Drow Business

[Deleted]

Seth Relucian - @khaless

---

Efteråret var virkeligt kommet ind over Portus. Alt det hvide var ved at forvandle sig til en gylden brun. Visne blade fløj over de storslået bygninger lavet af hvide sandsten. De dækkede sirligt passet gader, flød på den stille vandoverflade i springvandene, og dansede forbi de mange, høje statuer af gudinden Inei.
Vinden ruskede i alting. Syngende og susende fløj den igennem de store gader, og fik de mange handlende til at krympe sammen i et gys. De fleste handlende var dog på vej hjem. Solen var ved at gå ned over muren, hvilket fik alting til at bade sig i et varmt, orange lys.
Boderne var ved at pakke sammen, og den store port ned til havnen, gjorde klar til at blive lukket i, mens vagterne råbende skyndte på de sidste folk, der skulle ind eller ud af byen, før den blev lukket ned.
Amphia var en stor handelsby tæt ved havnen, hvilket man kunne se på alle de forskellige racer og nationaliteter, som fandtes her. Tatoveret sømænd fra Vavilon stod ved én af kroerne, og pralede højlydt om deres sexoplevelser, mens de med stødte mellemrum spyttede en imponerende klat mundvand ud til siden. Ved de sidste boder på vej til at pakke sammen, prøvede et par finklædte handelsmænd fra Pandemonium, at prutte om prisen med en stædig juveler. I skyggerne stod tyvene klar til at berøve en uopmærksom forbipasserende, men de gemte sig, for de sandfarvet vagter, der patruljerede gaderne.

Khaless stod lænet op af én af bygningerne tæt ved porten, som hun opmærksomt holdte øje med. En dyb hætte skjulte den øverste del af hendes ansigt, så kun de blege øjne, kunne ses lyse op i skyggerne. To buler i toppen afslørede hendes lange ører under hætten.
Tøjet hun bar var skåret i drow-mode, og afslørede hvilken race hun var. Mørkelilla farver gjorde, at hun næsten gik i et med de lange skygger bag hende.
Hun drog et suk, og lod skuldrene falde en smule. Kroppen var øm og stiv efter at have ventet i så mange timer, men hendes kontakt var endnu ikke ankommet. Hvis ikke han kom i dag med breve fra hendes klan, ville hun blive nødt til at komme igen i morgen, og spilde endnu en dag, på at stå og vente. Typisk portusianske drows…

[Seth Relucian]

Seth L. Relucian 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Syngende. Ruskende. Vinden havde et godt tag i de løsslupne efterårs blade, der hvirvlede op og rundt i luften. Hans hår blev kort utilregnelig, imens vinden susede gennem det. Mange ville få et gys med det, men ikke ham. Ikke Seth. Han bevægede sig afsted med næsten lydløse skridt; vindens susen overdøvede den mindste bevægelse. Kort fæstnede hans øjne sig mod de blade, der landede i springvandene og endte med at flyde, som var de orkidéer. Solens reflektioner fik dem til, at fremstå smukkere end normalt. I hvert fald i forhold til, at det var noget der engang havde været levende. Et fnys formede sig over hans læber, inden han drejede af.

Som altid, var Amphia fyldt med folk. Handelsbyen var trods alt tæt på havnen og mange ville vel kunne spotte de gæve sømænd, som skulle ind og have nogle stykker, inden de atter skulle ud på vandet og sejle igen. I dag var ingen undtagelse. Seth bar denne dag mørke klæder. Hætten blev trukket godt op omkring hans ører, inden han sneg sig videre med folkene. Han så ingen grund til at påtage sig opmærksomhed fra andre. Han ville blot vandre hvileløst fra denne stavn og hen til sin egen lejlighed. Måske han lige skulle have et drag øl eller andet på sin færd. Han havde trods alt fyraften nu. En skikkelse fangede dog hans opmærksomhed ved porten. En anden Drow. Kort smallede hans øjne sig sammen; men han sagde ikke noget. Gjorde ikke noget. Alligevel fangede det utilregnelige sind en lille interesse i at undersøge, hvad denne skikkelse var i færd med. Hun virkede irriteret, utålmodig på sin vis. Han sneg sig derfor tættere på. Ikke et ord lod han falde over sit mæle. Mange ville ikke engang opdage, at hun var der. Han gjorde. Han kunne genkende en Drowe på lang afstand.

