So much have changed

[Aron Zipora]

Aron Zipora ~ Eriz LaPiera Black ~ Macaria Forsyth

---

Frustrationerne var kun steget for hvert døgn der var gået, uden at Arons eksperimenter havde gjort noget stort fremskridt. Hver gang han synes at han begyndte at få følelsen af en sjæl mellem fingrene, og han begyndte at synes at han formåede at forme det, var det som om ballonen sprang og flød som vand mellem fingrene på ham. I løbet af den tid Eriz havde været væk, måtte Aron have gået igennem et halvt dusin af hendes fanger - ingen af dem var nogen Eriz ville savne, og hun havde trods alt allerede givet ham tilladelse til at benytte sig af hvem han ville.

Frustrationen, og udmattelsen som fulgte af selve handlingen, var ved at tage på hans kræfter. Men efter sin sidste samtale med Nathaniel, kunne han ikke bare sidde og lave ingenting. Det var tydeligt at manden ikke havde i sinde at støtte Eriz, men til gengæld virkede det heller ikke som om han havde tænkt sig at støtte Macaria. Det var den eneste gode nyhed han synes han havde at videregive til sin dronning.
Sin dronning... Det var stadig en tanke han var i gang med at vænne sig til. Kvinden han før havde set på som skruppelløs, som ikke skulle stoles på - kunne stoles på - som han nu tjente som højre hånd, og anså som en ven. Hendes fravær fra lejren havde ikke rystet den følelse af ham. Hun havde trods alt haft ret i alt hun havde sagt til ham dengang. Eriz havde aldrig løjet for ham, havde aldrig frarøvet ham noget, sådan som Macaria havde.

Han lænede sig tungt tilbage i stolen med en albue lagt mod sit bord, og panden hvilende i sin håndflade. Nogle soldater var i gang med at trække hans nyeste forsøgskanin ud af hans telt - denne gang var manden i det mindste stadig halvbevidst, og mumlede usammenhængende mens han blev trukket væk. Men det var ikke godt nok. Ikke før Aron kunne bøje en sjæl til sin vilje uden at gøre personen fuldstændig hjernedød, kunne det regnes som en success. Men det tog længere tid end han havde regnet med...

"Lord Zipora." Stemmen kom fra teltets åbning hvor en soldat havde trådt ind. "Dronningen er vendt tilbage. Hun ønsker at se Dem i sit telt." Soldatens invitation kom monotont og direkte, og han vendte om på hælen så snart Aron havde givet tegn til at han ville møde op. Han havde rigtigt nok hørt lejren byde dronningen velkommen den samme aften, men han havde været dybt optaget af sit nyeste eksperiment til at han kunne forlade teltet. Nu, hvor han havde gjort sig færdig, ville han i det mindste kunne være præsentabel nok til at møde dronningen.

Det tog ham kun et par minutter at gøre sig ordentligt i stand. Han havde nok en gang iført sig den mørke kappe med det pandemonske symbol syet ind i stoffet, rødt mod sort. Pandemoniums farver. Han havde fået vasket sig så han ikke stank så meget af den kemikalielugt hans telt efterhånden var blevet kendt i lejren for at have, og som gjorde at de fleste undgik det. Med det, gik han målrettet gennem lejrpladsen og mod det største telt, dronningen benyttede som sit eget. Han ventede høfligt til soldaterne foran teltet lod ham passere, før han skubbede teltflappen til side og trådte indenfor.
"Deres Majestæt. Det glæder mig at se at De kom sejrende tilbage fra Sethos." sagde han som sin hilsen, mens han bøjede let i nakken som tegn på respekt for dronningen. Det gik dog allerede dér op for ham at der var flere i teltet udover ham selv og Eriz, og han løftede hurtigt blikket igen, for at se hvem der ellers gjorde dem selskab.

[Eriz LaPiera Black]

Tilbagelænet i sin stol sad Eriz roligt med et glas rødvin hvilende i sin ene hånd, og det ene ben lagt nonchalant over det andet. Hun havde været i bad, og lagt sin rustning til side, for at klæde sig i noget mere behageligt som en rød, silkeskjorte og sorte, tætte bukser. Det ravnsorte hår fik lov til at falde tykt og næsten levende ned over hendes skuldre og ryg. Den tid var forbi, hvor hun klædte sig i de smukke kjoler.
I en stol overfor hende sad én af hendes trofaste generaler, der havde været med hende i Sethos. Begge så de trætte men tilfredse ud.
Lige så snart Aron dukkede op i teltåbningen, vendte hun blikket mod ham, og et bredt smil prydede hendes kønne ansigt. Generalen tav høfligt.
”My Lord…” hilste han respektfuldt og bøjede sit hoved for Aron, mens Eriz elegant rejste sig fra stolen, for at komme sin Højre Hånd i møde. På vejen satte hun glasset fra sig på et bord, så hun frit kunne lægge begge sine hænder på Arons overarme.
”Aron, du er et længesavnet syn!” sagde hun som hilsen, og kyssede ham fløjslet på hver kind. ”Jeg er så stolt af dig! Mine mænd har fortalt mig, hvor godt du har passet på det hele her. Jeg vidste, at jeg kunne regne med dig. Og som belønning har jeg taget en gave med hjem til dig. Bare rolig. Du vil elske at lege med den her.”
Hun så over skulderen mod sin general, der allerede havde rejst sig op. En stor, tætbygget mand, var han med et ansigt mejslet ud af sten. Gråt hår var strøget tilbage, og hans øjne var skarpe som knive – ud over når de kiggede på Eriz. Når de gjorde det, dukkede noget blidt op i dem.
”Vi var alligevel færdig, Deres Majestæt. Hvis De vil have mig undskyldt, tror jeg, at jeg vil trække mig tilbage til mit telt, og få noget velfortjent søvn. Endelig ikke tøv, hvis De får brug for mig,” brummede han, og trak op i sit bælte, inden at han gik forbi dem, for at komme ud af teltet. Eriz så efter ham.
”Det var ham, der reddede mig ud af Agares, da Marcellus bestemte sig for at angribe mig. Jeg skylder den mand mit liv,” fortalte hun Aron stilfærdigt, inden at hun rettede sine kølige, klare øjne mod ham. Smilet voksede. ”Men nu til din gave! Følg med mig, darling. Den venter på dig udenfor.”
Hun tog hans arm, for at føre ham med sig ud af teltet. To vagter eskorterede dem – de tog ingen chancer med Eriz.
”Som du nok kan vente, vandt vi stort. Forsyth er for alvor faldet, og lige nu er Vavilon i kaos – ikke at det er noget nyt,” fortalte hun, mens hun førte ham afsted tværs gennem lejren. ”Tilgiv mig Aron, men jeg har holdt planer skjult for dig, i frygt for at din loyalitet ville skifte. Tilgiv mig. Men min plan lykkes! Jeg sendte en tyv til Oberion, der lå så godt som uvogtet. Jeg bad ham om at snitte struben over på hybriden, og tage dødsenglen med til mig. På slagmarken stod jeg overfor Zean, og jeg fortalte ham, at enten kunne han nå til Oberion og redde sine børn, eller han kunne blive her og kæmpe ved siden af sin hustru. Selvfølgelig valgte han sine børn, og uden den ene Forsyth, smuldrede den vavilonske hær som brødkrummer.”
En lille, frydefuld latter undslap hende. Det var sjældent at se dronningen i sådan et kort humør, og man kunne mærke på mange de gik forbi, at det faktisk havde gjort dem mere nervøse. Men en tung byrde og mange års bekymringer var blevet fjernet fra Eriz’s skuldre. Alt det hun havde kæmpet for, ville snart være ovre. Snart ville hendes hævn være fuldbårent.
Hun gik tættere på Aron med begge sine arme om hans ene. Øjnene var fikseret på et punkt foran dem. Smilende lænede hun sig lidt op mod hans øre, som de kom nærmere.
”Jeg holder altid, hvad jeg lover, min egen, og jeg lovede dig hende,” hvislede hun til ham, inden hun nikkede i den retning hun kiggede.
En tyk, høj pæl tårnede sig op i midten af alting. Lænket fast med armene over hovedet i sølvkæder, hang en lav skikkelse i ført en læderrustning. En mundkurv var spændt fast om hendes hoved. Ingen havde bekymret sig om at tørre hendes mænds blod af hende, eller give hende noget føde.
”Til hendes held er det næsten altid overskyet her i Pandemonium. Dog har den blege sol stadigvæk irriteret hendes hud lidt, men… hvad er verden uden smerte?” kommenterede Eriz, inden de stoppede op foran pælen. ”Hvad syntes du?”
Røde, gnistrende øjne hævede sig langsomt fra jorden. Imellem de fedtet, beskidte lokker af mørkt hår, der ikke længere skinnede rødt, rettede de sig direkte imod dem.
Macarias ansigt var blegt – næsten blåligt. Huden var indsunket og mørke omkring øjnene. Hun så syg ud. Sikkert på grund af sølvet, der sydede de steder, hvor den var i berøring med hendes nøgne hud. Men øjnene… øjnene var stadigvæk i live, og da de landede på Aron, spærrede de sig kort op i overraskelse. Så fortrak hele ansigtet sig i en rasende snerren, og hænderne knyttede sig over hovedet på hende. Alligevel kom intet ord ud over de tørre læber. Intet blev sagt fra hende.
Eriz kunne ikke lade være med at grine.
”Kan heller ikke det, få dig til at tale? Ja, så kan da ingenting! Et held jeg ikke behøver din tunge, for at få de ting ud af dig, som jeg vil,” sagde hun muntert, inden hun vendte sig opmærksomhed mod Aron. ”Hun har nægtet at sige noget, siden vi tog hende til fange. Vi blev nødt til at tage mundkurv på hende, efter hun bed fingeren af én af mine soldater,”

