Post by Isabel Veterano on May 8, 2016 16:47:11 GMT
De to søskende virkede ikke til at registrere de to andre lige til at starte med. Specielt ikke fordi Isabel havde fået overtaget over sin lillebror. Først da hun sikkert havde fastlåst ham i et greb, så lige meget hvor meget han spjættede kunne han ikke komme fri, hævede hun de flammende øjne op mod det lille publikum de havde fået. For en gangs skyld hvilede der et smil på hendes læber, og englesiden skimtede frem i alt det mørke kroppen indeholdte.
”Så må I jo hellere skaffe noget at spise, ikke sandt?” svarede hun sigende. Hvor ville hun dog gerne se, Moria med bue og pil løbe afsted efter en buk! Hun ville sikkert slå sig selv i ansigtet med buestrengen. Caleb vred sig i hendes greb, for at komme fri, men hun havde solidt viklet sine ben om livet på ham, og havde ham fastlåst hans arme i et greb, der ikke lige var sådan at komme fri af.
”Vi skal nok lave noget mad! Hvis vi er heldige, kan vi grave afgrøder op fra marken, og lave noget suppe,” rettede han Isabel. Hele hans ansigt strålede af leg og latter. De to søskende havde virkelig forstand på at få humøret op og gejle hinanden op. ”Jeg skal bare…lige…fri! Izzy! Slip så!”
Isabels grinede, inden at hun eftergav hans ønske, og slap ham. Ikke at den unge magiker undslap at blive rodet op i sit hår af hende. Tydeligvis var hans storesøster blevet ham langt overlegen med sin nye kræfter og års træning, mens han blot havde slækket den af i Portus.
”Vi burde til at lave morgentræning,” kommenterede Isabel, som kunne hun læse hans tanker. Hun rodede rundt i én af taskerne, for at finde køkkenudstyret. ”Os alle sammen. Jeg er sådan set den eneste i træning til kamp. Selv du Cal, er blevet sloppy og doven. Du har også fået noget fedt på siderne!”
”Hey!... okay det er rigtigt. En smule,” indrømmede Cal med et suk, og hev sig i den lille delle, han havde vokset på sidebenene.
”Saïx har også brug for mere træning – specielt med hans nye kræfter. Jeg går heller ikke ud fra nobelkvinden har fået nogen form for kamptræning,” forsatte Isabel, og slog ud med hånden mod Moria. ”Vi skal kunne forsvare os selv. Jeg beder til Inei om at Marcellus eller Eriz, aldrig vil finde os, men hvis de gør, skal vi kunne holde dem nok tilbage, til én af os kan stikke af med Lili.”
Cal fnøs, og knipsede med fingrene mod bålet. Flammer begyndte straks at knitre frem fra det tørre træ. ”Lad os gøre os umage for, at vi aldrig bliver fundet.”
Det lykkes dem at finde nogle rødder, svamper og gamle afgrøder rundt omkring i skoven og på den nedbrændte gård, som de kunne bruge til at lave en vandet, mageløs suppe af. Teltene var blevet slået op, og Caleb havde gået sin runde omkring området, for at kaste forskellige sikkerhedsbesværgelser.
Isabel var i gang med at snitte kæppe til stave, som de kunne bruge til træning. Caleb lå på maven, og gennemgik én af sine gamle runebøger, han havde taget med fra Portus. Tøvende skævede han op til de andre omkring bålet.
”Hey… der er noget, jeg har tænkt på…” startede han stilfærdigt. ”Jeg ved det lyder dumt, men måske burde dem af os, som ikke har magisk beskyttelse, få graveret runer i sig – ligesom jeg. Og dig Izzy, i sin tid.”
Isabel mødte kort hans blik.
”Jeg har selv lavet et par runer, men mine nye kræfter, gør mig rimelig meget usårlig for tankespind, mindtricks, og andet sjov. Men du har ret. Det ville være det sikreste.” De røde øjne, rettede sig direkte mod Moria. Åhhh at føre en kniv til den fine, blanke hud, ville være en sand drøm.
”Vi har kun et problem med at gøre det ved Saïx,” tilføjede hun, og gjorde et hovedkast mod vampyren i deres midte.
