Missed me?

[Mikail Greywolf Garou]

Era Garou Loup Garou

Tørre efterårsblade og kviste knaste under sorte læderstøvler, hvis snørrebånd hang og dinglede for hvert skridt fødderne tog fremefter. Løse skinbukser løb op langs muskuløse ben og mødte en mørk, stof trøje der havde flere små rifter i stoffet. Udover stof trøjen var der en lang, åbenstående, mørkebrun læderjakke der havde set bedre dage. Det mest atypiske ved mandens udseende var et mørke rødt halstørklæde, svøbt om hans hals. Udposterne havde spottet ham for nogle minutter siden og hyl havde flænset luften kort efter som advarsel til den nært liggende lejr. De kunne dog lugte ulven i ham og siden han ikke var i fuld transformation og gik alene, så var der ingen der forstyrrede hans færd ind mod lejren. Der var simpelthen ingen grund til det. Det ville være beyond dumt, for ikke at sige selvmordslystent, for en ensom ulv at forsøge at angribe en lejr med så mange ulve som ulveskovens pack havde. Og det var før man begyndte at regne alphaparret ind i ligningen. Så udposterne lod ham gå. Han havde hænderne i lommerne, gik med skuldrene tilbage, næsten tilbagelænet i hans afslappede gang, som var han bare ude på en lille, hyggelig spadseretur. Man fik fornemmelsen af at det ikke ville have været unaturligt for ham at fløjte en lille melodi, så afslappet gik han. 
Velkendte lyde og lugte slog ind over ham, som han nærmerede sig. Han var vokset op her. Bålrøg, teltduge, skind, lugten af sved og saltet kød skabte en følelse af fred i hans bryst som væsner der boede i stenhuse fik når de gik over dørtærsklen til deres hjem. Han standsede blot nogle metre fra lejren.  
"HEY LOUP." Han lagde hænderne ved siden af hans mund, så hans stemme bar ekstra højt gennem lejren foran ham, hvor der allerede havde været flere blikke rettet mod ham. "KOM LIGE UD OG SIG HEJ." 

[Loup Garou]

Hvis ikke udposternes hyl havde advaret ham om at der kom nogen til lejren, ville Mikkels råb i hvert fald have været nok. Hylet havde fået hele lejren til at standse i deres arbejde med at klargøre vinterforrådet, for i stedet at vende blikkene i retning af stien som udgjorde indgangen til lysningen, lejren befandt sig i. Midt i det hele trådte Loup frem, fast bestemt på at være den første til at se personen som trådte ind på deres grund. Panden var svedig, og pandehåret klistrede sig til hans hud, til trods for hans forsøg på at stryge det tilbage – det blev ved med at falde ned igen hver gang han lænede sig frem. Den hvide skjorte var som altid uknappet og beskidt, så den sølvbrændte overkrop kom til syne ved stoffets åbning, ligesom mange af de andre ar han havde erhvervet sig i årenes løb. De mørke øjne hvilede ind mellem træerne, og hans næsebor dirrede mens han indåndede luften. En snerren var begyndt at forme sig på hans læber; hvis det var den fucking engel igen…
Råbet fik dog langsomt Loup til at sænke skuldrene, og den dyriske snerren sank ind til et fnys og en rykning på smilebåndet. Med en håndbevægelse gjorde han tegn til flokken om at de skulle gå tilbage til arbejdet med lejren før han trådte nærmere sin kære fætter. Well… så meget fætter han nu kunne være, med sit blod.
”Mikkel… jeg burde genkende den stank på flere kilometers afstand.” Det skæve smil voksede sig en anelse bredere da han gik Mikkel i møde. I stedet for at tage ham imod med en familiær omfavnelse som man ville have forventet fra en længe savnet slægtning, standsede Loup op et par skridt fra ham og lod en hånd falde tungt på Mikkels skulder. ”Jeg er ked af at sige det, men du kommer for sent til brylluppet. Flere år for sent. Er det hvad der går for ’fashionably late’ i Pandemonium?” Et spydigt smil hang på hans læber da han igen slap Mikkels skulder. Nyheden måtte vel have nået ham, på trods af borgerkrigen som herskede derovre? Hvis ikke… oh well. Han måtte vel finde ud af det før eller senere.