[Aron Zipora]

Generalens høflige hilsen blev besvaret med et nik fra Aron selv, ikke helt uden et veltilpast drag på smilebåndet. Han havde nydt godt af den respekt han fik i Eriz’ lejr – men så havde alkymister altid haft en højere respekt i Pandemonium end de havde haft udenfor landets grænser. Men han var ikke i tvivl om at hans titel som Eriz’ højre hånd var hvad der vejede tungest i dette tilfælde.
Som trukket af magneter blev de mosegrønne øjne draget mod Eriz selv, da hun gik ham i møde, og plantede sine kys mod hans kinder, og roste ham med en sådan stolthed. Han sagde ikke noget til rosen, men sendte hende et taknemmeligt smil og bøjede en smule i nakken. Han havde ikke ligget på den lade side, mens Eriz havde været væk. Han kunne trods alt ikke lade sin dronning vende hjem til en lejr i kaos! Nej, når han ikke havde travlt med sine egne eksperimenter havde han sørget for at soldaterne holdt sig i gang, om det så var træning eller udvidelse af lejren. Alt der ville glæde dronningen når hun vendte hjem fra sejren i Sethos – Aron havde aldrig været i tvivl.
”En gave?” måtte han alligevel spørge uforstående, mens hun trak ham efter sig ud af teltet. Hans blik hvilede granskende på hende mens hun fortalte ham det hele. Om planerne hun havde holdt skjult for ham, og hvad hun havde gjort med Zean. Dén del havde fået Aron til at rynke en smule på brynene. Snitte struben på hybriden… Arona? Tanken havde kort fået ham til at mærke en knude i maven på sig selv, men han tvang det ned. Hele den vavilonske kongefamilie havde forvist ham, mindede han sig selv om. At føle skam på deres vegne var en svaghed, som han måtte udrydde! Alligevel… Lille Arona…
”Det overrasker mig ikke. Zeans interesser har altid været hans egne.” kommenterede han med en blanding af et fnys og et grin. Var det ikke hvad manden altid havde kæmpet for? Han havde kæmpet for dødsenglenes ære, da han havde været én af dem. Han havde kæmpet for sig selv, da han havde støttet Macaria i sin erobring af Vavilon. Og han havde forladt sin egen hustru i Sethos for sine børns skyld, uden omtanke for sin hustrus velbefindede.
Jeg advarede dig.
Som de trådte længere ind i midten af lejren, og Eriz trådte tættere på ham, var det som om en sælsom stemning lagde sig over hele den lille by, lejren efterhånden udgjorde. Aron kunne mærke det, der lå noget farligt i luften. Hans bange anelser blev bekræftet ved lyden af Eriz’ hvislende ord i hans øre, idet den høje pæl tog form foran dem.

Havde det ikke været for de dybblå øjne som hævede sig mod ham, og stirrede så rasende på ham, ville Aron næppe have kunnet genkende sin tidligere dronning og ven. Han standsede en smule op da han så ned på Macaria, bundet forsvarligt fast til pælen med de giftige lænker af sølv, og udstyret med en mundkurv som var hun et frådende dyr.
Knuden i maven strammede sig til, af at se hende sådan, og han blev hurtigt opmærksom på hvor meget hans skuldre pludselig hang. Hans mund føltes tør, og han kunne mærke hvordan hjertet hamrede som besat i brystet på ham. Alt det, blot ved at se Macaria? Eller var det måden hun så på ham? Hvorfor følte han sig så skamfuld under hendes blik? Det var hende som havde forvist ham! Det var hende, som havde gjort det her mod sig selv!
”Jeg… er taknemmelig for gaven du giver mig, Deres Højhed.” svarede han langsomt, før det lykkedes ham at frarive blikket fra Macarias, og førte det tilbage mod Eriz. Automatisk rankede han sig en smule op igen, som om der var noget i dybet af Eriz’ isblå øjne der stak i ham som nåle, og gjorde ham opmærksom på alt igen. ”Men jeg må tilstå at jeg er forvirret. Hvad har du tænkt dig at gøre med hende?” Han huskede forslaget Eriz havde givet ham den første nat han tilbragte i lejren. At hun ville give ham Macaria, lænket til hans seng, hvis det var hvad han ønskede. Det kunne ikke være den eneste grund til at hun havde bragt hende til lejren. Hvad var det Eriz havde sagt til ham dengang? Macaria beskyttede nogen, og holdt Eriz fra dem… Brikkerne faldt på plads. Blikket blev tøvende ført tilbage til den lænkede kvinde, og præcis på samme måde som et blik på Eriz havde været nok til at få ham til at ranke sig, var et blik på Macaria nok til at få hans skuldre til at falde. Han bed tænderne hårdt sammen i frustration. Hvorfor var han stadig så påvirket af hende!?

