Perfumed deception

[Seraphine Thorne]

Vaelon Arahaelon

Volkan slottet var denne aften i sit stiveste puds og det samme var alle væsnerne samlet der. Slottet, der egentlig mere mindede om et tempel, var overdådigt dekoreret på den simplistiske smukke måde Portusianerne holdt af. De hvide marmor søjler var svøbt i brilliante hvide velour bånd, enorme planter med hvide, duftende blomster dekorerede hjørnerne af den enorme selskabs hal i slottet. En lille gruppe musikere stod på en hævet platform, klædt i hvide dragter, spillende på stryger instrumenter, skinnende sølv fløjter og én enorm, hvid harpe. Musikken var blød, liflig og aldrig hurtigere end man kunne danse en vals til, som mange af gæsterne gjorde. Langs siderne var der opstillede borde med frisk, sød frugt og klart, koldt vand. Der blev ikke serveret andet til fester til Ineis ære. Men Sera havde set flere nobelmænd og kvinder drikke af små lommelærker fra deres jakker og dametasker. Det var næsten sødt at de forsøgte at være diskrete. Portus var i vækst og havde taget smarte valg i deres alliancer, så der var en generel stemning af fredsommelig morskab. Sera kunne dog stadig mærke de politiske tensions, lige under den søde, forførende følelse af fred blandt de adelige. Det var nemmest at lade som om alle var venner. Tag Seras bordherre for eksempel. En mindre nobelmand, som havde købt brygge der kunne skabe forelskelse i den der drak dem. Han havde tilstået overfor hende at han ville bruge dem på en kvinde fra et højere rangeret hus, så hun ville forelske sig i en stalddreng og latterliggøre hele hendes hus med en affære. Men man måtte respektere en god klichee. 
Han havde været hendes vej ind. Lidt let afpresning, og så fandt hun sig til en af de største sammenkomster for adelen. Nu skulle hun bare finde sig et større mål. Hendes blik gled over deltagerne vurderende, mens hun nippede til et glas med koldt vand, fra hendes plads i en lille alkove hvor der stod en reol, en stol og lå et tæppe. Det virkede som et privat hjørne, men det havde perfekt udsigt til festen, uden at være en del af den, så hun havde indtaget det. 

[Vaelon Arahaelon]

Der havde været alle grunde til at fejre. Alliancen som var blevet indgået med Pandemonium gennem dronning Eriz havde gavnet Portus i en enormt mærkbar grad. Værktøjerne og maskinerierne fra det mørke land havde gjort bønderne i stand til at dyrke og høste afgrøderne i så store mængder at ingen Portusianer ville blive nødt til at dø af sult når vinteren kom – selv når en del af det ville gå til Eriz’ mænd i Pandemonium, som aftalt. Moralen var også steget voldsomt i landet, efter at vavilonske varer var dukket op på markederne i form af vin, alle mulige farverige klæder og endda et par rejsende skuespillere som optrådte på markedspladserne. Det var næsten nok til at man kunne glemme anarkiet som foregik i det regentløse land lige udenfor grænsemurene.

