Kampen om Sethos part 2

[Macaria Forsyth]

Loup Garou - Zean Forsyth - Macaria Forsyth - Zachariah Fairbairn - Era Garou

---

Solens sidste stråler krøb om bag de sneklædte bjerge, så sneen gnistrede gyldent. Skyggerne strakte sig så lange de var, og henlagde omgivelserne i mørke. Overalt på klippesiderne begyndte mørket at bevæge sig. Tusindevis af fakler blev tændte som stjerner på himlen, og afslørede den massive størrelse af hele den vavilonske hær. Kvinder, mænd, hybrider, mørkvæsner, lysvæsner. Det var lige meget hvilken baggrund du havde, og hvem du var. Alle stod samlet skulder mod skulder med fanerne højt hævet, så alle kunne se hvilken adelige og slægter, der deltog i denne storslået massakre af den lille gruppe, som gemte sig bag Sethos murer.
Lyden af de samlet skridt fik bjerggrunden til at skælve. Ekkoet rejste sig til en øredøvende lyd, der talte krigen ned – skridt for skridt. Ligesom et hjerteslag.

Forrest af hele den frygtindgydende, ivrige hær gik landets dronning. I skikkelse som en ung pige, vandrede hun fremad med alle sine soldater og folk lige bag sig, som en enorm masse af fakler. Sikke et syn hun var! Som taget direkte ud af minderne fra invasionen af Vavilon! Det kastanjebrune hår var sat løst op, en let rustning gjorde det muligt for hende, at bevæge sig hurtigt, samtidig med at den ydede en smule beskyttelse. Et sværd lå sikkert i hendes hånd, og øjnene… de dybe, midnatsblå øjne havde fået nuancen af rød. Gnistrende, jagende og opmærksomme hvilede de mod den store, mægtige port, der tårnede sig op foran dem, og hun nærmede sig standhaftigt. Ingen nåde eller tøven var at se hos hende. Som et rovdyr, der allerede ved det har vundet, førte hun sin hær frem, inden at hun gik op på en klippeblok, hvor hun havde udsigt over alle hendes folk. Som et hav forsatte de fremad, indtil de helt havde omringet klippeblokken. Kun få meter adskilte den første række af hæren fra Sethos murer. De havde alle stoppet op. Afventende men utålmodige efter kamp stod de alle tavse, og ventede på at deres dronning gjorde de endelige signal til kamp.

Så ung hun så ud, stående dér på klippeblokken hævet over dem alle. Ingen af hendes folk tvivlede dog på hende. Alle var klar til at dø for hende. Alle var klar til at kæmpe for hende. Før havde hun ført dem til sejr, og det ville hun gøre igen. De var så mange flere end den lille gruppe af oprører. Ingen tvivl om det hele ville ende i en massakre, som én gang for alle, ville slå fast, at Forsyth’s jernnæve ville knuse alle, der gik imod dem.
Den erfarende krigsdronning rettede sig op, mens hun hævede ansigtet en smule.
”OPRØRER!” Hendes stemme var så kraftfuld og klar, at enhver ville kunne høre hende inde i Sethos. ”Noter jer, at I er forrædere af tronen og landet! Ingen nåde vil blive jer givet! Ingen barmhjertighed! Ingen overgivelse vil blive accepteret fra nu af! Alt der er tilbage for jer er død!”
Langsomt hævede hun sit sværd, så spidsen var rettet direkte imod porten. Et rovdyragtigt grin bredte sig fra øre til øre, så de hvide, skarpe hjørnetænder blev afsløret.
”Knus dem…” beordrede hun lavmælt, men hendes signal var nok. Hele hendes hær satte ud i et øredøvende kampbrøl, der fik alting til at skælve, inden de alle som én satte sig i bevægelse. Der var ingen disciplin eller direkte strategiske planer. Kun kaos, rædsel og kamp.

[Zean Forsyth]

Han strammede remmene, så den lette læderrustning sad om hans krop. Når man listede sig ind for at forgifte en hel hær, ville en larmene metalrustning være det værste, så derfor var han trukket i noget der smertefuldt mindede ham om hans gamle rustning. Let, simpel og sikrede hans bevægelse, mens det stadig gav lidt beskyttelse.
Han havde sovet dagen væk, mens han havde gemt sig i sine forældres hus. De var blevet meget overrasket over at se ham. Hans far var blevet direkte sur, men vidste han ikke længere kunne slå sin søn efter behag og moderen have straks serveret en god grød for sit eneste barn. De snakket i nogle timer, før Zean havde fået anvist en seng. Det var så underligt at se dem igen! De var blevet ældre. Og de havde svært ved at forholde sig til Zean nu var en vampyr.
"Og hvor ligger jeres loyalitet?" havde han spurgt.
"Hos min eneste søn"
"Hos mig selv"
Med de ord var han gået i seng.

Nu stod han op. Udenfor lød det som om en del folk løb frem og tilbage. Meget hemmelighedsfuldt havde han bedt sine forældre om ikke at drikke af brøndene i byen. Da han kom ned i stuen erfarede han at hans far havde gjort det alligevel og hans mor vimsede forvirrede rundt omkring ham, mens hun nervøst så ud af vinduerne hele tiden. Nogle horn lød, inde fra byen. Zean vidste hvad det betød og var på at gyse selv, at ligedele forventning og spænding. Han MÅTTE have dem ud af byen inden!
Han greb sin mor i skuldrene.
"Jeg bad dig om at pakke det vigtigste. Tag nu dit tøj på, vi skal af sted" Moderen så sørgmodig ud, men nikkede. Det faldt ikke forældrene ind at snakke om deres kære naboer og naboerne børn. Som dødsengle følte de ikke rigtig noget for det.
"Din far har et maveonde, jeg har givet ham noget kamille og pebermynte..." Zean rystede svagt på hovedet, mens han så irriteret på sin far, der vred sig på en stol af mavesmerter. Ikke nok med han skulle få manden ud af byen i den tilstand, faderen kunne også risikere at dø. Han mærkede presset mod sig.
"LORT!" han greb den nærmeste stol og smadrede den mod gulvet. Frustrationerne byggede sig op inde i ham. Hvad skulle han gøre?
"Så simple planter vil ikke virke..." Han løb over til moderens lager af helbredende urter og skovlede den alle ned i en taske med overnaturlig fart. Han tog stroppen om skulderen, før han gik over for at støtte faderen.
"Men nu må vi altså gå. Jeg skal gøre hvad jeg kan for ham senere...Dit gamle røvhul!" hvæsede han til faderen. Og så gik de.