[Eriz LaPiera Black]

De isblå øjne hvilede intense på Aron. Nærmest vagtsomme. Hver eneste lille snert i hans ansigt opfangede hun. Hver eneste tøven i hans tanker. Opmærksomt betragtede hun hans reaktion, indtil at han talte til hende igen. Hun sendte ham et lille smil.
”Åh… hvad har jeg ikke tænkt mig at gøre ved hende,” svarede hun tilbage, inden at hun gik helt hen til Macaria, som automatisk trak sig tilbage mod pælen, indtil ryggen var presset helt op af den. Alligevel stirrede hun trodsigt tilbage uden at blinke. De to kvinder stod med kun få centimeter mellem deres næsetipper. Selvom Eriz var et halvt hoved højere end Macaria, gjorde vampyren det bedste, for at nedstirre dronningen.
”Hun har noget i sit sind, som jeg vil have,” hvislede warlocken blødt, og hævede en enkelt finger, for at placere den mod Macarias pande. ”Noget der er godt beskyttet af diverse små tricks. Jeg kan ikke bare sådan få fat på dem. Der kræver en større mere smertefuld proces, men jeg er glad for, at det er sådan det bliver. Intet vil fryde mig mere, end at brække dette stædige, viljestærke sind ned, og krænge det åbent, så der intet er tilbage bagefter.”
Macarias ansigt fortrak sig i en hvæsen, mens Eriz blot smilede roligt til hende. Langsomt førte hun sin finger fra panden på vampyren ned over hendes næse til mundkurven. Neglen efterlod en lang, rød streg, men vampyren ikke så meget som veg.
”Du skal hjælpe mig, Aron. Gifte, sjælmanipulation, alt du som alkymist kan gøre, for at nedbryde hendes vilje. Når vi er færdige med hende, er der kun én ting tilbage, og det er ren hævn – jeg vil fodre hende til solen. Gøre en ende på hendes smerter. Hun har levet længe nok.”
Macaria snappede ud efter fingeren, så Eriz med et ryk måtte trække den tilbage, inden hun kom i tanke om, at vampyren var udstyret med en mundkurv. Et utilfreds drag dukkede frem om munden.
”Selvfølgelig kan alle gøre ved hende, hvad de vil, så længe hun forbliver fanget og i live. Vi er ved at bygge en fangebygning af metal, hvor hun kan blive smidt hen. Dér vil folk kunne få noget… privat liv med hende, hvis de lyster,” tilføjede hun, mere henvendt til Macaria end til Aron. De store, midnatsblå øjne stirrede bare hadefuldt tilbage. Hun kiggede over skulderen på Aron. ”Som Højre Hånd kan du selvfølgelig bare få hende sendt hen til dit telt. Igennem dine forsøg skal du også være velkommen, til at gøre som du vil – bare hold hende i live, og undervurder hende ikke. Hendes vilje er ikke knækket endnu.”

En hånlig latter fik Eriz til med et ryk at dreje ansigtet tilbage mod den fanget vampyr – ganske rigtigt. Tøsen stod dér, balancerende på tåspidserne for at røre jorden, og lo så meget at hun sikkert havde knækket sammen, hvis det ikke var for de lænket hænder. Udtrykket i Eriz’s ansigt gik fra dyb forvirring til misbehag.
”Hvad er det som er så sjovt?” hvæsede hun af sin fange, der rystede på hovedet med tårerne trillende ned af kinderne.
”Åh! Ikke noget. Er bare…. Hahaha… du tror, du kan bruge Aron kan skræmme mig?” spurgte hun med en hæs stemme, der tydeligt afslørede hun ikke havde snakket i flere dage, eller drukket noget. ”Han kan ikke engang lægge en kvinde i sin seng! Og dig? Har du nogensinde overvejet, at Sam ved ligeså meget om mentale kræfter som du gør? Tror du virkelig ikke, vi har tænkt på det her scenarie? Jeg kan love dig for, at du ikke vil finde noget som helst i mig, der kan føre dig til ham. Jeg vil ikke lade det sket.”
Eriz’s øjne blev til smalle, utilfredse sprækker, og hænderne knyttede sig langs siden.
”Vi får se,” snerrede hun faretruende.

[Aron Zipora]

Knuden strammede sig mere og mere til, jo mere Eriz fortalte ham om sine planer for hende. Hans tænder kværnede i munden på ham, som han forsøgte at drive følelsen af skam og skyld bort. Hvorfor blev han ved med at føle at det her var forkert? Hvor meget havde han ikke givet for Macarias skyld, kun for at én eneste fejl havde været nok til at hun forviste ham fra landet, hun næppe ville have erobret uden hans gift?
Alligevel virkede det hele så ekstremt. Han skævede til soldaterne omkring dem, og han synes han kunne fornemme stemningen blandt mændene, da Eriz nævnte metalbygningen de ville placere Macaria i. Han kunne nærmest mærke hvordan de så på hende, og i et flygtigt sekund kunne han fornemme hvordan det fik hans gamle jeg frem i ham. Manden der med glæde ville have kastet sig ind, og frigjort vampyrdronningen fra sine lænker så hun kunne stikke af, uanset hvad konsekvenserne var. Han tvang impulsen til side, og blev stående hvor han var.

Svaret han havde været ved at give Eriz blev afbrudt af Macarias latter, som ligeså så ud til at vinde opmærksomheden fra både Eriz og de omkringstående soldater. Forvirringen som han først havde delt med Eriz, var dog hurtigt gået over i raseri ved hendes hæse svar. Det var blot endnu et slag i ansigtet på ham, og det fik ham til at stirre hårdt og koldt på vampyrdronningen. Hans ene hånd lukkede sig i en knytnæve langs hans ene side, før han trådte forbi Eriz og tættere på Macaria.
”Du tror stadig jeg er den mand jeg plejede at være.” hvislede han mørkt. ”Den mand som aldrig ville skade dig eller din familie. Den mand der ville ofre alt, hvis det kunne beskytte dig. Du slog den mand ihjel, Macaria. Jeg vil hjælpe Eriz med at få hvad hun vil have ud af dig, om jeg så skal forgifte dig igen og igen. Du husker hvad mit blod kunne gøre ved dig?” Hans ansigt havde fortrukket sig i en hård grimasse, men denne gang lykkedes det ham at møde hendes blik uden tøven. Hvad hun havde sagt havde gjort noget i ham. Han anede ikke hvem Sam var, eller hvorfor Eriz så gerne ville vide hvad Macaria end skjult om ham, men det var uvigtigt. Fuldstændig irrelevant. Hvad han ville, var at gøre ved Macaria hvad hun havde gjort ved ham. ”Jeg behøver ikke lægge en kvinde i min seng, Deres Majestæt.” De sidste ord blev hånligt hvislet. ”Med dem her, kan jeg tvinge dig i den, hvis det er det jeg vil.” Med en hånd ruskede han i sølvkæderne som holdt hende bundet til pælen. Han rettede sig derefter op igen, og bakkede nogle skridt bagud, så han igen stod ved Eriz’ side.
”Bare giv mig tid, så skal jeg nok sørge for at du kan finde ud af hvad du har brug for.” sagde han, henvendt til Eriz. Blikket hvilede dog stadig på den bundne vampyr foran dem. ”Når det går op for hende at hendes elskede ægtemand ikke kommer for at redde hende, skal hun nok give efter.” Ordene blev fulgt af et hårdt smil. Han havde forsøgt at advare hende mod Zean. Manden havde allerede forsøgt at slå hende ihjel én gang, og nu var det Zeans flugt som havde efterladt hende på slagmarken som havde bragt hende hertil. Mon Macaria stadig var så naiv at hun troede han ville dukke op for at befri hende?
Han løsrev endelig blikket fra Macaria, og vendte det mod Eriz, som han måtte sende et blødt smil. ”Det er en vidunderlig gave, Deres Højhed. Jeg er dybt taknemmelig.”

