Sweet Reunion

[Adrian Storm]

Han var solid mod hende, som en klippeblok under en storm. Et sted man kunne gemme sig mens stormen hylede og flåede i landskabet om en. Angsten der slog ned i hende rørte ham ikke. Han stod der blot. Indtil hun knækkede under vægten af hendes egen sorg. Han kunne mærke ekkoet af den i hans egen sjæl. Da hun knækkede, var der en del af ham der gjorde det samme og han krøllede sig næsten ind over hende, beskyttende. Hendes tåre gjorde hans skjorte våd, mens hans ene hånd lukkede sig om det silkebløde stof i hendes kjole og holdt fast, som hun gjorde i ham. Som var han bange for hun ville forsvinde under hans arme. Blive til støv og bæres bort af vinden der nu ruskede i teltdugen. Han lukkede øjnene mens hun klyngede sig til ham. Hun var så varm i hans arme. Varmere end han nogensinde havde forestillet sig. Så levende og stærk, og alligevel så skrøbelig og lille i hans arme. Han tårnede over hende når de stod så tæt.
Hulkene rystede hendes krop i hans arme. Hendes duft overvælede ham næsten, som de stod der, med hans hoved mod hendes hår. Den fyldte ham på en måde så det føltes som om hans hjerte skulle springes i hans bryst.
De stod sådan længe. For Adrian føltes det som ingen tid. En evighed til et øjeblik. Han lod hende trække sig lidt, da hun gjorde det og så ned på hende. Et smil trak svagt i hans mundvige af hendes pinlighed over hvad der var sket. Hans hånd gled fra hendes nakke og lagde sig langs hendes kæbe, hvor en tommelfinger strøg over hendes blussende kind og fangede en tåre der var undsluppet hendes egne hænder. "Du har aldrig været smukkere." Var det eneste han sagde. Om det var svar på hendes ord eller ord der blot kom fra hjertet, var ikke til vide. Måske var det en blanding af de to. Som for at understrege hans ord, bøjede han sig let ned over hende og kyssede hende på panden, med hans hånd stadig hvilende langs hendes kæbe og hans arm omkring hende.

[Eriz LaPiera Black]

Fredfyldt lod Eriz igen sine øjne glide i, mens at han placerede et blidt kys på hendes pande. Hvis man nogensinde overvejede, hvordan det var at få en velsignelse, måtte det her være et godt bud.
Hendes frie hånd lagde sig ovenpå hans mod hendes kæbe, for at holde den fast. På intet tidspunkt ville hun have, det her intime øjeblik skulle ende. Hun nød følelsen af hans store, trygge hænder mod sig!
Aldrig havde hun prøvet, at få sin brystkasse revet op, for derefter at have én, til at stikke hånden ind, og gribe om hendes hjerte – og så ikke slippe det igen. Hverken i frygt eller ondskab. Det var både skræmmende og så fantastisk på samme tid!
”…det siger du kun fordi, du ikke har set mig til et bal endnu,” mumlede hun i et lille smil til hans kompliment om hendes udseende. Hun kunne ikke tro på, at nogen som helst så smukke ud når de græd.
Hun hævede sit ansigt en smule, så hendes næse strøg blidt op af hans kæbelinje. Hendes hånd bag hans ryg, kørte langsomt op til hans nakke, hvor de lange fingre begravede sig længselsfuldt i hans nakkehår. Tungt trak hun vejret gennem de let, adskilte læber, der flygtigt strejfede hans hage. Hjertet bankede spændt i brystet på hende, så Adrian helt klart måtte kunne mærke det, hvis ikke det var fordi, at hun også kunne mærke hans, sådan som deres brystkasser var presset mod hinanden. Næsetippen blev ved med at kærtegne hans kinder, kæbe, hage og næse i en pirrende tøven, om hvorhenne grænsen lå mellem dem.
Hele hendes krop stod stadigvæk trykket tæt op af hans fra omfavnelsen, som hun aldrig havde trukket sig væk fra.
Endelig brød hun den sidste barrierer, og lagde nakken nok tilbage, til at hun med hjælp fra hånden bag Adrians nakke, kunne lade sine skælvende læber forsigtigt møde hans. Hun måtte strække sig, for at kunne nå.
Ganske let lod hun deres læber forblive mod hinanden, uden rigtigt at gøre andet, end bevæge underlæben lidt imod hans overlæbe. Endnu var hun ikke sikker på, om de stod på samme side, men hun kunne ikke holde sig selv tilbage længere. Hver nat i 5 år havde hun fantaseret om netop det her. Smagen af hans læber med rester af vinen hængende på sig. Følelsen af hans krop mod hendes. Deres åndedræt hivende ud og ind gennem næsen.
Hun var ligeglad med, hvad han var.