From the ashes and hate, it's a cruel Drows fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

[Deleted]

De lange fingre trommede imod den ene underarm, som utålmodigheden tog til. Endelig så det dog ud til hendes bønner blev hørt! Igennem port, der lige var ved at lukke i, smuttede en mørk skikkelse ind. Personen rankede sig, rettede på sit tøj, og så ud til at kigge sig undersøgende omkring, hvilket dog kunne være svært at bestemme, da en hætte ligeså var trukket op over hovedet.
Khaless løftede hovedet. Hun genkendte en drows måde at gå på, og løftede en hånd, så personen fik øje på hende. Hastigt gik han hende i møde.
”Det var på tide! Jeg har ventet hele dagen,” hvislede hun, og skubbede sin hætte tilbage, for at vise sit ansigt til den anden drow, der fulgte hendes eksempel. De var som nat og dag. Khaless’ hud var en bleg brun farve med et hint af mørkeblå i sig. Håret var hvidt, som nyfalden sned, og flettet ind i en praktisk men elegant frisure, som holdte de drilske lokker væk fra hendes ædle ansigt. Øjnene var en smule skrå, og havde samme farve som aske. Langs hendes kæbelinje, havde hun tatoveringer, der strakte sig op over hendes kinder. Klantatoveringer.
Drowen foran hende havde hud som hendes hår, og hår som hendes hud. En mand ligesom hende. En budbringer. Tavst stak han hånden under sin lange jakke, for at frembringe en stak breve.
”Informationer,” fortalte han kort for hovedet. Mens hendes tale var syngende af den eksotiske pandemoniske accent, klingede hans ene ord af portusiansk korrekthed.
Khaless tog imod brevene. Kort kiggede hun dem igennem ét for ét, inden hun med et nik, gemte dem under sin kappe i en inderlomme.
”Jeg får det ordnet,” bekendtgjorde hun til sin artsfælle, der blot førte to fingre til sine læber som afsked, før han forsvandt videre ind i mængden af folk på vej hjem. Hun så efter ham med et usigeligt ansigtsudtryk. Mænd. Altid så kortfattet og underdanige. Han havde næsten ikke turde, at møde hendes blik i den korte samtale de havde haft. I det mindste var han dukket op.
Pludseligt rettede hun skarpt sit observerende blik direkte på en mørkklædt skikkelse, som stod et stykke væk fra hende. En hætte skjulte ansigtet, men hun kunne se ud fra kropsbygningen at det var en mand. Læberne snerpede sig sammen, mens hun åbent fastholde den fremmedes blik, som hun kunne føle rettet mod sig. En fjende fra en anden klan? Måske en spion?
Med ét drejede hun om på hælen, og marcherede den modsatte vej end den fremmede. Kappen blafrede omkring hendes ankler. Med sin ene hånd trak hun hætten op igen, i et forsøg på at skjule sig for den fremmede, som hun håbede på, ikke ville følge efter hende. Zigzaggende bevægede hun sig imellem folk ned af den mere og mere fordunkle gade. På intet tidspunkt kiggede hun sig over skulderen efter sin forfølger, men hun satte farten op.
Indenunder sin kappe fandt hendes hånd ned til daggerten i bæltet. Lige så snart hun nåede en sidegade, sprang hun ind, og gemte sig i skyggerne med ryggen presset op mod muren. Daggerten trak hun op til brystet. Hun holdte vejret. Koncentreret lyttede hun efter bløde fodtrin. Lige så snart den fremmede drow ville komme til syne, ville hun trække ham ind i sidegaden med daggerten for hans strube. Ingen skulle spionere hende! Ingen!

[Seth Relucian]

Seth L. Relucian 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Skikkelsen blev til en pige. Kvindelige former, gemt bag klæderne af en Drows. Ja, det kunne ikke være andet end det. Undersøgende gled hans øjne over hendes slankeskikkelse. Mørk som natten, men med en snehvidt hår. Særprægede aftegn over hendes former, og et mystisk ansigt. Ikke et han kunne aflæse, og i det svage mørke ganske utydeligt.  Han stoppede dog ikke, men gled langsomt nærmere. Rolig var hans gang, og en stilhed hvilede over hans ellers urolige sind. Der var en tanke derinde, et minde fra lang tid siden, og en idé om at han på trods af alt burde holde sig væk fra denne skabning.

