg for hinanden, at Eian ikke kunne lade være med, at lægge en hånd på sin nieces skulder. Altid havde han vidst, Veterano ville blive en god far. Dette bekræftede det blot.

Kolde læber pressede sig imod Lilis pande, inden at Caleb forsigtigt løsnede hendes greb i sin jakke.
”Jeg kommer tilbage,” gentog han. ”Jeg kommer tilbage efter dig. Bare husk alt det, vi har lært dig.”
Løgnen smagte bittert på hans tunge. Faktisk vidste han jo ikke, om de ville overleve den idiotiske redningsaktion. Måske ville de alle sammen ende som fanger eller lig i Pandemonium. Mon Eian ville forblive med at holde Lili i sikkerhed, hvis de aldrig dukkede op igen?
Øjet brændte vådt. Skyndsomt trak han Lili væk fra sig, inden at han ville fortryde det, og gav hende til Eian, som tog hende op på armen. Det føltes som om, han lige havde revet hjertet ud på sig selv. Han kunne ikke engang kigge på hende længere. ”Lad os komme afsted. Jeg lader Hest stå her.”
Eian hævede overrasket øjenbrynene.
”Du skal forhåbentligt ikke flyve med Adelaide? Hun vil ikke kunne bære dig længere end et par mil.”
”Jeg kaster en besværgelse på mig, der gør mig let som en fjer. Hun vil næsten slet ikke, kunne mærke mig.” Caleb havde allerede krydset gulvet, og nået hen til kontorets dør. En klump sad i halsen. ”Jeg kommer tilbage, så hurtigt jeg kan.”

[Adelaide Veterano]

Adelaide foldede sine fingerspidser om hans hænder og gav dem et let, forsikrende klem da han placerede et let kys på hendes. Det taknemmelige smil der spredte sig over hendes læber, ved hans ord, sagde mere end hun nogensinde ville kunne sige med ord, så hun nikkede blot og trådte til siden da han rakte armene ud efter den lille pige Cals favn. Cal. Som så ud som om tanken om at efterlade den lille pige gjorde ham næsten fysisk syg. Han lød som en far sådan som han talte til det lille væsen af mørke. For blot så få år siden, havde han slagtet væsner som hende på stribe. Adelaide trak indersiden af hendes kind ind mellem hendes tænder, lukkede sin hånd om sin overarm og så væk mens den tidligere dusørjæger fortalte den lille pige om hvor hyggeligt hun ville få det her hos Eian. Hun tvivlede ikke på at hendes onkel ville gøre alle de ting - hun kendte ham ikke som andet end den bedste onkel på jorden - men det føltes forkert at stå og se på. Eians varme hånd på hendes skulder hjalp lidt. Indtil manden måtte slippe for at tage imod Lili. Hun nikkede stift da Cal sagde de burde komme afsted, og hendes nik stivnede let med et løftet øjenbryn, af hans ord om at lade hest stå. Modstræbende fulgte hun ham hen til kontorets dør og skubbede sig forbi ham ud af døren, småmumlende for sig selv på gennemtrængende Vavilonisk. Og det var ikke pæne ord. Det ville være hurtigere at flyve, og hvis han var så let om en fjer, ville det ikke være til meget besvær - men stadig. "'Jeg lader Hest stå', siger han," Ude i gårdspladsen igen, vendte hun sig kort mod hoveddøren og sendte hendes onkel, der havde fulgt dem til dørs, et sidste taknemligt smil med en hånd over hjertet. Marmorfarvede vinger skød ud over hendes skuldre og strejfede hen over græsset som de lagde sig, da de var helt fremme så hun afventende på Cal. "Hop på."

[Lili Zeno]

Hun kiggede op i de varme øjne og for et øjeblik var det som om hun kunne se alt der foregik i hovedet på ham. Ikke at hun fattede det hele, det virkede forvirrende og for en pige der ikke havde lært særlig meget om sine evner endnu, kunne hun ikke tvinge tingene til at give mening. Ja, som en lille pige var hun jo ikke engang opmærksom på præcis hvad det var hun gjorde. Men alligevel opfangede hun noget, der gjorde hende stille. Noget der gjorde at Cal kunne række hende over til denne fremmede, gamle mand der blot stak det mere, nu hvor hun var helt tæt på ham...Han lugtede sært. Slet ikke som onkel Cal.
Hun havde følt varmen hos Cal, men også det alvorlige. Det værste var at hun ikke var sikker på om Cal faktisk ville komme tilbage. Hun havde mærket det og selv om hun ikke kunne sætte ord på det og forstå det, kunne hun mærke det. Vidste han ikke at Isabel nok skulle komme tilbage? Hun kom altid tilbage! Ellers skulle hun nok skælde hende ud!
Hun sprællede i hænderne på den gamle mand for at blive sat ned. Hun kunne jo sagtens gå og hun følte ikke for at hænge i armene på en mand hun ikke kendte. Desuden havde hun ingen mulighed for at løbe efter Cal, når hun hang her.
De efterlod hende. Hun forstod det ikke. Hvorfor efterlod de hende? Hvorfor havde det virket som om Cal ikke havde troet de ville komme tilbage efter hende?
Hendes øjne gjorde ondt, som de begyndte at svømme over. Hun hadede når hun grad, hun brød sig kun om det når hun selv tvang tårerne frem. Til sidst var der bare stille reservation tilbage, som hun stirrede hen mod døren hvor de var forsvundet.
Hvis denne engel skulle passe på hende...Ville den kvindelige engel så passe på onkel?