Eliksiren Mod Hundegalskab

[Maliken Nequitia]

Aron Zipora - Maliken Nequitia

Døren til den larmende krostue gik op, da en fremmede trådte ind. Hætten blev fjernet af et par forfrosne hænder. Maliken skuttede sig, men varmen kom dog hurtigt til ham, da krostuens luft næsten var så tyk, at man kunne skære i den. Han børstede det resterende sne af sine skuldre. Lugten herinde var stærk - faktisk følte han sig næsten allerede beruset, af den kraftige stank af ren alkohol. I det mindste var han vant til Pandemoniums forurening og røg, der havde gjort hans næse temmelig immun gennem årerne.
De hvide, tomme øjne scannede kroen. Det var en typisk Vavilonsk kro. Altid gjorde de for meget ud af at indretningen, der efter hans smag var for overgjort. En stor pejs med bjørneskindstæppe fik skyggerne til at danse med på væggene. Som om der ikke var nok på væggene allerede, fyldte gevirer, spejle og malerier også pladsen, i en evig kamp om opmærksomheden.
Der var propfyldt med mennesker, som allerede skrålede ubekymret og hæmingsløst med på skjaldens sange. Tydeligt på deres svajende kropssprog og snøvlende tale, havde de allerede fået mere end et krus indebords.

Ingen borde var ledige, hvilket satte Malikens kurs direkte mod baren, hvor den tykke krofatter sad og hyggede sig med en flaske brændevin.
"Go'aften," hilste Maliken med en fremtvunget vavilonsk accent. Hans udklædning afslørede ham dog som én fra Pandemonium, idet han var iført mørkt tøj.
Krofatteren hilste muntert tilbage. Fremmede var ikke et sjældent syn her i byen.
"Hva' ka' jag gør' for daj, min ven?" spurgte krofatteren venligt, og skålede mod ham, før han tømte en stor del af brændevinsflasken i et par slurke.
Maliken pegede bestemt mod det bord, som stod tættest på den store pejs. Der var mest vamt, hvilket han var vant til hjemmefra.
"Jeg vil ha' det der," bad han insisterende, samtidig med at han løftede en pose med en lystig, klirrende klang. Krofatteren stirrede. Så mange mønter på én gang, var man ikke vant til i Oberion. "Selvfølgelig forventer jeg at blive skænket to krus øl, og så skal dem ved bordet, også have en omgang - for at undgå problemer." Han blinkede sigende med et nik.

Efter kort tid sad Maliken ved bordet foran pejsen med to krus øl foran sig. Èn mellem hans hænder, og en anden afventende på den tomme plads overfor ham. Han havde hængt sin frakke over stolen, så han kunne nyde varmen fra ilden.
Nu handlede det bare om at vente...

[Aron Zipora]

Den tiltagende kulde rev i Arons fingre, tæt knyttet sammen om hestens tøjler. Selv gennem læderhandskerne kunne han mærke hvordan kulden bed i ham. Eller måske var det også bare noget han bildte sig ind? Der var efterhånden så mange ting han mente at han hørte eller så, og som i sidste ende viste sig at være hans egen bevidsthed, som spillede ham et puds. Om det var det fremmede sjælefragment i ham som påvirkede ham direkte, eller om det var effekterne af den lange periode uden tilstrækkelig søvn, var efterhånden ikke til at sige længere. Bedre var det ikke, når Harris konstant skulle stille spørgsmål ved hans tilstand. Hans lærling mente måske vel, men lige nu var det mere til gene end det var til nogen gavn.
Brevet han havde fået, havde næsten været som en velsignelse. Det havde givet ham en undskyldning for at komme lidt væk fra slottet, også selv om at det blot var for en kort tur til Oberion. Det var efterhånden så længe siden han havde haft at gøre med andre kunder end kongefamilien. Skyggerne tage ham, det var efterhånden et stykke tid siden kongefamilien havde bedt om hans tjenester. Macaria havde ikke talt med ham, han havde ikke selv noget ønske om at tale med Zean, og han var blevet nægtet at nærme sig Dylan. Selv Arona blev holdt væk fra ham, som om det var ham de burde være bange for.
Hesten prustede tungt, da han trak i tøjlerne og fik dyret til at gøre holdt foran kroen. Tøjlerne blev bundet til en af stolperne udenfor bygningen, hvor han allerede kunne høre at der var liv og røre. Intet under; med kongen tilbage i Vavilon, havde selv Aron drukket mere, som om det skulle hjælpe på det hele. Han skubbede tanken bort, og trådte indenfor.
Lugten af alkohol og røg mødte ham længe før varmen begyndte at stryge under tøjet på ham, og fik en gysen til at glide op langs hans ryg og nakke. Opmærksomt gled de mosegrønne øjne gennem den tætpakkede krostue, i en søgen efter manden, han havde fået beskrevet i sit brev. Det skulle vise sig at være nemmere gjort end sagt, eftersom Aron rimelig hurtigt fik øje på manden som sad for sig selv ved pejsen, med et krus i hånden og ét placeret ved den tomme stol overfor sig. Det måtte være manden som ventede på ham.
Målbevidst pressede han sig gennem folkemængden og bevægede sig over mod den ensomme mand. Handskerne blev trukket af hænderne og lagt i hans lommer, før han trak sin jakke af skuldrene, for i stedet at smide den over ryggen på den tomme stol.
”Mr. Nequitia?” spurgte han manden, mens han satte sig ned overfor ham. Hans blik havnede på mandens tomme, hvide øjne. Jo, det måtte helt klart være manden han ledte efter. ”Jeg beklager hvis jeg lod Dem vente. Det er ikke noget jeg normalt gør, faktisk hader jeg selv når jeg må vente på aftaler. Det var lidt… besværligt at skaffe en måde at komme herud fra slottet.” forklarede han kort. Macarias holdning til ham måtte have spredt sig i slottet. Selv stalddrengen så ud til at have taget meget længere tid end normalt med at have gjort en hest klar til ham. Han rystede lidt på hovedet, og greb det tomme krus mellem hænderne. ”Deres brev lød vigtigt. Hvad kan jeg gøre for Dem?”