Vaelon havde lovet sig selv at lade tilstanden i Vavilon og Pandemonium ligge på hylden, om ikke andet så bare for en enkelt aften, mens han var vært for landets adelige. Slottets balsal var blevet pyntet op på måder som han vidste Inei ville bifalde, og han var ikke selv noget undtag. På bare fødder bevægede han sig over det kolde marmorgulv, som i anledning af ballet var blevet skrubbet så rent at man kunne se sit eget spejlbillede i det, hvis man så efter. Den skovgrønne kåbe var blevet byttet ud med en simpel sandfarvet robe, som omfavnede hans høje, slanke skikkelse, udsmykket med Ineis evige cirkel i simple broderinger omkring brystet. Håret var strøget bagover og lå ned af ryggen på ham, bundet sammen i enkle tråde, så det blev, hvor det var. Intet var overladt til tilfældighederne.
Med et bæger af det klare vand i hånden havde Vaelon netop afsluttet en samtale med en baron fra Amphia – en samtale der for det meste var gået ud på at baronen havde mindet Vaelon om alle butikkerne på markedet som var operative på grund af ham, i et diskret forsøg på at lokke en højere titel af en art ud af kongen. Vaelon havde snildt undveget emnet, og havde i stedet ønsket baronen al held videre med den kommende vinter, før han havde undskyldt sig selv, og udset sig sine andre gæster at mingle sig med. Hans gyldne øjne gled over gæsterne. Sandt at sige var disse ball ikke noget for ham. Bag masker af smil var der altid grådige hænder som rakte ud efter enhver mulighed for at trække sig selv højere op – om det så var Ineis planer for dem eller ej.
Endelig faldt hans blik på en kvinde som så ud til at sidde for sig selv, og blot observere festen fra sidelinjen. Han havde set hende komme til slottet med én af de mindre adelige, men han havde tydeligvis forladt hende – hvis ikke det var omvendt. Hvor alle andre så ud til at have fundet mindst én af de øvrige gæster at føre samtaler med, var hun den eneste han så, som sad for sig selv. Dét alene var nok til at vække hans opmærksomhed, og med lange skridt, som næsten fik det til at se ud som om han gled hen over marmorgulvet, trådte han over i alkoven.
”Ineis lys til Dem, frøken.” sagde han som hilsen. På ingen måde anerkendte han hende som en lady, eller nogen anden form for adelig. Vaelon havde haft mange år på at memorere samtlige adelige i Portus, og hendes ansigt virkede ikke velkendt for ham. Det fik de gyldne øjne til at hvile opmærksomt på hende, men ikke uvenligt. ”De kom med lord Aedan, ikke sandt? Uvenligt af ham at forlade sin gæst.” Et enkelt træk på smilebåndet, men ellers beholdt han den stoiske, næsten ulæselige maske.

[Seraphine Thorne]

Det gav et sæt i Sera da en hilsen pludselig lød til hendes side - hendes opmærksomhed havde været på en hertug der stod ved siden af podiumet med musikkere, og hun havde ikke lagt mærke til kongens ankomst i alkoven. Rykket i hendes krop fik vand til at flyde over kanten på hendes glas og udover hendes fingre. "Og Ineis lys til Dem, Deres majestæt," svarede hun åndeløst, med en hånd over brystet. Det var længe siden Sera var blevet fanget på det forkerte ben og hendes hjerte hoppede stadig i hendes bryst. Det tog hende et øjeblik, inden hun huskede formaliteterne, og nejede dybt med en bøjet nakke. Hun solgte ofte til adelige og var lige så familiær med procedurerne som hun var med ingredienserne i hendes brygge. "De gav mig et chok, Deres majestæt, jeg misunder ikke Deres tjenere," en herre med lydløse fødder var en herre der kunne komme ind i et lokale hvert øjeblik, mens man tog et hvil man ikke burde eller dristede sig til at smage på adlens mad. Hun nikkede, som svar til hans spørgsmål. "Det er korrekt. Og snarere det modsatte, den største venlighed han har gjort mig er at lade mig være i fred," Et smil foldede sig om hendes blodrøde læber, mens hun løftede den hånd der var blevet våd af vandet under hendes forskrækkelse til hendes læber og fangede et dråbe der løb ned af hendes arm. Hendes kjole havde heldigvis ingen ærmer og var istedet holdt oppe af fastninger langs hele hendes ryg, holdt oppe af hendes bryst. "Hvad med Dem selv? Er De stukket af fra festen, Deres højhed?"

[Vaelon Arahaelon]

Hendes tydelige overraskelse bragte et uvilkårligt smil til Vaelons læber. Det var ikke den første gang lydløse fødder havde fået et chokeret gisp over læberne på nogen i slottet. Det var vel effekten af den typiske portusianske tradition med at gå på bare fødder, om det så var på slottets grund eller ved de hellige templer.
”Tilgiv mig. Det var ikke min mening at forskrække Dem.” beklagede han med et buk med nakken. En tjener var hurtigt trådt frem og havde sørget for at fylde hendes bæger op igen, før han lige så hurtigt var forsvundet igen, for at gøre den samme tjeneste hos en adelig kvinde som afventende holdt sit eget tomme bæger frem. Kongens opmærksomhed hvilede dog stadig på kvinden, som på alle måder tydeligt viste for alle og enhver at hun ikke var adelig. Ingen lady med respekt for sig selv ville i hvert fald have fanget dråben på armen med munden. ”Stukket af? Tvært imod, jeg så én af mine gæster sidde alene. Som vært må jeg sørge for at mine gæster er komfortable… Også hvis det kræver at en lord lader hende være i fred.” Kommentaren blev fulgt af et venligt smil på læberne, inden han med en gestus med hånden inviterede hende til at sætte sig ned på stolen ved alkoven igen. Selv gjorde han ingen mine til at ville gøre andet end at holde sig stående, og lod blikket hvile vurderende på hende. Meget kunne man måske sige om kvinden, men til trods for at hun ikke var adelig, havde hun i det mindste forstand på hvordan man bar sig ad i deres selskab. ”Jeg tror ikke jeg fik Deres navn, frøken…?”

