Grey clouds above

[Adrian Storm]

Eian Winters

Tunge, grå skyer rullede ind over Storm slottet. Husets herre syntes ligeledes at have en grå sky hængende over sig. Aiden havde fundet Adelaides besked sent aftenen før og bragt den til ham med et stramt træk om munden. Der var blevet sendt et eftersøgnings hold ud, som havde fløjet over nær områderne og gået dør til dør og spurgt efter hans datter, men de havde ikke fundet hende og ud på den tidlige morgen havde Adrian indstillet eftersøgningen. Adelaide ønskede ikke at blive fundet. Hun havde ikke ønsket at blive fundet de fire år hun havde været væk heller. Han gned sine øjne og gav en frustreret lyd fra sig. Forstod hun ikke at hun hørte til her?! Hvor han kunne beskytte hende! Hun var slet ikke gammel nok eller erfaren nok til at rende rundt alene. Hun var ikke vokset op som ham. Den pige han kendte fik stadig mareridt af vindens hylen i tårnene, var stadig kommet ned til hans kontor og faldet i søvn i hans lænestol når hun vågnede af dem om natten, så han var nødt til at bære hende i seng før han selv lagde sig til at sove. Det var selvfølgelig fire år siden, men fire år var ingenting i en engels livstid. Men der var ingenting han kunne gøre. Ikke længere. Vaelon havde været hjælpsom og forstående første gang Adrian havde bedt om støtte til at finde hans datter, men han tvivlede på at kongen ville se det på samme måde hvis han dukkede op endnu engang. 
Adelaide måtte selv komme hjem denne gang. Adrian lagde en foldet skjorte i hans taske, sammen med hans skriveredskaber og nogle få andre ting. Han havde sendt en rytter i forvejen med besked til Eriz som hans snarlige ankomst og manglede nu selv blot at samle nogle sidste ting til hans rejse. Vejret gjorde det umuligt at flyve lang-distance, så denne gang skulle han ridde dertil. Det ville tage ham en dag og en halvs tid, hvis han red igennem natten.
Let, efterårs regn var begyndt at dryppe fra himlen da Adrian trådte ud i Storm slottets indergård og han vendte blikket mod de grå skyer over hans hoved. Passende for hans humør. 

[Eian Winters]

Vognen rullede igennem det grå landskab, der mest bestod af marker og plantager. Det hele lignede sig selv. Landsbyen Fagail lignede sig selv. Markerne lignede sig selv. Plantagerne lignede sig selv. Folkene lignede sig selv. Intet havde ændret sig i de par år, der var gået, siden at Eian sidst havde været i området.
Dovent fulgte han med vognens vuggende bevægelser, mens han træt hvilede hovedet i den ene hånd. De sidste to måneder havde været torturerende! Laaaaange, intetsigende møder fyldt med snak og tomme løfter. Alt sammen på grund af deres nye bedste veninde, hvis ansigt han mest af alt, havde lyst til at presse ind i et ildsted, hvis ikke det ville være en skam, at ødelægge sådan en skønhed. Men ved de hellige cirkler! Var han den eneste, som syntes det var en dårlig ide, at skabe alliance med selve Pandemoniums dronning? Flammernes Hore? Mørkets fyrstinde? Giftenes tolk? Ahr! Det var i sådan nogle situationer, at han savnede sin gamle kollega, Caleb Veterano! Han ville have været enig med ham!
I det mindste havde nyheden om hans niece reddet hele hans måned! Adelaide var blevet fundet i god behold! Inei været lovet!

