Ude er godt, hjemme er bedst

[Loup Garou]

Era Garou ~ Loup Garou  

---

Den lille landsby dybt inde i ulveskovens mørke summede af en ivrig hvisken. Den bredte sig mellem teltene og ude på pladsen, som for to ugers tid siden var blevet brugt som centrum af de to alfaulves ceremoni. Pladsen hvor varulve havde slået hinanden til blods for derefter at drikke sig selv halvt fordærvet i en busk sammen med sin modstander, hvor musik havde lydt lige så højlydt som latter og knurren og sågar støn - varulve var på ingen måde blufærdige.

Men nu var det en anden tone der var at spore blandt varulvene som hviskede mellem hinanden. Det var allerede en uges tid siden alfahannen havde givet lyd fra sig, før han var taget afsted til Pandemonium. For dem der havde taget sig ulejligheden med at spørge hvad han skulle, havde de fået den kortfattede forklaring at han opretholdte kontakten med de pandemonske varulve, og at han tilbragte lidt tid med dem for at styrke båndet mellem de to flokke - alle varulve måtte før eller senere falde sammen.
Ikke at der var mange der rent faktisk troede på forklaringen. Det var ikke mange som havde glemt Loups fortid med den pandemonske dronning, og det var dén historie som florerede i landsbyen.


En varulv som sad ved udkanten af landsbyen rettede pludselig hovedet op, og snuste ud i luften, men før han kunne nå at gøre fra eller til, var den enorme, sølvhvide varulv trådt frem mellem træerne. Den tynde pels omkring kæben var blodig, ligesom de stærke klør ved hans hænder og fødder. Ingen tvivl om at alfaen havde slået ihjel - ganske nyligt, at dømme efter det friske blod.
Varulven gav en klynkende jamren fra sig, da han igen skiftede form. Kløerne trak sig tilbage ind i fingrene og tæerne på ham, mens mund og snude trak sig tilbage i kraniet. Ryggen rettede sig ud, og et kort støn fulgte da hver en knogle i hans krop blev flået tilbage på plads, indtil kun den menneskelige form stod tilbage, uden en tråd på kroppen. De mørke øjne gled omkring landsbyen og alle varulvene som var stoppet op, som for at høre hans forklaring på hvor han havde været hele ugen. I stedet vendte han sig mod alfateltet.
"Giv mig mjød. Det stærkeste vi har tilbage." knurrede han af den nærmeste varulv, som hurtigt satte i spring efter hvad der var tilbage af øltønderne - ikke meget - og lod Loup træde ind i teltet, Era havde fået lov at have for sig selv under hans fravær.

[Era Garou]

Loups fravær havde givet Era en del tid til sig selv. Meget af tiden var gået med træning fra en af hendes ældre brødre. Hun havde meget at lære med sine manglende øjne, men det gik bedre dag for dag. Derudover skulle hun styre flokken, men det var nu ikke så svært. Blot holde dem alle glade og underholdt. Den slags var hun god til. Hun havde intet imod at være alene i teltet om natten. Stadigvæk var Loups nærvær fremmede og uvant, så et par ugers fred var ikke noget hun brokkede sig over.
Selvfølgelig var der også rygterne at lytte til. Åhh alt den hvisken. Engang havde hun selv sættet, og været én af dem, der råbte højst om deres alfa og hans pandemoniske tæve, men nu bed hun af alle dem, som vovede at snakke lidt for højt om det i hendes nærvær.
Hendes brødre var ved at gå til at raseri over det.
”Jeg fatter ikke, hvordan du bare kunne lade ham gå!” snerrede én af dem, mens at de sad ude foran deres families telt, og tilberede dagens bytte. Era kunne ikke hjælpe til. Alligevel sad hun i skrædderstilling sammen med dem, blot for at have selskab.
”Hey… jeg bestemmer ikke over ham. Han kan gøre, hvad fuck han vil,” svarede hun med et skuldertræk, mens hun pillede et græsstrå fra hinanden.
”Han skal sgu da ikke kneppe andre! I stedet for at drage bort kun et par dage efter jeres sammenføring, burde han gøre sin pligt ved at putte nogle unger i dig!” kommenterede en anden hidsigt, efterfulgt af en flående lyd, der fortalte Era at hendes brødre var ophidset. Hun drog et suk.
”Well sådan er det. Hvis han fortræk-”
”Nej hør nu!” afbrød hendes bror forurettet. ”Hvem fanden ville fortrækker en parfumeret cunt frem for dig?! Han er en varulv! Du er en varulv! Du er hans mage! Ingen skal behandle dig sådan her, og når han kommer-”
Nu var det hans tur til at blive afbrudt, da lyden af nøgne fodsåler mod jorden, fik Era til at spidse øre. Lyden stoppede lige bag hende. Et varmt åndedræt ramte hende på det ene øre.
”Alfaen er hjemme,” blev der mumlet. ”Han er i dårlig humør.”
Era sukkede tungt, inden at hun kom på benene. Hun kunne mærke sine brødres blikke på sig, men hun viftede dem af sig med en beroligende håndbevægelse.
”Okay, slap nu af guys! Ingen blodspild i dag, okay? Det kan være, han slet ikke var hos tæven,” forslog hun, men vidste godt chancen var meget lille – og lige så snart hun trådte ind i hende og Loups telt, forsvandt alt tvivl. Rester af sød men tung parfume hang stadigvæk på Loup. Parfume som dronningen havde båret, da Era kort havde mødt hende i Sethos.
Endnu engang måtte hun sukke. I hver hånd holdte hun et krus med stærkt mjød, som hun havde taget fra knægten ude foran teltet. I et øjeblik blev hun stående i teltåbningen, før hun trådte ind.
”Du burde virkelig, virkelig tage et bad, når du har været hos hende. Den parfume er ikke særlig diskret,” afslørede hun, og lyttede efter hvor han var på åndedrættet, så hun kunne række ham kruset med mjød. Hun var faktisk ved at være god til det med at bevæge sig rundt. ”Folk snakker allerede fucking ophidset. Du har ingen ide om, hvad fanden jeg har skulle lægge øre til, mens du har været væk.”
Hun var ikke sur eller vred. Kun… åhhh hvad skulle man kalde det? Små irritabel? Opgivende? Frustreret? Det var ikke fordi, hun følte noget for Loup, men hun kunne heller ikke lide, at blive prioriteret som nummer 2. Noget hun altid vidste, at hun ville være, når det kom til dronningen af Pandemonium. Så smuk og elegant. Fucking cunt.
Træt smed hun sig i en af de foret fletstole, hun havde fået ind fra sin egen hytte. Lammeskind gjorde dem bløde af sidde i. Hun drak af sit krus med mjød.
”Jeg vil dog ikke vide noget,” skyndte hun sig at tilføje. ”Jeg gider ikke høre nogle som helst saftige detaljer, eller hvor meget du har savnet hende, eller du savner hende, eller… whatever.”

