Find her...!

[Eriz LaPiera Black]

Marcellus LaPiera Black - Eriz LaPiera Black

---

Den grå, sorte og røde tronsal var fuldkommen forladt. Lys fra udenfor skinnede ned gennem det store gotiske, mosaikvindue, som den eneste lyskilde i salen. Fanerne hang slapt fra deres holdere, så det sorte Pandemoniske sejl på rød baggrund, var foldet til ugenkendelighed.

Den høje, metaltrone hævede sig nogle trin op fra gulvet. Dens skygge kastede sig hen over gulvet, og strakte sig mægtigt næsten hele vejen over til dobbeltporten, der førte ind til selve salen.

I tronen sad en ensom skikkelse henlagt i skygger. Perfekt som en porcelænsdukke sad hun hensunket i tanker. Hagen hvilede på en knyttet hånd, mens den anden hånd hvilede mod tronens andet armlæn. De lange negle skrabede let mod metallet. Satinkjolen var i blodrøde nuancer. Smuk med et stort skørt, der flød som blod ned over tronens trappetrin. Håret indrammede frit det blege ansigt, og var så sort at det næsten gik i et med skyggerne. Øjnene var gledet halvt i, og var rettet ned. Tynget af sorg, fortvivelse og mørkt, giftigt had, som truede med at opsluge hele verden.

Hun så udsultet ud. Kinderne var hule, øjnene sunket en smule ind, og den bløde hud mere bleg end et ligs. Den lange, slanke hals var pakket ind i forbinding på den ene side. Det fyldte næsten hele struben. En skarp lugt af urter dvælede omkring bandagerne.

Som et spøgelse sad Pandemoniums dronning alene i tronsalen. Sådan havde hun sættet det meste af aften og natten. Udenfor hærgede kaoset. Agares brændte. Bygninger var blevet endevendt. Folk slagtet på gaden af utålmodige soldater. Smadret møbler og ejendele smidt ude på gaden som affald. Søgningen var i gang selv nu. Ingen måtte hvile før søgningen endte, hvilket den først ville gøre, når hvad, der var blevet taget var kommet tilbage.

Prinsessen. Lillith. Arvingen til tronen, og den eneste datter af kongeparret. Den nyeste generation af LaPiera Black.

Eriz’s lange øjenvipper sitrede. Hun ville ikke stoppe, før hun havde fundet hende. Aldrig ville hun stoppe. Om hun så skulle brænde det hele ned for at finde frem til dem, der havde taget hende.

Men hun stod alene med det…

Den eneste, som delte hendes smerte, var forsvundet næsten som han lige var kommet tilbage. Forsvundet ned i det uendelige mørke. Måske for at finde sin død? Hun vidste det ikke.

Alt hun bare ville, var at få sin datter tilbage igen. Sit hjertes lys…

[Marcellus LaPiera Black]

En mørk aura, ja nærmest en følelse af en umættelig ondsindet vrede bredte sig langsomt gennem tronsalen. Som når solen gik ned begyndte skyggerne i rummet at blive længere og en kulde der ikke var fysisk men mere sjælelig ville kunne føles. Udenfor døren kunne der jo høres stemmer. Det var vagterne der tale. Efter få sekunder kom et et højt brøl og med et fløj dørene op. Hængslerne som de store tunge og prægtige døre hang i gav efter og blev sendt flyvende gennem rummet og landede med store brag. En sort elegant og smuk på sin engen faretruende måde, drage trådte frem i en stilling der viste dette var en kriger og en dræbermaskine. dets reptiløjne betragtede Eriz som var hun dens næste bytte. Tros denne drage ikke var fuldvoksen var den på højde med en stor hest. Dragen trådte dog elegant og roligt til side så en mand bag den kunne træde ind i rummet. Manden bar en kappe lavet af hud, flere forskællige stykker hud fra mange forskellige væsner der var syet sammen til en alt dækkende kappe. Manden gik elegant dog simpelt hen ved siden af dragen og lagde en hånd på dens hoved. Dragen så ud til at hvile mere i sig selv og virke mindre aggressiv. Manden fjernede langsomt hætten af hud så hans ansigt blev blottet.

Manden var ingen andre end Marcellus. Kongen af Pandemonium. Dog lignede han ikke den gamle Marcel der altid havde gået op i sit smukke udseende. Han havde langt fuldskæg og langt filterede hår. Hans sorte øjne bar dog et roligt blik, dog med en faretruende ulmen i dem. På hans ryg hang hans to sværd. De var dækket i blod i alle mulige farver. Nu hvor han havde stået i rummet i lidt tid bredte der lugt af død og råd sig rundt i rummet. Hans blik blev langsomt rettet mod Eriz. Hans rolige, næsten tomme blik bebrejdede Eriz i lidt tid før det rettede sig over imod dragen. Han lagde atter hånden på hovedet af dragen og sagde med sin bløde stemme '' Daliah find dig noget mad ''. Dragen nikkede som den forstod ham. Den kiggede over på Eriz, fnøs kort og gik så over til balkongen og fløj afsted. Langsomt og roligt blev Marcels blik atter rettet imod Eriz.