[Seraphine Thorne]

Et smil dansede over Seras læber, hun bar sit smil som andre kvinder bar duftende rosenvand, de kunne duppe under deres øre for at tiltrække sig det modsatte køn. "Der er intet at tilgive, det gør en kvinde godt at blive overrasket indimellem," svarede hun. Hendes lange lyse hår var samlet i en kompliceret frisure, samlet i en knude på hendes hoved, men nogle enkelte lokker af det silkebløde hår havde rebelsk løsrevet sig og faldt ned på hendes skuldre. Hendes blik strøg tilbage udover salen. Hertugen hun havde haft øje på var forsvundet. Havde han trukket sig tilbage med en eller anden tjeneste pige? Der lå et øjeblik et misfornøjet træk om hendes læber, inden det blev vasket bort af et nyt mere klædeligt et. "Det er pænt af Dem, men den dag jeg ikke kan håndtere en lille lordling, er den dag De ligger mig i jorden for at møde Inei igen," svarede hun, mens hun tog plads i den stol Vaelon havde budt hende. Høflig, formel og velverset i hoffet var det indtryk hun gav, men selvom hendes statur var graciøs, lå der også en vildskab i hendes øjne. Noget farligt, man kunne skære sig på hvis man ikke passede på. "Hvis man ikke vidste bedre, ville man stadig kunne påstå at Hans Højhed brugte en ensom gæst som undskyldning, for at undgå hans eget hof," Seraphine løftede den genopfyldte glas til hendes læber. Hendes øjne spillede over kanten på glasset. "Seraphine Thorne." Præsenterede hun sig. Hun ville have nejet igen, men hun havde lige placeret sig i stolen og foldet hendes ben over hinanden, så hun nøjedes med et dybt, ærbødigt nik. Kongen behøvede selvfølgelig ikke præsentere sig for at hun vidste hvem han var - alle kendte kong Vaelon i mere eller mindre grad.

[Vaelon Arahaelon]

Hendes anklage – hvis man kunne kalde den det – blev besvaret af et hemmelighedsfuldt smil fra kongen. Et sjældent set syn, men ikke desto mindre, dér var det.
”Måske finder Hans Højhed det forfriskende at tale med én der ikke diskret prøver at fiske en højere titel ud af ham.” svarede han med et sigende sideblik mod en gruppe adelige, som i samme nu så ud til at grine højlydt over en eller anden vittighed eller historie, som lord Tristan så ud til at have leveret, at dømme efter det umådelig tilfredse udtryk i hans ansigt. Kun ti minutter tidligere havde den selv samme lord været fordybet i en samtale med Vaelon selv, og fortalt ham hvor sørgeligt det var at en greve i Amphia nyligt var afgået ved døden, og at det store palæ han efterlod sig bare skulle stå tomt og forfalde. Manden forstod ikke én eneste nuance af underfundighed.
Som svar på hendes præsentation af sig selv, bukkede Vaelon en smule med hovedet i hendes retning. ”En glæde at møde Dem, miss Thorne.” Det bekræftede det én gang for alle for ham. Navnet Thorne sagde ham intet, så hun kunne umuligt have nogen relation til nogen af de adelige. Nuvel… Hun gjorde hverken ham eller Inei til skamme ved at være her. Hun fulgte skikkene til et bal, og havde det ikke været for hendes navn, kunne hun med lethed have gået for at være endnu en fornem lady i Ineis lys. Selv hendes hår og antræk passede til rollen. ”Noget siger mig at Deres selskab vil være mere behageligt end mine andre gæsters… såfremt De ikke foretrækker at sidde for Dem selv, fremfor at underholde en gammel mand.” Nok et smalt træk på smilebåndet, før han tog plads på stolen overfor hendes. Selv når han sad, var han rank i ryggen, og selv siddende var hans højde til at lægge mærke til. Et klassisk særtræk for højelverne, men måden Vaelon bar det på understregede blot de mange år han havde bevæget sig i Portus’ højere kredse, og havde ladt det forme ham til den mand han var blevet til. Bægeret blev hævet til hans læber, og lod ham tage en mundfuld af det klare, kolde vand. Ikke én dråbe alkohol ville han røre mens han betrådte ét af Ineis hellige templer.

