Ulvejagt

[Era Garou]

Era var nødt til at vende ansigtet bort, og dække det til med en arm, da hertugen sprang på vingerne. Vinden rev i hende, og truede med at slå hende bagover, hvis ikke hun satte fødderne i jorden. Med en spruttende lyd spyttede hun skidt væk fra sine læber, før at hun lagde nakken tilbage, så hun kunne se efter englen, der allerede var på vej væk.
Ved Euphonia… de havde klaret den! De havde klaret den! Soldaterne trak sig væk! Ingen var kommet til skade – pånær udposterne, som havde fået lidt svitset håndled fra sølvet.
Lettet pustede hun ud, og opdagede først nu, at hun havde holdt vejret hele tiden. Ja… hun håbede også, at de aldrig så hinanden igen! Bare vent til hun, fortalte det her til Lace!
”I to!!” En snerren fik hende lige i tide til at vende sig om mod én af sine storebrødre, inden at hans gigantiske næve, hev fat i kraven på hende.
”Jason!” udbrød hun forskrækket, før hun nærmest blev hevet op på tåspidserne. Krampagtigt greb hun om hans massive hånd. ”Hvad fanden laver du?! Hele flokken kan se det!”
”Jeg – er – ligeglad! Hvad pokker har I gang i?! Du lyver for hele flokken omkring dine øjne, er en gave fra Euphonia, hvor det bare var en lille pige med lidt healings magi?!! Og dig-” Han drejede skarpt sit ansigt mod Loup. ”Du sætter hele flokken i fare med din lille bitch af en dronning! Akkurat som Era i sin tid forudså!”
”Jaaaaer, men-”
”Ikke noget men!! Hvad fuck er I for nogle alfaer?!!”
”Jason…” Flere fra flokken var kommet op fra den store varulv, som stadigvæk havde et solidt greb i sin lillesøsters krave. ”De beskyttede trods alt os alle sammen.”
”Ja! De trådte frem.”
”…well.. man kan vel sige, at hvis de var blevet stukket ned, havde det været mere retfærdigt.”
”Hun løj for os om Euphonia!”
”Grrrr, jeg vidste Loup ville give os problemer!!”
Era vred sig fri af sin storebrors greb. Hidsigt stillede hun sig op ved Loups side med hænderne knyttet. Det var lige så hun sydede! Ja tak! Tak for at have husket, hun havde stået foran en fucking engel iklædt i fucking sølv, og med en trussel om at blive fucking slået ihjel!
Derfor tøvede hun ikke, før hun placerede en knyttet næve direkte i synet på sin storebror. Det måtte være kommet bagpå ham, for han nåede slet ikke at se den komme. Kraften var så stor, at hans hoved blev slynget til side. Blod piblede ud af hans mundvig, mens han chokeret tog sig til kæben, og vendte blikket mod sin alfahun. Hele flokken holdte vejret.
”SÅ – ER – DET – GODT!” buldrede hun. Hånden sved af helvede til, men det ville ødelægge det, hvis hun ømmede sig. I stedet nedstirrede hun hver og en i flokken, der vovede at møde hendes blik. ”VI er jeres alfaer! VI bestemmer, hvad der er godt for jer eller ej!! Hvis nogle af jer fuckheads, mener noget andet, så skal I være velkomne til at udfordre os!! Os begge to!”
Vinden hylede gennem lejren, men ingen sagde noget. Loup var én ting. Era nu med øjne var én ting. Dem begge to? Nope!
Trodsigt stirrede Era dem alle ned, inden at hun greb Loups hånd, og begyndte at trække afsted med ham.
”Tænkte jeg nok! Tilbage til arbejdet, fjolser!!”

[Loup Garou]

Havde det ikke været fordi Loup var sikker på at Era selv havde kunnet tage sig af sin bror, ville han selv have været dén der plantede en næve i snotten på ham. Klart, det ville kun gøre ondt værre i det forhold der var mellem ham og Eras brødre, men fandme nej om han havde tænkt sig at lade Jason stå og lægge op til et oprør mod ham og Era – specielt nu, når de lige havde sørget for at jage en engel og hans hær væk fra skoven uden at én eneste af dem spildte så meget som en dråbe blod.

