Djinn deliveries!

[Eriz LaPiera Black]

Hånden lagde sig igen mod den svedige pande, mens Eriz tog en skælvende indånding, som stod hun i minusgrader. Alt i hende var tumult. Desperat prøvede hun, at få kontrol over det igen, men de bittersøde minder ville ikke slippe hende. Flints kraft havde været… så stærk.
”Ikke nogen. Bare en… person..” svarede hun rystet, inden hun igen fyldte sit glas til randen med vin. I en mundfuld tømte hun det. Igen hældte hun op. Vinen smagte besk og kradsede surt ganen, men hun blev ved indtil nerverne holdte op med at brokke sig. Bedøv sindet. Bedøv sindet.
Hun sukkede tungt. Skuldrene faldt. Opgivende stillede hun kanden med vin fra sig på bordet igen med et dunk. Øjnene kiggede dybt ned i den næsten sorte vin nede i glasset, som hun stadigvæk holdte i hånden, men endnu ikke havde hævet.
”Sam…” Navnet forlod modvilligt hendes læber, som var hun bange for, at nogle ville stjæle det fra hende. ”Han hedder Sam, og er… var min storebror.”
Smerten var lige ved at knuse hende. Ansigtet fortrak sig i kvalme. Hun følte sig syg. Glasset blev stillet væk. Hænderne lagde sig støttende mod kommoden, så hun kunne læne sig frem. Ved flammerne... Mange år var gået, siden hun sidst havde husket på det minde. Flygtigt bed hun sig i underlæben. Øjnene var rettet tomt frem.
”Jeg har brugt så lang tid på, at finde ham… Så mange år. Alle de ting jeg har gjort… Alt for at se ham igen..” Hun talte ikke engang til Flint længere, men var i stedet fordybet i sine egner tanker og minder, der lige nu væltede rundt i hendes sind som dovne bølger. ”Jeg elsker ham. Det gør jeg. Lige meget hvad folk siger… Så… Han var alt, jeg havde…”

Langsomt blev hun opmærksom på nuet. Med en rømmen rystede hun sig ud af de gamle minder, og vendte sig på ny mod Flint med et smil placeret så fejlfrit på læberne.
”Tak for mindet, Flint. Jeg havde fuldkommen glemt det, og jeg er taknemmelig for, at have fundet det igen. Alt sammen takket været dine forstærkende evner. Tak,” sagde hun høfligt, og bøjede hovedet for ham. Maskerne faldt tilbage over hende. Ryggen rankede sig. Spøgelserne forsvandt fra hendes øjne. Men… det observerende øje, ville opdage smerten gemt bagved det pletfrie porcelæn. Adrian ville have opdaget det. Han var den eneste, som ikke var ligeglad. Den eneste som… Ligesom Sam.
Hun hævede advarende ansigtet, for at binde sig selv i endnu mere kontrol. Ikke en eneste tanke mere om Sam! Ikke én! Fingrene foldede sig ind i hinanden foran hendes skød.
”Det var kun min intentioner, at vise dig min lille dreng, ikke… ikke alt det andet. Tilgiv mig endnu engang for min… manglende kontrol. Jeg har aldrig gået i en djinns sind, og det er meget anderledes, end jeg er vant til. Så… energisk. Det vil ikke gentage sig igen,” tilføjede hun lovende, og mente det faktisk. Ikke igen. Aldrig igen.
Han var dog ikke gået. Han havde ikke forladt teltet, lige så snart hun havde sluppet hans sind. I stedet stod han dér med...spørgsmål. Afventende betragtede hun ham. Usikker på hans intentioner.

[Flint Pharr]