[Eriz LaPiera Black]

Det indtørret blod krakelerede, da musklerne i hendes ansigt malede et chokeret udtryk. Vantro stirrede hun ind i Arons øjne, som kunne hun ikke forstå, hvad hun hørte. Først da han ruskede i sølvkæderne, syntes hun at vågne op. Tænderne bag mundkurven kværnede sammen, da hun bed dem hårdt i. Kæderne raslede da hun spændte i kroppen, så musklerne trådte frem under huden, men endnu engang havde tavsheden fundet hende, og intet ord brød de tørre læber. Aron havde mistet den ret, ligesom Eriz.
Eriz havde lagt armene over kors, og stod og betragtede Macaria med hovedet en smule på skrå. Det frydede hende at se Aron på den måde – forhåbentligt ville Nathaniel snart følge helhjertet efter.
”Set dét har jeg ventet på i lang tid,” hvislede hun, mens Macarias blik vendte sig bort fra Aron, som bare synet af ham gjorde hende syg. ”Det ætser, gør det ikke, Macaria? Hadet der efterfølger følelsen af at blive forrådt af én man elskede og stolede på. Jeg kan se det hele i dit sind. Giften, der langsomt sletter ethvert godt minde du har om ham, indtil alt du ser, er ham liggende blødende og død foran dine fødder.”
”Du elskede aldrig Sam…” Macarias stemme var kun en svag mumlen, men det triggede åbenbart noget i Eriz, der med en næsten dyrisk hvæsen, gjorde en knusende bevægelse med sin hånd. Den unge vampyr skreg så højt, at flere soldater i området vendte sig vagtsomt rundt, for at se hvad der forgik. Hele Macarias krop vred sig i smertekramper. Senerne i hendes hals trådte tydeligt frem, og hendes skrig nåede nye højder, indtil det hele pludselig standsede, og hun faldt sammen i sine lænker.
”Jeg elskede Sam mere end nogen anden!!” råbte dronningen af Pandemonium på kanten til hysterisk. ”Han var mit et og alt!! Akkurat ligesom Lilith! Men jeg vil få af vide hvor de begge er af dig!! Om jeg så skal torturere dig igen og igen og igen, indtil der ikke er andet tilbage af dig end en sølle glød!”
Et fnys var alt der kom fra Macaria, mens hun langsomt fik fodfæste igen med sine tåspidser. Øjnene var fyldte af tårer fra smerten, men ingen trillede ned af hendes kinder. Hun kiggede hen på Aron.
”Håber du også har udviklet maven til det her, Zipora. For jeg vil ikke gøre det her nemt for dig, forræder,” hviskede hun til ham, inden at hun lukkede øjnene, og lod hovedet hænge, som tegn på at hun ikke havde mere at sige.
Eriz rynkede på næsen af hende i afsky, før hun igen lagde sine arme om Arons arm.
”Hun er din. Gør med hende hvad du vil, bare du får hende knækket,” hvislede hun til ham, men højt nok til at vampyren ville kunne høre hende. ”Kom. Lad os gå tilbage til mit telt.”
Blidt trak hun i alkymisten, for at få ham med sig.

[Aron Zipora]

Der var noget ved den chokerede mine, Macaria betragtede ham med, som fik Aron til at fryde sig i sit indre. Han var træt af at blive undervurderet af hende – ironisk, med tanke på at hun havde forvist ham af den netop modsatte grund. Måske var der bare noget i selve chokket, i forvirringen, at hun tydeligvis ikke troede hvad hun hørte, som glædede ham. Hun havde overrasket ham lige så meget, da hun havde forvist ham, til trods for alt han havde gjort for hende. Havde hun regnet med at han ville have gjort noget anderledes?

Hendes skrig havde alligevel sat en skræk i livet på ham, i samme grad som de omkringstående soldater, og Arons blik var faret mod Eriz som hun stod med den knyttede næve rettet mod Macaria. Selvfølgelig var det hende, men reaktionen overraskede ham. Hvad Macaria havde sagt omkring hende og Sam måtte have ramt noget i hende. Rygter omkring Eriz havde længe vandret fra Pandemonium til Vavilon, men alle talte om hvor frygtindgydende hun var, når hun var rolig og fattet. Ingen havde omtalt hende som… dette.
Da Macaria faldt sammen i sine lænker og situationen igen så ud til at falde til ro, førte han igen blikket tilbage mod Macaria, i tide til at møde hendes blik. Han tillod ikke sig selv at vise nogen svaghed. Ikke én trækning i mundvigen, ikke ét medlidenhedsfuldt glimt i de mosegrønne øjne. Han tillod det ikke.
”Tag hende til mit telt. Jeg vil se hende når jeg kommer tilbage.” fortalte han en af de nærmeste soldater, som tavst nikkede og gav signal til et par andre, som straks gik i gang med at forberede sig til at flytte vampyrdronningen. Aron vendte dem ryggen, og lod Eriz trække ham med sig væk. Så snart han havde vendt ryggen til Macaria, var det som om knuden i maven på ham løsnede. Som om han havde det bedre ved ikke at se sin gamle vens tilstand.
Det er fortid. Venskabet betød ingenting da hun forviste dig. Påmindelsen rungede hult, men han holdt fast i tanken. Hvis han glemte den, ville han blive svag igen, og han ville ikke lade det ske igen.