Vognen rullede endelig ind i indergården, hvor kusken fik bremset hestene. Hvor ironisk. En kørende engel…
Eian sprang ud af vognen. Med en dyb indånding fyldte han lungerne op med duften af hjem, så brystet bælgede ud som en ballon.
”Bare smid mine tasker ind i entréen, Julian! Jeg skal nok selv slæbe dem om,” meddelte han kusken, der allerede nu, var ved at løfte hans bagage ned fra vognens tag. Åhhh alle de gaver, han havde med til sine små nevøer og niece! Alle sammen fra hovedstaden! Han glædede sig til at holde om sin yngling igen Se hendes ansigt lyse op, når han overrakte hende nye bøger, kjoler, smykker, legetøj! Forkælede han hende? Ork ja!
Først nu lagde han mærke til sin lillebror, som kom gående ud af døren. Perfekt! Èn til at tage imod ham. Men hvorfor havde han en taske med?
”Broder! Smil og tak gudinden, din bror er kommet på besøg!” udbrød han højtideligt, og slog ud med armene, som for at præsentere sig selv, inden at han gik frem til ham, og omfavnede ham med en klappen på ryggen. ”Nej, jeg mener det. Smil dog! Selv en dødbider som dig, burde være henrykt over din datter er hjemme igen! Hvor er hun? Jeg har gaver med til hele – ADELAIDE!” Ivrigt kaldte han op mod slottet, hvor han håbede, at se en rødhåret pige, stikke hovedet ud af vinduet.
”Du kan aldrig gætte, hvilken måned jeg har haft! Møder næsten alle dage med verdens mest giftige kvinde! Åh tro mig, hun var yndig! Et syn for guderne, men ved ringens midte, jeg kunne have kværket hende! Veterano ville have været enig. Jeg har brug for så meget vin, til at skylle den oplevelse ned med. Hør, hvor bliver hun af? ADELAIDE!”

[Adrian Storm]

Blikket på skyerne blev revet til slottets porte da de åbnede sig for en alt for velkendt hestevogn. Inei tage mig, nu?! Adrian styrede sig for at smide en hånd over hans øjne og sukke tungt. Men kun lige. Han elskede sin ældre bror, sådan som yngre brødre burde, men manden var kommet på det værst mulige tidspunkt. Mens Eian trådte ud af hans vogn, og bad kusken stille sin bagage i entreen, gik det op for hertugen at han ikke havde fået sendt besked til Eian om Adelaides forsvinden. Han var selvfølgelig kommet for at se den hjemkomne, savnede datter af Storm Slottet. Adrian åbnede munden for at svare hans bror, men manden var allerede oppe af trinenen til huset og slog armene om ham. Adrian klappede ham kort på skulderen. Almindeligvis ville han være glad for at se Eian. Byde ham et glas i deres bibliotek. Tale lidt om de nye, idiotiske tiltag de andre rådsmedlemmer havde fået presset igennem mod Eians vilje, siden sidst de så hinanden. Denne gang rørte end ikke et lille smil hertugens læber. Det gav ham et stik i brystet da Eian kaldte ud efter hans datter. "Eian..." begyndte han, lavmælt. Men Eian talte videre - var det Eriz han talte om? Adrian rynkede brynene. Hans bror brød sig tydeligvis ikke om kvinden. Hvad var der foregået til de møder? Samtidigt med sorgen over hvad han måtte fortælle Eian og forvirringen over mandens ord om Eriz, meldte der sig et flash af misundelse. Eian havde siddet til bords med Eriz. For nyligt. "Eian!" Han greb sin bror ved skulderen, så manden ville se på ham istedet for de vinduer Adelaide normalt ville stikke hovedet ud af når hun hørte sin onkel kalde fra indergården. "Hun er her ikke." Mens hans ord sank ind, viftede han en stalddreng over. "Bliv ved med forberedelserne til min tur, jeg tager afsted indenfor de næste timer," bemærkede han til drengen, inden han vendte ham ryggen og skubbede hoveddøren, som var enorme dobbelt porte, til Stormslottet åbne igen. "Følg med," bød han sin bror, mens han selv trådte ind og styrede mod hans kontor.

[Eian Winters]

