Quelling the beast

[Lace]

Adelaide Veterano - ÅBEN!

Seks måneder. Så længe var der gået siden den forpulede nat hvor Lace havde fået den forpulede ide at kidnappe en adelig datter og få det til at se ud som Eriz havde gjort det, så hun ikke selv skulle forsøge at myrde kvinden og kunne lade Hertug Storm tage sig af det. Seks måneder. Det havde alt sammen fejlet – Hertugen var draget forhastet afsted, uden tanke for at søge våbenstøtte fra hans konge, og der var ikke engang kommet én lille kamp ud af det! Fandens til snakke-liderlige adelige og deres lad-os-snakke-om-det attituder. Eriz kunne i det mindste have gjort hende den tjeneste at have dræbt hertugen, så han ikke ledte efter hende. Men neeeej. Selvfølgelig ikke. Hvornår havde hun nogensinde været heldig?

Lace trampede frem og tilbage i den fugtige, mossede hule hun havde været nødt til at trække sig tilbage til efter de andre varulve var blevet sindssyge. Der var vild opstand efter kongefamiliens forsvinden og efter hvad Lace havde hørt, var det gået værst ud over de andre adelige i Vavilon. Og her stod hun. Med en hertug datter som fange. Godt nok fra Portus, men hun tvivlede på de andres evne til at foretage den adskillelse. Lace stirrede ondt på den rødhårede pige. Hun var i gang med at lave aftensmad i lysningen udenfor. Nynnende. ”Du ved. Du kunne gøre mig den tjeneste bare at lade som om det er en lille smule skræmmende at være min fange,” Lace travede ud af hulen og lod sig dumpe ned på en træstub ved siden af bålhulningen. ”Klynke lidt. Græde indimellem.”

Lange, røde hårlokker spildte ned af ryggen på hertug datteren. ”Jeg holdt op med at være din fange det øjeblik din plan fejlede, cherie,” svarede Adelaide smilende, mens hun samlede en træskål op fra jorden og hældte en stor skålfuld grød over i den. ”Nu er du nødt til at holde mig i live, og uskadt, indtil du kan overgive mig til min far,” Hun rakte skålen frem mod Lace, der rynkede på næsen.
”Grød igen?”
”Grød igen.” Lace trak en grimasse og tog imod skålen. Hun havde forsøgt at tage hertug datteren med ud af skoven og hjem til hendes far for flere måneder siden – men hver gang hun forsøgte, begyndte pigebarnet at skrige så det rungede mellem alle træerne. Af frygt for at hun ville tiltrække hele skoven – og dens beboere måtte Lace så flygte dybere ind i skoven med hertug datteren i hælene. Hun ville ikke hjem – ikke endnu.
”Hvor længe har du tænkt dig at blive hængende?” mumlede Lace om en bitter mundfuld grød.
”Så længe jeg kan,” svarede hertug datteren med spillende øjne og et fortryllende smil dansende om fuldige læber – Lace kunne mærke et smil trække i hendes egne. Fandens. Adelaide havde det mest forbandede smittende smil Lace nogensinde havde mødt. Lace stak hårdere i hendes sjaskede skål med grød og tvang nogle mundfulde mere ned. Det havde været uger siden hun sidst havde fanget færten af ulvene, men hun kunne ikke vide sig sikker. Måske var hun bare paranoid, men tæven hun havde mødt ved hendes sidste sammenstød med ulvene, havde ikke brudt sig om hende. Og paranoia havde altid været godt for hende. Det var hvad, der havde holdt hende i live. Det og så en alkymist med alt for meget forpulet fritid.

[Adelaide Veterano]