”Det vil tage tid at bearbejde hende. Hun er en stædig kvinde.” bemærkede han til sin dronning, da de nærmede sig hendes telt igen. Idet de nærmede sig trådte to vagter frem og skubbede teltflappen til side, så de kunne træde indenfor. Lyset derinde oplyste teltets røde stof, og gav lyset et rødligt skær, men Aron foretrak det frem for hvad han lige havde set. ”Tid er heldigvis noget jeg har nok af. Før eller senere skal jeg nok nå frem til hende. Eller igennem hende.” Han tillod sig selv et lille træk på smilebåndet, da han igen vendte blikket mod Eriz. ”Jeg har ikke haft meget held med Nathaniel, er jeg bange for. Jeg forsøgte at tale med ham mens du var væk, men det eneste jeg nåede frem til var at han hverken ville støtte Macaria eller dig. Jeg måtte sætte ham under ekstra bevogtning, for at sikre at han ikke flygtede mens du var væk.” Det lød som en generals rapport, og hun havde måske allerede hørt det hele. Ikke desto mindre fortalte han hende det. Det var trods alt hans pligt som hendes højre hånd at rådgive hende, og holde hende informeret om hvad der skete i hendes lejr.

[Eriz LaPiera Black]

Et lille fnys lød fra Eriz ved hans kommentar om Macaria, der var en stædig kvinde. Det var vidst en underdrivelse. Aldrig havde hun mødt en mere irriterende person! Tøsen nægtede bare at give sig eller dø! Det var som at prøve at knække jern med de bare hænder, men så igen… det handlede bare om det rette værktøj. Hvis jernet blev bearbejdet lidt først, ville det være meget nemmere at forme.
Tavst gik hun direkte hen til bordet i midten af teltet, hvor alle planerne lå for den nærmeste fremtid. Håndfladerne slog hun ned i bordet, da hun bøjede sig over det.
”Det virker til alle tåber fra Vavilon er nogle stædige idioter,” hvæsede hun utilfreds. De lange negle klikkede imod bordpladen, da hun trommede med dem. Til sidst opgav hun hvad end hun havde gang i, og satte sig i sin stol med lammeskindet. Tydeligvis havde Macarias ord gjort hende i dårlig humør igen. Plaget gned hun sin pande med to fingre.
”Lad os håbe Nathaniel er mere medgørlig end sin dronning. I det mindste støtte han hende ikke længere, og vi kan bruge ham imod Macaria. Jeg har en række ideer,” forklarede hun med et farligt glimt i sine øjne. ”Jeg regner med at sætte Nathaniel på tronen i Vavilon, men ikke før jeg er færdig med ham, og har fået ham under kontrol. Vi kan ikke have et alkoholiseret fjols siddende derover. Han skal hærdes.”
Træt lukkede hun sine øjne. Det havde været en hård uge. Macarias ord blev ved med at ringe for hendes ører ”Du har aldrig elsket Sam…”
Ordene var som en bitter gift i munden på hende, som hun ikke kunne skylde ud med vin eller mad. Hvor meget mon Sam havde fortalt sin lille unge om den tid?
Opgivende slap hun et tungt suk ud. Skuldrene sank en smule.
”Jeg må snart i gang med at planlægge min tur til Portus. Nu hvor Zean og Macaria er af vejen, kan jeg i ro og mag koncentrere mig om kongen dernede. Forhåbentligt kan han hjælpe mig mod Marcellus, og så vil alt endelig falde på plads igen,” tilføjede hun men lød ikke særlig engageret i det hele. Automatisk var hun kommet til at sidde og massage siden af halsen, hvor bidet fra Zean mærkede hendes fejlfrie hud. Besværet åbnede hun øjnene, og så på Aron. Et varmt smil krøb op over læberne på hende.
”Hvad skulle jeg dog gøre uden dig, min egen? Du er min klippe midt i alt det her kaos. Jeg ville have knækket sammen under alt den vægt….”
Ikke heeeeeeeeeelt sandt, men hvem gik op i den slags?

[Aron Zipora]

Opmærksomt fulgte Aron Eriz med blikket. Selv hvis han ikke havde enhver alkymists medfødte evne til at læse en persons sindsstemning ville han med lethed kunne se at hun var i dårligt humør, og det gjorde ham vagtsom. Eriz var ikke en kvinde man havde lyst til at tirre, når hun var i sådan et humør. Det ville hurtigt ende med at det var ham, der blev hendes udløb for hendes frustrationer.
”Det er hvad min erfaring har lært mig.” istemte han hendes kommentar omkring vavilonere. Måske var det simpelthen bare noget der skete, når man levede længe nok i det land. Euphonias indflydelse på hendes folk, ville nogen måske sige. Aron tvivlede på at det var tilfældet; her var det nok mere snak om at både Macaria og Nathaniel var arrogante nok til at tro at de aldrig ville kunne blive besejret, og selv når de sad i lænker – både virkelige såvel som imaginære – var det som om at de nægtede at indse situationens ramme alvor. ”Jeg kan ikke påstå at jeg savner det. Pandemonium er meget mere efter min smag.” indskød han med et træk på smilebåndet, mens han gik tættere på hendes bord, og så over de udfoldede kort som dækkede hele bordets overflade. Figurer som markerede Eriz’ hær, Marcellus’ hær og den vavilonske hær optegnede kortet, og alt tydede på at Eriz’ samtale med hendes general havde inkluderet en opdatering af optegnelserne. Specielt efter hændelserne i Sethos. Kun den portusianske side forblev et mysterium. Enten dét, eller så så det ikke ud som om det var en hær Eriz havde set nødvendig overhovedet at markere på kortet.
Ved hendes kompliment til ham rettede han blikket mod hende, og gengældte smilet hun sendte ham. Føltes det varmere i teltet?
”Jeg er din Højre hånd. Det er min pligt at lette din byrde hvis jeg kan.” svarede han ærligt, men uden at smilet falmede. Han nød lyden af beskrivelsen. Det var så meget mere fyldestgørende end hans gamle titel som den vavilonske hofalkymist. Selv Zean havde ødslet hans talent for at bruge ham som mundskænk, da hans paranoia var på sit værste. Her fik han virkelig brugt sine evner.
Han så på kortet igen, og lagde en finger mod Oberion.

”Med Nathaniel på den vavilonske trone ville Vavilon kunne blive en stor militær magt. Hvis du får ham på din side vil det blive en hær større end hvad man nogensinde har set.” bekræftede han tankefuldt, om end tvivlende. ”Men det bliver nemmere sagt end gjort. Da jeg talte med ham gav han udtryk for selv at ville samle Vavilon under sig, men det var ikke for at samarbejde med dig. Snarere tvært imod. Hvis mine eksperimenter havde båret større frugter nu, ville jeg kunne få ham til at gøre som jeg ville, men…” Den frustrerede grimasse han formede lod det usagte blive sagt.
Fingeren fulgte kortet mod den portusianske hovedstad. ”Men hvis du får Arahaelon til at lytte til dig… Måske vil det kunne hjælpe. Manden er den største fanatiker jeg nogensinde har set. Det er ingen hemmelighed at han regner Macarias søn som en vanskabning som ikke burde vandre under Ineis hellige sol.” Måden Aron omtalte den portusianske gudinde gjorde det tydeligt hvad han mente om hele debatten. Han havde trods alt selv haft sin egen tvivl omkring Euphonias involvering i Dylans undfangelse, men hvordan forklarede man ellers at en vampyr kunne bære barn? ”Med det sagt, er Macaria stadig en vampyr. Én af Ineis skabninger, hvis man skal tro på historierne. Han vil nok ikke se lyst på det, selv om han ikke nødvendigvis vil blive utilfreds med at se hende besejret. Sandt at sige er Arahaelon en mand som er svær at blive klog på.” måtte han ærligt indrømme, inden han igen løftede blikket mod Eriz. ”Du tager vel ikke dertil på egen hånd?”

