Restless

[Era Garou]

Normalt når Era var utilfreds med noget, plejede hun at opsøge sine brødre, for at bande og svovle over tingene, men ikke denne gang. Denne gang kunne hun ikke snakke med nogle om problemet, da det ville skade både hende og Loup. Trods alt var de stadigvæk et team. Et hold. Et par.
Derfor havde hun trukket sig tilbage til sit telt, hvor hun sad foroverbøjet på sengekanten med albuerne hvilende på sine lår. Blindt stirrede hun frem for sig. Hænderne gned hårdt hinandens håndflader, mens at hun prøvede at få styr på både tanker og temperament.
Det var dog utroligt! Det var… forkert! Det var fucking, forbandet, irriterende, svinekneppende, rådneklunkende forkert! Hendes tænder kværnede mod hinanden, så man kunne se kæben bevæge sig fra side til side. Vreden fik dyret i hende til at vende og dreje sig rastløs.
Loup og Eriz. Sandheden stod så klart for hende, at det overraskede hende, at hun ikke havde set det tidligere. Måske havde hun, men bare nægtet at acceptere, at Loup kunne være sådan et fjols! Kunne hun ikke bare være ligeglad? Tezz havde haft ret. Brevene var en god nyhed! Eriz havde vendt sit giftige blik mod en anden person, end hendes mage! Men Loup… åhhhhåhåhå, ja Loup, han tænkte stadigvæk på den parfumelugtende kælling! Hvis han troede, at hun ville lade ham tage til Pandemonium nu, så tog han fejl! Fuck no! Det blev over hendes lig!
”Era?” Stemmen fik hende til langsomt at dreje hovedet mod teltdugen.
”What?”
”Loup leder efter dig, og jeg blev-”
”Sig til ham, jeg kommer om lidt,” afbrød hun, og skulle virkelig tage sig sammen for ikke at bede varulven om, at fortælle Loup, at han kunne skride af helvede til. Image! Image, image, image! Flokken måtte ikke se dem vakle. Måtte ikke finde ud af sandheden! Hun havde arbejdet så hårdt for, at gøre størstedelen af flokken tilfredse med Loup! Dette her kunne ødelægge det hele.
Lyden af teltdugen som faldt i igen, fik Era til at sukke tungt, mens hun igen drejede hovedet frem for sig. At tøjle sit temperament, var ikke noget varulve var gode til. Med en frustreret lyd gned hun sin nakke.

[Loup Garou]

Eras brødre havde været de første som Loup havde udsøgt, for at finde sin mage. Det eneste dét havde båret med sig var at Gideon havde skulet mistænksomt af ham, og advaret ham om at hvis han havde gjort hende noget, ville hans titel som deres alfa ikke beskytte ham. Loup havde været nødt til at overbevise dem om at Era bare var blevet væk fra ham, og at han bare prøvede at finde hende. Han lod hendes vrede over… hvad hun end var vred over, forblive usagt. Ingen af brødrene virkede overbevist da han forlod dem.

Hans søgen fortsatte lige indtil en af de yngre i flokken nærmede sig ham, for at fortælle ham at han vidste hvor Era var, og hvad hun havde sagt. Desværre for ham var tålmodighed ikke én af Loups stærkeste sider – lige så lidt som det var for enhver varulv – og så snart knægten havde talt ud, havde Loup sendt ham videre, for at fortsætte mod deres telt. For hvert skridt kunne han mærke Eras lugt tydeligere og tydeligere. I det mindste havde knægten ikke løjet for ham.
Teltdugen blev puffet op, og Loup trådte ind i teltet. Blikket faldt øjeblikkeligt på hans foroverbøjede mage. Hænderne blev hævet i en opgivende gestus hun alligevel ikke kunne se, men hun ville da kunne høre klasket der fulgte da han lod armene falde og slå mod hans egne lår.
”Hvad fanden foregår der, Era?” Ordene var præget af en begyndende frustration, som havde fået ham til at bide tænderne sammen. Dels var det måske også i et forsøg på at dæmpe sig så meget som muligt, for ikke at gøre flokken opmærksom på dem. Alfaerne måtte stå sammen, flokken måtte ikke se dem modsætte sig hinanden. ”Er det Tezz? Jeg håber du lagde mærke til hvor tydeligt jeg gjorde det at jeg ikke var interesseret i hvad der var mellem hendes ben. Hell, jeg satte hende på plads efter at du var trampet afsted! Hvad sker der?” Armene blev foldet over kors, mens han trådte tættere på. Han havde ikke tålmodigheden til at tilnærme sig emnet varsomt.