Byen var i kaos. Folk strømmede mod porten fra alle retninger, nogen med mere forventning end andre. Zean havde en hætte på og håbede at holde sig skjult. Varulvene var for rastløse til at bemærke en enkelt vampyr og familien der stak af, som holdt sig i udkanten og gik modsat af alle andre. Englene var blot ligeglade. Og resten? Det var ikke til at vide hvad de tænkte. Zean ledte dem mod tunnellen.

Turen gennem tunnellen var besværlig, der var ikke meget plads og faderen var tit ved at besvime. Bevægelserne gjorde det hele værre, det vidste Zean og til sidst bar han næsten sin far.
Da de kom ud af tunnellen, stoppede han pludselig op og trådte et par skridt tilbage i tunnellen, for at blive beskyttet at tunnellens fuldstændige mørke.
En hær stod foran dem.
Men det var ikke Vavilons.

[Zachariah Fairbairn]

Han sukkede og med en arm gav han bueskytterne besked på at fordele sig på murene. Ikke i luften, ikke endnu, da risikerede bare at blive skudt ned af Vavilons hær, inden de overhoved var begyndt. Nogle af tårnene var blevet genopbygget af Zean, sikkert for netop at beskytte byen mod en hær og nu fandt Zach dem ganske nyttige. Også selv om den, der stod lige ved siden af porten, snart ville miste sit fæste og falde ned over noget af Vavilons hær. Han havde fået af vide af en ingeniør at eksplosiverne var blevet placeret og bare skulle antændes. Det var også det eneste tårn der ikke stod nogen i. Alligevel havde han fået placeret nogle gamle sække med sten deroppe, så det for Vavilons hær ville se ud som om der stod nogle mørke konturer, som i resten af tårnene. Han ønskede ikke at tage chancer, hvis dette sikrede dem at komme ud med flest overlevende.
Dog var han faktisk ved godt mod. Hans race var bygget til krig! De var de perfekte krigsmaskiner og med en ekstra hær ventende, havde de gode sandsynligheder.

Selv stod han i sin lette læderrustning og med vingerne fremme. Han skulle føre bueskytterne i luften, men på nuværende tidspunkt ventede han på at det hele skulle begynde. Han havde hørt Lady Forsyth råbe op til dem, men ignorerede det som var det vinden. Hun sagde intet nyt.
Nej, spørgsmålet var hvem der startede? Det ville være spild at ødelægge tårnet nu, hvor et par løse sten max ville ramme 5 soldater. De skulle endnu tættere på! Nærmest stå helt op af porten.
Hans fingre trommede på skaftet af hans sværd, da han humpede vendte sig fra udsigten over Vavilons hær, til hans egen bag ham. Folk var kommet og kom stadig. Varulve, der gryntede utålmodigt og englene, der stod rank imellem dem. Afventende. Hans fingre gled fra sværdet og op til hans hage, hvor de ligeså trommede betænksomt. Gad vide hvor Era var?
Pointen var deres port ikke virkede og tårnet skulle rive den ned og at de fleste sten forhåbentlig ville falde ned mod Vavilons hær. Deres egen hær skulle stå klar til at vrimle ud, mens hæren kom sig over det første uventede slag og forhåbentlig komme ud i det fri, hvor de enten kunne kæmpe eller flygte.
Med en bevægelse gav han tegn til at forlade porten. Han havde i forvejen givet sine folk besked på at holde afstand. De skulle selv have så få døde som muligt. Bagefter stod nogle af familierne der havde boet i byen med deres skræmte børn. Han havde bedt nogle af soldatenre om at beskytte dem på vej ud, men de vidste alle at de sikkert ville blive de første til at falde...
Selv fløj han ned foran porten.

[Loup Garou]

Det havde kriblet i hans fingre hele døgnet. Hell, hele hans krop føltes som om hver en celle sitrede og vred sig i spænding og iver. På nuværende tidspunkt var Loup end ikke sikker på om det var på grund af fuldmånen, eller forventningen til endnu en blodig krig.
Hele flokken stod samlet bag ham, hver og én lige så rastløse og forventningsfulde som ham selv. Det havde været nemmere end han havde forventet at få samlet ikke bare sin egen flok i en samlet enhed, men alle flokkene han kunne opspore i skoven. Den skepsis hans egen flok havde haft til ham da han havde samlet dem i lysningen var hurtigt forsvundet, så snart han fortalte dem hvad de skulle gøre: samle sig til krig mod Forsyth, og én gang for alle rive vampyrerne ned fra tronen. Det havde selvfølgelig ikke været hans eget fokus, men det havde hjulpet med at få smurt hjulene nok til at alle som én. Og andre flokke sluttede sig hurtigt til dem, hvis ikke af et had mod vampyrerne på tronen, så af forventningen til at udgyde blod.

De havde stået et stykke udenfor byen og ventet på at solen skulle gå ned bag bjergtopperne, og månen rigtig skulle komme frem. Ventetiden havde kun fået hele flokken til at blive endnu mere rastløs, og mere end ét lille slagsmål var allerede brudt ud her og der. Varulve havde aldrig været civiliserede, og på ingen måde nogen organiseret hær – men når det kom til rå styrke kunne det dårligt gøres bedre.
”Lad os bare angribe dem nu!” var der én af varulvene som råbte op om, og flere støttende tilhængere samlede sig bag ham. ”Hvorfor venter vi overhovedet?”
”Vi venter fordi jeg siger vi venter!” snerrede Loup tilbage af ham. Hans fingre kradsede over hans hals og hans brystkasse. Det kløede i hele hans krop, som om han kunne mærke hvordan pelsen pressede på huden fra hans indre. ”Vi venter til kampen starter, til deres blod pumper og vi kan slå dem alle ihjel uden selv at blive dræbt. Jeg vil høre varulvene hyle i nat og se jorden bade i Forsyths blod!” Noget han havde sagt måtte have slået an, for det blev mødt af ivrige tilråb som hurtigt bredte sig som en løbeild i flokken. Loup måtte trække en smule på smilebåndet. Så forenet havde han ikke set sin flok siden den nat han selv overtog. Men denne gang følte han sig som flokkens leder. Han skævede mod Sethos’ enorme murer som beskyttede byen. Nu måtte Era bare sørge for selv at overleve – de havde stadig deres kamp.