[Eriz LaPiera Black]

Tålmodigt lyttede Eriz til Aron, mens at han stod bøjet over det store kort på bordet. Hun havde hvilet sin tinding ned mod to fingre. Et tilfreds smil hvilede på hendes læber. Utroligt Macaria ikke havde lyttet mere til ham. Han var mere intelligent end man lige skulle tro, og han vidste, hvad han talte om. Hun var godt tilfreds med sin Højre Hånd.
”Jeg skal nok få krammet på Nathaniel. Enten på den ene eller den anden måde,” sagde hun roligt, og lød faktisk ikke særlig bekymret, på trods af hertugens stædighed. Enten fik hun knækket ham gennem kærlighed, eller også igennem smerte. Hun var klar på at rive ham igennem helvede, hvis det kunne gøre det. ”Når han er klar, regner jeg med at sende dig og én af mine trofaste allierede med ham. Èn af mine på hver side af ham, skal nok holde ham i snor – men selvfølgelig først, når jeg er færdig med ham.”

Tankefuldt lod hun sin ringefinger og lillefinger på den hånd, der holdte hendes hoved, stryge over læberne. Hun måtte holde Dylan skjult for omverden, så længe hun kunne, hvis Arahaelon ikke brød sig om det lille vidunder. Det ville blot ødelægge hendes chancer hos ham.
”I det mindste er jeg fuldblods, og i modsætning til Macaria og Zean ved jeg, hvordan man skal agere i det højere borgerskab,” kommenterede hun med et skævt smil. ”Desværre er mænd i Portus sværere at lege med, end i andre lande, og han er højelver, så jeg kan ikke bruge mine evner imod ham, med mindre jeg vil have, at han opdager, hvad jeg har gang i. Men mon ikke jeg kan charmere mig ind på ham alligevel. Han må have nogle svagheder, som jeg kan udnytte – alle har svagheder. Selv en mand som Arahaelon.”
Ingen tvivl om at manden ville blive en udfordring, men faktisk glædede hun sig til det. Det var lang tid siden, hun havde stået overfor én, hun kunne se på som en ligesindet.

”Åhhh jeg regner med at vise min magt, ved at tage en god håndfuld soldater med. Jeg vil ankomme med stil, så han ved, at jeg mener det seriøst, og det ikke er en simpel bondeunge, som han skal snakke med,” svarede hun Aron med et træk på den ene skulder. ”Jeg vil have du bliver her, og passer på både Nathaniel og Macaria. Dylan ankommer snart, men jeg vil ikke have ham tæt på Macaria, så jeg sender ham over til nogle allierede, indtil at Macaria er væk.”
Smilet på hendes læber voksede en smule. Hendes blik hvilede konstant på Aron. Når de fangede hinandens blikke holdte hun det roligt, indtil at han så væk igen. Langsomt lod hun hånden falde fra hovedet.
”Hvorfor spørg du? Vil du gerne med mit til Portus? Mon min søde alkymist savner mig så meget?”

[Aron Zipora]

Aron løftede et øjenbryn og rettede sig en smule mere op, da hun fortalte om sine planer for ham og Nathaniel. Tvivlen viste sig langsomt i ansigtet på ham, og han så i et sekund ud som om han tyggede nøje på sine ord.
”Du vil sende din Højre hånd væk fra din side, ud af Pandemonium og tilbage til det land han blev forvist fra.” Det var ikke så meget et spørgsmål som det var en konklusion. Han lød skuffet. ”Det vil blive svært for mig at kunne rådgive dig ordentligt så langt væk. Jeg forstår at du sender mig for at holde øje med Nathaniel, og sikre at han stadig er på din side…” Protesten han havde været klar til at ytre blev slugt. Han mindede sig selv om tingenes situation. Med borgerkrigen i Pandemonium, kaoset i Vavilon, og den neutrale stilhed fra Portus, ville det måske være en større hjælp for Eriz hvis nogen hun stolede på befandt sig udenfor Pandemonium og kunne holde hende opdateret. Han nikkede derfor langsomt. ”Jeg gør selvfølgelig som du befaler. Når du er færdig med Nathaniel. Og når jeg har hjulpet dig med Macaria.” tilføjede han. Hvis han kendte Macaria ret, ville det alligevel være en langtrukken proces. Eriz ville måske også få brug for tid til at bearbejde Nathaniel, så det ville ikke nødvendigvis være en rejse han ville være nødt til at pakke sine sager sammen for, foreløbig. Han håbede blot at det vavilonske folk var for opslugt i kaosset til at genkende ham som forræderen deres elskede dronning havde forvist.

Han havde ingen tvivl om at Eriz vidste hvordan man bar sig ad i de højere kredse. Hvis hvad Aron havde hørt om hende passede, havde Eriz befundet sig blandt adlen i mange år, før hun til sidst fik plads på den pandemonske trone. Hun af alle burde vide præcis hvordan man bar sig ad overfor en konge som Arahaelon – i hvert fald bedre end hvad Macaria eller Zean gjorde. Ikke at det gjorde tanken på at han skulle blive tilbage i lejren og passe på både Nathaniel og Macaria meget nemmere. Én af dem var arbejde nok, men begge to? Han trøstede sig med at Macaria næppe ville have meget held med at slippe fra sine sølvkæder. Han behøvede vel blot sørge for at hun fik nok blod til at overleve. Det var mere Nathaniel han var bekymret for.

Blikket fløj tilbage til Eriz da hun nævnte Dylans navn, og i løbet af få sekunder var det som om al farve havde forladt hans ansigt. ”Dylan? Macarias søn? Her?” Han stirrede på hende. Selvfølgelig, han burde have vidst det, allerede da hun sagde at hun havde sendt en tyv til at tage ’dødsenglen’ til hende. ”Jeg har ikke været i nærheden af knægten siden… Siden et stykke af ham sluttede sig til mig.” mumlede han usikkert. Sandt at sige anede han ikke hvordan det ville påvirke ham at være i nærheden af drengen igen. Sjæle kunne være uforudsigelige. Netop af den grund var det kun de mest erfarne alkymister som manipulerede dem, sådan som han havde forsøgt sig på. Hans medfødte iver efter at undersøge det ukendte blandede sig med uroen for konsekvenserne af det hele. Han kunne kun håbe på at Dylan ville blive sendt afsted til Eriz’ allierede før hans nærvær ville påvirke ham selv. Hvad hvis det ville have en effekt Macaria lagde mærke til? Han rystede hurtigt tanken af sig, da han bemærkede hvordan Eriz så på ham. Om han savnede hende? Han vidste at Eriz sagde det i spøg, og han fandt sig selv smilende ved tanken.
”Måske. Indtil videre virker det bare som om mine pligter består i at passe på fanger og passe på lejren mens du er væk.” indrømmede han. ”Arahaelon har et helt råd bag sig, når du tropper op i Portus. Og du har ret, du vil ikke kunne bruge dine evner mod ham uden at han vil lægge mærke til det – men jeg vil. Jeg vil kunne fornemme hvad han tænker og føler, uden at trænge ind i hans sind, og du vil kunne vide det gennem mig, hvis jeg var der med dig.” Hans blik hvilede på Eriz, inden han nok en gang lod et smil træde frem. ”Men jeg gør som du befaler. Jeg kan heller ikke få noget ud af Macaria, hvis jeg er i Portus med dig. Jeg bliver her og gør hvad jeg kan for at give dig gode nyheder når du kommer tilbage.”