Måden Era inviterede flokken til at udfordre dem bragte ham direkte tilbage til den månesamling, hvor hun havde været den der havde udfordret ham. Og til den dag han havde informeret flokken om deres ægteskab, og havde inviteret alle der havde noget imod det til at tage det op med ham i kampringen. Ingen så ud til at have modet til at angribe nogen af dem, og i hvert fald ikke når de begge to stod sammen. Det gjorde det svært for ham at holde et træk på smilebåndet tilbage, mens han betragtede sin mage. Den stærke kvinde han engang selv havde haft lyst til at slå ihjel. Nok en gang måtte han mærke tilfredsheden over at tingene havde udviklet sig, som de havde gjort.

”Jeg tror ikke dine brødre kan lide mig.” kommenterede han, halvt i spøg, efter at Era havde trukket ham med sig væk fra flokken, som nu så ud til at have vendt diskussionen sig imellem. Tydeligvis var dem der forsvarede dem gået i gang med at prøve at tale fornuft ind i hovederne på dem, der havde talt dem imod. Fornuft blandt varulve… Good lord. Der ville sikkert ikke gå lang tid før de ville opgive det, og bare vende tilbage til arbejdet, om de så var enige eller ej.
Da de var nået langt nok væk fra flokken, var det Loup som standsede Era, ikke helt ublidt, og snuste lidt i luften, bare for at sikre sig at der ikke var nogen i nærheden – hverken varulve eller engle. Da han var sikker på at der ikke var nogen, vendte han opmærksomt blikket mod hende. ”Har jeg lyst til at vide hvad der egentlig skete da du mødte dem og fik øjnene tilbage? Vi ved begge to godt du ikke slog Lace ihjel som du sagde til englen.” Han burde være vred over løgnen, men han var passeret det punkt hvor han var ligeglad med det. Men hvis det var noget hun følte at hun var nødt til at lyve til en engel for, måtte det alligevel være noget han burde sættes ind i. Specielt hvis sandheden en dag kunne føre til at englen ville vende tilbage til skoven.

[Era Garou]

Era stoppede op, da Loup bremsede hende, og vendte sig afventende om imod ham med hænderne gemt i baglommerne på bukserne. Så kom da med det!
Hun bed læberne sammen, mens hun utilpas kiggede sig omkring. Den ene fod vippede rastløst op og ned.
”Altså... Lace er godt nok, okay? På trods af alt det der… adr… så er hun okay. Jeg mødte hende og englens datter, Adelaide. Drengene ville ruske dem, men jeg bad dem om at lade være. Lace sagde at pigen var hendes mage, og… well… Adelaide ville ikke hjem igen. Hun ville føle sig fri, i stedet for lege hertugedatter, og det kunne jeg kinda forstå, så…” Hun rømmede sig, men kunne ikke rigtigt få sig selv til at se op på Loup. Det mindede hende om de gange, hvor hun blot havde været en hvalp, og havde stået til regnskab overfor sin mor, der havde skældt hende ud, for et eller andet. ”Jeg passede dog på flokken! Jeg forklarede dem, at de puttede os alle sammen i fare, og… Lace forstod! Hun gav mig ret! Hun sendte kvinden hun elskede væk, for at passe på os! Well…hrm… som tak fordi jeg ville se efter Lace, gav Adelaide mig synet tilbage. Hun er en fandens stærk healer! Og well… det er det.”
Med blikket sænket til jorden mellem hende og Loup, strøg hun usikkert en lok hår om bag det ene øre. Hun vidste jo godt, at hun havde løjet for både ham og flokken! Vidste godt, at hun måske havde handlet lidt forkert!
"Hey... jeg er ked af det, okay? Jeg... ville bare hjælpe dem."