Noget observant studerede han, hvordan der ind af porten kom en anden Drow og smuttede hen til den kutteklædte. Han sneg sig nærmere, velvidende, at det hurtigt kunne give problemer. Det var tydeligvis et planlagt møde mellem de to. Langs væggenes skygger vandrede han, og lyttede med det blotte øre til deres samtale. Flere af pigens tatoveringer dukkede op. Klantatoveringer. Kort smallede han sine øjne sammen. Et lille vip med det ene øre forekom, da en lyd fra en ukendt skikkelse dukkede op. En simpel forbipasserende. Vanden fik en løsfaren lok af hår til at virvle ind foran hans ansigt og ganske svagt kærtegne den nøgne hud, inden den blev skubbet tilbage under hætten. Fingrene berørte den rusikke og bare barokmur fra huset. Svagt opfangede han noget pargement papir flyde ind bag kappens klæder hos pigen. Breve. Sikkert vigtige breve fra nogle af artsfællerne. 

Jeg får det ordnet..

Hvad? Hvad ville hun få ordnet. Hvad gik det møde ud på? Han kneb øjnene sammen, inden han trådte et skridt væk. Lige tidsnok til, at mærke et sæt skarpe øjne rettet mod sig selv. Han mødte hendes blik, men ikke et ord formede sig over læberne. Med ét havde hun snurret rundt på hælene og var begyndt at marchere den modsatte vej. Nysgerrigheden for brevene fik ham til at smalle øjnene lidt sammen. Han lod hende bevæge sig noget længere væk, inden han satte i bevægelse efter hende. Hendes hast for at zigzagge noget mellem pøblen, var nok til at få ham til at finde det mere interessant. Hvis der var nyt omkring hans egen art, måske endda hans familie, så var det noget, som var værd at finde ud af. Kort sank han blikket, og da han så op igen, havde hun øget farten.

At gribe fat i hende; en kvinde - og direkte spørge ind. Nej, det ville aldrig gå. Slet ikke i en by som denne. Han havde sit job at bevare og det kunne skabe problematikker. Det ville det uden tvivl. I stedet for kunne han skyde skylden på, at hun havde været noget lusket og hemmelighedsfuld - noget som havde vagt hans interesse. Ja, det var et bedre bud i denne stund. Hun bevægede sig dybere ind mellem gaderne, og han øgede sit tempo. 

Stadig uden en eneste lyd.

From the ashes and hate, it's a cruel Drows fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

[Deleted]

Fingrene omkring den drabeligtudseende daggert strammede deres greb. Ryggen trykkede sig ind mod muren, for at holde sig skjult. Tættere på. Tættere på.
Som en slange huggede hun ud af skyggerne, og fik fat på kappens krave. Uden tøven rev hun den fremmede ind i sidegangen, og skubbede ham brutalt op af muren, hun lige selv havde stået gemt op af. Solens sidste par stråler skinnede daggertens blad op, inden det lagde sig advarende mod den fremmede mands strube.
”Stå stille!” hvæsede hun lavmælt, da hun stod helt op af ham, så han ville kunne høre hvert et ord hun hviskede. Hånden slap kraven, for at trække hans hætte væk, og give hende et frit udsyn til hans ansigt. Øjnene blev smalle. Hun genkendte ham ikke. Det var der dog ikke noget nyt i. Mange spioner og lejemorder holdte sig skjult, og måske var han ikke fra en klan hun kendte. Et ansigt som hans ville hun have genkendt. Ikke at det ville stoppe hende fra, at gøre sit arbejde.
Daggerten pressede sig truende mere ind mod hans hals.
”Hvem er du?! Hvad vil du?” forlangte hun at få af vide. Hendes frie hånd begyndte at lede hans skikkelse igennem efter våben, som hun kunne tage fra ham. Et par ar massakrerede stadigvæk hendes krop under tøjet fra de gange, hun ikke havde opdaget en snigemorder. Afgrunden tage hende, om hun ville lade det ske igen!

[Seth Relucian]

Seth L. Relucian 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Det tog ikke lang tid for hende. I løbet af et splitsekundt, var han blevet klynget op af muren og kunne mærke den skarpe metalliske blad mod sin strube. Nakken blev skubbet en ekstra gang tilbage, mens han sank en klump. Ikke af frygt eller noget andet. Af ren og skær instinkt, mens halsen blev strukket fuldstændigt mod væggens nøgne og kølige facade mod hans ryg. Hun kom tættere på med sin advarsel, og snart blev kraven sluppet og hætten trukket ned i et ryk. Ikke på et eneste tidspunkt flyttede hans blik sig fra hendes øjne. Ligesom hendes var de sammensmallede og fokuserede. Han åbnede munden for at komme med et ord, men daggerten blev presset yderligere mod hans strube.