Det hele skete pludselig hurtigt. Solen forsvandt, og den vavilonske hær satte i bevægelse. Fuldmånen trådte frem på himlen, og et fælles støn af smertefuld fryd blandede sig i flokken. Tøj blev flænset da snesevis af kroppe vred sig i ubehag under forvandlingen. Knogler knækkede og rykkede sig, indtil alt der var tilbage af flokken var en horde af deres sande væsen: de enorme behårede varulve.
Loup hævede ansigtet mod den mørke himmel, og satte i et højt hyl, som ville have fået det til at gå mellem marv og ben på enhver som nogensinde havde hørt en varulvs kampråb. Der var ikke nogen vej tilbage længere. Som svar stemte hele flokken i Loups hyl, inden hver og én satte i løb over klippegrunden mod den vavilonske hær. Loup kunne mærke fråden samle sig i munden på ham allerede før han nåede den første soldat, som han brutalt rev til jorden. Bag ham fulgte et hav af varulve som uden tøven sluttede sig til kampen, og udløste et kaos blandt bagtroppen af hæren.

[Era Garou]

Rastløs og afventende stod Era på første række til det hele. Lige foran sig tårnede den ødelagte port sig op over hende, og kastede sin mørke skygger ind over hende. Fingrene åbnede og lukkede sig gentagende gange. Omkring hende stod hendes tilhænger. Varulvene tættest på hende, og så hele modstandsbevægelsen af et mix af forskellige vavilonske racer. Hele tiden skævede hun op mod månen. De var klar.
Udenfor murerne kunne hun høre lyden af tusinder af støvler, trampe mod jorden, så den skælvede under hende. Hele den fucking vavilonske hær. Sikke et syn det ville være, når porten blev brudt ned, og hun skulle stå ansigt til ansigt med den!
Lyden af susende vinger fik Era til at lægge nakken tilbage, lige i tide til at se Zach, lande et stykke væk fra sig. Uden tøven gik hun hen til hans side.
"De er på vej mod os - man kan mærke det i hele fucking jorden!" fortalte hun forventningsfulgt, og lagde armene over kors, mens hun sendte dødsengel et skævt smil. Ligesom de andre varulve bar hun næsten ingenting. Kun et stykke stof, var viklet omkring hendes atletiske, tatoveret krop, for at dække de mest private dele. Snart ville hun dog, blive tvunget ud i en forvandling, der alligevel ville rive alt tøj i stykker, når hun voksede til dobbelt størrelse.
"Det var noget af en tale, Forsyth-bitchen kom med, huh? Hun kan bare vente sig til de små overraskelser vi har i baghånden," grinede den unge varulv, og flyttede uroligt vægten over på den anden fod. Igen kastede hun et blik op mod månen. Så tæt på. Alt i hende kriblede, som lige inden ens aller første kys. Hun havde en blodrød stribe farvet lige over hendes ansigt. Flere fra modstandsbevægelsen havde gjort det samme - nogle havde endda et håndtryk malet. En tradition ført videre fra deres første handling, da hende og Zach havde stiftet det hele.
Et tick fik hende til at give et snerrende vrid med hovedet. Så tæt på. Så ulideligt tæt på. Jorden rystede under hendes nøgne fødder. Hun kunne lugte alle omkring sig.
"Vi er nødt til at springe porten, Zach..." Hendes hånd rakte ud, for at gribe fat i hans arm. Fingrene lukkede sig hårdt fast. "Jeg ved godt, vi ikke... ikke får taget så mange ned, men vi er nødt til det, imens... vi forvandler os. Vi varulve er første bølge, og vil løbe ud inden støvet har lagt sig. Det bliver så fucking fantastisk, Zach!" Hele hendes ansigt blev flækket af et bredt grin, der afslørede alle de skarpe tænder, inden at hun slap ham, for at træde en smule væk fra ham. Hun blinkede til ham, før hun vendte sig mod den afventende flok foran porten. Muntert grinede hun til dem.
"Brødre og søstre! Så er det nu! Kæmp vel, dræb vel, og dø vel. Må gudinden lade jer alle smage jeres fjenders kød!" råbte hun motiverende. Et par varulve trak deres kapper eller trøjer af. Hun spredte armene ud fra sig, og lagde hovedet tilbage, for at lade månens lys ramme sit ansigt. "Get on with it!"
Alle som én af varulvene i Sethos brød krampagtigt sammen synkront med deres fæller udenfor muren. Skrig og råb hævede sig som et ekko, mens knogler brækkede, muskler voksede, pels groede ud, og sener bandt sig påny sammen. Snart blev smertesskrigene til hylen og snerren, mens menneskeskikkelserne ændrede sig vridende til de monstreøse ulve.

[Eriz LaPiera Black]

Vindens susen kunne ikke helt overdøve lyden fra Sethos. Ulvehyl, råb, skrig og lyden af den enorme vavilonske hær, nåede som et ekko den pandemoniske hær, der tålmodige og tavse, stod gemt væk, og ventede på at marchere frem. Som sorte statuer stod de disciplineret på rad og række. Indviklet kampmaskiner drevet af kul, var strategisk placeret her og der, for enten af beskytte svage punkter i hæren, eller også for at dræbe flest mulige af fjenden.
De sorte og røde flag vuggede i den iskolde vind med Pandemoniums segl plantet midt i det hele, så man ikke kunne være i tvivl om, hvilken hær det drejede sig om.
Ingen snakkede eller rørte sig.
Siddende elegant på en høj, sort hest befandt dronningen sig. Eriz. Som traditionstro var hun forrest af hele hæren med et par generaler på hver sin side af sig - ligeså på udrustet heste.
Hun var iklædt sin metalrustning, der var formet som en blanding af slangeskind og ravnefjer. Håret var sat op i en stram knold, så hun ikke ville få det i ansigtet. Et sværd hang ved hendes hofte. De blå øjne glødede næsten, mens hun med ophøjet ro ventede på at de skulle slå til. Alting til sin tid. Først skulle porten sprænges, så skulle varulvene slå til, og efter et stykke tid kunne hun træde til for at hjælpe. Ingen grund til at få sine egne mænd dræbt for hurtigt.
Pludseligt rettede hendes øjne sig skarpe og agtpågivende mod den høje, sneklædte klippe for venstre af dem. Et velkendt og dog så fremmede sind, var som et lys poppet op i hendes mentale radius. Straks havde hun lagt mærke til det. Svagt kunne hun mærke det, da det måtte befinde sig i udkanten af hendes hærs flanke. Øjnene blev til smalle sprækker.
Det kunne da ikke være ham...
"Aeres...?" hvislede hun til én af sine betroet generaler, der befandt sig ved hendes side.
"Ja, min dronning?"
"Tag 9 soldater med dig, og gennemsøg klippevæggen til vores venstre. Der er en tunnel. Tre personer gemmer sig derinde. Bring dem til mig. Nu!"
Hendes general nikkede fast uden at komme med spørgsmål. Tavst udpegede han de soldater, han tog med sig, før at han sporede sin hest ned gennem rækkerne, for at trave hen mod bjergsiden.
Eriz blev ved med at kigge efter ham. Forventningsfuldt rettede hun sig endnu mere op, mens hesten, de rkunne mærke hendes spænding, prustede damp ud af næsen.
"Så mødes vi igen, min kære..."

