How Much Will It Take?

[Aron Zipora]

Macaria Forsyth ~ Aron Zipora

---

Stål sang mod stål udenfor Arons telt, sådan som det plejede når soldaterne trænede sammen. Det var kun nogle timer siden Eriz var vendt hjem fra et af sine slag mod Marcellus - selvfølgelig uden det store chok for at hun var kommet levende fra det hele, nok en gang. Dronningen holdt sine soldater pisket i form, og Aron kunne lide at tænke på det som at han selv gav soldaterne motivation til at yde sit bedste, med den evige, usagte trussel om at enhver som ikke levede op til dronningens standarder ville blive sendt til hans telt for at blive hans nyeste forsøgsdyr. Det var selvfølgelig aldrig blevet sagt højlydt, men han havde set hvordan soldaterne altid strammede sig op, og angreb sine sparringspartnere mere brutalt, hver gang dronningen eller hendes højre hånd var i nærheden. Han nød det til fulde.

Men intet af dette var noget han fokuserede på for øjeblikket; hans blik hvilede opmærksomt på soldatens arm på hans bord, som han i samme nu stak en nål ind i. Soldaten gav ikke en eneste reaktion fra sig, da alkymisten roligt begyndte at dræne blodet fra den friske åre, og betragtede hvordan den dybrøde væske fulgte det lille glasrør, for til sidst at havne i en større kolbe. At dømme efter indholdet i kolben var denne soldat ikke den første til at donere sit blod, men Aron bedømte det til at han ikke ville behøve mere. Der burde være mere end nok til at han kunne foretage sit næste eksperiment. Ét, som han havde set frem til i lang, lang tid.
Tilfredst trak han nålen ud af soldatens arm, og viftede ham uinteresseret mod teltets udgang.
"Tilbage til din træning. Vores dronning sejrede denne gang, men hun har høje forventninger til jer, hvis det skal forblive sådan."
"Javel, m'lord." mumlede soldaten, mens han rullede ærmet over armen igen, før han forlod hans telt. Samtidig var Aron begyndt at pakke tingene sammen, og afsluttede det med at putte en korkprop i glaskolben, som han betragtede med et drag på smilebåndet.

Macarias fængsel af en hytte var stadig godt bevogtet. De to soldater som stod direkte udenfor hytten lod ingen andre end dronningen eller Aron selv komme indenfor uden dronningens personlige tilladelse. Lydigt trådte de til side for Aron da han nærmede sig hytten, hvis dør han roligt skubbede op og trådte indenfor.
"Så står vi op, syvsover." sagde han som hilsen, højlydt nok til at vække den tidligere dronning, hvis hun faktisk var heldig nok til at have fået lov til at falde i søvn. Men han tvivlede. Udover det faktum at hun blev holdt fastspændt med sølvlænker fæstet til ringe i væggen, havde vagterne fået strenge ordrer på at nægte hende enhver behagelighed - inkluderet søvn. "Bare rolig, det er kun mig denne gang. Og jeg har en gave med til dig!" Fortalte han hende med et drag på smilebåndet, da han satte glaskolben fra sig på et nærtstående bord. I skæret fra vokslysene i rummet blev hans skygge lang mod væggen bag ham, da han gik tættere på Macaria og tog hendes ansigt i hænderne, og hævede det så han kunne se hende ordentligt. At have hendes ansigt i hænderne var så småt ved at blive en naturlig del af hans besøg. Hun havde allerede været Eriz' fange i to år, en tid der allerede havde givet Aron rigeligt med muligheder for at lægge hænderne på hende, hvor end han ønskede det. "Ikke glad for at se mig?" spurgte han sigende.

[Macaria Forsyth]

Hver dag siden Zeans besøg forventede Macaria at opdage, to flammende øjne åbne sig i mørket, for derefter at se en kvinde træde ud af skyggerne med et sværd hvilende i den ene hånd. 1 år var gået siden den dag, men stadigvæk var der ingen tegn på hverken Zean eller Isabel. End ikke Nathaniel havde haft mulighed, for at bryde dem ud endnu. 2 hele år var nu gået i fangeskab, og Macaria mærkede hele tiden hvordan hendes styrke forsvandt. Stadigvæk havde hun ikke så meget som pippet omkring Sam på trods af tortur, ydmygelser og beskidte tricks! Eriz havde tilgengæld fået alt andet ud af hendes massakreret sind. Hvem hendes rigtige familie var, hendes opvækst, livet som menneske, de største frygte og bedste oplevelser. Intet havde undsluppet dronnings blik – kun alt omkring Sam. Der var intet mere nydelsesvækkende, end at se frustrationen i Eriz’s ansigt, når hun trampede ud af hytten efter endnu en sceance uden succes.

Da Aron trådte ind i hytten, hang vampyren i sine kæder med hagen hvilende ned mod brystet, som var det faktisk lykkes hende at sove. Igennem tiden havde hun fået noget andet tøj på, end den plettet skjorte, som Aron havde revet i stykker for så lang tid siden, den første gang at han… at han… Det var en grå underkjole. Simpel, beskidt og plettet til af vampyrens indtørret blod.
Tavst og ubevægelig hang hun i kæderne, og kunne mere minde om et lig end en rigtig person. De fedtet hårlokker faldt ned over hendes skjulte ansigt, men blev strøget til side, da Aron tog om hendes ansigt.
Hurtigheden var ikke skuffende for en vampyr. Lige så snart hun mærkede hans varme hænder mod sine kinder, åbnede hun med et sæt sine trætte, mørkeblå øjne. Voldsomt snappede hun ud efter ham, så han ville blive tvunget til at bakke tilbage fra hende, for at undgå hun fik fat på ham med sine spidse tænder. Ansigtet var fortrukket i en advarende hvæsen, som en arrig kat, der var trængt op i en krog af en hund.
Lænkerne spændtes og raslede, da hun havde kastet sig frem mod Aron i sit forsøg, på at bide hans næse af. På trods af de 2 år havde hendes kampgejst ikke vaklet. Eriz havde haft ret… ingen kunne matche Macarias stædighed og viljestyrke. Efter alt det hun havde været udsat for, samt den ringe chance for at nogle ville befrie hende, kæmpede hun stadigvæk imod den mørke dronning og hendes Højre Hånd med alt den energi hun havde.
Når Aron besudlede hende bed hun ud efter ham, hånede ham, skreg, vred sig og var på alle mulige måder til besvær. Med Eriz og hendes kræfter kæmpede Macaria stadigvæk imod de mentale kræfter, og kunne endda le hånligt direkte op i ansigtet på dronningen.

