Going Against Nature

[Aron Zipora]

Aron Zipora ~ Maliken Nequitia

---

Hesten prustede under ham, mens den frosne jord knaste under hestens hove, mens den bragte ham tilbage til Oberion. Opmærksomt rettede rytteren sit blik mod nattehimlen over ham, nærmere bestemt på månen som lyste der blandt de utallige stjerner. Der var stadig nogle dage til fuldmåne. Han havde faktisk nået det!
Jord gav efter for brosten, da han kom ind i byen, og han trak i hestens tøjler så den satte farten ned. Varsomt førte Aron hånden ned i sadeltasken, for at mærke efter om turen havde skadet flaskerne. Men alt lod til at være vel. Begge flasker var hele, trygt pakket ind mellem to lag stof, for at polstre dem så godt som muligt for rejsen til byen.
Byen var heller ikke lagt øde denne nat. Præcis som sidste gang Aron havde bevæget sig udenfor slottet - som havde været sidste gang han havde talt med Maliken - var der stadig aktivitet i bodene på markedspladsen, og han behøvede blot se ind af vinduet i kroen, for at bedømme at stemningen var præcis den samme, som han havde forladt den for lidt over en uge siden.
Hesten gjorde holdt foran kroen, og Aron hoppede ned for at fæste tøjlerne til en pæl udenfor kroen, og klappede hesten på mulen, før han trak sadeltasken ned, og svang den over skulderen før han skubbede døren til kroen op, og trådte indenfor.

Først i skæret fra lysene inde i kroen kunne man se Arons ansigt tydeligt. De mosegrønne øjne var omkranset af mørke ringe, understreget af dybe poser som afslørede hvor lidt søvn han havde ladt sig selv få i det sidste. Hvordan kunne han sove, med sådan en deadline hængende over hovedet? 
Søvnmangel var ikke det eneste tegn på arbejdet han havde været igennem. Et falmende ar, nu ikke mere end en bleg linje, prydede hans kind. Da han trak sin frakke af sig, og rullede skjorteærmerne op til albuerne, kom flere ar til syne. Et enkelt bidemærke på hans underarm glødede rødt og irriteret - efter alt at dømme var en bandage blevet fjernet nyligt. Men Aron så ikke ud til at skænke noget af det nogen tanke.
Alkymisten hang frakken op på stumtjeneren, før han så sig omkring i krostuen. Maliken havde sagt at han ville være at finde her, men lige nu så det ikke ud som om han befandt sig i krostuen. Han begav sig derfor op til bardisken, og fik fat i krofatteren.
"Maliken Nequita. Våbensmeden med de hvide øjne. Er han her stadig?" Krofatteren nikkede uden at tøve.
"Det ka' du tro." Tilfreds smilede Aron, og lagde et par mønter på disken foran ham. Krofatteren snappede dem grådigt i hænderne, før Aron overhovedet havde nået at bede ham om at give Maliken besked om at han var der. Men krofatteren måtte alligevel have opfattet beskeden, for han fik hurtigt fat i en af tjenestepigerne og sendt hende afsted, mens han hældte op i et par krus, som Aron kunne tage med sig til et ledigt bord, hvor han kunne vente på sin kunde.

[Maliken Nequitia]

Efter et par minutter væltede Maliken ned af trappen til krostuen. Knurrende tog han sig til hovedet. Forbandet være alt, hvad der kunne forbandes – specielt den person, som havde opfundet alkohol. Maliken var normalt ikke til alkohol, men Oberion havde alligevel fået krammet på ham, og som alle andre turister, måtte han bøje sig for Vavilons kulturliv. Det var første gang, han havde tømmermænd, og helt sikkert den sidste!
Tøjet han bar var krøllet efter flere timers søvn oppe i mørket på værelset. Forsigtigt for ikke at bevæge sig for meget, og med det ene øje lukket, så han kunne fokusere bedre på Aron, gik han over mod alkymistens bord. Hans bevægelser var overraskende flydende og lydløse, som rørte han slet ikke jorden, men nærmere bugtede sig over kroens gulv. Meget atypisk for en smed.
Mens han trak stolen ud, kløede han sig i det pjusket hår, før han satte sig tilbagelænet.
”Dejligt at se Dem igen,” hilste han træt med en skurrende stemme. I modsætning til deres sidste møde, var der intet forsøg på et smil. ”Spørgsmålet er bare, om De kommer med godt eller dårligt nyt?”
De hvide øjne landede på ølkruset foran ham, og i et øjeblik viste der sig frygt i blikket. Med nedvendte mundvig sank han et par gange, før han modvilligt tog et greb omkring ølkruset.
”Man skal vel rejse sig fra det træ, man er faldet ved,” sagde han i et forsøg på at være humoristisk, før han hævede kruset op til sine smalle læber.
Lige så snart øllet kom i munden på ham, kunne man se afskyen i hans ansigt, der fortrak sig sammen i en smertefuld grimasse. Han stillede kruset fra sig, og skubbede det væk fra sig, inden at han tilføjede:
”Men det bliver ikke i dag…”