[Macaria Forsyth]

Ingenting. Ingen bevægelser. Kun lyden af byens horn gjaldrede mellem bjergsiderne, men ellers ingenting. Macaria hvilede sit sværd over den ene skulder, mens hun mistænksomt betragtede den store port, som hendes hær løb råbende imod. Hvad havde de tænkt sig derinde? Var det for meget at forlange, at Zeans gift havde slået dem alle sammen omkuld? Hun anede ingenting om lederne, andet end hvad Zean havde fortalt hende efter sit møde med dem, så hun anede ikke hvor kloge de var. Havde de fundet en vej ud af byen på trods af alt deres kamp om at sprænge tunnellerne?
Eftertænksomt satte hun hånden i siden. Der var ikke rigtigt andet at gøre, end rive hele porten ned, og finde ud af det. Åhhh hun håbede virkelig ikke, der befandt sig en drage derinde!
Ulvehyl og skrig nåede hendes følsomme ører, og hun sendte fuldmånen en opgivende mine. Jaer... hun havde regnet ud, det var hvad, der ville ske. Varulvene skiftede. Hvad hun dog ikke havde regnet med, var lyden af så mange hyl! Specielt ikke fra hendes bagside af.
Langsomt vendte hun sig halvt rundt, lige i tide til at se mørke skikkelser, komme springende gennem sneen direkte mod bagtroppen af hendes hær.
"I forbistret forræddere..." hvæsede hun lavmælt, da varulvene kastede sig over de bagerste rækker. Hun lod sit sværd falde ned langs hendes side, inden at hun uden tøven sprang ned fra klippeblokken, og landede sikkert på jorden. Sne fløj op omkring hende.
"Riv porten ned!!" råbte hun højt over skulderen, inden at hun begyndte at sætte i løb mod bagenden af sin hær. Med sin unaturlige hurtighed strøg hun forbi soldater, der løb den fuldkommen modsatte vej af hende, indtil hun endelig nåede de bagerste rækker, hvor hun greb med begge hænder om sit sværd, og huggede den første varulv ned hun mødte. Den havde ikke engang nået af se hende, før dens hoved trillede blodigt hen over den hvide sne.
"LOUP din løgnagtige satan!" råbte hun højt, inden at hun huggede sit sværd i en anden varulv, så hun med støvlen måtte skubbe den af. Et held hun var vampyr, ellers havde hun ikke stået en chance mod dem! Overalt kæmpede hendes soldater indæt mod den overraskende hær af varulve, der var dukket op. Hun gik direkte efter alfaen. Aldrig havde hun brudt sig om ham! Efter alt hun havde gjort for den lorte race!
"Hvor er du, forrædder?!! Vis mig dit æreløse ansigt!! Jeg ved du kan både høre og lugte mig, køter!" hvæsede hun arrigt, og svang sværdet en omgang rundt.

[Zean Forsyth]

Hans blik, skarpere end hans forældres, skar igennem mørket og lyset fra den kommende måne. Han kunne høre flagene slå let i vinden. Han greb ud efter den nærmeste klippevæg. Nej! Han stirrede sig blind på symbolet af pandamonium. Det kunne kun være Eriz! Marcellus ville ikke have nosser til at være her med sin hær, i det mindste ikke uden at sige det først. Havde hun ikke en borgerkrig? Hvorfor var hun her?! Shit. Han knyttede hånden og slog den hårdt mod klippevæggen, mens han med den anden hånd holdt sin svage far oppe. Nej! De måtte have lavet en aftale. Måske ville modstandsbevægelsen støtte hende i at blive dronning af Pandamonium igen, hvis hun hjalp dem? Han kunne ikke se hvad ellers. Men den kælling skulle ikke i nærheden af hans by! HANS BY!
Han hoppede næsten og var tæt på at tabe faderen, da han mærkede sin mors blide hænder mod sine skuldre. Hun pegede skrækslagen over den gruppe soldater der brød fri og kom over mod klipperne. Havde Eriz bemærket dem? Hvor langt rakte hendes sind? Han havde stadig intet værn mod hende. Han så hen på sin mor. Hvis Eriz fik fat i dem...Når hun lærte sandheden, for det ville ske...Så ville alt dette have været forgæves. Men han kunne ikke både få dem væk, undgå Eriz og advare Macaria. Så hvad skulle han gøre?
I det fjerne hørte han de skingre hyl og lidt efter råb og skramlen. Det hele var begyndt. Han måtte tænke hurtigt! Han vendte sig om mod sin mor med vilde øjne. Der var intet andet valg. Han satte sin far op af klippevæggen, hvor han stønnede svagt af smerter. Han tog den lille taske og lagde den i skødet faderen, før han lagde begge sine hænder på skulderen af sin mor og så hende dybt i øjnene.
"Dette er meget skidt. Den hær derude er ikke vores og den kan ødelægge vores sejr. Macaria ved formentlig ikke den er her og det er værre at tabe alt end...Bare os. Sig til Macaria, min kone, at Pandamonium er her i form af Eriz og hendes hær. Høre du mig?!" han ruskede blidt sin mor, der så med lige dele vrede og forvirring på sin søn.
"Men hvad med jer? Og måske bliver jeg skudt ned...Åh, Min søn..."
"Du er en dødsengel! Du fortsætter uanset hvad. Smerte er dit våben og din styrke. Løb igennem tunnellen og tilbage til Sethos. Flyv derfra og find hende. Jeg vil prøve at få Far ud herfra..." Han kunne ikke få sig selv til at indrømme over for sin mor, at hvis ikke de begge døde, ville faderen nok gøre det uanset. Han greb den lille taske med urter og skubbede den i favnen på sin mor.
"Hun får brug for hjælp. Bliv hos hende og hjælp medicinsk når du kan. Jeg regner med dig. Gå nu! Løb nu!" han skubbede brutalt sin mor ind i tunnellen igen. Hun så sig kort over skulderen, før hun med bylten i hænderne satte i løb. Ville hun nå det i tide?

Zean trak sit sværd og vendte sig om mod sin far. Havde han selv været en dødsengel ville dette havde faldt ham så meget nemmere. Han burde bare slå manden ihjel og være en bekymring mindre. Det var jo ikke fordi han kunne lide manden alligevel!
Han hævede sit sværd og så over mod hæren. Mændene var her næsten.
"Undskyld dit gamle røvhul. Tak for alle dine slag gennem tiden" hvislede han hæst, da han stak sværdet igennem hans ribben og ind i hjertet.
Han nåede lige at trække sværdet fri og bekræfte manden snart ville være død, da soldaterne nåede ham. Han rankede ryggen og gik dem i møde.
"I finder ikke andre end mig her! Tag mig til jeres dronning!"
Hans sværd hang i hans hånd. Spidsen dryppede endnu af blod.