[Loup Garou]

Allerede inden han vendte sig mod Era, måtte han skære ansigt til hendes kommentar. Selvfølgelig hang hendes duft stadig i ham, på samme måde som ens hud og hår ville lugte af blod flere uger efter en kamp, hvis man bare undlod at vaske sig. Hun havde ret. Han burde have vasket sig. Burde have kastet sig i den nærmeste sø, og rense sig selv for ethvert spor af hende, som kunne lure i huden på ham. Hvorfor fanden havde han ikke gjort det?
”Mjødet.” snerrede han sammenbidt, før han tog imod kruset hun rakte ham, og tømte den første solide mundfuld. Åh, han var ikke i tvivl om hvilke historier Era havde måttet høre på. Det havde været tydeligt helt fra da alle i landsbyen pludselig var blevet stille, efter at han var dukket op. Som om de havde været bange for at lade ham høre hvad der blev talt om.

Han vendte sig mod hende, og betragtede hende. Hans mage. Kvinden han havde valgt til fordel for Eriz… Årh, Era skulle bare vide hvor baglæns det hele var!
”Der er ikke en skid at fortælle.” mumlede han tørt, før han druknede ordene i endnu en mundfuld mjød. Alt for at skulle jage minderne fra Eriz’ lejr bort. Præcis som han havde forsøgt at jage dem bort gennem den sidste uge. Med blod og alkohol – men lige lidt havde det hjulpet. Stadig var der de isblå øjne som hjemsøgte ham om nætterne, når han troede han var alene. Og han kunne ikke engang med sikkerhed sige om det var Eriz’ gøren, eller hans eget hoved.
Det havde været en fejl at tage til Pandemonium. En stor, fucking fejl.

Et par bukser blev revet frem fra kisten ved fodenden af sengen, som han hurtigt fik trukket på sig. I det mindste lugtede de ikke af hende. Det skærmede ham da en smule mere i lugten af hjemme. ”Flokken bliver snart trætte af at sladre sig imellem omkring det. Jeg stinker af hende, men kun fordi jeg var i hendes lejr, ikke fordi jeg var i hendes seng.” Era havde sagt hun ikke ville høre det, men han sagde det alligevel. Om ikke andet, så som en måde at lade hende vide at han ikke havde skændet deres ægteskab allerede. Det var på ingen måde mens som en undskyldning for at komme hjem og lugte af en anden kvinde. Havde de ikke allerede fastslået at de ikke var monogame? Han ville ikke tænke på hvilke mænd i lejren som havde udnyttet hans fravær. ”Jo før jeg får den lugt af mig, jo bedre… det stinker som en fucking… jeg ved ikke hvad, men det stinker.”

Fyrfadet midt i teltet blev tændt op med en blussende flamme, som hurtigt begyndte at æde af træet det blev madet, så der snart blev varmet op i teltet – og måske også så Loup kunne fylde næseborene med lugten af røg og brændt træ. Han lod sig dumpe tungt ned i stolen ved siden af hendes, mens han tømte det sidste af indholdet i sit krus, som han lagde fra sig med et dunk mod jorden. ”Hvad er jeg gået glip af herhjemme?” spurgte han hende kortfattet. Så meget kunne ske blandt varulve i løbet af en uge, og hans mage burde være hans mest pålidelige kilde.

[Era Garou]

Selvom hun ikke kunne se, fortalte de andre sanser hende, hvad Loup gjorde, og hvilket humør han var i. Personen, der havde fortalt han var i dårlig humør, havde så sandligt ikke overdrevet. Manden var ikke bare gnaven, han lød direkte frustreret og vred. Hun kunne høre det i hans stemme, samt den måde han bældede alkohol ned på. Man skulle tro, at han havde tabt en kamp eller noget.
Træt lagde hun hovedet tilbage, så hun ville have stirret op i loftet, hvis hun havde kunne se. I stedet for trak det bare så dejligt i hendes nakke. Åhhhh, burde man spørge ind til det, eller lade det ligge? Tydeligvis var der noget, som gik hendes mage på, og hun behøvede ikke være et geni, for at vide det handlede om Eriz. Mon de havde skændes? Manden påstod jo, at han ikke havde været i hendes seng. Hvad mon den fissefornemme dronning havde syntes om, at skulle dele ham med en primitiv varulv?
Hun kunne ikke holde et selvtilfreds smil tilbage, bare ved tanken om, at hun måske var grunden til deres skænderi. Det kunne være så fucking frydefuldt!
”Right! Intet at fortælle. Got it! Du behøver ikke at sige mere. Hvis du siger, det er sådan det er, så er det,” svarede hun til sidst, inden at hun igen rettede hovedet ordentligt, for at kunne drikke af sin mjød. Den hev i næseborerne, men hun drak det hjerteligt. Selv hvis der var et lille liv inde i hende fra cermonien, gjorde alkoholen den stærkere! De svage blev sorteret fra!
”Hvis du vil lugte anderledes, kan vi altid tage et bad?” spurgte hun sigende med et prøvende smørret smil i et forsøg på at muntre ham lidt op. Varmen fik hendes muskler til at slappe lidt af. Behageligt efter alt den træning. Efter at have været sengeliggende i så lang tid, var hun kommet ude af form – hvert fald efter hendes standarder.
”Men well… Der er ikke sket en skid. Et par dødsengle er blevet set flyve over skoven, og Barbara er med hvalp. Tror Hiccup fra Flocar-flokken er faderen, men hvem ved med hende?” fortalte hun uinteresseret, da sladder ikke ligefrem var noget hun gad. Med sin ene hånd gned hun sin ømme nakke, mens hun trak sit ene ben op under sig. Hun bar sådan set ikke andet end et stykke stof viklet omkring underlivet og så en skjorte. Så længe vejret var lunt, kunne hun nøjes med det. ”Hvordan ser tingene ud udenfor skoven? Forhåbentligt havde du ikke kun tung parfume i hjernen, mens du var derude?” Hun skar en grimasse. ”Ikke fordi jeg er jaloux.”

[Loup Garou]

Han var faktisk ikke sikker på om Eras svar bidrog til hans frustrationer eller ej. Ville han have foretrukket at hun blev ved med at spørge ind til det? Nej, det kunne han ikke tro på. Fandme nej om han ville lade sin mage sidde og lytte til ham, mens han skulle kævle løs om hans møde med Eriz, som var han en grædende snothvalp.
Nej, han havde brug for mere at drikke. Nogen at slå til blods. Nogen at kneppe!