Kæderne omkring håndleddene blev igen slappe, da Macaria trådte et skridt tilbage. Smerte var ved at være en god ven, der mindede hende om, at hun ikke var død. De vagtsomme øjne flakkede over til kolben med blod. Huh… der var mere i den, end der plejede. Normalt fik hun kun så meget blod, som der skulle til for at holde hende i live og frisk til Aron. Aldrig mere… Aldrig nok til at hun fik sin fulde styrke. De havde ikke givet hende blod den sidste uge, hvilket tydeligt satte sit spor på hende både styrkemæssigt og udseendemæssigt.
Tavst blev hun stående, hvor hun var, og holdte opmærksomt øje med Aron. Klar til at bide ud efter ham igen, hvis han skulle komme tæt nok på. Hun havde ikke snakket i flere måneder. Kun skrig, svage støn og spydige latter var kommet over de sprukne læber. Ingen ord. Faktisk havde hun forsøgt at bide tungen af sig selv et par gange, men soldater havde altid nået at stoppe hende med stål fingre proppet i munden på hende. Hvad hun havde nået at gøre af skade, var healet med hendes vampyrisme.

[Aron Zipora]

Aron havde set den komme, og nåede at trække sig tilbage i tide til at undgå vampyrens rasende bid. Han havde for længst lært at forvente den slags fra hende, efter den første gang hvor hun havde overrasket ham, og endt med at brække næsen på ham. Det havde været en ydmygelse han ikke havde tænkt sig at gentage – men han havde da fundet en trøst i tanken på at han måtte have ydmyget hende mindst lige så meget, hver gang han havde fået trukket et modvilligt støn frem fra hendes læber under deres private seancer sammen.
”Stadig lige så fyrig. Godt. Det ville være en skam hvis du havde opgivet fuldstændig allerede.” fortalte han hende med et træk på smilebåndet. Årh, der var skam tidspunkter hvor han måske ville foretrække at hun var en smule mere… medgørlig, men i det store billede måtte han indrømme at han foretrak hun stadig gjorde modstand overfor ham og Eriz. Det ville ikke være nær så tilfredsstillende hvis hun bare hang der som en anden kludedukke og lod dem gøre hvad de ville med hende. Det gik ham allerede nok på, at hun tilsyneladende havde bestemt sig for ikke at tale længere. Det var begrænset hvor meget snak han selv kunne forsyne deres møder med, når hun ikke gav ham svar til modmæle. I det mindste havde det været en dialog, dengang hun havde forsøgt at vinde ham over på sin side igen. Eller når hun spydigt hånede ham, eller påstod at han ikke ville knække hende. Savnede han det? Måske en lille smule.

Opmærksomt bemærkede Aron hvordan Macarias blik flakkede til kolben, og han sendte hende et bekræftende smil. ”Så du bemærkede det? Ja, der er mere end det du plejer. Mere end nok til at kurere dine skader, rigtigt nok,” tilføjede han en smule vemodigt, mens han lod blikket glide over den udsultede krop foran ham. Mærkerne fra de skader hun havde modtaget under hans og Eriz’ afhør var stadig synlig på den blege hud. I det mindste havde Eriz ikke flere beklagelser på at Aron sådan set kurerede alle hendes skader, så længe det var i deres favør i det store billede. I hvert fald virkede dronningen tilfreds med hans intentioner om at finde ud af præcis hvor meget blod der skulle til, før… Han smilede et lille sadistisk smil for sig selv. ”dét, og mere til. Vi skal nok se det dyr din elskede Sam har lært dig at holde tilbage, Macaria. Måske vil det også gøre dine besøg hos mig mere underholdende for os begge to.” tilføjede han sigende. Han var bestemt ikke i tvivl om at alle de ting han havde gjort mod hende måtte have ramt hende hårdt, men det var ikke gået ham hus forbi at han stadig var den eneste af de to, som… well, havde fuldendt noget af det. Men blod havde trods alt gjort hende mere modtagelig for ham. Hvem vidste hvilken effekt mere blod ville have på hendes krop? Tanken fik hans blik til grådigt at glide ned over den grå underkjole der tjente som det eneste dække for hendes misbrugte krop. ”Men selvfølgelig… sikkerheden først, som altid.” indskød han, som var det en pludselig eftertanke, før han begav sig over til bordet med kolben. Ved siden af kolben lå mundkurven hun altid blev udstyret med før hun fik så meget som en enkelt dråbe blod. Ublidt fæstede han den på hende, men ikke uden at føre hånden gennem hendes hår før han slap hende igen. Det var fedtet mellem hans fingre, men det så ikke ud til at gøre ham noget. Han vidste præcist hvordan det føltes, når hun havde fået blod i sig. Hvordan alt ved hende føltes, når hun havde fået blod.

[Macaria Forsyth]

For første gang i flere år viste Macarias ansigt andet end had, smerte og foragt. For første gang skød øjenbrynene chokeret i vejret, munden åbnede sig i et gisp, og øjnene flakkede fra Aron til kolben. Monstre-masken krakelerede for den rigtige Macaria bagved. Intelligent, observerende, udtryksfuld. Alt det menneskelige, og alt det Sam havde sørget for, hun holdte fast i.
”Nej…” Ordet var kun en hvisken. Et svagt gisp, der langsomt sivede ud i rummet – stille som en brise. Hvis hun havde haft et levende hjerte, havde det begyndt at stige i rytme, indtil det var blevet en konstant hamren ledsaget af åndenød.
Normalt ville hun have sukket i lettelse over at få noget blod i sig, men hun vidste hvad Aron mente. Hvad han ville. Det var nok til at få kampgejsten op endnu engang.
Da Aron fastgjorde mundkurven på hende, vred hun sig, og rystede voldsomt på hovedet.
”Nej! Nej! NEJ! NEEJ!!” råbte hun højere og højere med en stemme, der flere gange knark over, fordi den ikke var blevet brugt ordentligt. Hvert ord skurrede i halsen og kom ud hæst, som en gammel kones sidste ord på dødslejet. For Macaria var det akkurat sådan hun havde det.
Selvfølgelig lykkes det hende ikke, at stoppe Aron – det gjorde det aldrig – men hun var nu også ligeglad med mundkurven. Desperat kiggede hun op af hver lænke fra sine håndled til væggen. Selvom hun mange gange havde forsøgt at rive sig løs, stoppede det hende ikke endnu engang fra, at stemme hele sin kropsvægt i. Tænderne kværnede mod hinanden og ansigtet fortrak sig i smerte og anstrengelser, da hun prøvede at flå lænkerne ud af væggen. De ikke så meget som gav sig. Hun blev dog stædigt ved. Også selvom de skinnende sølvlænker svitsede sig sydende ind i hendes hud omkring håndleddet.
”Nej, nej, nej, nej, nej!” Hun blev ved med at gentage det. Som kunne hun standse det, bare ved at nægte det nok gange. Hvis ikke hun havde været så panisk, havde hun nok hånet Aron og hans dronning, for endelig at været kommet op med ideen, om at bruge blod mod hende. Specielt Aron burde have kendt hende bedre. Men hun tænkte slet ikke. Kun på at undgå det, som Aron så fint havde sat frem for hende. Ud over… det her for alvorligt kunne blive hendes endelige.
Rasende gav hun et sidste ryk i lænkerne, da hun opgav at rive i dem. I stedet vendte hun sin opmærksomhed mod Aron og hans selvtilfredse, forbandet smil!
”DU vover ikke!” hvæsede hun advarende, og gav endnu et ryk i sine smertefulde lænker. ”Ikke dét! DET ER DET ENESTE JEG HAR! Aron jeg advare dig, hvis du gør det… Jeg ADVARE DIG! Please… please jeg beder dig. JEG RIVER TUNGEN UD AF DIG, DIN IDIOTISKE KUJON! Aron, du ved ikke, hvad… du ved ikke, hvad du gør. Please! Gør det ikke! Hvis du nogensinde har elsket mig… NEJ! Jeg vil slå dig ihjel, om det så bliver det sidste jeg gør! Om jeg så skal dø for det!! Jeg drikker alt dit blod, og nyder hver end giftig dråbe! Høre du?!!” Af ren panik skiftevis truede og tiggede hun ham. Faktisk anede hun ikke engang, hvad hun præcist sagde. Blikket flakkede igen vagtsomt mellem ham og kolben, og for første gang siden Zean havde været her, overvejede hun igen kraftigt, at fortælle det hele. Alt det hende og Sam havde arbejdet på… Alt det hun var… Aron ville destruere hende.
”Du dræber mig, Aron! Du dræber mig, hvis du gør det! Jeg vil ikke være mig selv længere! Det vil du ikke have, vil du? VED EUPHONIA, ARON! Tænk! Jeg bliver stærkere end nogensinde før! Hvordan skal I kunne styre mig? ARON! DU DRÆBER MIG!!” Hendes ord steg igen til skrig, men nu prøvede hun ikke længere, at komme frem – nu bakkede hun. Så langt tilbage mod væggen, som hun kunne komme for sine lænker. Så langt væk fra Aron. Hun var ligeglad med sår, skader, hunger og alt andet. Ikke hendes sind. Ikke hendes sind.