Mens den irriterede halv-varulv stak i hendes grød, med mere aggression end nødvendigt - det var jo ikke fordi grøden kæmpede tilbage overhovedet - rejste Adelaide sig fra den træstamme de begge to sad på. Hendes nøgne fødder sank ned i mosset, som hun trippede let frem mod der hvor skoven tættede sig igen. Hun havde været i Vavilon mange gange før. Hun havde endda en stambar i Oberion. Men hun havde aldrig været i ulveskoven, selv hun var klogere end at vandre ud i dén alene. Der var så grønt her. Selvfølgelig var der også grønne skove i Portus, men der hjemme virkede selv skovene regelrette og ordentlige, den her skov var grøn og vild. Hårerne på hendes arme og nakke rejste sig da et køligt vindpust pludselig smøg sig om hende. Hun så op mod trækronerne hvor solens sidste stråler farvede himlen orange i skarp kontrast til det mørke blå der var de første tunger af natten, hviskende ind fra vest. Skoven duftede vådt, levende og, igen - grønt. Hun trængte til at strække vingerne snart, men Lace mente der var den værste ide hun havde fået, siden hun havde foreslået at de kunne tage ind på en af kroerne og få et glas ale. Dér havde hun set på hende som om hun var det mest stupide menneske på den her side af grænsen. Flyveturs ideen havde blot resulteret i en skarp rullen med øjnene. "Kan vi ikke lave noget?" spurgte Adelaide og slog ud med armene. "Det er en dejlig aften! Vi kunne gå ud og finde nogle bær?
Rullen med øjnene.
"Du kunne... lære mig at rulle de der tobak ruller du ryger?"
Et skarpt løftet øjenbryn. Skeptisk udtryk. Så mere stikken i den stakkels, forsvarsløse grød. Adelaide sukkede.
"Vi kunne gå ned til søen?" prøvede hun, én sidste gang. Da Lace hverken grimassede, fnøs, rullede med øjnene eller gav hende en absurd gestus der betød noget ikke pænt i Vavilon, lyste Adelaide op i et bredt smil. "Søen!"
"SSSSSH." Hvislede halv-varulven.
"Søen....!" Gentog Adelaide, meget lavere end før, inden hun småløb til træstammen og satte sig op på den, på hug ved siden af Lace. Adelaide var ikke sikker, men Lace kunne ikke være ret meget ældre end hende selv, men hendes arrede veninde - sådan var hun begyndt at tænke om hende - virkede til at have tjent sig en attitude værre end hertug Storms i hendes leve tid. Lace spiste demonstrativt hele sin grød op, selvom hun hadede den, og gik endda så vidt som at skrabe skålen med hendes fingre for de sidste rester, mens hun totalt ignorerede at Adelaide var ved at dø af spænding. Hun havde ikke fået lov til at tage med til søen før, Lace havde nævnt at hun ville gå ned til den et par gange, men hver gang Adelaide have spurgt om hun måtte komme med, havde hun tjent sig endnu en af de absurde gestuser Lace holdt så meget af.

Lace sukkede tungt, højlydt og demonstrativt, inden hun endelig satte den tomme grødskål fra sig og rejste sig fra træstammen. "Godt så. Du bære mit tøj." Den rødhårede pige nåede knapt nok at blink, inden hun havde fået smidt en grålig tunika i hovedet, efterfulgt af et par bukser og et bælte. Før hun nåede at trække tunikaen af sit hoved, stod Lace på fire poter. Hun var på størrelse med en pony i den her form, så selvom hun var ulv, var hun stadig næse til næse med hertug datteren. Hertug datteren der stod og smilede stort. Lace rullede med øjnene og gjorde en bevægelse med hovedet i den retning de skulle. Så vandrede de afsted mod søen.
I den her form var Laces sanser endnu skarpere end før, hun kunne høre mus pusle i underlaget, egern løbe langs træsiderne, kunne dufte et friskt dræbt dyr langt, langt borte - heldigvis - og selvom solen var forsvindende, kunne hun stadig se som var det højlys dag.
"- og det er virkelig forfærdeligt, syntes du ikke? Og det sagde jeg også til ham -" Adelaide gik og småsnakkede om et eller andet. Lace tunede hende ud.

[Lace]