Marcel sagde tomt og direkte '' Jeg vil ikke høre noget om hvor jeg har været eller hvordan jeg kunne. For så dræber jeg dig før du kan nå at fuldføre sætningen ''. Imens Marcel sagde dette lagde han langsomt en hånd på hans sværd. Da hans hånd nåede sværdet var det som om at alle skygger i rummet begyndte at bevæge sig en smule. Næsten som hungrede de efter at se blod flyde. Efter dette fortsatte Marcel '' Hun er ikke blevet fundet i nu. Så giv mig alle detaljer. Så finder jeg hende selv ''. Dette blev ikke sagt som en order eller en bøn men mere som en fader der forlangte at vide hans barns skæbne. En skygge gled langsomt fra en af væggene over gulvet hen til Marcel og gled op af ham. Den gled op til hans øre og en svag hvisken gav genlyd i rummet. Marcel nikkede kort og skyggen gled ned af ham igen og forsvandt i mørket. Det var til at se på ham at hans tid alene i Underdark havde ændret ham. Når en person lever et sted hvor alt prøver at dræbe en så bliver man enden et bytte eller en jæger. Lever man længe nok i mørket bliver man selv det monster man engang frygtede- En ramse Marcel havde taget til sig.

[Eriz LaPiera Black]

Porten blev sprunget op. Dørerne skøjtede larmende over gulvet, indtil de brasede ind i væggen, der fik hele hallen til at gungre. Stadigvæk havde Eriz ikke bevæget sig. Hvis han var kommet for at dræbe hende, måtte han gøre det. Hvis det var hans ønske…
Dragen havde vokset sig større, end sidst hun havde set den. Sikke et uhyre. Mon dens bror var blevet lige så stor? Mon den stadigvæk levede tæt ved sin herskerindes side, eller var de begge to blot tomme lig, begravet et eller andet sted?
Hun rettede sig op, da Marcellus trådte ind. Det var kun på grund af hans aura, at hun kunne genkende ham. Han havde været så smuk engang. Så flot, majestætisk og stolt. Ligesom hende…
I lang tid kiggede de blot på hinanden tværs gennem salen. Begge uden at bevæge en muskel. Først da dragen satte sig i bevægelse, slap Eriz sin ægtemand med blikket, for i stedet at følge dragen hele vejen ud af hendes synsfelt, indtil den fløj afsted ud af salen, og efterlod ægteparret alene.
Marcellus’ stemme gav genlyd i salen, som han snakkede til hende. Det rungede mod hende som en klokke. Fremmede og fjern. Hun blev siddende, hvor hun var på den kolde trone, lænet tilbage i skyggerne. Tålmodigt ventede hun på, hvad end han ville gøre. Trods alt havde han planlagt at dræbe hende før det andet var sket…
Hun adlød ham dog, og forholdte sig tavs. Faktisk var hun også ligeglad med hvor han havde været henne, og at han var taget afsted. De var ikke et team mere. De stod ikke side om side. Engang havde de stået stærke. Respekteret, farlige, og magtfulde. Alt havde ændret sig.

”Hvad vil du vide?” spurgte hun med sin bløde, stilfærdige stemme, der sneg sig imod ham, som en slange igennem en blomstereng. Det gjorde ondt at snakke med skaden på hendes hals. De gjorde hendes stemme en smule hæs. I et glidende bevægelse rejste hun sig op fra tronen.
”Jeg har et vidne nede i fangekælderen. Han er forslået, men kan stadigvæk snakke klart. Min bodyguard. Han så det hele,” fortalte hun, og begyndte at gå ned af trappen med den tunge kjole slæbende efter sig. Raine. Hun havde troet, han ville være den bedste, til at beskytte hende og Lilith, men han havde været lige så inkompetent, som alle andre. Også selvom han så mange gange, havde snerret til hende, at det ikke var hans skyld. At hans modstander havde været- De isblå øjne rettede sig viljeløst mod Marcellus. ”Du har vel opdaget, hvem der var med i det, ikke? Du har forhåbentligt opdaget, at hun ikke står, og lurer i din skygge længere. Din lille, mystiske veninde, som du nægtede at fortælle mig om.”
Hun stoppede op ved det sidste trin.
”Isabel Veterano. ”
Navnet var hvislende og dryppede med giftigt, ætsende had. Selv havde hun set hende i de få sekunder, der var gået, inden hun var forsvundet i skyggerne med vampyren og Lilith.
”Du vidste hvem det var, og alligevel af en eller anden grund stolede du på hende? Beskyttede hende?” Ansigtet var forskåret i smerte, som hun snakkede. Uforstående smerte. Stemmen var begyndt at ryste af sorg. Øjnene våde af svigt og skuffelse. ”Og hvad med Zean? Jeg ved ikke, hvordan du formåede at holde ham gemt væk fra mig, men lige pludselig stod han her. Jeg så i hans sind. Han var med i det. Din dyrebare ven, som du havde reddet. Du fortalte mig ingenting! Advarede mig ikke! Du stolede mere på de to end mig?! Lilith og mig alene med din Veterano-bodyguard, og din forræderiske ven! Du stolede på dem, og de – tog – hende!”