[Aron Zipora]

Det tilfredse smil om hans læber voksede sig blot en tand bredere, da det ikke bare var lykkedes ham at få hende til at tale igen, men også at få en så stærk reaktion frem fra hende! Ikke desto mindre trådte han alligevel et enkelt skridt tilbage for at skabe afstand til den vridende dronning foran ham. Om det var for at få bedre udsigt over synet, eller om det var for at sikre sig at hendes vridninger ikke ville gå ud over ham, måtte være op til den enkelte at vurdere.
Flygtigt måtte hans smil dog krakelere da hun, under sine vekselvise bønfaldelser og trusler appellerede til de følelser han engang havde næret for hende. Smilet sank ind til en grimasse der lå på grænsen til en snerren, og han begravede omgående hænderne i sine dybe lommer, så hun ikke skulle se hvordan han knyttede næverne i indædt raseri. Hvordan vovede hun?
”Hvis jeg nogensinde har elsket dig, hvad så?” spurgte han hende udfordrende, før han igen trådte tættere på. ”Skulle jeg vise nåde? Lade dig slippe? Måske endda slippe dig fri, alt sammen fordi jeg elskede dig engang?” Han var ikke engang sikker på om Macaria overhovedet hørte hvad han sagde. Det virkede ikke engang som om hun anede hvad hun selv sagde for øjeblikket, men han var ligeglad. Hvis hun troede dét ville være til hendes fordel nu, var hun endnu mere naiv end han nogensinde havde troet hun var! ”Jeg gjorde nok for dig. Du nyder ikke flere fordele på den bekostning længere.”

Han tvang sig selv til at genfinde roen. Hvis Eriz havde været der, ville hun havde været utilfreds over hans reaktion. Efter to år burde han ikke reagere som han gjorde. Men bitterheden stak tydeligvis dybere end som så. Han måtte hærde sig selv mere. Hærde sit hjerte såvel som sin sjæl.
”Selvfølgelig bliver du stærkere af blodet. Det er hvad jeg forventer. Men hvis du tror jeg har planer om at proppe hele kolben i munden på dig, så tager du fejl. Jeg er ingen idiot, Macaria. Desuden troede jeg du var meget åben for muligheden for bare at dø, at dømme efter de skrig du har givet fra dig i årenes løb.” indskød han henkastet. Han trådte endnu tættere på. Med kæderne som begrænsede hende, var der ikke længere rum for at Macaria kunne bakke længere væk fra ham, og han endte med at være tæt nok på hende til at han med lethed kunne række ud efter hende, hvis det var hvad han ønskede. ”Jeg skal finde ud af præcis hvor meget blod der skal til, for at få dig knækket, Macaria. Lige ned til det nøjagtige antal dråber, hvis det er hvad det kræver. Ikke nok til at du bliver stærk nok til at løsrive dig, men nok til at vi kan se dig miste kontrollen over dig selv… Og tage det sidste du har, fra dig.” Han burde føle sig mere tilfreds ved synet af hendes tydelige panik. I stedet var det en bitter knude som han mærkede i brystet på sig. Hvorfor? Hun havde selv frarøvet ham alt. Selv ethvert godt minde han havde sammen med hende havde hun fået knust ved at indrømme overfor ham at det hele havde været en løgn. ”I værste tilfælde har vi mere end nok sølv i lejren til at binde dig fra top til tå. Men jeg regner ikke med at det når dertil.” lod han hende vide, før han igen trådte væk fra hende, og begav sig over til bordet, og tog kolben op. Hvorfor give hende tid til at forberede sig? Så snart han igen vendte sig mod hende, trak han korkproppen af kolben, og lod hende opfange lugten af blodet deri.

[Macaria Forsyth]