[Zachariah Fairbairn]

Zach så på Era med et lille smil, før han så tilbage på porten. Hun havde ret, de måtte snart gøre det. Når eksplosiverne var blevet tændt gik der alligevel et øjeblik før de faktisk sprang. Men han ville have hæren så tæt på som muligt! Han ville se så mange knust som han kunne! lidt forsinket gik det op for ham at Era nu stod og snakkede til deres mini-hær. De syge og svage bagerst, i håb om de kunne flygte i forvirringen, men ellers ville de blive efterladt. De vidste det og det, kombineret med folks blodlyst, gav en underlig anspændt stemning. Folk ventede bare, de ville gerne i gang og se hvem der ville leve eller dø. Det ville han også gerne selv.
Ubevidst gned han sit sårede ben. Da han hørte hylende, gled et lille smil over ham. Loup! Han havde holdt deres aftale og var mødt op! Han ville presse hæren mod porten og der ville de møde noget helt andet...
Han trak sit sværd og stak det i luften.
"Forbered jer! Dette er ikke bare en kamp for at leve, det er en kamp der kan afgøre landets fremtid! Kæmp! Kæmp for jer selv! Kæmp for jeres land! Kæmp for Euphonia!" råbte han og flere dødsengle trak deres sværd og brølede i takt med varulvene, der hylede og lyden af knækkende knogler. En lyd Zach fandt meget fornøjelig. Han svang sværdet over sit hoved, før han satte det i skeden igen. Han nikkede til en ingeniør der stod i udkanten af det hele. Råb lød. Zach vendte sig om mod porten.
"Roolig..." mumlede han for sig selv og trak sin bue frem. Han slog ud med vingerne. Han skulle ikke stå forrest, han skulle bruge støvet fra eksplosionerne til at føre bueskytterne ind over hæren og skabe en yderlig åbning for Era og deres soldater til at nå helskinnet ud af den snart ødelagte port og angribe.
Han hørte nogen ramme porten fra den anden side og kunne ikke holde et lille smil tilbage. Euphonia måtte støtte dem! Alt gik efter planen!
BOOOOM -BOMBOMBOM.

Bragene rungede igennem luften. Jorden rystede. I et øjeblik skete der intet...
Så gled tårnet ved siden af porten ned. Det gav efter og slog flere stykker klippe løs omkring sig. Den faldt end over porten, rev porten med sig i faldet...
Størstedelen faldt ned over det forreste af Vavilons hær. Lidt af det faldt indenfor og selv og Zach havde lavet en sikkerhedsafstand, lød der alligevel nogle skrig, som vildfarne sten ramte nogen omkring ham.
Men hans fokus var et andet sted. Han gned støvet ud af øjnene og gik på vingerne sammen med alle bueskytterne. En lille sten havde ramt ham på kinden og fået en lille rift til at bløde. Hans ører virkede mere eller mindre døve efter larmen. Det var gennemtænkt. Dem der lå skrigende under stenene, fulde af smerter, sendte en lugt af støv og blod ind over dem. Og smerterne styrkede dødsenglene, selv om det var på begge sider.
Nu begyndte det!

[Loup Garou]

Loups varulveform kunne være lige så meget en fordel som den kunne være en ulempe. Den hvide pels gjorde ham meget nem at bemærke i den mørke ulveskov, og under andre omstændigheder ville den have gjort ham til et større mål end hvad der var nødvendigt. Men i sneen var den praktisk. I kampens kaos blev sneen hvirvlet op fra jorden og dansede i luften mellem soldater fra begge kanter, og Loup kunne bevæge sig næsten usynligt på slagmarken mellem fjenden og sine artsfæller.
For hver fjende han nedlagde, blev hans pels mere blodig og frygtindgydende. Som et blodtørstigt monster hævede han sig op i sin fulde højde og brølede i fryd og triumf. Endelig en sand kamp! Varulvene mod de kongelige vampyrer og deres hær! Uden tvivl måtte det urgamle had mellem racerne have bidraget til at give varulvene blod på tanden: Selv om sværd, økser og morgenstjerner blev stukket og hamret i dem, kæmpede hver og én af varulvene til sit sidste åndedræt, og tog så mange af de vavilonske soldater med sig i døden som de kunne.

Lugten af blod og død hang snart tungt i luften, men Loup nød hvert et sekund af det. Hjertet hamrede som en maskine i den massive brystkasse, mens han med tænder og kløer kæmpede sig igennem soldaterne. En soldat med ramt med et sving af hans massive arm i benene med en sådan kraft at de blev brækket i den forkerte vinkel, og soldaten faldt til jorden med et øredøvende skrig af smerte, som hurtigt blev stilnet da Loup hamrede sin pote ned i hovedet på ham med nok kraft til at metalhjelmen og kraniet den beskyttede blev knust under dens vægt.
Under fuldmånens skær var der ikke meget tilbage af manden i ham; det var dyret, bæstet, monsteret der styrede hans arme og ben, drevet af overlevelsesinstinkter og blodtørst. Alligevel opfattede alfaulven da hans navn blev råbt gennem slagmarken, og det blodige hoved blev vendt mod kilden. Han så Macaria stå midt på slagmarken, med to døde varulve omkring sig, svingende med sine sværd. Hans tænder blev blotlagt i en snerren, mens han igen rettede sig op på to ben, så han kunne stå i sin fulde højde. Hans krop var allerede dækket af blodige ar, men det lod end ikke til at varulven var hæmmet af sine skader. Monsteret var ligeglad, så længe fuldmånen var oppe. Kunne han trække vejret, kunne han bevæge sig. Kunne han bevæge sig, kunne han slås. Kunne han slås, kunne han overleve.