Adelaides lette, nøgne fødder flyttede sig over skovbunden så yndefuldt som var det et dansegulv til en hofmiddag og småsludrede med den enorme ulv ved hendes side som om det var sådan. Hun var klædt som Lace havde været før hun havde transformeret. En tunika og stof bukser. Men hun bar det som var det en balkjole. Hagen løftet, skuldrene tilbage, let svaj i hendes runde hofter. En af hendes hænder gled ind Laces pels, mens de gik og fingrene flettede sig ind i hendes pels. Hun skyede ikke engang berøringen. Seks måneder. Røde øjne gled til Adelaides ansigt. Der var noget ved pigen. Noget hun udstrålede. Det gjorde hende... varm indeni. Rørte ved ting i hende hun ikke engang vidste hun havde. Lace Argent havde aldrig elsket og var elsket af ingen. Det var skræmmende og opløftede samtidigt. Måske var der stadig noget menneskeligt i hende. Dybt nede.
Søen dukkede op lige fremme efter de havde rundet nogle træer. Adelaide gispede og hendes greb i Laces pels strammedes i spændthed. Små lysende ildfluer dansede over den mørke, spejlblanke vandoverflade. Årkanerne var ved at samle de sidste rester af sommerens blomster og skjule dem fra nattens indsættende kulde. Det var idyllisk. Gemt dybt, dybt inde i ulveskoven, lå der noget så smukt. Hånden i hendes pels slap og så løb Adelaide frem, så snart hun nåede vandkanten, begyndte hun at hive tunikaen over hovedet. Hendes lange, krøllede hår faldt ned over hendes nøgne skuldre og tunikaen blev smidt til siden, bukserne hurtigt følgende. Så nøgen som den dag hun blev født, tråde hertug datter Adelaide Storm ud i vandet. Lace kunne se et gys gå igennem hende da hendes fødder sank ned i det kølige vand. Hun sad stadig selv i skovbrynet, hjertet pumpende hurtigt i hendes brystkasse. Hun kunne ikke rive blikket bort fra figuren i søen, der vadede længere og længere ud. Hvad har du rodet dig ud i, gadebarn. Stemmen var hendes egen, rungende kun fra hendes øre. Hvad vil du få ud af det her. Ingenting. Hun høre ikke til her. Men så naturlig som den rødhårede pige så ud, stående i søen som en anden nympfe, kunne Lace forestille sig at hun gjorde. Langsomt skiftede hun tilbage til sin menneske form. Euphonia forbande mig. Hun fandt sig selv ved vandkanten før hun vidste af det, følgende i fodsporerne på Adelaide.

[Adelaide Veterano]

Gåsehud sprang op langs Adelaides arme, vandrede op langs hendes nakke og spredte sig ud over hele hendes krop. Vandet var køligt, men sensomre nætterne var stadig lune nok til at hun ikke frøs helt forfærdeligt. Hun var ude til brystet nu. Den stille vandoverflade var kun brudt af hendes egen krop og hun strøg forsigtigt fingrene over den blanke, spejlende overflade. Det var så stille at den spejlede de begyndende stjerner på himlen. Så dykkede hun. Kulden omgav hende og slugte hende og hun var ét med den til hendes lunger var ved at sprænges. Så dukkede hun op til overfladen igen, dryppende og stor smilende vendte hun sig mod halv varulven der nu næsten var nået ud til hende. "Er det ikke fantastisk!" gispede hun.
Jo, det er. Lace betragtede pigen foran hende, mens hun nærmede sig. "Det er bare en sø, Adelaide." sagde hendes mund.
"Det er den bedste sø!" Påstod hertug datteren, kun med hendes skuldre og hoved over vandet. Hendes øjne spillede. Og så sjaskede hun vand mod Lace, der stadig ikke selv havde været under vandet endnu. Det kolde vand skyllede ind over hende
"Ved alle forbandede helvedsporte og horeunger--!" bandede ulvedæmonen. Mord var i hendes øjne.
"Undskyld! Du trængte til et bad!"
"Jeg skal give dig bad--" vrissede den mørk hårede kvinde mens hun nærmede sig med hastige skridt, og snart var hun fremme ved Adelaide, der ikke havde rykket sig ud af flækken og blot stod der med hendes spillende øjne og uskyldige smil. Der stod de så, overfor hinanden. Blik i blik. Lace åbnede munden, men inden hun kunne sige noget, havde hun favnen fuld af en hertug datter. Og hede, våde læber mod hendes. Med vidt åbne øjne, stiv i Adelaides varme arme, stod Lace som naglet til stedet. Så slap munden hendes og krammet forvandlede sig til et sådant kram man kunne give en god veninde. Hvis det ikke var fordi de begge var komplet nøgne.
"Tak, Lace - virkelig. Det her -- det er mit livs eventyr." Hviskede englen. Lace kunne mærke sig selv slappe af i omfavnelsen. Hun mærkede end ikke kulden længere.
"Jeg-- det--" Jeg kidnappede dig.
"Du behøver ikke altid sige noget. At du ved det." Adelaides hår kildede hendes skulder. Sommerfulge øjenvipper strejfede hendes hals. Lace sukkede og lagde armene om livet på det mærkelige pigebarn hun havde bragt ind i sit liv.