Tårerne var begyndt at trille ned af kinderne på hende. Salte og kolde. De hang på hendes kæbelinje, før de endelig slap hende, og kolliderede hårdt mod gulvet, hvor de sprængtes. Flere desperate ryk i lænkerne, truede med at rive hendes arme af. Alting gjorde så ondt. Først da han kommenterede på hendes styrke, stoppede hun en smule, for at vende et vantro blik mod ham.
Et fnys undslap hende.
”Virkelig? Du tror det er så simpelt?” hvæsede hun hånligt. ”Du aner ingenting om vampyrer og blod! Ingenting! Og så vil du gamble med mig om det? Sikke en tiltro din dronning har til dig! Lad mig oplyse dig en smule: Jeg har altid kun drukket nok blod, til at beholde min styrke og egenskaber, men aldrig nok til at miste mig selv. Tænk tilbage, din idiot! Du vil være nødt til at gøre mig stærkere end nogensinde før, hvis du skal nå det punkt, som normale vampyrer ligger på! Ikke nok med du vil slippe et rovdyr løs, som du ikke kan kontrollere, så vil du også ødelægge alt jeg nogensinde har kæmpet for! ALT!”
Hårdt rev hun i sin arm, og denne gang kunne knoglerne ikke holde til det. Med et modbydeligt knæk efterfulgt af et skrig, vred hun sin skulder ud af led. En bølge af smerte skød igennem hele hendes overkrop, men det stoppede hende ikke fra at rive og hive med den arm. Også selvom smerten gjorde at hun var på grænsen til at besvime. Når man havde stået igennem års tortur, blev man vant til smerte.
”Du taler om – kærlighed – som om – du ved – hvad det er!” snerrede hun afbrudt af de støn hun gav fra sig i sine voldsomme ryk. Armen hang akavet bagud, når hvor den ikke havde en skulder, til at holde sig på plads. ”Du har glemt – hvad det er. Jeg har levet – længe nok med en dødsengel – til at vide hvordan de – føler! Akkurat som – du gør nu! Hvis du ikke havde – min søns sjæl i dig – ville du have vidst, at jeg – løj for dig! At jeg aldrig i mit liv – har udnyttet dig! Ellers ville jeg ikke – have lagt min søns liv i dine hænder!”
Hun var nødt til at standse de hårde ryk. Smerten gjorde at hun næsten ikke kunne stå på benene længere. Hvis Aron virkelig ville gøre alvor af hans trusler, ville hun have brug, for alt sin styrke. Gispende som var hun rent faktisk blevet forpustet, standsede hun op med hovedet hængende. Jag af smerte fik det hele til at svimle.
Næseborerne opfangede duften af blod, som sneg sig hen til hende. Så sødt. Så beroligende. Det var lige før, hun gav sig til at tude højt af frustration. Mon Nathan ville komme, hvis hun skreg højt nok på ham? Nej… det ville bryde hans cover. Men hvor havde hun dog lyst.
Langsomt hævede hun blikket mod Aron. De midnatsblå dybder var viget for den mørkerøde iris, som var vakt til live af blodet. Skinnende lyste øjnene op i skyggerne. Hun trak vejret dybt ind. Så sin væreste frygt i øjnene i form af kolben i Arons hånd. Euphonia være hende nådig…
”Inden jeg overhovedet kendte dig… kom jeg til dig med en lille dreng i armene. Jeg bad dig beskytte ham, efter jeg lige havde reddet ham ud af flammerne. Vi kendte ikke hinanden, men alligevel var det dig, jeg kom til, da jeg havde brug for én at stole på,” hvislede hun træt, og prøvede at ignorere smerterne fra sin arm, der stadigvæk hang i en bizar stilling i lænken. Endnu engang trak hun vejret dybt ind gennem munden, og indåndede duften af det henrivende blod. Hendes blik fandt endnu engang Arons. ”Et sted inderst inde… forbi dødsenglesjælen… ved du sandheden. Og jeg håber inderligt… så inderligt… at det er den side, der kommer frem den dag, hvor dit hjerte banker sit sidste slag. Bare så du på ét tidspunkt, kan indse hvor meget vi alle holdte af dig. Arona, Harris, Dylan… mig. Hvis du har bare den mindste tvivl i dit hjerte nu, Aron, så gør ikke det her. Jeg beder dig… Vi vil begge fortryde det resten af vores liv. Du ved ikke, hvad der sker.”

[Aron Zipora]

Stædigt ignorerede han hendes hån af ham, og hendes påstande om hvor lidt han vidste om vampyrer og blod. Måske fordi han i det store billede ikke havde lyst til at lade hende vide hvor ret hun måske havde. Men det var hvad den slags eksperimenter var til for! Selvfølgelig var der en risiko, det var der altid!
Hvad han derimod ikke kunne ignorere, var måden Macaria rev sin skulder ud af led med et knæk, som fik hans nakkehår til at rejse sig, før hun verbalt kappede hovedet af ham. Hun gav ham intet andet valg end at lytte – selv hvis han fysisk skulle prøve på at lukke munden på hende, ville mundkurven hindre ham i at lægge hånden direkte over hendes mund, så han kunne lige så godt spare på kræfterne. Men hendes ord ramte ham hårdt. Man kunne se det i måden hans kæbe lukkede sig hårdt i, og hvordan hans greb omkring kolben blev strammere.
”Eller så lyver du nu. Jeg vil foretrække at være på den sikre side.” hvislede han køligt. Alligevel blev han stående hvor han stod i flere lange sekunder og betragtede hende. Tøvede han?
Du er alkymist. Du ved om hun lyver eller ej. Den irriterende stemme igen, som nok en gang havde nægtet at lade sig tvinge i tavshed. Men det var sandt, hvad den sagde. Som alkymist burde han kunne bedømme om Macaria løj for ham, eller om hun talte sandt. Men han nægtede det. Det var jo ikke fordi han ikke kunne, han… han nægtede det.
Sandheden vil knække dig. Den vil slå dig ihjel.

Macaria hævede blikket igen, og han mødte den glødende iris i hendes øjne. Alene lugten af blod havde altså en effekt på hende… men det kom måske også af den meget sparsommelige mængde, Eriz havde tilladt Macaria at få i sig. Kun lige nok til at hun var i live. Alt var tilladt med hende, så længe hun forblev i live. Så hvis der virkelig var bare et gram af sandhed i hvad Macaria sagde… Det gav ham noget at tænke over.
Men hun havde ikke givet op endnu. Hun prøvede stadig at overbevise ham… Han tvang sig selv til at lukke hendes ord ude. At lade dem prelle af på ham som regndråber mod en glasrude. Han kunne ikke lade hende gøre ham svag nu!
”Drop det, Macaria. Du kendte mig ikke, men du vidste jeg var en alkymist. Jeg kunne hjælpe dig med hvad du behøvede, og oven i købet træne knægten op til at overtage, når du ikke længere behøvede mig! Og naiv som jeg var, lod jeg dig gøre det, men ikke mere! Den mand er død, og hvis der er bare et strejf af ham tilbage i mig, vil jeg kvæle den personligt, så jeg slipper af med den sidste smule svaghed! Hvorfor klager du overhovedet? Jeg troede du havde en smag for dødsengle?” De bitre ord fik et syrligt sarkastisk præg, som blev afspejlet i det smil han sendte hende, før han førte kolben frem. Flere soldaters blod, generøst doneret indenfor de sidste par timer – stort friskere kunne hun ikke have fået det, uden selv at have sat tænderne i dem. ”Apropos hvad du har en smag for… det er på tide du åbner op. Det er spisetid.” Med sin ene hånd ville han gribe ud efter hendes hage, så han både kunne holde hendes hoved i ro, såvel som at holde hendes ansigt hævet. Så snart han havde fået gjort dét, ville han hælde de første par dråber ned i svælget på hende, så snart han fik muligheden.