[Era Garou]

Ligesom alle andre var Era standset op i alt hun havde lavet, da hylet havde genlydt i hele lejren. Fuck, fuck, fuck, fuck… Storm havde fundet ud af, at hun havde løjet om Lace. Fuuuuuuuck! Hun rejste sig langsomt fra jorden, hvor hun havde rullet rundt i bladene med et par hvalpe, hvis små fingre holdte uroligt fast i hende, som ville de ikke have hun efterlod dem. Deres øjne flakkede frygtsomt rundt i en forventning om at se sølvsoldater igen træde ud mellem træernes stammer.
Intet skete dog. Ikke andet end et højt råb, der fik hele flokkens skuldre til at falde i lettelse. Arbejdet blev genoptaget med drillerier kastet ud mellem hinanden, over dens enes ansigtsudtryk, eller hvordan den anden havde holdt vejret.
Eras grønne øjne fangede Loups skikkelse, der var trådt over til kanten af lejren. Langsomt slap hun ham med blikket, for at gøre sig fri de små hænder og arme, der holdte hende fast.
”Det er okay. Det var bare en af vores egne,” beroligede hun dem. En lille dreng med skidt på kinderne, rakte utrygt op efter hende, og hun trak ham op på armen. ”Hey, hey, rolig nu. Hvis det var englene igen, så angreb vi dem bare, okay? Hvad ville vi sige?”
Den lille dreng rynkede sit ansigt i en fucking nuttet snerren, der var fik Era til at grine. De andre børn fulgte hans eksempel.
”Ved Euphonia! I skræmte selv mig!! Der kan I bare se! De forbandede engle, ville flygte ved synet af jer.”
Hun lod drengen forblive på hoften, da hun vandrede over til Loup, for at se, hvad det hele handlede om.
Ligesom resten af flokken var hun indpakket lidt varmere tøj end normalt – det ville sige, hun bar en slidt læderjakke. Ellers var det de normale stramtsiddende bukser, støvler og en løs, grøn trøje lavet af hør. Der var kommet pletter af jord på knæene og albuerne, efter hendes rullen rundt med børnene. Et par visne blade hang ligeledes fast i hendes sorte, korte hår.
”En hemmelig elsker, jeg ikke har mødt endnu?” drillede hun, da hun kom tæt nok på de to mænd, til at de ville kunne høre hende. Lugten af røg hang omkring manden, hvilket hurtigt fortalte hende, at han var fra Pandemonium. En varulv fra Pandemonium? Hun skævede til Loup med et skarpt blik. Hvis det her var… hvis han havde forsat sin spionage af Eriz… Åhhhh hun ville flå ham lige nu og her!
Drengen på hendes arm, stirrede nysgerrigt på den nye med en arm om hendes nakke.

[Mikail Greywolf Garou]

"Hvad snakker du om? Jeg var i bad i sidste uge!" Mikkel smilte bredt, mens hans "fætter" kom ham i møde. Han løftede et øjenbryn, smilende, af den tunge hånd på hans skulder. Det var forandrede mænd der mødte hinanden igen efter lang tid. Loup havde nye ar der krydsede over hans brystkasse og Mikkel var blevet størrere siden sidst de have set hinanden. Hans skuldre var bredere, musklerne hårde under den tunge hånd på hans skulder og han havde små, smile-rynker ved øjnene. Han knipsede ærgerligt da hans fætter sagde han var kommet for sent til brylluppet. "Det siger du ikke - og nu er jeg løbet hele vejen fra grænsen," Der lå et glimt i hans øje - han vidste godt han var kommet for sent til at deltage til brylluppet. Grænselandet mellem Pandemonium og Vavilon havde været livsfarligt i længere tid og selvom han havde forsøgt, havde han ikke kunne krydse den. Det havde kun tjent ham nogle nye ar på hans arme. "Så må vi tage en stag-night igen, nu da jeg er her til at drikke dig under bordet!" Erklærede han. Og så gik han på hans fætter. Uden at skifte form, gik han i knæ, spredte fødder og sprang direkte i midsektionen af Loups mave, tacklende dem begge to til jorden. En mindre brydekamp fulgte. Da Loups mage rundede teltene, havde alphaen taget styrringen med den lille slåskamp - de var begge på fødderne igen, men Loup havde en arm rundt om Mikkels hoved, mens han stod bøjet fremover. Distraktionen af Eras ankomst var nok til at han lige og lige kunne trække sig fri igen, nu dækkede i Vavelonisk jord og med blade klistrende til hans jakke. "Jeg gi'r mig!" sagde han øjeblikkeligt og holdt hænderne leende op mod hans fætter inden han rettede blikket mod hans fætters mage. Det var et gæt, men hun havde hans lugt over sig - så medmindre Loup havde en ynglings tæve udover hans mage, gik han udfra det var hende. "Desværre - ikke af mangel på forsøg - men jeg er vidst ikke Loups type," svarede Mikkel den fremmede kvinde, så gik han over i et let overdramatiseret buk. "Jeg er Mikkel af Garou - hold det ikke imod mig, jeg sværger; jeg er adopteret ind i familien." Han trådte nogle skridt frem og stak en stor, arret hånd frem til kvinden. "Og du må være den uheldige kvinde Loup har narret til at gifte sig med sig? Mine dybeste sympati."