Næsten som havde Era læst hans tanker foreslog hun et bad, og hun fik da høstet et tørt grin fra ham.
”Hvis det er dét du fisker efter, behøver du ikke bruge et bad som undskyldning.” svarede han hende med et sigende klap i sit skød, så hun ville kunne høre det, hvis ikke hentydningen havde været tydelig nok. Om ikke andet så det da ud til at have løftet humøret en smule. Måske fordi det hele med Era var så meget nemmere at have med at gøre, end situationen med Eriz. Så snart følelser skulle involveres blev det hele alt for kompliceret til hvad han foretrak.
”Hiccup? Utroligt den fyr stadig kan få nogen til at sprede benene for ham… Men så er det jo Barbara.” medgav han med et ligegyldigt skuldertræk. Han var pisseligeglad med hvem der puttede hvalpe i hvem – så længe der ikke var nogen andre som gjorde det med Era. I det mindste så det ikke ud som om han havde nogen grund til at bekymre sig om det endnu.
”Varulvene i Pandemonium sender sine hilsner. Dem, der ikke selv kunne deltage til vores ceremoni har hørt om den fra sine artsfæller, og kræver at vi holder en ny fest snart.” Den utilfredse tone dukkede op igen, men det stammede måske mere fra Loups afsky for evindelige fester end noget andet. I det mindste var deres fester langt mere underholdende end Forsyths fester nogensinde havde været. ”Jeg så ingenting til dødsenglene, så indtil videre ser det ud som om de holder sig i Vavilon. Hvis de bevæger sig mellem Sethos og vores skov, kan det betyde vi må til at være på vagt.” Fingrene trommede utålmodigt på stolens armlæn. Hvordan fanden skulle de forsvare sig mod dødsenglene som kunne angribe fra oven, og som oven i købet havde bueskyttere blandt sig? Der måtte være en måde at få dem ned på jorden igen, hvis det kom til stykket. ”Ham din dødsengleven… hell, modstandsbevægelsen i det store, er der ingen som kan sige noget om hvad der sker i Sethos? Vi er fucking blinde her! …No offence.” tilføjede han med et usynligt træk på smilebåndet – ikke at Era ville kunne se det alligevel. Hans blik faldt på hende, der hun sad med en hånd der gned hendes nakke, og han lod dovent sin hånd slutte sig til hendes. Ikke som sådan i en gestus af ømhed, men mere fordi hun trods alt var hans mage. Og det bidrog da til at distrahere ham.

[Era Garou]

Loups svar til hendes sigende kommentar, fik hende til at smile smørret, men hun tog ikke hans tilbud op. Selvom de var mage var hun ikke typen, der slentrede lige efter en mands hale, for at opfylde hans behov. Loup måtte stadigvæk kæmpe. Noget sjovt skulle hun jo få ud af det her arrangement.
”Tsk… jeg gider ikke flere fester. Kan vi ikke fejre det med dem med et par massakre her i Vavilon? Nu hvor ingen bestemmer over os, kan vi gøre hvad fuck vi end vil,” fnøs hun, og hørte hvordan Loups humør igen dalede. Hvad end der var sket i Pandemonium, havde det virkeligt gjort ham pissed. En skam hendes nysgerrighed ikke var større.
Hun skar en grimasse af hans kommentar om blinde. Right. Det var da bedre, end den akavet stilhed, som ofte omgav hende. Ingen turde nævne det indlysende. Selv ikke hendes brødre havde kommenteret de manglende øjne, men alle tog så forbandet meget hensyn til hende, at hun var ved at brække sig. I det mindste var Loup ligeglad.
”Jeg har ikke haft kontakt til Zach, siden han efterlod mig hos Atheon-klanen,” fortalte hun, og gled ned af stolen, for i stedet at sætte sig til rette på gulvet mellem Loups ben, så han bedre kunne komme til hendes nakke. Hun tog gerne imod en omgang massage. Som alfa havde ingen mænd – pånær hendes brødre selvfølgelig – turde så meget som røre ved hende. Før i tiden havde hun været genstand for opmærksomhed, men nu gik alle i en stor bue rundt om hende. Selv de mænd, der havde været i hendes gamle slæng, vovede ikke at lægge en venskabelig hånd på hendes ryg eller skuldre længere. Det så ud til den del af planen i det mindste fungerede – Loup havde fået respekten tilbage.
Hun lagde hovedet til siden for ham, mens hun trak benene op under sig i skrædderstilling. Hænderne lagde hun til hvile i skødet.
”Jeg er urolig for ham. Forhåbentligt holder han lav profil, og blander sig i med dem. Modstandsbevægelsen har jeg spredt ud i landet. Det er for farligt for dem, at blive i Sethos, hvis de ikke er dødsengle. Nogle er i Oberion, andre i Havannos, andre spredt rundt til de små hertugdømmer, for at holde øje med det hele. Ved månen… vi er de eneste, som holder nogenlunde orden på landet,” sukkede hun opgivende, over at skulle have alt det ansvar for et fucking land. Alt hun havde ville, var at fjerne Forsyth. Se nu. Vavilon blødte. Anarki. Kaos. Et sted nød hun det vel…

[Loup Garou]

Åh, en massakre eller to… tanken var nok til at Loup måtte trække en smule mere på smilebåndet. Era var bestemt en kvinde efter hans eget hoved.
”Ikke nogen dum idé. Hvem burde vi starte med? Menneskerne? Nej, de er for nemme at dræbe… Måske nogle drows? De kan altid give én udfordringer.” fastslog han. Det var i hvert fald hvad han havde brug for for tiden – udfordring, en god kamp han faktisk måtte kæmpe for, for ikke at være den der blev slået ihjel selv. Dét burde da kunne gøre det af med nogen af hans frustrationer!

