How Much Will It Take?

[Macaria Forsyth]

Tydeligvis morede Aron hende. Med et fornøjet smil betragtede hun ham med hovedet på skrå, mens at han talte til hende. Ordene virkede ikke til at have nogen som helst effekt på hende, eller også var hun bare ligeglad. Hun smålo.
”Mh! Ja, vi kan da ikke have, at jeg aldrig får set min familie igen, kan vi?” spurgte hun ham sigende, inden at hun hankede mere op i ham. ”Sjovt så tankefuld omkring mit velværd du pludseligt er blevet. Åhhh det ville ellers være fantastisk, at lade dig råbe på hjælp lige nu… Hvor mange tror du, jeg kan nå at dræbe, før de får mig ned, huh? Det er år siden, at jeg sidst drak fra en person.” Læberne skiltes ad, da smilet voksede sig større.
En del af hende tiggede hende om at slå ham ihjel. Bræk nakken på ham! Riv hans strube over! Ved Euphonia… bare bid fast i struben på ham, og lad det hele endelig være overstået! Men en anden del… en anden del vækket af blodets kraft, havde slet, slet ikke lyst til at ende alt det sjove lige nu. Hvem skulle kunne røre hende? Hun var uovervindelig! Hun var fri! Ingen smerter! Ingen bekymringer! Ingen lænker!
”Din puls er så høj lige nu, at jeg ville kunne danse til den. Så fantastisk! Og ikke nok med det… Jeg kan høre alle soldaternes hjerteslag. Høre blodet bruse i dem. Aron, Aron, Aron… hvad har du dog gjort ved mig?” spurgte hun, men lød ikke spor bekymret. Tværtimod drejede hun hovedet væk fra ham, for søgende at lade blikket glide over rummet, indtil hun fandt hvad hun søgte efter. Kolben med blod. Der var stadigvæk mere i.
Sams stemme lød med det samme i hendes hoved: ”Kontrol, Maca! Få kontrollen tilbage! Lad dig ikke blive blodets slave! Du er bedre end det! Lad – dem – ikke – vinde!”.
Irriteret skar hun en grimasse, men fik sig løsrevet fra synet af kolben. Med begge hænder greb hun fast i Arons krave, og smækkede ham op af væggen endnu engang. Denne gang var en snerren dukket frem hos hende, hvilket fik hende til at ligne mere et rovdyr end et menneske, på trods af hun aldrig havde set så levende og smuk ud før.
”Flammerne tage dig, Aron! Hvorfor?! Hvorfor skulle du absolut gøre det?! Kunne du i det mindste ikke have givet mig nok, til ikke at være så… ahr!” Frustreret hamrede hun ham endnu engang ind i væggen, men lod denne gang sin pande hvile ind mod hans kraveben – stadigvæk uden at have sluppet ham. Knoerne var helt hvide. Opgivende lukkede hun øjnene. Tæl til ti. Træk vejret ind og ud i langsomme stød. Lad ikke blodet herske.
Men alt inde i hende tiggede. Bare et par dråber mere. Eller endnu bedre! Kald på en vagt! Åhhh hvilken fryd det ville være, endelig at kunne begrave tænderne i noget varmt kød igen! Smage pulserende, friskt blod direkte fra en levende kilde! Hun småklynkede.
”Det er ikke fair!” udbrød hun forurettet, og kneb øjnene hårdt sammen. ”Zean drikker frisk blod! Saïx fik lov! Hvorfor må jeg ikke?! Jeg er stadigvæk mig selv! Jeg kan styre det! Vil han virkelig have, at jeg lider så meget, bare for at holde et perveret kodex?! Jeg er ikke et menneske længere!”
Hun lagde nakken tilbage, så hun igen kunne se op på Aron med de røde øjne. Stanken af giften i hans blod kradsede i hendes næse, og advarede hende om ikke at sætte tænderne i ham, selvom det var så fristende. Men der var vagter udenfor… Så meget blod…
Blikket rettede sig mod døren, som håbede hun på en vagt, ville træde ind af den, og derved give hende, hvad hun ville have. Nej! Nej, nej, nej! Kontrol! Sam! Alle de illusioner Eriz havde vist hende, hvor hun troede, at hun var gået amok, og havde dræbt sine børn. Blodtørstig og vild.
Med det samme slap hun Aron, som havde hun pludseligt brændt sig, og begyndte hastigt at lægge afstand imellem dem ved at bakke tilbage ind i hytten igen. Lænkerne klirrede mod gulvet efter hende. Brystet hævede og sænkede sig i hastige bevægelser.
”Hold dig fra mig…” hvislede hun, som var hun pludseligt bange for ham. Advarende pegede hun mod ham. ”Bliv væk! Ikke mere. Ikke mere. Bliv stående hvor du er!”