[Loup Garou]

Havde det ikke været for det faktum at det var standard kutyme at overfalde hinanden på den måde, ville Mikkels angreb have overrasket ham. Som det var, havde Loup dog vågent fulgt med på alle Mikkels bevægelser, og havde været klar til at starte brydekampen så snart de to mænd rullede rundt om hinanden på jorden. Det havde dog ikke været en videre langvarig kamp, så snart det var lykkedes Loup at få dem rullet om så han kunne fange Mikkels hoved i et greb under armen og holdt ham fast indtil han gav sig. Med et grin på læberne lod han endelig sin fætter slippe løs, og rettede sig derefter op igen, for at gå sin mage i møde.
”Overhovedet ikke min type. Men så er jeg også blevet vant til en vis standard.” tilføjede han med et sigende smil i Eras retning, som for at veje op for det skarpe blik hun havde sendt ham. Hendes mistanker havde han regnet ud: Mikkel lugtede lang vej af Pandemoniums røg og aske. Hun havde haft det blik på ham hver gang nogen fra de pandemonske flokke kom til lejren, til trods for at han rent faktisk havde holdt ord.
Med Era ved sin side rettede han blikket mod Mikkel igen, og gav et dæmpet grin fra sig. ”Tro det eller ej, så var det hende som foreslog det i første omgang. Det var vist til vores begges fordel… eller det er i hvert fald hvad hun fortæller mig. Årh lad være, jeg havde set hvordan du så på mig!” tilføjede han leende til Era, mens han førte en hånd til hendes nakke og kælent strøg hendes nakkehår mellem fingrene. Det burde være nok til at berolige enhver protest hun måtte have på læberne. Blikket faldt tilbage til Mikkel, og hans ansigt lagde sig i mere alvorlige folder. ”Hvordan går det med flokken på jeres ende? Det sidste vi har hørt var at én af de mindre flokke udenfor Jackaal blev slagtet .” Han talte dæmpet, til fordel for drengen ved Eras hofte. Men detaljerne han og Era havde fået havde gjort det tydeligt hvor blodigt det var endt for flokken, for at have stillet sig mellem de krigende regenter.

[Era Garou]

Lige så snart Mikkel åbnede munden, bredte der sig et smil over Eras ansigt, der hurtigt voksede sig til en hæs latter. Hun kunne allerede godt lide den fremmede ulv.
Efter at have hanket mere op i knægten, så han kunne sidde ordentligt på hendes arm, stak hun Mikkel en lige så arret hånd i hans.
”Yup! Era Garou, hedder jeg åbenbart nu,” præsenterede hun sig, og trykkede varmt hans hånd, inden at hun stillede sig trofast hen ved Loups side. Opgivende himlede hun med øjnene af hans afsløring om deres bryllup, men kunne samtidig ikke lade være med at dukke nakken en smule, så han kunne komme til hendes nakke. Den lille dreng begyndte med det samme, at lege med Loups hånd om at få hendes nakke som territorie. Noget der til sidst gjorde, at hun hapsede drengens lille hånd, og holdte den ind til hendes bryst, så han ikke distraherede dem.
”Right… For du var selv sååååå upåvirket af mig,” bed hun tilbage, og gav ham et puf i siden med sin albue. ”Du elskede, at jeg turde stille mig op imod dig som alfa. Well… du fik underlagt mig på én eller anden måde.” Sigende blinkede hun til sin alfa.
Drengen vred sig i hendes greb, så hun måtte sætte ham ned på jorden. Med det samme pilede han afsted tilbage til lejren, hvor hans venner igen var begyndt at lege rundt. Era satte hænderne i siden, som Loup og Mikkel begyndte at snakke om varulvenes tilstand i Pandemonium. Det var sådan et blodbad derover. Nogle af flokkene havde taget parti i kampen. De fleste havde gået med Marcellus, fordi han havde militærstyrken på sin side, mens Eriz holdte sig til adlen og rigmænd.
”Vi har overvejet, at forbyde nogle som helst varulve at tage del i krigen, men på den anden side er det jeres land,” tilføjede hun alvorligt til Loups ord. ”…og jeg skal være den sidste, til at sige noget som helst om, ikke at blande sig i en krig.” Det alvorlige ansigtsudtryk, blødte sig op i endnu et skævt smil, da hun hentydede til modstandsbevægelsen, hun havde kørt imod Forsyth.