[Maliken Nequitia]

Igennem folkemængden fængslede de hvide øjne sig på den målbevidste skikkelse, der havde kurs direkte imod ham. Instinktivt lagde Maliken hånden på sin skjulte daggert, som hang på ryggen i bæltet. Dog efter at have analyseret skikkelsen, konkluderede han at det var alkymisten, han havde haft skrevet til. Hånden kom tilbage på bordet.
Høfligt rejste han sig op, og rakte hånden indbydende frem mod Aron.
”Det skal De ikke tænke på, M’lord. Jeg har nydt selskabet her i kroen. Jeg er blot ydmyg over, at en travl mand som Dem, har tid til at presse en simpel smed ind i sit skema,” sagde han, mens han nikkede forstående.
Skuespillet var blevet så rutineret, af det føltes naturligt. Hvis der var noget Maliken, havde lært gennem sine mange år, var det at hvis man var høflig, blendede man bedre ind med pøblen. Når folk så på ham og hans høflige attitude, hvem ville så tro, at der gemte sig end koldblodig morder bagved?

Da Aron satte sig ved bordet, ventede Maliken i et par sekunder, før han fulgte hans eksempel. Et stift smil hang på de smalle læber. Nu handlede det endnu engang om at være social – noget Maliken ikke var god til, eller følte sig tilpas i.
”Ser De…” Maliken rømmede sig, før han begyndte. ”Jeg prøver at etablere en handelsrute gennem Ulveskoven. Desværre allerede nu, kender De nok problemet,” sagde han sukkende. ”Jeg står og skal finde på en måde, hvorpå jeg kan undgå, at blive angrebet af disse væsner, der lever i skovens mørke. Hvis det skulle ske, ville jeg også gerne, have et andet valg end enten en sølvdolk i hjertet eller hundegalskab.”
Maliken var ikke i tvivl om, at hvis nogle kunne lave sådan en eliksir, ville det være Aron Zipora. Han havde allerede undersøgt diverse alkymister i de forskellige lande, men efter at have læst om Arons del i invasionen af Vavilon, havde han besluttet sig for, at opsøge den unge alkymist.
”Kort fortalt. Det jeg søger er en eliksir, som gør, at jeg ikke kan blive lugtet af en varulv, samt en eliksir mod lycanthropy. Jeg ved godt, det ikke er blevet opfundet endnu, men hvis nogle kan gøre det, må det være Dem. Jeg betaler gerne en stor sum sølv,” afsluttede han med det stive, akavet smil.