Endnu et kampbrøl lød fra dybet i hans strube, rettet mod himlen, og som svar var det som om hans varulve kæmpede hårdere. De havde fået blod på tanden, og ville ikke give sig før kampen var ovre. Men dronningen var hans. Macaria udstrålede en autoritet dyret i ham genkendte – og som det ikke var andre end ham, som kunne udfordre.
Et brag hindrede ham dog i at springe mod vampyren, tæt efterfulgt af en rumlen i jorden og en trykbølge som sendte Loup flere meter op og tilbage over slagmarken – ham, og et utal andre varulve og soldater som alle blev slået omkuld. Bragene blev hurtigt efterfulgt af paniske skrig da sten og træværk fløj om ørene på dem alle og dækkede hele slagmarken. Loup måtte vaklende finde balancen igen, og finde ud af sine omgivelser igen. I et kort øjeblik var det som om kampen var stoppet op, mens alle fandt ud af hvad der lige var sket – og samtidig var det som om helvede brød løs, da en sværm af dødsengle fyldte den mørke himmel, og en bølge af varulve brød frem fra stedet hvor der indtil for nylig havde stået et tårn. Loup var stadig ikke sikker på præcis hvad der var sket, men han var også ligeglad. Lyden af stål der blev svunget gennem luften sang nok en gang gennem luften, da både soldater, varulve, dødsengle og hvad der ellers havde samlet sig på bjerget, genoptog kampen. Et sværd svingede lige udenom Loups hoved, som i stedet for at kappe hovedet af ham blot fik revet spidsen af hans øre med sig. Ikke desto mindre var det nok til at få varulvens opmærksomhed, og Loup gav soldaten et sving med poten som sendte ham flyvende væk og ind i en nærtstående klippe, hvor han ikke rejste sig igen.

[Era Garou]

Murbrokker, sne og jord bragede ned over varulvene, der stod på forreste række, tættest på tårnet. Forsvarsløse lå de krummet sammen på jorden i gang med deres forvandling, uden at lægge mærke til de store sten, der faldt ned omkring dem.
Smertefuldt forvandlede Era sig til den sorte, monstrøse ulv. Stoffet hun havde viklet om sig, rev hun væk, da hendes nøgne skikkelse voksede. Gispende efter vejret hev hun støv ned i lungerne, så det føltes som om hun ikke kunne få vejret, mens hun med vidt opspærret øjne krampede sig ind til sin rigtige form.
Der var stadigvæk rester af den røde streg over hendes øjne. Hele kroppen prikkede mens hun langsomt på benene. Eksplossionen var overstået. Støvet gjorde det umuligt at se noget, og alt var blevet stille omkring hende. Rundt omkring sig kunne hun se andre silhuetter fra varulve, rejse sig snerrende og knurrende. Et par stykker havde været så uheldige, at være blevet ramt af de store murbrokker under deres forvandling, men den slags ofre var desværre nødvendige.
En høj, hylende lyd ringede for hendes indre øre, mens hun på alle fire, begyndte at traske over resterne af porten. Som de rigtige hersker af landet dukkede varulvene frem i åbningen, der var blevet lavet i midten af muren. Deres nakkebørster stod i vejret, og ansigterne var trukket tilbage i snerren, mens deres øjne lyste op i skæret fra fuldmånen.
Oppe på den sorte himmel herskede dødsenglene med deres drabelige pile, og slog alle ned i de forreste rækker, der stadigvæk var i live. De fleste soldater fra den vavilonske hær, der havde et udsyn til porten, var dog stoppet op i kort chok ved synet af flokken af varulve. Sikke et syn de måtte være!
Era smilede for sig selv, inden at hun kastede nakken tilbage og hylede op mod himlen. Som var det et slags signal, kastede varulvene sig frem som en flodbølge af kløer og tænder mod den vavilonske hær. Resten af modstandsbevægelsen fulgte efter med sværd, køller og spyd, for at hjælpe varulvene, der mere eller mindre så rødt.
For Era var der ingen sanser så store, som smagen af kød og blod i hendes mund. Brutalt flåede hun struber op, uden at tage sig af rustninger, magisk beskyttelse eller andet pjat.
Følelsen af magt gav hende lyst til at le højt. Bare lad dem komme! Lad dem alle komme og se varulvene i deres rigtige hæder!

[Eriz LaPiera Black]

Generalen genkendte Zean med det samme. Både som gæsten på slottet, og fangen i den hemmelige kælder. Før borgerkrigen havde han adlydet kongen, indtil at Eriz havde åbnet hans øjne. Så ja… han genkendte dødsengel – vampyren.
Med rynket pande bremsede han sin hest lige foran Zean, og så ned på ham med skarpe øjne. Det var ham, der havde været med til at kidnappe prinsessen! Ham der havde skadet hans dronning! Fingrene kriblede efter at hugge hovedet af ham af ren loyalitet for hans herskerinde, men han vidste, hun ikke ville syntes om det.
”Zean Forsyth,” mumlede han med had i stemmen, inden at han gjorde tegn til sine mænd om at slå ring om vampyren. Ingen var dumme nok til at gribe fat i den tidligere konge, eller bruge vold til at få ham til at følge med. Han skulle nok komme med frivilligt. Hvilket andet valg havde han?

Derfor var det en hel lille parade, der kom gående mellem rækkerne på den tavse, stillestående hær mod dronningen i spidsen af det hele, som en smuk pyntefigur. Hendes blik hvilede allerede på Zean, lige så snart hun kunne se ham. Ansigtet var ulæseligt.
Uden tøven lod hun sig glide ned af sin hest, der velopdragen blev stående hvor den var, selvom den utålmodigt gravede i jorden med sin ene klov.
Hun lignede en rigtig krigerdronning, som hun stod dér omgivet af alle sine mænd og iklædt slangerustningen med ravnefjer på skuldrene. Hun bar den gnist af anstændighed og uopnåelighed, som Macaria ikke havde, og nok aldrig ville få, blot fordi at hun ikke var født nobel. Eriz vidste hvordan man skulle begå sig. Det havde været det, der i sin tid, havde fået Zean til at blive draget af hende, første gang de mødtes.
Desværre havde han mistet akkurat det, hun havde fundet så tiltrækkende ved ham. Hans dødsengel-side.
Tålmodigt ventede hun på at de kom helt op til hende. Generalen bukkede dybt for hende, inden at han beskyttende stillede sig ved hendes side, og nu gav hende frit udsyn til deres fange.
Kælent strøg hendes sind over hans. Så velkendt og dog så fremmede var det. Endnu havde han ikke nogle forsvarsbarriere omkring sig. Det fik hende til at give et fnys fra sig. Mon han ligefrem holdte af, at blive indvaderet af hende?
”Hvor er de to andre?” spurgte hun med sin kølige, lavmælte stemme, alle alligevel kunne høre så klart.
Generalen slog ud mod Zean med en behandsket hånd.
”Der var kun ham, Deres Majestæt. Ham og et lig.”
Et spydigt smil afslørede Eriz’s følelser, og hun trådte tættere på Zean, hvis sværd selvfølgelig var blevet taget fra ham på vejen.
”Ham og et lig…” gentog hun stille for sig selv, inden at hun stoppede op lige foran Zean, så hun måtte lægge hovedet en smule tilbage, så deres øjenkontakt ikke blev brudt. Duften af ham fik minder til at stryge igennem hendes hoved. Frygtløst blev hun stående hvor hun var. Langsomt lagde hun hovedet på skrå.
”Hvor er hun?” forlangte hun at få af vide. ”Min datter.”