På trods af tømmermændene var Maliken, dog stadigvæk observant, og han havde godt bemærket arrerne og bidemærket på Arons krop. Han nævnte dog ingenting, da det ikke var hans sag.
Fra sit bælte trak han en pengepose frem, der indeholdte Arons betaling. Han klargjorde den på bordet, men gjorde endnu ikke mine til, at give den til Aron, før han vidste, om opgaven var blevet udført.

[Aron Zipora]

Høfligt gengældte Aron Malikens trætte hilsen med et smalt smil, og en nikken i hans retning. Det var tydeligt at manden ikke var fra Vavilon. Stort set alle, specielt i Oberion, var vant til landets kulturliv, når det kom til druk. Klart, der var altid nogen som blev fundet morgenen efter i en gyde, kun halvt ved bevidsthed efter ét glas for meget på kroen. Men han havde da regnet med at Maliken havde været i stand til at holde sig bedre.
”Lad det hellere stå. Der er sikkert nogen her i rummet som vil tømme det for Dem, hvis De ikke magter det.” Han tillod sig selv at trække en smule på smilebåndet. Han kunne ikke bebrejde manden for ikke at være lige så tørstig nu som enhver anden mand måske ville have været.

Alkymistens blik faldt på posen, Maliken placerede på bordet, men der var ingen grådighed i dem. Aron betragtede simpelthen posen i et par sekunder, før han stak hænderne ned i sin egen taske, og fremtrak to flasker, og placerede på bordet. Den ene var klar, og ved første øjekast kunne man måske have mistænkt indholdet for at være intet andet end klart vand. For at berolige enhver skepsis Maliken måske ville have til dens indhold, roterede Aron flasken et par gange i hånden, så han kunne se at væsken deri var en smule mere end som så. Indholdet så ud som en blanding af olier.
”Jeg kommer med godt nyt. Men det var ikke en nem opgave De gav mig, og med så kort tid er jeg bange for at jeg kun kunne give Dem en… begrænset løsning på dine problemer.” startede han, før han igen satte flasken på bordet. ”Denne skal De bruge for at undgå at varulvene lægger mærke til Dem. Bed Deres mænd om at smøre det på sig, før de bevæger sig igennem Ulveskoven. Der skal ikke så meget til, så brug det med omhu.”
Hans hånd greb derefter den anden flaske, hvis indhold så alt andet end naturligt ud. Væsken deri var mørk, næsten helt sort, og da han roterede flasken, virkede den næsten tyk som tjære.
”Hvis Deres mænd mod formodning skulle blive opdaget og bidt, må De bruge denne. Den skal hverken drikkes eller smøres – den må injiceres.” Arons blik fæstede sig på Malikens for at være sikker på at manden forstod. ”Og det må ske hurtigt. En varulvs bid arbejder ekstremt hurtigt under en fuldmåne. Det må kureres indefra, direkte i blodet. Hvis nogen bliver bidt, må den bruges indenfor tyve minutter. Meget længere end dét, og det vil være for sent.”