Da det endelig lykkes Adrian, at fange Eians opmærksomhed, og fortælle ham at Adelaide ikke var der længere, kunne man se hvordan nyheden tog på Eian. Først forvirring, så vantro, og til sidst vrede.
”Hvad?!!” udbrød han spruttende. Forvirret kiggede han kort mellem stalddrengen og Adrian, inden at han med lange skridt fulgte efter sin lillebror ind i slottet. ”Hvad flammerne mener du med, at hun ikke er her?!! Hun er lige kommet hjem!! Jeg advare dig Adrian, hvis hun er blevet kidnappet én til gang, så… ” Stemmen gled ind til en lav knurren, der lod resten af sætningen forblive usagt.
Fantastisk! En lang rejse i en vogn for ingenting! De to måneder var nu ødelagt! ØDELAGT! Hvad var der dog sket?!!
Hårdt smækkede han døren til kontoret i efter ham, da han som den sidste trådte ind. Smækket genlød i hele slottet.
”Jeg tager med dig! Nej, jeg mener det! Jeg bliver ikke siddende én til gang i Istus, mens du render alene rundt i Vavilon endnu engang! Jeg tager med dig! Vaelon må bare klare sig selv uden mig!” insisterede han hidsigt, og begyndte at trække sin jakke på igen. Det forklarede jo, hvorfor Adrian havde været ved at tage af sted igen. Endnu engang skulle han rejse ud, og lede efter sin eneste datter. ”Vi må tilbage til Ulveskoven! Der var dér, hun havde været sidst, ikke sandt? Det… skrev du da i brevet, mener jeg. Ved Inei! Hvad skete der?!”
Han marcherede hen til skrivebordet, og hev et pergament hen til sig, så han kunne skrive et brev til sin konge, om at han ikke ville komme tilbage. Hvis han havde vidst, at han skulle til Vavilon, havde han pakket anderledes. Nå! Det kunne gøre lige meget! Adrian tog afsted – så gjorde han også

[Adrian Storm]

Adrian skar en grimasse af hans ældre brors vrede, mens han gik gennem slottet. Eian havde altid haft et større temperament end han selv. Der skulle meget til at gøre hertugen oprigtigt vred, men Eian... hans temperament kunne være eksplosivt. Tilgengæld havde han også nemmere til smil end hans surmulende lille bror. Da de kom ind på hans kontor begyndte Eian øjeblikkeligt at insistere på at tage med denne gang, til Vavilon, igen. Selv hvis det var der Adelaide var taget hen kunne Adrian ikke marchere sine mænd afsted igen så hurtigt. Selv han havde ældet sig næsten ti år på deres tur. Det grå ved hans tindinger var mere fremtrædende, rynkerne over hans pande dybere og der var en træthed i ham der rakte helt ind i hans sjæl. Hertugen hældte sig et glas af den whiskey flaske der stod på et lille bar bord ved siden af hans skrivebord, tog en slurk og tog så et stykke foldet papir ud af hans lomme. Han svarede ikke på nogen af hans brors ord og rakte ham blot papiret.

Far
Jeg er ked af kun at have set dig, Aiden og Alastair så kort inden jeg tog afsted igen, og at jeg slet ikke nåede at se onkel Eian. Vid at jeg rejser af egen fri vilje og at jeg ikke ønsker at tilføje dig sorg eller bekymring. Sandheden er at min kidnapper blot tilbageholdte mig de første to måneder af mit fangeskab. Jeg elskede blot eventyret for meget til at vende hjem. Jeg er min fars datter.
Led ikke efter mig, lev dit liv. Jeg elsker jer.
Din datter
Adelaide

Adrian drog endnu en mundfuld af glasset med whiskey og stirrede ud af vinduet, mens Eian læste brevet. Da han så papirlappen blive sænket, talte han: "Der bliver ingen eftersøgning denne gang, bror," sagde han lavmælt. "Vi søgte efter hende hele natten og jeg vil bede alle jeg kan om at holde et øje ude efter hende, og rapportere hendes færd til os. Men jeg kan ikke trække hæren ud igen. Hun er ikke i fare. Hun er bare..." af vores blod. Han holdt hårdt om glasset i hans hånd. Fandens. Hvorfor kunne det ikke være Aiden der slægtede han og Eians slægtslinje på? Hvorfor skulle det være Adelaide?

[Eian Winters]