Som Era gled ned fra sin stol for at placere sig mellem hans ben, spredte Loup benene en anelse så hun fik bedre plads, og kunne læne sig helt ind mod ham. Hans hånd fandt nok en gang hendes nakke, mens den frie hånd blev brugt til at støtte hans eget hoved, med albuen hvilende på stolens armlæn. En lav fnysende lyd var hans svar på hendes bekymringer for dødsenglen, men han sagde ikke noget til det. Det var jo ikke fordi han var jaloux. Han forstod bare ikke bekymringen for en dødsengel. Og det var ikke engang fordi bekymringen ville gå den anden vej. Dødsengle pralede altid af hvor blottet for følelser de var.
”Jeg tror I har bedre kontrol over landet når I er spredt ud på den måde.” kommenterede han, selvom det ikke var hans felt. Modstandsbevægelsen og deres affærer var Eras territorium, et faktum han fuldt ud havde accepteret. Så længe han kunne bestemme i flokken, var han ligeglad med dem. Men det var tydeligt at det ikke bare var ham, som havde frustrationer liggende. Hans mage havde dem tydeligvis også. Han lænede sig en smule frem, og lod sin anden hånd slutte sig til den første, og bevægede dem over Eras skuldre. Under de stærke skuldre kunne han mærke hvor anspændt hun var. Selv en mand som ham, som ikke ligefrem var veltrænet i at massere, ville kunne mærke knuderne under huden på hende, som han med en fast hånd begyndte at bearbejde. ”Vi fjernede Forsyth, men uden nogen andre på tronen er det en krig i sig selv om hvem der kan komme til den først. Det var for meget at håbe på at Euphonia bare ville føre hendes egen udvalgte til Oberion.” tilføjede han, dog uden den spottende undertone han normalt havde, når han omtalte Euphonia og hendes såkaldte guddommelige kræfter. Troende var han måske ikke blevet, men måske mindre blasfemisk?
Han sad tæt nok på hende til at han kunne lade hendes duft fylde hans næsebor. Det var en duft han efterhånden var begyndt at vænne sig til, i tiden mellem ceremonien og hans rejse til Pandemonium. Det havde måske noget at gøre med at have hende liggende ved siden af sig i sengen om natten, og at være så opmærksom på hendes lyde og dufte, både når de havde givet sig hen til hinanden, og når de bare havde sovet. Hvad det end var, lagde det en dæmper på vreden, og fik ham til at slappe mere af. ”Er der også noget i vejen med lidt kaos? Euphonia må vide at vi har manglet det under Forsyths styre! Hvorfor skulle folk ellers gå så meget amok så snart de er væk? Jeg vil hellere deltage i det end at være den der stopper det.” erklærede han med nok et træk på smilebåndet. Åh ja, det her hjalp. At være omgivet af sine egne, i sin egen flok, i sit eget telt og med hans egen mage.

[Era Garou]

Et lille grin lød fra Era. Ah ja, en massakre. Det var mere deres smag.
”Vi kunne bare starte med områderne omkring skoven? Så ville vi også kunne sprede os. Måske indtage en herregård fra en hertuge, som vi kan bo i? Som rigtige adelige,” forslog hun med en lille latter, og ville ikke have noget imod, at bo sådan et sted. At have hængt ud i Forsyth’s palæ i Sethos, havde slet, slet ikke været nogen dårlig oplevelse. Sengene havde været SÅ bløde!
Små lyde og støn var begyndt at komme fra hende. Resultat fra hans massage, der fik hende til at give sig. Hagen gled ned mod brystet, så han kunne komme bedre til ved hendes nakke. Engang havde han nok ønsket, at kunne få lov til, at lægge sine fingre om halsen på hende, og klemme til. Mon han stadigvæk havde lyst til det? Hun tvivlede. Det virkede til de var blevet ret glade for hinanden siden cermonien. Hvem skulle han ellers finde varme hos om natten? Selv nød hun godt af deres politik om ingen tøj i sengen.
”Jeg har heller ikke noget imod kaos, men det var aldrig meningen at Vavilon skulle bløde!” snappede hun, og drejede hovedet en smule mod ham, selvom hun ikke kunne se ham. Hun kunne dog høre smilet i hans ord. ”Det er alvorligt! Du har ikke set dødsenglene, som jeg har! De kan ikke kontrollere sig selv, og de er ligeglade hvem det går ud over. Om du så er Euphonias barn eller ej! Jeg siger dig… det kan ende galt.”
Hun vendte sig igen om. Skuldrene hang opgivende. Samtaleemnet havde gjort hende ophidset igen, og hun havde lyst til at banke én eller anden. Måske burde de virkelig overveje kraftigt, at tage på rov udenfor ulveskoven! Både for at komme af med frustrationer de begge to havde, men også for at sætte ulvene til at lave noget. Hvad var bedre end at give tilbage til de adelsmænd, som havde misbrugt dem gennem årerne?
”Fuck it. Det er ikke mit problem,” mumlede hun, inden at hun brat rejste sig. På gulvet nedenfor sengen fandt hun et par af sine bukser – de var for små til at være Loups, og hun vidste hvor alle tingene lå, så hun kunne finde dem. Uden videre smed hun stoffet omkring sit underliv, for i stedet at trække i de stramme par læderbukser. ”Jeg gider ikke sidde her længere. Lad os samle nogle folk, og tage ud og indtage en herregård eller noget. Jeg er dødsulten. Et par tykke okser vil ikke gøre meget noget… eller noget menneskekød.”
Med en hård bevægelse strammede hun snorerne, så bukserne blev suget godt fast om hendes talje. Hun gad ikke snakke længere. Det gjorde hende bare i dårligt humør, og desuden havde Loup også brug for at blive muntret op.
”Vil du med? Du kan tage mig over Fyrst Fredericks spisebord, hvis du har lyst?”

[Loup Garou]

Loup deltog i Eras latter, men det var måske mere på grund af det absurde i det hele. Dem, bo på en herregård? Som rigtig adelige? Årh, han håbede hun lavede sjov. Han ville langt hellere bo i en skov, end i en eller anden prægtig herregård, med tjenestefolk til at adlyde deres mindste vink. ’Rigtig adelige’, op i røven med det.
”Hvorfor ikke? Vi kan tage hvad vi kan få fingrene i, og slå enhver modstand ihjel. Så er der også mindre til at få Vavilon til at bløde. Win-win.” fastslog han.

Hendes lille udbrud fik ham til at standse enhver massage af hendes nakke og skuldre, for i stedet at betragte hende tavst. Hun havde ret i at han ikke havde set dødsenglene sådan som hun havde det, men hvad fanden gjorde det af en forskel? Dødsengle var blevet slået ihjel under slaget i Sethos, så det var ikke fordi de var urørlige. Still… hvis de holdt sig i luften, måtte han modvilligt give hende ret i at de var farlige at have med at gøre.
Han nåede dog hverken at sige fra eller til, før hun havde rejst sig op og havde taget en beslutning – tilsyneladende lige så meget på hans vegne, som på sine egne. Blikket hvilede på hende da hun fjernede klædet fra underlivet, for i stedet at trække et par bukser på sig, og nok en gang fangede han sig selv i at smile en tand bredere. Der var ikke noget at sige til at Era stadig kunne drage ens blik mod sig.
”Fyrst Frederick? Ham med den mærkelige vorte lige under næsen?” Loup kunne skam godt huske ham, fra et af de få møder i Oberion han rent faktisk havde deltaget i, som varulvenes leder. Udsigten fik ham til at blotlægge de skarpe hjørnetænder i et smil, mens han rejste sig fra stolen igen. ”En god start. Du bliver sikkert det mest appetitvækkende den mand har haft på sit spisebord i årevis.” kommenterede han sigende og gav hende et hurtigt klap bagi. ”Måske skulle vi lade ham se på? Give ham noget godt at se på før vi skiller os af med ham.” Årh, han var lige ved at lade sig rive med af tankerne. Nej, handlingen måtte være bedre! Han greb den nærmeste skjorte og trak den over skuldrene, som sædvanligt uden at gøre meget ud af at lukke knapperne i. Med udsigterne de havde foran sig ville den alligevel blive flænset i løbet af natten.