[Mikail Greywolf Garou]

"Hvorfor må du såre mig sådan med dine ord, fætter?" spurgte Mikkel med en påtaget såret mine, som havde manden lige jaget en kniv i brystet på ham, tog han sig til brystet med den hånd der ikke holdt Eras. "Mit stakkels, skrøblige ego kan ikke tage det," Glimtet i hans øje sagde dog at hans ego bestemt var helt og intakt, og alt, alt for stort med hans nye position. Han bar sig med en ny autoritet som strakte sig fra hans strittende hår til hans støvlesnuder. Han rystede Eras hånd kammeratligt og slap den så. "Rart at møde dig, Era," hilste han, smilende, og løftede begge øjenbryn af den følgende interaktionen mellem de to alphaer og ungen der kravlede rundt på Era. Hans smil blev bredere. Godt. Loup havde fundet en der kunne holde trint med ham. Han havde været bekymret et øjeblik, da hele affæren med dronningen af Pandemonium havde stået på. Ja, hun havde da været køn nok af en tæve at være, og hvis de prisende rygter om hende talte sandt, fandt mænd guddommelighed blandt hendes ben, men Mikkel selv havde svært ved at se appellen i adelige generelt. Så hellere en kvinde der kunne rulle sig i mudret. "Om end forsinket, har I ihvertfald mine lykønskninger for brylluppet; må Euphonia bringe jer frugtbarhed og mange, mange unger," lykønskede han med samme brede grin. Han var upåvirket af den alvorlige stemning Loups emneskift lagde for dagen, mens ungen der havde kravlet på Era blev sat ned og pilede afsted ind i lejren igen. "Ja - de blev taget med bukserne nede, men af en af de andre packs, så, du ved, hvad skal man gøre?" Han trak let på skuldrene, stadig smilende. Han rynkede på næsen af Era snakkede om "forbud". Heldigvis trak hun det tilbage. Forbud var det modsatte af frihed. "Men ellers går det fint i Pandemonium. Ahrkaz flokken har endelig fået en kompetent leder," Hans smil blev endnu bredere. "Mig."

[Loup Garou]

Et troskyldigt smil var det eneste svar Era fik på sine anklager – mest af alt fordi Loup ikke havde lyst til at bekræfte dem alt for højlydt. Era havde ben i næsen, og det havde nu altid været et træk ved hende som han havde respekteret, og… ja, været tiltrukket af.
Mikkels lykønskninger og ønsker bragte et stramt smil frem på Loups læber, mens han udvekslede et blik med Era ud fra øjenkrogen. Det var bestemt ikke fordi de havde prøvet. Euphonia være dem nådige, de havde prøvet! Halve lejren måtte have hørt dem gennem nætterne de sidste par år – for hvorfor i alverden skulle de dæmpe sig? Men lige lidt så det ud til at bære frugter. Gang på gang måtte Loup fange sig i at tænke tilbage på Eriz’ spydige trusler fra sidste gang han havde set hende. Og gang på gang måtte han vurdere om det havde været tomme trusler, eller om hun rent faktisk havde gjort alvor af dem. Som alfaer var det forventet at de fik afkom, som kunne bringe deres gener videre til den næste generation – med hans og hendes gener ville det blive et sandt dynasti!
Well… om ikke andet så havde resultaterne indtil videre bare givet dem endnu en grund til at være så… aktive.
”Bedre sent end aldrig.” svarede han Mikkel med et spydigt smil om læberne, et smil som hurtigt falmede da samtalen vendte sig mod tilstanden i Pandemonium. Mikkels afsløring fik dog Loups øjenbryn til at ryge direkte op i panden på ham, og et dæmpet grin lød fra ham, før han igen rettede blikket mod Era. ”Der kan du se, nogen ville før eller senere få den tæve ned med nakken. Hvem skulle have troet det ville blive min halvblod af en fætter?” Det spydige smil blev igen rettet mod Mikkel, før Loup rettede en velplaceret knytnæve direkte mod Mikkels skulder. ”Så er det jo dig vi skal komme til, når det drejer sig om Ahrkaz-flokkens videre skæbne. Men jeg kender dig forhåbentligvis godt nok til at vide at du ikke er interesseret i at vælge hverken Eriz’ eller Marcellus’ side.” Han havde læst Mikkels grimasse på Eras kommentar omkring forbudet. Han vidste det ville gå imod enhver varulvs ønske om at være fri til at gøre hvad de ville – især floklederne. Men han foretrak at varulvene holdt sig ude af konflikten. Hverken Eriz eller Marcellus skulle nyde af hans flok, eller nogen anden.
Men det var alt sammen tanker til en anden dag. I stedet klappede han Mikkel på skulderen og nikkede i retning af lejren. ”Hvis vi har besøg af Ahrkaz-flokkens leder, er det da kun ren og skær høflighed at åbne nogle tønder, synes du ikke?”