Brevet blev hevet ud af hånden på Adrian. Rynken i Eians pande blev dybere og dybere, jo længere ned i brevet han kom. Flere spørgsmål syntes at dukke op end før. Mange, mange flere spørgsmål. Han vidste ikke om han skulle grine eller græde. Adelaide. Hans kære, lille Adelaide med ilden buldrende i sit bryst, var taget afsted på eventyr. Ved Inei…
Han lod hånden falde ned langs sin side, mens han blankt stirrede frem for sig. Gad vide om han kunne tillade sig, at give Adrian skylden, ved at være faderen til ungen? Hun skrev det selv: Jeg er min fars datter.. Nah.. nok ikke.
”Mørket tage mig,” stønnede han, og tog sig til ansigtet, mens at han lod sig dumpe ned i én af lænestolene. Træt gned han sin pande med to fingre, inden at han rettede sine grå øjne mod Adrian. Øjne, identiske med hans.
”Jeg snakker med nogle af mine kontakter tilbage i Istus. Måske kan de hjælpe til med at lede efter hende, bare… bare for at holde øje med hende,” mumlede han, og lænede sig frem, for at kunne snuppe hele flasken med whisky. Uden brug af glas tog han flasken til munden. Et par dybe slurke blev taget, inden at han med et behageligt suk, sænkede flasken, og tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. Han måtte acceptere, der ikke var andet, han kunne gøre ved situationen. Alt han kunne, var at bede noget mere til Inei.
Stadigvæk med flasken i den ene hånd, hvilede han underarmene på stolens armlæn, mens at han lænede sig helt tilbage, så han næsten lå ned.
”Så, hvis du ikke skal ud og lede efter den lille møgtøs, hvor er du så på vej hen? Istus? Du kan bare tage med mig tilbage i morgen, så tager vi vognen,” spurgte han, og sendte sin bror et medfølende smil. Manden trængte til ferie. Ferie og sjov! "Bare rolig. Istus er blevet sjov igen."

[Adrian Storm]

Adrian holdt blikket ud af vinduet, hans hænder foldet bag hans ryg. Han havde håbet at være på vej til Pandemonium nu. I det mindste virkede det til at hans bror var kommet til samme konklusion som han selv; medmindre de ville slæbe Adelaide tilbage, sparkende og skrigende, og lænke hende i Storm slottets kælder - og det var ikke at han ikke var fristet - så var de nødt til at lade hendes egne vinger bære hende. Hvor meget det end frustrerede dem. Han så til siden på manden, da han foreslog at hans kontakter i Istus kunne holde et øje på Adelaide og så skubbede hans stols ryglæn så langt ned at han næsten lå ned. Det trak i hans smilebånd. "Det håbede jeg du ville sige," indrømmede Adrian. Hans egne kontakter var mest militære og ville højest sandsynligvis ikke kunne finde noget han ikke selv ville. Så vidt Adrian vidste havde Eian kontakter der lå derudover. Måske endda i de lidt mere... lyssky dele af Istus. "Jeg har bedt Aiden og Alastair om at gøre det samme." Han vendte sig fra vinduet, og løftede øjenbrynene af hans brors næste ord. "Sjov igen? Hvornår har Istus nogensinde været sjov?" Byen var smuk - de tårnende templer, de hvide brosten, grønne bede - men den havde meget lidt at tilbyde i forhold til underholdning. Men Eian havde selvfølgelig næse for undholdning, så det skulle ikke undre Adrian hvis han rent faktisk havde fået støvet noget sjovt op i byen. "Og selvom dit foreslag er fristende, så har jeg andre planer, ting jeg skal se til," Han var med vilje flygtig omkring detaljer - Eians tidligere ord om Eriz taget i betragtning.

[Eian Winters]

”Er det mindste jeg kan gøre.” Eian lukkede med et højt gab sine øjne. Det var dejligt at være hjemme igen – på trods af det hele. Først da Adrian svarede på hans spørgsmål… eller nærmere ikke svarede… åbnede han sit ene øje mod ham. I et stykke tid betragtede han ham tavst.
”Hmpf... andre planer. Ting du skal se til. Right!” fnøs han, inden at han med et støn, sprang på benene igen. Entusiastisk slog han hænderne sammen, så godt han nu kunne med flasken i hånden. ”Jeg tager med så! Mine planer om at tilbringe tiden i familiens skød er alligevel ødelagt, så hvorfor ikke bruge lidt tid med min kære lillebror, jeg ikke har set i flere år!”
Venskabeligt klappede han sin bror på skulderen, mens han stak whiskyflasken i favnen på ham. De lange møder havde efterladt ham rastløs og utålmodig. Afslappet slentrede han hen mod døren ud fra kontoret, så de kunne komme afsted.
”Åhhhhhr det bliver godt med en familietur! Os to brødre ude på landevejen, hvor vi skal se på ting, og har andre planer! Hvor skal vi hen?” spurgte han, og åbnede døren med en elegant gestus, for at invitere sin bror ud først. ”Og tænk ikke på, om jeg vil kede mig, imens du laver dine ting. Jeg sidder bare i baggrunden og venter! Efter de møder jeg har været til, vil det blive set på som underholdning! Eller… der var også underholdning, bare ikke den slags underholdning man gider have noget med at gøre, ved du hvad jeg mener?” Et bredt smil blev sendt til Adrian.