[Aron Zipora]

Han var sikker på det var sådan her, det skulle ende. Hans ord så ud til at prelle fuldstændig af på hende, hvilket havde overrasket ham mere end noget andet. For kun få minutter siden havde hun været sønderknust, mens hun havde talt om hvordan hun ville gå glip af sin søns opvækst, og nu grinede hun faktisk af hans kommentar omkring at se hendes familie igen. Var det blodets effekt på hende, eller var det simpelthen fordi hun ikke troede på ham? Havde det ikke været for den direkte livsfare han befandt sig i, ville han have været dybt fascineret af det hele. Faktisk var han det nok alligevel, til trods for at Macaria, i den mest bogstavelige forstand, stod med hans liv i sine hænder.

Luften blev slået ud af ham, da hun hamrede ham op af væggen bag ham igen, og han måtte gispe efter vejret for at få vejret igen, kun for at få den slået ud af sig da hun gentog handlingen. Hun var i den grad blevet stærkere! Situationen gjorde det sågar umuligt for ham rigtigt at registrere hvordan hun stod med panden hvilende mod hans kraveben og forsøgte at lægge bånd på sig selv. Det var først da det endelig lykkedes ham at få kontrol over sit eget åndedræt igen, og han blev opmærksom på hvordan en lok af hendes hår strøg mod hans næsevinge at han rigtig så ud til at opdage hvordan hun stod op af ham. Det dirrede i hans hænder – hvor ofte havde han ikke drømt om at mærke hende stå sådan her, under fuldstændig andre omgivelser… Nej, stop det! Det var gamle drømme, fra et andet liv han aldrig ville kunne vende tilbage til. Den dom havde han allerede skrevet under på.

Havde det ikke været fordi Macaria selv så pludselig trak sig væk fra ham og rykkede tilbage, ville han selv have skubbet hende fra sig. Intet ved det her var gået efter planen… INTET! Hvor Macaria tog afstand til ham og hvislede sin advarsel, gjorde Aron ingen mine til at ville bevæge sig så meget som et enkelt skridt tættere på hende. Han forstod det ikke… Han havde været i stand til at kvæle hvad der var tilbage af hans gamle jeg, hans svage jeg, så hvorfor nu!?
Blikket flakkede til kolben med blod på jorden, og han trak den hurtigt til sig, før han fiskede korkproppen op af sin lomme og forseglede kolben igen. Alt der kunne mindste tilstedeværelsen af blod i rummet ville være i hans favør. Hvor stærk kunne Macaria overhovedet blive, før hun ville knække? Selv nu balancerede hun på grænsen… og han vovede ikke at være manden som skubbede hende over grænsen. Ikke nu.
”Ikke mere.” bekræftede han med en udstrakt hånd mod hende, som om det skulle hjælpe hende med at falde til ro. Han håbede at Eriz fulgte med fra sit telt… men hvis hun gjorde, hvorfor havde hun så ikke taget handling endnu? Macaria havde allerede været fri fra sine lænker i mere end lang nok tid til at kunne slå ham ihjel, og forsøge at flygte! Han bakkede en smule tilbage mod døren, og uden at tage blikket fra Macaria, hamrede han næven hårdt mod den tre gange. ”Find alle sølvkæder!” beordrede han, mens han forsøgte at stille sig så meget i vejen for et eventuelt flugtforsøg, som han kunne. Macaria var for farlig til at lade slippe væk. De var nødt til at binde hende i lænker igen! At stille sig i vejen som han gjorde kunne måske være hans dødsdom, men var det bedre at lade hende slippe væk?
Det vil slå dig ihjel. Det vil slå dig ihjel.