"Sikke en velkomst af en artsfælle."

Hvislede ordene over læberne, som en slagens snoede vandren; en anelse påvirket af situationen og daggerten som pressede på, så ordene forekom mere hæse end normalt. Han sank spyttet i sin mund og mærkede, hvordan hun undersøgte hans tøj. Grundig for våben. Ikke at han havde noget på sig. Jo en lommekniv, men hvem havde ikke det på sig.

"Hvis du slipper den daggert, så svarer jeg på dine spørgsmål. Eller skal du rode videre i alle mine lommer, inden du tør tage mine ord for gode varer?"

From the ashes and hate, it's a cruel Drows fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

[Deleted]

Mørkt mødte Khaless kort den fremmedes blik, inden hun upåvirket rodede videre i hans lommer. En lommekniv blev smidt på jorden bag hende, samt de andre smågenstande han måtte have på sig. Først da alt var blevet endevendt, følte hun sig sikker nok, til at forsætte afhøringen. Hun drejede hånden med daggerten, så det i stedet var den skarpe spidse, der blev placeret mod struben. Den flade side løftede hans hage op.
Grundigt betragtede hun mistænksomt hans ansigt i det svage lys fra den nedgående sol. Heldigvis var hendes øjne lavet til mørke, og her i skyggerne kunne de se alting.
”Det er netop fordi du er min artsfælle, at du står her med en daggert presset imod din hals. Åh, og du selvfølgelig fulgte efter mig ikke at forglemme,” svarede hun med et hævet øjenbryn, og analyserede hurtigt roligheden i hans attitude, til at han måtte være vant til våben og trusler. Det gjorde hende bare endnu mere paranoid og mistænksom. Men han havde ikke haft nogen våben på sig, hvilket udgjorde at han ikke kunne være en snigmorder… men mindre han brugte magi. Stadigvæk kunne han dog være spion fra én af de andre klaner.
Hun stillede sig tættere på ham som, så det fra en udefrakommende kunne forveksles med noget intimt. Med et par centimeter hævede han sig over hende, hvilket tvang hende til at lægge hovedet en smule tilbage, for at holde hans blik. Ansigtet var fortrukket i en snerren.
”Jeg fjerner mit våben, når du svare ærligt på mine spørgsmål. Hvem er du? Og hvorfor følger du efter mig?!” gentog hun tydeligere, som var han en halvdøv, gammel mand, der skulle mundaflæse samtidigt med at skulle have ordene fortalt højere.

[Seth Relucian]

Seth L. Relucian 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Hun fortsatte. Han kunne høre sine ting ramle mod brostenene under sig. Det ville nok tage lidt tid, at rode det hele op igen, men det måtte han tage til den tid. Han mærkede daggerten som ændrede placering. Den spidse ende pirrede mod huden. En blodstribe formåede alligevel at glide ned. En enkelt eller to dråber. Mere var det ikke. Hans blik vågede mod hende. Snart blev hans hage løftet op med den flade side. Hun var mistænksom. Han havde nok været det samme, hvis det havde været omvendt. Det ville ikke være usandsynligt. Hendes øjne granskede hans blik.

"Skal det her forestille en venlig gestus fra din side af?"

Han pressede ordene over sine læber, og havde en umådelig trang til at rulle med øjnene ved de ord. Det var langt fra første gang, at han var blevet truet, men hans erhverv gjorde også, at han var van til at skulle forholde sig roligt uanset hvad. Hendes blik flakkede og han kunne ikke helt tolke om hun var usikker eller om hun bare søgte efter spor på, at kunne få lov at stryge daggerten over hans halspulsåre. Ja, han måtte vel bare vente og se, hvad udfaldet ville blive. Hun trådte tættere på ham, og han kunne ligefrem mærke hendes varme tæt mod ham uden at de var så tætte at han ville mene, at hun brød en zone mellem dem.

"Fint."

Troede hun, at han var døv eller hvad havde hun gang i? Selv havde han nok bedt om det samme udgangspunkt, så det var lidt forventeligt. Han accepterede det derfor også.