[Adrian Storm]

Adrian trak en indvendig grimasse da Eian insisterede på at ville med ham - ved Inei, ja det var længe siden de to havde set hinanden sidst, og han skyldte Eian mere nogle minutter her i hans kontor, men han havde andre steder han hellere ville være... steder der også havde ventet år nu. Hvorfor ville Eian også med ham? Når Adrian havde forpligtelser så var det enten med adelen eller som officer.
Måske håbede Eian på at det var det sidste, fremfor mere af det politiske spil han var blevet druknet i de sidste fire år. Eller måske havde han øje for at Adrian medvilje forsøgte at være vag omkring hvad han skulle. Han havde været lige så vag dengang han og Anna Belle først var begyndt at se hinanden. Adrian rynkede brynene af hans bror. Kunne han mærke det? Og hvis han kunne, hvordan kunne Adrian så vride sig ud af at have sin bror med på slæb? Han søgte febrilsk efter en troværdig halvsandhed at give manden, der havde stukket en flaske whiskey i hans arme. Underverdenens porte, bandede Adrian indvendigt. Han var dårlig til det her.
"Eian, du kan ikke komme med hvor jeg skal hen," Adrian satte flasken fra sig på hans skrivebord og gned sig over næseryggen. "Jeg skal til Pandemonium. For at se dronningen."

[Eian Winters]

I nogle sekunder virkede det som om, Eian slet ikke havde hørt hvad Adrian, havde sagt, men blot stod stivnet i tiden. Det var… indtil at han endnu engang hårdt smækkede døren i.
”Hvad?!!” råbte han, og blinkede febrilsk med øjnene. ”Dronningen, dronningen? Eriz La-fucking-Piera Black?! Den dronning? Mørkets dronning? Flammernes lille hore?” Faktisk så han oprigtigt chokeret ud, mens han nærmest spruttede ordene ud. Så slog han ud i en latter med en vippende pegefinger mod sin lillebror. ”Ahhhhh okay, jeg ser, jeg ser. Jaer, okay Adrian, du er meget sjov. I got it. Jeg har lige tilbragt en måned med det forfærdelige kvindemenneske, og så syntes du det er morsomt, at lade som om du nu skal se hende til et eller andet forretningsmøde. Right, right. Sjovt, sjovt! Ahhhh…” Han stak hænderne i siden med et bredt grin, der dog langsomt falmede, jo længere tid han holdte sin lillebrors alvorlige blik. Armene faldt ned langs siden.
”Du joker ikke… Ved INEI! Adrian! Hvad i alverden har du at snakke med hende om?! Jeg har snakket det hele igennem med hende, samt med de andre fra Rådet og Kong Vaelon. Hvad har du, at… nej, nej, nej, please, du ville ikke have mig med. Åhhhh Adrian, why? Whyyyyyyyyy?” Opgivende kastede han nakken tilbage, og lagde hænderne op på sit ansigt, mens at han håbløst vandrede frem og tilbage på kontoret. ”Adrian, come on! Ja, hun er nok den smukkeste kvinde, jeg har set, men du burde vide bedre. Alle historierne om hende! Hun er en warlock, for cirklernes skyld! Hvor længe… hvor længe har det…. Hvordan…?”
Med armene spredte dramatisk ud fra kroppen, vendte han sig endelig mod Adrian fyldt med spørgsmål og fortvivelse i sit ansigt.