[Seraphine Thorne]

Hendes blik fulgte hans da det løb ud til siden, til en af de små grupperinger af adelige på gulvet. Den falske latter skar i hendes øre. En af kvinderne ønskede at være på Lord Tristans gode side, og lo så skingert at Sera måtte frygte for glassene i salens sikkerhed. "De kan tage det helt roligt, Deres majestæt, hvis jeg nogensinde skulle ville fiske en titel ud af Dem, ville jeg være alt andet end diskret," Titler var besværlige - de satte en i en udsat position hvor man skulle danse efter visse linjer og regler. Lige nu dansede hun helt udenfor de adeliges system, og selvom hun stadig talte deres sprog når hun var omkring dem, kunne hun gøre som hun ville så snart de var sikkert i hendes lomme. Desuden, hvis hun ville have en titel, behøvede hun ikke involvere kongen. Der var flere af de små adelige sønner der havde et godt øje til hende, så hvis hun ville være nobel eller baronesse, kunne hun sagtens det. Selvom en elskerinde af en hertugerne eller fyrsterne havde faktisk mere magt end en nobel eller baronesse titel gennem ægteskab. Og behøvede ikke danse helt efter reglerne. Hendes blik gled igen ud efter den hertug hun havde haft øje efter, men han var stadig ikke at se nogen steder.
Hendes blik gik tilbage til Vaelon da han talte igen. "Nej, Deres selskab er mig kun en glæde," svarede hun oprigtigt med smilende, køligt grønne øjne der et øjeblik gled op og ned over manden overfor hende. Så længe hertugen var udeblivende, var det rart at tale med nogen hun ikke anså som et mål. Selv hun var smartere end at forsøge at klemme kongen af Portus i hendes lomme. "Og så gammel er De heller ikke, Deres majestæt," Hendes ene mundvig løftede sig og hendes øjne funklede legende. "Jeg er sikker på De kunne tage endnu en pilgrims færd hele vejen til Tree of Inei igen, hvis De skulle lyste. Og det er ikke en tur for en gammel mand."

[Vaelon Arahaelon]

Et næsten længselsfuldt suk lød fra ham, da Seraphine nævnte Tree of Inei. Det var allerede så længe siden han sidst havde taget sin sidste pilgrimsfærd. Hver gang havde han håbet på at få endnu en vision af Inei selv, men udover den ene gang hun havde vist sig for ham, for at give ham sin advarsel, havde han ikke set hende i en fysisk form. Men han kunne mærke hende omkring træet. Det var en betryggende følelse at sidde under den altid blomstrende trækrone og fornemme Hendes nærvær.
”De har måske ret, miss Thorne. Det er måske på tide for mig at begynde planlægningen af den næste.” kommenterede han med et træk på smilebåndet. Det var vel også et velkendt faktum i Portus at kongen tog på hyppige pilgrimsfærder til træet – det var ikke bare forventet af landets siddende regent, hans egen personlige tro forlangte det af ham. Mere end én gang havde adelige som ønskede audiens hos ham fået at vide at de måtte komme tilbage en anden dag, fordi han var taget på sådan en færd. ”Har De selv fundet vejen til Tree of Inei, miss Thorne?” spurgte han, da hans blik igen faldt opmærksomt på hende. Et enkelt træk på smilebåndet. ”Hvis De da ikke er for optaget med at lede efter bestemte mennesker.” tilføjede han… spøgefuldt? Han havde tydeligvis lagt mærke til hvordan Seraphines blik havde vandret i rummet.