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel fulgte langsomt med. Han lyttede til hendes ord. Han knugede hans hånd sammen. Det kunne ikke være sandt. Ikke Isabel, ikke den kvinde han havde åbnet sin svagheder for. Hun havde vidst hans store frygt for at blive forrådt. Grunden til han ikke lukkede folk ind i hans liv, fordi alle forrådte ham. Grunden til han altid flygtede fra alt og alle der kom for tæt på. Nej den kvinde kunne ikke have gjort det. Eller kunne hun. Han havde gjort hende så ondt så mange gange. Stod hun virkelig bag dette. Nej, han nægtede at tro det. Dette var en af Eriz små lege, som altid. Lege han var blevet så evindelig træt af. Han mærkede lysten til at dræbe hende vokse i ham. Det ville være så let og simpelt. Han ville kunne trække sit sværd og hugge hovedet af hende før hun ville kunne regere når hun stod så tæt på. Men han gjorde det ikke. Noget gik op for ham. Hvis han dræbte Eriz, ville Lilith så nogensinde tilgive ham?. Da hendes sidste ord slap hendes læber sagde Marcel roligt '' Alle forråder alle. Lad være med at spille dum. Hvis jeg var dig ville jeg vælge mine ord mere med omhu Eriz. Jeg er træt af dine lege ''. Dog var der ingen implicit trussel i Marcels stemme, kun et hint at sorg. Da han havde været i Underdark var der ingen følelser, alt var så dejligt simpelt. Dræb eller bliv dræbt. Overlevelse var alt.

Imens de gik rakte Marcel hånden frem og en skygge kravlede op af den. Han hviskede til den '' Send dem ud. Send alle Night Stalkers ud efter mit blod. Bed dem dræbe alt der står i deres vej for mit blod ''. Skyggen kom med en svag vislen og forsvandt kort tid efter. Marcel kunne have svinet Eriz til. bebrejdet hende for at være for svag til at beskytte Lilith, og skønt han bebrejdede hende så kunne han se på hende at hun bebrejdede sig selv mindst lige så meget. Der var ingen grund til at gnide salt i såret. Han fulgte bare efter Eriz. Macaria havde hans hjerte og intet kunne ændre det mere. Men ham og Eriz havde et barn. Et bånd han ikke nemt kunne bryde. Marcel sagde med en stille dog faretruende stemme ''Ligemeget hvem der har taget hende. Hvis de har skadet hende på nogen måde, så vil de komme til at tigge mig for døden før jeg er færdige med dem. Men jeg har en langt værre skæbne i vente for dem der har taget min Lilith ''.

[Eriz LaPiera Black]