[Aron Zipora]

Manden gik direkte til sagen. Det var sådan noget Aron havde savnet: ikke noget med at gå udenom emnet eller male pæne billeder med ord for at illustrere en pointe. Kort og konkret, hvad han skulle bruge, og hvad han skulle bruge det til.
”Lad være med at kalde mig en lord. Der er ikke noget adeligt over dét, jeg gør.” måtte han alligevel kræve af sin nye… ja, manden var vel hans nyeste kunde? ”Jeg laver gifte i samme grad som jeg laver modgifte. Jeg healer og jeg fordærver. Det hele afhænger af hvad jeg bliver hyret til at lave, og hvilken ende af kniven man befinder sig ved.” Det lød måske dystert, men det var nu engang sådan et liv Aron havde levet i så lang tid. Havde det trods alt ikke været for hans gift, ville Macarias invasion af Vavilon måske aldrig have lykkedes. Han havde slået alle de vagter ihjel, så der var tyndet nok ud i rækkerne til at Macaria kunne spadsere ind i slottet – og kort efter havde han hjulpet med at pleje hendes sår.
Han tog en slurk af øllen i kruset, mens han overvejede hvad det var manden bad om. Han havde ret: sådan en eliksir var aldrig blevet lavet før, hverken af ham selv eller nogen anden alkymist. Det ville være en svær opgave. ”De smigrer mig. Det kommer også til at blive en dyr opgave, som De allerede har forstået.” indskød han mens han satte kruset fra sig, og foldede sine fingre ind i hinanden. ”Der er blevet gjort forsøg på eliksirer som beskytter mod lycantropi, men det er risikable forsøg. Der er ingen der har lyst til at lade sig bide bare for at se om det måske fungerer. Det nærmeste man er kommet er at lave eliksirer som forsinker effekten. Hvad der er værre er at skjule din lugt for dem.” Han skar en grimasse. ”Selv når de er mennesker har varulve en lugtesans som den mest erfarne blodhund. Endnu bedre, når de er i deres anden form. Jeg hørte engang en varulv påstå at han kunne lugte hvilken tobak en modstander på den anden side af en blodig slagmark havde tygget den morgen.” Hans ansigt henlagde sig i tankefulde folder. Hans blik hvilede på Maliken, men det var som om Aron så på noget usynligt mellem dem, som hans øjne flakkede frem og tilbage på. Som om han tog mentale notater hvor han sad. ”Jeg går ikke ud fra at De har lyst til at dække alle deres mænd med skidt og møg, for at give varulvene en grund til at holde sig væk. Om ikke andet vil det nok bare lokke dem dertil for at se hvad det er, der stinker sådan. Så jeg må finde på noget andet. Jeg bliver nødt til at tage nogle undersøgelser.” Han gned sin pande, som for at indikere at han allerede vidste at det ville være en nærmest uoverskuelig opgave – at finde en lugt, som varulvene ikke ville registrere. Hvordan pokker skulle man gøre det? ”Hvornår planlægger du at lave ruten gennem skoven?”

[Maliken Nequitia]

”Javel Mr. Zipora,” rettede Maliken med det samme, efterfulgt af et høfligt nik, inden hans blik gled ned i bordpladen. Han vidste alt for godt, hvad Aron mente med sine dystre ord. Selv havde han op til et par gange efter en opgave, blevet efterladt med en dårlig smag i munden. Men et arbejde, var et arbejde.
Som Aron nævnte pengeproblemet, så Maliken brat op fra bordpladen direkte mod Aron.
”Penge bliver ikke et problem,” sagde han bestemt. Selvom at smedjen knap nok kørte rundt, var der rigeligt med penge at hente i hans sidejob. Specielt med hans ry i de kredse. ”Så længe at produktet virker, som det skal. Jeg betaler kun for det bedste – for min mands sikkerhed selvfølgelig.” Den sidste tilføjelse blev sagt med det falske smil, som han havde pålagt sig tidligere.
”Det er ikke godt nok med en eliksir, som kun sænker effekten. Jeg skal have en direkte modgift. Det ville jo være synd at sætte en mand i evig misbrug på dine eliksir,” informerede den hvidøjet dæmon i et forsøg på at være humoristisk. En skam han skulle bibeholde sit cover. Ellers ville det have været nemt, at tilbyde Aron op til flere stakkels sjæle, han kunne lave forsøg på. Well… det kunne være Aron kunne låne fra den Vavilonske fangekælder.
Maliken prøvede at fange Arons blik, som det forsvandt ind i sig selv.
”Nu er det ikke mig, der er eksperten, men der må være nogle bestemte ting de lugter efter. Jeg er ligeglad med, om min mand kommer til at lugte som én af dem, eller om han slet ikke kommer til at lugte. I det her tilfælde behøver eliksiren ikke at være permanent. Blot en gåtur gennem skoven,” fortalte han, og tog en slurk af sin øl. Den fremmede smag af øl trak i hans ene mundvig. Han var ikke vant til den slags. Det slørrede jo hans evner til at analysere enhver kampsituation. Diskret skubbede han kruset lidt væk fra sig med fingerspidserne.
”Jeg bliver desværre nødt til at informere, at eliksirerne – både med hensyn til at slørre lugten, samt modgiften – skal være færdig indenfor 14 dage,” svarede han med et suk, som om han delte Arons stresset tilstand ved nyheden. ”Jeg har et værelse her på kroen, så jeg er at finde indtil da.”