[Macaria Forsyth]

Macaria havde akkurat lige fået øjenkontakt med den store, hvide varulv, da trykbølgen ramte hende. Med et halvkvalt skrig krummede hun sig sammen. Kraften var så stærk, at den truede med at vælte hende omkuld. Sten og jord fór forbi hende, og rev i både tøj og hår. Læberne snerpede sig sammen og øjnene klemte sig hårdt sammen, for ikke at få støv ind.
Hendes stakkels følsomme ører. En høj hylelyd var alt hun kunne høre. Smertefuldt tog hun sig til sit ene ører, hvor blod silede ud i en fast strøm. Trommehinderne måtte være sprunget. Heldigvis ville de snart heale – hurtigere end andres.
Af ren chok gispede hun efter vejret, mens at hun rettede sig op, og vendte sig mod det sted eksplossion var sket. Ved blodets liv… hvor havde de dog fået krudt fra?! En lille detalje Zean havde glemt at fortælle hende? Og så slog en frygtelig tanke ind i hende – Zean. Hvad hvis han havde været i én af tunnellerne mens eksplossionen var sket? Risikoen for at den var brast sammen over ham, var meget stor! I det mindste var han vampyr. Selv hvis han var blevet begravet, ville han kunne grave sig selv ud. Alligevel sad bekymringen i hende, og snart blev bekymringen til vrede, og vreden til viljestyrke.
Hun skulle nu kæmpe en krig fra begge flanker. Hvis bare Nathaniel havde været her…

Med en snerren tog hun et fastere greb i sit sværd, og begyndte at marchere tilbage til fortropperne i et hurtigt tempo, mens hun råbte ordre ud til sine mænd.
”Stå fast! BAGTROP dan en mur med jeres sølvskjolde – vi vidste, vi ville kæmpe mod de bæster! Det her skal nok blive sjovt! Folk vil synge om det her i årtusinder! Kæmp! KÆMP! KÆMP!” Hendes ord hævede sig over kampråb, døendes skrig og lyden af metal mod metal. Hvis der var noget hun kunne, så var det at samle folk omkring sig. Samle dem og finde på strategier. Hun nægtede at gå ned uden ordentlig kamp!
Høje af hendes røst begyndte hendes hær at samle sig. De slog truende med deres sværd mod deres skjolde, mens de brølede i takt til hendes stemme.
”Hvem er vi?!”
”Vaviloner!”
”Hvad vil vi have?!”
”Kaos!”
”Igen!”
”Kaos!”
Deres fælles stemmer formede sig igen til hendes nye navn, som hun bar fælles med Zean. Forsyth rungede ud over slagmarken, mens hendes folk gik i forsvarsposition mod de samlet flokke af varulve. Skjolde blev hævet og skubbet sammen til en mur af sølv, der skulle bremse de store bæster fra at oversvømme dem. Støvlesnuder blev gravet ned i den sneklædte jord, for at så fast, mens det rytmiske råb blev brølet med deres fjender.
”Forsyth! – Forsyth! – Forsyth! – FORSYTH!”
Macaria havde dog ikke tid til at nyde fællesskabet, men var hurtigt på vej igennem den store hær, for at komme til fortroppen, der var kommet i besværligheder med modstandsbevægelsen.
”MAGIKER! Skyd mod dødsenglene i luften! KRIGERE! Det er en fantastisk dag at dø på! Destruere oprørerne!” Hendes ordre blev vaklende hørt, men fik mere og mere styrke i handlingerne, da flere fulgte trop.

Det var svært at se forskel på dødsenglene på deres side, som var loyale til Zean, og dem der var med modstandsbevægelsen.
Derfor snurrede hun også rundt med sit sværd hævet, da en dødsengel pludselig landede lige bag hende.
Dødsenglen – en kvinde – hævede beroligende sin ene hånd. Undersøgende øjne gled over hende.
”Forsyth?”
Macaria sænkede sit sværd en smule. De befandt sig inde i midten af hæren, hvor ingen fjende endnu var trængt ind.
”Det er mig.”
”Min søn har bedt mig om at stå ved din side. Han bringer en besked.” Dødsenglens stemme var underlig blød samtidig med at den lød monoton. Macaria rynkede panden. Hun havde ikke tid til det her!
”Og hvem er du?
”De råber mit navn.”
Nu var det Macarias tur til at granske dødsenglen foran sig. Forsyth. Zeans mor. Hun lod sværdet falde helt, inden at hun brød ud i en lille latter, og gik frem med hånden rakt frem. Kvinden trykkede den.
”En fornøjelse at møde dig. Fortæl mig hvad Zean vil fortælle, mens vi går mod fortropperne. Hvor er han? Jeg kunne godt bruge hans hjælp,” spurgte den unge vampyr. De begyndte i et hastigt tempo at følges ad gennem den store hær.
”Han er oppe ved passet et stykke væk. Der er en hær gemt deroppe. Pandemonium. De fandt os,” fortalte moderen kort for hovedet, mens hun trak sine store vinger ind. Det hun fortalte efterlod Macaria helt kold indvendigt. Sammenbidt stirrede hun frem for sig.
”Hvem fra Pandemonium er det? Kongen eller dronningen?”
Var det ikke ligegyldigt? Måske i det store hele, men ikke for hende. Hvis det var Marcellus… tanken var forfærdelig. Men hvis det var ERiz? Det var svært at sige, hvem hun helst ville fortrække.
”Dronningen. Eriz.”
Alle nakkehårene hævede sig, og Macarias underlæbe skælvede. Så det var slangen, der var ankommet. Kort stoppede hun op. De var næsten ved fortropperne. Magi blev slynget op i luften mod de fjendtlige dødsengle, og lyste omgivelserne op i forskellige, klare farver. Macaria tog sig til næseryggen mellem øjnene.
”Han kan klare Eriz. Jeg ved han kan klare Eriz,” mumlede hun stille, mest for sig selv. Det var hvad han ville. Stå ansigt til ansigt med den heks. Det var det han ville. ”Han må have mænd derop. Eriz vil ikke bare sådan dræbe ham. Flyv over til vores højre flanke, og fortæl Fyrst Hothian, at han skal tage hele sin batallion derop. Tag dødsenglene også. De kan være mere til gavn en Zean, og kan overraske dem fra oven. Eriz kan ikke have sådan en stor hær, da Marcellus har halvdelen. Zean kan klare det.”
Dødsengelkvinden – der var hendes svigermor – nikkede fast, inden at hun slog sine sorte vinger ud.
”Jeg kommer tilbage. Jeg lovede min søn, at forblive ved din side,” var det sidste hun sagde, inden at hun tog afsæt og lettede. Macaria kiggede kort efter hende, før at hun endnu engang koncentrerede sig om kampen hernede. Guderne være med dem.