Alle forråder alle? Lege? Eriz skævede til ham, men holdte sin mund lukket. Han ville ikke tro hende, selv hvis hun fortalte ham, at hun faktisk ikke havde gjort noget som helst mod ham, siden at hun fandt ud af, at de skulle have et barn sammen. Det løfte de var kommet med den dag i tronsalen, hvor hun havde fortalt ham, at hun ventede hans barn, havde hun lydigt holdt. At han så havde holdt hemmeligheder for hende… well… det understregede selvfølgelig hans pointe for hende. Alle forråder alle. Selv faderen til hendes barn, og manden hun havde ægtet.
”Gør sandheden så ondt, at du fortrækker jeg forholder mit tavs?” spurgte hun, efter at han havde sendt hans skygger afsted. Mens han havde sine mørke kræfter, havde hun sine forbindelser. Soldater, assasins, politikkere, handelsmænd, forretningsmænd, fyrster, alle… alle var sat på sagen om at finde Lillith. Forhåbentligt med Marcellus’ hjælp, kunne de for en gangs skyld, arbejde sammen en sidste gang, for at finde det de begge satte over alt – ja selv dem selv. I det mindste havde de det tilfælles.
Deres skridt gav genlyd igennem de store sale og tomme gange. Faktisk vidste Eriz ikke præcist, hvor hun var i gang med at føre Marcellus hen. Måske ned til fangekælderen, så han selv kunne få det ud af Raine, han ville have ud af ham. Hendes såkaldte livvagt. I det mindste havde han stået på den rigtige side, da det gjalt. Det var mere end hvad man kunne sige om Isabel.
”Din Lilith? Hun er også min. Lige meget hvor meget du prøver at glemme det, så er jeg hendes mor, og jeg bar hende i 9 lange måneder efterfulgt af et helvede af smerte. Glem ikke det. Nu hvor vi snakker om den slags…” Hun var ligeglad med hvordan han ville reagere. Hun var ligeglad med alting, bare det kunne bringe hendes datter tilbage. Marcel fik ikke lov til at lukke øjnene, for de forskellige faktaer. ”Har du overvejet at spørge din elskede vampyr, om hun måske ved, hvor vores datter er henne? Trods alt var hendes ægtemand med i det hele, og det kunne være, at hun havde planlagt det, for at få hævn.”
Selvfølgelig skulle Macaria med i overvejelserne! Eriz havde været tæt på, at få både hende og hendes ufødte barn dræbt gennem Zean. Hvis Macaria fandt ud af, at hun stod bag, ville hun komme efter hende. Øje for øje, tand for tand. Eriz forsatte.
”Du burde overveje det. Jeg ved godt, hun har dit hjerte i et kvælende greb, men spørg dig selv, om hun ville være villig til at lade det komme i vejen for sig, hvis det handlede om hævn. Ville det komme i vejen for dig?” Hun kiggede på ham med et spørgende blik. Hele tiden holdte hun stemmen rolig, lav og blød. Følelserne var gemt væk bag porcelænsmasken. Det nyttede alligevel ikke noget, at skændes om hvis skyld det hele var. Hvad skulle det gøre godt?

[Marcellus LaPiera Black]

Eriz første ord fik Marcel til at trække sit sværd med alt sin hast og styrke. Dog stoppede sværdet få millimeter fra Eriz hals. Han kiggede på hende med et blik der hverken viste had eller foragt, bare sorg. Langsomt satte han sit sværd på plads igen selv om det var synligt at hans hele hans krop ønskede at dræbe hende, så var hans sind ikke i det. Lilith skulle ikke vokse op uden sin mor hvis han kunne sørge for det, men hun testede hans tålmodighed. Han var lige vendt hjem. Han var stadigvæk mere monster end menneske.

Marcel sagde stille og roligt '' Jeg har ikke glemt hvem hendes mor er. Det er ikke noget jeg prøver på at glemme. Aldrig, Men hun vil altid være min Lilith, så vel som hun altid vil være din. Lad hende være vores samlings punkt.  For havde hun været død. Ville du også være det Eriz ''. han mente disse ord. Hvis deres datter døde ville Eriz for evigt være hans fjende. Men så længe Lilith var i live ville Marcel altid altid se sig selv om en allierede af Eriz.

Marcel nikkede til Eriz og svarede '' Jeg har tænkt mig at snakke med Macaria, men jeg har ingen tvivl i hverken mit hjerte eller min sjæl om at hun ikke er indblandet i dette på en negativ måde hvis hun overhovedet er indblandet. Det er der forskellen er Eriz. Det er derfor hun altid vil have mit hjerte. Hun vælger altid mig, selv om jeg såre hende gang på gang ser hun noget godt i mig jeg ikke selv kan se. Noget som jeg nu ved er der. Noget som altid har været der. Macaria stoler på mig af hele hendes hjerte. Sådan skal en partner være. Sådan er mig og hende ''. Han satte en hånd på Eriz skulder og kiggede hende ind i øjnene. Hans øjne bar nu et ondt blik '' Men dette er vores datter. Dette land er hendes arv og vi skal give hende dette. Os to. Sammen skal vi slå hendes fremtid ud i sten. Der kommer en dag hvor hun bliver dronning, og den dag skal være sikker for hende. Om vi så skal udslette de to andre lande og dræbe alt i dem for at skabe en sikker verden for vores datter. Så gør vi det. Vi to er alt hvad hun har i denne verden. Derfor må vi to kæmpe sammen for at skabe den verden og den skæbne vi ønsker for vores elskede datter. Tiden er inde Eriz. Tiden er inde til at slippe Pandemoniums styrke fri og udslette alt indtil at de giver os vores datter tilbage eller at de er døde... ALLESAMMEN!''. Det sidste ord blev sagt med et indebrændt had. Han mente hvert et ord. Dem der tog hans datter ville komme til at fæle konsekvenserne og alle dem der ikke gjorde alt i deres magt for at finde hende ville føle det samme. Han havde ventet på de havde indset deres fejl og bragt hans datter tilbage. Dette var ikke sket, så nu måtte hele verden betale prisen. Marcel nikkede fast og sagde '' Først Zean. Vi drager i krig mod Vavilon og dræber alle dødsengle vi ser på vores vej til at han overgiver sig og fortæller os hvor Lilith er. Vi skal samle vores hær og drage ud. Dræbe alt der så meget som minder om en dødsengel Eriz. Vise verden at familien Black ikke finder sig i dette!''.