[Seraphine Thorne]

Hun gengældte hans træk på smilebåndet med et smil af hendes egne. "Måske." Svarede hun, enigt. Han måtte have mindre tid til at tage en pilgrims færd, nu da han var Ineis udvalgte på tronen, men han var trodsalt kongen, så han måtte have nogen bestemmelse i hvordan han brugte sin tid, gættede hun sig til. Hun havde ikke selv nogensinde haft audiens hos kongen, men hun havde hørt nogle af de adelige beklage sig over mandens fravær indimellem. Hun rullede indvendigt med øjnene. Der var så mange af de adelige der bekendte sig til Inei i alt offentlighed, men i virkeligheden var så falske og rådne indeni som hybrid racerne. Der var mere end én gang hun havde tænkt at Portus trængte til en... renselse blandt de adelige. Hun kunne give én af dem en forkert potion med. Der var ingen af dem hun handlede med der var gift kyndige. Et lille, vildt smil krydsede hendes læber og sendte gnister gennem hendes øjne af fryd.
Men nej. Nogle af hendes bedste kunder havde hun ikke råd til at miste endnu.
"Ja. Men det er længe siden efterhånden," indrømmede hun og bragte glasset med vand til hendes læber igen. "Mine forretninger tåler ikke at jeg forlader dem længe af gangen, så desværre må jeg tage mig til tåls med at besøge hendes templer," Rødme blomstrede over hendes kinder og blev kun dybere af hans lille spøg. Han havde fanget hende i at have et vandrende blik. "Jeg undskylder, Deres majestæt, der skulle have været en mand til stede her til aften, som jeg skulle have talt med, hvis jeg fik muligheden - men han ser ikke ud til at være tilstede," Hun smilede og holdt en kølig hånd til hendes brændende kinder. "Så De har min fulde opmærksomhed nu, det lover jeg Dem."

[Vaelon Arahaelon]

Et glimt af tilfredshed viste sig i kongens gyldne øjne, og han trak en smule mere på smilebåndet. Så hun var heller ikke fremmed for strabadserne der var involveret, for at komme op af den næsten lodrette klippe for at kunne beskue Ineis blomstrende træ i al sin pragt. Det var mere end hvad man kunne sige for mange af de adelige i Portus’ højeste cirkler. Selvfølgelig lovpriste hver adel Inei med hvert åndedræt de tog, men Vaelon kunne tælle hvor mange personer i dette rum alene, som havde været ved træet, med én hånd. Og det inkluderede ham selv og nu også Seraphine.
”Mhh… Jeg ved meget om at vores pligter står i vejen for vores behov. Jeg har heldigvis haft gode grunde til at tage færden i det sidste.” Et dæmpet suk som bar en vind af udmattelse med sig, flød over hans læber. De sidste år havde været… besværlige. Helt siden alliancen med den pandemonske dronning havde der været en vildrede blandt de adelige – for ikke at tale om Rådet. Med så mange stemmer som talte både for og imod ethvert samarbejde med den mørke dronning, var det trøstende at vide at Inei hånd hvilede på hans skulder, når han sad ved træets rod og lyttede til sin gudindes visdom. Det gjorde altid tingene klarere. I hvert fald til at han kunne holde de adelige tilfredse en måned eller to, før de begyndte igen. Specielt siden hertug Storms interesse i det mørke land…
Blikket faldt opmærksomt på Seraphine igen, og et undskyldende smil gled over hans læber. Nu var det jo ham, som havde siddet og set fjernt ud i luften i et sekund eller to, og glemt sin gæst! Inei være med ham.
”Og De har min, miss Thorne.” lovede han i retur. ”Jeg er sikker på at manden De søger nok skal dukke op. Hvis De ønsker det kan en af mine tjenere finde ham for Dem.” tilbød han. ”I mellemtiden… De nævnte en forretning. Hvad slags forretninger er De involveret i?”