[Adrian Storm]

Døren rystede i sine hængsler da Eian smækkede den endnu engang, og Adrian løftede et øjenbryn inden han krydsede armene over hans brystkasse. Der var en luft af trodsighed om hertugen. "Tal pænt," knurrede han. Hvad end Eian mente om Eriz, så brød Adrian ikke om at høre hende omtalt sådan, selvom han godt var klar over det var hvad de fleste i Portus kaldte dronningen af Pandemonium. Adrian rullede med øjnene da Eian først syntes at antage at det hele var for sjov. Eller måske håbede han bare at det var det. Så Adrian holdt hans blik. Han så først væk da hans bror begyndte at spørge ham hvorfor. Hvorfor? Det ville Adrian egentlig også gerne selv vide. Hvorfor nu? Hvorfor hende? Hvorfor i det hele taget? Kunne han ikke have levet resten af sine dage ud, fri at al kødelig følelse? Blot en følelsesløs statue, blot et legme til stede. Nu da han var begyndt at skrive med Eriz, føltes de sidste mange år som om han havde tilbragt dem i en krop med samme niveau af følelse som en arm efter man har sovet på den natten igennem.
"Fem år." Svarede han toneløst. "Og jeg ved det ikke - det er også ligemeget," Han gik forbi Eian til døren. "Historierne kan brænde under Ineis sol," vrissede han, mens han slog døren op. "Sådan er hun ikke."

[Eian Winters]

Åhhh han kunne tro nej! Hårdt greb Eian fat i armen på hans lillebror, da han passerede ham, for at komme ud af døren. Fingrene knugede sig ind i kødet og musklerne på Adrian, mens Erian skarpt søgte hans blik.
”Sådan er hun ikke?” gentog hun med løftet øjenbryn. ”Adrian, jeg har tilbragt en hel måned med hende i et aflåst mødelokale, og jeg kan love dig for, at hun er alt det historierne antyder! Hun er en slange! Bare hendes ord…! Nostamus skabte warlockerne. Den diametrale modsætning til magikere! Deres kræfter er mørke, onde, twistet! Og har du fuldkommen glemt, at hun er gift? Gift med en levende, uren hybrid!”
Det kunne ikke passe! Hvordan kunne hans kedelige, statue-agtig bror, føle interesse for en kvinde som Eriz LaPiera Black?! Og omvendt! Eriz virkede som kvinden, der gik efter mænd af høje stillinger med midlerne til at give hende mere magt! Når hun smilte var det et arrogante, giftigt smil, som gav Eian lyst til at slå hende, og når han et par gange havde mødt hendes isblå øjne, havde det føltes som om, hun havde kunne kigge direkte ind i hans sjæl.
”Du tager ikke afsted, Adrian! Hun er for farlig. Alt, alt for farlig! Jeg vil ikke lade min bror, komme i kløerne på sådan en heks. Det er nok Vaelon, har inviteret hende ind i sin kreds. Ikke også dig! Jeg forstår godt, du stadigvæk er i sorg over Ann, og nu hvor Adelaide er væk, men tro på mig, når jeg siger, Eriz ikke vil hjælpe på smerten!” insisterede han hidsigt, og lagde sin anden hånd mod sin brors brystkasse. ”Find tro i Ineis hellige ord, broder. Vakle ikke ud af hendes lyse sti og ind i armene på mørket.”

[Adrian Storm]

Adrian så fra Eians krampagtige greb om hans overarm til hans øjne. Det blik det mødt Eians var så hårdt som en pladerustet knytnæve til en kæbe. "Slip mig." Stemmen var ikke en af en bror til bror, men af en officer til en af lavere rang. Han rystede ikke sin arm fri, men afventede at Eian enten slap ham eller eskalerede konflikten ved at holde fast. Hans egen bror skulle ikke holde ham tilbage nu. Han havde ventet for længe, lidt under den Vaveloniske himmel for en datter der ikke ønskede sig at blive reddet, og holdt sig selv borte fra Eriz. "Og fordi du har siddet i politiske møder med hende og hørt nogle historier, så mener du, du kender hende?" Selvom Adrians stemme var tyk af skeptisisme, bed Eians ord lidt i ham. Når der var røg var der som regel flammer. Og den røg der gik mellem mundene på de folk han havde talt med, var ikke den rosende slags. Han havde ringe grund til at tro på folk som Eriz tidligere elsker, varulven i skoven, men når hans egen bror forsøgte at tilbageholde ham, burde han så lytte? Adrian så et øjeblik tvivlende ud, men rystede det af sig og fornyet determination lagde sig over folderne i hans ansigt. "Jeg tager afsted." Modsagde han Eian. "Og du kan ikke stoppe mig." Han så igen på hånden om hans overarm. Hvis Eian insisterede på at forsøge, skulle han blot råbe efter sine vagter. Han var sikker i sin sag. Selv hvis Ineis lys ikke nåede Eriz, så kunne han bringe det til hende. "Slip. Mig." Bød han sin bror en sidste gang.