[Loup Garou]

Sikke et rollebytte! Nu var det Loup der stod afventende med armene lagt over kors, mens Era skulle forklare sig for ham. Bare det at se hende med blikket sænket til jorden som om hun ikke turde møde hans blik var et… mærkeligt syn. Han burde nyde det mere, men faktisk brød han sig ikke om det.
Ikke overraskende reagerede Loup ikke på at Era beskrev Lace og Adelaide som hinandens mage. For varulve var det sjældent man gik meget op i hvem ens sengepartnere var, foruden det problem det ville skabe for afkom. Og når Lace alligevel ikke var en del af deres flok, kunne han vel være ligeglad med hvem hun gik i seng med, om det så var engle eller ej. Så længe det ikke gik ud over flokkens sikkerhed.
Era fuldførte sin forklaring, og Loup måtte tygge en smule på indersiden af sin kind, inden han til sidst gav et suk fra sig.
”Det er fint, Era, det er fint. Jeg ville sikkert selv have forsøgt at finde en anden løsning hvis det var mig der var stødt ind i dem først, men… for fanden, det gav dig dine øjne tilbage, så hvad har jeg at brokke mig over?” Hans blik fandt hendes, inden han lagde en hånd om hendes nakke, og blidt trak hende tættere på sig, så han kunne lægge panden mod hendes. Blikket holdt hendes. ”Men du kan ikke gøre det igen, forstår du mig? Flokken følger os, fordi du blev min mage. Fordi du fik dem til at se mellem fingrene på mine egne fejl. Hvis du selv begynder at begå den slags fejl jeg gjorde, som udsatte flokken for fare, vil de før eller senere vende sig mod os. Én af os er nødt til at være bedre, og vi ved begge to at flokken stadig stoler mere på dig, end på mig.” Loup var hverken blind eller døv på det punkt. Foruden det faktum at det var blevet gjort tydeligt i diskussionen de lige havde forladt, havde han lagt mærke til hvor ofte hans fortid med hans ’bitch queen’ blev bragt op i flokken. Era havde ikke den samme plettede fortid som han havde. "Fra nu af kan ingen af os gøre den slags fejl igen. Aftale?” Han trak en smule på smilebåndet, som for at vise hende at han, på trods af det hele, ikke var vred på hende. Hvordan kunne han, når han selv havde forårsaget så mange problemer for flokken i forvejen? Det burde næsten give Era et par smuttere til gode… næsten.

[Era Garou]

Tøvende hævede Era sine strålende, grønne øjne, da Loup prøvede at fange øjenkontakten. Fødderne skrabede over jorden, for at gå tættere på ham, nu hvor hans hånd var i hendes nakke, og føltes som om den både kunne brække nakken på hende og kærtegne nakkehåret blidt. Hun smilte svagt, da deres pander mødtes. Så underligt intimt det føltes. Hendes hænder lagde sig på hver side af ham med tommelfingrene hvilede imod hans mave.
”Jeg ved det, jeg ved det,” sukkede hun, og sænkede igen blikket ned til deres støvler. Tommelfingrene begyndte at kærtegne ham. Under hans skjorte kunne hun mærke mavemusklerne, samt de små markeringer fra alle de ar han bar. ”Jeg er bare træt af at være den fornuftige af os to, you know? Bare fordi jeg ikke har været sådan et fjols, at have en affære med en fucking dronning, der er kendt for at slagte alle sine fjender.”
Hun kunne ikke lade være med at komme med et grinende fnys. Åhhh hvor var hun lettet over, at englen ikke var gået amok! Over sejren! Loup havde stået ved hendes side! Han havde ikke været påvirket af sit gamle bånd til Eriz! Fingrene lukkede sig om stoffet på hans skjorte, og trak ham helt tæt på hende. Smilende kiggede hun op på ham.
”Deal. Vi begge to opføre os ordentligt. Flokken først! Os to først,” bekræftede hun mumlende, inden at hun lagde en hånd på hans kind, så hun kunne føre hans ansigt ned til hendes. Lidenskabeligt kyssede hun ham, og tog sig endda også friheden til at nappe i hans underlæbe, da hun igen trak hovedet smilende til sig. ”…men du er stadigvæk et fjols.”