Flint følte sig hul indeni. En usynlig hånd havde strakt sig ind gennem hans mund, ned i hans hals og trukket alt han havde dernede ud, som et eller andet makabert tryllenummer af det tørklæde man trækker op af lommen som aldrig ender. Hans åndedræt kom stadig tungt og langsomt. Grønne øjne dvælende ved dronningen af Pandemonium, der ikke kunne tømme hendes vin flakon hurtigt nok. Selv drak han ikke ofte - men lige nu ønskede han, han kunne gøre det samme. Måske det ville tvinge den rungende stemme ud af hans hoved. Hvordan hun levede med det, ville han aldrig forstå. Gennem hans lange, lange liv, havde Flint gjort meget der fik hans hænder til at skælve - men ingen havde nogensinde gjort noget mod ham. Ikke sådan som der var blevet gjort mod Eriz. Så han lyttede til hendes ord med ny forundring i hans øjne.
Hun vendte sig mod ham og... takkede ham. Han lagde hovedet på skrå. Og blinkede. "Deeeet... var.. så lidt?"
Og så, som var det magi, var hun en anden person. Eller sig selv. Igen.
"Djinns er faktisk blot sind - min krop er her kun når jeg vil have den er det," Han sagde det nonchalant, som for at fylde luften med ord, uden at tænke over hvad han sagde. "Jeg er magi." Den 17-årige unge mand rejste sig fra hans knælende position på jorden, hvor han var faldet, da hans og Eriz's sind havde været ét. Hans hoved var stadig svagt lagt på skrå og stilheden bredte sig gennem det lille telt, kun forstyrret af teltporten der blafrede i vinden som ravnevinger. De så afventende på hinanden. Så usikre som to unge væsner ved et første bal, selvom hendes usikkerhed var bedre skjult end hans. Han skiftede sin vægt fra fod til fod. Trak sin underlæbe ind imellem hans tænder, tyggede på den og slap den igen. Så rullede han let med sine smidige skuldre og sukkede tungt. "Jeg kan ikke tro, at jeg rent faktisk gør det her," mumlede han mest til sig selv, med en tydelig irritation. Han vidste godt han var ved at stikke sin hånd ind i en rævefælde. "Okay. Hvis... hvis du holder hvad du lover. Jeg mener det. Ikke én ting der skader en uskyldig sjæl, ikke én!" Der syntes at lure et for ellers bag hans ord, men det blev ikke sagt højt. Han krydsede sine arme over sit bryst og så på hende med smalle øjne.

[Eriz LaPiera Black]

Kommentaren om at han blot var magi, vidste Eriz fra historiebøgerne, men hun havde overvurderet sig selv nok, til at tro hun ville kunne, navigere lige så nemt rundt i ren magi, som hun kunne finde rundt i sit eget telt. Nu vidste hun bedre. Erfaring var viden. Viden var overlevelse.
Tålmodigt – om dog forundret – ventede hun på djinnens næste træk. Var han faktisk ved at ombestemme sig? Hvad i alverden havde været grunden til det? I minderne gik hun aften igennem men kunne ikke finde noget. Hun havde udvist svaghed, tab af kontrol, frygt, sorg. Alle de ting, som ville få hende selv til at bakke væk fra en potential allieret. Måske var det én af de ting, Adrian havde prøvet at forklare hende med empati. Et usynligt suk blev draget fra hendes læber.

Flints irriterende udspring til et svar, fik Eriz til opmærksomt at rette sig op. Blikket der hvilede på ham, var gennemborende som en høgs. Alt syntes at hæve sig op til hendes bryst, hvor hjertet håbefuldt var begyndt at hamre afsted.
I én flydende bevægelse gled hun ned på knæ foran den unge dreng. Hænderne lagde sig på hans overarme, men greb ikke fat i ham, eller holdte ham fast – det var blot en blidt berøring. Sjældent knælede hun, men for denne djinn var hun villigt til at gøre alt. Han var nøglen til hendes fremtid.
”Flint… jeg lover, at du aldrig vil komme til at såre en uskyldig, så længe du er bundet til mig.” Blikket mødte åbent hans. Stemmen lige så forsikrende som en mor, der lover sit barn, at der ikke er monstre under sengen. Ikke at det betød noget, når det galt hende. Løgne kom naturligt til hende.
Et lille, venligt smil trak i hendes mundvig. Tommelfingrene strøg over hans arme.
”Jeg passer på dig…”

[Flint Pharr]

Varme fingre lagde sig om kølige overarme, uden at gribe eller fastholde. Hendes stemme var så forsikrende. Der var et stik i hans bryst og han ville ønske han kunne bryde hendes blik og se bort fra de lovende, isblå øjne. Hans hjerte burde virkelig have lært den her lektie allerede - han havde trods alt haft tusind år til at tæve optimisten ud af ham. Men måske ville den her gang været anerledes. Måske var hun anerledes. Måske gemte der sig virkelig en Master værd at tjene under hendes masker, som den unge pige han havde hørt i den drøm. Hun der havde talt med Sam. Hvis hun havde formået at få en engel til at elske sig -- så kunne hun vel ikke være så slem?
Flint Pharr, fjerde generation af fra den oprindelig Pharr Djinn, tog en dyb indeånding, så luften strømmede ind i hans lunger og syntes at række helt ned i hans magiske indre. "Jeg elsker dig"

[Eriz LaPiera Black]

Halsen var tør. Munden føltes klistret, da Eriz fugtede sine læber med tungen. Hun ikke så meget som blinkede, eller kiggede væk fra Flint. Ordene forlod ham. De fik hendes hjerte til at hamre afsted. Dybt trak hun vejret ind. Magien samlede sig mellem dem. Klar til at bofæste sig i hendes indre, og skabe en fast forbindelse mellem dem.
”Din kærlighed binder dig.” Det sidste ord blev revet ud af hendes mund, som hånden fra et grådigt, utålmodigt væsen. Imellem dem eksploderede magien ud mellem dem, og trængte delvist ind i warlocken og djinnen, som var det et åndedræt.