"Man kalder mig Seth. Du modtog breve fra en anden Drow. Jeg hørte jeres samtale, min nysgerrighed fik mig videre. Desuden, så har du en noget hemmelighedsfuld. Noget som jeg ikke lader gå ubemærket hen. Jeg vil vide hvorfor."

From the ashes and hate, it's a cruel Drows fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

[Deleted]

Khaless var fuldkommen ligeglad med, hvad end denne…Seth… tænkte om hende, og hvor utilfreds han var, over hendes måde at behandle ham på. Hvis ikke hun var grundig, kunne det få hende dræbt.
Derfor svarede hun heller ikke tilbage på hans flabet spørgsmål, men afventede tålmodigt at han svarede hende, uden at bryde deres øjenkontakt. Hun ville se om han løj. Desværre var drows de bedste løgnere i verden. Det virkede næsten naturligt for dem.
Mundvigene begyndte at dirre. De trak sig nedad i et forsøg på at stoppe et smil, der dog til sidst brød frem på hendes ansigt, som solen igennem et tykt skylag. Det klædte hendes ansigt, men man kunne også se på stivheden i musklerne, at det ikke var noget hun var vant til.
”Så nu forlanger du, at få af vide, hvad jeg har gang i? Er det det?” spurgte hun, for at være sikker på, hvordan tingene forholdte sig, inden at hun ikke kunne holde et grin tilbage. Det var komisk! Her stod hun med en daggert for en andens strube, og så ville han have af vide hvad hun havde gang i? Magen til flabethed. Hun fandt det morsomt.
”Nu skal jeg fortælle dig, hvad der forgår…Seth,” begyndte hun, og lænede sig mere mod ham, så deres næsetipper var lige ved at støde sammen. ”Det som forgår er, at det ikke rager dig, hvad jeg laver. Faktisk… rager det ikke nogen som helst! Og ved du hvorfor? Fordi du ikke er en del af min klan – og for at være ærlig, jeg har på fornemmelsen, du slet ikke tilhøre nogen som helst klan! Endnu en grund til det ikke rager dig!”
Hun sendte ham et stift, sødt smil, der var lige så falskt, som den portusianske religion. Daggerten for hans strube forsvandt dog, og blev proppet ned i bæltet igen under kappen. Et par bakkende skridt, skabte igen afstand mellem hende og Seth, så han frit kunne smutte. Han var blot en nysgerrig nobody. En dag ville det sikkert få ham dræbt.
Smilet var forsvundet fra hendes læber, og hun stod afventende med armene over kors.
”Smut så med dig. Jeg har bedre ting, at tage mig til, end overfalde zheekins,” sukkede hun, og gjorde et kast med hovedet mod åbningen til den store gade. Zheekins var det pandemoniske ord, for drows uden en klan. Det blev sådan set kun brugt blandt drows, og det var ikke ligefrem et pænt ord. I det hele taget var det at være klanløs temmelig tabu i de flestes øjne. Khaless var ingen undtagelse.

[Seth Relucian]

Seth L. Relucian 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Det pyntede. Det gjorde det skam, som smilet troppede op på hendes mundvig og trak op i dem. Hun virkede ikke som typen, der gjorde brug af det ofte, hendes grin lige efter var en tydelig indikation på, at han havde ret i sin tanke om det. Han havde altid været vovefuld, men han mente også, at hvis man ikke levede på kanten, så levede man aldrig. Så enkelt var det bare.

"Det var det jeg sagde."

Kom det kortfattet over hans læber. Ørerne dirrede kort ved de ord, hun var ude med riven. Hun fandt det morsomt, og hans øjne smallede sig sammen. Morskab var skam i orden, men ikke på hans bekostning. Han havde ment det i dybeste alvor. Hun lænede sig frem, mens hendes ord kom over læberne. Hun spyttede nærmest hans navn ud med afsky. ØÆjnene blev trykket tættere sammen, mens han så noget intenst mod hendes blik. Mødte det. Holdt det. Fastlåst.

"Nej, det rager ikke mig, hvad du går rundt og laver. Det rager mange andre msåke, men jeg ved det først, når jeg har set nærmere på de breve. Det var en venlig måde, at sige det på. Det kan hurtigt blive værre, lille du."

Den sarkastiske tone over hans læber var tydelig. Alligevel forsvandt daggerten fra hans strube og hun bakkede nogle skridt.

"Og hvad hvis jeg nægter? Du har stadig ikke svaret mig på mit spørgsmål, eller nævnt dit navn."