[Eriz LaPiera Black]

Sværdet havde fået Eriz til at krympe sig. En flygtig grimasse af frygt, havde skåret sig over porcelænsansigtet, indtil hun opdagede, at han ikke ville skære til. I hendes øjne kunne man se vreden mod ham ulme, selv da han fjernede klingen. Vreden var alt, hun havde brug for mod ham til at ligegyldigheden forsvandt. Faktisk voksede vreden jo mere han talte. Større og større indtil at hun måtte begynde at lægge bånd på sine evner, for at de ikke skulle begynde at kradse mod Marcellus’ sind.
Var det takken? Takken for at have givet ham et kongerige og en krone? Takken for at have givet ham et barn? Takken for at have hjulpet ham mod sin far? Forræderi og en grav at ligge i.
Hans hånd på hendes skulder skubbede hun væk. Hvad havde den stinkende tøs til Isabel, dog gjort ved hendes smukke konge? Selvfølgelig havde Macaria fyldt hans hoved med løfter, drømme og blomster, men Eriz kendte Macaria. Hun havde set hende i øjnene, lige før hun var død. Set hendes sjæl. Der var en grund til, at hun frygtede den unge vampyr.
Hun havde slet ikke lagt mærke til, at de var stoppet op, og havde vendt sig mod hinanden. Øjnene flakkede rundt på hans utrimmet ansigt, inden at hun hævede ansigtet en smule.
”I krig mod Vavilon? Macaria er dronning. Jeg tror næppe, du skal regne med, at hun passivt vil se på, mens du kæmper dig igennem hendes land. Derudover har du stået i den situation før, kære, at du har bedt hende om at slå Zean ihjel. Hvad skete der? Hun sagde nej. Hvorfor skulle denne gang være anderledes? Hun har endda fået yngel med ham,” forklarede hun drævent i et forsøg på, at få ham til at forstå, at han ikke kunne se Macaria som en allieret i det her. Ingen var allieret! ”Efter alt hvad han gjorde mod hende, har hun endda taget ham tilbage ved sin side. Ja, han flygtede direkte tilbage til hendes skørter, efter at han havde angrebet os – og hun tog ham tilbage. Lige meget hvor meget, du prøver at lyve for dig selv, må du til at åbne øjnene. Du er bedre end det.”
Diskret gik hun et skridt tættere på ham, og hvis han tillod det, ville de nu stå helt op og ned af hinanden. Hun havde lagt hovedet nok tilbage til, at hun kunne fastholde øjenkontaktet med ham. På trods af stanken af død og fordærvelse veg hun ikke fra ham. Ansigtet var stadigvæk hårdt som sten, men blikket var blevet mildere.
Forsigtigt, så han kunne slå hendes hånd væk, hvis han ønskede det, hævede hun den op til hans ansigt, for at strejfe hans skæg med fingrene.
”Se hvad kærlighed, tillid og venlighed gav dig, da du vendte ryggen til, hvem du virkelig er. Du blev forrådt. Folk fandt ud af du var svag og misbrugte det. Isabel, Zean, Macaria. Dem du stolede på. Smid selvbedraget og rejs dig fra asken, som den konge jeg ved du er! Dine kræfter er blevet stærkere! Du er blevet stærkere! Få dem til at knæle for dig! Pres dem ned i mudderet med din støvle, og sørg for de bliver der! Først dér kan du give Lilith den fremtid og far, som hun fortjener.”
Hvorfor kunne han ikke se det? Se at hun altid havde stået ved hans side! Hun var overbevist om, at hvis ikke hun fik Marcellus til at indse virkelighedens realiteter, ville han endnu engang tøve, når han stod med sværdet mod en fjende. Ligesom han havde gjort ved Zean op til flere gange nu. Nej… hun kunne ikke lade det ske igen. Hun kunne ikke lade ham sile ud mellem hendes fingre, nu hvor Lilith mere end nogensinde havde brug for ham, som den han var: Ondskabsfuld, stærk, kynisk og magtfuld.

