Post by Saïx Veterano on Apr 6, 2016 0:18:08 GMT
Saïx så fra Isabel til Cal, da det så ud som om de to havde brug for yderligere tid alene med hinanden. Han sagde intet som protest, og trådte simpelthen blot til side, så de to Veteranoer sammen kunne gå mod klippeafsatsen, mens han selv satte sig ind under den beskyttende teltflap. Alt lå præcis som det havde gjort hver eneste dag de sidste par uger, hvor han og Isabel havde været på farten gennem Portus – men det ville være første gang de havde teltet for sig selv. Fra teltet ved siden af kunne han høre hvordan Moria puslede om Lili, og prøvede at få hende til at lægge sig til at sove. Ikke overraskende lød det som om pigebarnet stadig havde for meget energi til at falde i søvn. Hvem kunne bebrejde hende, med alt det hun havde været vidne til indenfor de sidste timer? Næsten at være faldet i døden på vej op af klipperne, så efterfulgt af Isabel og Cals kamp mod hinanden, og det seneste skænderi foran teltene… Han var selv i tvivl på om han ville få noget søvn foreløbig. Ikke at han ville få noget andet valg. Med solen på vej op ville han være tvunget til at blive i teltet til mørket faldt på igen, og hvis han ikke sov ville han blive sindssyg af det.
Han satte sig med benene over kors og lagde panden i håndfladen, og lod et lydløst, langtrukkent suk lyde fra sig. Han anede stadig ikke hvad fremtiden havde i vente for ham. For nogen af dem. Hans kortsigtede plan kunne meget vel blive roden til så meget kaos… Liv kunne gå til grunde, på grund af hvad han havde gjort.
Han hævede blikket mod de to Veteranoer ved klippeafsatsen, lige i tide til at se Isabel trække Cal ind til sig, og kysse ham på hovedbunden. Synet fik ham til at trække svagt på smilebåndet.
Om ikke andet hjalp jeg dem med at finde hinanden igen.
Han trak skjorten af sig og rullede den sammen, så han kunne bruge den som en pude under tæppet. I teltets halvmørke lod han sin egen hånd bevæge sig over hans brystkasse, til fingrene fandt Vavilons mærke, brændt ind i huden på ham. Ét af de sidste mærker fra hans tid som et levende, varmt menneske. Han sukkede endnu engang: Macaria måtte vel have hørt om hans forræderi nu. Mon hun også sendte folk ud efter ham, på samme måde som Eriz måtte have gjort? Bare tanken fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, og han krøb ind under tæpperne og lagde sig til rette. Han så ingen grund til at skynde på Isabel. Lad hende få tid med sin bror, fortalte han sig selv, inden han lagde en arm om sin egen nakke som støtte, og lukkede øjnene i.
Han satte sig med benene over kors og lagde panden i håndfladen, og lod et lydløst, langtrukkent suk lyde fra sig. Han anede stadig ikke hvad fremtiden havde i vente for ham. For nogen af dem. Hans kortsigtede plan kunne meget vel blive roden til så meget kaos… Liv kunne gå til grunde, på grund af hvad han havde gjort.
Han hævede blikket mod de to Veteranoer ved klippeafsatsen, lige i tide til at se Isabel trække Cal ind til sig, og kysse ham på hovedbunden. Synet fik ham til at trække svagt på smilebåndet.
Om ikke andet hjalp jeg dem med at finde hinanden igen.
Han trak skjorten af sig og rullede den sammen, så han kunne bruge den som en pude under tæppet. I teltets halvmørke lod han sin egen hånd bevæge sig over hans brystkasse, til fingrene fandt Vavilons mærke, brændt ind i huden på ham. Ét af de sidste mærker fra hans tid som et levende, varmt menneske. Han sukkede endnu engang: Macaria måtte vel have hørt om hans forræderi nu. Mon hun også sendte folk ud efter ham, på samme måde som Eriz måtte have gjort? Bare tanken fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham, og han krøb ind under tæpperne og lagde sig til rette. Han så ingen grund til at skynde på Isabel. Lad hende få tid med sin bror, fortalte han sig selv, inden han lagde en arm om sin egen nakke som støtte, og lukkede øjnene i.