Han holdt en kort pause, og en rå latter kom kort over hans læber.

"Var sine ord med omhu. Du bør nok ikke skue hunden på hårene, hvis du ikke kender dens eksistens."

Han trådte frem mod hende. Faretruende og alligevel flabet. Hun kendte ham ikke, og han ikke hende. Hun havde dog allerede afsløret med de ord, at hun var en klansmand, og bestemt en som tog det højt op, at det var en vigtig essens.

From the ashes and hate, it's a cruel Drows fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

[Deleted]

Vagtsomt holdte Khaless øje med ham, da han trådte truende frem mod hende. Hånden tættest ved daggerten, lagde sig på den, så hun var klar til at trække den, hvis han skulle prøve på noget. Hun brød sig ikke om den måde, han talte til hende på. Nede i undergrunden var mændene lavest i fødekæden.
”Hvis du nægter, skære jeg halsen over på dig. Så simpelt er det. Ingen vil alligevel komme til at savne dig, nu hvor du ikke har en klan,” svarede hun advarende, og skrabede sin fod tilbage over brostenene i en angrebsstilling. ”Hunde skræmmer mig nemlig ikke. De er trods alt blot dyr.”
Smilet dukkede igen frem på hendes læber, men denne gang var det hårdt af hån. Hvorfor var han dog så nysgerrig?! Kunne han ikke bare, lade hende gå, så hun kunne få læst brevene, og se hvilken stakkel, hun nu skulle ordne! Synd for ham, at hun faktisk var begyndt, at være irriteret på ham. Drows uden klaner var skidt i hendes øjne. De var anarkister! Oprører! Alene og hjælpeløse.
Uden videre omsvøb sprang hun mod ham. Daggerten dukkede igen frem i hendes hånd, inden hun svang den direkte mod ham – uventet var det derfor, da det lykkes ham, at få fat i armen på hende…

[Seth Relucian]

Seth L. Relucian 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Seth havde aldrig haft for vane, at trække sig. Han burde gøre det, eftersom mændende i hans race var underdanige overfor kvinderne - og alligevel, så var det ikke noget som Seth nogensinde havde kunne indfinde sig med. Han ønskede at være lige. Det var nok også derfor, at han i sin tid havde søgt ind som vagt i stedet for, at have søgt ind i en klan. Noget han tydeligt kunne høre på denne Drow at han burde have gjort. Han rullede sarkastisk med øjnene af hendes udtalelse og advarsel. Hun trådte tilbage og han kneb atter øjnene sammen. Parat på et angreb, hvis hun bød op til det.

"Jeg vil gerne se dit forsøg, Drow. Måske du burde spørge dig selv om, det er fordi jeg er medlem af en anden klan end den som du selv mener du er helliget?"

Flabet. Ja, men han kunne ikke lade være. Hun formåede at få ham til at blive flabet, der skulle nu heller ikke alverdens til, men han havde for vane at blive lidt for arrogant og til tider utilregnelig, når der var nogen som forsøgte at dominere ham. Noget han i hvert fald bestemt mente, at denne kvinde gjorde et ihærdigt forsøg på. Et grin forlod hans læber - et enkelt et, som ikke burde være kommet over. Hun morede ham skam. Ja, det var så sandt som noget andet.

"Og hvad adskiller så dig fra dyrene? Din klanstilling? Eller din mangel på fornuft?"

SDe spydige ord dukkede op, men han havde endnu ikke misset sin nysgerrighed. Han hungrede efter svar, det havde tidligere givet ham mange problemer på bangen, så hvorfor ikke igen? Det var en dårlig start på et nyt liv, i en ny by. Det vidste han allerede på forhånd. Hendes smil var der, men uden videre sprang hun mod ham. Daggerten blev svunget rundt, men tegnene havde alligevel været der. Han greb fat i hendes arm og vred den rundt på hende.

"Måske du burde overveje, hvem den egentlig fjende er inden, du gør dit næste skridt?"

Hvislede han ordene tæt ved hende, som han holdt fast i armen. Hvis hun ville væk, ville hun nok kunne rive sig løs, men han havde dog i sinde at holde hende fast så godt han kunne på hende.