[Adrian Storm]

Hendes silkebløde hånd over hans og hendes varme pande mod hans læber gjorde hende virkelig, så meget som hendes tåre havde. Eriz' skønhed var næsten guddommelig og til tider kunne det føles som om den gjorde hende fjern. Unåelig og urørlig i hendes skønhed. Nu var hun virkelig og det havde smadret igennem alle hans undskyldninger, hans fastholden i formaliteter og hans brors stemme i hans øre. Han kunne ikke holde sig væk længere. Selv ikke hvis han ville. Hans læber formede et smil mod hendes pande, inden de slap hendes hud. "Hvis du bliver smukkere endnu til baller, ender synet med at slå mig ihjel, kvinde," svarede han smilende. Hun ville altid være smukkest for ham som hun var nu. Tårevæddede øjne, blussede kinder og det hele. Så strøg hendes næse blødt langs hans kæbe, hendes hånd gled op langs hans ryg og endte i hans korte hår - og hvis han havde troet at lynnedslaget havde sendt energi gennem ham, så var det her vand ved siden af det. Det næsten sitrede igennem ham. Hans øjne gled halvt i, mens han så på hende. Han kunne næsten mærke hendes hjerte slå mod sig. Et åndedrag hang mellem dem. Så tæt og stadig adskilt. Og så bragte hun dem det sidste stykke.
Det var så let, så skælvende og flygtigt som en fjer på vinden, at et øjeblik kunne han ikke bevæge sig. Naglet til stedet, næsten anspændt i kroppen.
Så bristede noget i ham. Noget der havde ventet fem år på det her. Og det skete med ét. Hans hånd strøg til hendes nakke, hånden på hendes ryg trykkede hende endnu nærmere og kysset blev fastere. Varme som han aldrig troede han skulle føle igen strøg igennem ham, varmere end selv Ineis sol på hans krop. Så hedt at han næsten troede han skulle brænde op på stedet. Hun passede til ham som et puslespil. Mørke og lys mødtes. Hans hårde krop mod hendes bløde. Hans hånd ved hendes nakke gled ind i hendes hår og holdt det blødt mellem hans fingre. Udenfor slog lynnet ned igen, men han ænsede det ikke - alt der var, var Eriz. Alt der fandtes var hendes varme læber, hendes hænder på hans hud og hendes krop mod hans.

[Eriz LaPiera Black]