[Macaria Forsyth]

Øjnene spærrede sig op, da Aron gik frem mod hende. Panikken viste sig igen tydeligt og frisk i hendes blik.
”Nej!!” Hun rev sig væk fra ham, så hun var lige ved at knalde hovedet tilbage ind i væggen bag sig. "NATHANIEL!! NATHAN!!”
Hun kunne ikke lade være. Alt fornuft havde forladt hende, så hun ikke engang kunne give Aron et modsvar på hans påstande, eller huske at Nathaniel måtte forblive undercover. Hvis hun fik nok blod i sig… hvis det lykkes Aron at fylde nok på hende, ville alting alligevel være lige meget. Hun havde tabt.
På grund af mundkurven kunne hun ikke bide efter Aron, som hun normalt ville have gjort, og hendes hænder kunne ikke rive ham bort eller skubbe ham væk. Hun var magtesløs. Ansigtet vred hun væk fra hans hånd, men alligevel lykkes det ham, at få fat på hendes hage. Tårerne startede igen. Skrigende og hulkende tiggede hun ham om at lade være. Hun kaldte på alle der kunne kaldes på. Nathaniel, Zean, Marcellus, hendes barndomsven Caleb, Sam, Isabel… ja selv Saïxs navn skreg hun. Aldrig havde hun været så bange før. Selv ikke da Cal Veterano havde fat i hende, havde hun været så bange. Hun huskede på hvordan Saïx havde været, da hun slap ham løs på modstandsbevægelsen. Fuldkommen blind af blod. Han havde kastet sig over sine gamle venner, og dræbt dem brutalt blot for at kunne få lov til at smage deres blod, samt mærke deres hjerte i hans hænder. Nu var det hende…
Da blodet gled ned i hendes svælg, var hun lige ved at få det galt i halsen, da hun med det samme forsøgte at skrige eller spytte det ud. Gurglende kæmpede hun imod sine reflekser, for ikke at sluge det. Nådeløst løb det ned af hagen og halsen på hende. Det måtte tage Aron diverse forsøg, før at det faktisk lykkes hende, at få nogle hele mundfulde ned.
Desperat prøvede hun at spytte det ud, men det var allerede for sent. Mens hun gispende og harkende stod og spyttede, begyndte blodet allerede at have sin virkning på hende. Kroppen forandrede sig, huden blev healet og fik en varm glød. Håret fik sine røde, kraftige nuancer og sin tykkelse tilbage. Fregner dukkede frem som små blækdråber spildt ud over næsen og kinderne. Skulderen poppede på plads som det sidste med et vrid fra kroppen.
Macaria skar en grimasse, men var stoppet med at spytte. Varmen var kommet tilbage i kroppen. Allerede nu kunne hun mærke kræfterne komme tilbage til sig. Et par mundfulde var dog langt fra nok til at gøre nogen forskel på den måde som Aron ville have. Normalt, før hun blev fanget, plejede hun at få to bæger med blod om dagen.
Ilter hævede hun blikket op mod Aron. Ansigtet var fortrukket i en snerren. Det så drabeligt ud med det udspyttet blod sivende ned over hagen, hals og brystet.
”Din… idiotiske… lille… mand…” hvæsede hun hadefuldt, og knyttede sine hænder, så fingrene knagede. ”Jeg kan ikke vente med at flå hjertet ud på dig!”
Det var ikke lykkes Aron andet, end at heale hendes sår, samt gøre hende friskere.

[Aron Zipora]

Han havde håbet at det var blevet nemmere at høre hende skrige nu. På trods af den del af ham som til fulde nød hendes tydelige panik og frygt, var der stadig den del af ham… den del som han stædigt forsøgte at lade som om ikke eksisterede, som græmmedes over hvad han gjorde. Specielt da hun ikke bare skreg, men hun skreg efter hjælp fra… ja, alle hun nogensinde havde omgås med, bortset fra ham. Ville hun have skreget efter ham, hvis situationen havde været anderledes? Havde hun skrevet efter ham da Zean havde jaget hende i Sethos. Nej! Han kunne ikke tænke den slags tanker! Nok en gang tvang han det hele i sig, i det mindste mens han befandt sig i hytten med Macaria. Hvis han virkelig havde nok af sit gamle jeg til at udgøre en svaghed, var det et faktum han måtte håndtere senere, men han kunne ikke lade Macaria se det. Han kunne ikke lade nogen se det!

Endelig lykkedes det ham at tvinge blodet i hende. Dråbe for dråbe kunne han se effekten det havde på hendes krop. Hvordan huden så ud til at blive mere fyldig og varm, hvordan fregnerne poppede frem over hendes kinder og næse, hendes hår fik den sædvanlige glød. Under andre omstændigheder ville Aron have givet sig tiden til at nyde synet af hende igen. Men hele situationen gjorde det svært. Det her var ikke som når han havde givet hende blod i hans telt, hvor hun havde været bundet til hans seng og han frit havde kunnet gøre hvad han ville med hende. Her stod hun blodig foran ham, med en arm som lige var blevet brutalt rykket tilbage i skulderen af blodets egen magt, og hvæsede sine trusler af ham. Well… truslerne havde heller ikke været fraværende i hans telt, men stadig.
Han sænkede kolben for at tage hende i nærmere øjesyn. Indtil videre var det ikke noget, han ikke havde forventet. Den smule blod han havde fået i hende havde været nok til at helbrede hendes skader og, i mangel af bedre beskrivelse, fået hende til at se mere levende ud. Intet chok, taget i betragtning den mængde blod hun plejede at drikke til dagligt i Oberion. Det ville kræve meget mere at få hende knækket… Men hver mundfuld ville gøre hende stærkere. Han måtte skæve mod sølvkæderne som holdt hende fastspændt. Hvor meget kunne de mon holde til? Tanken fik ham til at skære en grimasse.
”Det har du lovet mig i to år, uden at mit hjerte har forladt min brystkasse endnu. Men det er du vel mere end klar over, ikke? Du kan vel høre hvert eneste hjerteslag når det pumper blodet rundt i mine årer? Dunk-dunk, dunk-dunk.” Blikket fandt hendes igen, men der var ikke et smil at spore over hans læber denne gang. Han burde være mere tilfreds end det her! Macaria havde stadig sit sind i behold, ja, men ellers gik alt jo stadig efter hans forventninger!
Han måtte finde en eller anden form for tilfredshed i alt det her. Blikket gled ned af hendes krop, og fulgte en enlig bloddråbe på vej ned af hendes kæbe og hals, før den fortsatte ned af hendes hud mod hendes bryst. Mærkeligt… Selv ikke dét kunne få det typiske forventningsfulde smil frem på hans læber. ”Normalt ville jeg have sagt noget om at du kunne gøre det hele nemmere for dig selv, ved bare at fortælle Eriz det hun gerne vil vide. Men det har vi gjort i månedsvis uden at det har fået din tunge på gled, lige meget hvad vi har gjort ved dig. Så måske skulle jeg bare gå direkte til det næste trin, og bare proppe noget mere blod i dig?” Tøvede han virkelig? Han fortrængte den bitter grimasse. Hvad var det der skete med ham?