Da de forlod teltet var tilstanden ude i landsbyen blevet en smule roligere – men kun en smule. At dømme efter alle blikkene som faldt på de to alfaer, var Loup ikke i tvivl om at flokken havde gjort sig flere antagelser om hvordan hans retur var blevet modtaget af hans mage. Som for at gøre ende på enhver antagelse lagde han en arm om Eras lænd, og formede et blodigt smil.
”Vi bliver sløve af at sidde her og drikke os fulde natten lang! Og der er en fyrstebolig lige udenfor skoven som ser meget fristende ud, synes I ikke?” Reaktionen var umiddelbar. En ivrig mumlen begyndte at brede sig i flokken, som langsomt voksede sig større i takt med at flere folk dukkede op fra deres telte. ”Hvem vil udvide vores territorium og give én af Forsyths adelige hvad han fortjener?” spurgte han flokken, og spørgsmålet blev mødt med ivrige tilråb og en trampen i jorden.

[Era Garou]

Smækket mod den ene balde resulterede i et bredt grin fra Era, der legende snappede ud efter sin mage, inden at de forlod teltet sammen. Hun glædede sig til at få noget andet at lave, end blot sidde her i landsbyen. Det kedede hende!
Med sin albue hvilende på Loups ene skulder, lyttede hun til hans ord, samt hvordan flokken tog imod dem. Trofast stod hun ved hans side, så alle kunne se, at hun var med ham i enhver handling og enhver tanke. Hun smilte skævt. De to ville blive lige så magtfulde og respekteret som Forsyth engang havde været! Hvem ville kunne vælte dem?
Et rovdyrsmil bredte sig fra øre til øre ved lyden af jublen fra deres flok. Denne eftermiddag ville fyldes med ulvehyl og skrigene fra deres ofre! Snart ville Vavilon igen huske på, hvorfor varulvene engang var så frygtet!
Frydefuldt slog hun ud i en latter, inden at hun slog armene om nakken på Loup, så hun kunne placere et kys mod hans kind.
”Lyt til vores flok. Lyt til hvor meget de hylder dig,” grinede hun ind mod hans hud, inden at hun jublende stak en arm i vejret, for at fejre deres nye frihed med resten af flokken.

Enhver der havde lyst fulgte dem. Mænd, kvinder, unge. Alle andre blev tilbage i lejren, for at gøre klar til aftensmad. Mange glædede sig til at høre de fortællinger, som ville følge med sådan en oplevelse.
Eras slæng var selvfølgelig med. En håndfuld havde forvandlet sig om til deres monstrøse ulveskikkelser, og slentrede med ved siden af dem i menneskeform. Stemningen var høj. Snakkende, leende og fyldt med spænding bevægede flokken af ulve sig gennem skoven, så de kunne nå udkanten hvor en stor herregård lå. Mange gange havde ejeren af stedet, den tykke Fyrst Frederick, skudt mod dem eller jaget dem væk fra området, blot fordi de var hvad de var, varulve. Nu skulle hævnen smage sødt i blodet på hans familie og tjenestefolk!
Era var sprunget op på Loups ryg med armene slynget omkring hans hals. Forventningsfuldt snakkede hun med ham om alle de ting, de skulle gøre, når de kom derhen. Hendes latter steg op til træernes kroner, og fik flere til at slutte sig til dem. Varulvene samles. Alle sammen bag deres to alfaer.
”Jeg syntes stadigvæk vi skal klæde ham i alle hans kone og døtres smykker!” fastslog hun, med hagen hvilende på Loups skulder. Omkring dem var hendes slæng og to af hendes brødre. De fulgte hende stadigvæk lige så loyalt og festligt, som de havde gjort før i tiden. Nu var Loup blot blevet lukket ind i gruppen.
”Vi kunne smide ham i poolen? Med alle de smykker ville han aldrig komme op igen,” forslog en af hendes venner forhåbningsfuldt, mens en anden lo højt.
”Åh nej! Fyrst Piggy vil bare flyde ovenpå vandet som en bobbel, så tyk som han er!”
”Må jeg få en af døtrene?”
”Slå dig løs. Bare sørg for til sidst at det har døden som udgang. Vi gider ikke have den slags folk omvender sig til én af os,” svarede Era sigende, inden at hun gav sig til at skiftevis bide og kysse Loups ene øre. ”Vi har selv et par planer, ikke sandt?”

[Loup Garou]

Det her var præcis hvad han havde brug for, for at få humøret op. Slænget som havde sluttet sig til dem på vej til fyrstens palæ var ikke en lille gruppe – det var en hel mindre hær, langt mere end hvad de egentlig behøvede for at tage sig af fyrsten, hele hans samlede familie, tjenestefolk og vagter. Det ville blive et blodbad! Et faktum som Era ikke lod til at lade ham glemme, med de planer hun hviskede i øret på ham fra hendes position på hans ryg.
”Hvorfor stoppe ved smykkerne?” spurgte han hende. ”Klæd ham i hans kone og døtres kjoler… Eller endnu bedre, bind ham sammen som det fede svin han er og prop et æble i munden på ham før vi lægger ham over et bål!” Forslaget blev modtaget af en buldrende latter fra flere af ulvene bag ham. Det føltes godt. Det føltes godt at have hele flokken bag sig, både bogstaveligt og billedlig talt. Borte var enhver spydig kommentar om at han ikke var værdig til at føre flokken, og ingen havde set ud til at have gjort sig tanker om at udfordre ham. Kunne alt sammen virkelig skyldes ægteskabet med Era?
Der var ikke noget ved at tænke på det nu. Situationen var som den var, der var ingen grund til at spekulere over hvordan eller hvorfor. Bare nyd det!

