Post by Isabel Veterano on Jun 17, 2016 7:14:35 GMT
Uden protester lod Isabel Saïx løfte hende. Det gjorde pokkers ondt, og hun måtte bide sig hårdt i underlæben, for ikke at begynde at bande og skælde ud. Hun var begyndt at føle sig rigtig rigtig kold. Hovedet dunkede, som var en trold i gang med at ødelægge hendes kranie indefra med sine bare næver. Alting svømmede en smule for hendes blik.
Armen føltes tung da hun lagde den om nakken på Saïx, og lod sit hoved hvile ind mod hans skulder. Sidste gang han havde båret hende sådan her, havde hun skældt ham huden fuld, og sagt at han aldrig, skulle gøre sådan igen. Tanken fik hende til at smile bittert til sig selv. Tiderne skiftede.
Træt lukkede hun de ravrøde øjne. De andres stemme forsvandt ind til en utydelig mumlen, der lød langt, langt væk. Hvor meget blod kunne hun mon tåle at miste? Langt mere end et menneske tydeligvis. Det havde måske været dumt, at have forladt Morias barrier, men hvis ikke hun havde gjort det, havde Raine dræbt Saïx og Caleb. Og hvis de ikke havde dræbt ham…
Shhhh… ikke flere af den slags tanker. Hun havde brug for ro. Et sted langt væk hørte hun børnelatter. Deres far jagtede hende og Caleb rundt i marken. Beskyt din bror… lige meget hvad, Izzy…. Hun støttede Marcellus ned af den mørke gang. Macaria smilede bredt til hende, og alt hun ønskede, var at gemme smilet i en krukke til triste dage. Saïx lukkede øjnene foran hende, men hun tøvede alligevel, før at hun lænede sig frem og kyssede ham. Vi skænkede vores liv til verden. For at beskytte den lige meget hvad…. Caleb skreg, mens dæmonen leende skar hans øje ud. Mor, elsker dig. Sov godt min skatl.
Hun kom langsomt til bevidstheden igen, da hun blev lagt i teltet. Det var smerten i maven, der fik hende tilbage. Utilfreds rynkede hun panden, mens Saïx rykkede rundt på hende. Koncentreret prøvede hun at fokusere på hans ansigt, da han snakkede til hende. Hvorfor var det Calebs stemme, der kom ud af hans mund?
Hun nikkede svagt.
”Jeg ved det… Beskyt din bror lige meget hvad…” mumlede hun svævende.
Caleb stod og kiggede et stykke tid på den døde dæmon. Hvad mon hans og Isabels forhold havde været? Tydeligvis havde det betydet noget for hans søster. Aldrig havde det faldet ham ind, at Isabel havde stiftet bekendtskaber i Pandemonium. Det virkede bare… forkert.
Med et tungt suk strøg han fingrene igennem sit hår. Først nu opdagede han, at han stadigvæk stod i bar overkrop. Små snitmærker fra hvor daggerten havde snittet ham, blødte svagt forskellige steder på ham. Fedt. De ville komme til at svig senere.
”Og var det så straffen for, at håbe på et normalt liv?” mumlede han til sig selv, inden at han bøjede sig ned, og trak liget af dæmonen op over sin ene skulder. Ved Inei… han skulle virkelig til at træne sig selv op igen.
Med et støn hankede han mere op i kroppen, før at han gik afsted. Månen var dukket frem på himlen. Ud af øjenkrogen betragtede han dens runde ansigt skinne ned på ham, og overvejede om Inei så ned på ham lige nu. Han havde gjort, hvad hun havde ønsket: Renset landet for endnu et mørkvæsen. Mon hun ville tilgive ham for, at lade Isabel, Lili og Saïx blive her? Tilgive ham for at have opsøgt dem?
Han smed liget fra sig jorden et stykke væk fra lejren. Røgen fra bålet ville kunne blive set på lang afstand, men han håbede ikke dæmonen, havde haft andre venner end Isabel.
Fordybet i sine egne tanker begyndte han, at samle brænde til ligbålet.
Armen føltes tung da hun lagde den om nakken på Saïx, og lod sit hoved hvile ind mod hans skulder. Sidste gang han havde båret hende sådan her, havde hun skældt ham huden fuld, og sagt at han aldrig, skulle gøre sådan igen. Tanken fik hende til at smile bittert til sig selv. Tiderne skiftede.
Træt lukkede hun de ravrøde øjne. De andres stemme forsvandt ind til en utydelig mumlen, der lød langt, langt væk. Hvor meget blod kunne hun mon tåle at miste? Langt mere end et menneske tydeligvis. Det havde måske været dumt, at have forladt Morias barrier, men hvis ikke hun havde gjort det, havde Raine dræbt Saïx og Caleb. Og hvis de ikke havde dræbt ham…
Shhhh… ikke flere af den slags tanker. Hun havde brug for ro. Et sted langt væk hørte hun børnelatter. Deres far jagtede hende og Caleb rundt i marken. Beskyt din bror… lige meget hvad, Izzy…. Hun støttede Marcellus ned af den mørke gang. Macaria smilede bredt til hende, og alt hun ønskede, var at gemme smilet i en krukke til triste dage. Saïx lukkede øjnene foran hende, men hun tøvede alligevel, før at hun lænede sig frem og kyssede ham. Vi skænkede vores liv til verden. For at beskytte den lige meget hvad…. Caleb skreg, mens dæmonen leende skar hans øje ud. Mor, elsker dig. Sov godt min skatl.
Hun kom langsomt til bevidstheden igen, da hun blev lagt i teltet. Det var smerten i maven, der fik hende tilbage. Utilfreds rynkede hun panden, mens Saïx rykkede rundt på hende. Koncentreret prøvede hun at fokusere på hans ansigt, da han snakkede til hende. Hvorfor var det Calebs stemme, der kom ud af hans mund?
Hun nikkede svagt.
”Jeg ved det… Beskyt din bror lige meget hvad…” mumlede hun svævende.
Caleb stod og kiggede et stykke tid på den døde dæmon. Hvad mon hans og Isabels forhold havde været? Tydeligvis havde det betydet noget for hans søster. Aldrig havde det faldet ham ind, at Isabel havde stiftet bekendtskaber i Pandemonium. Det virkede bare… forkert.
Med et tungt suk strøg han fingrene igennem sit hår. Først nu opdagede han, at han stadigvæk stod i bar overkrop. Små snitmærker fra hvor daggerten havde snittet ham, blødte svagt forskellige steder på ham. Fedt. De ville komme til at svig senere.
”Og var det så straffen for, at håbe på et normalt liv?” mumlede han til sig selv, inden at han bøjede sig ned, og trak liget af dæmonen op over sin ene skulder. Ved Inei… han skulle virkelig til at træne sig selv op igen.
Med et støn hankede han mere op i kroppen, før at han gik afsted. Månen var dukket frem på himlen. Ud af øjenkrogen betragtede han dens runde ansigt skinne ned på ham, og overvejede om Inei så ned på ham lige nu. Han havde gjort, hvad hun havde ønsket: Renset landet for endnu et mørkvæsen. Mon hun ville tilgive ham for, at lade Isabel, Lili og Saïx blive her? Tilgive ham for at have opsøgt dem?
Han smed liget fra sig jorden et stykke væk fra lejren. Røgen fra bålet ville kunne blive set på lang afstand, men han håbede ikke dæmonen, havde haft andre venner end Isabel.
Fordybet i sine egne tanker begyndte han, at samle brænde til ligbålet.