[Era Garou]

En smule skyldig stod Era rastløst, og skiftede vægten fra det ene ben til det andet, mens hendes arme var blevet krydset over brystet. Øjnene flakkede rundt. Ja, ja, ja, ja, ja! Hun havde hørt om det hundrede gange!
”Nu må der jo også snart komme en lille hvalp, ikke sandt?”
”Er du sikker på, I gør det rigtigt?”
”Du skal bare spise noget mere Jera-rod. Det var det vi brugte.”
Bla, bla, bla, bla! Jo tak, hun havde hørt rigeligt omkring frugtbarhed og unger, til snart at havde produceret et helt kuld, men ingenting hjalp. Selv Loup virkede til at begynde at tænke over, hvorfor i alverden hun endnu ikke var blevet gravid bare én gang! Det var jo ikke fordi, hun gjorde det med vilje! Hun var lige så frustreret som resten af flokken – hvis ikke mere. At avle en sund, stærk arving til Loup, var jo hendes job! Det var det, hun havde lovet ham!
Forvirret kiggede hun mellem Loup og Mikkel, da hun opfattede, at hendes mage snakkede til hende.
”Huh? Åh! Ja, det var fandme godt! Så er vi fri for hende,” skyndte hun sig at slynge ud med et hastigt smil, inden at hun gjorde tegn over sin skulder. ”Jeg er desværre nødt til at smutte! Jeg lovede, at hjælpe med at… bære… noget brænde.”
Det havde ikke været den bedste løgn i verden, men hvem fanden var også interesseret i den slags. De to mænd vikke sikkert gerne, bruge noget tid alene sammen, hvor de kunne snakke om kvinder, gamle dage og blodige slag. Så længe Eriz’s navn ikke ville blive udtalt af Loups læber, var hun ligeglad.
Heldigvis havde hendes mor faktisk brug for noget mere brænde, og Era kunne lettet kaste sig over arbejdet. Ikke fordi det hjalp med at distrahere hende. Af alle i lejren var hendes mor den mest ivrige, efter at se nogle unger, og hun gjorde ikke andet, end plapre om det dagen lang.
Hvis hun kendte Loup ret, ville han forhåbentligt fejre Mikkels ankomst og sejr med en fest i aften, så det kunne måske vende fokussen væk fra hende og hendes livmoder!

[Mikail Greywolf Garou]

Anspændthed lagde sig over begge ulvene foran ham, efter hans lykønskning og han rynkede brynene. Der var tydeligvis noget galt her. Era blev fraværende og det stramme smil der trak i Loups læber så omkring så naturligt ud, som den hybrid han havde set billeder af på efterlysnings plakater i Pandemonium. Rygtet sagde hun skulle befinde sig i ulveskoven, men det sagde også at hun var blevet dræbt af Era.
Stemning skiftede mærkbart da emnet skiftede til hans nye position og hans brede smil vente tilbage og hans bryst puffede sig en anelse op i stolthed. Tezz havde ikke været nem at slå. Fuldblods varulv og alt det der. Men hun havde undervurderet ham og det havde været fatalt for hende. "Selvfølgelig ikke - hvem fanden gider kæmpe i andre folks krige?" bekræftede han. Og det var sandt. Han brød sig ikke om at få noget forbudt, men egentlig havde han ingen interesse i at deltage i noget som helst, medmindre han blev tvunget ud i det. Frihed over alt. "Klart - selvfølgelig skal vi have åbnet tønder! Ellers var jeg sgu da ikke løbet hele vejen hertil." Så smuttede Era. Mikkel betragtede hendes flygtende ryg. "Såeh. Det går ikke godt med avlen?" Hans stemme var lavmælt og smilet der normalt hvilede om hans ansigt, så konstant som solens bue over himlen, var hvisket bort. "Hvad er problemet? Hun lugter langt væk af dig, så det kan ikke være af mangel på forsøg." Han lagde armene over kors.