Eras kys og bid ved hans øre fik ham til at brumme svagt, og han drejede ansigtet til siden og mod hende, så deres næse næsten rørte hinanden. Panden mødte hendes i en næsten kælen gestus, og han lod læberne brede sig i et sigende smil. ”Åh, jeg har planer… i hvert eneste af fyrstens rum.” fortalte han hende sigende. Bag sig hørte han et par ulve pifte opfordrende, lige så tydeligt som han hørte én af Eras brødre give en misbilligende lyd fra sig. Men i det mindste sagde han intet. Hvad kunne han også gøre for at hindre sin alfa i at tage sin mage hvor end det passede ham? ”Tag hans kone og hans døtre så mange gange I vil, bare I slår dem ihjel før deres blod blander sig med vores. Vi har ikke brug for deres svage gener.” istemte han Eras beslutning. Endnu et punkt hvor de to alfaer var enige.
Åh ja, det her var helt klart hvad han havde brug for. Humøret var allerede langt bedre!

Fyrstens bolig var bedre bevogtet end han huskede den. Anarkiet som var opstået i landet måtte have gjort ham bekymret, at dømme efter antallet vagter. Han talte dem, og lod Era vide at der var tolv stykker; to som stod direkte ved porten, og ti som patruljerede grunden udenfor selve palæet.
”Og tre bueskyttere ved muren. Alle iklædt let rustning… Stål, ikke sølv. Enten undervurderer han os, eller så overvurderer han sig selv.” Han havde lyst til at grine. Men det var kun bevogtningen udenfor, det var for tidligt at sige hvad der var indenfor. Men det bekymrede ham ikke.
Deres følge var spændte, han kunne se det på dem. Specielt hos dem, som allerede havde skiftet til deres monstrøse varulveskikkelse. Hvordan de åbnede og lukkede hænderne som om de gjorde sig klar til at slå dem ind i den første den bedste soldat. Hvem kunne vel nægte dem det, efter det løfte han havde givet dem tilbage i deres landsby? ”Lad os banke på.” besluttede han, før han så mod den nærmeste varulv på sin højre side, og gjorde et sigende nik mod stålporten. Varulven gav en knurren fra sig, før den satte i løb mod sit mål.

Soldaterne ved porten måtte have følt sig lidt for trygge på deres poster, at dømme efter deres reaktionstid. Ingen af dem så ud til at have lagt mærke til det enorme monster som kom løbende direkte mod dem, før det var for sent. De nåede lige at hyle en advarsel ud til sine slagbrødre, før varulven kastede sin fulde vægt ind i begge soldater og knuste dem mod stålporten, som knagende gav efter for vægten og blev revet af sine hænsler, og skudt flere meter ind i gården.
”NU!” Loups ordre fik omgående varulvene i bevægelse, mens fyrstens vagter hurtigt fik travlt med at trække i sine våben. På murene var bueskytterne i gang med at sætte pile i sine armbrøster, men én af dem blev hurtigt sat ud af spil da den første varulv greb en af murbrokkerne fra den ødelagte port og kylede den efter dem, og sendte den første af bueskytterne direkte til jorden.

[Era Garou]

Selvom hun ikke kunne se noget, kunne Era mærke og sanse det hele. Hun kluklo af Loups løfte til hende, hvilket fik hende til at kysse ham inderligt på munden til de andres opfordrende piften – selvfølgelig med en legende, vedblivende nappen i hans underlæbe før hun slap ham helt.

Endelig kom de til fyrstens bolig lige da solen var ved at gå ned i horisonten, hvilket fik ulveskoven bag dem til at ligne den var i brand. Himlen var næsten blodrød og lagde alt i et gyldent, helvedes-agtigt skær. Ikke at Era kunne se noget. Hun nød bare den friske luft, samt duften af kamp, der snart ville bryde ud. Opmærksomt lyttede hun til hvad Loup fortalte hende. Intet sølv. Det her blev intet problem.
Hun gled ned af hans ryg, så hun selv kunne stå. Under sig mærkede hun jorden bevæge sig, når folk trampede rundt. Omkring sig kunne hun dufte sine fæller, samt høre deres åndedræt. Alt det hjalp hende til at visualiser sine omgivelser.
”Åh! Hahahaha! YEAH! Direkte ud af hængslerne! WOOOH!” udbrød hun jublende, da lyden af porten nåede hende. Ivrigt hoppede hun op og ned på stedet. Humøret var steget gevaldigt, hvilket hun også kunne mærke på Loup. Det glædede hende, at hun kunne løfte det op. Tag den Eriz! Kunne hun måske det?!
Omkring sig hørte hun folk løbe afsted til angreb. Nogle skiftede form til ulve, andre forsatte bare som mennesker. Det var lige meget – de havde så godt som vundet. Det her var bare leg. Lugten af blod begyndte at fylde luften, samt lyden af råb. Et par hyl blev slynget ud i iver, hvilket fik flere til at besvare det.
Era smilede over hele ansigtet, mens hun blot fornemmede det hele. Forestillede sig hvilket syn det måtte være! Hun drejede ansigtet mod Loup, inden at hun gjorde en inviterende håndbevægelse mod herregården.
”Skal vi? Jeg vil helst ikke gå glip af festlighederne,” bemærkede hun, men ventede ikke på svar, før hun slentrede afsted. Hun kunne sanse et par varulve omkring hende – sikkert nogle fra hendes slæng og hendes ene bror. De ville sørge for intet skete hende, hvis Loup nu skulle forlade hendes side, for at boltre sig.

Seks varulve kæmpede for at bryde døren ind til selve herregården ned. De prøvede at løbe ind i den med skuldrene først, og det virkede da også som om det gik fremad. Overalt på gårdspladsen var der kaos. Heste lå flået op med tomme øjne vendt mod himlen. Høns løb kaglende rundt. En tjenestepige flygtede skrigende tværs over pladsen med to varulve lige efter sig. En varulv dansede rundt med liget af en stalddreng, og nogle var i gang med at tage hvad end de havde fået fat på inde i stalden.
Era sansede det hele, mens hun slentrede roligt afsted tværs over det hele mod hovedindgangen. Hofterne vuggede dovent fra side til side. Hun gik som vidste hun præcist hvor alting var, takket været sin træning med de andre sanser. Selv da en flok heste red forbi hende, inden de blev fældet, stoppede hun kort op, indtil de var passeret, før hun forsatte.
”Hvad sker der?” spurgte hun kort Loup ved sin side, da de var ved at nå hovedindgangen. Det var dog hendes bror, som svarede hende bagfra.
”De er ved at slå døren ind. Tror nogle har barrikeret den.”
Hun fnøs. ”Right. Som om det vil fucking hjælpe. Spring ind gennem vinduerne i stedet, slagt folk derinde, og åben døren for os andre indefra. Done deal.”