[Macaria Forsyth]

En faretruende snerren forvrængte Macarias ansigt, da Aron tog kolben, og satte proppen på. Kroppen spændtes som var hun klar til, at sprænge på ham, for at få fat på blodet. I stedet rystede hun dog kraftigt på hovedet.
”Stop det!” hvæsede hun vredt til sig selv, og tog sig til panden, i et forsøg på at holde fast på de skrøbelige rester af sin egen menneskelighed. Sams ord rungede i hendes hoved. Hans stemme så beroligende, men samtidig så forbandet irriterende!
Rastløst begyndte hun at vandre frem og tilbage. Et vildt dyr fanget i et bur. Blandingen af et hånligt smil og en snerren, bredte sig frem på hendes ansigt.
”Se, hvad du har gjort ved mig, Aron. Jeg advarede dig, men du ville ikke lytte. Som altid vil du ikke lytte,” hvislede hun spydigt, men mens hun snakkede begyndte tårer at løbe ned af hendes kinder. Det var en underlig kontrast at se på. Skuldrene begyndte at ryste. ”Jeg havde håbet… at noget i dig… havde nået at stoppe dig. At du… stadigvæk var dig. Men du… du ødelægger mig. Det var meningen, det skulle være dig, som hjalp mig, Aron, men... men det er dig som langsomt destruere mig.” Stemmen var gledet over i en hjælpeløs, svag mumlen afbrudt af små hulk.
”Husk på dit åndedræt. Du vil ikke gøre noget, du senere fortryder, Maca. Du er stadigvæk dig.”
”Shhhh… Luk dine øjne et par sekunder. Bare knug om min hånd, så meget du kan. Lad blodet rinde igennem dig, men uden at påvirke dig. Hold fast i dig selv.”
”Du er ingen slave. Hverken til din far eller til blodet.” Sams stemme fremkaldte et ulykkeligt ansigtsudtryk hos hende, mens hun med svømmende øjne begyndte at kigge rundt efter en flugtvej. Hvis hun sparkede hul i hytten, kunne hun komme ud. Derefter måtte hun bare sætte i løb, og håbe at hun var hurtig nok. I sin nuværende tilstand ville det ikke –
Tankerne blev brat stoppet, da døren til hytten åbnede sig, og de første vagter kom tumlende ind. Alle lydene i hytten blev overdøvet af den lokkende lyd af hjertebanken. Et stormvejr af blod – brusende igennem de varme, levende kroppe.
Det ulykkelige ansigt fortrak sig i et ildevarslende smil. Hun lagde slet ikke mærke til sølvkæderne soldaterne havde i hånden, eller hvor mange de var. Alt hun sansede var deres puls. Frisk blod.
Soldaterne gik ind for at skærme Aron fra hende, men det var ikke ham, og hans forgiftet blod hun havde fokus på. Heller ikke udgangen eller de flugtplaner hun kun for et par sekunder siden, havde gennemtænkt. En side af hende tiggede stadigvæk om, bare at stikke af. Men hun kunne ikke. Hun krævede mere blod. Frisk blod! Hvordan kunne hun vende det ryggen?

Uden varsel kastede hun sig over den første soldat. Han nåede ikke engang at skrige, før hun havde revet struben over på ham. Blodet sprøjtede ud over hende, inden at hun begravede sine tænder i halsen på ham. Med røde øjne kiggede hun mod de andre soldater, som en smule chokeret, stirrede på hende, men det var ikke for at holde øje med dem – hendes blik så på dem med en grådighed, der kunne måle sig med de blikke Aron havde sendt hende gennem de sidste år.
Gispende smed hun soldaten fra sig som en kludedukke. Livet strømmede igennem hende. Hun kunne mærke sit hjerte slå igen! Hun var mæt! Smertefri! Stærk! Magtfuld! Euforisk begyndte hun at grine, mens at hun slog inviterende ud med sine arme.
”Kom så med jer, små venner. Lad legen begynde,” spandt hun frydefuldt, men havde knap nok udtalt det sidste ord, før de alle sprang på hende på én gang. Hun var ikke nem at få ned. Selv ikke da de mest desperate, stak spyd i hende, faldt hun. Som var det hele en leg, dansede hun rundt med dem. Det var et sandt blodbad, og hun nød hvert eneste sekund. Aldrig krydsede tanken hende om at prøve at flygte. Hvorfor flygte fra noget så storslået?!
Flere og flere soldater slog sig til kampen inde i hytten, indtil det langt om længe lykkes to magikere og 9 soldater, at få hende neutraliseret. Med sin klingende, smitsomme latter blev hun holdt presset ned på det blodige gulv på maven. Armene var spredt ud fra hende. Den ene arm blev holdt fast med magi, den anden af diverse sølvlænker, som fik hendes hud til at syde og ryge. Benene blev også holdt strakt ud. Det hele så dog bare ud til at more hende gevaldigt. På grund af sin hurtige healing – takket været det friske blod – havde hun ikke en eneste skramme fra kampen.
Med et par støn lykkes det hende, at vride hovedet rundt, så hun kunne løfte det op mod Aron. Et skævt smil fik hendes ansigt til at lyse op – og i det øjeblik lignede hun hverken det forskræmte offer eller det uhyggelige monster. Hun lignede sig selv. Smilende holdte hun hans blik.
”Til næste gang?” spurgte hun muntert.