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel stod og kiggede direkte ind i Eriz øjne. Den hånd hun havde skubbet væk blev samlet til en knytnæve. Efter hendes lille tale brød Marcel ud i en stille og ond latter. Efter lidt tid rystede han på hovedet og sagde '' Jeg er træt af dine lege od dine bebrejdelser rører mig ikke. Jeg har fået nok af at du prøver at påvirke mig til at tage dine valg. Så derfor har jeg planlagt et ultimatum for dig. Husker du den lille skygge i tronsalen da jeg kom ind. Mine skygger har snakket med generalerne bag din ryg og jeg er kommet frem til en beslutning, eller nærmere et valg for dig. Ser du du har haft tid til at redde Lilith og du har vejlet. Nu er det min tur og du kan vælge at stå ved min side og gøre dette til vores forsøg sammen eller du kan miste alt og være alene. Ikke alle generalerne er på min side men de fleste har kæmpet ved min side og stået ved mig i mange år nu. De ved disuden også at mit krav på kronen er hvad der gjorde dig Dronning. Jeg er den retmæssig konge af dette land og du har giftet dig ind i det. Skyggen har lavet et møde med alle generalerne også dine. Om en halv time i tronsalen. Her er dit valg. Jeg tager hele Pandemoniums hær og drager i krig imod Dødsenglene. Hver by i Vavilon vil blive sat overfor et valg. Udlever alle Dødselgne eller vi angriber og dræber alle de engle vi finder. Macaria vil finde dette underligt og kontakte mig. Jeg vil fortælle hende sandheden. At Zean er indblandet og jeg stopper ikke mine angreb før han udlevere min datter. Macaria vil snakke med Zean og hjælpe med at bringe vores datter tilbage for at stoppe krigen. Hun vil helt sikkert foreslå en fredlig løsning som giver Pandemonium lov til at søge efter Lilith i hele Vavilon hvis vi ikke dræber flere uskyldige. Vi vil takke ja og vores tropper vil torturere hver en dødsengel til vores datter er leveret tilbage. Ser du Eriz. Du er klog, men jeg er en taktikker. Jeg ved hvordan lande bliver nød til at gøre. Gør dette sammen med mig og alle dem der har taget vores datter vil blive straffet. Valg nummer to. Du nægter at hjælpe mig. Jeg banlyser dig fra Pandemonium og du tager alle dem der er loyale med dig. Det vil resultere i en borgerkrig i Pandemonium. Sandheden er jeg ikke ved hvem af os to der vil vinde men en ting ved jeg. Hvis du vælger dette vil der intet af Pandemonium være tilbage for Lilith at være Dronning over og hendes fremtid vil være ødelagt af dig.'' Marcel smilede ondt og kiggede på Eriz og sagde '' Så hvad vælger du. At kæmpe for din datter og vise alle at INGEN skal lægge sig ud med os og med os mener jeg dig og mig samlet. Eller vælger du at miste alt for dig, mig og vores datter?''.

[Eriz LaPiera Black]

Hvem i alverden troede han, at han var? Alt hvad han sagde, prellede fuldkommen af på Eriz, der langsomt trak sig væk fra ham. Ingen følelser eller tanker kunne læses på hendes blank poleret ansigt. I lang tid betragtede hun ham. Stilheden voksede som hans ord døde ud.
”Jeg gav dig alting. Sammen kunne vi have erobret hele verden.” Den lave hvislen sivede ud mellem hendes fyldige, røde læber, der knap nok bevægede sig. Sørgmodighed krøb ind i hendes ansigt. Formede det til en oprigtig tristhed. Hun hævede sin hånd, som ville hun række ud efter ham, men stoppede så sig selv på halvejen, før den igen faldt ned mod hendes skørt. Øjnene slap ham, for i stedet at glide rundt om omgivelserne. Et tungt suk fik hendes skuldre til at falde.
”Fejlet i at finde vores datter. Hvis det er, hvad du føler. Jeg er træt af, at rydde op i dit rod.” Hun lød uendelig træt. Opgivende. Det var hvert fald, hvad hun følte. Sådan hun havde det. Hun havde opgivet ham. Opgivet hendes magtfulde konge. Hvor havde hun dog lyst til at række ind i hans sind, for at huske ham på, hvor han ville være den dag i dag, hvis det ikke var for hende. Huske ham på, at hun havde trænet ham op mod hans far. Hun havde givet ham styrkerne og ressoucerne til at angribe. Hun havde givet ham tronen i Pandemonium, efter hun havde forrådt Zean, og vendt sig mod dødsenglen dengang, for i stedet at satse på Marcellus. Sikke et dårligt sats. Hun skulle have ladet Macaria beholde ham, og så i stedet taget den vilde dødsengel.