[Loup Garou]

Loup havde for nu valgt at bevare sin menneskelige form, og havde roligt fulgt efter Era op mod palæet. Han følte sig som en eller anden krigsherre, med flere varulve på hver side af sig, sin mage ved sin side, og et sandt kaos foran sig. Well… kaos var måske så meget sagt. Det her var mere en legeplads for dem og deres flok. Allerede nu kunne han se at flere af fyrstens vagter var nedlagt, og et par tjenestefolk havde fulgt samme vej. Hvordan fyrstefamilien selv måtte have det indenfor deres såkaldte trygge murer, kunne han ikke vente med at finde ud af!

En ung tjenestepige forsøgte at løbe forbi dem, men Loup tog fat i hende med et solidt greb, før han med et blodigt smil sendte hende videre til en af de andre i deres slæng, som havde valgt at bevare sin menneskelige skikkelse. Han behøvede ikke sige med ord, at varulven kunne gøre som han havde lyst til, og han fik hurtigt smidt tjenestepigen over skulderen med sin ene arm, mens han med den anden allerede var i gang med at knappe bukserne op, mens han tog sit nye legetøj med sig over til den blodige stald. Loup ignorerede med lethed tjenestepigens rædselsslagne skrig – de ville snart dø ud, så snart varulven havde fået hvad han ville have.
Som Era førte sin samtale med sin bror, skævede Loup op mod palæets facade. Bygningen var høj, i hvert fald tre etager. Gennem vinduerne kunne han se tjenestefolkene løbe panisk rundt, men endnu ingen tegn til fyrsten eller hans egen familie. De havde vel barrikeret sig selv et sted derinde. Oh well… så ville jagten bare vare længere. Passede ham udmærket!
”Du hørte hende.” fortalte han den nærmeste ulv, denne gang én som havde valgt sin monstrøse form, og som hurtigt sprang gennem et af vinduerne. Det splintrede under ulvens vægt som… well, glas. Lyden af skrig lød fra den anden side af døren, men lige så hurtigt som de opstod døde de ud, inden det højlydte dunk der afslørede at tømmerblokken som blokerede døren var blevet fjernet lod dem flå dørene op.

Loup kunne ikke vente længere. Al volden, bloden og døden omkring ham fik hans hud til at krible, og ulven i ham til at blotte tænder. Han kunne ikke bare stå på sidelinien og dele ordrer ud, uden selv at deltage – havde han nogensinde kunnet forholde sig til sådan en rolle? Han trådte frem til Era og lagde en hånd mod hendes kind, for at vende hendes ansigt mod sig, så han kunne plante et kys mod hendes læber. Et smil formede sig gennem kysset, og varede ved selv da han slap hendes læber. ”Jeg slutter mig til jagten.” fortalte han hende. Om hun var i stand til at slutte sig til ham var han ikke selv sikker på, men han håbede på det. Hvad andet ville være passende end de to alfaer som sammen kæmpede sig vej igennem palæet for at finde frem til den fede fyrste? ”Ingen slår fyrsten ihjel – ikke endnu.” tilføjede han, lige så meget som for at love hende at han ikke slog fyrsten ihjel uden hende, som han formanede hende om ikke at gøre det uden ham. Med de ord slap han hende, og sprang ind gennem palæets opflåede døre. Knapt var han oppe af trapperne til første sal, før hans forvandling var sat i gang. Munden strakte sig ud til den markante snude og gabet fuld af de sylskarpe tænder, hans led blev længere og stærkere, og den tynde pels sprang frem fra huden på ham. Tøjet blev som forventet flænset og hang i laser omkring monsteret som dukkede frem i overetagen, og som hurtigt gav sig i kamp med de første vagter som løb ham i møde.
”Forsvar fyrsten! Dræb det monster!” hylede den ene vagt idet han trak sit sværd. Alt Loup behøvede var at svinge armen, for at sende vagten direkte ind i væggen med så meget kraft at den krakelerede under trykket. Vagten blev liggende på jorden og hev efter vejret, mens Loup gik videre til den næste. Lugten af blod fyldte hans næsebor, og sendte en fråde til munden på ham. Ja! Det her var hvad han var født til! Det her var hans sande væsen, hans sande tilværelse! Et skrækindgydende monster som hjemsøgte folks mareridt! Triumferende hylede han ud gennem palæet, et signal som lod til at opmuntre flokken som ikke bare besvarede hans kald, men kæmpede hårdere, mere brutalt og nådesløst. Ingen andre end varulvene ville overleve denne nat.

[Era Garou]

Hele kroppen kriblede. Hele vejen ud til fingrene som sitrede efter at begrave sig i maven på et offer. Åndedrættet var tungt så hele brystkassen hævede og sænkede sig. Først da Loup lagde en hånd mod hendes kind, drejede hun hovedet mod ham, og lod sig blive distraheret af alt det kaos, som forgik omkring hende. Inderligt gengældte hun hans kys.
”Jeg er lige bag dig,” svarede hun mumlende mod hans læber, inden at de skiltes. Hun lod Loup føre an. Trods alt var han alfahannen, og flokken skulle se ham føre dem alle. Ikke at hun holdte sig mange skridt bag ham.
Spændingen tog til hos hende. Det ville være første gang siden Sethos, at hun forvandlede sig til sin ulveskikkelse. Første gang hun ville bære sin sande form men uden øjne. En del nervøsitet befandt sig i maven, mens at hun trak vejret beroligende, som skulle hun til at dykke ned til bunden af en sø.
”Kom så…” hviskede hun til sig selv, inden at hun slap energien løs i sig. Et støn brød hendes læber da forvandlingen gik i gang. For hvert trin hun tog op af trappen efter Loup smed hun sin menneskeham. Knoglerne knækkede, huden sprak, musklerne voksede, leddene vred sig. Smertefuldt åbnede hun tavst munden, da ansigtet strakte sig ind til et ulvehoved, der vendte sig op mod himlen. Hun faldt ned på alle fire. Ryggen krummede sig. Tøjet revnede og faldt fra hende, indtil at hun fik kravlet op til sidste trin på trappen, og endelig stod i sin fulde ulveskikkelse.
Med en hovedrysten fik hun forbindingen af hovedet. Øjnene manglede stadigvæk, men det var hvad hun havde forventet. Dog var alle hendes sanser forstærket til det dobbelte. Faktisk var det som om hun så alting i sin ulveform! Alting blandede sig sammen til et mentalt billede af hvordan omgivelserne var, og gjorde at hun med stor sikkerhed, vidste hvad der forgik omkring hende.
Hvis hun kunne havde hun grinet højt med armene strakt ud. I stedet smed hun hovedet tilbage for at stemme i med Loups hylen, der steg til det rungede i hele herregården.
I stærk kontrast til Loup var hun kulsort. Pelsen var glat og skinnende, mens den fulgte hendes former rundt. Hun havde en slank, adræt krop, der var hurtig, når hun først satte farten op.
Hendes kløer skrabede mod gulvet, da hun fulgte sin mage. Snart kastede hun sig også ind i kampen ved hans side. De stærke snappede sammen omkring en vagts strube, og ruskede ham voldsomt, så blod sprøjtede ud over det hele, indtil hun slap ham. Det var dog ikke nok. En af de største love mod varulvene, havde været, at de kun måtte spise dyrekød. Era og hendes slæng havde dog forbrudt sig på dette et par gange, og nu hvor der ikke var nogen royale længere…
Uden tøven flåede Era rustningen på vagten op med sine skarpe kløer, inden at hun med en snerren begravede tænderne i maven på ham. Smagen af mand var så meget bedre end dyrekød. Råt, rødt kød! Blodet pulserede stadigvæk, og hun kunne høre ham gurgle, hvilket betød han stadigvæk var i live – endnu.
Hendes fingerlignende poter gravede i hans mave, for at hun kunne komme til det bedste indhold, mens snuden rodede rundt mellem lever, nyre og mavesæk.
Hurtigt fik hun dog spist, hvad der var værd at spise, og forlod sit offer for at finde flere. Blod glinsede langt op over hendes snude og ansigt. Poterne aflagde blodige aftryk på gulvet, mens at hun lurede afsted med ansigtet fortrukket i en faretruende snerren.
Hun kom op på siden af sin mage igen, som hun fulgte tæt videre gennem palæet.

