Post by Euphonia on Mar 11, 2015 13:30:43 GMT
Euphonias 5 racer - skabelsesberetningerne
Menneskerne:
I starten skabte Euphonia menneskerne. Det var en neutral race, i teorien ganske svage, men for Euphonia var de den allerførste race hun skabte og mest af alt var de blot et forsøg, da hun afprøvede teknikkerne til at skabe liv og forme det. Derfor har hun et blandet forhold til menneskerne. Hun både holder af dem, som hendes første skabninger, men hun er også lidt ligeglad med dem. De blev hendes legetøj.
Formskifterne:
I starten kom menneskerne. Men efter noget tid kedede Euphonia sig. Hun havde skabt menneskerne og hun havde været med til at skabe flere dyr, men nu kedede hun sig og der var intet at lave. Derfor blev hun drillesyg. Hun ville drille sine mennesker, der havde bosat sig i ordnede samfund. Men hvad skulle hun finde på?
Til tider bad nogle af menneskerne til hende, for hjælp. Det kunne være de havde haft et dårligt høstår, det kunne være nogen havde mistet nogen de holdte kær. Det nød hun godt af og måske kunne hun hjælpe nogle af dem og samtidig få lidt sjov ud af det. En dag lagde hun mærke til at menneskerne var begyndt at indfange dyr, at holde kæledyr og kvæg, de kunne slagte. Dette var hun ganske fascineret af. Tænk at hendes mennesker holdte dem selv som herre over dyrene og naturen!
Men hun blev også utilfreds. Både som en ros og en straf valgt hun at gøre nogle af menneskerne til dyr. Alle slags dyr.
I starten var det ganske sjovt. Nogle mennesker blev af uforklarlige årsager til dyr, menneskerne troede folk forsvandt. Det endte med at mennesket jagtede deres egne familiemedlemmer eller venner i skoven eller holdte deres bedste venner som kæledyr. Og Euphonia så at det var sjovt, men også at hendes mennesker blev ulykkelige. En dag fik hun ondt af dem og hun gav menneskerne, der kunne blive til dyr, muligheden for at forvandle sig til mennesker igen. Hun gav dem, som en undskyldning, muligheden for at forvandle sig af vilje og muligheden for at forvandle sig til alle slags dyr, så længe de havde set det før. Hvad ingen havde regnet med, var at det var arveligt. Da Euphonia så dette, mente hun det var godt. Det kunne minde menneskerne om at de ikke var herre over naturen og dyrene, men at de levede sammen.
Varulve:
Euphonia har altid elsket at blande mennesker og dyr. I starten skabte hun menneskerne og bagefter gjorde hun nogle af dem til formskiftere. Og hun var tilfreds og hvilede sig, mens hun så på hvordan de interagerede med hinanden.
Så en dag var der en kvinde. Hun var født ind i en magtfuld familie og tvangsgift med en forfærdelig ægtemand. Kvinderne var begyndt at blive underkuet og denne ægtemand var specielt voldelig. De endte med at få fem børn, som manden også var voldelig mod.
Kvinden bad hver dag til Euphonia, deres gud, om at redde dem eller om at give hendes en mulighed, give hende styrken, til at hjælpe sine børn. Flere år gik på denne måde og en dag forbarmede Euphonia sig. Kvinden havde bedt hver dag, uden stop og hendes moderfølelser var så stærke. Euphonia besluttede sig for at hjælpe kvinden og hun vidste lige præcis hvad hun skulle gøre. For ingen hjælp kom uden en pris.
Derfor steg hun ned blandt sit folk og besøgte kvinden. Og kvinden var forundret over barnet, der besøgte hende. Hun lukkede Euphonia ind og Euphonia greb kvinden om hovedet og så på hende med et drillende smil. Så bukkede hun sig ned over kvinden og bed hende i skulderen. En stemme lød i kvindens hoved.
”Dine bønner er blevet hørt”.
Ved næste fuldmåne blev kvinden til en varulv. Hun angreb sin mand, men i hendes ustyrlige vildskab fik hun også bidt alle sine børn. Da hun blev menneske igen, var hun ked af det og hun tog børnene med sig og flygtede ud i skoven. Ved næste fuldmåne blev også børnene til varulve. Og sådan blev racen spredt, for børnene voksede op og lavede deres egne flokke.
Dødsengle:
Euphonia elskede sine fugle. Altid havde hun elsket dyr, især ulve og fugle. Derfor, nu hvor hun havde et folk der kunne blive alle dyr og et folk der kunne blive til ulve, skabte hun et folk der kunne flyve som fuglene. Men de skulle ikke være så kedelige, de skulle være vilde og frie. Så hun gav dem sorte vinger, efter nogle ørne hun engang havde skabt og hun gav dem lysten til at dræbe og så de kunne nære sig på andres smerte. Og hun så hvordan de straks gik til angreb på alle omkring dem og hvordan de elskede smerten. Men hun så også at de bagefter græd og var ulykkelige, for de ønskede ikke at sprede smerte og død. I stedet for at ændre dette, for hun elskede ideen, fjernede hun nogle af deres følelser, så de blev kolde dræbermaskiner og hun grinte, som de satte ild til byerne og angreb forskellige folk. Og de angreb alle, også nogle af Ineis folk.
Da hun så hvor skadelige de var, gjorde hun dem dødelige, så de var forholdsvis nemme at slå ihjel, hvis man turde komme tæt nok på. Og hun gav dem muligheden for at sprede frygt, da hun fandt det sjovt at se folk flygte til alle sider og for at drille folk og minde dem om at alt ikke bare var et langt, godt liv. Også selv om hun nød fester og sjov. Og hun så at når folk frygtede ting, men følte sig trygge, kom der endnu flere fester og hun var godt tilfreds.
Dødsenglene ser sig som Euphonias ynglinge, hvis de endelig tænker over det.
Cerunnos:
Cerunnos var, efter menneskerne og formskifterne, en af de første racer Euphonia skabte. Euphonia havde gjort sig umage med at skabe en mangfoldig natur og hendes land er præget af forskelligt klima. Fra bjerglandskab, til skov, kyster og flade strækninger. Men hun så at selv om menneskerne var dygtig med hænderne, forstod de ikke at bruge naturen omkring sig optimalt. Hvad værre var at de kunne være destruktive. Træer blev fældet, slette brændt af og de yndigste blomster revet op med rod, for at skabe marker. Dette gjorde Euphonia trist og hun overvejede længe hvordan hun skulle straffe sit folk. Hun havde allerede både straffet og rost dem ved at gøre nogle af dem til formskiftere, men selv om det fik menneskerne til at overveje deres brug af dyrene i naturen, manglede de respekt for selve naturen. Efter flere års tænketid valgte hun at skabe en ny race af naturen. Hun lod en hjort, forklædt i menneskeskikkelse, opsøge menneskerne. Det forklædte menneske fandt sig en ung kvinde og de havde en hed nat. Næste dag var hjorten sig selv igen og kvinden blev gravid. Da hun fødte, var det ikke et almindeligt menneske der kom ud.
I stedet var det en ung mand. Men manden havde nogle underlige ting i panden, der med alderen voksede ud til at blive et gevir. Og hvad mere var at drengen havde arvet hjortens fornemmelse af naturen omkring sig. Med ham var en ny race skabt.