[Era Garou]

Era lugtede Loup, før at han trådte ind i teltet. Kort overvejede hun at smutte ud under et af teltets vægge, men nåede ikke engang at rejse sig, før at han var dukket op indenfor. Fanden tage ham.
”Det har intet med Tezz at gøre, din fucking idiot,” afbrød hun ham halvt om halvt, med en stemme, der kunne piske huden af en ryg. Hendes ene tommelfinger gned hårdt den anden håndflade, for at kontrollere temperamentet, der truede med at få hende til at begynde at råbe. ”Jeg er ikke dum, Loup. Det burde du fandme vide efterhånden. Hvis ikke jeg havde mistet mine øjne, havde jeg været på din plads lige nu, men nej… I stedet for gav jeg min krop til dig, samt min loyalitet!”
Stemmen truede med at hæve sig, så hun skyndte sig at lave den om til en dæmpet knurren i stedet for. Hun rejste sig fra sengen, for at konfrontere ham. Anklagende pegede hun mod ham med en finger.
”Du er forelsket i hende! Lad være med at benægte det! Du har følelser for hende! En fucking dronning, Loup! Jeg burde have set det for lang tid siden, men jeg var så optaget af, at få flokken vendt på vores side, at jeg ikke lagde mærke til tegnene!” snerrede hun bittert, og var klar på at slå ud efter ham, hvis han skulle vove at komme tæt på hende – enten i et angreb eller for at berolige hende. ”Du har ikke ændret dig. Dine tanker om hende har ikke ændret sig! Hvordan fanden skal jeg kunne stole på dig, når jeg ved du har en svaghed for andet end din flok?! For en anden end mig!”
Hun gik ud fra, at han hvert fald nu, ville vide hvem fanden hun talte om. Der var ikke så mange dronninger i deres liv. Hårdt knyttede hun hænderne ned langs siden. Hele kroppen var spændt. Hun sænkede sit hoved en smule, så struben ikke ville være blottet for ham.
”Hvis du tror, jeg lader dig tage til Pandemonium igen, tager du fejl. Jeg lader dig ikke fucking svigte din race eller flok. Ikke igen,” hvislede hun ud mellem de sammenbidte tænder. Hun kom med et fnys. ”Og jeg som troede, du havde forandret dig. Du er stadigvæk hendes lille bitch.”

[Loup Garou]

Loups ansigt hærdedes i en stram maske, og han rystede langsomt på hovedet – mest til sin egen fordel, eftersom Era alligevel ikke ville kunne se det.
”Du aner ikke hvad du snakker om.” protesterede han i munden på hende. Hvorfor fanden skulle Era nu også begynde at snakke om forelskelse? Var det alt hvad kvinder havde i hovedet?! ”Jeg er ikke forelsket i hende! Jeg kan faktisk godt stikke pikken i nogen uden at blive en kærlighedssyg hvalp bagefter.” Han måtte selv bide tænderne sammen for ikke at hæve stemmen. Hvor besværligt ville det være at lægge Era over skulderen og slæbe hende med sig væk fra lejren så de ikke behøvede dæmpe sig?
Åh, det havde været en helt anden situation, sidst han havde tænkt de præcis samme ord.
”Ja, jeg kneppede hende. I lang tid. Du ved det, jeg ved det, hele fucking flokken ved det. Og de ved jeg lod hende bruge flokken på grund af det. Og du ved at jeg afsluttede det hele med hende. Det fortalte jeg dig også da vi aftalte at du blev min mage, for fanden!” snerrede han. Han trådte tættere på, om hun så havde tænkt sig at slå ud efter ham eller ej. ”Jeg er ikke nogens bitch, mindst at alle hendes! Hvis hun vil bytte mig ud med en fucking engel, er det hendes problem, ikke mit.” Han fnøs hårdt. Trangen til at gribe fat i hende for at sikre sig at hun fik hvert et ord han sagde med sig, måtte bekæmpes. ”Hun vidste hvem du var, da hun så dig i Sethos, vidste du det? Hun så dit ansigt i mit hoved da jeg var i Pandemonium for… hvad, mere end et år siden, og hun gav mig et valg mellem hende og dig. Og hvem fuck står jeg med sin min mage nu?” Han kunne ikke længere. Hans hænder fløj op og lagde sig mod hendes ansigt, og hans pande lagde sig mod hendes. ”Jeg valgte dig over hende, Era! Jeg vil ikke have noget med Pandemonium eller hende at gøre, forstår du det? Intet!”