[Macaria Forsyth]

Med en klar hjerne observerede Macaria alt ved Aron. Den mindste detalje, som kunne hjælpe hende. Lige fra hans grimasser til hans blik.
”Ja, jeg kan høre ethvert slag dit hjerte slår, og ved du hvad? Det ændre sig ikke! Selv ikke når du kigger på mig, kan jeg fornemme noget anderledes,” snerrede hun, så de spidse hjørnetænder kom til syne. Øjnene var igen blevet mørkeblå. Intenst hvilede de på ham, mens de kneb sig en smule sammen. ”Du nyder ikke det her, gør du? Der er ingen undskyldninger hos dig længere! Ved du hvorfor?! Fordi du ved, det her vil ødelægge mig! Fordi du ved, at på trods af hvad end du har bildt dig selv ind, så FUCKING FORTJENER JEG IKKE DET HER!”
Hun kunne ikke lade være med at hæve stemmen. Frygten fik hele kroppen til at snurre, og hun var opmærksom på enhver bevægelse Aron ville gøre, så hun igen kunne kæmpe imod – nu med fornyet styrke.
I det mindste var hans uvidenhed omkring vampyrer en svaghed hos ham. Hvis hun rent faktisk lod som om, at hun ville kunne slippe fri fra en sølvkæde, stoppede han måske? Han tøvede allerede.
Flygtigt fugtede hun sine læber, der igen var blevet bløde og glatte i stedet for sprukne og blodige. Hun kunne stadigvæk smage rester af blod på dem. Med et hårdt ryk hev hun i den ene lænker, der havde fat i hendes ene arm. Sølvet sved, men hun bed smerten i sig, blot for at give et ryk i den igen. Mere blod. Hun havde brug for meget, meget mere blod, for at kunne rive lænken fri fra væggen – men ville den mængde også have nået hendes sind? Hendes blik fangede Arons.
”Jeg elskede dig ikke,” sagde hun pludseligt. ”Men jeg udnyttede dig aldrig. Du var min bedsteven. Du burde vide, at jeg ikke udnytter folk. Hvem har jeg nogensinde udnyttet, mens du har kendt mig? Hvis du bare ville bruge din hjerne, for bare EN GANGS SKYLD!! Men du er så forbandet forblændet, at du ikke engang kan stole på dine egne evner, til at se om jeg lyver eller ej! SE PÅ MIG!!”
Hun lod den bølge frem. Tiltrækningskræften. Hun vidste Aron blev påvirket af den. Normalt var den en naturlig aura omkring hende, som hun ikke kunne kontrollere, men nu brugte hun den direkte mod sin gamle ven. Desværre var hun ikke på sit stærkeste endnu. Hvis hun bare kunne holde sig selv på kanten – mellem styrken og fornuften. Sørge for hun ikke vippede over.
Hun sank en klump. Det var et farligt spil.
”Du har ikke andre, end dig selv at bebrejde. Hvor mange gange har du ikke haft muligheden, for at sige noget til mig, eller gøre et move? Alle de gange her i Pandemonium da jeg var en Højre Hånd? I Vavilon? Før Zean? Alle de gange vi har været alene, og du har været for meget en kujon, til at turde fortælle mig, hvad du følte. Du kan ikke hade mig, fordi jeg ikke tog nogen initiativer!” konstanterede hun med en stemme, der var lige så skarp som et piskesmæld. ”Og du har afstraffet mig rigeligt for din bortvisning. Det er på tide, at stoppe nu! Aron…” Hendes stemme blev langsomt blødere og mildere. Da hun sagde hans navn, var det som et kærligt suk fra en mor. ”… Det er nok nu. Ikke mere blod nu. Bare slip mig løs, og lad os tage hjem…”

[Aron Zipora]

Nej, det kunne ikke være dét. Han kunne ikke lade Macaria komme under huden på ham, så ville det her først gå helt til hundene. Men det blev sværere og sværere at lukke hendes ord ude – specielt når hun hævede stemmen og tvang ham til at høre på hende. Men han svarede hende ikke. I stedet bed han tænderne hårdt sammen og forsøgte at dreje blikket andre steder hen. Men hvad var der at se på i hytten, udover vokslysene som oplyste rummet? Han kunne ikke engang lade som om han havde kontrollen i det her længere!

Da hun nævnte at hun ikke havde elsket ham, blev han alligevel nødt til at se på hende igen, og omgående lod han sit ansigt hærdes. Han havde lyst til at give hende svar på tiltale, men da han åbnede munden for at give hende ét, havde han intet at give. Han prøvede at granske sin hukommelse, men måtte til sidst erkende at hun ikke løj for ham. Så vidt han vidste havde hun aldrig udnyttet nogen – men det kunne han ikke sige højt. Hvis han først sagde dét højt, blev det et faktum, der ville forandre alt sammen. Det ville gøre alt han havde gjort mod hende…
Det vil tage livet af dig.
Pludselig var det som om usynlige snore trak i ham, og fik ham til at hæve blikket for at møde Macarias igen. Men der var noget anderledes i de dybblå øjne som stirrede ind i hans. De virkede så varme og… imødekommende. Det trak i ham, men ikke på samme måde som når han havde haft hende alene i sit telt, og han havde ladt sig rive med af sine egne lyster. Han havde lyst til at føre fingrene gennem hendes hår, trykke hende ind til sig, og smage hendes læber mod sine.
Han blev næsten gjort døv for hendes ord – men kun næsten. Hendes tiltrækningskraft havde måske lokket ham et enkelt skridt tættere på hende, men han var stadig opmærksom på alt hun fortalte ham, og det havde med ét fået ham til at stoppe op på stedet, og stirre på hende. Det gjorde ondt i brystet igen. Så vanvittig ondt. Det havde ikke smertet ham sådan siden første gang han havde talt med Macaria efter hendes tilfangetagelse.

Kolben blev placeret på jorden, før han med begge hænder greb om Macarias skuldre og pressede hende op af væggen bag hende så godt som han nu kunne. Med hendes styrke fornyet ville hun kunne kæmpe mere imod, men forhåbentligvis ville sølvet og den akavede stilling hun var hængt op i også være et hinder for hende. Hans læber havde trukket sig tilbage i en snerren, som kun understregede det pludselige raseri i hans ansigt.
”Ved du hvorfor jeg aldrig gjorde noget, Macaria?” hvæsede han hårdt. ”Fordi jeg så den slags mænd du blev draget mod! Marcellus, den gamle rådgiver du havde noget med før Marcellus, Zean… alle sammen mænd som var min rage modsætning. Hvor længe tror du ikke jeg har vidst at jeg aldrig ville være den du viste den samme slags opmærksomhed?” Ordene var bitre, men da han lukkede hænderne om stoffet i den tynde kjole hun dækkede sig til med, var der et smerteligt drag over måden han så på hende. ”Jeg vidste du aldrig ville elske mig, ikke uden at jeg lod som om jeg var nogen jeg ikke var! Jeg har brugt år på at vente på at jeg ikke selv skulle elske dig længere… Jeg ville gøre det næstbedste, og arbejde for at beskytte dig mod alt der truede dig! Hvis jeg ikke kunne stå ved din side, kunne jeg i det mindste sørge for at du var tryg og i live!” Nu var det ham der hævede stemmen. Han lød desperat. ”Du sendte mig væk, for at have forsøgt at beskytte dig! Tror du virkelig alt det her handler om at jeg er bitter over at du ikke elsker mig? Ville den Aron du kendte have været i stand til at gøre noget af det her mod dig, eller er det din egen søns sjæl i mig, som har gjort det? Jeg har et stykke dødsengel i mig – et stykke af din søn – som har gjort mig i stand til alt det her!” Langsomt slap han hende igen, og trådte et par skridt bagud, men han slap ikke hendes blik. ”Der er ikke noget hjem for mig i Vavilon at vende tilbage til. Det er der heller ikke for dig.” tilføjede han, før han igen samlede kolben op og svingede lidt med den, så indholdet skvulpede rundt derinde.