[Seraphine Thorne]

Sera benyttede sig af kongens fraværende blik til at studere manden et øjeblik. Han var eksemplarisk for hans race; høje kindben, spidse øre, og klare næsten gyldne, intelligente øjne der lige nu så mål løst ud i luften. Hun fandt sig selv spekulerende over hvad han tænkte. Og så rettede han blikket tilbage mod hendes. Det trak ved hendes mundvig, tilfredst, da han sagde hun også havde hans opmærksomhed. "Seraphine, hvis det behager Deres Majestæt, kun mine kunder kalder mig Thorne," Hun ønskede ikke at sætte ham i samme bås som de adelige hun handlede med og det ville hjælpe hvis han kaldte hende ved hendes givne navn. Smidige fingre vendte glasset med vand, der nu næsten var tomt igen, mellem hendes hænder, da han sagde en af hans tjenere kunne finde den mand hun søgte. "Det ville være hjælpsomt af Dem, men desværre er jeg næsten sikker på han ikke er tilstede," Han var ikke sådan lige at overse, selv blandt andre formelt klædte adelige, havde hertugen hun ledte efter, rygte for at dukke op i sin militære uniform. "Jeg søger Hertug Storm." Der gik rygter om ham blandt de andre adelige. Rygter der involverede en ny alliance partner i Pandemonium. Sera kunne ikke skjule en lille grimasse der gled over hendes ansigt. Det kunne ikke være Ineis vilje. "Og min forretning ville ikke være af meget interesse for Dem, Deres nåde - jeg laver sammenkogninger med magiske virkninger," Det var sandt, om end ikke hele sandheden.

[Vaelon Arahaelon]

Med et træk på smilebåndet bukkede Vaelon let med nakken i hendes retning, som for at vise at han ville efterkomme hendes ønske.
”Seraphine, så.” bekræftede han yderligere. Normalt ville han foretrække den mere formelle indstilling – lige så meget et produkt af hans opvækst blandt Portus’ højere kredse som det var af hans tid i Rådet og på tronen – men det faktum at hun, trods alt, ingen adelig titel havde, gjorde det langt nemmere at overkomme den slags.
Smilet falmede en anelse da hun nævnte Storms navn. Ikke direkte af utilfredshed, men der var alligevel et strejf af noget hårdt som gled over kongens ansigtsudtryk. ”Mh… jaså.” kommenterede han, før han tog en tår af det klare vand i sit bæger. Om det var for at give sig selv tid til at overveje sine følgende ord nøje, eller om det var af et faktisk behov for at våde halsen, måtte være op til den enkelte at vurdere. ”Jeg må desværre bekræfte at han ikke er tilstede i aften. Faktisk er det længe siden hertugen har sat ben i Portus.” I hvert fald for en længere periode. Så vidt han havde hørt fra rådsmand Winters havde hertug Storm været i Portus i en periode efter at have fundet sin datter – kun for at hun var stukket af igen – før han var taget afsted igen. Og hvis hvad Winters havde fortalt passede… Vaelon kunne ikke længere skjule den utilfredse rynke over næsen, som næsten virkede så malplaceret på det ellers stoiske ansigt af sten. Havde det været en fejl at give Storm støtten til at tage ud for at lede eftersøgningen af sin datter? Nej. Adrian Storm var trods alt én af Ineis egne skabninger. Men Inei kunne næppe have ønsket at hertugen skulle finde støtte fra den pandemonske dronning – og specielt ikke i den grad rådsmand Winters havde beskrevet. Det var foruroligende, for at sige det mildt. ”Jeg er bange for at Deres tid ville være spildt, hvis De havde planer om at vente her til han dukkede op. Men det lyder det som om De allerede har fundet ud af.” Et strejf af udmattelse havde vist sig i kongens tonefald. Bare tanken på Eriz LaPiera Black med hænderne så tæt viklet om hertugen, og usikkerheden på hvad hun ville benytte det greb til, gjorde ham bekymret. Endnu mere, taget i betragtning af hertugens tilsyneladende villighed til at befinde sig i dér. Inei være dem nådige…
”Sammenkogninger med magiske virkninger? Det lyder som en uskyldig måde at beskrive eliksirer på.” indskød han, da hans fulde opmærksomhed atter rettede sig mod hende. Sådanne eliksirer kunne betyde så mangt og meget, på godt og ondt. Et flygtigt øjeblik hvilede de gyldne øjne intenst på hende, som om han granskede hende under sit hårde blik. ”Jeg håber ikke De spilder den gave Inei har givet Dem, Seraphine. Det ville være en hån mod Hende at lege med de planer hun har for os alle i denne verden.”