Det var en statue, hun først kyssede. Anspændt i hele kroppen, som havde hun lige stukket en kniv i maven på ham. I et par sekunder frygtede hun, at have gået for langt, men så mærkede hun hans hånd glide om i nakken. Armen omkring hende fæstnede hende til ham, så hun måtte vippe op på tæerne. Et saligt suk blev pustet ud gennem næseborene.
Nakkehårene rejste sig, da hans fingre begrave sig ind mellem hendes tykke, sorte lokker, og holdte hende blidt fast i kysset. Hjertet hamrede et sted oppe i halsen. Efter alle de år… Alle de breve…
Hun smilte i kysset, mens at hun lagde hovedet på skrå, for at kunne fordybe kysset endnu mere ved at skille hans læber fra hinanden. Det var et længselsfuldt og lidenskabeligt kys, der efterlod kinderne endnu mere blussende. Hun havde ikke lyst til, at det nogensinde skulle ende. Ikke lyst til at give slip på ham, i frygt for at han ville forsvinde tilbage til sit land, og hun aldrig igen ville se ham. Var det ikke det, han havde skrevet i brevet? Der var stor interesse i ham?
Bare tanken fik hende til at fæstne sit greb omkring ham, så fingrene endnu engang lukkede sig om stoffet på hans skjorte. Det slog hende, hvor lang tid siden, det havde været sidst, hun havde stået sådan her med en mand. Det var alt sammen før Liliths kidnapning, hvilket talte det op til omkring 6 år siden. 6 år uden intimitet fra en anden person. Ved Adrian måtte det tal være større – eller… det håbede hun hvert fald.
Det fik hende til, langsomt og modvilligt at afslutte det hede kys mellem dem. Hun måtte tage hensyn til englen så tæt på hende. Mange, mange år måtte være gået, siden at han sidst, havde oplevet en kvinde på denne måde, og bare det kunne være både forvirrende og grænseoverskridende. Det sidste hun ville, var at gøre noget, han ville fortryde næste dag.
Hælen blev igen placeret nede på jorden, og deres kroppe blev frigjort med et par centimeters mellemrum mellem hinanden. Bare det var næsten ulideligt for hendes krop, der krævede at mærke hans muskler rullende under fingrene. Hans krop så tæt på hendes som muligt. Uden nogen modstand. Uden noget stof.
Men hun tvang sig til at tænke på andre end hende selv. Som tiden dog havde udviklet hende. Lad alle i hele verden, se den kvinde de kaldte en hore, og hvordan hun trak sig væk fra endnu en mand, selvom flere års længsel hev i hende.
To fingre strøg sig over hendes læber, der stadigvæk brændte. Hun kunne smage ham på sin tunge.
Et krøllet smil trak i hendes mundvig, mens at hun bakkede en smule tilbage fra ham, så han kunne få plads. Hun var helt stakåndet.
”Jeg håber… det ikke var for meget,” kommenterede hun stilfærdigt, og stoppede endelig op. Brystet hævede og sænkede sig i store bevægelser, for at genvinde et stabilt åndedræt. ”Jeg lod mig vidst rive med.”
Smilet blev bredere, da hun slet ikke kunne holde det tilbage. På trods af hendes høflige ord, samt gestusen hun lige havde gjort med at trække sig væk, hang hendes blik dog grådigt på ham.

[Adrian Storm]

Kysset druknede alt i Adrian der havde en tanke. For engangs skyld reagerede han mere instinktivt end kontrolleret og lod sig falde ind i kysset. Det føltes som at give slip på vindene i de højere luftlag, folde vingerne ind til hans sider og lade sin krop falde gennem luftlagene. Han var frygtløs i kysset. Hans krop bød ham ikke spilde et sekund længere og han trak hende helt ind til sig, hendes hænder i stoffet af hans skjorte, som ville han forsvinde mellem hænderne på hende. For ham var det tilbage før hans kones død, at han havde stået med en kvinde sådan her. Han havde ikke løjet, da han havde skrevet at interessen i ham var stor - den magthungrende adel i Portus så hans kones død som en fri plads ved hans side. En plads der kunne fyldes af en datter af deres hus. For det meste afslog han så høfligt som det kunne lade sig gøre, men han kunne ikke risikere at fornærme de store huse og var nødt til at tage besøg fra flere af dem. Men ingen af dem havde været grund til mere end en passerende tanke, som blot havde været for den politiske fremmelse af hans eget hus. Og han var ensom. I det store slot i Fagail. Hvor lidt han gerne ville indrømme det, følte han nogengange jalousi selv mod hans bror. Selvom den kvinde Eian havde giftet sig med var så interessant som en politisk diskussion om mulige udvigelser af det portusianske vejsystem, havde manden stadig nogen at komme hjem til. Hans børn var ham hans eneste trøst. Men de var ved at blive store. Selv Adelaide, hans yngste, havde forladt hans hus nu.
Adrian fulgte hende da hun forsøgte at trække sig tilbage, men da hendes hænder på hans bryst skubbede tilbage, slap han modvilligt kysset. Et tungt åndedræt forlod hans lunger. Havde hun fortrudt? Han rettede sig op og så på hende med hovedet lagt let på skrå. "Jeg.." begyndte han og skulle til at benægte at det var for meget. Det var ikke nok. Hendes ord tvang ham til at ligge hans ansigt tilbage i høflighedens folder. "Jeg beklager," hvis hun havde ladet sig blot rive med af stemningen, var det hans skyld. Han tvang sig selv til at tage endnu et skridt tilbage. Hans skjorte var endnu krøllet af hendes hænder. Hans læber summede af presset fra hendes. Hans hår rodet efter hendes hænder i det. Det smil der lagde sig om hendes læber og hungren i hendes øjne forvirrede ham. ".. Måske er det bedst hvis jeg trækker mig tilbage." Der lå et spørgsmål i den måde han sagde det på, mens hans øjne søgte hendes ansigt.