”Ikke hvis vi bruger sølv. Det kommer til at gøre nas, men sølv efterlader ar. Tro mig… jeg har afprøvet teorien på hans skaber.” Cal smilede hånligt til Saïx, men fik hurtigt fjernet det, da han opdagede Isabels ansigtsudtryk.
”…siger det bare.”
”Så må I jo hellere skaffe noget at spise, ikke sandt?” svarede hun sigende. Hvor ville hun dog gerne se, Moria med bue og pil løbe afsted efter en buk! Hun ville sikkert slå sig selv i ansigtet med buestrengen. Caleb vred sig i hendes greb, for at komme fri, men hun havde solidt viklet sine ben om livet på ham, og havde ham fastlåst hans arme i et greb, der ikke lige var sådan at komme fri af.
”Vi skal nok lave noget mad! Hvis vi er heldige, kan vi grave afgrøder op fra marken, og lave noget suppe,” rettede han Isabel. Hele hans ansigt strålede af leg og latter. De to søskende havde virkelig forstand på at få humøret op og gejle hinanden op. ”Jeg skal bare…lige…fri! Izzy! Slip så!”
Isabels grinede, inden at hun eftergav hans ønske, og slap ham. Ikke at den unge magiker undslap at blive rodet op i sit hår af hende. Tydeligvis var hans storesøster blevet ham langt overlegen med sin nye kræfter og års træning, mens han blot havde slækket den af i Portus.
”Vi burde til at lave morgentræning,” kommenterede Isabel, som kunne hun læse hans tanker. Hun rodede rundt i én af taskerne, for at finde køkkenudstyret. ”Os alle sammen. Jeg er sådan set den eneste i træning til kamp. Selv du Cal, er blevet sloppy og doven. Du har også fået noget fedt på siderne!”
”Hey!... okay det er rigtigt. En smule,” indrømmede Cal med et suk, og hev sig i den lille delle, han havde vokset på sidebenene.
”Saïx har også brug for mere træning – specielt med hans nye kræfter. Jeg går heller ikke ud fra nobelkvinden har fået nogen form for kamptræning,” forsatte Isabel, og slog ud med hånden mod Moria. ”Vi skal kunne forsvare os selv. Jeg beder til Inei om at Marcellus eller Eriz, aldrig vil finde os, men hvis de gør, skal vi kunne holde dem nok tilbage, til én af os kan stikke af med Lili.”
Cal fnøs, og knipsede med fingrene mod bålet. Flammer begyndte straks at knitre frem fra det tørre træ. ”Lad os gøre os umage for, at vi aldrig bliver fundet.”
Det lykkes dem at finde nogle rødder, svamper og gamle afgrøder rundt omkring i skoven og på den nedbrændte gård, som de kunne bruge til at lave en vandet, mageløs suppe af. Teltene var blevet slået op, og Caleb havde gået sin runde omkring området, for at kaste forskellige sikkerhedsbesværgelser.
Isabel var i gang med at snitte kæppe til stave, som de kunne bruge til træning. Caleb lå på maven, og gennemgik én af sine gamle runebøger, han havde taget med fra Portus. Tøvende skævede han op til de andre omkring bålet.
”Hey… der er noget, jeg har tænkt på…” startede han stilfærdigt. ”Jeg ved det lyder dumt, men måske burde dem af os, som ikke har magisk beskyttelse, få graveret runer i sig – ligesom jeg. Og dig Izzy, i sin tid.”
Isabel mødte kort hans blik.
”Jeg har selv lavet et par runer, men mine nye kræfter, gør mig rimelig meget usårlig for tankespind, mindtricks, og andet sjov. Men du har ret. Det ville være det sikreste.” De røde øjne, rettede sig direkte mod Moria. Åhhh at føre en kniv til den fine, blanke hud, ville være en sand drøm.
”Vi har kun et problem med at gøre det ved Saïx,” tilføjede hun, og gjorde et hovedkast mod vampyren i deres midte.
”Ikke hvis vi bruger sølv. Det kommer til at gøre nas, men sølv efterlader ar. Tro mig… jeg har afprøvet teorien på hans skaber.” Cal smilede hånligt til Saïx, men fik hurtigt fjernet det, da han opdagede Isabels ansigtsudtryk.
”…siger det bare.”