[Loup Garou]

Loup havde set langt efter sin mage da Era forlod dem med en knapt så overbevisende løgn, men det var svært at bebrejde hende, emnet taget i betragtning. At Mikkel spurgte videre ind til det da de igen var alene, fik kun den stramme maske til at strække sig ud i en grimasse. Skulle han dele sine bekymringer med ham? Nej. Hvis det viste sig at det slet ikke havde noget med sagen at gøre, var der ingen grund til at sprede det. Specielt hvis det skulle ende med at nå tilbage til Era.
”Vi ved det ikke. Fem år og stadig ingenting.” sukkede han. Grimassen blødnede dog langsomt op i et smalt smil. ”Men du ved hvad det betyder. Desto større grund til at blive ved med det, ikke?” Ikke at de på nogen måde var stoppet. Han og Era nød stadig godt af deres politik omkring intet tøj i sengen, og de dyriske instinkter i dem begge to havde ofte fået dem til at finde… alternative måder at komme af med enhver frustration de måtte pådrage sig i løbet af deres travle hverdag. Som Mikkel allerede havde konstateret lugtede Era langt væk af ham.
Nej, det var på tide at finde tønderne frem. Han havde brug for noget at drikke, og det snart!
En arm blev smidt om Mikkels skuldre før han trak sin fætter med sig tilbage i retning af lejren. ”Jeg håber du er klar til at bevise at du vil drikke mig under bordet, kære fætter, for jeg har planer om at give dig kamp til stregen!” erklærede han med et smil der afslørede de skarpe tænder. Med en håndbevægelse og en rap kommando fik han hurtigt et par af de andre ulve i lejren til at begynde at rulle et par tønder med mjød ud fra ét af teltene. Omgående var det som om hele lejren blev sat i bevægelse for at gøre klar til at tage den pandemonske flokleder godt imod. Nogen var gået i gang med at rydde plads til en kampring midt i lejren, mens andre var trådt frem for at ønske den fremmede velkommen. Et par børn var endda trådt frem blot for at stirre nysgerrigt op på ham.

[Mikail Greywolf Garou]

En lille bekymret rynke tegnede sig mellem Mikkels bryn. Fem år og ingenting. Varulvene var skabt af Euphonia og kendt som en af de mest frugtbare skabninger i landene - menneskene lavede flere unger, de avlede som rotter, fuldstændigt ukritiske overfor deres partnere tilsyneladende - men stadig. En eller to tabte børn ville have været bedre end ingenting. Specielt fordi varulvene var notoriøse for hvor meget de gik op i at par fik unger. Selv de sammenkønnede par måtte gå til en villig mand eller kvinde til at bære eller undfange unger, ellers ville de møde flokkens misbilligelse. Hans egen flok havde et kvindeligt par der lige havde fået en kuld sådan.
Men han ville ikke tilføje til sin fætters bekymring, så han slog ham godmodigt i skulderen. "Yeah, og øvelse gør mester, right?" Alle spor af bekymring nu borte fra hans ansigt, smilede Mikkel bredt da Loup smed en arm og hans skulder og trak af med ham, ind i lejren. Et par af ulvene løftede en hånd i hilsen mens han kom ind, men største delen af dem kendte ham ikke. Langt de fleste ulve fra den flok Loup først havde været leder af var døde da den tidligere alpha havde overtaget. Men efter hvad Mikkel havde hørt, havde den tidligere alpha fået som fortjent af hans fætter. Et ligeså tandfuldt smil bredte sig over Mikkels mund, da Loup erklærede at han håbede han var klar på at bevise han kunne drikke ham under bordet. "Jeg er klar - jeg håber din mage er klar til at holde dit hår tilbage når jeg vinder," Mikkel blinkede med et øje til hans fætter, trådte over til den første af tønderne, som lige var blevet åbnet, løftede den op uden problemer trods vægten og begyndte at drikke direkte af den, til lyden af jublende og hujende ulve i baggrunden.