[Loup Garou]

Loup havde nået at lade smilet vokse sig en smule bredere, både af hendes spydige kommentar, såvel som hendes kærtegn af hans mave.
Hendes hånd mod hans kind fik ham til villigt at læne sig ned mod hende, og møde hendes kys. Lidenskaben hun lagde i det kom en smule bag på ham, men ikke mere end at det kun tog ham et enkelt sekund før han selv lagde mere i det, og gav et dæmpet suk fra sig da hun nappede i underlæben på ham, da hun brød det. Hendes tilføjelse fik et dæmpet grin frem fra ham.
”Tillykke, du giftede dig med et fjols, hvad siger det om dig?” spurgte han hende med et drilsk glimt i øjet. I det mindste lod det til at de langt om længe var på den samme side når det kom til ledelsen af flokken. Forhåbentligvis ville det hurtigt få flokken til at lægge sig bag dem igen – hell, måske ville det endda få Eras brødre til at acceptere ham!
Ptf… hvem prøvede han at narre? Han himlede opgivende med øjnene over sig selv, inden han lod armen falde for i stedet at lægge sig om Eras skuldre, og igen begyndte at trave videre med hende. ”Så nu hvor vi har jaget indtrængerne på flugt… Hvis du spørger mig, burde det fejres. Der findes vel ikke et bedre tidspunkt til virkelig at markere hvad der er vores område, synes du?” spurgte han hende med et sigende træk på smilebåndet. Jo, de ville blive nødt til at lægge mere arbejde i lejren bag sig, før de kunne tage sig tid til sådanne… morsomheder. Ikke desto mindre virkede det nødvendigt. Vavilonerne måtte ikke tro at varulvene skjulte sig mellem skovens mørke træer. Man skulle ikke føle sig tryg bare fordi skoven var i horisonten. Ulvenes hyl skulle høres over hele landet! Og i ledelsen af det hele skulle man se de to alfaer i sort og hvid, tilsølede af deres fjenders blod. Det var næsten så Loup kunne mærke hvordan ulven i ham krummede ryg af pur spænding.

[Era Garou]

Det var sjældent, der var andet mellem de to alfaer end dyriske instinkter. Ikke desto mindre nød Era det lidenskabelige kys, så længe det varede. Loup havde virkeligt bevist sig selv overfor hende og hele flokken i dag.
Hun smilte skævt af hans drillende spørgsmål, mens de gik videre arm i arm, som et andet par på tur.
”At jeg virkelig gerne vil være alfa?” spurgte hun tilbage, og gav ham et klem med sin egen krop efterfulgt af en hæs latter. ”Men du har ret. Vi burde fejre det – hvis ikke så bare for at få de fucking hundehoveder, til at glemme deres utilfredshed for et øjeblik. Bare der ikke er nogle, som falder over tønden med regnvand igen…”
Varulvene opholdte frisk vand i tønder, der stod rundt omkring i lejren, hvor de opsamlede regn. Det var sket mere end et par gange, at en varulv i fuldskab, havde væltet én i et forsøg på at vaske sit ansigt eller tage en tår. Området omkring den væltet tønde var mudret i uger!
”Jeg finder nogle, der gider lege vagtposter igen, og så er jeg nødt til at gå ned til Lace med noget tørret kød, men jeg skal nok komme tillbage inden festlighederne starter, så du ikke kommer til at savne mig,” lovede hun, og sendte sin mage et af sine skæve smil, der afslørede rækken af spidse tænder. Faktisk var det helt behageligt, at kunne snakke åbent sammen med ham nu. Noget var også… anderledes på den måde hun så ham. Hun havde bare ikke fundet ud af hvad – og for at være ærlig, var hun også ligeglad. Alt der betød noget, var at flokken var sikker og Loup havde vist sig som en alfa og ikke en køter.
Hun betragtede ham, men kunne ikke se nogle rester af frustration eller bitterhed på ham. Pulsen var også normal. Måske havde han faktisk talt sandheden, da de havde skændtes om hans forhold til Eriz. Bare tanken fik hendes smil til at vokse.

[Loup Garou]