[Loup Garou]

Kort var Loup stoppet op, for at betragte det brutale syn af hans mage der grådigt fortærede den hjælpeløse vagt, som panisk havde forsøgt at skubbe varulvens stærke kæber væk. Det var dog hurtigt blevet tydeligt at han ingen chance havde overfor hverken hendes bid eller hendes klør, som gravede ind i hans kød som var det løs jord.
Loups mørke øjne betragtede synet: det var flere år siden han selv sidst havde smagt den søde smag af menneskekød. Han havde haft sine mistanker om at Era og hendes slæng havde brudt forbuddet mens Forsyth stadig havde været ved magten, men det var aldrig noget han havde konfronteret dem med – det så ikke ud til at være nødvendigt længere. Men det var langt fra fordi han havde nogen planer om at standse hende i hendes gøren!

Da hun sluttede sig til ham igen, kunne han stadig lugte lugten af blod og kød fra hendes mund. Det vækkede noget i ham. En sult, som ikke kunne stilles af det simple dyrekød de havde været begrænset til at jage i årevis. Klart, de havde slået mennesker ihjel, men aldrig spist dem – i hvert fald ikke åbent.
Det var på tide med forandringer.

De to alfaer i sort og hvid stormede gennem palæet side om side, og nedlagde den ene soldat efter den anden. Det var som en leg! Lige meget hvor panisk vagterne forsøgte at stoppe dem, var alt imod dem. De havde ikke plads i de trange korridorer til at gøre modstand mod de to alfaer, eller nogen af de andre varulve, som blot behøvede lægge sin fulde kropsvægt mod dem for at knuse dem mod en væg. Der gik kun få minutter før også Loup havde nydt den forbudte smag af menneskekød igen, og plettet den hvide pels med blod. Det var en massakre som efterlod gangene blodige, og rester af vagterne som kun rovfuglene som ville søge herind om nogle dage ville tage sig af. De eneste der var tilbage var…
Loup og Era var nået til et sæt dobbeltdøre i massiv eg og med intrikate udskæringer gravet ind i træet. Bevogtningen havde været tættest her, men selvfølgelig ikke mere end hvad de havde kunnet klare. Én vagt var lykkedes i at snitte Loups arm med sit sværd, men straffen for angrebet var hurtigt blevet udleveret. Hans havde været det friskeste blod til at plette hans mund.
Han lagde en hånd prøvende mod døren og skubbede til, men den rokkede sig ikke. Det fik kun varulven til at blotlægge tænderne i hvad der ville have formet et smil, havde han været i sin menneskelige form. Han stødte hårdt i med hele kroppen mod døren, til træværket begyndte at knage i anstrengelse. Opmuntrende brummede han af sin mage for at få hendes hjælp, og det krævede kun to yderligere skub, før døren gav efter, og lod dem høre de søde rædselsslagne skrig fra den anden side af døren. Fyrsteparret og døtrene havde barrikeret sig inde i deres pejsestue, hvor de nu sad krummet sammen i en ring, som om de skulle beskytte dem mod monstrene som invaderede deres hjem. Med en knurren trådte Loup ind i rummet, og lod langsomt den dybe knurren glide over i en sammenbidt klynken, da knoglerne knækkede og rykkede sig under huden på ham. Et sidste halvkvalt støn da hans ryg snappede tilbage på plads fuldendte forvandlingen tilbage til hans menneskelige form, lige så nøgen som naturen havde skabt ham. Hvorfor fanden skulle han også dække sig til nu?
”Jeg beder jer!” hulkede den fede fyrste. ”Jeg beder jer, spar os! Vi giver jer alt I vil have, guld, vin, hest-”
”Hold din kæft.” afbrød Loup ham med en kølig ro, og sendte et velplaceret spark ind i fyrstens vom, så han næsten måtte lægge sig ned på gulvet for at få vejret igen. Fyrstinden og de tre døtre trykkede sig ind til hinanden, mens de gjorde deres yderste for ikke at se direkte på den nøgne alfahan i rummet. Loup var dog ligeglad. I stedet rettede han blikket mod sin mage, og den samling varulve som var begyndt at dukke op i døråbningen. Næsten alle som én plettet af plamager af vagternes blod. ”Her har vi den høje fyrste som har skudt med krudt og kuglerne efter os, når han synes vi kom for tæt på… Med snuden i gulvet. Og…” Han snuste lidt i luften, inden et bredt grin gled over hans læber. ”Det er fandme løgn, kan fyrsten ikke holde bukserne tørre?” spurgte han. Åh, hvilken sød ironi! Fyrsten skælvede, men sagde intet til modmæle. Loup greb fat i den nærmeste datter – den ældste, som efter hans vurdering ikke kunne være meget ældre end højst tyve somre. ”Hvad synes du, Era? Hvem af os beskidte køtere burde få den første belønning?” spurgte han sin mage med blodigt smil på læberne. Fyrstedatteren hulkede hjælpeløst i hans greb.