[Eriz LaPiera Black]

Igen faldt det så alvorlige ansigt tilbage i en udtryksløse maske, der gav Eriz så meget lyst til, at dykke ned i hans sind, for at finde ud af, hvilken følelser og tanker, der gemte sig nedenunder. Hun var dog langsomt, ved at gætte sig til det.
Specielt da han beklagede, trak et smil sig frem på hendes summende læber. Et muntert glimt dukkede frem i hendes øjne, som morede hun sig over ham. Sødt at han troede, at han havde gået for langt. Hun elskede synet af ham, og de spor, hun havde sat efter sig selv på ham. Langsomt fugtede hun sine læber.
”Adrian… Det er det dummeste, du nogensinde har forslået,” svarede hun på hans skjulte spørgsmål, og havde så sandelig ikke i sinde, at lade ham gå nogen som helst steder. Ikke endnu hvert fald!
Udenfor skar endnu et lyn teltet op, og fik hende med et sæt, til at dreje hovedet mod åbningen. Åh ved alle guder! Hvorfor lige i nat! Hvorfor kunne det ikke være på et andet tidspunkt, at det skulle torden og lyne udenfor, så hendes stakkels nerver blev endnu mere flosset!
Hun vendte igen sine dragende øjne mod Adrian, inden at hun igen nærmede sig ham. Hofterne vuggede afslappet fra side til side, som et rovdyr snigende ind på sit bytte. Hendes hænder rakte ud mod ham, for at gribe om kraven på hans skjorte, så hun kunne trække ham resten af vejen ind mod sig.
”Måske ud over dér, hvor du afslog en fælles middag, eller lod dig selv blive stukket ned af en lejemorder i Vavilon,” tilføjede hun med falsk eftertænksomhed og en stemme, der nærmest spandt som en kat. Nu hvor hun igen stod op af ham, havde hun fred i sjælen, men tankerne var allerede flere skridt mere frem end hende selv. Fingrene slap taget i kraven, for at vandre ned over hans brystkasse, og videre endnu ned af hans stramme mave mellem dem. Hele tiden holdte hun hans blik med et fint, lille smil, krøllet op i det ene mundvig.
”Hvorfor i alverden ville du trække dig tilbage til dit telt?” spurgte hun så lavt, så det kun var en hvislen, der strøg over hendes ubevægelige læber, som endnu engang var så tæt på hans, at han kun manglede at læne sig en smule frem, for at lade dem mødes. Hun kunne mærke ham trække vejret mod sit ansigt i små puf. Føle hans hjerte hamre, som fingrene med de lange negle, forsatte deres pirrende kurs længere ned af hans mave.

[Adrian Storm]

Et langsomt, lettet åndedrag forlod hans lunger og hans skuldre faldt fra hvor de havde trukket sig op da han havde ranket sig. Han havde ikke trådt over grænserne. Det trak i hans mundvig lynnet fik det til at gippe i hende igen, mens dets energi igen strøg igennem ham og fik hans grå øjne til at slå gnister i stearinlysets skær. Så bevægede hun sig igen nærmere og hans blik blev trukket af bevægelsen i hendes bløde hofter inden de blev trukket til hendes hænder der greb i kraven på hans skjorte. Det tog meget lidt rent faktisk træk at få hertugen til at tage de få skridt frem, så de stod tæt igen. Hans ansigt trak en svag grimasse da hun bragte den afviste fælles middag op igen.
"Hvor mange gange skal jeg undskylde for den middag?" spurgte han med smilende øjne. "Ved Inei - jeg prøvede blot at gøre det rigtige," En del af ham mente stadig det havde været det rigtige, men han arbejdede meget hårdt på at holde den del af ham stille og skubbet tilbage i hans sind. Den del af ham der lød som Eian til forveksling. Et åndedræt lå, fanget i hans lunger, mens blot hendes fingerspidser vandrede ned over hans krop, faretruende tæt på hans bælte. Hans stemme kom hæst da han talte igen.
"Det ved jeg ikke - du har ret, jeg bør nok blive her," Hendes læber, hævede af kys, var så tæt ved hans og igen tabte han hver en tanke inden han langsomt bøjede nakken. Først rørte hans læber blot hendes, så let som dagens første solstråler over nøgen hud. "Jeg bliver." Hans ord var hvisket mod hendes læber, men var så faste som det kys der fulgte dem. Hans hånd kom op til hendes kæbelinje igen, hans arm gik om hende og han drog hende så tæt ind til sig som han fysisk kunne.