[Aron Zipora]

Arons øjenbryn fløj op i panden på ham, da Maliken fortalte hvor lang tid han havde til at lave en eliksir, ingen alkymist nogensinde havde lavet før. To uger? Han granskede sin indre kalender.
”Du skal bruge den før næste fuldmåne.” fastslog han. Det var hverken en anklage eller et spørgsmål, men en simpel konstatering. Det var meget at bede om, på så kort tid. Han ville være nødt til at eksperimentere. Undersøge. Finde resurserne han skulle bruge. For ikke at snakke om at fremstille det hele! Årh, både han og Harris ville få nok at lave de næste to uger. Hvis knægten da stadig ville lytte til noget han sagde. Siden sammenstødet med Macaria havde Harris ikke ligefrem været den mest villige lærling. Og han tvivlede kraftigt på at han kunne benytte sig af de kanaler han havde fået ved at være Macarias kongelige alkymist. Han ville være nødt til at gøre meget på den gammeldags måde.
Alkymisten lagde panden i håndfladen, som han gned med et dybt suk.
”Mr. Nequita, hvad De beder om, er mere end hvad nogen alkymist burde påtage sig.” Hans blik fæstede sig på den hvidøjede mand foran ham, og et smalt smil gled langsomt over hans læber. ”Så De er heldig, at jeg har brug for en distraktion i disse dage. Jeg trækker i alle forbindelser jeg har, og benytter mig af enhver mulighed for at lykkedes. Jeg sørger for at holde Dem opdateret i fremgangen.” Det virkede ikke som om der var noget mere at tale om omkring emnet. Han vidste hvad han skulle lave, og hvor lang tid han havde til at lave det. Og hvis Maliken lovede ham at betalingen ikke skulle være et problem… Han kunne ikke se nogen grund til at sige nej til jobbet.
Han tog en solid mundfuld af øllen i sit krus, før han satte det tomme krus fra sig på bordet mellem dem, og gjorde mine til at rejse sig. ”De har givet mig meget på dagsordenen, mr. Nequita, så jeg vil ikke spilde min tid, eller Deres, mere end nødvendigt. Hvis De ikke har mere information at give mig, vil jeg gerne komme i gang med det samme.” Det var faktisk svært at ignorere iveren efter at komme i gang. Hvordan kunne han ikke være ivrig? Han var blevet givet en noget nær umulig opgave! Og endda én med et stramt tidsskema! Han ville være nødt til at benytte sig af alle lyssky metoder for at kunne leve op til forventningerne. Gad vide om Macaria ville bemærke hvis nogen af fangerne i slottets fangekælder forsvandt?

[Maliken Nequitia]

”Jeg ved udmærket godt, at jeg beder om meget, men som jeg nævnte tidligere, så er De den eneste, som kan få jobbet gjort,” sagde Maliken med en grimasse. Hans tanker flakkede. Hvis ikke denne alkymist kunne løse opgaven, ville han få Eriz på nakken og miste sit gode omdømme. På trods af hans egne evner, havde han ikke lyst til at måle dem med Pandemoniums dronning.
Som Arons stemme skiftede sig fra at være opgivende til ivrig, løftede Maliken sit hoved, og besvarede anerkendende smilet med et lille nik. Han var tilfreds med at opgaven i det mindste blev taget. Nu var det indtil videre ude af hans hænder, og alt han kunne gøre, var at vente.

Da Aron rejste sig, fulgte Maliken trop. Kruset med øl var stadigvæk mere eller mindre urørt, mens Arons var tomt.
”Endnu engang må jeg takke Dem,” sagde han afsluttende, og strakte sin hånd frem mod Aron, som en forsegling på aftalen. Det var måske ikke den måde dæmoner, plejede at afslutte en handel, men det så ud til at være kutymen blandt…folk.
Som Aron vendte ham ryggen, faldt Maliken tilbage i stolen, mens han kørte hænderne over ansigtet med et dybt suk. Han brød sig virkelig ikke om, at uddelegere sine egne opgaver til andre folk. Alt det sociale-pis var ikke hans kop te.

//out