[Seraphine Thorne]

Hun smilede lykkeligt da han efterkom hendes ønske om at kalde hende ved hendes givne navn, men det var jo heller ikke fordi hun bad om at blive dus eller at bruge hans givne navn. Det gjorde intet for hendes status at bruge det sådan, faktisk ville det om noget give andre endnu mere af et udtryk af et hun ikke var dem. Men det var godt. Det ønskede hun heller ikke at være. Et sydende varmt flash af had løb gennem hende så hårdt af hun næsten selv blev overrasket - så lod hun varmen løbe igennem sig. De varme følelser føltes næsten som hendes magi i hendes åre og frydede hende. Hun måtte kæmpe for ikke at smile og lagde istedet sit ansigt i forstående folder, da kongen talte om hans bortkomne hertuge. Hun lagde mærke til den utilfredse rynke der dannedes over hans næse. "Ah. Jeg forstår," svarede hun. "Undskyld min nysgerrighed; men har De nogen anelse om hvor han er? Det ligner ikke hertugen der brugte ti år spærret inde i hans eget slot, at være borte fra Portus," Han havde godt nok været væk de sidste fire år, eftersigende for at lede efter hans datter, men Seraphine var begyndt at tvivle på den forklaring. Efter hvad hun havde hørt, skulle datteren være kommet hjem af sig selv, fuldstændig uskadt, for så at stikke af igen af sig selv. Hvis hun aldrig havde været i fare, hvad havde hertugen så brugt fire år i Vavilon på? Hun rystede tanken af sig og vendte tilbage til kongen.
Der var ikke én bevægelse af nervøsitet eller frygt at finde på kvinden, da han spurgte til hendes eliksirer. Blot let løftede øjenbryn og en sammentrækning af hendes buttede læber. "Det er komplet uskyldigt, Deres majestæt," Hun vædede sin underlæbe og drejede glasset mellem hendes hænder. "Og tro mig når jeg siger at kun Ineis velvilje styre min hånd," Der var ingen spor af løgn i hendes stemme og hendes køligt, glasgrønne øjne var faste og veg ikke for hans blik. Hun mente det. Det spil hun spillede var farligt og fyldt med faldlemmer, men i sidste ende gjorde hun kun Gudindens vilje når hun lod de vantro fælde hinanden.

[Vaelon Arahaelon]

Et kort øjeblik måtte Vaelon granske Seraphine med blikket, da hun spurgte videre ind til hertugen og hvor han befandt sig.
”Storm tog ud for at finde sin datter. Da hun stak af igen, går jeg ud fra at han er taget ud for at finde hende igen.” Det var en løgn, men hvad var alternativet? Sandt at sige var han ikke meget for at skulle dele sandheden med hende. Rapporterne han modtog fortalte ham at hertugen befandt sig i Pandemonium, nærmere bestemt i Eriz’ lejr. Én rapport havde været vovet nok til at hævde at han faktisk befandt sig inde i dronningens eget telt. Han måtte bede til Cirklerne om at det kun var rygter – ikke desto mindre var der ingen grund til at disse rygter skulle sprede sig ud i Portus. Uanset om Seraphine så var udenfor de adelige kredse eller ej, så kunne sådan et rygte hurtigt få luft under vingerne. Tanken på frygten det ville skabe, ved at vide at Eriz kunne lykkedes i at korruptere én af Ineis reneste væsner… Han kunne ikke lade det ske. ”Men han har været væk længe nok. Det er på tide at han indser at han ikke vinder noget derude, og at der er mere brug for ham her.” Dét var til gengæld ingen løgn. Storm havde stadig et hertugdømme i Fagail som han allerede havde forsømt i flere år. Og jo hurtigere han kunne få ham ud af Pandemonium, jo bedre. ”Så hvis Inei vil det, vil De måske snart kunne mødes med hertugen, Seraphine.” tilføjede han med et trak på smilebåndet.
Smilet blev kun bredere, som et udtryk for hans tilfredshed, da hun besvarede hans anklager. Hans blik havde gransket hende, næsten boret sig ind i hendes grønne øjne, men han havde ikke fundet så meget som en trevl af løgn. Hun kunne selvfølgelig være en erfaren løgner, men der havde været noget i hendes tonefald som havde overbevist ham. Der havde været den samme retskaffenhed som han genkendte hos sig selv, hver gang han havde dømt en hybrid til at blive brændt på torvet. Grusomt kunne det virke, men det var Ineis vilje. Der var intet grusomt i at rense Portus for enhver urenhed. ”I så fald vil jeg ikke være så sikker på at Deres forretning ikke interesserer mig.” lod han hende vide. Hans hænder foldede sig i hans skød, mens han lænede sig en smule frem mod hende. Selv i dén stilling var hans skikkelse bemærkelsesværdig høj. Man kunne sagtens tro at han ville kunne måle sig med en oprejst stående mand ved siden af sig. ”Ingen som benytter sine evner i Hendes navn burde regnes som udenfor kongens interesser. Så længe Hendes lys oplyser vejen for Dem, er det den rigtige vej for Dem at følge. Hvem ved… måske er det Inei som har fået denne samtale mellem os iværksat. Måske er det Hendes vilje at jeg skal kende til det.” Et glimt i øjet og et træk på smilebåndet. ”Eller måske er det Hendes vilje at jeg skal lytte til Dem, og blot lade Dem fortsætte med Deres gøren i min uvidenhed. Så længe Deres arbejde er i Hendes navn, er det i mit navn.”