Langsomt rystede hun på hovedet, mens armene fandt vej rundt om hende i en omfavnelse. Et valg. Det var hvad hun havde fået. Mest af alt havde hun lyst til at give ham en lærestreg, for at huske ham på, hvem hun var. Det så ud til at han havde glemt det.
”Hvis jeg går imod dig, kære… så vil jeg tage alt fra dig. Du har været væk i lang tid. Både i Underdark og i Vavilon. Folket har set mig på tronen i lang tid uden dig ved min side. De fleste tror du er død. Derudover glemmer du, at jeg har kontakter plejet igennem flere år, før du overhovedet mødte mig første gang. Jeg kender spillet. Du har været gemt i skyggerne som en sølle flygtning, før jeg fik dig op i hierarkiet. Glem ikke, hvad jeg er i stand til, bare fordi jeg har været tavst bag din ryg af ren loyalitet,” fortalte hun roligt, uden det mindste spor af trusler i stemmen. Så arrogant han var. Han var i gang med at skubbe sin eneste allieret fra sig. Åhhh ja. Krig, ødelæggelse, kaos.
Men det var ikke tiden til at skændes. Ikke nu.
”Men jeg ved du vil fejle lige så meget som mig i at finde vores datter, hvis ikke jeg står sammen med dig. Vi kan ikke finde hende hver for sig, men sammen er vi stærkere og mere magtfulde,” tilføjede hun mens hun indåndede. ”Jeg vil gøre alt, for at finde hende. Selv hvis det skal betyde, at jeg må arbejde sammen med dig, og finde mig i dine uhøflighed. Så jeg bliver ved din side, selvom jeg kan regne med en dolk i ryggen fra dig, lige så snart du er færdig med mig. Det er sådan det forgår mellem os nu, ikke sandt? Alle løfter glemt.”

Igen begyndte hun at gå ned af gangen. Sikke en skam det var sådan her det skulle ende mellem dem. Hvis han dog troede, at hun i enden ville lægge sit hoved på en blok foran ham, måtte han tro om. Han havde lige gjort sit livs værelse valg, ved at vende hende ryggen. Men ikke nu. Alt fokus måtte blive lagt på at finde deres elskede datter.
Hun rømmede sig.
”Din plan om at angribe Vavilon og dødsenglene, ville fungere udmærket, hvis det ikke var på grund af de nyeste informationer fra Vavilon. Som jeg sagde til dig, darling, du har været væk i lang tid,” startede hun mere fokuseret. Hjernen arbejdede allerede. ”Du ved Zean ikke er en dødsengel længere. Dødsenglene ser ham ikke, som en leder længere. Derudover er der kommet en modstandsgruppe i Vavilon, som har overtaget Sethos – englenes by. Vavilon er i lige så meget kaos, som man kunne forvente med Forsyth-parret på tronen. For resten er Macarias yngel en dødsengel, og det samme med Zeans datter, Arona. Regner du også med, at gå efter dem, for så kan jeg love dig for, du er nødt til at hakke dig forbi din elskede, lille vampyr. Og hvad med Zean? Jeg vil have ham død, for lige meget hvad, var han med i planlægningen. Jeg så det i hans hoved, da han angreb mig. Han var lokkedue.”

[Marcellus LaPiera Black]

