Once a soldier, always a soldier

[Adrian Storm]

Adrians hånd fulgte hendes bevægelse og gled blødt op og ned langs hendes ryg, følende hvert eneste lille bakke og dal af hendes rygsøjle under hans fingerspidser. Hendes glæde trak den svage trækning af et smil op i et oprigtigt smil - havde han nogensinde smilet, som han havde med hende? Han kunne ikke huske det. De seneste år af hans liv havde været så plaget af sorg at alt havde smagt af aske i hans mund og hun var så rensende på hans tunge, så fuld af liv, hans lille mørke dronning. Hendes nap i hans underlæbe trak varme til hans krop igen, selvom det stadig var blot minutter siden han havde haft hende. "Jeg går ingen steder," lovede han tilbage, smilende, mens hendes fingre strøg over hans hage, som prøvede hun at lære hver centimeter af hans ansigt at kende gennem blot hendes fingre. Han vidste også at han ville være nødt til at tage til Fagail på et tidspunkt. Han stolede på hans ældste søn til at køre dag til dag tingene i hertugdømmet, men der var trodsalt ting kun han kunne skrive under. Han trak en let grimasse ved tanken om størrelsen på den papirstak der ventede ham derhjemme. Den svage grimasse gled over i svag undren, da hun stillede ham det næste spørgsmål og det undskyldende drag om hendes mund. "Selvfølgelig vil jeg det, hvis du ønsker det," Hans tone lød let usikker, men han svarede uden at tøve mens hans blik hvilede i hendes lysende blå øjne, så køligt farvede som en frossen flod, spejlet i himlen og alligevel så varme. Det var klart at hun ikke kunne forlade Pandemonium - selvfølgelig havde han også pligter og ansvar i Portus, men han havde arvinger. Da han først var kommet til Eriz' lejr, den dag for flere år siden nu, havde det været med mentaliteten af en mand der var parat til at gå i døden for at finde hans datter. Og sådan havde det været fordi han kunne. Hvis han skulle være gået tabt i et slag, kunne hans hertugdømme overleve uden ham. "Det vil kræve noget politisk manøvren at få overgivet hertugdømmet til Alastair, når jeg stadig er i live, men det er ikke umuligt."

[Eriz LaPiera Black]

Hans svar blev belønnet af et oprigtigt, lykkeligt smil, der voksede sig frem på den Pandemoniske dronnings ansigt, og fik små smilerynker til at markere sig ved hendes øjne. Fingrene forsvandt op i hans hår. Læberne pressede sig inderligt mod hans, for at afsløre hendes glæde.
”Jeg er ligeglad med, hvor meget der skal til,” mumlede hun varmt mod hans mund, inden hun igen kyssede ham. Håbet om en fremtid med ham, var så småt ved at blomstre op i hende, selvom hun dårligt nok turde tro på det. Tro på hun havde fundet en mand, der ville dele sit liv med hende. Dele sin sjæl. Dele sit hjerte. Èn der faktisk var oprigtigt interesseret i hendes væsen. Èn der ikke stak af.
Hun løftede sig op på underarmen, der hvilede over hans bryst, så hun igen kunne se ned på ham. Smilet forblev klistret fast. Det var lang tid siden, hun havde smilt så bredt før, og musklerne brokkede sig over det. Aldrig ville hun lade ham gå. Aldrig!
”Vent til du ser Agares. Det er en fantastisk by! Alt den teknologi og udvikling. Ligesom jer har vi også brostensveje de fleste steder, og bygningsværkerne er højere end… end det højeste tempel i Istus! Alt sammen så flot udsmykket. Vi har så mange skoler og akademier. Med alliancen til Portus kan vi igen begynde, at modtage studerende fra landet, som vi gjorde i gamle dage. Det bliver en ny storhedstid,” fortalte hun spændt, og modstod fristelsen om at vise ham det hele gennem sine egne minder. Hans hoved var hans. ”Slottet befinder sig øverst oppe. Over den værste røg. Du kan overvære solen stå op fra balkonerne, og se byen vågne. Vi kan gøre, lige hvad vi har lyst til. Du kan gøre, lige hvad du har lyst til.”
Hun strøg langsomt sin næsetip over hans kind. Drømmene tillod hun sig for en gangs skyld, og de vakte glæde op i hendes ellers så døde bryst. Fremtiden var lys og forhåbningsfuld. Lige indenfor rækkevidde hvis hun turde tro på det. Hendes anden hånd lagde sig mod hans kind.
”Du kan få lige, hvad du vil have,” hvislede hun som tilføjelse tæt ved hans øre, hvis ørekant hun kyssede forsigtigt.

[Adrian Storm]

Adrian smilede ind i hendes lidenskabelige kys, en hånd vandrende op til hendes lange, mørke hår. Han trykkede alle tanker om konsekvenser ned. Han ville ikke tænke på hvad der foregik i Portus lige nu. Han ville ikke tænke på hans bror, på hans konge, hans gudinde eller hans hertugdømme. Hans fremtid var her i Pandemonium. Hos hende. Og hendes ord malede et ret fantastisk billede af det. Aiden havde engang tigget ham om at få lov til at drage til byens universitet, men med ustabiliteten i landet, havde han forbudt det. Måske hans yngste søn kunne få lov til det nu. "Det lyder smukt," svarede han og strøg en flygtig lok om bag hendes øre, mens han så op på hende. De blanke, grå øjne så næsten sølvfarvede ud i stearinlysets skær, så klare at man næsten kunne spejle sig i dem. Han så på hende med en sjælden hengivenhed, den slags reserveret til soneetter og poesi, hvisket i en elskers øre under månens skinnende lys.
Hendes næsetip strejfede op langs hans hud, mens hans hånd blødt strøg igennem hendes lange hår, mærkede hvordan det gled mellem hans fingre, så fint som Portusiansk silke. Hendes åndedræt hviskede over hans øre, varme læber langs strejfende hans hud og de korte hår langs hans nakke rejste sig behageligt. Hendes ord lovede guld og grønne skove, men han var hverken interesseret i guldet eller skovene - enhver anden ville måske have fundet prospektet om total frihed og den lokkende implikation om et kongedømme uimodståeligt, men Adrian Storm ønskede sig ikke mere magt. Han ønskede sig blot den kvinde det lå i hans arme og hendes lykke. Hvis det gjorde hende lykkelig at have ham i Ageres, var det der han ville være. Ord fejlede ham og istedet, rykkede han på sig og væltede dem rundt, så han endte over hende, balanceret let på hans albue, så han ikke knuste hende med sin vægt. Hans læber tog hendes, med alt det han gerne ville sige. Jeg vil kun have dig.