[Eriz LaPiera Black]

Et lille smil krøllede sig op hos Eriz, da hertugen meddelte at han blev hos hende. Nakkehårene rejste sig ved den fjerlette følelse af hans læber mod hendes. Så pirrende, at det var en udfordring, at blive stående stille uden at bevæge sig.
Endelig kyssede han hende dog ordentligt, og benene blev til blødt smør. Han trak hende så tæt på sig, at hun blev tvunget til at fjerne hænderne fra det nederste af hans mave, selvom de havde været så tæt på det kølige bæltespænde, at det blot havde krævet et par ekstra sekunder.
Med et saligt suk pustet ud gennem næsen, lagde hun hovedet en smule på skrå, så kysset kunne blive dybere. Læberne masserede lidenskabeligt hans. Endnu engang måtte hun strække sig, og vippe en smule op på tæerne, for at kunne nå ham ordentligt på grund af højdeforskellen. Hendes kinder brændte. Hjertet galopperede afsted. Energien fra lynene fik hele hans krop til at summe, så hårene på hendes arme rejste sig, da hun lagde dem omkring taljen på ham. Hun følte sig åndeløs af alt den energi, der pulserede omkring ham. Så meget magt! Så meget kraft! Mørket i hende, som skænkede hende sine evner, trak sig snerrende sammen i frygt. Hun kunne mærke det i sig selv. Blandingen af skræk og lyst. Adrenalinen pumpede i hende! Mange ville misbillige det her. En engel og en warlock presset længselsfuldt mod hinanden, men hun havde altid været ligeglad med både guder og love. Hun tog, hvad hun ville have.
En hånd strøg op i nakken på Adrian, så hun kunne mærke det korte hår, stritte ud mellem fingrene. Skjorten krøllede sig under hendes anden hånd, som prøvede hun, at trække den af ham uden at knappe op.
Ved flammerne, hun håbede ikke, et lyn slog ned et sted i lejren, så de ville blive afbrudt!

[Adrian Storm]

Energien der strøg gennem ham syntes næsten at passere imellem dem, som om noget i ham kaldte til noget i hende, selvom de ikke kunne være mere forskellige når der kom til magien. Hans lys ønskede at trænge hendes mørke tilbage samtidigt med at han kunne mærke mørket nappe i lyset i ham, som om det ønskede at fortære det lys det fandt i ham. Mens hans tunge brød seglet af hendes mund foregik der en magt kamp mellem lyset og mørket, og det fyldte ham. Han kunne mærke hendes hænder trække i hans skjorte og slap modvilligt kysset blot et øjeblik, for at trække sin skjorte over hovedet og smide den fra sig på gulvet, inden han fangede hendes læber igen som kunne han ikke trække vejret hvis hans læber ikke var over hendes. Hans sorte, så fint presse foldede officer bukser red lavt på hans smalle hofter, holdt oppe af det brune læderbælte Eriz fingerspidser lige havde strejfet.
Han burde stoppe. Han burde trække sig. Flyve hjem til Portus. Dette var en uhellig sammenkomst i Ineis øjne.
Hans hænder strøg ned over de snore der holdt hendes stramme, sorte kjole sammen og løsnede knuderne der holdt hele værket sammen. Kjolen var silkeblød under hans fingre, men den var sandpapir sammenlignet med hendes hud som hans fingerspidser strejfede imod. Varme han ikke havde følt i år jog igennem ham så kraftigt at han halvt om halvt troede han ville brænde op på stedet. Et hårdt åndedræt forlod hans lunger og formede en desperat lyd mellem deres læber. Han ville hende. Guderne kunne rende ham. Om han så skulle lukke selve sin sjæl op for mørket - det var ligegyldigt. Alt der var, var hende.