[Eian Winters]

Eian var fuldkommen ligeglad med Adrians måde, at tale til ham på. Mørket tage ham, han havde oplevet knægten hyle og græde med snot hængende ud af næsen som baby, så det var begrænset, hvor frygtindgydende han kunne være.
Alligevel forundrede det ham, over at se så meget beslutsomhed i Adrians blik. Han ville virkelig gerne til Pandemonium! Hvad havde den heks lovet ham? Giftige løfter… syndige løfter sikkert!
”Adrian, du må være blind, hvis du syntes det her, er en god ide,” forsøgte Eian desperat endnu en gang. ”Bare se på hende! Skønhed på den måde er ikke naturligt. Kun vampyrer burde være skænket med den slags perfektion. Hun er en sirene! Bruger den til at lokke sorgfyldte mænd i sit net! Adrian for pokker! Hun er gift! Selvom Inei ikke var vidne, er det bånd mellem hende og hendes mand stadigvæk helligt!”
Var han jaloux? Måske en smule. Da Eriz var trådt ind i Rådssalen for første gang, havde hun tiltrukket sig alle rådsmændenes grådige blikke. Som en slange, havde hun sneget sig ind i deres sind, så deres drømme havde været fylde med mørke, pirrende fantasier. Det havde efterladt dem svedige. Kastet på knæ foran Inei, hvor de havde tigget om styrke. Tigget om tilgivelse.
Ikke Eian. Eian havde ikke ladet sig blive distraheret! Modigt havde han stået foran warlocken dag efter dag, uden at lade hendes silkebløde stemme nå ind til sig, mens hun havde sættet og snakket om handel, forretninger og aftaler. Smuk, rolig, opmærksom. Et rovdyr på jagt. Bare tanken gav ham gåsehud.

Til sidst fandt han sig dog nødsaget til, at slippe sin stædige lillebror. Armene faldt ned langs siden på ham.
”Hvis det er hvad, du føler du må gøre,” mumlede han, og havde lyst til at påpege for Adrian, at allerede nu slog hun revner imellem brødre. Hun var en ødelægger. Ikke en healer. ”Bliv ikke for længe væk. Jeg vil vente her, indtil du vender tilbage. Nogle skal jo holde øje med af dine tåbelige ideer, ikke får dig dræbt.”

[Adrian Storm]

"Hun og hendes mand ligger i borgerkrig med hinanden!" svarede Adrian tilbage da Eian igen forsøgte at bruge kvindens ægteskab som undskyldning for hvorfor det var en dårlig ide. Ironien var ikke tabt på ham, Eians ord havde været hans egne til Eriz som grund til hvorfor han havde afslået at spise middag med hende og nu stod Adrian og brugte Eriz' ord til ham overfor Eian. Han rullede blot med øjnene af Eians andre argumenter; han havde altid selv opfattet Eriz skønhed som mere overnaturlig end unaturlig. Hun bar den som andre mennesker bar et smil - hun hvilede i den, fuldstændig klar over den og brugte den gerne, men det virkede ikke unaturligt eller forkert på hende.
Da Eian endelig slap ham, blev Adrian alligevel stående. Han pustede tungt ud og tvang sig selv til at være rolig. "Lad være med at bekymre dig, okay, Eian - der er intet at være bekymret for, jeg har fuldt kontrol over situationen," ordene smagte lidt af løgn på hans tunge. Det var længe siden han havde set Eriz sidst, og der var en del af ham selv der var bekymret over præcis hvor meget han hungrede efter at se hende igen. Han havde trodsalt lige overvejet at bruge sine vagter til at få Eian til at slippe ham så han kunne komme afsted til hende. "Jeg er tilbage om nogle dage." Og med det begyndte han at gå ned af gangen. Hvis Eian ville tale mere om sagen, kunne han gøre det mens Adrian var på vej ud af døren.