[Seraphine Thorne]

Så kongen var stadig loyal overfor hans hertuge. Der var en trækning ved Seraphines fyldige mund. Hun kunne ikke rigtigt have forventet andet, og hvis hun ikke havde vidst fra rygter at pigen var stukket af sig selv, ville hun have slugt Vaelons løgn uden at stille spørgsmål. Det af han følte at han burde lyve omkring det, fortalte den lyshårede pige at Adrian Storm højest sandsynligvis befandt sig i Pandemonium, sådan som andre rygter antydede. To følelser løb gennem hende ved tanken. En svagt imponeret fornemmelse, for dronningen af landet. Hun var alt Seraphine kunne ønske sig at være - men hun var også et mørke væsen. En af Ineis egne skabninger med sådan et... monster. Tanken gav hende næsten kvalme. Hvis de fik børn, ville de være væderstykkelige halvskabninger, som spyttede på Ineis gudommelige billede af englene. Væsner af Ineis lys burde kun være sammen med andre væsner af Ineis lys - og helst holde sig til deres egen race også.
Men hun nikkede, som om hun godtog hans forklaring og smilede da han sagde at hvis Inei ville det, ville hun møde hertugen. "Jeg ligger min lid til Ineis vilje så," svarede hun enigt med et uskyldigt smil.
Vaelon lænede sig frem mod hende og manden tårnede over hende, selvom Seraphine bestemt ikke var lille af statur. Hun strakte sig flere centimeter over middelhøjden, men selv hun følte sig en smule petit i kongens selskab. Hun så vurderende på ham - skulle hun dele sin hemmelighed med ham? Hendes mission for Inei? Hans ord trak i hende. Han var en udsending for Inei og han havde ret i at hvis hun påstod hendes gerninger var i Ineis navn, var det også i hans. Hun trak kanten af hendes underlæbe ind mellem hendes tænder, så sig om efter folk der muligvis lyttede til samtalen, da hun ikke kunne se nogen, sukkede hun tungt og rykkede selv frem i sit sæde, så hun ville være tæt nok på til at kunne tale lavt. "Hans højhed ved vel at flere af Deres adelige ikke er Ineis... bedste børn," begyndte hun lavmælt. Hun var tæt nok på til at kunne se det gyldne skær i hans øjne fuldstændigt klart. "I min forretning er der ofte flere af dem der ber mig lave dem ting Inei bestemt ikke ville syntes om. Og nogle gange påtager jeg mig at sørge for at de foretagner de vil bruge mine eliksirer til slår... fejl.." Det var igen en meget mild beskrivelse af hvad hun gjorde, når hun tog en giftbestilling fra en lord og gik til hans konkurrent for at give ham modgiften og en advarsel. I tidens løb havde hun været ansvarlig for et par adelige sanktioner og endda en henrettelse eller to. Og det var blot i Portus.