[Eriz LaPiera Black]

Et utilfreds drag om munden var dukket op på Eriz’s ansigt, selvom hun havde sættet og smile muntert til hans ord, men nu…
Langsomt lænede hun sig tilbage i stolen med armene over kors.
”Hvad er der med jer vaviloner? Man skulle tro Macaria blot havde ladet jer tale frit til hende, og betvivler hver eneste ting hun siger,” kommenterede hun køligt med afsky i stemmen. Hendes pludselig afvisning af Aron var som gift. Alt den varme, omsorg og taknemmelighed, hun havde vist ham, var revet fra ham som et trylleslag, fordi han simpelthen blot havde gjort hende utilfreds med ham.
”Jeg kan ikke lide at blive undervurderet, og I burde snart vide, hvad jeg ved ilden er i stand til! Jeg har ikke brug for Marcellus, jeg har ikke brug for varulvene, og jeg har ikke brug for dig til at rende i hælene på mig, fordi du tror, jeg har brug for din beskyttelse!” hvæsede hun fjendtligt, inden at hun brat rejste sig op. Igen mærkede hun noget trække i sig. Som om tvangstanker prøvede at få hende til at gøre noget, der var imod hendes natur. Det gav hende en voldsom hovedpine. ”Rådet er en håndfuld tåber! Alle sammen mænd! Jeg ville kunne håndtere dem med bind for øjnene – med eller uden mine evner! Tror du, de er de første magtfulde mænd, som jeg har snoet mig ind på? Jeg kan end ikke tælle dem alle på mine hænder!”
Hvad var det for et temperament, som hun havde fået? Sådan nogle pludselige, paranoide impulser, der gav hende lyst til at slå folk ihjel omkring hende, for at de ikke skulle gå imod hende? Imens hun travede frem og tilbage over gulvet, blev hun nødt til at løfte en hånd til sit værkende hoved. Et smedeværksted var i gang derinde. Hun kunne høre sin egen stemme, men det var som om den var forvrænget, så den lød som en mande stemme. En mande stemme hun genkendte.
Irritabelt slog hun pludseligt en knyttet hånd ind i siden på en af stolperne, som holdte teltet på plads. Hendes mentale kræfter truede med at få udløb, og angribe enhver person i en radius af 20 meter, hvis ikke hun fik kontrollen tilbage over sig selv.
Hun stod med ryggen til Aron, og tvang sig selv til at trække vejret tungt. Skuldrene var trukket op, og hun pressede stadigvæk næven ind mod stolpen. Øjnene havde hun lukket i, for at koncentrere sig. Følelsen af at der ville ske noget forfærdeligt, hvis hun så på nogle lige nu, var for overvældende.
”Det er på tide, Aron… at du vælger hvor du høre til. Er du en vaviloner eller en pandemonianer?” hvislede hun mørkt.

[Aron Zipora]

Det var pludselig som om luften inde i teltet frøs til is. Aron kunne mærke gåsehuden krybe frem over hans arme, og end ikke varmen fra de hængende lanterner så ud til at kunne jage dem væk. Han stirrede på Eriz, som om hun med ét var blevet erstattet af en helt anden person. En kvinde som var langt mere fjendtlig end kvinden, som lige havde siddet og kaldt ham for sin klippe. Det fik hjertet til at hamre panisk i brystet på ham, og som drevet af et urgammelt instinkt bakkede han et par skridt bagover, som om det ville beskytte ham fra at være et offer mod Eriz’ kræfter.

Han var ikke den eneste som reagerede. Uden at behøve vende sig om for at se efter, kunne han mærke hvordan vagterne udenfor teltet var blevet ængstelige, til trods for at de stadig stod som statuer af sten på hver side af teltets åbning, afventende på enhver kommando fra deres dronning. Kommandoen kom dog aldrig, og det virkede som om Eriz formåede at lægge bånd på sig selv – om end kun med nød og næppe.
Han betragtede hendes ryg uroligt, mens hun stillede ham sit ultimatum. De hvislende ord fik det til at løbe koldt ned af ryggen, men samtidig var det som om de fik en hede til at boble op i dybet af hans bryst. En vrede, som han måtte bide tænderne sammen for at holde inde. Det ville ikke nytte noget at hæve stemmen for Eriz nu. Det ville blive hans død.

”Jeg er en pandemonianer.” Hans ord lød først som en dæmpet mumlen, før han gentog ordene, tydeligere og mere bestemt. ”Jeg er en pandemonianer. Jeg har vendt Vavilon ryggen, vendt min gamle ven og dronning ryggen, og er vendt hjem. Pandemonium er mit hjem, og du min dronning.” Det var netop hvad der gjorde det hele så kompliceret. Hvordan kunne Eriz befale ham at tage tilbage til landet han havde vendt ryggen, som han ikke længere så som sit hjem? Men hvordan kunne han nægte at adlyde en direkte ordre fra hende?
Han bevægede sig langsomt tættere på hende igen, men gjorde intet, hverken for at vende hende om, eller træde ind i hendes synsvinkel. I stedet knælede han mod hendes ryg med bøjet nakke. ”Tilgiv mig, Deres Højhed. En Højre hånd skal rådgive, men aldrig tvivle. Det vil ikke ske igen.” lovede han hende. ”Jeg tror ikke De behøver min beskyttelse i Portus. Jeg ville blot tilbyde min assistance, hvis jeg kunne. Jeg gør som De befaler og bliver her i lejren.” Han rejste sig op igen, og betragtede hendes nakke. Han fornemmede hendes ubehag som en egen dunken mod panden – eller så var det hans egen hovedpine som vendte tilbage. Det var efterhånden ved at ske oftere og oftere igen. Det måtte have en sammenhæng med alt der foregik. Bedre blev det sikkert ikke, når han stædig blev ved med at teste grænserne i sine sjæleeksperimenter. Det ville ende med at tage livet af ham, hvis han ikke passede mere på… Men fremskridt krævede risiko. Uanset hvor store.
”Ønsker De mere af mig?” spurgte han derefter. Eriz virkede ikke tilfreds med hans selskab længere, og han havde stadig meget at gøre for hende. Macaria var nok blevet bragt til hans telt nu… Hvorfor fik den tanke knuden i hans mave til at stramme sig til igen?