[Era Garou]

Løgnen ville have virket så meget bedre, hvis ikke Era var i stand til, at kunne høre ændringer i hans puls, eller hvordan tænderne kværnede mod hinanden, hver eneste gang han talte om hende. Hårdt skubbede hun ham væk fra sig, da han tog om hendes ansigt. Styrken var som man havde regnet med fra en pissed, kvindelig varulv.
”Stop – med – at LYV FOR MIG!!” Hun kunne ikke holde råbet tilbage, der havde presset sig på lige siden, han var trådt ind i teltet. Hendes hånd greb ud efter hans skjortekrave, men på trods af hendes styrke, ville hun ikke kunne hæve ham fra jorden. Knoerne var helt hvide, af det stramme greb i ham. Det var helt så hun rystede. Overlæben var krænget tilbage i en snerren, så de spidse, hvide tænder kom til syne. Klar til at snappe ud efter ham. ”Jeg er fucking ligeglad med, hvem du stikker pikken i! Hvad jeg ikke kan tolerere er, hvis det bliver en trussel! Du har før bevist for os, at du var klar til at ofre varulveliv, for at hjælpe hende! Og nu finder jeg fandme ud af, at dit rådne hjerte, banker hurtigere når hendes navn bliver nævnt! Jeg afskyr dig!!”
Nu hvor han var så tæt på hende, kunne hun igen dæmpe stemmen, men det betød ikke hendes raseri var mindre. Han kunne sige, hvad han ville, og love mellem himmel og jord! Hvordan havde hun kunne være så blind! Det var Loup! Den samme mand hun havde stilet efter at smide ud af flokken, på grund af hans ligegyldighed overfor deres race. Havde hun virkelig troet, at han havde kunne ændre sig, blot fordi hun giftede sig med ham? Hun havde givet ham hele flokkens loyalitet på et sølvfad! Hun havde svigtet dem…
”Være du blot glad for, at dine fucking følelser ikke er gengældt. Hvis du var skyld i, at bringe hele hendes vrede ned over os, så havde jeg dræbt dig på stedet,” spyttede hun, og skubbede ham voldsomt væk med taget i hans krave. Åhhh hvor havde hun lyst til at slå ham! Direkte i ansigtet med en solid knytnæve, der ville efterlade et mærke. Det væreste var, at der ikke var noget at gøre. Intet at lave om. Fortiden var fortiden. Følelser var følelser. Men alligevel… Hun ville gøre alt for, at kunne gøre et forsøg på at slå noget fornuft ind i hovedet på ham. Energien bølgede i hende, og fik fingertipperne til at summe. Rastløst åbnede og lukkede hun hænderne, mens hun travede frem og tilbage foran ham.
”Du holder dig væk fra mig! Jeg advare dig! Hvis du så meget som rør mig lige nu, så pander jeg dig én! Jeg er SÅ fucking vred på dig lige nu!” advarede hun ham, men håbede faktisk han ville gøre et forsøg. Fanden tage ham, og hans bitchqueen.

[Loup Garou]

Loup vaklede kun et halvt skridt bagover da hun skubbede ham fra sig, men det havde alligevel været nok til at få ham til at slippe hendes ansigt. Hendes greb om hans skjorte holdt ham tæt nok på til at han ikke havde andet valg end at lade hende tale ud. Men det eneste det førte til var at han blev mere og mere frustreret.
”Har du fucking set hende, Era? Enhver mand som ikke har fået pikken flået af ville reagere som jeg gør! Det er for fanden ikke noget jeg kan kontrollere! Men hvis du tror det betyder at jeg afskyr dig…” Han bed tænderne sammen igen. Selv Eriz havde kommenteret på det, dengang hun havde set Era i hans hoved. At han, til trods for hendes udfordring og evindelige plagen, også havde været tiltrukket af hende dengang. Bare en smule. Tiltrækkelsen var nok bare blevet større i løbet af deres tid sammen. At hun havde mistet sine øjne havde ikke forandret det faktum.
Men det var ikke den eneste grund til at han havde bidt tænderne sammen. Eras ord havde ikke været helt forkerte. Hvis Eriz havde taget hans afvisning af hendes følelser så hårdt som det havde set ud til, ville hun så vende hele sin vrede mod skoven? Mod flokken?
Det er Eriz. Hun har slået ihjel for mindre.
Loup ignorerede Eras advarsel om at røre hende, ved simpelthen at gribe fat om hendes arme. Dels for at holde fast i hende, og dels for at hindre hende i at skubbe ham fra sig igen. ”Flokken er mit liv nu! Har jeg ikke gjort meget mere for flokken i løbet af den tid vi to har været gift, end jeg nogensinde gjorde i min tid som alfa før det?” Det havde trods alt været Eras yndlingsargument dengang. At han ikke havde gjort en skid for dem. Selv han havde måttet indrømme at der var mere end et enkelt gram sandhed i det. Og se dem nu! Sammen med Era havde flokken vokset sig større, ligesom deres territorium. De var et stærkt par sammen, og deres afkom ville blive stærke. De kunne skabe et helt varulvedynasti sammen! Det var alt han nogensinde havde ønsket sig! Hans greb om hendes arme strammede sig. ”Jeg – er – ligeglad med Eriz, okay? Hvad du end tror der er mellem hende og mig, tager du fejl. Og hvis det skulle blive en trussel mod flokken, fint, så lader jeg dig personligt flå mig. Tilfreds?”