[Maliken Nequitia]

Observerende lagde Maliken hovedet på sned. Et forbløffet smil formede sig på hans læber. Det var ikke ofte at grådighed ikke var indblandet, når det handlede om så mange penge. Mennesket i deres natur, havde trang til magt og rigdom. Aron var tydeligvis af en anden kaliber. Imponerende.
Tavs lod han Aron præsentere den første flaske med hovedet hvilende i den ene hånd. Øjenlågene hang uinteresseret med øjenbrynene dovent hævet.
Først da den anden flaske blev vist, så det ud til at han vågnede op. Han satte sig ordentligt op, og øjnene blev med det samme opmærksomme og fokuseret. Interesseret lænede han sig frem over bordet støttende på sine underarme, for at mere intenst kunne undersøge det sorte indhold i flasken. Det var det, han havde ventet på. Modgiften mod lycanthropi. Med den ville han have sikret sin egen sikkerhed på opgaven.
Spørgende rakte han en hånd frem mod flasken, og med Arons tilladelse tog han den op.
Han drejede overkroppen mod pejsen, for at kunne holde flasken op mod lyset, mens han kneb det ene øje sammen, for bedre at kunne studere indholdet. En kuldegysning gled ned gennem ryggen på ham. Intet godt kunne komme ud af, at sprøjte dette i sine årer. Forhåbentligt ville det ikke blive nødvendigt – men man vidste jo aldrig med sådan én som Era.
”Hvor mange gange vil De gætte på flaskerne kan blive brugt?” spurgte han distraheret af flasken foran hans ansigt.
Tidintervallet mellem modgiften og biddet var for Maliken irrelevant. Hans planer var altid timet og tilrettelagt, men skulle man blive bidt, var det altid rart med en ”fail-safe”. Specielt når man havde at gøre med et væsen, der var langt stærkere end én selv.

[Aron Zipora]

Villigt lod Aron Maliken tage imod flasken og studere dens indhold, mens han selv rakte ud efter posen med guld, og trak den til sig. Stadig var der ingen videre synlig grådighed i hans handling – det var simpelthen bare en del af deres forretning.
”Det ved jeg ikke.” svarede han ham ærligt. ”Men så længe De benytter Dem af den inden det er for sent, burde De være tryg. Forhåbentligvis skal De ikke tilbringe for lang tid i varulvenes territorium.” Et årvågent øje blev løftet mod Maliken, som Aron betragtede en anelse nøjere. Naturligvis forstod han behovet for at beskytte sig mod varulvenes bid, men en forretningsmand som Maliken måtte vel vide at hans middel ikke ville vare evigt. Forventede han at Aron skulle give ham jævne forsyninger med stadset? Det var aldrig blevet diskuteret.
”Jeg er ingen forretningsmand selv,” startede han med at sige, for ikke at træde manden for meget over tæerne. ”men jeg ville have gået efter en mere langsigtet løsning, så snart Deres handelsrute er etableret. Varulve er aggressive væsner, og hvis De først har overlevet deres bid én gang, og efterfølgende ikke lider af deres forbandelse, vil varulvene blot angribe mere aggressivt næste gang. Når handelsruten er etableret foreslår jeg at De laver en aftale med varulvene så Deres handel kan passere skoven uskadt.” Han åbnede guldposen for at tjekke indholdet igennem. En enkelt guldmønt tog han op og vendte og drejede mellem fingrene. Pengene skulle nok komme godt med. Han brød sig ikke om hvad der foregik på slottet. Han havde bange anelser om hvad fremtiden havde i vente for ham, og hvis han kunne forbedre sin situation på nogen som helst måde, ville han tage den.
Mønten blev sluppet ned i posen igen med et klir, og alkymistens mosgrønne øjne rettede sig igen mod våbensmeden over for ham. En lille trækning i mundvigen formede et lille smil. ”Men sandt at sige er varulvenes bid kun smitsomt under en fuldmåne. Kun dér vil De og Deres mænd stå i fare for at blive som dem. På enhver anden nat vil De kun behøve at bekymre Dem for hvad varulvene kan gøre ved Dem fysisk. Og hvilke bakterier der end er i deres munde.” tilføjede han med en grimasse. I en tid hvor et simpelt bid fra en rabid hund kunne slå en fuldvoksen mand ihjel, ville han ikke tænke på hvad en frådende varulv kunne gøre ved en person, om det så var fuldmåne eller ej. Men så lød det også som om Maliken havde brug for midlet snart – og fuldmånen nærmede sig.
”Så længe De husker hvad jeg sagde, burde De være tryg. Forebyggelse,” Han pegede på den ene flaske, før han pegede på den anden. ”og kur, hvis det værste skulle opstå. Mere end det kan jeg ikke gøre for Dem, og jeg garanterer Dem for at De ikke finder nogen anden alkymist som kan give Dem mere.”