[Loup Garou]

Emnet virkede færdigdiskuteret. Der var ingen grund til at gøre det til et større samtaleemne end det, det i forvejen var. Flokken havde hvisket omkring det i månedsvis allerede, og flere snusfornuftige forklaringer på hvad der kunne være årsagen var blevet bragt frem. At de gjorde det forkert eller at Era bare skulle spise en eller anden rod var de mest normale, men Loup havde hørt flere. Et par af dem gik ud på at det var Euphonia som straffede ham for hans mange år med blasfemi og tiden han tilbragte mellem den pandemonske dronnings ben. Loup havde næsten været tilbøjelig til at tro på det, havde det ikke været for at Eriz havde givet ham en helt anden grund at mistænke.
”Whatever, jeg skal nok sørge for at din bevidstløse krop bliver slæbt ind i et telt mens vi andre fester videre.” lovede han med et grin, før han måtte betragte sin fætter løfte op i en tønde og drikke direkte fra åbningen – en bedre start til en fest kunne man vel næppe have bedt om! Med en jublende og hujende flok i baggrunden selv sætte i et bredt grin – men han kunne da ikke lade den pandemonske flokleder tage sådan et forspring foran ham! Han greb derfor omgående den nærmeste tønde, for at gentage Mikkels eget trick. Jublen fra flokken steg i volume, indtil de andre ulve fik den geniale idé at slutte sig til deres alfa og floklederen. Ivrigt samlede de sig omkring de resterende tønder og dyppede deres bægere i mjødet. Et par af dem tog sig end ikke tiden til at skaffe bægere, og stak simpelthen hele hovedet ned i tønden, til en højlydt latter fra flokken.
Lyden af trommer fyldte snart lejren, en livlig rytme som hurtigt bredte sig ud i flokken, og satte ulvene i bevægelse. Loup ænsede det kun halvvejs, mens han var godt i gang med at tømme mundfuld efter mundfuld af tønden, indtil han måtte sætte den fra sig med et støn og et grin. Årh ja, det her var hvad han havde brug for! Nu manglede han bare sin kære mage under armen, og så kunne festen virkelig gå i gang!

[Mikail Greywolf Garou]

Mikkel blinkede kækt med det ene øje til hans fætter, da han lovede at Mikkels krop ville blive slæbt ind i et telt når han endte bevidstløs på skovbunden. Tøndens indhold smagte sødt på hans tunge og brændte svagt mens det gled ned. Det var stærkt mjød, men ingenting for en mand der drak flere flasker whiskey dagligt. Et smil trak i hans mundvige da Loup tog udfordringen op og begyndte på hans egen tønde.
Trommer faldt ind med lyden af hans hjerteslag, lyden af dansende fødder, glade, jublende stemmer og lugten af bål fyldte hans næse mens han drak og glæden sang igennem hans indre ulv. Han elskede hans flok som var de alle hans egne unger, men der var noget specielt ved ulveskoven.Her kunne han hyle mod månen hvis han havde lyst, uden frygt fra de rivaliserende småflokke i Pandemonium eller regenternes hjernedøde borgerkrig. Men det var mere end det. Der var noget rigtigt over ulveskoven, noget som gamle instinkter genkendte som hjem. Tønden var tom da Mikkel satte den fra sig. Hans arme strakt mod himlen, leende. Små dråber fra mjøden hang ved hans skægstubbe som han fangede med en tunge, mens flokken hujede, både for hans tømmen af en hel tønde, men også for deres alpha, der gjorde det samme. Med et glimt i øjet, tog han fat i den næste tønde, tænder blottet i et bredt, hvidt smil.
Men før han kunne åbne den, brød et hyl gennem lejren. En af udposterne igen. Mikkel løftede et øjenbryn i retningen af hylet, mens trommerne forstummede og ulvene der havde drukket af bægre, stillede dem fra sig og vendte sig mod lyden. Hvis de havde været i ulveform havde deres børster været rejst. En rynke tegnede sig mellem Mikkels bryn - der måtte være sket noget her for nyligt, der havde dem alle sammen på deres tæer ved lugten af fremmede. Var det de lokale adelige, der havde flokken så nervøs? Mikkel havde godt hørt at ulvene havde haft konflikter med dem, men han forestillede sig ikke at en flok adelige kunne bringe nerverne frem i hans fætters flok.
Et øjeblik senere kom den udpost der havde hylet til syne, gående med en hånd på skulderen af en tvært udseende kvinde. Hun havde langt, sort hår, flettet langs siderne af hendes hoved og hendes øjne virkede til at gløde under lange, sorte øjenvipper. Hun rev med mellemrum i sin skulder, for at få ulven der havde en hånd på den til at give slip, men han holdt fast med et forvirret udtryk der blandede over i afsky, malet over hans ansigt. Da de kom tæt nok på, hev ulven i hendes skulder og standsede hende. "Jeg fandt hende ude ved kanten af lejren," sagde udposten med forvirring i stemmen. "Skulle hun ikke forestille at være død?"
Udposten talte til Loup, så Mikkel lænede sig op af den tønde han lige havde været ved at skulle tage hul på, før forstyrringen, og lagde armene over kors mens han studerede kvinden, som nu skulede til jorden med hendes egne arme lagt over kors. Hun var klædt i en kort læderjakke, stof bukser og Vaviloniske militær støvler. Men hun lugtede af Pandemonium. Sod og svovl. Noget ved hende virkede skævt. Som om hun var der og ikke var der på samme tid og det gjorde ham svagt ubehageligt til mode. Interessant.