[Macaria Forsyth]

Et sammenbidt støn lød fra hende, da Aron pressede hende op mod væggen. Lænkerne strammes og hun måtte endnu engang lade sine stakkels arme, blive strakt helt ud. Det gjorde vanvittigt ondt i leddene. Langsomt åbnede hun sine øjne, for at møde hans rasende blik. Hans puls var røget i vejret igen. Blodet pumpede under huden på ham, men takket været de mange års øvelse, kunne hun fokusere sig væk fra det.
Med panden rynket i koncentration lyttede hun til hvad Aron havde at sige, men det var først, da han gav hendes søn skylden for hans adfærd, at hun ikke kunne holde sin mund lukket. Den her sang, havde de haft én gang før – og det var måske det, som gjorde mest ondt. Hun havde haft den her samtale før med den gamle Aron.
”DU SKAL IKKE GIVE DYLAN SKYLDEN!!” Hun råbte i munden på ham, uden at lytte til mere han havde at sige. ”Luk din beskidte mund lige nu! Hvor vover du?! Dylan, ville aldrig gøre det her mod mig! ALDRIG! Det er dig som gør det her ved mig! DU, Aron, du gør alt det her mod mig, som du påstod kun Zean eller min egen søn, ville kunne have maven til, men se dig nu! I det mindste beskytter Zean, Dylan, men du har FRARØVET MIG MULIGHEDEN FOR AT SE HAM VOKSE OP!!”
Tårerne begyndte igen, igen at fylde hendes øjne op, som samtaleemnet faldt på Dylan. Hendes eneste barn. Han ville være 3 år nu. Et eller andet sted sad han med Zean, Harris og Arona. Måske havde han lært at gå? Måske stavrede han rundt på sine små, buttet ben, og proppede alting spændende i munden. Måske kunne han huske hende? Huske hendes duft. Huske hendes stemme. Huske hende…
De første tårer ramte gulvet under hende, mens Aron igen tog kolben op. Sorgen knugede om hendes bryst, og truede med at tage livet af hende, hvis ikke hun allerede havde været død. Et par, snøftende hulk undslap hende, men hun stoppede dem ved at bide sine læber sammen. Dylan…. Hendes lille dreng med de stormfulde øjne.
”Du ved ikke, hvad kærlighed er…” gentog hun hviskende. ”Ellers ville du aldrig sige de ting. Jeg elsker min søn… lige meget hvad han end, ville gøre mod mig, når han blev ældre, så ville jeg ikke bytte det væk for noget andet i verden. Og nu… nu går jeg glip af det hele. Han vil glemme mig, Aron. Han vil glemme sin mor, der elsker ham højere end noget andet i verden, og som aldrig nogensinde vil stoppe med at tænke på ham.”
Med store, tårefyldte øjne hævede hun blikket op til Aron. Underlæben bævrede og skuldrene rystede i et par indædte hulk.
”Please… sæt kolben fra dig…”

[Aron Zipora]

Da Macaria begyndte sit forsvar af sin søn, var det lige før Aron havde sagt noget han ikke måtte. Ordene havde næsten været lige på hans tungespids, men han havde nået at bide dem i sig, og i stedet forme en frustreret grimasse. I det mindste lod det til at Macaria var for optaget med sine tårefyldte anklager til at bemærke noget som helst af hvad han havde sagt – eller hvad han havde været lige ved at sige.
Vidste hun at Zean slet ikke havde Dylan? At det var Eriz som personligt havde taget sig af at placere drengen hos en af sine loyale adelige? Næppe. Eriz var sikkert tilfreds nok med at lade hende leve i uvisheden om hvad der var blevet af hendes søn… men så havde Zean jo også været i lejren, uden at han anede hvad han havde fortalt videre til Macaria. Ikke desto mindre fandt han det tryggest at holde tand for tunge, hvis ikke han skulle lide konsekvenserne af en fejltagelse.
”Dødsengle føler ingenting, husker du vel? Mon ikke det har påvirket min forståelse af kærlighed bare en anelse.” svarede han hende hårdt. Han kunne måske ikke bebrejde Dylan direkte for hvad der var sket med ham, men det kunne ikke hindre ham fra at bruge det som en forklaring for hvorfor han gjorde, hvad han gjorde. Et fnys lød fra ham. ”Desuden undervurderer du kraftigt hvor svær du er at glemme.” Ordene var ikke meget mere end en sammenbidt mumlen, som han ikke gjorde nogen indikation på at han havde lyst til at uddybe yderligere. Hun ville forstå det. Om hun ville anerkende det var en helt anden sag.

Han betragtede hende tavst, der hun stod med bævende underlæbe, rystende skuldre og tårefyldte øjne. Det gjorde ondt i hjertet på ham at se hende sådan, og så man grundigt nok efter, var det til at se hvordan den hårde maske krakelerede. En rykning i læben, en forandring i hans åndedræt. Den ene hånd som åbnede og lukkede sig rastløst om halsen på kolben. Men han rokkede sig ikke fra sit ståsted i flere sekunder.
Han vidste hvad han burde gøre – dét som Eriz forventede at han skulle gøre. Knække hendes sind, og frarøve hende det eneste hun havde at holde fast ved, så Eriz endelig kunne få fat i alt det hun ville vide… Men kunne han? Han bed tænderne hårdt sammen, og trådte tættere på. Han var nået for langt til at stoppe nu. Han var nødt til at fortsætte. Han var nødt til at hærde sit hjerte, og distancere sig fra hvad han var i gang med at gøre mod sin gamle ven, kvinden han engang havde elsket. Men det var ikke uden et strejf af smerte i de mosegrønne øjne, at Aron igen forsøgte at gribe fat i hendes kæbe med den ene hånd, så han igen kunne give hende blod. ”Det er for sent nu.” hvislede han. Om det var til hende eller til sig selv måtte være op til bedømmelse.