[Eriz LaPiera Black]

Automatisk læste hun enhver tanke han havde, mens hun stod med ryggen til ham. At være i andres sind var en vane, hun havde fået for flere år siden. Derfor vidste hun præcist, hvad han tænkte, og hans bekymring for at vende tilbage til Vavilon, samt hans frygt for hende. Hun var dog ligeglad med hans følelser. Hvis han i virkeligheden var Pandemonianer, ville han tage tilbage til Oberion med rank ryg, som en sejrsherre i et fjendtligt land.
Hendes øjne var fikseret på en fold i teltdugen. Først da hun var sikker på, at hun havde fået kontrol over sig selv igen, turde hun vende sig mod Aron igen. Alle hendes tanker og følelser var igen skjult bag en mild maske.
”Åh Aron…” sukkede hun, og gik hen til ham. Begge hænder var varme, da hun lagde dem på hver side af hans ansigt. ”Selvfølgelig er du tilgivet! Det er mig som undskylder for min opførelse, jeg er blot træt. Der er sket så meget den sidste uge, og jeg har ikke fået meget søvn.”
Hun bøjede hans hoved, for at placere et blidt kys på hans pande. Hvad var det dog, der skete med hende for tiden? Det lignede slet ikke hende, at miste kontrollen på den måde – specielt ikke overfor andre! Hendes maske og illusioner var alt! Hvis ikke hun kunne styre sine kræfter, ville det ende galt på et tidspunkt! Folk omkring hende ville være i fare, og hvis de først begyndte rigtigt at frygte hende, ville hun miste kontrollen over dem.
Hun tvang tankerne væk, for i stedet at fokusere på at varme Aron op igen overfor hende. Derfor tog hun sin tid med at holde læberne mod hans pande, inden at hun slap ham, for blot at betragte ham med et venligt smil.
”Jeg ved hvor din loyalitet ligger, og jeg stoler på dig. Det er derfor, jeg sender dig til Vavilon, og overlader ansvaret over lejren til dig, når jeg er væk. Der er ikke andre, som jeg kan regne med. Hvis ikke du var her, så…” Hun tog en dyb indånding, og rystede opgivende på hovedet ”… så kunne jeg ikke udrette noget! For jeg ville ikke turde, at forlade lejren.”
Det var ligegyldigt, at hun havde en håndfuld generaler og kaptajner fra Agares, der havde vist deres troskab til hende. Aron behøvede ikke at vide det. Han behøvede kun at vide én ting:
”Du er alt, hvad jeg har, Aron. Og jeg er alt du har. Vi har brug for hinanden,” hvislede hun så ømt, som en mor ville hviske til sit barn, at hun elskede det. Hun strøg hans kind med sin tommelfinger, inden at hun slap ham, og trak sig væk. ”Smut bare med dig, min egen. Vi snakkes ved senere, når jeg har fået noget søvn.”

[Aron Zipora]

Lige så pludseligt som kulden havde set ud til at indtage teltet, så den ud til at blive erstattet med varme, da Eriz igen vendte sig mod ham. Hvis ikke fra hendes blik, så fra følelsen af hendes varme hænder mod hans kinder. Og hvis ikke dét, så hendes fyldige læber mod hans pande. Hvad det end var, var det en behagelig følelse som omgående havde fået Aron til at sænke skuldrene igen, og han slap et lydløst, tungt åndedræt, som et lettet suk.
Eriz var i sandhed en uforudsigelig kvinde. Det var måske en ting, som de to dronninger havde tilfælles, skønt det ikke var en tanke Aron nogensinde ville ytre højlydt. Men de var uforudsigelige på hver sin måde; hvor Macaria kunne overraske med sin kunnen og intelligens, kunne Eriz overraske med hvor frygtindgydende hun kunne være – eller hvor mild og varm hun kunne være lige efter.

”Der er intet at tilgive, Deres Højhed. De… Du har haft meget at se til, det passer.” indrømmede han med et lille træk på smilebåndet. Selvfølgelig havde hun det. En borgerkrig mod hendes egen ægtemand, en krig i Vavilon, hendes forsvundne datter, og nu alt dette med Macaria og Dylan. Det var intet under at hun ikke fik nok søvn i disse tider. Og her stod han og betvivlede hendes beslutninger! Det var hans pligt at lette hendes byrder, ikke gøre dem tungere!
Hendes læber slap hans pande, og deres blikke mødtes igen. Aron fangede sig selv i at bemærke hvordan de isblå øjne så ud til at gløde i skæret fra lanternerne i teltet. Der var noget ved det som gjorde det skræmmende nemt at holde øjenkontakten med hende, mens hun talte.

Det var som om noget hun sagde havde en større slagkraft end ellers. Som om hun understregede noget for ham, men han kunne ikke sige det med sikkerhed. Alt han vidste var, at hun havde ret. Hun var virkelig alt han havde tilbage i denne verden. Macaria havde forvist ham. Zean havde aldrig brudt sig om ham. Selv Harris havde hadet ham, efter at han havde fundet ud af hvad han havde gjort med Dylan. Hvem andre havde han i verden, end hende? Hans dronning og eneste ven. Måden hun hviskede ordene så ømt til ham, fik ham næsten til at sukke i længsel, men han holdt det i sig. Da hun slap ham, og trak sig væk fra ham, gik det op for ham at hans hænder havde bevæget sig en smule frem, som om de havde været i færd med at tage fat i hende. Han lod dem falde ned langs hans sider igen, mens han fugtede sine læber.
”… Jeg vil tjene dig efter bedste evne, min dronning.” svarede han hende, tydeligvis stadig berørt over hvad der lige var sket. Hvad gik der af ham? Han så ned på sine hænder, før han rammede sig, og rettede sig op igen. ”Tilkald mig, hvis du får brug for mig igen. I mellemtiden vil jeg tale lidt med vores… gæst.” Han bukkede en sidste gang mod hende, før han drejede om på hælen, og forlod hendes telt. Han passerede vagterne udenfor, men følte ikke at han kunne slappe af, før han stod midt på gårdspladsen i centrum af lejren. Først da kunne han ånde ud, og lægge en hånd mod sin pande. Måske var Eriz ikke den eneste som havde brug for søvnen… men han kunne ikke sove endnu. Han havde stadig arbejde der skulle gøres. Han brugte et sekund til at samle sig, før han målrettet og med panden hævet bevægede sig over gårdspladsen, mod hans eget telt.

Vagterne udenfor hans telt havde flyttet sig indenfor, for at holde øje med vampyrdronningen. Stadig fæstet med sølvkæderne og mundkurven var hun forsvarlig fundet med hænderne mod hendes fødder bag hendes ryg. Ikke en behagelig stilling, men det ville hindre hende i at kunne rejse sig op. Først da Aron dukkede op, fjernede vagterne sig fra hende, og bevægede sig ud af teltet, så Macaria og Aron var alene i det dunkelt oplyste telt. At se hende lænket sådan fik igen knuden til at stramme sig i maven på ham, men han tvang sig selv til at ignorere det. Han måtte være stærk. Han måtte tjene sin dronning. Han foldede hænderne bag ryggen.
”Velkommen til Pandemonium.” Hans ord var tørre og hårde. ”Væn dig til mit telt, Macaria. Du kommer til at tilbringe meget tid herinde med mig, hvis du stadig er så stædig som sidst jeg så dig.”