[Aron Zipora]

Tavst havde Aron betragtet Macaria, mens hun vandrede frem og tilbage og så ud til at være i en indre kamp med sig selv. Det var nervepirrende at se hende sådan, uden at ane hvad hun havde tænkt sig at gøre. Specielt da hun direkte henvendte sig til ham med ord som fik det til at føles som om en iskold hånd lukkede sig hårdt omkring hans hjerte. Normalt ville han have besvaret den slags anklager med et spydigt smil og en kommentar om at han ikke var den svage mand, Macaria engang havde kaldt sin ven, men nu… ordene virkede så tomme og meningsløse. Hvad var der sket med ham?

Mere nåede han ikke at tænke over sagen, før døren blev brudt op bag ham, og en gruppe af soldater og magikere pressede sig ind i hytten. Synet var nok til at Arons skuldre sank, som om han endelig kunne falde en smule mere til ro ved visheden om at faren var ovre.
Så fejl som han havde taget.
Den første soldat faldt før han havde nået at skrige. Angrebet var så hurtigt og brutalt, at Aron stivnede hvor han stod, ude af stand til at trække blikket væk fra synet af det dødelige rovdyr Macaria var blevet til. Det virkede som om soldaterne var lige så chokerede, at dømme efter hvor mange sekunder der så ud til at gå, før nogen af dem gjorde noget.
”Stop hende!” beordrede han, da alle soldaterne sprang på hende og kæmpede for at få hende uskadeliggjort. ”Pas på med de spyd, dronningen vil stadig have hende i live! Brug sølvet!” Han var ude af stand til at gøre andet end at hyle ordrerne ud til soldaterne og magikerne. Kampen foran ham fik hans puls til at stige, men det var ikke på soldaternes vegne at hjertet hamrede som det gjorde – det var på grund af Macaria.
Aldrig havde han set hende sådan før. Så… levende og stærk. Som om det hele havde været en leg hun var mere end villig til at lege. Hun virkede næsten så bekymringsløs under kampen som om hun havde været en fri kvinde, og ikke den hulkende dronning hun havde været for kun få minutter siden. Selv da det endelig lykkedes soldaterne at fæste sølvkæderne om hende og holde hende presset mod gulvet, grinede hun som om det hele morede hende. Det værste var nok da hun løftede hovedet for at finde hans blik, og betragtede ham med det samme skæve smil, hun havde haft under deres stunde sammen i Oberion. Hvorfor var det hendes smil som ramte ham hårdest?
”Sørg for hun ikke kan komme fri igen… Jeg er ligeglad med hvordan, bare gør det!” beordrede han sine mænd, før han vendte det hele ryggen og skubbede døren op, så han kunne forlade hytten.
Så snart han var ude i den friske luft, lænede han sig med ryggen op af den lukkede dør bag sig og lagde en hånd mod sin pande. Hans puls var hektisk, han kunne rent faktisk høre den som en stortromme mod sine ører! Hans blik flakkede ned mod hans anden hånd, som stadig var lukket omkring den blodige kolbe. Bare synet af den gav ham kvalme. Han fangede sit eget forvrængede spejlbillede i det kurvede glas, før han med et sammenbidt støn kastede den fra sig, så den med en knasende lyd gik i tusinde blodige spåner mod den kolde jord nogle meter fra ham. Hvad havde han gjort... Hvad havde han dog gjort?