[Macaria Forsyth]

De indelukket hulk blev voldsommere og voldsommere, indtil de brød helt frem, da Aron begyndte at gå frem mod hende igen.
”Aron, please. Aron…Aron! Aron!!” råbte hun bedende, indtil at hans hånd igen greb nådeløst omkring hendes hage. Endnu engang kæmpede hun imod med alle kræfter. Tårerne flød ubarmhjertigt ned af hendes kinder, så den salte smag blandede sig med blodets sødme, da Aron endelig fik presset mere blod i munden på hende. Hun fik spyttet noget direkte tilbage i hovedet på ham, men det hjalp selvfølgelig ikke. Kolben pressede sig hårdt ind mellem hendes sammenknebet læber. Først en slurk, så endnu en, og en til, og en til.
Hun prøvede febrilsk at tælle, hvor mange mundfulde hun fik ned i sig, men det var svært, når hun samtidigt prøvede at vride hovedet til siden. Som gift kunne hun mærke blodets effekt igennem hele sin krop, som var det en løbeild, der blev antændt. I sine tanker bad hun alle guderne om nåde. Lad dem skåne hende.
Endelig lykkes det! Hårdt rev hun sit hoved fri af Arons greb, uden at han havde mulighed for at holde hende fast længere. Hænderne åbnede og lukkede sig skiftevis. Det lignede hun lige havde smagt noget surt.
Kun tre gange i sit liv havde hun oplevet noget så vidunderligt, og samtidigt så fantastisk! Det var som enhver celle i kroppen levede op – nej… ikke bare levede op... blev stærkere! Hun havde det, akkurat som dengang, hun lige var blevet vampyr. Alle sanserne, der pludseligt åbnede sig blomstrende op, og viste verden på en helt ny måde! Magten, som kunne give hende lyst til at grine, samt følelsen af alle bekymringer, der forlod kroppen. Hun havde det så varmt!
Tungespidsen kom til syne, og fulgte langsomt læberne rundt, for at opfange de sidste dråber af blod. Hjertet bankede tungt men langsomt inde i hendes bryst. Kontrolleret tog hun en dyb indånding ind gennem næsen. Tårerne var brat stoppet. Det samme med gråden, bønnerne og skrigene. I stedet for lød en klukkende, ildevarslende latter fra hende, da hun langsomt hævede hovedet mod Aron. Øjnene var igen blevet blodrøde.
”Åhhh, Aron. Aron, Aron, Aron…” spandt hun, og lagde hovedet en smule på skrå. ”Du har iiiingen anelse om hvad du har gjort.” Læberne skiltes i et bredt, rovdyragtigt smil, så de blodige, spidse hjørnetænder kom til syne.
Og så rykkede hun til i lænkerne, men i modsætning til de andre desperate gange, vidste hun at denne gang… denne gang kunne hun gøre det! Vampyrer kunne aldrig nogensinde knække sølvkæder, men det som Macaria nu kunne, var at flå lænkerne ud af væggen.
I løbet af et blink med øjet, stod hun pludseligt foran Aron. Han ville akkurat lige nå at se hendes brede smil, inden at hun greb fat i kraven på ham, og pressede ham hele vejen gennem hytten til den ene væg. Hårdt bankede hun ham ind i den, og holdte ham fast. Med den ene hånd trak hun den forbandet mundkurv af sig, før hun smed den fra sig på gulvet.
”Shhhh…sh, shhh!” Blidt lagde hun en finger mod hans læber, som tegn på, at han ikke skulle begynde at råbe efter hjælp. Hun var farligt tæt på ham. Så tæt på at deres næser næsten rørte hinanden. ”Rooooooolig. Ingen grund til at gå i panik, eller kalde på hjælp, nu hvor vi skal til at have det sjovt. Du er vel ikke bange for mig, vel Aron? Jeg troede det var, det her, du ville have.”
Legende bed hun sig selv i underlæben, mens blikket gled ned og op af ham, indtil det igen fæstnede sig på hans ansigt. Stadigvæk havde hun ikke sluppet hans krave, men hun holdte også sin krop presset tæt op af hans. Smilet forlod hende ikke.

[Aron Zipora]

Han fik kvalme. Han følte sig fysisk syg af at sørge for at holde Macarias ansigt hævet, så han kunne trykke kolben mod hendes læber gennem mundkurven, og tvang hende til at drikke af dens indhold. En mundfuld blev spyttet tilbage i ansigtet på ham, men han kunne ikke lade det stoppe ham nu!
I sit indre blev han ubarmhjertigt hjemsøgt af alle de minder deres samtale havde bragt op i ham. Hver en samtale de havde haft sammen, hver gang han havde hørt hendes perlelatter eller mærket hendes arme lagt om sig i en varm omfavnelse. Alle de gange han havde hjulpet hende og børnene, eller beroliget Zean, eller på nogen anden måde levet op til de forpligtelser han havde besiddet som hendes kongelige hofalkymist. Og nu stod han med hvad der lige så godt kunne have været den reneste gift og tvang hende til at drikke mundfuld efter mundfuld af væsken.

Men lige med ét var det som om rollerne blev byttet. I en kraftig bevægelse havde hun løsrevet sig fra hans greb med nok kraft til at han faktisk blev puffet tilbage, og måtte stirre uroligt på hende. De øjne han så ind i… det var ikke en kvindes øjne. Det lignede mere et… et monster.
Og præcis som han tænkte tanken, kunne han høre hvordan sølvringene i væggene jamrede sig, før de gav efter og fløj ud fra deres fæste. Kæderne raslede ildevarslende da de faldt ned langs Macarias sider, stadig fæstede til hendes håndled. Knapt havde han nået at åbne munden for at tilkalde vagterne, før hun havde grebet ham ved kraven og presset ham op af væggen, og gjort ham tavs med en finger mod hans læber. Hans blik hvilede stift på hendes ansigt, som om han til enhver tid forventede at se hende åbne munden for at sætte tænderne i ham. Hans blod ville uden tvivl være hendes endeligt, men hun ville tage ham med sig i døden… og måske var det lige præcis dét hun ønskede? Men det var ikke den eneste måde hun kunne slå ham ihjel på… hendes trussel om at stå med hans hjerte i hænderne ringede ham i hu.
”Der står vagter lige udenfor hytten… tusindvis af soldater. Du når aldrig at slippe væk før de får fat i dig.” forsøgte han, mens han kæmpede for ikke at gøre sin angst alt for tydeligt. Men han vidste hun kunne mærke det – når selv han kunne fornemme den hastige puls og de paniske åndedræt, hvor tydelige måtte de så ikke være for hende i hendes nuværende tilstand?
Hun stod så tæt op af ham at Aron kunne tælle hendes øjenvipper. Han kunne mærke hendes duft, selv gennem den tydelige lugt af blod fra hendes læber. Samtidig som han var skræmt fra vid og sans, var der stadig en del af ham som var mærkeligt… pirret ved det. Blodets effekt på hende var virkelig storslået! Øjnene var måske som et rovdyr, men han havde aldrig set hende så… storslået. Han kunne ikke lade sig distrahere af det! Han var nødt til at forsøge at ignorere hvordan hendes tiltrækningskraft for alvor ramte ham, og forsøge at tænke klart. Men det var svært, når det føltes som om hans tanker svømmede mere og mere for hvert sekund han tilbragte så tæt op af hende. Han sank en klump, og tvang sig selv til at møde hendes blik. Det alene var nok til at hans nakkehår rejste sig. ”Macaria… ikke gør noget dumt.” sagde han dæmpet. Men kunne hun overhovedet tales til fornuft nu? Det her var hvad store mængder blod gjorde med hende… hun var sådan her, på grund af ham. Han håbede bare han ikke lige havde gravet sin egen grav. Han måtte give hende en grund til at holde ham i live. ”Tænk dig om… De slår dig ihjel så snart du viser dig derude… Du får ikke din familie at se igen på den måde.”