From the ashes and hate, it's a cruel Drows fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

[Deleted]

Et smertefuldt udbrud kom fra Khaless, da Seth vred hendes arm rundt, så hun måtte twiste sig i en foroverbøjet, akavet stilling, for at undgå knoglen i at blive belastet for meget. Hvæsende drejede hun ansigtet mod ham: ”Slip mig!”
Hun var ligeglad med, hvad han spyttede ud i hovedet på hende! Sådan som det så ud lige nu, var han fjenden, der ville have fat på de oplysninger, hun havde modtaget fra sin klan. Til Afgrunden med hvad han mente!
Fingrene knyttede sig, inden at hun med en grimasse, lykkes at rive sig fri fra ham. Ofringen for at komme løs, havde været at armen, var blevet vredet mere rundt. Sammenbidt ømmede hun den ind mod sig.
”Hvorfor vil du gerne have informationerne?” spurgte hun surt, og kastede et mørkt blik op på ham. Grundene han kunne komme med var mange, men hvis han ikke var klansmand, forsvandt en del af svarerne, og efterlod faktisk flere spørgsmål. ”Ikke fordi jeg vil give dig dem, men ville være rart at vide.”
Analytisk var hun allerede, ved at sætte et billede sammen af ham. Tydeligvis boede han i byen, eftersom han ville have været død nu, hvis han boede i undergrunden eller sammen med andre drows. Så heller ingen familien, han snakkede jævn med. Ikke traditionel, men kunne slås, og kendte til deres sprog, så han måtte alligevel være blevet oplært i drow samfundet.
Hvem var han?!

[Seth Relucian]

Seth L. Relucian 

You don't want to get lost in his world, cause you're not playing this game.

Det smertefulde udbrud, som snart kom fra hende gav ham en tilfredshed. Blikket vågede at holde øjenkontakten, selvom han ikke burde. Snart havde hun vredet sig fri, og hvis ikke det havde været for hendes hurtige bevægelse lige forinden hendes ord, så havde han skam også sluppet hende. Endda frivilligt.

Munden formede et o, for at komme med et svar, men hendes tolerance var åbenbart for kort til, at han kunne indbrige et svar, inden hun allerede havde fejet muligheden af banen og han derfor lod tænderne samle sig i munden igen med et fnys.

"Hvorfor skulle jeg spilde min tid på, at forklare dig noget, hvis du alligevel ikke helligere det et eneste blik eller mulighed for at få informationerne. Nok er det rart at vide.. For dig.. Men det giver ikke mig noget."

Øjnene smallede sig sammen. Hans nysgerrighed fyldte ham med en energi han ej har mærket længe, som måske også var en blanding af roen over at have fundet sig et sted at slå sig ned. Mest af alt, så var det også tanken om, hvad der kunne være sket med sin familie. Hvordan gik det med dem overhovedet? Denne kvinde kunne holde svaret i sin hånd.

From the ashes and hate, it's a cruel Drows fate, to return with darkness he's here to stay there will be no escape, cause he's fallen far from grace.

[Deleted]

Nu var det Khaless' tur til at give et skeptisk fnys fra sig.
”Jeg gav dig blot en chance, for at forklare dig selv, men hvis du ikke vil sige noget, kan jeg da være ligeglad,” svarede hun, og bøjede sig ned, for at samle sin daggert op fra jorden. Bladet tørrede hun af i en flig af sin kappe, før hun stak våbnet tilbage i bæltet, hvor hun nemt, ville kunne få fat på den igen. ”Det kunne jo være, du havde en god grund, men hvad ved jeg. Nu må du virkelig, have mig undskyldt, men jeg har ting at ordne, folk at tale med, og steder at være.”
Hun gad ikke spilde mere tid på én, der ikke kunne give hende andet end et forvredet håndled, og flabet svar, som ikke kunne bruges til noget.
Fra en lomme i bæltet trak hun en forbinding op, som hun akavet begyndte, at rulle om sit håndled. Senerne var forstrukket, ikke brækket eller forstuvet, men hun ville få brug for, at holde det i ro resten af dagen. Forhåbentligt ville ordrerne ikke lyde på noget presserende og hårdt.
Hun begyndte at gå ned af sidegaden – væk fra Seth denne her gang, så han ikke bare sådan kunne spærre hende vejen, hvis han ønskede det. Åh, hun håbede på, at han ikke ville blive ved med at følge efter hende.
”Held og lykke med hvad du end har gang i,” råbte hun over skulderen, samtidig med hun gjorde sin forbinding færdig. Brevene måtte hun læse tilbage på kroværelset.