Ud fra øjenkrogen fangede Loup hvordan Era betragtede ham mens de gik. Det så næsten ud som om hun granskede ham med sit blik, men at dømme ud fra måden hendes smil så ud til at vokse sig bredere på, lod det til at hun, for én gangs skyld, faktisk så sig tilfreds med hvad hun så. Det fik ham til selv at smile en smule bredere.
”De nye udposter må være ekstra opmærksomme. Englen har allerede vist at han kunne snige sig ind på os, og jeg vil ikke lade det ske igen. Find dem med de bedste næser, så selv ikke den mest mudrede person kan snige sig ubemærket forbi dem.” istemte han. ”Mens du sørger for at give Lace hvad hun behøver, sørger jeg for det hele i lejren. Jeg kan få nogen til at sikre vandtønden… In case.” indskød han med et stille grin. Når varulve først var begyndt at drikke, skulle der meget til for at stoppe dem, og han stolede ikke på at regntønden ville blive stående oprejst hvis ikke de gjorde noget for at sikre den. Og de ville få brug for vandet. ”Men skynd dig tilbage. Det er længe siden jeg sidst har haft muligheden for at rulle rundt i mudderet med dig – i kampringen.” tilføjede han med et drilsk glimt i øjet, efter at have startet sætningen i en sigende, hæs hvisken. Dobbeltbetydningen var kun blevet understreget af hans hånd som så småt var begyndt at bevæge sig ned af hendes ryg, inden den var stoppet ved hendes hofte, og trukket hende tættere til sig. At fokusere på flokken – på Era – gjorde det hele meget nemmere. Det holdt ham optaget nok til at han kunne skubbe hende bagerst i sit sind. Det lod ham ignorere den brændende klump der opstod i hans indre, så snart hans tanker faldt på hvad englen foretog sig med hende. Han lænede sig ned mod Era igen, og lod læberne finde hendes i et flygtigt kys. ”Afsted med dig. Jeg sparer en tønde mjød til os, og sørger for at ingen giver hinanden tæv i ringen, før vi to får den første kamp.” lovede han med et glubsk smil lurende på læberne.

[Era Garou]

”Loup, I got this! Jeg ved godt, hvad jeg skal lede efter,” sukkede hun opgivende, og kunne ikke lade være med at himle med øjnene af hans påmindelser. Havde han helt glemt, at hun sidste år havde styret en hel modstandsbevægelser? Og der var de altså aldrig blevet sneget ind på i et angreb! Både hende og Zach havde sørget for det.
Hendes irritation forsvandt dog hurtigt, da han trak hende tættere ind til sig. Hun kunne ikke holde et frydefuldt smil tilbage, mens hun lagde hænderne på hans brystkasse. Åhhh ja kampringen. Hun kunne deltage i den nu! Møde enhver udfordre! Endnu engang kunne hun kaste sig ud i de venskabelige kampe, og genvinde den respekt, hun måske havde mistet igennem sine løgne samt det manglende syn. Forventningen lyste ud af hende.
Hun kluklo.
”Jaer… bare være klar på, at få din ass kicked, honey,” svarede hun selvsikkert over skulderen, da hun allerede var på vej væk fra ham. Endelig kunne hende og Loup få den kamp, de begge to sådan havde længtes efter! Det ville blive spændende, at se om hun faktisk ville vinde. Om hun faktisk havde kunne blive alfa, hvis tingene ikke, var gået som de var gået. Hvordan ville hun have det, hvis det var tilfældet? Bitter? Frustreret? Ked af det? Nej… nej, hvorfor skulle hun? Loup var alt det en kvindelige varulv, ville have. Og som tiden var gået… well… hun havde ikke noget at brokke sig over.

[Loup Garou]

Loup besvarede Eras latter med sin egen, mens han betragtede hende gå i forvejen af ham. Årh, det her ville blive godt. Det havde altid ærgret ham at han ikke rigtig havde fået målet styrke med hende sådan som deres oprindelige aftale havde været, men… Well, i det lange løb havde han vel ikke noget at brokke sig over. Era var en god mage, trods alt. Og det var ikke fordi hun ikke var hvad enhver mandlig varulv ville se hos en mage. Hell, der havde vel været en grund til at Eriz havde set hende i hans hoved dengang i Medea.
”Åååhå, hvis du tror jeg holder mig tilbage fordi du spreder benene for mig, tager du godt og grundigt fejl!” grinede han efter hende, før han med lange skridt indhentede hende og nok en gang svang en arm om hende. Sjovt som stemningen kunne skifte så hurtigt efter at en engel havde truet hele flokken, og flokken næsten havde vendt sig mod dem. Ikke desto mindre virkede det som det perfekte tidspunkt at åbne kampringen igen. Hele flokken måtte have brug for at dampe af! Så længe alfaparret fik den første kamp, selvfølgelig.
Han trak Era tættere på, så han kunne placere et kys på hendes tinding. ”Reglerne er de sædvanlige… der er ingen regler.” grinede han, mens de sammen gik tilbage mod lejren.

//out