[Era Garou]

Hun hadede folk bare kunne række ud efter hende, uden at hun kunne se det. Fastlåst i Loups greb i armene, havde hun ikke mulighed for, at kunne pande ham én, som hun ellers gerne ville. Hans åndedræt puffede hende i ansigtet, når han talte, hvilket fortalte hende, at hans ansigt var tæt mod hendes.
”Nej. Jeg er langt fra tilfreds,” knurrede hun, men der var ikke mere at tale om. Så længe Eriz befandt sig i sit land og Loup her i Vavilon… Ahr! Hun hadede når tingene blev indviklet! Raseriet var falmet til en ulmende vrede. Tungt trak hun vejret ind gennem næsen, for at få kontrol over sig selv igen. Stadigvæk havde hun lyst til at slå Loup, men det måtte blive på et andet tidspunkt. De havde gæster ventende på sig udenfor.
”Idiot… Gider du godt fucking slippe mig nu? Jeg lover, at jeg ikke brækker din kæbe,” mumlede hun surt, og vred sine arme en smule, i et forsøg på at komme fri. Hun vidste ikke, hvad hun helst ville – slås mod ham, eller få ham til at kneppe hende hårdt, indtil enhver tanke om Eriz var slettet fra hans hjerne.
Mænd! Hvorfor skulle de var så sårbare overfor den slags? Og hvorfor skulle den fucking dronning, være så forbandet perfekt?!

[Loup Garou]

Det lod til at hun var kølet lidt ned igjen, så da hun vred sig, lod han hende slippe løs fra sit greb.
”Vi ved begge to godt det bare betyder du brækker min kæbe senere.” mumlede han, før han selv trak sig et par skridt tilbage fra hende. Fucking hell, hvornår var alt blevet så forbandet indviklet!? Godt mjødet var blevet bragt til lejren, Loup følte sig klar til at tømme en tønde alene. Måske var det også på tide at indtage kampringen med den første den bedste udfordrer. Euphonia måtte vide at han havde brug for nogen at tæve!
”Vi kan ikke lade flokken se os sådan her. Vær vred på mig alt du vil, men lad i det mindste som om alt er i orden når vi er derude. Resten kan vi tage senere.” bestemte han. Han fandt det bedst ikke at nævne at Tezz allerede havde kommenteret på hendes humør, men det var for meget at håbe på at de bare kunne komme over den her forhindring uden videre. Og det virkede ikke som om emnet var helt færdigdiskuteret – men han havde ingen planer om at tage det op nu, hvor hun så ud til at være rolig igen. ”Jeg har brug for mjød… og masser af det. Skal du med? Vi kan dele en tønde før vores gæster tømmer lageret.” Blikket faldt på hende over hans skulder.

[Era Garou]

Era sukkede tungt, inden at hun sluttede sig til Loup. Han havde ret. De måtte lade som ingenting overfor de to flokke udenfor – også selvom det betød, at hun måtte lade sin vrede blive presset tilbage resten af dagen. Når de igen trak sig tilbage, kunne hun få frit løb igen. Hvis han regnede med, at han fik lov til at sove op i sengen med hende, tog han fejl!
Modvilligt trak hun hans arm op omkring sine skuldre, før de forlod teltet side om side. Et stærkt alfa for flokken, der ikke så den dybe revne, som var dukket op mellem de to varulve.

//out