[Zean Forsyth]

De slog ring om ham og efter kort at have konstateret at manden bag Zean faktisk var død, blev han fravristet sit sværd og hurtigt gennem-klappet for yderligere våben. Yderlige to dolke blev taget fra ham, før en mand meddelte der ikke var mere. Under hele behandlingen lå hans hånlige øjne rettet mod generalen, som han udmærket genkendte. Hans fingre kløede for at lægge sig om mandens hals...Flå den fra hinanden...Drikke hans livgivende blod. Han havde ikke spist i over et døgn! Han var så TØRSTIG!
Kampen var begyndt og han ville ikke gå glip af den. Alt han ønskede sig var at bade i folks blod, hvorfor skulle han ellers deltage? Tanken om at Eriz ville holde ham for kampen, om ikke andet så bare for at pine Zean, var uudholdelig. Men på intet tidspunkt gav ham sig, da han rettede sig op i sin fulde højde og gik med mændene. Han lignede en kriger med æren i behold, stolt trådte ham frem med næsten lydløse skridt. Selv ikke da de nåede ind mellem Erizs hær så han væk. Han så kun over mod det sted, hvor den både fascinerende og forhadte kvinde var. I et kort øjeblik blev han distraheret, da han hørte lyde af noget der lød til at eksplodere, delt med en del skrig. Hvad skete der? Var Macaria okay? Havde hans mor overlevet og fundet hende?

Da generalen flyttede sig, fokuserede han dog kun på en ting. Og det var kvinden foran ham. Det slog ham at hun som altid var en af de mest tiltrækkende kvinder han havde mødt, hvilket stod i stor kontrast med hendes mørke. Ikke fordi han havde noget imod mørke - han dyrkede død og ødelæggelser som sine to guder. Men han havde noget imod det, når det blev rettet mod ham selv som et våben. Hadet og fascinationen levede side om side, kæmpede for at få lov at være mest dominerende. Han gav sig ikke til nogle af dem, nægtede at gøre det! Han havde alligevel tænkt sig at opsøge hende. Nu blev det jo bare her! Når det kom til stykket var han som et barn. Han kunne ikke holde fingrene fra alt det spændende!
Hans iskolde øjne mødte hende uden fortrydelse. Og dog gled de alligevel prøvende ned over hendes hals for at se om han på nogen måde havde efterladt et mærke. Det ville være en fryd hvis han havde efterladt sig mærker på hendes ellers perfekte udseende, hos den forfængelige kvinde. En minimal straf, men et løfte om mere. Han var stærkere nu. Selv da hun trådte hen til ham...Åh! Han kunne høre hendes blod! Genkalde sig smagen! Og det slog ham at han lige så meget ønskede sig hendes blod, som han til hver en tid ville nyde hende i sengen. Macaria og Eriz...De nærede hver deres sider i hans indre. Og med tiden var Erizs begyndt at veje mere og mere...Selv om han aldrig kunne finde på at svigte Macaria...Nej. Eriz var også hans største rival. Og som sådan, burde hun dø.
Han sendte hende et lille smil, da hun nævnte sit barn. Hvor sødt...Hun var så bekymret for noget så lille og ligegyldigt. Det havde slået ham at barnet ville have bedre af at vokse op uden for sin moders indflydelse. Det ville minimere risikoen for at de ville få en lige så farlig kvinde på den politiske arena.
Men hvorfor hun troede at han vidste hvor det var, vidste han ikke. Ville hun slå ham ihjel, hvis han indrømmede han ikke vidste det? Isabel...Cal...
Måske vidste han lidt mere alligevel. Men siden hvornår var han typen der var generøs?
"Hvad vil du give for det?" hvislede han ud mellem sine hugtænder. Dramatisk havde han drejet hovedet lige nok til at månen ville genspejle deres alt for hvide skær og gøre at Eriz med sikkerhed ikke kunne undgå at bemærke dem. Hans smil voksede...Se dem! Se dem, dem der borede sig ind i din hals og sugede dit forpestede blod!

[Zachariah Fairbairn]

Han var gået på vingerne og spændt buen allerede inden støvet helt havde lagt sig. Flere dødsengle gik på vingerne, noget der normalt ville giv ene karakteristisk lyd, som ingen hørte på nuværende tidspunkt. Han baskede stærk og lagde sig i forreste række af engle. Som altid fløj de ikke bare på må og få, men i grupper. Sammen kunne de gøre mest skade på et område ad gangen. En gruppe der fløj til hver sin side og skød pile ned over flankerne af soldaterne. Den største gruppe - der stod af flere små grupper - der fløj ligeud og fordelte sig ud over hæren. Uden et ord spændte de synkront deres buer og sendte den ene regn efter den anden ned over soldaterne. For hvert skrig, der bekendtgjorde de havde ramt en, var der ikke så meget som et ryk i deres ansigter. Højst et glimt i deres øjne af smerternes fryd. Til tider faldt nogen, blev skudt ned enten af pile eller magi. Zach dirigerede dem med sine bevægelser. Når en faldt, tog en ny dens plads. På intet tidspunkt gik de i opløsning, tværtimod, hvis en gruppe blev for lille, smeltede den blot sammen med en af de andre og fortsatte. Dødsenglene kunne være splittet politisk, men når man gik i krig var det med orden og disciplin!
Det var først da nogle af dem stod over for nogle af deres egne, enkelte af dem begyndte at tøve. Flere fra begge hære skiftede side flere gange. Oftere gik de bare hver til sidst og skød nogle andre, huggede nogle andre i stedet.
Når de nåede enden af hæren vendte de om og tog en tur til. Zach var bedst i luften grundet sig sår, så han agtede at holde så mange i luften som muligt, før han ville sende dem ned og kæmpe på jorden. På den måde kunne han også overvåge hvordan kampen gik - Og lige nu frydede han sig. Forsyths hær var presset fra begge sider og Erizs hær kunne komme når som helst, selv om han efterhånden var begyndt at undre sig over hvor den var. Så opdagede han at kvinder, børn og syge var ved at kæmpe sig ud i udkanten af de kæmpende hære og sendte de fleste bueskyttere over for at beskytte deres flugt.

Han opdagede også at en delegation af Forsyths hær var brudt fri og bevægede sig over mod vest, hvor han vidste Eriz gemte sig. Han gjorde intet for at stoppe dem, da Eriz jo netop havde en hær i vente. Men han undrede sig alligevel - Siden hvornår havde de opnået viden derom? En svag bekymring nagede i hans baghoved. Han spændt buen igen og skød.