Marcel rystede på hovedet '' Du gav mig ikke alt Eriz og jeg gav ikke dig alt. Jeg gav afkald på alt for dig, min kærlighed, min frihed, hvem jeg var. Du opgav intet for mig. Men dine ord bekræfter mine anelser. Du har altså opbygget loyalister bag min ryg. Du har gjort det eneste jeg ikke kan acceptere. Du har vendt folk til din side så de ikke følger os men kun dig. Det er forræderi imod kronen og mig. Eriz hvis du dog bare havde været loyal. Hvis du havde givet dig helt til mig.... Så måske var det endt anderledes. Så du vil destruere mig hvis du går imod mig ''. Marcel smed sin kappe. På indersiden af den var den fyldt med symboler. Marcel sagde med en faktisk bedrøvet stemme '' Disse symboler har opfanget dele af  vores samtale som jeg ville have den til og sendt den gennem mine skygge agenter. Generalerne har hørt hele samtalen. Der er forskel på at forvise en person og plotte imod kronen ''. Marcel sukkede og trak i et split sekundt sit sværd. '' Og jeg.. Jeg er ked af det Eriz, hvis jeg havde bare en lille ide om at jeg kunne forvise dig uden at du ville forsøge at udslette mig og mit kongelige.. Så ville jeg gøre det. Og hvis jeg bare troede lidt på du ville stå ved min side igennem det her.. Så ville jeg tage chancen. Men jeg ved du kun vil gøre ting din vej og jeg nægter at give mig til det mere. Jeg vil ikke være sammen med en der straffer mig for mine valg. Jeg vil være sammen med en der ser min valg og kommer med deres egne indput så det bliver vores valg. Men grunden til jeg gør dette er for at give Lilith en fremtid. For hvis jeg lader dig gå, så udsletter vi Pandemonium. Lilith vil aldrig tilgive mig for dette''. Efter disse ord gik han til angreb på Eriz. Han sigtede sværdet imod hendes hjerte med en hastighed, nøjagtighed og styrke som en menneske ikke ville kunne gøre. En tåre forlod hans øje og gled ned af hans kind. Han sigtede efter at dræbe hende, hurtigt så det blev smertefrit. Han vidste tre ting kunne ske. Eriz ville finde en måde at undgå hans slag og kæmpe imod ham til en af dem døde, eller han ville ramme og hun ville dø, eller de begge ville dø i denne kamp. En ting var han sikker på. Han kunne ikke lade hende leve efter dette. 

[Eriz LaPiera Black]

Sværdet blev trukket med en klingende lyd, og Eriz rykkede med det samme flere skridt tilbage. Frygt skar sig igennem hende. Hjertet steg i tempo, åndedræt stoppede kort, og hendes krop stivnede.
"Marcel..." begyndte hun i et gisp i et forsøg på at tale ham til fornuft. Hun nåede dog ikke at sige andet, før at han havde sprunget frem imod hende med sværdet hævet. Det skinnede i lyset fra faklerne. Efter alt hvad de havde været igennem... Efter alt hvad de havde udrettet... Var det sådan her, det skulle ende? Måske havde hun været naiv, ikke at se det komme. Måske havde hun savnet, at have en følgesvend, der forstod hende, og var ligesom hende.
Instinktivt rakte hun en kroget hånd frem mod ham. Hendes sind kastede sig imod ham. Nådeløst og desperat kradsede det sig igennem hans mentale forsvarsværker - trods alt havde hun lært ham alting omkring den slags. Ja, der var resistance, men rædslen for at dø gav hende styrken til at presse sig igennem, indtil hun nåede hans sind.
Så genkendeligt det var. Det var som at være hjemme igen. Alt det mørke. Alt det had. Hun kunne drikke sødmen fra det hele. Nyde hvert en lille, ondskabsfuld tanke, eller lade sig kærtegne af de bitre følelser. De mentale edderkoppefingre pillede rundt, indtil at de fandt akkurat hvad hun ville have.
Smide ham væk? Dræbe ham? Det ville være en skam, og hun havde brug for ham. Nej... så hellere skabe ham om, til akkurat hvad hun havde brug for. Akkurat hvad han skulle have været. Hendes fingre greb om hans følelser, minder og tanker. Et smil af glædeligt vanvid trak op i hendes mundvig. Hun ville fortære enhver følelse af kærlighed, han ejede til Macaria. Omskabe ham til at blive, hvad hun ville have.
Et lyn af smerte fór igennem hendes krop. Med et skrig krøllede hun sig sammen. Hænderne fløj over til hendes højre side, hvor sværdet var gået direkte ind. Blod silede ud mellem fingrene på hende.
Gispende efter vejret vaklede hun væk fra Marcellus med ansigtet fortrukket i smerte. Små hulk boblede op fra hendes strube. Det krævede en kraftanstrengelse at forblive stående på benene, som hun ikke rigtigt kunne mærke. Alting svimlede.
Omtåget kunne hun fornemme folk komme løbende mod dem. De var ikke langt væk. Vagter? Generalerne? Soldater? Tjenestefolk? Hvem mon det var? Hun var for svimmel til at kunne mærke ordentligt efter. Alt hun kunne var at blive ved med at bakke væk fra Marcellus. Så langt væk før mørket tog hende. Hun var tæt på at besvimme.
Hovedet pulserede. Det gjorde vanvittigt ondt. Hun kunne ikke koncentrere sig.
Pludseligt kunne hun mærke nogle stærke hænder gribe fat i sig bag fra. Nogle råbte. Lyden af sværd mod sværd nåede hende som et ekko, mens hun blev løftet op i en favn, der stank af tobak, røg og læder.
Øjnene svømmede rundt.

Det sidste den general så, som bar Eriz ud af slottet, var hendes isblå iris, glide over til at blive forkullet sort - akkurat som kongens øjenfarve.