[Era Garou]

Mens de to mænd havde hygget sig og sat festen i gang, havde Era trukket sig tilbage, til det eneste sted, hvor hun kunne lade være med at være alfa – hos sin familie. Ved dem var hun hverken alfahun eller den skjulte modstandsbevægelses ene leder. Hun var blot Era.
Omkring deres bål havde hun sættet sammen med sine brødre, venner og mor. En tønde med mjød stod hos dem, og var allerede halvt tømt. De var ved at spille terninger, da hylet endnu engang genlød i lejren.
Era rejste sig brat op.
”Era, bliv her!” bad hendes mor, og greb hende om håndleddet. ”Lad Loup tage sig af det.”
Hendes brødre stillede sig klar til kamp bag hende. Hun kunne mærke deres prusten i nakken, samt hørte den lavmælte knurren, der lød fra dem. Med de nye friske øjne spejdede hun mod indgangen til lejren. En ny lugt havde sneget sig ind i lejren. Gennem sved og mjød lugtede Era den snart genkendelige stank af korruption. Hendes ansigt blev sammenbidt.
”Jeg er nødt til at klare den her,” hvislede hun ud mellem tænderne, inden at hun trampede afsted med sine bredskuldret brødre lige i hælene.
Nærmest hele lejren havde samlet sig omkring udposten og Lace, der stod hjælpeløst i hans greb. Era maste sig igennem muren af varulve. Hvor end hun kiggede hen, blev hun mødt af mistro, vrede og skuffelse, hvilket hurtigt fik hende til at fokusere på hybriden i midten af dem alle.
Endelig brød hun igennem muren af folk
”Slip hende!” snerrede hun skarpt, og marcherede direkte hen til sin modvillige ven. Hvad pokker lavede hun her?! Og så lige nu! Kunne det ikke have været på et tidspunkt, hvor hele flokken ikke var samlet! Åhhhhr det her var bare perfekt!
Udeposten slap tvivlende Lace, men turde ikke andet, da hans alfahun nu gav ham en direkte ordre. Derudover strøg hun knurrende, tæt forbi ham, for at kredse rundt i en halvcirkel om Lace, så hun til sidst stod ved hendes side. Kroppen var spændt. Udfordrende gled de gnistrende, grønne øjne rundt, inden de landede på Lace.
”Hvad fuck laver du her?!” hvæsede hun til hende ud af mundvigen, så kun hun ville høre det. ”Jeg sagde til dig, jeg ville komme med tingene til dig!”
”Hvad fanden skal det her betyde?!” lød et råb fra en person inde i halvcirklen af folk, der stod som et andet publikum og stirrede rødglødende på dem.
”Du sagde abominationen var død!!”
”Hvor pokker er Garou! Han må gøre noget ved det her!”
”JA! Det er hans tæve!”
Eras ansigt fortrak sig i en knurren, så de skarpe tænder kom til syne, og øjnene kort lyste rødt op. Endnu engang havde flokken forvandlet sig til en bunke af krudt, der blot ventede på at blive antændt. Imellem dem stod enkle individer, som fortvivlet kiggede sig omkring. Hendes familie. Et par stykker fra hendes slæng. Nogle af hendes brødre knyttede deres hænder, eller bad en sidemand om at holde sin kæft, men ingen af dem turde, at træde frem.
”Ingen rør hende! Forstået?!” Era stillede sig en smule foran Lace. Hvis nogle ville forsøge at angribe, ville de først skulle forbi hende!