Eriz gispede, mens øjnene spærrede sig op. Ild fór igennem hendes krop gennem blodårerne helt ud til fingrene. Ren magi. Hun mærkede kræfterne vokse i hende – buffet af hendes nye forbindelse til sin djinn. Åh alt den magt! Alt den… energi!
Det ville være nok. Mere end nok til at bryde igennem Macarias allerede ustabile sind, finde den sidste brik af puslespillet, og endelig finde ud af hvor Sam befandt sig. Hun ville have magten, til at destruere alle sine fjender! Marcellus ville blive tvunget i knæ! Endelig ville hun igen kunne forene sig med sin datter!

En glædefuld, ubekymret latter steg op fra bunden af hendes mave og ud i teltet. Snart ville hun være fri! Fri, fri, fri! Alle lænker ville falde! Latteren blev højere og højere, indtil hun ikke kunne andet end sidde på knæ, og grine direkte op i fjæset på alle guderne. Inei, Euphonia, Nostamus! Alle tre hånede hun! Se mig nu! Prøv at stop mig nu, I forbandet! Aldrig har I givet mig noget! Aldrig har I holdt hånden over mig! Men se mig nu! Se mig og frygt mig!
Latteren stilnede lige så stille af, indtil teltet igen blev lagt i stilheden. Med den ene hånd strøg hun fingrene igennem sit hår, for at få det væk fra ansigtet. Smilet forlod ikke hendes læber.
”Åh... det var lige, hvad jeg havde brug for,” sukkede hun lettet, inden at hun kom på benene. Kroppen sitrede af energi. ”Hvordan har du det min egen?” Inviterende rakte hun en hånd ud mod sin nye bedste ven.

[Flint Pharr]

”Din kærlighed binder dig.”
Lys strømmede ud af den unge mand, der i skæret syntes at langsomt ældes. Strejf af hvidt strøg igennem hans nøddebrune hår, linjer af rynker lagde sig over hans pande, ved hans øjne mens kødet blev strukket om hans allerede definerede ansigt i en stærkere kæbelinje. Alt mens lyset bølgede fra ham i pulserende slag som omsluttede og indtog Eriz. Et øjeblik var linjerne mellem dem så udhviskede, så ikke til stedeværende, at de kunne have været én person. Og med ét var det ovre.
Et lysende bånd tegnede sig om Flints højre overarm og omsluttede den. Forankret i denne verden. Han følte sig aldrig mere... virkelig end når han var bundet til en herre. Hans eksistens ellers, føltes lidt som--som en eksistens som et barns fantasi ven. Selvom hans kød var virkeligt, han følte sult, træthed, kunne have ømme fødder og tandpine, var hans sjæl altid uforbundet og alt føltes så langt borte. Hvordan havde han levet uden det her?! Han kunne mærke jorden under sig, så levende og summende af liv! Hans kræfter strakte sig så langt - han kunne forandre alt! Den linje af underjordisk lava der løb under heden - så strømmende og varm - han kunne kalde den til overfladen, skabe en vulkan!.... hvis altså hans nye herskerinde ønskede sig det. Hele verden var hans. Og hendes. Summende under hans øjenlåg.
Så åbnede han øjnene. Det grønne i dem syntes at gnistre af energi. "Fantastisk!" lød hans svar, inden han uden tøven greb hendes udrakte hånd i sin. Rester af magien, stadig i luften, chokkede mellem deres fingre, som statisk elektricitet. En lille rødlig, æske-agtig lampe dukkede op på jorden i et puff af grøn røg, som strakte lange fingre mod Flints fødder, kravlede op langs hans lægmuskler og omgav ham på et øjeblik - og så forsvant han. Som røg mellem hendes fingre. Lampen sugede den til sig og han var væk.

[Eriz LaPiera Black]

Fingrene lukkede sig helt om den tomme luft, da Flint forsvandt ned i sin lampe. Smilende stod Pandemoniums dronning tilbage med hånden rakt knyttet frem, inden hun lod den falde. Hun kunne stadigvæk mærke magien bruse rundt i sig. Gad vide om hun nogensinde, ville kunne sove igen?
Yderst forsigtigt og blidt løftede hun lampen op foran sit ansigt. Et par sekunder nøjedes hun med at betragte den, før hun placerede et fløjlslet kys på dens side. Med et tungt suk tog hun den ind til brystet, som var det et barn hun omfavnede.
”Jeg passer på dig…” gentog hun, inden hun igen begyndte at grine frydefuldt, og lod sig falde tilbage i sin seng, stadigvæk med lampen knuget ind til sig. ”Jeg passer på dig.”

//out